Mange af vor oldtids storstensgrave, dysser og jættestuer, har måttet skatte med deres store sten til hus- og vejbygning eller er simpelthen ryddede, fordi de lå i vejen for dyrkning af jorden. På Nordfyn har man faret særlig hårdt frem mod de monumentale mindesmærker. Af egnens ca. 270 kendte megalitgrave (megalit er egentlig græsk og betyder: stor sten) findes kun godt et halvt hundrede tilbage, og de samler sig stort set i to store koncentrationer, i området omkring Skamby, mellem Odense og Bogense, og på Hindsholm, hvor Fyns største og bedst bevarede jættestue, „Mårhøj“, findes.
Det meste af Vestfyn og øens indre er fattigt på eller helt tomt for bevarede stengrave. Hvor overtro eller skærmende skov ikke har været medvirkende til at bevare gravene, ses disse nu kun som svage højninger i terrænet, og de sparsomme oplysninger om sløjfningen findes i museets sognebeskrivelser. Der er dog utvivlsomt sløjfet adskillige megalitgrave, hvorom overhovedet ingen oplysninger haves.
Det var tilfældet med en stor dysse, som har stået på marken matr. nr. 3a af Skåstrup by, i Ore sogn, Skovby herred. På en ca. 30 m lang og 20 m bred højning tæt ud mod vejen havde man i mands minde haft besvær med pløjningen. Ustandseligt stødte ploven på sten, fra knytnævestore til mægtige stenblokke, som, når de ikke lod sig fjerne, måtte graves dybere ned for at give plads til markredskaberne. Under en rekognoscering på marken i efteråret 1968 sås det, at der i den østlige side af højningen var pløjet en forholdsvis stor flad sten op, og i jorden omkring den fandtes lerkarskår og mørk askejord.
Lidt længere mod vest lå en samling skår under lignende omstændigheder, og ved den påfølgende undersøgelse fandtes to urnegrave fra slutningen af broncealderen. Herom senere.
Ved denne første undersøgelse blev det klart, at der i højningen skjulte sig rester fra et anlæg af større dimensioner. I den centrale del af højningen fangedes opmærksomheden af en mængde hvidbrændte krakelerede flintskærver, som lå oppløjede sammen med en del ornamenterede lerkarskår af mellem-neolitisk type. Da megalitgrav-tomter erfaringsmæssigt giver sig til kende ved denne hvidbrændte flint, og da der samtidig fandtes skår, var der grund til at formode, at vi her stod overfor en sløjfet dysse eller jættestue, hvis sidste rester nu ved plovens hjælp var ved at blive udslettet. En udgravning måtte derfor snarest sættes i stand, hvis det skulle lykkes at fravriste tomten de sidste oplysninger.
Efter samråd med Fyns Stiftsmuseum foretog undertegnede denne udgravning i sommeren 1971[1], hvor gdr. Chr. Ørum, Hugget, beredvilligt stillede et passende areal til rådighed i dyrket mark.
Da anlægget tydeligvis var sløjfet ret grundigt, tog udgravningen i første omgang sigte på at konstatere, hvilken slags anlæg det drejede sig om, og dernæst om muligt at bestemme dets størrelse og form.[2]
Der åbnedes derfor et udgravningsfelt hen over området, hvor der fandtes mest hvidbrændt flint, og stedet viste sig at være heldigt valgt. I pløjelaget fandtes 3 flintdolke, hvoraf de to var knækkede ved markarbejde, mens den tredie var velbevaret. I dette lag fandtes desuden en lille hjerteformet pilespids. En fjerde dolk fandtes tæt under pløjelaget i primært leje og lå på et lag af rødbrændt, sandblandet ler, der viste sig at være rester af kammerbunden. Denne tegnede sig som en tyk, hård lerkappe, afgrænset i siderne af 7 aflange, mørke fyldskifter, der bestod af askeblandet muld med mange granitskærver, og som er spor af de mægtige sten der har stået her, og dannet et ca. 2 × 3 m stort aflangt stenkammer. På tegningen (fig. 1, snit A-B) ses, hvor lidt der i virkeligheden var tilbage af kammeret. Som det fremgår, er det vestligste stenspor betydelig dybere end det østlige, ligesom lerkappen, som er den egentlige kammerbund, er bevaret i sin oprindelige tykkelse mod vest, mens den mod øst er pløjet bort. Det ser derfor ud til, at kammerbunden har haft en svag hældning mod vest.
De to sydligste stenspor viser tydeligt, hvor indgangen har været, og udgravningsfeltet udvidedes nu til også at omfatte området umiddelbart foran og på begge sider af gangen for om muligt at finde rester af de udrømnings- og offerlag, som erfaringsmæssigt findes her.
De senere års undersøgelser af lignende, men velbevarede anlæg har taget sigte på at undersøge og forklare de store mængder af keramik, der findes foran og ved siderne af megalitgravenes indgang, og som i en tid udelukkende blev tolket som udrømningslag i forbindelse med senere gravlægninger i kammeret. De seneste undersøgelser har imidlertid vist, at størstedelen af oldsagerne, hovedsagelig keramik, stammer fra henstilling af ofre foran facaden, enten som led i religiøse ceremonier eller ved gravlægninger i kammeret. Disse ofringer kendes hovedsagelig fra jættestuerne, men også fra de store dysser, der er fra samme tid. De kendes derimod ikke fra tidlig-neolitisk tids grave.
Spørgsmålet var nu, om man ved et næsten totalt sløjfet anlæg som dette kunne finde uforstyrrede lag foran indgangen. Da man ikke på grundlag af de fundne stenspor alene kan bestemme gravens type og alder, men kun kammerets form, var det af stor betydning at få et nogenlunde fyldigt materiale fra området ved gangmundingen.
Her afdækkedes en halvbueformet stenlægning, som strakte sig et godt stykke ud til begge sider af gangen (se plantegn. fig. 1).
Stenene lå i lerblandet sand, og laget var ikke særlig tykt, de fleste steder fra 15-20 cm. Stenlaget lå direkte på det rå undergrundsler. Imellem, og tildels under stenene, fandtes et stort antal lerkarskår, de fleste smukt ornamenterede.
Lagene udgravedes kvadratmetervis, hvorved skårene fra de enkelte felter holdtes adskilte. Det lille skema fig. 2 viser skårenes spredning, og det ses, at de findes mest koncentreret vest for gangen i felterne G-III-V og H-III-V. Her må dog tages i betragtning, at en del materiale sikkert er ført bort, dels ved sløjfningen og dels ved markarbejde, og resultatet kan således ikke direkte sammenlignes med tilsvarende undersøgelser ved bevarede anlæg, hvor lagene ofte findes indkapslede og urørte[3].
Foran og lidt øst for gangmundingen fandtes et gulbrunt, lidt fedtet sandlag iblandet mange kulturrester. Laget var kun 3-5 cm tykt, og dets udstrækning ses på plantegningen fig. 1 markeret med en stiplet linie. Her fandtes, foruden en del lerkarskår, 1 tværpil og fragmenter af 3 ravperler. Dette lag må tolkes som udrømningslag stammende fra senere begravelser i kammeret.
Af skårmaterialet fra området vest for gangen kan udskilles 12-14 lerkar, hvoraf et enkelt har kunnet restaureres fuldt (fig. 3), mens et mindre antal er rekonstrueret i tegning. Karrene er typiske for tragtbægerkulturen og kan på grundlag af ornamentik henføres til mellem-neolitisk tids første periode. En mere udførlig beskrivelse af de enkelte kar er foretaget i den omstående fundliste.
Som omtalt, fandtes ved den første undersøgelse to urnegrave, hvis placering ses på planen fig. 1. Urnegrav 1 stod velbevaret 30 cm under jordoverfladen omsluttet af tæt pakkede håndstore marksten. Urnen fig. 4 a, som var næsten fyldt med rensede brændte ben uden andre oldsager, er dobbelt-konisk med tydelig markeret hals og tynd, let udfaldende mundingsrand. I stedet for hank er der på bugvinklen anbragt en lille rund knop. Højden er 19 cm, bredden over randen 11 cm.
Skålen fig. 4 b, der var anbragt over urnen som låg med bunden vendende opad, er lav med udadbøjet mundingsrand, herunder en indsnøring. Fra randen udgår et båndformet øre med to dybe lodrette furer.[4]
Urnegrav 2, som fandtes 8 m sydvest for grav 1, var stærkt afpløjet og lå som en skårbunke med aske og brændte ben. Af skårene har kunnet samles: 1. Den ene side af et 16 cm højt uornamenteret kar, med jævnt buede sider og let indbuet tynd mundingsrand, hvorfra der udgår et båndformet øre med een dyb lodret fure. 2. Bunden og en del af siderne af en lille skål; bevaret højde 10 cm.
De to grave er typiske eksempler på yngre broncealders gravform – urnegraven. De kan efter karrenes form dateres til slutningen af yngre broncealder.
At opstille et handlingsforløb for dyssens bygning og benyttelse oldtiden igennem er ikke muligt. Hertil er materialet for spinkelt og anlægget for ødelagt. Så meget kan dog siges, at den må være bygget tidligt i mellem-neolitisk tid. Det viser skårene fra offerlaget, som er det ældste materiale. Både de to fodskåle NF og NG, med deres fladedækkende ornamentik brudt af hankfelter, og det skarpvinklede skulderkar NK med konisk hals, er tidlige typer, der kendes såvel fra Jordhøj og Tustrup-huset[5] som fra bopladsen Klintebakken på Langeland[6], hvor de dateres til periode IB af mellemneolitikum.
Ofringerne her – måske endda kun een enkelt – er rimeligvis foretaget samtidig med gravens første benyttelse og i tiden lige efter.
Tilsyneladende er der gået en rum tid, måske et par århundreder, inden man så i begyndelsen af sen-neolitisk tid rømmede ud i kammeret og, som de fundne dolke viser, atter gravlagde her.
Sluttelig blev de to urnegrave anlagt i yngre broncealder, og deres placering i forhold til primærgraven, dyssen, antyder, at højen måske på et eller andet tidspunkt er gjort større og urnegravene indsat i dennes fod.
En udvidelse af profilsnittet (fig. 1, snit c-d), i et forsøg på at påvise dette, gav imidlertid intet resultat.
Undersøgelsen har måske ikke bragt noget nyt af afgørende betydning for forståelsen af megalit-gravenes bygning og anvendelse, men må blot føje sig til det allerede kendte. Til gengæld viser den med tydelighed, at tilsyneladende håbløst sløjfede anlæg af denne art stadig kan gemme på oplysninger og fund, som nok er en undersøgelse værd.
I hundredevis ligger de rundt om i vort smukke landskab, som uanselige højninger, hvor granitskærver og hvidbrændt, krakeleret flint ligger og glitrer i de nysåede forårsmarker.
Til denne type kan henføres skår fra 5 kar, hvoraf 2 med sikkerhed kan bestemmes som tragtbægre, de tre andre med nogen usikkerhed.
Forekommer i 4 eksemplarer, hvoraf det ene har kunnet restaureres fuldt.
Af denne type kan udskilles 3 eksemplarer.
I udrømningslaget fandtes fragmenter af tre ravperler, hvoraf de to kan bestemmes som økseformede, den tredie så fragmentarisk at formen ikke kan bestemmes.
Dolke. Over den ødelagte kammerbund fandtes fire dolke, heraf de tre i pløjelaget. Kun een dolk fandtes i primært leje.
Flækkekniv: NAH (fig. 7-h) dannet af uregelmæssig flække. Kant-retouche langs hele den ene side. Slagbulen bevaret. Længde 10 cm. Fundet i offerlaget. Felt: F-IV.
