En vikingeboplads ved Højby

Forud for etableringen af motorvejen fra Odense til Svendborg har Odense Bys Museer, som tidligere omtalt i Fynske Minder[1], foretaget omfattende prøvegravninger på strækningen fra Odense til Kværndrup. Strækningen fra Kværndrup til Svendborg undersøges af Svendborg og Omegns Museum.[2] På baggrund af de omfattende prøvegravninger, som museet har gennemført i perioden september 2002 til starten af 2005, er der udvalgt 12 lokaliteter, hvor en egentlig arkæologisk fladegravning har fundet finde sted. Blandt disse er et område umiddelbart øst for Højby (fig. 1). Der er tale om en vikingetidsboplads, hvor der foruden langhuse også blev fundet mindre arbejdshytter, såkaldte grubehuse, samt spor efter håndværksaktiviteter. Denne plads præsenteres i det følgende.[3]

For en mere overordnet gennemgang af undersøgelserne forud for etableringen af motorvejen fra Odense til Kværndrup henvises til Mogens Bo Henriksens artikel i dette nummer af Fynske Minder.[4]

Fig. 1. Placeringen af vikingetids-bopladsen ved Højby.

Undersøgelsens forhistorie

Ved prøvegravning i 2002 af den del af det kommende motorvejstracé, som løber øst for hovedvej A9 (fig. 2), fremkom en tæt koncentration af forhistoriske anlæg, og der blev afdækket en del af en mulig hustomt. Det blev derfor besluttet at foretage en egentlig fladegravning på arealet (fig. 3). I 2003 blev der således af flere omgange afrømmet ca. 12.400 m2 (fig. 4). Der blev udgravet og undersøgt et større bopladsområde med bebyggelse fra ca. 1700-500 f.Kr., dvs. fra bronzealderen, og fra ca. 900-1200 e.Kr., altså fra overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Tilstedeværelsen af bopladsområdet var dog ikke helt ukendt. Forud for etableringen af hovedvej A9 i begyndelsen af 1980’erne foretog Odense Bys Museer en markafsøgning i det kommende vejtracé. Efter fund af mørke pletter med lerkarskår blev der foretaget en prøvegravning og senere en egentlig fladegravning. Herved fremkom spor efter bebyggelse fra både bronzealder og vikingetid[5], altså fra de samme perioder som senere fremkom ved undersøgelserne forud for etableringen af motorvejen.

Efterfølgende vil der være fokus på den del af bebyggelserne, som er fra yngre vikingetid, altså tiden omkring år 1000.

Fig. 2. Luftfoto af søgegrøfterne set fra øst.
Fig. 3. Muldafrømningen blev foretaget med gravemaskine og jordvogne.

Topografi

Bopladsen ligger på en ca. 1 × 1 km stor, oval bakkeformation. Mod vest og syd afgrænses bakken af en markant slugt, hvori et tilløb til Lindved Å har sit leje. Mod nord og øst flader terrænet ud; ca. 600 meter mod øst afgrænses bakken også af en slugt, som ikke er så markant som slugten mod vest. Fra centrum af Højby er der knap 1 km til bopladsen, og fra centrum af Allerup knap 1,5 km. Vikingetidsbopladsen ligger presset helt ud på den vestlige kant af bakkeformation i et område uden adgang til større engarealer. Undergrunden på bakken bestod af let sandet ler.

Selve bopladsen ligger på en stort set plan flade med et let fald mod syd. I den sydligste del af udgravningsfeltet falder terrænet dog mere markant. Vest for udgravningsfeltet, på den anden side af slugten, er terrænet let kuperet; mod øst er terrænet jævnt. Nord for udgravningsfeltet er terrænet jævnt stigende nogle hundrede meter, for videre mod nord at falde jævnt. Bopladsen ligger således i et typisk fynsk morænelandskab.

Bebyggelse fra både bronzealder og vikingetid

I den nordlige del af udgravningsfeltet lå to treskibede langhuse (fig. 5), dvs. huse, hvor taget har været båret af to rækker kraftige stolper, placeret i husets længdeakse. De to huse lå tæt placeret op ad hinanden. Til det ene langhus var der desuden bevaret en stor del af det sydlige vægforløb. Der fremkom ingen daterende oldsager i disse huse, som ud fra konstruktionen ikke kan dateres nærmere end til bronze- eller jernalder. Da der på lokaliteten næsten udelukkende er spor fra bronzealder og yngre vikingetid, er det dog sandsynligt, at de to treskibede huse tilhorer en bebyggelse fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.). Til samme periode knytter sig en del affaldsgruber samt en mulig brønd. I en radius af 1-1,5 km fra bopladsen findes tre overpløjede gravhøje[6]; mon ikke det er her, bronzealderbønderne fra Højby-bopladsen har gravlagt deres døde?

Som tidligere nævnt fremkom der også en bebyggelse fra yngre vikingetid, og det er denne del af bebyggelsen, der efterfølgende vil være i fokus (fig. 6).

Hovedsageligt i den midterste og vestlige del af feltet lå seks etskibede langhuse. I modsætning til de treskibede huse bæres både tag- og vægkonstruktionen på denne hustype af de samme to stolperækker, som derfor er betydeligt kraftigere, end det er tilfældet i den treskibede huskonstruktion (fig. 7). Til bebyggelsen fra vikingetid knytter sig desuden 11 arbejdshytter, såkaldte grubehuse. Syv af disse lå samlet mod sydøst i feltet, tre lå let spredt i den nordlige del af feltet, og ét grubehus lå for sig selv mod sydvest.

Fig. 4. En del af det 12.400 m2 store udgravningsfelt set fra syd.

Langhuse

Fire af de etskibede langhuse var trapezformede, mellem 6 og 19 meter lange og 1,75-2 og 3,5-5 meter brede. Et af langhusene havde krumme vægge, var 21,5 meter langt og 5,8 meter bredt på midten og 5 meter bredt i begge ender. Endeligt havde et af langhusene rette, parallelle vægge. Dette hus var 20 meter langt og 4,5 meter bredt. Det ene af de trapezformede langhuse var meget smalt, henholdsvis 1,5 og 2 meter bredt, og det opfattes derfor som en økonomibygning og ikke som en bygning beregnet til beboelse. Denne bygning lå i den nordlige del af udgravningsfeltet. Alle de etskibede huse var orienteret nordøst-syd-vest.

Den etskibede hustype kan ikke i sig selv dateres mere præcist end tidsrummet mellem yngre vikingetid og renæssance.[7] Ud fra keramik fremkommet i de tagbærende stolper kan tre af langhusene dog dateres til yngre vikingetid. Sammenholdt med dateringen af de øvrige etskibede langhuse og grubehusene (se senere) skal de sidste tre etskibede langhuse antagelig ikke dateres senere end ældre middelalder.

Fig. 5. Udsnit af den nordlige del af udgravningsfeltet med bronzealderhusene.
Fig. 6. Udsnit af udgravningsplanen med den sydlige del af feltet. Markeret er fire etskibede langhuse og fem grubehuse.

Grubehuse

Grubehuse er små ovale “arbejdshytter” med et areal på ca. 10 m2. Grubehusene har været let nedgravet i undergrunden og har i hver ende været udstyret med en stolpe, som har båret en langsgående bjælke, der har understøttet taget.

Grubehusene har antagelig været dækket af en form for teltdug, som man har kunnet slå til side, medens man arbejdede, så der kunne trænge lys ned i grubehuset (fig. 8). I grubehusene har der fundet forskellige håndværksmæssige aktiviteter sted, f.eks. fremstilling af tekstiler.

Længden på grubehusene på pladsen ved Højby varierede mellem 270 og 370 cm, og bredden varierede mellem 230 og 310 cm; dermed var grubehusene fra ca. 6 til l1m2 store i fladeniveau. Alle grubehuse var gravet mellem 10 og 74 cm ned i jorden (fig. 9) og har haft to tagbærende stolper. Seks af grubehusene lå orienteret øst-vest, medens fem var orienteret nordøst-sydvest. Ved tre grubehuse sås spor efter en vægkonstruktion i form af små pælehuller fra nedhamrede, let tilspidsede pæle. I to af grubehusene sås et såkaldt “varmebækken”; en oval, let nedgravet grube med fyld af trækul og ildskørnede sten, placeret ca. midt i grubehuset. Som navnet antyder, har funktionen af sådanne “varmebækkener” været at forsyne grubehuset med varme. Dette har næppe været i form af et ildsted med flammer, da det ville være meget brandfarligt i den lille bygning. I stedet er der nok nærmere tale om et ildsted udelukkende med gløder.

Nede i et af grubehusene blev der fundet en nedgravning, der tolkes som en kælder. Nedgravningen målte 140 × 116 cm og var ca. 60 cm dyb. Siderne har været afstivet med nedhamrede pæle. Da nedgravningen ikke var dybere end 60 cm, er der antagelig ikke tale om en kælder, man er gået ned i; funktionen har nok nærmere været som et mindre underjordisk forrådskammer. Mod øst i kælderen var der et ca. 20 cm bredt plateau ca. 25 cm under gulvlaget. Dette plateau kan havde fungeret som en hylde. Det vides ikke, hvordan åbningen til kælderen har været afskærmet, men det kan havde været med en planke eller måske bare med fletværk af grene.

Fig. 7.Rekonstruktion af et etskibet langhus.
Fig. 8. Rekonstruktion af et grubehus.

Ud fra keramikken fundet i grubehusene dateres fem til yngre vikingetid, medens de seks andre ikke kan dateres nærmere end til vikingetid.

Der er således et sammenfald mellem dateringerne af de etskibede langhuse og grubehusene, og det virker derfor sandsynligt, at disse er samtidige og udgør en samlet bebyggelse fra yngre vikingetid.

Fig. 9. Bundlaget i et af grubehusene.

Smedjen?

Til bebyggelsen fra yngre vikingetid knytter sig desuden en meget smal bygning, beliggende i feltets nordlige del. Konstruktionen var ca. 17 meter lång, men kun 1 meter bred og havde samme orientering som de øvrige langhuse, nemlig nordøst-sydvest. Den meget smalle bygning bestod af to rækker stolper, men det vides ikke, om disse har båret både tag- og vægkonstruktionen, eller om bygningen også har haft et separat vægforløb. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at afgøre, om bygningen har været et-eller treskibet. Under alle omstændigheder har bygningen dog været for smal til at kunne have fungeret som bolig (fig. 10).

Helt op ad den nordøstligste stolpe i bygningen lå en affaldsgrube tæt pakket med jernslagger. Den store koncentration af slagger i affaldsgruben tyder på, at der inden for en kort afstand har været en smedje. Denne tolkning baseres på, at slaggerne stammer fra smedjeprocessen, og at man på grund af vægten næppe har slæbt slaggerne langt for at skaffe sig af med dem. I stolpehullerne i den smalle bygning blev der fundet smedeskæl, som er meget meget små stykker jern, der springer af jernet i smedningsprocessen. Disse små stykker jern spredes ikke langt fra, hvor selve smedningen har fundet sted. Ud fra fundet af smedeskel tyder det på, at bygningen kan have fungeret som smedje. Dermed antages det, at affaldsgruben, som dateres til yngre vikingetid, er samtidig med den mulige smedje, som dermed også dateres til yngre vikingetid.

I den nordlige del af feltet lå en brønd, som ud fra fundet af en jernslagge og et stykke jern dateres til jernalder eller middelalder. Da der som tidligere nævnt på lokaliteten næsten udelukkende er spor fra bronzealder og yngre vikingetid, er det dog sandsynligt, at brønden tilhører bebyggelsen fra yngre vikingetid. Brønden var ca. 6 meter i diameter og ca. 3 meter dyb, men den var dog tør, og efter udgravningen har man derfor måttet opgive at bruge den.

Fig. 10. Detailtegning af den mulige smedje; slaggegruben er også markeret.

Vikingetidsbebyggelsens struktur

Mod både nord og syd er bebyggelsen afgrænset, medens den mod øst og vest ikke kan anses for fuldt afgrænset. På trods af dette, er det alligevel muligt at danne sig et godt overblik over strukturen.

Bebyggelsen synes at gruppere sig i to koncentrationer. Den største koncentration ligger mod syd og består af fire etskibede huse samt otte grubehuse. Mod nord består koncentrationen af et etskibet hus, økonomibygningen, tre grubehuse, den mulige smedje og brønden.

Indbyrdes i de to koncentrationer må der havde være flere faser, da langhusene mod syd to og to ligger for tæt til at have kunnet eksistere på samme tid, idet der kun er ca. 1-2 meter mellem bygningerne. Det er således sandsynligt, at de fire langhuse mod syd to og to har afløst hinanden. Desuden overlapper tre af grubehusene mod øst hinanden, og mod nord overlapper et grubehus det etskibede hus. Som tidligere nævnt opfattes det ene etskibede langhus mod nord som en økonomibygning. Denne ligger umiddelbart nordvest for det andet etskibede langhus og opfattes som en økonomibygning til denne. Hermed kan op til tre langhuse havde eksisteret på pladsen på samme tid.

På lokaliteten er der ikke bevaret hegn, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvor mange af husene og dermed hvor mange gårde, der har eksisteret samtidigt. En mulighed er, at de tre etskibede langhuse repræsenterer tre gårde, som har eksisteret på samme tid. Dette er dog nok ikke så sandsynligt, da afstanden mellem de sydlige langhuse kun er 13-28 meter. Så tæt har to samtidige gårde antageligt ikke ligget. En anden mulighed er, at der er tale om én gård, som er flyttet rundt på pladsen. Den sidste mulighed er, at de to koncentrationer repræsenterer to samtidige gårde, hvor begge har haft mindst to faser. Da der, som tidligere nævnt, ikke er bevaret hegnsforløb, er det ikke muligt at afgøre, hvilken af de to sidste muligheder, der er den rigtige, og dermed om der er tale om en enkeltgård eller en lille gårdklynge. Det faktum, at alle etskibede huse har præcis samme orientering, antyder dog en omtrentlig samtidighed mellem bygningerne. Det samme gør det faktum, at ingen af husene overlapper hinanden. Er der tale om en enkeltgård, er det således vanskeligt at forestille sig, at der skulle være et langt tidsspænd mellem de enkelte faser. Hvor lang en periode bebyggelsen fra yngre vikingetid strækker sig over, er det dog ikke muligt at afgøre, men mindre end 100 år er nok ikke sandsynligt.

Oldsagsmaterialet

Generelt rummer oldsagsmaterialet fra bebyggelsen mange gode fund. Keramikken omfatter en del skår af såkaldt Østersø-keramik, der er en fælles betegnelse for lertøj, mønstret med vandrette bølgelinier og furer (fig. 11). Keramikken, der altid har flad bund, stammer fra vikingetiden og den tidlige middelalder i det sydøstlige Danmark. Samme typer lerkar kendes fra hele Østersø-området, men blev først fremstillet i det slaviske område syd for Østersøen.[8] Keramikken fra lokaliteten ved Højby vurderes til at være fra den sene del af perioden, dvs. fra det sene 1000-tal eller evt. begyndelsen af 1100-tallet.

På lokaliteten blev der desuden fundet ca. 75 kg jernslagger, hvoraf hovedparten stammer fra den affaldsgrube, som daterer den mulige smedje til yngre vikingetid. Slaggerne er alle lette, meget forglassede og kalotformede, hvilket viser, at de stammer fra smedning; desuden er der slagger fra esseområdet. Der er ingen tunge slagger, som stammer fra jernudvinding. Til samme aktivitet som jernslaggerne, nemlig smedning, knytter sig også fundet af smedeskæl og fragmenter af avlsten. Avlsten eller essesten, som de også kaldes, er stykker af ler eller sten, som har beskyttet tuden på blæsebælgen imod essens strålevarme (fig. 12). I grubehusene blev der fundet i alt 10 tenvægte (fig. 13) samt enkelte vævevægte og en hvæssesten.

Foruden de førnævnte oldsager bør enkelte spændende metalfund også nævnes.

Der blev således fundet jernknive, en jernsaks (fig. 14), en jernnøgle, en jernlås og dele af en bronzebeslået træspand. Desuden blev der fundet et vendisk knivskedebeslag af bronze (fig. 15), som kan dateres til yngre vikingetid. Vendiske knivskedebeslag er rektangulære, vinklede og fligede 2-3 cm store ombukkede beslag af meget tyndt bronzeblik. Knivskedebeslagene er typisk ornamenteret med rektangulære eller cirkulære gennembrydninger kombineret med bukler og fine indridsede punkter og furer. Beslagene blev benyttet mellem ca. 1000- og 1200-tallet af både vendiske mænd og kvinder[9]; venderne var et slavisk folk, som boede ved Østersøens sydkyst.

Fig. 11. Et keramikskår af ornamenteret Østersøkeramik. Foto:Jørgen Nielsen.
Fig. 12. Et stykke af en avlsten af ler. Stykket har været udsat for en kraftig varmepåvirkning, som har bevirket, at lermassen er forglasset. Foto:Jørgen Nielsen.

Knivskedebeslaget kan være en kopi, som er udført lokalt, men der kan også være tale om et stykke, som er blevet handlet, enten direkte fra en vendisk handlende til en af indbyggerne på Højby-bopladsen, under et besøg på en af datidens handelspladser, eller stykket kan havde fundet vej til Højby-bopladsen gennem mange hænder. Hvilken af disse muligheder, der er den rigtige, er det ikke muligt at afgøre.

Fig. 13. Suite af tenvægte fra grubehusene.
Fig. 14. Jernsaks; saksen er udformet som en “faresaks”.
Fig. 15. Vendisk knivskedebeslag.

Håndværksaktiviteter

Grubehusene og den mulige smedje vidner om, at der på pladsen har fundet håndværksmæssige aktiviteter sted. Da der ofte findes ten- og vævevægte i grubehusene, betegnes de også vævehytter. Men disse aktiviteter er langt fra de eneste, som har fundet sted i grubehusene. Det er dog ikke altid, at håndværket har sat sig spor i fundmaterialet, hvilket gør det vanskeligt præcist at afgøre, hvilke typer håndværk, der har fundet sted i grubehusene.

I seks af grubehusene fandtes tenvægte, som indikerer, at der er spundet garn. Kun i to grubehuse blev der sammen med tenvægte fundet vævevægte, hvilket antyder, at der i disse også har fundet vævning sted. Dette understøtter antagelsen om, at der er arbejdet med tekstilfremstilling i grubehusene (fig. 16).

Funktionen for de øvrige fem grubehuse kendes ikke, da aktiviteterne ikke har sat sig synlige spor i fundmaterialet. Det kan dog ikke afvises, at det også er tekstilfremstilling, der har fundet sted i disse.

Der har også været aktiviteter af håndværksmæssig karakter uden for grubehusene i form af smedning. Vidnesbyrdene om smedning stammer således fra den mulige smedje, de store mængder slagger og smedeskæl samt fragmenter af avlsten.

Hvordan skal sporene efter håndværk forstås? Er der tale om en specialiseret håndværksplads? På Fyn omfatter fundmaterialet på de specialiserede håndværkspladser med grubehuse bl.a. kulturlag, vægtlodder, barrer, smelteklumper samt smykker og fragmenter af sådanne. Dette er blandt andet tilfældet på vikingetidspladserne ved Hjulby, Vindinge og Avnslev.[10] Hvis der på vikingetidspladser er tale om en storstilet tekstilproduktion, så er sporene efter dette meget udpræget, og der findes mange ten- og vævevægte i grubehusene, ligesom der er andre tegn på tekstilproduktion, som for eksempel hørrødningsbrønde.[11] Pladsen ved Højby mangler således helt et fundmateriale, som understøtter, at der er tale om en specialiseret håndværksplads, ligesom fundmaterialet i grubehusene ikke vidner om en storstilet tekstilproduktion. De aktiviteter, der har fundet sted i grubehusene, har nærmere karakter af husflid og er næppe mere omfattende, end hvad der må være forventeligt på en almindelig boplads fra denne periode.

I modsætning til de håndværksmæssige aktiviteter i grubehusene må de aktiviteter, der har fundet sted uden for disse, betegnes som specialiserede. Sporene efter smedning overstiger således klart, hvad der kan forventes på en “almindelig” boplads, hvor der som regel kun findes enkelte slagger, hvis nogen overhovedet. Dermed må de håndværksmæssige aktiviteter, der har fundet sted uden for grubehusene, opfattes som mere end husflid, men mindre end en specialiseret håndværksplads, hvor det økonomiske grundlag var håndværk. Der kan således kun havde været tale om et supplement til landbrugsøkonomien.

Moderlandsby eller udflytterlandsby?

Hvad er det for en type bebyggelse, der blev udgravet ved Højby? Når bebyggelsens placering bedømmes ud fra ældre kortmateriale (fig. 17), synes den at have haft begrænset adgang til engarealer. På kortet ses et mindre engområde sydvest for lokaliteten og et endnu mindre område godt 200 meter mod nordvest.

Tidligere blev en sådan tilsyneladende ressourcemæssig randplacering opfattet som et udtryk for, at der var tale om en torpbebyggelse. En torp er en eller flere gårde, som er flyttet ud fra en eksisterende landsby, en moderlandsby. Sådanne udflytninger fandt især sted i perioden mellem år 900-1300, altså på Højby-bopladsens tid. Tidligere blev udflytning og deraf følgende torpdannelsen opfattet som et resultat af en kraftig befolkningsvækst, som gjorde det nødvendigt at anlægge nye landsbyer på marginaljord. Det har imidlertid vist sig, at det langt fra er sikkert, at torpbebyggelserne ligger på dårligere jord end moderlandsbyen. Torpdannelsen var et led i en gennemgribende omskabelse af kulturlandskabet i forbindelse med en intensivering af driftmetoderne. Derfor kan torpernes jorde lige så godt havde været bedre end moderlandsbyens.[12] Eller måske har andre ting end kvaliteten af jorden spillet en vigtigere rolle? Hvis pladsen ved Højby udgør en torp, er det muligt, at der netop i dette område var gode betingelser for smeden, og at dette måske til en vis grad kunne opveje, at jorden og de tilstødende engarealer ikke var de bedste.

Fig. 16. Udgravning af et af grubehusene.

Hvis lokaliteten er en torp, hvilken by har så udgjort moderlandsbyen? På ældre kortmateriale fremstår slugten umiddelbart vest for bopladsen som en markant grænse i landskabet, og denne kan i forhistorien havde fungeret som et skel eller en grænse mellem forskellige bebyggelsesområder. I dag udgør slugten et sogneskel mellem Højby og Allerup sogne. På grund af dette markante skel i landskabet synes det ikke sandsynligt, at lokaliteten er flyttet ud fra Højby; det er i stedet en mulighed, at den er flyttet ud fra Allerup, hvis ejerlavsgrænse lokaliteten også ligger indenfor. Navnet Allerup er i sig selv et torp navn, oprindeligt Altorp (se senere); dermed er det muligt, at situationen skal vendes på hovedet, og at bebyggelsen ved Højby udgør moderlandsbyen, som Allerup på et tidspunkt er flyttet ud fra. Da det ikke er muligt at datere hverken bebyggelsen ved Højby eller Allerup nærmere end til vikingetid eller tidlig middelalder, er det ikke muligt at afgøre, hvilken bebyggelse der er ældst; blot kan det konstateres, at der kan være en forbindelse mellem vikingetidsbopladsen og Allerup by.

Fig. 17. Udsnit af højkantskort fra 1888 med udgravningsfeltet markeret. Til venstre på kortet ses Højby. ©Kort og Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV

Landsbyen i et større perspektiv

I området kendes ikke mange spor efter bebyggelse fra yngre vikingetid, dog er der mere indirekte spor efter en samtidig bebyggelse. I 1600-tallet blev der således i Allerup Kirke registreret en indmuret vikingetids runesten, hvis nuværende placering ikke kendes. På runestenen stod der: “Thovls søn, han tog denne sten i……(og) satte (den) efter (sin) fader og (sin) moder Tonne (?)”.[13]

Som tidligere nævnt vidner desuden stednavnet Allerup indirekte om bebyggelse fra perioden. Navnet Allerup er nævnt første gang i 1307 i formen Altorp. Forledet er sandsynligvis trænavnet “al”, som betyder “el”. Efterleddet, -torp, betyder “bebyggelse” og anses for at være dannet i vikingetid eller middelalder.[14] Den oprindelige betydning af Allerup har således været “bebyggelsen med eller ved elletræerne”. Stednavnet Højby vidner også indirekte om bebyggelse fra perioden. Forledet høj henviser muligvis til en gravhøj, medens efterleddet – by anses for at være dannet i vikingetiden.[15]

Afslutning

Ved Højby er det således ikke tilstedeværelsen af grubehuse, som viser, at der på pladsen har været specialiseret håndværk. Det gør til gengæld de håndværksmæssige aktiviteter, som har fundet sted udenfor grubehusene. Sporene efter smedning overstiger, hvad der med rette kan forventes på en “almindelig” boplads fra yngre vikingetid. Aktiviteterne i grubehusene, derimod, afspejler nærmere husflid end specialiserede håndværksaktiviteter.

Hvis bebyggelsen ved Højby skal opfattes som en torp, som på et tidspunkt er flyttet ud fra Allerup, er det muligt, at gode betingelser for smeden har vejet tungere end adgangen til udstrakte engressourcer. Det er dog også muligt, at bebyggelsen udgør en moderlandsby, hvorfra Allerup på et tidspunkt er flyttet ud.

Noter

  1. ^ Adamsen et al. 2003.
  2. ^ Beck 2004.
  3. ^ OBM 8884, sb.nr. 080801-42. Udgravningsberetningen kan læses på www.arkdata.dk.
  4. ^ Henriksen 2005.
  5. ^ OBM 6002, sb.nr. 080801-15.
  6. ^ Sb.nr. 080801-5,18 og 27.
  7. ^ Henriksen 2003a, s. 72-74.
  8. ^ 8 Hansen & Jensen 2004, s. 126.
  9. ^ Hansen & Jensen 2004, s. 111.
  10. ^ F.eks. Henriksen 2002 og Henriksen 2003b.
  11. ^ F.eks. OBM 6715 Strandby Gammeltoft. Henriksen 1997.
  12. ^ Porsmose 1987, s. 62-75.
  13. ^ Moltke 1975, s. 408.
  14. ^ Anonym 1983.
  15. ^ Porsmose 1987, s. 26.

Litteratur

  • Adamsen, L.B., M.B. Henriksen, L.E.Jensen, K.K.
  • Michaelsen & M.S.Thomsen: Ny vej, ny viden – arkæologi forud for motorvejen. Fynske Minder 2003, s. 29-51.
  • Anonym: Landsbyregistrering i Fyns Amt, historiske forhold, Odense Kommune. Odense 1983.
  • Beck, M.R: Motorvej til Svendborg – et tværsnit gennem Fynsfortid. Årbog for Svendborg & Omegns Museum 2005, s. 8-15.
  • Hansen, P.B. & A. Jensen: Venner og fjender: dagligliv ved Østersøen 700-1200. Lübeck 2004.
  • Henriksen; M.B: Vikinger ved Helnæsbugten. Fynske Minder 1997, s. 25-58.
  • Henriksen, M.B: Er Hjulby Nyborgs forgænger? Fynske Minder 2002, s. 155-185.
  • Henriksen, M.B: Fynske hus- og gårdtomter fra middelalder og tidlig renæssance. Bol og By, landbohistorisk tidsskrift 2003:1-2, s. 67-99.
  • Henriksen, M.B: På vej til Nyborg – nye fund af vikingetids-bopladser ved Vindinge og Avnslev. Nyborg – før & nu 2003, 2003b, s. 7-26.
  • Henriksen, M.B: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109.
  • Moltke, E: Runerne i Danmark og deres oprindelse. København 1976.
  • Porsmose, E: De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfælles-skabets tid. Odense 1987.

©
- Arkæologi - Arkæologi - boplads - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...