Den 21. maj 1853 kunne over syv hundrede odenseanske husstande for første gang åbne for hanerne og lade filtreret drikkevand fra byens nye offentlige vandværk strømme ud – i første omgang dog kun i den otte dage lange prøveperiode.[1] Det var det første moderne vandværk og et teknisk gennembrud her i landet. Det var samtidig en færdigudviklet engelsk teknologi, som blev introduceret i Danmark af to unge dansk-engelske ingeniører.[2] Mens det odenseanske vandværks historie er velkendt og allerede fyldigt beskrevet ved 100 års jubilæet i 1953, har disse unge ingeniørers pionerindsats ikke påkaldt sig samme opmærksomhed.[3] Det fortjener både de og deres virksomhed, for det var ikke blot to ingeniører, der introducerede vand- og gasværker efter engelsk mønster, firmaet English & Hanssen var på samme tid landets første rådgivende ingeniørvirksomhed.
Det er vanskeligt entydigt at afgøre, hvem der var landets første rådgivende ingeniør i den forstand, vi i dag bruger betegnelsen, dvs. om uafhængig teknisk rådgivning. Teknisk rådgivning mod honorar var ikke ukendt tidligere, men begrænser vi området til mere omfattende teknisk rådgivning udført af private virksomheder, indsnævres feltet betydeligt. Inden for disse rammer er der næppe tvivl om, at den første virksomhed, der beskæftigede sig med teknisk rådgivning som primært arbejdsområde, var English & Hanssen, som blev grundlagt 1849 i København.[4] I en periode var Odense og Fyn nærmest den københavnske virksomheds andet hjem, og der blev både lagt planer for og udført arbejder over hele Fyn.
I denne artikel fortælles historien om English & Hanssens første tid som rådgivende ingeniører, og der ses nærmere på virksomhedens projekter – hvoraf der var ikke så få fynske. Det er ikke blot et spændende studie i odenseansk og fynsk teknologi- og industrihistorie, det er også i høj grad Danmarkshistorie.
English & Hanssens vand- og gasværker i Odense og deres efterfølgende projekter i en lang række danske og svenske byer er kendt, men ikke undersøgt detaljeret. Der er desværre ikke gennemført en analyse af udbygningen af den danske vandforsyning eller i det hele taget en undersøgelse af teknificeringen af de danske byer fra midten af 1800-tallet. Kun den danske gashistorie er undersøgt og beskrevet i en form, der tager udgangspunkt i de nye tilgange og metoder, som teknologihistorien tog op gennem 1990’erne.[5]
I dag er det rådgivende erhverv organiseret i Foreningen af Rådgivende Ingeniører og repræsenterer en samlet omsætning på mere end 6 mia. kr. årligt. Rådgiverne består af godt 350 virksomheder med næsten 9000 ansatte. De største er kendte virksomheder som Carl Bro, COWI og Rambøll. Rådgivende ingeniører indgår i praktisk taget alle væsentlige bygge- og anlægsarbejder – f.eks. er Birch & Krogboe rådgivende ved udbygningen af H.C. Andersens Hus i 2003-04. De største danske virksomheder har i dag mere end et par tusinde ansatte. Rådgiverne har gennem mere end hundrede år projekteret bygningsværker af næsten symbolsk karakter, senest f.eks. Storebæltsforbindelsen og det nye operahus på Holmen. Dette erhvervs tidlige danske udvikling har i høj grad en odenseansk og en fynsk side.[6]
Engelske teknikere og industrifolk var tidligere ikke noget særsyn i Danmark. Tværtimod havde den danske stat i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet søgt at tiltrække eksperter fra den industrielle revolutions hjemland. En af de englændere, som i den forbindelse fandt vej til Danmark, var den engelske tekniker eller måske rettere maskiningeniør, Thomas English, som bl.a. bestyrede det store jernstøberi i Frederiksværk og her introducerede en ny teknik til kobbervalsning. English var ingeniør i den klassiske engelske tradition, dvs. oplært i værkstederne, og sådan kom det også til at gå hans søn, som er en af de to hovedpersoner i denne artikel. Thomas English, som var blevet gift med en datter af justitsråd Berth, fik nemlig den 9. december 1819 en søn, som blev navngivet Thomas Alfred English. Det var ikke kun navnet, der lignede – det skulle snart vise sig, at æblet ikke var faldet langt fra stammen.
Familien drog videre, formentlig til en værkførerpost på Leren Kobberværk i Norge.[7] Da den ældre English døde i 1835, fortsatte den kun 15 år gamle Th. A. English i en læreplads i faderens maskinværksted i Flensborg – formentlig sammen med sin bror H. English, der siden etablerede Sønderborgs første jernstøberi.[8] Brødrene havde allerede som ganske unge alsidige erfaringer fra Frederiksværk, fra det norske kobberværk og faderens maskinfabrik. Frem til sit 29. år nåede English at fungere som maskinmester på et dampskib og endelig som værkfører for en maskinfabrik i London, hvor vi finder ham lige inden etableringen af firmaet English & Hanssen. At være værkfører på en større maskinfabrik i London på et tidspunkt, hvor den engelske maskinindustri havde nået sit zenit, vidner om kompetence hos den unge mand. Selv om English var udlært i den engelske værkstedstradition, var det tilsyneladende ikke nok. Den fremtrædende københavnske stadsingeniør Ch. Ambt skrev senere om ham, at "Under dette arbejdsomme Liv uddannede han sig i theoretisk Henseende ved selvstudium…"[9]
Den anden medstifter af landets første rådgivende ingeniørfirma var Carl Julius Hanssen, der kom fra Flensborg. Om de to mænd har mødt hinanden i ungdomsårene vides ikke, men Hanssen blev ligesom English oplært inden for maskinindustrien og arbejdede i 1840’erne i London. De to mænd mødtes, da de i 1848 arbejdede på den samme maskinfabrik, og samarbejdet har sikkert taget sin begyndelse med de unge mænds fælles drømme og fremtidsplaner. Med deres baggrund har de kunnet se mulighederne i Danmark, som måtte forventes at udvikle sig og at skulle anvende den engelske teknologi i de følgende årtier. Det, der formentlig gav startskuddet til at virkeliggøre drømmen om at etablere eget firma, var invitationen til at indgive konkurrenceforslag til det påtænkte kombinerede københavnske vand-, gas- og kloaksystem i 1849.
Der er ikke plads til i denne sammenhæng at gå i detaljer med det københavnske projekt, som aldrig blev realiseret i fuldt omfang, og hvor udførelsen blev forsinket i flere år på grund af uenighed blandt politikerne. Vi må nøjes med at konstatere, at flere års overvejelser i det pågældende udvalg under den københavnske borgerrepræsentation på et møde i august 1848 blev udmøntet i en beslutning om, at til arbejdet med "…at opsøge, underhandle med og engagere en saadan civil Ingenieur nedsættes en Comitee."[10]
Komiteen udskrev en priskonkurrence, hvor ønsket var at få et samlet forslag til alle tre projekter. Det lykkedes ikke, men der indkom i alt 18 forslag, som blev bedømt af komitéens egne medlemmer. Den traditionelle fremstilling af forløbet er, at det blev den københavnske vandinspektør, polyteknikeren L.A. Colding, der i praksis vandt konkurrencen, og de øvrige konkurrencedeltagere er stort set glemt.[11] Men ser man lidt nærmere på sagen, forstår man måske bedre, hvorfor denne tilsyneladende fiasko for English & Hanssen alligevel gav blod på tanden.
Komitéen kunne ikke give et eneste af de otte engelske, syv danske, to tyske og et fransk projekt den fulde præmie. Man ville derfor lade Colding og dennes efterfølger som vandinspektør, C.G. Hummel, udarbejde nye projekter på baggrund af de præmierede. Der var bemærkelsesværdige sider af forløbet, som det fremgår af komiteens overvejelser:
"…af samtlige Besvarelser er Vandinspecteur Coldings efter Majoritetens Formening den grundigste og bedst udarbeidede, den er saa detailleret og fuldstændig, at dersom Majoriteten ikke havde fundet, at Opgaven i eet væsentligt Punkt var heldigere løst af Concurrenterne English og Hansen, kunne den have haft Krav paa hele den stipulerede Præmie og været lagt til Grund for Udførelsen."
English & Hanssen – som overraskende var i samarbejde med den københavnske vandmester Sørensen om projektet – havde andre ideer om anlægget:
"…endvidere har den ene Concurrent, de herværende Civilingenieurer English & Hansen i Forbindelse med Vandmester Jens Sørensen foreslaaet 2 Maader at tilvejebringe bedre Vand paa…"
Det skulle ske ved opsamling af regnvand i drænrør, samt ved forsyning fra de såkaldte Grønsandskilder. Komitéen erkendte, at drænrør "ifølge engelske Forfattere" kunne levere fortrinligt drikkevand, men fandt metoden for dårligt afprøvet. Colding blev tildelt 2/3 af præmien, mens English & Hanssen fik tildelt den sidste tredjedel for deres forslag, hvis bedste dele altså blev indarbejdet i det endelige vandværksprojekt uden deres deltagelse. Forslaget rummede således nok svagheder i form af drænrørsløsningen, men indeholdt også løsningsforslag, som overgik de øvrige konkurrencedeltageres. Det var ikke en enig komité, der stod bag ideen om at give Colding den største præmie. Jernstøber P.F. Lunde, som flere gange havde ført ordet for komitéen, afgav en markant dissens på skrift og anbefalede en ligelig belønning:
”…jeg vil aldeles ikke tiltræde den Anskuelse, at hans [Coldings] Arbeide stilles over de Herrer English-Hansen og Sørensens…”[12]
Måske var der også en smule nepotisme med i spillet, fordi bl.a. den kendte H.C. Ørsted sad i komiteen. Ørsted var direktør for og stifter af Polyteknisk Læreanstalt, hvor Colding var udgået fra i 1841, og Colding var ud over at være meget dygtig også godt vævet ind i den lille klike omkring læreanstalten. Der er ingen tvivl om, at flere i bestyrelsen meget gerne ville støtte Coldings forslag. Lunde, som var praktiker, havde formentlig ikke den slags overvejelser. English & Hanssens forslag rummede flere moderne elementer, bl.a. et kunstigt vandreservoir, som Lunde tog i betragtning.
English & Hanssen høstede altså en præmie for vandværksprojektet, men da de desuden havde indsendt forslag til et gasværk, blev de sammen med tre andre også belønnet for dette projekt. I allerførste forsøg havde de to ingeniører formået at give en række etablerede danske og udenlandske navne kamp til stregen. Det er på denne baggrund, det nyetablerede firmas første aktiviteter på Fyn skal ses. De personer, som sad i de større byers tekniske udvalg, kendte i 1851 resultaterne af den københavnske konkurrence og hvilke firmaer og personer, der stod bag, var ikke nogen hemmelighed. Det var derfor ikke overraskende, at det odenseanske byrådsmedlem Wilh. Petersen i 1851 rettede henvendelse til English & Hanssen vedr. udarbejdelse af et forslag til et vandværk med moderne trykvand og et gasværk.
Timing’en var nærmest perfekt, for flere danske byer overvejede etablering af en tidssvarende vandforsyning og havde fattet interesse for den nye gasbelysning.
Wilh. Petersen, der var formand for den odenseanske borgerrepræsentation, tog kontakt til firmaet, og allerede i juni 1851 – mens den københavnske konkurrence var ved at nå sin afslutning – var English & Hanssen så dybt involveret i forarbejder til et projekt for et vandværk i Odense, at C.J. Hanssen fik foretaget detaljerede opmålinger af vandtilløb m.v. I juli kunne firmaet fremsende et overslag på 63.000 rigsdaler for et vandværk og 48.000 rigsdaler for et gasværk, alt inklusive. Det er interessant, at projektet også indeholdt et forslag til finansiering, således at vandværket skulle være kommunalt, mens gasværket blev finansieret af privatkapital og efterfølgende skulle drives af et privat firma. I august købte Odense by projektskitsen for 250 rigsdaler og fik således retten hertil, hvad enten projektet blev udført eller ej.[13]
Det blev det. Den 5. maj 1852 fik English & Hanssen kontrakt på udførelse af både gas- og vandværk i Odense som de første anlæg af denne type her i landet. Det var firmaets afgørende gennembrud. Efter den københavnske konkurrence havde English & Hanssen nu åbenlyst tænkt sig at fortsætte samarbejdet. Første gang man i almindelig kommerciel sammenhæng mødte det nye firma var i en annonce i Fyens Stiftstidende i februar 1851.[14] Dens ordlyd blev i hovedtrækkene gentaget i flere sammenhænge:
"English, Hanssen & Co., Civil-Engineurs & techniske Commissionærs, 71 Mark Lane London & 193 Stormgade Kjøbenhavn Overtage alle til deres Fag hørende Arbeider, som Anlæg af Fabriker, Møller, Vandforsynings- og Gasbelysnings-Apparater, Afledning af skadeligt Vand (Draining), Udtørring af Indsøer & c. Ved vore Forbindelser i England ere vi istand til at tilveiebringe de nyeste Maskiner i forskjellige Industrigrene, samt Agerdyrknings-Redskaber, og at paatage os anskaffelse af Dampskibe & c. – Overslag meddeles og enhver Ordre udføres med Omhu og Oeconomi."
Samtidig dukkede English & Hanssen op i den københavnske vejviser under titlen "Civil-Ingenieurer".[15]
Set i lyset af, at virksomheden strengt taget intet større arbejde havde udført på dette tidspunkt og endnu ikke havde den odenseanske kontrakt i hus, var det ikke små armbevægelser, der blev lagt ud med. Men realiteterne er nok, at for at bryde igennem på det usikre og uprøvede danske marked for teknisk rådgivning og projektering, skulle et ingeniørfirma beherske hele spektret, såvel maskin- og fabriksområdet som bygge- og anlægsområdet med dræning, udtørring og meget andet. De arbejder, som virksomheden faktisk kom til at udføre som pionerer for denne virksomhedsform i Danmark, aftvinger respekt, og der er ikke tvivl om, at de to ingeniører har haft travlt både med projekter og tilsyn såvel som med opsøgende virksomhed. Få år senere, i 1863, hvor firmaet efterhånden havde en række arbejder bag sig, var London-adressen gledet ud og man præsenterede sig på følgende måde i Illustreret Tidende:
"English & Hanssen, Civil-Ingenieurer i Kjøbenhavn, levere Planer og Overslag til Vandledninger, Gasværker, Cloaker, Inddæmnings- og udtørringsarbeider, Badeanstalter, Havneanlæg, Broer, etc., og lede Udførelsen af saadanne Arbeider; Opmaalinger og Nivellementer foretages og Erklæringer meddeles i techniske Sager. "
Herefter henviste English & Hanssen til en række af de ovenstående arbejder frem til 1863, alle udført efter projekt og under tilsyn af firmaet. Tilbuddet om at give overslag blev benyttet i flere sammenhænge, i en periode sågar når kommunerne skulle have en fornemmelse af det økonomiske niveau i forhandlinger med Det Danske Gaskompagni, som på det tidspunkt var en af English & Hanssens konkurrenter.
I virksomhedens første annonce henvises til adressen Stormgade 193 i København. Under arbejdet i Odense havde firmaet adresse i Lille Købmagergade 81 og siden i Blancogade. Vi ved ikke meget om, hvor mange ansatte, English & Hanssen betjente sig af, men det har formentlig primært drejet sig om tilkøbt assistance på tegnestuen, mens de to ingeniører fartede land og rige rundt. Det vides i hvert fald, at en anden af de tidlige danske rådgivende ingeniører, Frits Casse, som ung mand, og efter at have forladt Polyteknisk Læreanstalt uden afgangseksamen i 1857, blev ansat hos English & Hanssen. Som Casse skrev i sine erindringer, kom han "…en kort Tid til at udføre Maskintegning hos et anset Civilingeniørfirma i København, nærmest som Prøve med Hensyn til, at jeg mulig kunde faa lejlighed til at fortsætte min Uddannelse i Maskinfaget i den da meget bekendte Allerupske fabrik i Odense…" English & Hanssen var således igangsættere af Casses karriere, og tydeligvis sendte English den unge talentfulde Frits Casse til sin svigerfader med henblik på videreuddannelse. Netværk betød ikke mindre i 1800-tallets tekniske miljø end i dag.[16]
Efter den første store opgave i Odense gik det stærkt for English & Hanssen. Den følgende liste er en oversigt over kendte projekter og arbejder, hvoraf langt størstedelen blev ført ud i livet. Der er ikke tale om en komplet liste, idet der formentlig vil kunne suppleres med adskillige andre arbejder, men man får et tydeligt indtryk af den spændvidde, som karakteriserede datidens rådgivende ingeniørvirksomheder.[17] Opgørelsen ser således ud, opstillet kronologisk og med fynske arbejder understreget:
| 1851 | Konkurrenceforslag til vandværk, gasværk og kloakering i Kbh. (ikke realiseret) |
| Gasværk og vandværk i Odense | |
| 1852-54 | Gasværk og vandværk i Aalborg |
| 1854 | Gasværk i Helsingør Gasværk i Horsens Gasværk i Randers Gasværk i Svendborg |
| 1854-57 | Gasværk i Sønderborg |
| 1855 | Gasværk i Århus Gasværk i Assens Gasværk i Flensborg Kloakanlæg ved Det kgl. Døvstummeinstitut i København |
| 1857 | Dampbade- og vaskeanstalt i København |
| 1858 | Vandværk i Kerteminde Vandværk i Malmø (samt flere andre svenske byer) Vandværk på Gisselfeld Vandværk på Hesselagergaard Vandværk og kloakanlæg Hverringe Vandværk Mogenstrup Vandværk og kloakanlæg Pederstrup Albanibroen i Odense |
| 1859 | Dampbadeanstalt, dampkøkken og kloakanlæg i Odense Udtørring og inddæmning m. dampanlæg Udby Udtørring og inddæmning m. dampanlæg Braadebæksmode Udtørring og inddæmning m. dampanlæg Svinninge Veile Udtørring og inddæmning m. dampanlæg Viintappergården Udtørring og inddæmning m. dampanlæg Saltholm Udtørring og inddæmning m. dampanlæg og dampdrevet kornmølle Wedellsborg Hængebro inkl. opstemning, kloaksystem og kunstigt vandløb med springvand på herregården Brahetrolleborg |
| 1860 | Horsens Gasværk |
| 1862 | Vandværk og kloakanlæg til amtssygehus i Odense Vandværk til fængslet i Vridsløselille |
| 1863 | Projekt til inddæmning af Kerteminde Fjord/Kertinge Nor (ikke realiseret) |
| 1867 | Projekt og koncenssionsansøgning Odense-Svendborgbanen (ikke realiseret) |
| 1869 | Projekt og koncessionsansøgning Falsterbanen (ikke realiseret) |
| 1877 | Vandværk i Horsens Pneumatisk anlæg til Birmingham havn Vandværk i Flensborg |
Virksomhedens første kontakt til Odense vedrørte anlæggelsen af et vandværk, men hurtigt synes gasværket at være blevet en del af det samlede projekt. At gasværkerne blev den vigtigste del af English & Hanssens tidlige arbejder var ikke noget tilfælde. Dansk-engelske kapitalinteresser, herunder store engelske jernbaneentreprenører som Morton Peto, stod bag Det danske Gaskompagni, som blev selskabets navn i 1853 efter kortvarigt at være etableret som Odense Gasselskab.[18] Det var af stor betydning for et selskab som English & Hanssen at have kapital i ryggen til den risikable anlægsfase, hvor arbejderne skulle udføres, inden der faldt betaling. T. English fungerede som Det danske Gaskompagnis danske ingeniør, og der var hektisk aktivitet frem til 1856, hvor English & Hanssen brød med gasselskabet. Det danske Gaskompagni anlagde værkerne efter projekt af English & Hanssen, som også personligt førte tilsyn med udførelsen. Derefter drev selskabet gasværkerne efter kontrakt med kommunerne.
Flere kommuner takkede nej til denne løsning, og English & Hanssen indgik i 1856 kontrakt med Svendborg om at projektere og forestå opførelsen af byens kommunale gasværk. Så var det forbi med rollen som Det danske Gaskompagnis husingeniør, og selskabet skilte sig hurtigt af med Th. English. Allerede fra 1856 var anlæggelsen af kommunale gasværker overvejende i hænderne på danske gasingeniører. English & Hanssen havde introduceret en færdigudviklet engelsk systemteknologi i Danmark, og få år efter kunne danske ingeniører selv tage over.
Fra 1860’erne trådte gasværkerne i baggrunden for English & Hanssen. Dels var man i konkurrence med gasselskabet, som man tabte til i flere sammenhænge, dels var der nu dansk konkurrence, som var svær at hamle op med, fordi den kom fra ingeniører, som også tjente penge andre steder og derfor kunne underbyde. Endelig var de formentlig nået et vist mætningspunkt på gasområdet.
English & Hanssen havde fra starten haft den fremgangsmåde, at man altid trak andre projekter op af posen, når man forhandlede om enten gas- eller vandværk. Som det fremgår af oversigten over projekter og arbejder, lykkedes det ofte at afsætte en pakkeløsning, om end man var for tidligt ude med kloakprojekter på det kommunale område. De to ingeniører ville sikkert have moret sig over fremstillingen i Aalborgs udmærkede byhistorie, hvoraf det fremgår, at de blev "pålagt" at bruge de samme udgravninger til både vand og gas. Sådan stod det ganske rigtigt i kontrakten, men det var netop en del af firmaets eget koncept, at når der først var gravet render til den ene slags rør, så kunne byen jo lige så godt lægge de andre ved samme lejlighed, og dermed var byerne motiveret for at tage hele pakken.[19]
Kloakker blev på dette tidspunkt praktisk taget kun realiseret som private, mindre projekter, f.eks. udledninger til en å eller lignende. Vandværkernes udbredelsestempo synes at have været mere jævnt, og English & Hanssen var aktive stort set perioden igennem – dog ikke uden betydelig konkurrence fra yngre danske ingeniører fra 1870’erne.[20]
Under opholdet i Odense i 1851 havde Thomas English stiftet bekendtskab med den fynske industripioner, jernstøber M.P. Allerup og ikke mindst dennes datter Johanne, som han giftede sig med i 1852. Det er formentlig én af forklaringerne på de mange aktiviteter på Fyn. Ved sit ægteskab sikrede English sig også en afgørende vigtig forbindelse til det fynske tekniske miljø og til mange af herregårdene og de større gårde, som var aftagere af Allerups mange nye landbrugsredskaber. Allerups store indflydelse i Odense fornægtede sig heller ikke, og svigerfaderen har formentlig haft stor indflydelse på en del af de lokale arbejder, der siden blev udført, også i visse tilfælde som samarbejdsprojekter svigersøn og svigerfader imellem. Et godt argument for at vælge et projekt tegnet af English & Hanssen og udført af Allerup har givet været, at det var sjældent at få så sikker og velrenommeret en pakkeløsning, som makkerparret kunne tilbyde. English & Hanssen synes også at have været aktive med projektering af jernbroer, hvor man naturligt kunne spille sammen med Allerup i Odense. English & Hanssen tegnede en af landets første hængebroer i jern, som blev opstillet på det fynske gods Brahetrolleborg i 1859 og kendes fra flere afbildninger.[21]
English brugte Allerup ved arbejder i Odense, mens broderens jernstøberi i Sønderborg i andre sammenhænge leverede materialer til arbejderne. Man kan derfor ikke sige, at English & Hanssen på alle områder levede op til senere tiders opfattelse af uafhængighed og uvildig rådgivning, men det tog man ikke så tungt på i midten af 1800-tallet.
Som det fremgår af oversigten, bød de første år på arbejder i de største fynske byer, primært anlæggelse af gasværker i Svendborg og Assens og større og mindre vandværker, i Kerteminde og på flere herregårde. Der blev også konstrueret mindre kloakanlæg, og i samarbejde med M.P. Allerup blev landets første pladejernsdragerbro bygget over Odense Å i 1858. Firmaet beskæftigede sig desuden med inddæmningsarbejder, hvoraf der blev udført anlæg flere steder i landet. På Fyn skete det bl.a. på Wedellsborg, mens et storstilet projekt til udtørring af Kertinge Nor aldrig blev realiseret.
Et af de områder, hvor English & Hanssen synes at have manglet erfaring, var jernbanerne, som til gengæld var interessante, fordi de udgjorde et lovende indtjeningsområde. Nye muligheder bød sig til i form af anlæggelsen af sidebaner i 1860-70’erne. Frem til 1867 synes firmaet ikke at have været involveret, men på det tidspunkt lagde English & Hanssen billet ind på både koncession, anlæggelse og drift af Odense-Svendborg banen. Det skete i lyset af den netop vedtagne lov om statsstøtte til anlæggelsen af bestemte banelinjer.[22]
Der var mulighed for en god spekulationsgevinst på den banestrækning, der som den eneste af de strækninger loven dækkede, senere gav overskud. Amtsrådene ønskede imidlertid ikke at bidrage med anlægskapital til at give ingeniørfirmaet en hurtig gevinst, og da English & Hanssen ikke kunne rejse tilstrækkelig kapital gik koncessionsretten i stedet til et jernbaneudvalg i Odense. Udvalget hyrede i stedet militæringeniøren V. Dyhr – ledende ingeniør ved Statsbanernes anlægstjeneste på Fyn – og han udarbejdede projektet. Dyhrs arbejde er således et eksempel på et rådgiverarbejde udført på deltid af en fastansat militærmand, men det var meget almindelig i disse tiår.
I 1869 forsøgte English & Hanssen sig igen, denne gang med forslag til en alternativ og billigere smalsporet bane til Falsterbanen, som meget sandsynligt kunne blive tabsgivende og derfor ikke var alt for interessant for Sjællandske Jernbaneselskab. Hverken English & Hanssen og det andet konkurrerende ingeniørfirma Brummer & Casse – den unge Frits, som få år tidligere havde været ansat på English & Hanssens tegnestue – kunne rejse tilstrækkelige midler eller tegne lokale aktier af betydning, og historikeren Poul Thestrup vurderer i den seneste fremstilling af jernbanernes danske historie, at dette var hovedproblemet for de to firmaer. Deres projekter døde en hurtig død på grund af manglende kapital.[23]
Der er ingen tvivl om, at English og formentlig særligt C.J. Hanssen mente det alvorligt, også med hensyn til den smalsporede bane. Bevaret korrespondance viser betydelig ihærdighed fra Hanssens side, ikke mindst med hensyn til omtale og berigtigelser i Dagbladet i 1869.[24]
Jernbaneprojekterne viser, hvorledes et firma som English & Hanssen arbejdede på dette tidspunkt. Man varetog ikke kun en rådgiverrolle, men optrådte afhængig af mulighederne gerne som idémager, entreprenør, jernbanedriftsselskab og meget andet, men midlerne i denne forbindelse rakte ikke langt nok. Gevinsterne vinkede forude, men formentlig havde firmaet nået bedre resultater på området ved at tilbyde specifik rådgiver- og projektassistance til koncessionshavere, når man ikke som på gasområdet havde kapital bag sig – og på jernbaneområdet var behovet betydelig større.
Der er gode grunde til, at dette pionerfirma på det rådgivende ingeniørområde overlevede ganske længe. For det første var den tekniske ekspertise i orden, og firmaets arbejder må i det store hele have været udført tilfredsstillende. Det var ikke sjældent, at English & Hanssen vendte tilbage til byer, hvor der tidligere var udført arbejder. Der kendes kun et enkelt eksempel på en decideret dårlig løsning, nemlig Kerteminde Vandværk, som blev anlagt med alt for ringe højdeforskel mellem vandreservoir og de huse, som skulle have glæde af vandet.[25] Men det synes at have været undtagelsen.
Overordnet var det naturligvis af afgørende betydning, at kundeunderlaget var bredt nok, fordi der var grøde i de danske byers overvejelser om offentlige arbejder, ikke mindst de omfattende ledningsbundne systemer, som vand- og gasværkerne repræsenterede. I tilgift var den danske jern- og metalindustri ved at blive etableret i provinsen, og jern var netop omkring midten af 1800-tallet ved at vinde frem som konstruktionsmateriale.
At det ikke altid gik så glat, som den imponerende mængde af arbejder synes at vise, aner man, da den 69-årige Thomas English i 1886 var medvirkende til at igangsætte arbejdet med at skitsere faste og ensartede rammer for rådgivende ingeniørers honorar. English, som på dette tidspunkt endnu omtalte sig selv som "civilingeniør", tog på et møde i Teknisk Forening i København ordet som den første og foreslog nedsættelse af et udvalg, der skulle fremkomme med forslag til ensartede og regulerede honorarer:
"…Jeg tror, at det har en meget stor Betydning for alle, der kalde sig Ingeniører, og som arbejde som saadanne. I min lange Praxis har jeg tit gjort den bedrøvelige Erfaring, at det er spildt Tid og Møje, uden at man har faaet noget ud af det. Man har taget min Tid i Beslag, men jeg har intet Udbytte faaet af det."[26]
English beskrev en oplevelse, som var helt almindelig i denne periode, nemlig overvejelserne om forholdet mellem kunde og ingeniør. Det var den enkelte ingeniørs egen praksis, der var gældende, og English & Hanssen stod ikke alene med oplevelsen af tit at blive misbrugt til vederlagsfrit at give overslag over mulige arbejder, og vel at mærke overslag, som var meget arbejdskrævende. Den ældre English var formentlig aktiv til det sidste, men han kom dog ikke til at deltage i udvalgsarbejdet, hvor yngre kræfter trådte til.
Vi får også et indblik i, hvordan English & Hanssen oftest synes at have opfattet deres egen rolle som rådgivende ingeniører, og hvordan deres arbejde i praksis formede sig i forbindelse med anlæggelsen af de mange offentlige vand- og gasværker m.v. English var den, der kraftigst modsatte sig forslaget om nedsættelse af honoraret for arbejde med vand- og gasledninger til det halve af det normale:
"Det er for dem, der ere kjendte med Sagen, vitterligt, at Nedlægningen i Gaderne giver Ingeniørerne meget stort Bryderi baade med Hensyn til Gas og til Vand. Der er ikke saa lidt at beregne og tegne og et meget betydeligt Ansvar, naar det skal passes, at Arbejdet bliver udført som det skal. Det er en Passus, som vil medføre mig og andre Ingeniører megen Skade…"[27]
I den følgende diskussion blev English reelt affærdiget af de yngre ingeniører, som påpegede, at han jo ikke selv behøvede at være til stede, men, som det nu var normalt, kunne anvende en betroet konduktør, der skulle betales af bygherren. Det er tydeligt, at English havde praktiseret en arbejdsform, hvor han følte et personligt ansvar over for bygherren, og hvor han ikke var vant til at lade en anden tekniker træde ind som tilsynsførende. Ved vigtige og ansvarsfulde arbejder skulle ingeniøren selv være til stede. English sidste replik indeholdt da også et tilbageblik på de mange år som privat rådgiver ved siden af den voksende gruppe offentligt ansatte:
"Desværre er jeg temmelig uheldigt stillet i denne Sag, idet jeg som privat Ingeniør, som ikke har fast Indtægt fra Stat eller Kommune, kun er henvist til mit Arbejde. Jeg er saaledes meget vanskeligt stillet overfor dem, som have fast Ansættelse og samtidig overtage private Arbejder. De kunne selvfølgelig gøre deres Arbejder billigere end andre… "[28]
På det endelige møde for vedtagelsen af honorarregler, var English slet ikke på banen, men spørgsmålet er, om ikke hans og C.J. Hanssens fælles erfaringer i stedet havde bragt C.J. Hanssen til at deltage i mødet. Hanssen fremførte i hvert fald lignende argumenter, om end i mere nuanceret form. Selv om den tidligere diskussion ikke havde givet English megen plads, så var resultatet dog, at forslaget om nedsættelse af honorar for gadeledninger bortfaldt. De to ældre ingeniører havde vundet en lille kamp.
Da Den tekniske Forening blev grundlagt i 1876 med deltagelse af en lang række af landets ingeniører og teknikere, var Thomas English medlem fra foreningens start. Først i 1885 blev C.J. Hanssen medlem. Foreningen kom for sent til at nå at få indflydelse på English & Hanssens virksomhed, men Den tekniske Forening fik en vigtig rolle som samlingspunkt og som et sted, hvor forbindelser – formentlig også af pekuniær karakter – kunne etableres.
Da English & Hanssen optrådte i Den tekniske Forening i slutningen af 1880’erne boede de i forskellige dele af landet og drev tilsyneladende heller ikke længere forretning sammen. Ikke desto mindre synes de begge at have virket som ingeniører frem til English’ død i København som 70-årig i 1889. C. J Hanssen havde i 1880’erne kortvarigt bopæl i Kolding. Begge de gamle tekniske rådgivere efterlod sig efterkommere, der fortsatte traditionen, men ikke partnerskabet.
De gamle arbejdsopgaver var ikke helt gået dem af hænde. T.R. English, som var søn af Thomas English, stod for opførelsen af Rønne gasværk i 1896. Da English & Hanssen sent i firmaets levetid blev internationalt kendt for etableringen af et anlæg med brug af komprimeret luft i Birmingham, skete det på baggrund af et projekt som C.J. Hanssens søn, ingeniøren Alfred Hansen, var ophavsmand til.[29]
Med English’ død som 70-årig i 1889 var en pionerperiode i de danske rådgivende ingeniørs historie forbi. C.J. Hanssen kom derimod til at opleve det rådgivende ingeniørerhverv som veletableret og som en vigtig samfundsfunktion. Han døde 95 år gammel i 1916.
