Nordfyns Museum i Bogense, et af de museer, som med alt for ringe plads til en stor samling, er et typisk egnsmuseum. Dette museum har for nylig erhvervet en serie effekter, som ikke blot er alt andet end typisk for et egnsmuseum, men som også sætter Nordfyn og Bogense i et helt andet skær. Hver egn har sine traditioner for husflid og håndværk og små særegenheder, som gør det muligt at skelne egnene fra hinanden. Med undtagelse af »Slettens Vævere«[1] hører Bogense til et område, som nærmest er særegent ved ingen særegenheder at have, men det er der nu rådet bod på.
Den nyerhvervede serie effekter har alle ét tilfælles, nemlig hårfletning. Det har været muligt at fremskaffe oplysninger om 6 hårflettersker, som fra ca. 1840-1910 har boet i Bogense og egnen heromkring, og som har flettet smykker af hår til familie og bekendte. Det var tilsynekomsten af et hårfletningsapparat, som egentlig startede det hele. Da Alma Rasmussen, Bogense, efter besøg på museet, hvor hun havde set museets hårsmykker, fandt hårfletningsapparatet på sit loft, henvendte hun sig på museet. På det tidspunkt manglede overdel og spoler, og først senere fandtes spolerne.
Fundet af et hårfletningsapparat på Fyn er ingenlunde noget, der sker hver dag. Det er faktisk ikke sket før. Det hårfletningsapparat, som Alma Rasmussen skænkede til Nordfyns Museum, er et gulvapparat, og tydeligvis svensk påvirket. Med sin højde på 90 cm har man sandsynligvis både kunnet stå og sidde ved det. Det består ganske enkelt af tre firkantede ben (i snit form som et parallelogram), i den ene ende fæstnet i en rund plade med et 2,5 cm stort hul i midten. Det hele er okseblodsmalet, men overdelen, som er rekonstrueret, efter at apparater er skænket til museet, har været ubemalet. Overdelen er efter Alma Rasmussens beskrivelse magen til de svenske modeller af hårfletningsapparater[3], som kendes. De hårfletningsapparater, man kender fra Danmark er alle fundet i Jylland. Det drejer sig om tre et halvt apparat, hvoraf Bangsbo Museum i Frederikshavn ejer to et halvt. Det tredie apparat befinder sig på Fredericia Museum.
I sig selv er smykker lavet af menneskehår meget tidsbestemt. Vel kendes anvendelse af menneske- og hestehår til smykker helt tilbage til middelalderen, men rigtig gang i fremstillingen af hårsmykker kommer der først lidt før år 1800. Det 19. århundrede er den tidsperiode, hvor anvendelsen af hår til smykker kulminerer. Frisuremoderne skifter i det uendelige, og smykker af hår bliver højeste mode. Omkring år 1900 er det som om hårsmykker bliver passé. Vi er kommet ind i et nyt århundrede, og sammen med så meget andet krænger vi en mængde gamle traditioner af os. Endnu i nogle år herefter flettes en del hår i Danmark, men så dør traditionen fulstændig ud.[2]
Spolerne, som først fandtes ved en senere undersøgelse af loftet, er tydeligvis hjemmestøbte blyspoler. De lå i et stykke blå-hvidstribet klæde, sikkert et stykke skjorte, og med fire knuder udgjorde klædet en praktisk pose til spolerne. Der fandtes kun 16 spoler og midterlod, hvilket straks begrænser hårfletningsapparatets muligheder til mere enkle mønstre. De 16 spoler er ikke ens i størrelse og facon. Gennemgående er de alle lidt større end de spoler, som kendes fra danske og svenske hårfletningsapparater. Hertil kommer, at alle spolerne er gennemborede, og hver enkelt spole er gennemtrukket med en snor. Dette er en særdeles praktisk foranstaltning, thi man kan så ved at fastbinde de hårstrenge, som skal anvendes til fletningen, til denne snor bruge den samme snor, hver gang man fletter, i modsætning til andre apparater, hvor snoren omvindes spolen, for hver gang der skal flettes, og således kasseres, når det ønskede stykke er flettet. Midterloddet er kegleformet, men da det mange gange er faldet på gulvet, er det stumpt i den spidse ende. Det vejer 5-6 spolers vægt og kan ikke ændres i vægt, som man f.eks. ser det på apparatet fra Fredericia[4], hvor det er muligt at lægge modvægt i form af »tomme« spoler i en lille lærredspose, som herved udgør midterlod.
Alma Rasmussen, som har skænket Nordfyns Museum apparatet, kan ikke huske, at apparatet er blevet lavet. Hun er født 1888, og samme år lod hendes forældre det hus bygge i Adelgade, hvor Alma Rasmussen har boet hele sit liv på nær de år, hvor hun var ude at tjene. Alma Rasmussens forældre var hustømrer Jørgen Rasmussen fra Eskildstrup og moderen Anne Marie Rasmussen (f. Larsen), født i Skovby 1857. Hårfletningsapparatet har tilhørt Anne Marie Rasmussen, og det er sikkert lavet af hendes mand.
Alma Rasmussens moder, Anne Marie Rasmussen, har lavet mange hårarbejder på apparatet, men det eneste eksisterende fra moderens hånd er en lille sølvpil, som Alma Rasmussen fik i konfirmationsgave. I forbindelse med denne sølvpil, var der fæstnet en kort »snor« flettet af hår. Pilen var til håret, og den korte snor virkede som en slags sikkerhedsforanstaltning, således at Alma Rasmussen ikke tabte sølvpilen, når hun brugte den. Det er ikke meget, der er tilbage af dette hårarbejde. Kun stumperne stikker ud af de små dupper, i hvilke hårarbejdet var fæstnet. Det er på et tidspunkt blevet skåret af pilen. Det har sikkert været meget slidt, men det anes dog, at håret har været blondt, og det er fæstnet i dupperne med rød kontorlak, hvilket bekræfter Alma Rasmussens oplysninger om, at hendes moder altid fik sine hårsmykker monteret hos en guldsmed Rasmussen på hjørnet af Adelgade og Østergade, Bogense.
Hun har bl.a. også flettet en smuk hårkæde af sit eget hår til sin mands ur. Kæden, som tilsyneladende er gået tabt, bestod af tre korte snore, lukket i den ene ende med en guldlukke, hvor der hang en lille medaljon med tre lokker hår af Alma Rasmussen og hendes to søstre. I den anden ende løb kæden med endnu en guldlukke ud i en snor, som ved en løkke kunne fæstnes om uret.
Alma Rasmussen lærte at flette hår af moderen. Hun har som ganske ung lavet en lang urkæde af sit eget hår. En stump af urkæden eksisterer endnu, men hvordan hun flettede den, det er glemt. Stumpen ligger i et lille hovedvandsæg af sølv, der er et familiearvestykke. Resten af urkæden er, som den urkæde moderen lavede, bortkommet.
Hvem lærte Anne Marie Rasmussen at flette smykker af hår? »Når dagens arbejde var gjort, og drengene lagt i seng, så skulle hun (Anne Marie Rasmussen) og Ane Marie til at lave hårarbejde«, fortæller Alma Rasmussen. Ane Marie var Ane Marie Andersen (f. Christiansen).
Ane Marie stammede fra Voldbye Mark ved Middelfart, hvor hun i 1838 fødtes som datter af skoleforstander Christian Nielsen (1797-1885) og Ane Kirstine Larsdatter (1799-1874). I 1871 giftede Ane Marie sig med Rasmus Andersen (1841-1907). Fra Kauslunde rejste Ane Marie til Kærby, hvor hun med Rasmus Andersen boede på dennes slægtsgård. Her fik de syv sønner, hvoraf den ene sønnedatter Anna Bruun i dag bebor slægtsgården, og som venligst har udlånt en del effekter fra Ane Marie, samt skænket en del af Ane Maries ejendom til museet i Bogense.
Anne Marie Rasmussen var kusine til Rasmus Andersen, som giftede sig med Ane Marie, og da Anne Marie skulle ud at tjene, var det praktisk at hun kom til at tjene hos noget familie, og således kom hun hos Ane Maries svigerfader. Da Ane Marie i 1871 kom til Kærby, har Anne Marie været ung pige i huset hos dem. Det er let at lade fantasien løbe. Ane Marie har sikkert hurtigt knyttet sig til Anne Marie, som jo var stedkendt, og frem for alt havde en bekendtskabskreds, som Ane Marie kunne få glæde af. Og fordi Anne Marie Rasmussen har været fingernem har det ikke været svært, at lære hende hårfletningens kunst, og Ane Marie har været en god læremester. Hun omtales som venligheden selv, og Ane Marie og Rasmus Andersen omtales som »stovte« folk (stolte folk).
I skolen var Ane Marie dygtig både til boglige fag og til de praktiske. Dette vidner Ane Maries retskrivningsbog om, og Nordfyns Museum har fået en smuk navneklud skænket. Navnekluden er syet på ganske fint stof, og en del af figurerne på kluden er både smukke og sjove, idet de sikkert er lavet efter Ane Maries eget hoved. Desværre er en del af de smukke sting borte, og stoffet de er syet på ligeså. Møl har nemlig holdt gilde på Ane Maries husflid, som lå i hendes håndarbejdsæske. Denne håndarbejdsæske har sikkert indeholdt Ane Maries grej til hårfletning. Da æsken skænkedes til museet fandtes nemlig en lille træperle med hul i, magen til dem de svenske og enkelte danske flettersker bruger til montering[5], når der ikke anvendes guld. I æsken lå også et lykønskningskort fra Ane Marie og Rasmus Andersens sølvbryllup og Rasmus Andersens dødsannonce fra 1907.
Ane Maries søn, Niels Andersen, skriver i en samling minder[6], han har nedfældet: »Moder var en meget hjælpsom kvinde. Der var ingen der gik forgæves til hende. Selv om der ikke var råd til at give penge, var der altid noget andet hun kunne hjælpe med både råd og dåd. Var der sygdom kom de for at spørge hende til råds, og var der barnefødsel, enten det var i gård eller hus sendte de bud efter Ane Marie, »Rasmus Andersens«, som de kaldte hende i daglig tale«. Ane Marie døde i 1912 af strubekræft og alderdom. Ligesom Alma Rasmussens moder blev Ane Maries hårflettegrej liggende på loftet. Imidlertid er Ane Maries hårfletningsapparat gået tabt. Det er i følge Anna Bruun blevet kasseret for år tilbage, da ingen vidste, hvad det var, og det næsten var ædt væk af orm.
Spolerne derimod eksisterer i dag. Ane Marie har i hvert fald haft 16 spoler. Disse spoler er forunderligt nok større end Anne Marie Rasmussens spoler, som jo i sig selv er store. Det kan næsten virke klodset at arbejde med så store spoler, men Ane Marie har altså kunnet det, og efter hendes arbejder at dømme, har hun været ganske dygtig til det. Anne Bruun ejer tre hårsmykker, hvoraf der dog kun er sandsynlighed for, at Ane Marie har lavet det ene. Et typisk svensk armbånd og et par ørehæng på hårnåle kan næppe være lavet af Ane Marie. Større sandsynlighed er der imidlertid for at en lang dameurkæde, om hvilken det i familien fortælles den er lavet af Ane Marie, virkelig er lavet af Ane Marie. Den er lavet i mønstrene »ret frem« og »lange maske«, samlet med trækugler og en enkelt trådomvunden kartonperle. Disse to mønstre er nogle af de mest anvendte mønstre inden for lokal hårfletningstradition. De er enkle at lave og meget smukke.
Hvem har lært Ane Marie at flette smykker af menneskehår? Herom kan vi kun gisne. Ane Marie stammer fra Voldby Mark ved Middelfart, og vi har netop en lokal hårfletterske i Middelfart. Dette er Maren Poulsen (1824-1887)[7]. Der er altså 14 års forskel på Maren Poulsen og Ane Marie. Hvis de har kendt hinanden, hvordan er en kontakt så blevet etableret? Ane Maries fader var Skoleforstander. Kan Maren Poulsen have været en af hans tidligere elever? Har de boet i nærheden af hinanden? Endnu er dette spørgsmål, men den kommende tids undersøgelser vil forhåbentlig løfte sløret.
Også et andet slør vil sikkert snart løftes, og det er sløret, som ligger over endnu tre hårflettersker. Hidtil er her kun skrevet om Ane Marie fra Kærby. Hun flettede og lærte Anne Marie Rasmussen kunsten.
Endelig lærte Anne Marie sin datter Alma Rasmussen at flette. Det er disse tre hårflettersker, det hidtil har været muligt at spore mest om, men tre andre hårflettersker er mindst lige så spændende. Den ene er Sanne Pedersen (f. 1822). Hun er behandlet af Karen Andersen i Fynske Minder 1961. »En fynsk hårfletterske« hed artiklen, og den berettede om fundet af en prøvebog fra Bogense. Den er lavet af Sanne Pedersen da hun som ung tjente i Bogense. Egentlige hårarbejder kendes ikke fra Sanne Pedersen, men prøvebogen i sig selv er et uhyre sjældent og fint stykke. Denne prøvebog ligger på Møntergården i Odense, men Nordfyns Museum ejer et prøveark med 22 smukt udførte prøver. Ellers er det meget få prøver og opskrifter, man kender til, og Sannes prøvebog udmærker sig både ved sine fyldige opskrifter og smukt forarbejdede prøver.
En nogenlunde samtidig hårfletter er Madam Jensen på Gyldensten. Det er endnu kun meget sparsomme oplysninger vi har om Madam Jensen. Hun skal have været kammerjomfru på godset Gyldensten omkring 1850-60[8]. Et sjældent smukt pandebånd og en stor mindeblomst lavet af hår vidner om hendes kunnen. Måske har Madam Jensen været professionel, og måske har hun lært af Sanne Pedersen. Den sidste hårfletterske er en fru Christiansen. Fra hende eksisterer en fin herreurkæde, men endnu kun meget sparsomme oplysninger. Hun har været samtidig med Ane Marie og Anne Marie Rasmussen, og hun har kendt dem begge.
Givetvis vil en mængde oplysninger snart komme frem. Oplysninger som vil kunne forklare ikke blot en masse mere om de seks (ja, sikkert flere) hårflettersker fra Bogense, men også give svar på det spørgsmål man uvægerligt må stille: »hvorfor så stor koncentration af hårfletning på så lille et område?«.
Nordfyns Museum i Bogense er ikke længere et typisk egnsmuseum. En række effekter af sjælden karakter er kommet til museet. Alt tyder på, at der i den kommende tid vil blive skabt en meget stor og fin samling på museet af hårsmykker og effekter i forbindelse med hårfletning, og samtidig får Bogense og egnen heromkring en særegenhed, som i sandhed sætter Bogense og Nordfyn i et helt andet skær.
