Der er vist ingen af de besøgende i Stiftsmuseet, der undgår at lægge mærke til de to samhørende stentavler, der er indmuret tæt ved indgangen, og kender man lidt til Odense bys historie, nikker man genkendende til dem, fordi de er et minde om den næstsidste katolske biskop over Fyn, Jens Andersen Beldenak.[1] Han var nøje knyttet til den gamle kirke med dens fortrin og fejl og selv handlekraftig nok fik han en efterfølger, der kun var en leder af stiftet og modstandsløst lod reformationens røre nedbryde, hvad forgængeren havde søgt at opretholde. Om Jens Andersen Beldenak har bedømmelsen ganske vist for det meste været ugunstig, men hans betydning for Odense er uomtvistelig, og stenene på Stiftsmuseet har derfor i årenes løb tiltrukket sig opmærksomheden.
Den nederste og mindste sten måler 60 cm i højde og 53,5 cm i bredde og bærer i relief fire linier med minuskler. I indskriften er tidens forkortelser anvendt, og det hele skal læses: R[everendus] in c[h] r[ist] o p[ate] r d[omi]n[u]s i[o]h[ann]es and[reæ] e[pisco]pus ottonie[ensis]. An[n]o d[omini] 1518 (Den ærværdige fader i Christus hr. Jens Andersen, bisp i Odense. I herrens år 1518). Indskriftens årstal må suppleres med: opførte han denne bygning. Den øvre plade måler 114 cm i højde og 53,5 cm i bredde. Over årstallet 1518 viser den bispens våbenskjold med en tiltagende måne, lagt på en sky, over skjoldet ses en bispehue med to flagrende bånd og bag det to krydsvis anbragte bispestave. Der er spor af farve på figurerne, og det er måske umagen værd ved lejlighed at undersøge, hvor gamle disse rester er. Altertavlen fra Fåborg, der viser et andet eksempel på våbnet med targeformet skjold, har farverne gul måne på en blå sky i gult felt. Jens Andersen var ikke som de fleste af hans kaldsfæller i denne periode af adel, og våbnet har han åbenbart selv sammensat. Det benyttes allerede af ham i 1505 som bisp, men i dette ringsignet har skjoldet form som en targe som på altertavlen fra Fåborg.[2] I Niels Skaves gravskjold i Roskilde domkirke er en prøve på denne type overleveret som et enestående minde.[3] Reliefstenen viser derimod et helt andet skjold, det italienske eller florentinske, mere malende kaldet hestehovedskjoldet efter sin form. Jens Andersen benyttede det i sit bispesegl, der kendes fra samme år som ringsignetet,[4] og det kan således se ud, som om han ikke har lagt vægt på den ydre skikkelse, men det er værd at bemærke, at reliefstenen benytter samme skjoldform som bispeseglet, og den findes også på et stykke kirkeligt inventar, der er særlig knyttet til bispen. I Nørholm kirke i Hornum herred findes en altertavle, som i midtskabet har en korsfæstelsesfremstilling, mellem hvis figurer også bispen ses og ved siden af ham hans våbenskjold med en vildmand som skjoldholder, og skjoldet er ligeledes her af den italienske type. Den ene af fløjene viser Sct. Knud af Odense, og skjoldet, hvortil den kongelige helgen støtter sig, er af samme form.[5]
Det anføres, at der kun har været én mand i Danmark med dette våben, men det er ikke ganske nøjagtigt. 8/9 1511 udstedte kong Hans et adelsbrev for Peder Christensen, og hans våben beskrives som en hvid halvmåne i et gult felt med begge odde i en blå sky tvært ud over skjoldet og til hjelmtegn to hellebarder på en blank hjelm.[6] Beskrivelsen er så klar, at det tydeligt ses, at den ufravigelige fordring om, at metal ikke må lægges på metal, ikke er overholdt, og da man her har at gøre med bispens eget våben, bliver reglen krænket ved den overdrevne størrelse, halvmånen har fået på reliefstenen. Peder Christensen fører samme våben som bispen på grund af det indbyrdes slægtskab, og da Jens Andersen optræder som kongebrevets relator, har han sikkert håbet at kunne hæve sin familie op i adelen gennem den støtte, bispeembedet og dets store indflydelse bragte, så adelsbrevet kan betragtes som den formelle anerkendelse heraf, thi endnu på denne tid kunne det ydre held sammen med en stiltiende anerkendelse bringe en mand ind i rigets højeste stand. Udfaldet blev dog anderledes. Slægten Beldenak uddøde snart og har ikke indskrevet sit navn i historien. Kun indehaveren af domprovstiet i Viborg Christiern Pedersen (d. 1545) gjorde sig bekendt som en dygtig administrator i Christian den 3.s kancelli, men hans hustru var af ufri stand.[7] Adelsbrevet anfører ikke skjoldets form, så man kan ikke ud fra det slutte, hvilken type der er den rette, og Christiern Pedersen brugte den almindelige targeform, så den florentinske type ser ud til at have været bispens særeje. Man plejer ikke at lægge større vægt på skjoldformerne, der skifter i en fast udviklingsrække i tidens løb, men i dette tilfælde er der grund til at være opmærksom. Det italienske skjold har i Danmark haft sin selvstændige historie, men det er dog ikke denne enkelthed, der har givet forskningen anledning til at omtale indskrifttavlerne. Alene det, at de var et synligt minde om en kendt historisk personlighed, var tilstrækkeligt. Den ældste omtale af dem er kun indirekte og foreligger i Cornelius Hamsforts bemærkning i hans Odense bispekrønike, hvor han i skildringen af Jens Andersens omskiftelsesrige liv fortæller, at „accusante Regis matre, Birgero Gunnari filio Pontifici Lundensi custodiendus est traditus, mox dignitati pristinæ restitutus ædes litibus Ecclesiasticis judicandis ad forum Flaccium exstruxit anno 1518 (på anklage af kongens moder blev han overgivet til fængsling hos erke-bispen i Lund Birger Gunnarsen, men da han snart blev genindsat i sin forrige værdighed byggede han ved Flakhaven 1518 et kirkeligt domhus).[8] Denne datering kan Cornelius Hamsfort næppe have hentet fra andre steder end Jens Beldenaks relief.
Marmora Danica ofrer ikke indskriften nogen opmærksomhed, skønt den anfører den nu forsvundne tekst fra den 1504-1508 opførte bispegård,[9] men L.S. Vedel Simonsen omtaler den med oplysninger hentede fra de Bircherodske samlinger og beretter, at stenene i begyndelsen af det 18. århundrede blev fundet „i en væg af denne bygning“ og siden opsat over gadedøren og nu var anbragt i gavlen mod Landstinget.[10] Bispens relief har således aldrig været fjernet fra hans bygning på Flakhavens sydside, før den blev nedrevet, og efter Vedel Simonsens bemærkninger kunne det se ud, som om stenene oprindeligt har været sat op indvendigt i huset. De ville således danne et sidestykke til Jens Holgersen Ulfstands berømte sten på Glimmingehus fra 1505 med Christus på korset, Maria og Johannes samt bygherren selv og den lige så kendte sekskantede sten, der ligeledes bærer Jens Holgersens billede, men måske først har været beregnet til plade for et havebord og senere ved borgens opførelse er blevet indsat der.[11]
Også C.T. Engelstoft giver en beskrivelse af stenene og bringer et ikke ganske korrekt billede i litografi. Hans skildring synes at antyde, at de to stene ikke oprindeligt har hørt sammen, og herfor taler det, at det samme årstal findes på dem begge, skønt et ville være nok, men da bredden er den samme for begge, er det vel sandsynligere, at de fra begyndelsen har været forenet, hvis man da ikke ved en senere tilhugning har tilvejebragt denne overensstemmelse.[12]
I byhistorien fra dette århundrede får stentavlerne kun en kort omtale, men den bringer til gengæld to billeder fra forrige århundrede, der viser udseendet af bispens bygning, som den dengang så ud.[13]
Som det ses af denne opregning, er mindesmærket tilstrækkeligt omtalt, men ingen af de lærde forfattere har fremhævet dets største ejendommelighed, det italienske skjold, som det har fælles med bispens store segl. Mellem de to gengivelser er der dog en forskel, idet skjoldet i seglet holdes af helgenen Knud konge, mens stenen viser det på baggrund af to krydsede bispestave og med en bispehue hvilende på det. Hestehovedskjoldet er så sjældent i dansk heraldik, at dens dygtigste kender A. Thiset har benægtet dets hjemstedsret i landet og angrebet den nyere arkitekturs brug af det.[14] P.B. Grandjean ofrer ikke en stavelse på det i sin udførlige håndbog, skønt alle andre skjoldtyper får en grundig omtale,[15] og for at træde op mod disse autoriteter er det nødvendigt at påvise andre eksempler på brugen af det italienske skjold end det, bispens relief stiller til rådighed. Forinden skal der gøres opmærksom på, at der også er andre spor af italiensk indflydelse. De krydsede bispestave i forbindelse med bispehuen er så sjælden en kombination, at den vist ikke har direkte sidestykke i tidens danske heraldik og er næppe optaget efter et hjemligt forbillede. Jens Andersens model er intet ringere end det pavelige våben, som den dag i dag fremtræder med de to korslagte nøgler og den tredobbelte krone. En bisp af Odense kunne ikke benytte disse symboler, der var kendt, så langt christenheden strakte sig, men han kunne ved en efterligning af våbnets form så meget, som hans embede tillod det, fremhæve, at han også hørte til stormændene i kirken og riget.
Hertil kan det desuden føjes, at Jens Andersen fra sit ophold i Rom i decenniet før 1500 har haft den bedste lejlighed til at studere italiensk heraldik, og selv om det ikke vides, om han allerede på dette tidspunkt er omgåedes med planer om, hvordan hans våben skulle se ud, når han nåede det mål, hans løbebane sigtede efter, er det erindringer fra pavens by, der har formet hans våben. Reliefstenen er utvivlsomt blevet til efter hans personlige ønsker, for at den kunne fortælle kyndige betragtere om hans egen og hans stillings betydning. Denne selvhævdelse er ikke svær at forstå. Han havde uafladeligt måttet kæmpe sig frem fra de ringe kår, hans fødsel i bondestand i en afsides landsby ved Limfjorden havde bestemt ham til, og hans ophøjelse havde ikke fået modstanden mod ham til at aftage, om end han måske selv delvis var skyld i den ved sin evige kamp mod højadelen.
I Odense findes der endnu en indskriftsten med en skjoldform, der røber italiensk indflydelse. Det er provsten Anders Globs sten fra 1528, hvor skjoldet ikke viser den samme slanke form som Jens Andersens, mens dets særtræk tydeligt kommer frem i sammenstillingen med Mikkel Mules og Anders Nielsens skjolde, der begge har targeform,[16] og det italienske skjold kan optræde i mange variationer. Det er tænkeligt, at provstens våben i form efterligner det 10 år ældre relief, og det må desuden anses for usandsynligt, at skjoldene på altertavlen i Nørholm kirke er valgt uden indflydelse fra Jens Andersen selv.
Hvis denne fremmede type alene var fundet i Jens Andersens og magister Anders Globs lige nævnte våben, kunne det formodes, at man her kun havde at gøre med udslaget af et tilfældigt lune hos et par høje kirkemænd i Odense, men den er også repræsenteret andre steder. Et år ældre end relieftavlerne er våbnet for Oluf Bang (d. 1522). Hans fader var borgmester i Middelfart, og efter fuldendte studier levede han ude i Europa i tilknytning til pavehoffet. Det var på kirkens anbefaling, at han blev ophøjet, idet Ludvig den 2., konge af Ungarn 1516-1526, adlede ham ved diplom af 17/5 1517. Våbnet beskrives på følgende måde: scutum tripartitum triplicique colore equaliter distinctum, cuius prima et superior pars colore fulvo sive aureo completur ac in illius medio rosa rubea convenienter inseritur, media vero pars colore albo extenditur, in qua tres stellæ aureæ, quarum quælibet quinque radiis resplendet, adjunguntur, ultima seu infima scuti particula colore flaveo celestino cum luna alba non illepide depingitur prout hæc in capite præsentium literarum nostrarum arte pictoria figurata et distinctius expressata conspiciuntur (skjoldet er tredelt og ligeligt delt af tre tinkturer med dets første og øvre del dækket af gul eller gylden tinktur og i midten til pryd indsat en rød rose, den midterste del med hvid tinktur, hvori tre guldstjerner, hver af dem med fem stråler, er indføjet, og den sidste eller nederste del af skjoldet er malet ikke uden skønhed med en farve gul som himlen med en hvid måne, som det ses i dette vort foreliggende brev foroven tegnet og tydeligt formet i malerens kunst).[17] Det mærkelige udtryk „med en farve gul som himlen“ tyder på en fejl i den noget mangelfuldt gengivne tekst, hvori flere mindre unøjagtigheder stiltiende er rettet. Ved at ændre flaveo til blaueo (blå) opnår man en rimelig mening (himmelblå), idet dette ord er almindeligt brugt på diplomets tid, men uklassisk, og rettelsen bliver næsten nødvendig, da det i indledningen til våbenbeskrivelsen omtales, at skjoldet har tre farver.[18] Den blå farve optræder også, da våbnet blev anerkendt som dansk ved Oluf Lundt Bangs adling 1777.[19] At dømme efter H. Storcks våbenbog har man dog ikke bevaret den oprindelige skjoldform. I diplomet fra 1517 beskrives den ikke i ord, men heldigvis ledsages teksten af et noget ubehjælpsomt xylografi, der ikke efterlader nogen tvivl om dets original og gengiver et hestehovedskjold.
Adelsbrevet er ganske vist fremmed, men den nobiliterede så dansk som nogen.
Fremdeles kendes det italienske skjold fra mag. Poul Andersens ringsignet. Han var kannik ved vor Frue domkapitel i København og knyttet til universitetet der. 1496 omtales han første gang, og 1520 kaldes han emeritus ved overtagelsen af rectoratet for universitetet. Hans signet viser kun et bomærke, formet som et patriarkkors, hvis fod er forsynet med en nedadløbende, halvrund linie.[20] Indehaverens kirkelige stand forbyder en undersøgelse af, om skjoldformen har været arvelig.
Endelig kendes det italienske skjold også fra våbnet for cantoren ved Århus domkapitel Georg (Jørgen) Pedersen Samsing. Han var af en ufri slægt, vist 1504 blev han indskrevet ved universitetet i Rostock, og han kom frem i den urolige reformationstid, da han gjorde sig bekendt som apologetiker. Det var ham, der 1530 hentede dr. Stagefyr fra Tyskland. Ved domkapitlet synes han at have indtaget en anset stilling og at have stået Ove Bille nær. Efter 1536 har han i hvert fald i det ydre bøjet sig for den nye ordning, og hans navn står under Kirkeordinansen af 1537. Han døde 1548 og blev begravet i domkirken.[21] Våbnet ses på hans segl og viser øverst en lindorm og derunder en seksoddet stjerne.[22] I denne form findes det på spejlet over døren til Vejlby kirke, Hasle herred, ledsaget af initialerne G S og indrammet i et cirkelfelt, hvorfra asymmetrisk løvværk grener sig ud. Ovenover læses årstallet 1531, på hver side med en roset. Det samme våben kendes fra en alterbordsforside i Egå kirke, Øster Lisbjerg herred, dateret 1523. Den bærer også mærket for Århus stift og Ove Billes fædrene og mødrene våben.[23] Alle de sidste skjolde er af tidens almindelige form, og så meget mere påfaldende virker det, at cantorens fremmedartede våben er stillet sammen med dem. Georg Samsing har sikkert i valget af skjoldets form villet udtrykke noget, uden at det med sikkerhed kan angives. Mens formen for Oluf Bangs skjold let lader sig forklare ved hans tilknytning til Rom, vides der ikke noget om, at Georg Samsing har haft tilsvarende forbindelser, og at han skulle have valgt netop denne form for at bekende sin tilslutning til den romerske kirke, er usandsynligt, da modsætningerne endnu 1523 ikke havde tilspidset sig, og en bekendelse til den gamle kirke lige så let kunne vises på anden måde.
Egå er navnet på det syvende præbende i bisp Ulriks statuter fra 1427,[24] og kirken var 1355 blevet knyttet til et kannikedømme, hvormed de fire våben på alterbordsforsiden finder en forklaring.[24] Vejlby kirke havde ligeledes forbindelse med domkirken, og endnu efter reformationen var den øverste kapellan ved domkirken sognepræst i Vejlby en lang tid.
Det her fremlagte materiale vil formentlig kunne forøges med stof fra andre steder af mere sagkyndige, men det er allerede tilstrækkeligt til at vise, at A. Thiset og P.B. Grandjean har handlet mindre betænksomt ved at forbigå denne skjoldform eller benægte dens historiske hjemstedsret i Danmark. Det vil ses, at forekomsten af det italienske skjold fordeler sig upartisk mellem arkitekturen og de flyttelige genstande og begge steder indgår som et led i dekorationen, så man har ret til ikke blot at tale om dets heraldiske optræden, men også at betragte det som et særligt stilelement. Om det kan oplysningerne rekapituleres i tabelform på denne måde:
| Sted | Tid | |
|---|---|---|
| Altertavle | Nørlem, Hornum hrd. | efter 1502 |
| Jens Andersens signet | Odense | 1502-1505 |
| Poul Andersens signet | København | ca. 1510 |
| Oluf Bangs våben | Ungarn | 1517 |
| Jens Andersens relief | Odense | 1518 |
| Georg Samsings alterbordsforside | Egå, Ø. Lisbjerg hrd. | 1523 |
| Anders Globs relief | Odense | 1528 |
| Dør med Georg Samsings våben | Vejlby, Hasle hrd. | 1531 |
| Georg Samsings signet | Århus | 1533 |
Det fremgår af tabellen, at man har at gøre med en veldateret detail, der kan tidsfæstes til den første trediedel af det 16. århundrede, idet signeternes benyttelse ud over dette tidsrum i denne sammenhæng er uden betydning.[25]
Det er iøjnefaldende, at skjoldformen kun kendes fra et bestemt milieu. Den har kun været brugt af den akademisk uddannede højere gejstlighed og kendes ikke fra skaren af almindelige sognepræster eller fra den verdslige adel, og det må stå hen, om der i brugen ligger en bevidst tilknytning til pavestolen. Når det gælder Oluf Bangs våben, er denne forklaring den mest naturlige, og bisp Jens Andersens ophold i Rom, der allerede er omtalt, peger på samme måde på en personlig forbindelse. I øvrigt kan det bemærkes, at det italienske skjold på denne tid ikke har været ukendt i Norden. En plakat med en opregning af Johannes Arcimbolds fuldmagter og et afladsbrev fra ham 1518 viser f. eks. begge et træsnit med Leo den 10.s våben, lidt forskellige indbyrdes, men med et tydeligt hestehovedskjold.[26] De må begge have været trykt i store oplag, men det kan ikke være herfra, at tilskyndelsen til at bruge denne type er kommet.
I brugen af skjoldet som ornament følges velkendte regler. Det optræder senere i Danmark end i Italien, hvor det er opstået, og det er de højere lag, der baner vejen for det. Når de bredere samfundskredse ikke, som det ellers er tilfældet, optager moden, skyldes det ophøret af forbindelsen med Rom ved indførelsen af reformationen, og da skjoldformen herhjemme kun optræder sammen med typisk sengotik, må den i den danske stilhistorie henføres til den sidste fase af stilen med dette navn, skønt Italien netop på dette tidspunkt oplevede sin højrennaissance. Forandringen i navngivningen viser tydeligt forskellen i udviklingen i de to lande. Hvis man vil påvise forbindelsen mellem dem, kan man ikke som sædvanligt pege på en kontinuitet, da det italienske skjold ikke var brugt i Tyskland, men det er rejser og litterær tilknytning, der har formidlet skjoldets overførelse til Danmark. Således bliver Jens Andersen Beldenaks reliefsten ikke alene et minde om en usædvanlig personlighed i det gamle Odense, men også et vidnesbyrd om et stilhistorisk særtræk i den seneste danske gotik.
Almindelige opslagsværker er ikke anført.
