Forfattere

Et værk tager form

Om H.C. Andersens arbejde med “Det nye Aarhundredes Musa“

Indledning

[1]“Det nye Aarhundredes Musa” udkom den 2. marts 1861 i hæftet Nye Eventyr og Historier. Anden række. Første Samling, sammen med eventyrene “Tolv med Posten”, “Skarnbassen”, “Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”, “De Vises Steen”, “Sneemanden” og “I Andegaarden”. Men teksten kan hverken karakteriseres som et eventyr eller som en historie. Den har ikke en fortællings forløb med en begyndelse og en slutning; der er derimod helt åbenlyst tale om sammenstykkede billeder og fragmenter, holdt sammen af en overordnet idé; at hylde og karakterisere fremtidens poesi som en syntese mellem tro og viden. Efter det omfattende arbejde med selvbiografien Mit Livs Eventyr (1855), hvor H.C. Andersen for første gang benyttede sig af den arbejdsmetode, der bestod i at samle et materiale bestående af løsrevne optegnelser og derefter bruge af disse i udvalgte kronologiske pluk, har han tilsyneladende fået smag for denne måde at arbejde med teksten på: I hvert fald besluttede han at prøve yderligere kræfter med den – og hér er “Det nye Aarhundredes Musa” et markant eksempel.

Koncept B til De nye Aarhundredes Musa”. Bemærk H.C. Andersens undertitel “Eftertids Poesie”. Det Kongelige Bibliotek.

Som Topsøe-Jensen skriver i Fund og Forskning. “Mest ligner Det nye Aarhundredes Musa et Essay af den gamle engelske Type, en Række Indfald og Betragtninger, indbyrdes meget løst forbundne”.[2] Og digteren selv betegnede da også teksten som “prosa” i flere af sine breve – hér til B.S. Ingemann:

[…] Jeg har været meget productiv; De veed at jeg paa hele min Sommerflugt kun hjemsendte det lille Stykke om Oberammergau og Eventyret: Sommerfuglen, men nu har jeg et heelt Hefte Eventyr, af hvilke idetmindste tre er Dem og Deres Kone aldeles nye, nemlig “Tolv med Posten”, “Sneemanden” og “Det ny Aarhundredes Musa”. Det sidste Stykke, interesserer mig selv meest og jeg har anvendt stor Flid der paa, det er hverken Eventyr eller Historie, det er, om jeg tør nævne det saa, et Slags poetisk Høisang i Prosa, om det nye Høidepunkt i Digtningens Verden, ikke hvorledes det vil vise sig, thi det veed hverken jeg eller Nogen, men hvorledes snarere det ikke vil vise sig. Det vil troer jeg ganske vist interessere Dem meest i Bogen, der om en tre Uger skal være i Deres Hænder.[3]

Selvom denne hymne til den nye poesi så tydeligt er stykket sammen af forskellige tekstfragmenter, er der med førsteudgaven af “Det nye Aarhundredes Musa” ingenlunde tale om en ubearbejdet tekst, der efter sammenstykningen er røget direkte i trykken. De mange stadig eksisterende forarbejder bærer vidnesbyrd om sandheden i H.C. Andersens udsagn om at have brugt “stor Flid der paa”. Ligesom de bærer vidnesbyrd om, hvordan de enkelte mindre tekstfragmenter er blevet bearbejdet igen og igen, indtil de har fundet den – må man gå ud fra – for forfatteren mest tilfredsstillende form i og med den trykte tekst i førsteudgaven af Nye Eventyr og Historier. Anden række. Første Samling. Det er denne bearbejdning, denne bevægelse eller proces, nærværende artikel vil undersøge.

At undersøge et værks tilblivelse

Litteraturteoriernes definition af begreberne “værk” og især “tekst” har varieret voldsomt over tid og i nogen grad afhængigt af sted. Hér vil jeg ikke trætte læseren med en udførlig gennemgang af dette forhold, men blot kort berøre det, for at beskrive mit eget ståsted i undersøgelsen og fortolkningen af de mange typer tekster, der tilsammen udgør “Det nye Aarhundredes Musa”. Om begrebet “tekst” kan man kort (og stærkt forenklet), sige at det gennem tiden har skiftet betydning fra at betegne en konkret sansbar genstand, et antal ord stillet sammen og nedfældet, typisk på papir og dermed afsluttet og ‘lukket’, til – via den franske poststrukturalismes omkalfatring af begreberne i 1960’erne – at forstås semiotisk som en ‘åben’ og i princippet aldrig afsluttet størrelse. I dag bruges begrebet i begge (og flere) betydninger, om ikke i flæng, så i hvert fald afhængig af observans og sammenhæng.

Eksempel på det mangeartede materiale, som forarbejder – prætekst – til H.C. Andersens værker udgøres af. Den Collinske Samling 41,4°. Det Kongelige Bibliotek.

Tilsvarende kort og forenklet kan man om begrebet “værk” sige, at det bruges både i samme betydning som “oeuvre”, nemlig en forfatters (eller anden kunstners) samlede produktion, og om en enkeltstående produktion og receptionen af den (i den engelske tradition) og i denne tradition som noget immaterielt (der i og med teksten får en materiel fremstilling) – og omvendt (i den franske tradition) som noget håndgribeligt, afsluttende og afsluttet; den publicerede tekst, bogen, i mange henseender svarende til billedkunstens værkbegreb, til “kunstværket”.

Risikoen for begrebsforvirring er med andre ord overhængende, og jeg forsøger at imødegå den ved hér kort at beskrive, hvordan jeg i det følgende bestræber mig på at præcisere min anvendelse af begrebet tekst ved at dele det op i hhv.:

Prætekst
(“l’avant-textes”, begreb indført af den franske “genetiker” Bellemin-Noél i 1972[4]): Hér først og fremmest lig med de håndskrevne forarbejder – optegnelser og manuskriptkladder – til den trykte tekst. Men også andre prætekster inddrages, f.eks. tidligere værker af H.C. Andersen, dagbogsnotater og breve, samt andre forfatteres værker, der refereres til i teksten.
Sluttekst
Den “endelige” tekst i den forstand, at den repræsenterer det punkt, hvor forfatteren – H.C. Andersen – har sluppet sit arbejde med teksten. Ideelt set havde det i denne sammenhæng været lig med forfatterens – H.C. Andersens – korreturlæsning af trykmanuskriptet, men da denne ikke længere eksisterer, bliver slutteksten i dette tilfælde reelt lig med førsteudgaven af “Det nye Aarhundredes Musa”.
Grundtekst
Den bedste tilgængelige variant af den publicerede tekst, eller med andre ord den udgave, der ligger tættest på idealteksten (se nedenfor). I dette tilfælde Dansk Sprog- og Litteraturselskabs udgave af “Det nye Aarhundredes Musa”.
Idealteksten
Den ikke publicerede, ikke håndgribelige tekst, teksten fuldstændig renset for fejl begået af redaktør, trykkeri eller forfatter (tæt på at være lig med forfatterintentionen).
Værk
Summen af forarbejder og trykte tekster, eller filologisk udtrykt: summen af varianter.

Som nævnt ovenfor, stammer begrebet prætekst fra den i Frankrig opståede tekstteori og -metode Critique Genetique – ‘genetisk kritik’.

Den genetiske kritik relaterer sig ikke, som man ellers nemt kunne forledes til at tro, til den biologiske disciplin “genetik”, studiet af biologisk arv, men derimod til begrebet “genesis”, skabelsen eller tilblivelsen af noget, i denne sammenhæng et kunstværk. Den genetiske kritik opstod i Frankrig i slutningen af 1960’erne, med rødder i den franske strukturalistiske og post-strukturalistiske bevægelse – men introduceredes først i 2004 i den engelsktalende del af verden med den samlede udgivelse af en række af de centrale artikler indenfor teoridannelsen.[5] I Danmark præsenteredes den genetiske kritik første gang i Johnny Kondrups artikel “Al magt til varianterne?: nogle overvejelser om critique génétique og New Philology” i Danske Studier nr. 100, 2005.

I den ovenfor nævnte engelske udgivelse, Genetic Criticism – Texts and Avant-textes, beskrives den genetiske kritiks formål og metode på denne vis:

[…] genetic criticism remains paradoxical […] it examines tangible documents such as writers’ notes, drafts, and proof corrections, but its real object is something much more abstract – not the existing documents but the movement of writing that must be inferred from them. Then, too, it remains concrete, for it never posits an ideal text beyond those documents but rather strives to reconstruct, from all available evidence, the chain of events in a writing process.[6]

“Genetikere” har haft varierende fokus og formål med den genetiske kritik af l’avant-texte- præteksten – men det gennemgående sigte har været fortolkningen af komposition og beskrivelse af den kreative proces, hvilket er kommet til udtryk i en række udgivelser[7] fra musikkens og teaterets verden, såvel som fra litteraturens. For den litterære genetik er målet at genetablere tekstens potentiale ved hjælp af en tekstkritisk metode, der producerer et narrativ, en tolkning. Traditionelt har det primært været filologien, der beskæftigede sig med forarbejder til og varianter af tekster, og selvom udøvere af den genetiske kritik har lægt vægt på, hvordan deres arbejde adskiller sig fra den klassiske filologi, er der ikke desto mindre, som Kondrup redegør for i sin artikel[8], mange overensstemmelser mellem den genetiske kritik og (den tyske) nyfilologi. Dér hvor den genetiske kritik er nyskabende i fht. filologien, er i det forhold, at dens primære fokus og formål i anvendelsen af forarbejder og varianter ikke er etableringen af en idealtekst, men derimod en rekonstruktion af bevægelsen og potentialet i teksten – processen og fortolkningsmulighederne. Og det er i denne forstand, at nærværende arbejde med “Det nye Aarhundredes Musa” kan betragtes som en genetisk kritik.

Men arbejdet adskiller sig fra den genetiske kritik når det angår holdningen til relationen mellem forfatteren og teksten og til forfatterintentionen. Den genetiske kritik har som nævnt rødder i strukturalismen og poststrukturalismen og ligger i forlængelse af Roland Barthes’ berømte tese om “forfatterens død”.[9] Genetikerne anfægter ganske vist ikke grundlæggende relationen mellem forfatteren og teksten. Men de indtager i forlængelse af det strukturalistiske udgangspunkt en a-psykologisk og anti-biografisk holdning i deres studier af præteksten “i-sig-selv”, ligesom de undsiger forfatterintentionen i den forstand, at de betragter de forskellige stadier af teksten som sameksisterende og nægter at betragte forfatterens valg af sluttekst som autoritativt eller bedre end præteksten. Heroverfor står nærværende arbejde med H.C. Andersens prætekst og “Det nye Aarhundredes Musa”, hvor holdningen er, at der en grund til, at forfatteren har valgt at lade det ene tekststadie være sluttekst fremfor det andet – og at forfatterintentionen i denne forstand er interessant. Ligesom det er min holdning, at det i tilfældet H.C. Andersen vil være meningsløst at afskære forfatterbiografien fuldstændig fra tekstanalysen. Det vil være at øve vold mod det tilgængelige og i øvrigt righoldige biografiske materiale (dagbøger, breve, etc.), og jeg betragter snarere dette biografiske materiale som en del af præteksten, der bidrager væsentligt til at belyse den kreative proces og facettere den litterære fortolkning.

Når jeg trods denne afvigelse fra den genetiske kritik i tilgangen til relationen mellem forfatter og tekst alligevel benytter mig af den genetisk kritiks begrebsapparat og (et godt stykke ad vejen) metode, er det selvfølgelig fordi såvel emnet, materialet og sigtet med undersøgelsen falder indenfor den genetiske kritiks område. Den genetiske kritik er, som tidligere nævnt, en litterær kritik i langt højere grad, end den er en egentlig (filologisk) tekstkritik.

Mit mål er ikke filologisk, hverken i klassisk- eller nyfilologisk forstand. Sigtet er ikke at publicere en videnskabelig udgave af prætekst og tekst, hvor alle varianter fremstilles jævnbyrdigt – skønt dette er et arbejde der, hvad angår adskillige af H.C. Andersens værker, bør gøres og indbyder til at blive gjort i et elektronisk medie, hvor fremstillingen ikke begrænses af de trykte mediers dimensioner og fremstillingsmuligheder.

Målet er derimod at karakterisere den dynamik der gør sig gældende i arbejdsprocessen frem til udgivelsen af slutteksten ved, som den genetiske kritik, at beskæftige mig med forfatterens revisioner, i form af repetitioner, tilføjelser, udeladelser og sletninger. Der er altid en grund til at et valg er foretaget, og det der her er interessant er at argumentere for bevæggrunden, det æstetiske, psykologiske, sociale eller religiøse kriterie, uden nødvendigvis at vælge det ene fremfor det andet.

Den tekst, der ligger tættest på forfatterintentionen (hvilket i H.C. Andersens tilfælde groft generaliseret kan siges at være lig med førsteudgaven af den trykte tekst, da han sjældent beskæftigede sig med teksten igen, når den én gang var udgivet) er ikke nødvendigvis lig med den ‘rigtige’ eller mest gyldige tekst. Men arbejdet hér handler om at spore processen, bevægelsen frem til slutteksten, hvorfor kronologien bliver væsentlig. Forarbejderne læses derfor diakront. Analyserne tager optegnelseshæfterne eller eventuelle tidligere forekomster af tekststeder som startpunkt, følger i deres gennemskrivninger i dét, man filologisk kalder varianter eller serier af tekst-fragmenter som de tager form i de kronologisk ordnede koncepter, og sammenholder denne prætekst med grundteksten: førsteudgaven af “Det nye Aarhundredes Musa”, som den er gengivet i Dansk Sprog- og Litteraturselskabs udgave. Denne udgave må regnes som den bedst mulige tilgængelige variant af prosastykket i dén forstand, at den stort set er lig med slutteksten, førsteudgaven, blot korrigeret for ganske få meningsforstyrrende trykfejl.

Når hoveddelen af indholdet i hhv. enkelte sentenser, længere passager og hele tekster er identisk, bliver forskellene mellem fremstillingerne følgelig de mest interessante. Det er dem, jeg i analysen har valgt at fokusere på.

Om analysen af forarbejderne til “Det nye Aarhundredes Musa” kan det her afsløres, at der tegner sig en række forskellige typer af revisioner – som igen afspejler forskellige typer af kreative processer: Nemlig de æstetiske, de erkendelsesmæssige, de sociale, de biografisk/psykologiske og de religiøse. Et par af dem vil blive belyst i de få eksempler fra analysen, der følger senere i denne artikel. Men først til en nærmere præsentation af det omfangsrige og spændende materiale, der udgør prosastykkets prætekst.

Prætekst: Optegnelser og koncepter

Forarbejderne til “Det nye Aarhundredes Musa” er mange og mangeartede. På Det Kongelige Bibliotek i Den Collinske Samling 41,4° befinder der sig blandt en mængde løsrevne noter en håndfuld optegnelseshæfter med notater, der lader sig datere fra starten af 1850’erne og frem. Materialet udgør i sig selv et interessant studie, fordi det består af en mængde løse optegnelser – personlige oplevelser, drømme, tanker, ideer og andet – der for en stor dels vedkommende udgør det første spæde materiale til senere værker; dele af samlingen har endda været lagt i forskellige omslag, hvor der med Andersens hånd er anført hhv.: “Tanker og Optegnelser til afbenyttelse ved Stemning” og “Digte og Optegnelser til afbenyttelse ved Stemninger”. Disse forfatterens egne beskrivelser og kategoriseringer af optegnelserne er interessante, både fordi de fortæller os, at der er tale om materiale, der har været tiltænkt fremtidig brug og videreudvikling, men også fordi, H.C. Andersen her forudsætter en særlig tilstand, en ‘stemning’, for den videre kreative proces. Hvad sådan en stemning nærmere indebar, kunne nok være en selvstændig undersøgelse værd. På nær et enkelt af hæfterne, registreret som 41,4°; II-1, der blev udgivet i en temmelig mangelfuld og fejlbehæftet transskription af Julius Clausen i 1926 med titlen H.C. Andersens Optegnelsesbog, er materialet i øvrigt hidtil upubliceret.

I forhold til “Det nye Aarhundredes Musa” er især hæftet med registreringsbetegnelsen II-2 interessant. Heri findes en mængde optegnelser, der mere eller mindre omskrevne kan genfindes såvel i den trykte tekst som i koncepterne – ‘kladderne’. Det fremgår, at digteren brugte flittigt af disse sine tidligere optegnelser, da han satte sig for at forfatte prosastykket.

Den konsekvent økonomiserende digter sørgede for at intet gik til spilde, ved at holde grundigt regnskab med sin anvendelse af optegnelserne: For hver af de sentenser, han benyttede i sit arbejde med “Det nye Aarhundredes Musa”, lavede han en markering i hæftet – enten i form af et kryds eller en overstregning af optegnelsen, anført med enten blæk eller blyant. Det visualiseres på denne vis, hvorfor og hvordan prosastykket fik sin form. Hæfte II-2 består af 27 unummererede blade og har intet omslag. Optegnelserne i hæftet strækker sig over et stort tidsrum; de lader sig datere til en knap 20-årig periode fra 1855-1874, men hovedparten af optegnelserne er skrevet i perioden 1855-1859.

Også de mange koncepter vidner om en omfattende arbejdsproces. I en anden afdeling af Den Collinske Samling på Det Kongelige Bibliotek – 36,4° – findes tre koncepter (i det følgende kaldet A, B og C) samt en – ifølge registranten – såkaldt “renskrift”, der dog mere præcist, i kraft af omfanget af rettelser og overklæbninger, må karakteriseres som endnu et koncept (i det følgende kaldet koncept D). De fire koncepter er udaterede, men synes kronologisk ordnede og må stamme fra januar-februar måned 1861; det kan vi udlede dels af de i indledningen nævnte breve fra starten af februar 1861, men også af dagbogsnotater fra denne måned[10] og af et brev til den schweiziske boghandler Amberger i Basel fra den 24. januar 1861:

[…] Auf Reisen diesen Sommer, habe ich, mit Ausnahme eines kleinen Märchen “Der Schmetterling” gar Nichts geschrieben, aber seit ich nach Dänemark kam, strömt und sprudelt die Quelle der Poesie; ich habe schon sechs neue Märchen und Historien geschrieben; eins, “Die Zukunfts Poesie”, spricht besonders an […].[11]

Prosastykket, der frem for de andre nyskrevne historier især tiltalte H.C. Andersen selv, er hér nævnt med titlen “Die Zukunfts Poesie”, og stykkets titel har da også været genstand for gentagne revisioner, hvilket fremgår af koncepterne. Det første koncept, A, er uden titel (men har begyndelsen: “Aarhundredets Musa! det nye Aarhundredesf…]”), koncept B bærer titlen “Det nye Aarhundredes Musa. (Eftertids Poesie)”, koncept C har først fået titlen “Det nye Aarhundredes Musa”, men titlen er siden streget over og erstattet af “Fremtids Poesie”. Det sidste koncept, D, har den siden overstregede titel “Poesiens nye Aarhundrede” – De mange varianter er karakteristiske for den kreative proces, der ligger til grund for slutteksten, og alt peger altså i retning af, at det først er umiddelbart inden trykningen, måske i korrekturen af trykmanuskriptet, at stykket har erholdt sin endelige titel.

For den store hjælp med at transskribere dette uhomogene og mange steder uhyre svært læsbare materiale, den håndskrevne prætekst – en transskription der er forudsætningen for at kunne nærlæse og udforske processen i H.C. Andersens arbejde med teksten – takker jeg af hjertet overinspektør Ejnar Stig Askgaard. Optegnelserne og koncepterne er præget af et væld af revisioner i form af grundige overstregninger, mange og lange tilføjelser (et par af dem i form af overklæbede ark papir) og af en meget varierende håndskrift. Det er alt sammen forhold, der medvirker til at gøre præteksten svært tilgængelig – men også forhold, der tydeligt illustrerer den store energi, forfatteren har lagt i arbejdet med de enkelte formuleringer og med formgivningen af teksten.

I det følgende skildres blot to eksempler fra analysearbejdet. De er til gengæld grundigt udfoldede, for bedst muligt at give indblik i, hvordan nærlæsninger af prætekstens varianter bidrager til forståelsen af tekstens dynamik og dermed til fortolkningen af værket.

Mikrofilms-optagelse af tekststedet om kulindskrifter på fængselsvæggen fra optegnelseshæftet II-2, Den Collinske Samling 41,4°, Det Kongelige Bibliotek. Bemærk hvordan forfatteren har overstreget sentensen som en markering af, at den har fundet anvendelse i det videre arbejde med værket. Det Kongelige Bibliotek.

Som Kulindskrifter paa væggen – erkendelse og biografi

Det eksempel, jeg hér vil tage fat på, kan betragtes som en revisionsrække af erkendelsesmæssig karakter, med en biografisk/psykologisk baggrund. Tekststedet findes, ligesom langt de fleste af de optegnelser, der relaterer sig til “Det nye Aarhundredes Musa”, i optegnelseshæftet II-2. Dét der i det følgende er markeret med kursiv, er mine markeringer, der tjener til at henlede opmærksomheden på markante revisioner i de forskellige fremstillinger af tekststedet.

Hvad Herligt mangen Digter skriver, staaer engang maaske som Kulindskrifter paa Væggen i et gammelt Fængsel Nysgerrige besøge og beskue.[12]

Denne analogi har faktisk ikke sin tekstlige oprindelse i optegnelseshæftet, men er brugt allerede i romanen Kun en Spillemand fra 1837 – her er emnet ikke blot poesien, men menneskets gerninger i det hele taget, og ordene er lagt i munden på protagonisten, Christian(!), på hans dødsleje i romanens slutscene:

“Vor Tanke er forfængelig, vor Gjerning er ingen!” sagde han. “Hvad vi kalde stort og udødeligt staaer engang for en anden Slægt kun som Kulindskrifter paa Væggen i Fængslerne; Nysgjerrige besøge dem og beskue det!”[13]

Optegnelsen har ikke fundet anvendelse i de første koncepter til prosastykket, koncept A og B. I koncept C findes sentensen derimod såvel på en overklæbet som på den overklæbende side i følgende to varianter – her den overklæbede side:

[…] hvad [overstr.: herligt, som det] vi nævne, herligt hvad mangen [overstr.: Digter] Poet udødelig i vor Tid skrev og skriver, staaer i Fremtiden [overstr.: maaskee] som Kulindskrifterne staae paa Fængsels Vægge, Nysgerrige besøge og beskue og glemme. – [overstr.: Navne vi hørte klinge gennem udødelighedens Telegraphtraad, er en død forsvundet Lyd, man har i vor Tid Rednings Anstalter for [overstr.:glem druknede] Skindøde, maaskee der kommer Rednings Anstalter for glemte Forfattere.]

Den sidste del af tekstpassagen hidrører fra en anden, nært beslægtet optegnelse i Hæfte II-2, nemlig denne:

Man har Redningsanstalter for Skinddøde, skulde man ikke kunde faae det for glemte Forfattere.[14]

Skønt denne passage ikke har fundet plads i den endelige trykte version af prosastykket, er det dog ikke gået ubenyttet hen: I eventyret “Tante Tandpine” (1872) finder vi nemlig denne beskrivelse af urtekræmmerdrengen, ‘søn af en Spekhøker’:

Han er en levende Redningsanstalt for en ikke ringe Deel af Literaturen og har i den et stort Omraade, han har Forældrenes og Principalens Bod og har der reddet mangen Bog eller Blade af en Bog, der nok kunde fortjene at læses to Gange.[15]

Men lad os atter vende blikket til “Det nye Aarhundredes Musa”. Den overklæbende sides version af optegnelsen lyder:

Saa mange Spørgsmaal i vor travle Tid; hvor Poesien næsten staaer Een i Veien og hvor man klarlig veed, at det Meget Udødelig “Nutids-Poeter[”] skrive, i Fremtiden kun existerer som Kulindskriften paa Fængsels Murene, [overstr.: det] seet og læst af [overstr.: Enk] enkelte Nysgærrige […]

Tekststedet om kulindskrifter på fængselsmurene som det ser ud i koncept D, den såkaldte renskrift, der befinder sig i Den Collinske Samling 36,4°. Webudgivet på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, “H.C. Andersen online – manuskripter til eventyr”. Det Kongelige Bibliotek.

I koncept D, lyder passagen næsten identisk:

Saa mange Spørgsmaal i vor travle Tid, hvor Poesien næsten staaer Een iveien, og hvor man klarlig veed, at det meget “Udødelige”, [overstr.: som] Nutids Poeter skrive, i Fremtiden kun existerer, som Kulindskrifterne paa Fængsels Murene, seet og læst af enkelte Nysgerrige […]

Den trykte version af passagen lyder:

Saa mange Spørgsmaal i vor travle Tid, hvor Poesien næsten staaer En i Veien, og hvor man klarlig veed, at det meget »Udødelige«, NutidsPoeter skrive, i Fremtiden maaskee kun existerer som Kul-Indskrifterne paa Fængsels-Murene, seet og læst af enkelte Nysgjerrige.[16]

Det “herlige”, som poeten skriver, er blevet til det “udødelige” – og det udødelige blevet sat i citationstegn, sådan at pointen/ironien fremstår desto skarpere: At poesien netop ER potentielt forgængelig og forglemmelig.

Optegnelsens “Digter” bliver først rettet til “Poet” og siden til “NutidsPoeter” – tillægget tjener til at præcisere prosastykkets omdrejningspunkt; nutidens poesi kontra fremtidens. Ændringen af selve substantivet spiller næppe stor rolle: Betegnelserne dækkede i H.C. Andersens samtid som nu over det samme, selvom “Digter” er en nyere betegnelse, “Poet” en mere højtidelig. Revisionen har desuden et æstetisk formål, da den skaber allitteration mellem ordene “Poesien” og “Poeter”.

Det måske mest interessante i denne passages revisionsproces er, hvordan den starter med et lille forbehold, en lille tøven i forhold til helt at afskrive nutidens poesi til fremtidens glemsel, for siden at affærdige samme forbehold – og endelig til sidst geninstallere en lille åbning for, at fremtiden muligvis alligevel KAN ihukomme nutidens poesi: Det lille, men betydelige “maaske” vi finder i hæfte II-2 og (overstreget) i den overklæbede del af koncept C, er udeladt såvel i koncept C’s overklæbende side som i koncept D – ja, begge steder ligefrem erstattet med “hvor man klarlig veed” – men i den trykte version finder vi både “hvor man klarlig veed” og “maaskee” i samme sætning. Det må man jo kalde en “contradiction in terms”. At skriveprocessen har fungeret som erkendelsesproces i denne udødeligheds- kontra forgængelighedsproblematik fremgår også af det forhold, at nutidens poesi – kulindskrifterne på fængselsvæggene – i optegnelsen besøges og beskues af (fremtidens) nysgerrige, mens det i den overklæbede del af koncept C forlyder at de nysgerrige både “[…] besøge og beskue og glemme” – til gengæld efterfulgt af passagen om at oprette en redningsanstalt for glemte forfattere. Poesiens udødelige natur stod centralt i H.C. Andersens livs- og kunstopfattelse, og det virker som om, det simpelthen ikke har været ham muligt at forlige sig med at lade en sætning gå i trykken, hvori hans samtids – og dermed han egen – poesi helt entydigt overlades til fremtidens glemsel. Men tvivlen har naget; hér som i både tidligere og senere private optegnelser.

Når jeg påstår, at revisionerne i det skildrede tekstfragment kan kategoriseres som såvel biografisk/psykologisk som erkendelsesmæssigt betingede, skyldes det, at jeg mener, at man med en vis rimelighed kan tale for, at H.C. Andersens tekstuelle leg med kulindskrift-analogien, der altså finder form i såvel Kun en Spillemand som i “Det nye Aarhundredes Musa”, med 24 års mellemrum, har sit ophav i en oplevelse han havde i den schweiziske by Chillon, på Chillon-slottet ved Geneve-søen – der var blevet berømt i kraft af Lord Byrons digt om The Prisoner Of Chillon (1816). H.C. Andersen besøgte slottet første gang i august 1833 og senere i juli 1846: Ved sidstnævnte lejlighed beskrev han i dagbogen, hvordan Lord Byron, Victor Hugo og Robert Peel havde skrevet deres navne på fængselsvæggene. De fængselsvægge, han igen ved denne lejlighed som nysgerrig turist besøgte og beskuede – men tilsyneladende ikke glemte.

Kræmmerhus-poesi – humoristisk, religiøs censur og biografisk tema Det næste eksempel tager ligeledes udgangspunkt i optegnelseshæfte II-2, i en optegnelse der ligesom den førnævnte er overstreget med blæk – og altså dermed markeret som anvendt i prosastykket:

Der er Mennesker der virkelig ved Helligdage have Trang til Poesie og da naar deres Aands Pindse-Flammer kommer over dem sende [de] Bud i Bogladen og kjøbe for fire Skilling Poesi, Andre lade sig nøie med at bede om at faae den i Tilgift, eller nøies med den de kan læse paa Kræmmerhuset fra Urteboderne – Men saa er der andre der aldeles foragte den.[17]

I slut- og grundtekstens version af “Det ny Aarhundredes Musa” genfindes beskrivelsen af værdiløs – hér “billig” – litteratur i kræmmerhusform:

Nei, der gives endnu Mennesker, som paa deres »fri Mandag« føle Trang til Poesien og da ganske vist, naar de fornemme denne aandelige Knurren i deres respective ædlere Dele, sende Bud i Bogladen og kjøbe for hele fire Skilling Poesie, den bedst anbefalede; Nogle lade sig vel nøie med den, de kunne faae i Tilgift, eller ere tilfredsstillede med at læse en Stump paa Kræmmerhuset fra Urteboden; den er billigere, og Billigheden i vor travle Tid, maa der tages Hensyn til.[18]

Men hvordan kom slutteksten frem til denne mere velformede sarkasme? I det første koncept – A – kredser teksten nok om poesiens fremtidige rolle, men kræmmerhus-billedet er ikke at finde. Det er den derimod i koncept B, i det første afsnit og i følgende udformning:

Vi, Øieblikkets Børn have andet andet tænke paa med Poesien [overstr.: og den tilkommende Tids Poesi, vi have ikke den tilkommende Tids Poesie endnu mindre Det er nu bestemt uretfærdigt sagt. Der ere Meninger] Tør vi sige det? Er det Ret, [d]er gives Mennesker som virkelig i vor tid paa Helligdagene have Trang til Poesi, og da, naar Aandens Pindseflammer komme over dem, sende bud i Boglader og kjøbe for hele fire Skilling Poesi, [overstr.: andre] ja Enkelte lade [overstr.: sig nøie] sig vel nøie med at faae den i Tilgift eller [overstr.: nøies med at læse den] ere tilfredstillede at læse en Stump paa Kræmmerhuset fra Urteboden, det er ogsaa billigere! og Billigheden maa man tage Hensyn til i vor trænge, vor travle Tid, den faaer nu slet ikke Gaven af det ny Aarhundredes Musa […]

I koncept C er passagen at finde to steder, i det den findes både på en side, der efterfølgende er blevet overklæbet, såvel som på overklæbningen selv. Førstnævnte version lyder således:

Poesien [overstr.: (ulæseligt ord) i vor travle Tid ikke staa os i Veien og den tilkomme uden allermindst, [overstr.: Tør vi] Ingen tale saa? Er det Ret. Nei! Der gives Mennesker, som virkelig i vor Tid, paa Helligdagen have Trang til Poesi og da naar Aandens Pindseflammer komme over dem, sende Bud i Bogladen og kjøbe for hele fire Skilling Poesie; ja Nogle lade sig jo rigtignok nøie med at faae den i Tilgift, eller ere tilfredsstillede ved at kunne læse en Stump paa Kræmmerhuset fra Urteboden, det er [overstr.:ogsaa] billigere , og Billigheden man i vor trange Tid see hen til [overstr.: vor travle Tid.]

Og sidstnævnte:

– [overstr.: Eensidig] Tale [overstr.: ikke] er Eensidighed, sige Mange, [overstr.: tilvisse!] endnu gives der i vor Tid, [overstr.: som grumme Mange] Mennesker der virkeligt føle Trang til Poesie, i det mindste paa deres Aandens Helligdage og da ganske vist naar de føle en aandelig Knurren i deres respective ædlere Dele sende Bud i [overstr.: Urteb] Bogladen [overstr.: efter for], og kjøbe for hele fire Skilling Poesi, den bedst anbefalede; Nogle lade sig ja rigtignok nøie med den de kunne faae paa Kræmmerhuset fra Urteboden. Det er billigere og Billigheden, i vor trange Tid, maa der tages Hensyn til.

Som det er typisk for H.C. Andersens sproglige bearbejdninger, har han, som det fremgår af ovenstående, også hér arbejdet med at forkorte og præcisere tekststedet frem til den endelige version. Deler man tekststedet op i mindre enheder, falder det i øjnene, at menneskenes trang til poesi i koncept B og koncept C’s første version melder sig “[…] paa Helligdagen(e) […] naar Aandens Pindseflammer komme over dem”, mens det i koncept C’s overklæbning lyder “[…] paa deres Aandens Helligdage […] naar de føle en aandelig Knurren i deres respective ædlere dele […]”, for i den trykte version at nå til formuleringen: “[…] paa deres “fri Mandag” […] naar de fornemme denne aandelige Knurren i deres respective ædlere Dele”.

Med det sammensatte ord ‘pinseflammer’ hentydes til Apostlenes gerninger 2.3., vers 1-4[19]:

“Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Anden indgav dem at sige.”[20]

Poesitrangen melder sig altså hos menneskene, når ånden kommer over dem – når man er åndfyldt og (kreativt) inspireret. Den både højstemte og temmelig ætsende tone med de religiøse referencer reduceres karakteristisk nok i løbet af Andersens gennemskrivninger – brodden bevares, men får et mere komisk udtryk: Helligdagene med ‘Aandens Pindseflammer’ bliver til ‘Aandens Helligdage’ med en ‘aandelig knurren’, og ender i ‘Fri-mandag’ med ‘denne aandelige Knurren i deres respective ædlere Dele’.

Denne brod bestyrkes af den leg med flertydigheden af ordet “billig”, som er fastholdt igennem alle koncepterne – og som hænger sammen med billedet af den trykte poesi, der ender som værdiløs emballage i form af kræmmerhuse. Poesien rekvireres pekuniært fordelagtigt af den åndeligt trængende (faktisk gratis) – den ‘billighed’, der skal tages hensyn til ‘i vor trange tid’ er nok prisen, men også den i overført betydning letkøbte og tarvelige smag hhv. poesi. I koncept C’s anden version ligger desuden den vittige drejning, at det bliver “ånden” der holder helligdag og ikke mennesket, der holder helligdag for at hellige sig “ånden” – men denne morsomhed er udeladt i slutteksten.

Motivet med den trykte poesi, der lider den kranke skæbne at ende som emballage hos kræmmeren, genfindes flere steder i H.C. Andersens forfatterskab, mest udtalt i eventyret “Nissen hos Spekhøkeren” (1852).

Der er nærliggende at tilskrive H.C. Andersens tilbagevendende interesse for dette motiv til det forhold, at det har parallel i en tidlig personlig erfaring. Den 1. april 1827, dagen før sin 22-års fødselsdag, modtog H.C. Andersen, der på dette tidspunkt studerede og boede hos rektor Meisling i Helsingør, brev fra Henriette Wulff den ældre, hvem han havde anmodet om at forsøge at opkøbe et eksemplar af restoplaget af hans første bog Ungdoms-Forsøg fra 1822, der var blevet opkøbt af en boghandler P.T. Schovelin[21].1 begyndelsen af 1827 var bogen blevet forsynet med nyt titelblad (Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, en original Fortælling; og Alfsol, en original Tragedie) og derefter forsøgt solgt igen. Kommandør-fruen skrev, blandt gratuleringer og lykønskninger:

[…] men ieg maae dog giøre Dem et Slags Regnskab for Deres Comition – først sendte ieg mit Bud hen i Grønnegade for at begiere en Alfsol – man svarede mig de havde ingen – ieg tænkte – ere de alt udsolgte – og bad min Mand tale til Schowelin som er Boghandleren, om den og han sagde: at den var trykket paa Deres Begiering – jeg troer – 1821 – men da De ikke var kommen og havde afhendet den – eller den De havde overladt den – havde han nu 3 Gange averteret den til Salg – men der var ikke solgt et exemplar af den – han havde derfor sendt den til en Kræmmer som han Leverede Maculatur – og som havde faaet hele oplaget – for 2 aar siden havde den ogsaa været averteret – da blev der helerikke solgt et eenste exemplar, hvorfor han allerede den Gang havde solgt 150 exemplarer til Maculature og Resten nu – besynderligt nok – et par Dage efter kom vor ungdom ind til en Kræmmer Kohn paa Østergade for at kiøbe noget og det de kiøbte blev svøbt ind i et stykke Papir, hvorpaa der stod; “Alfsol”, og som de dog ikke tænkte paa var Deres førend min Mand kom Hiem og fortalte os, hvad ieg nu har sagt De – og hvorfor ieg ikke har kundet opfylde Deres Begering […][22]

Det er klart, at det har været en nedslående melding at modtage for den hårdt prøvede studerende med de store digterdrømme. H.C. Andersen havde endnu til gode at debutere under eget navn, da Ungdoms-Forsøg var blevet udgivet under pseudonymet Villiam Christian Walter og mellemliggende digte under initalerne H eller A. Det ser ud til, at denne erfaring, efter mere end 30 år, stadig smertede så stærkt i 1861, at flere om- og gennemskrivninger har været nødvendige for at sløre det selvoplevede og reducere tekststedets karakter af følelsesudbrud.

Allerede i optegnelseshæfte II-1 støder vi da også på en sentens, der synes at indeholde en del af det tankegods, som kræmmerhus-motivet er gjort af.

“Das Maculatur von heute rühmt das Macultaur von gestern und Pfefferdutten-Kredit gründet sich auf Pfefferdutten Lob!” siger Lichtenberg; dagligt lader det sig anvende.[23]

Optegnelsen er nummeret som nr. 26 i hæftet II-1, der som nævnt i beskrivelsen af forarbejderne udgør den eneste del af Den Collinske Samling 41,4°, der med grove transskriptionsfejl blev publiceret af Julius Clausen i 1926.[24]

Tekststedet lader sig i grove træk oversætte til “Dagens [ dvs. nutidens] makulatur [dvs. værdiløse litteratur] berømmer gårsdagens makulatur, og kræmmerhus-troværdighed grunder sig på kræmmerhus-ros”. Det kan spores tilbage Georg Christoph Lichtenbergs G.C. Lichtenberg’s witzige und launige Schriften[25], som H.C. Andersen, hvilket iøvrigt fremgår af andre af samlingens notater, har været bekendt med.

Da H.C. Andersen i 1870-72 arbejdede på sit næstsidste eventyr “Tante Tandpine” (der udkom 23. november 1872), havde billedet af ‘kræmmerhuspoesien’ under alle omstændigheder stadig ikke sluppet taget i den aldrende digter. Eventyret indledes i hvert fald med følgende passus:

Hvorfra vi har Historien? –
– Vil Du vide det?
Vi har den fra Fjerdingen, den med de gamle Papirer i.
Mangen god og sjelden Bog er gaaet i Spekhøkeren og Urtekræmmeren, ikke som Læsning, men som Nødvendigheds Artikel. De maae have Papir til Kræmmerhus for Stivelse og Kaffebønner, Papir om Spegesild, Smør og Ost. Skrevne Sager ere ogsaa brugelige.
Tidt gaaer i Bøtte, hvad der ikke skulde gaae i Bøtte.[26]

Lykkelig den der turde blive hans Johannes – Afslutning

De ovenfor beskrevne tekstrevisioner, der har fundet sted i forhold til tekststederne om kulindskrifterne og kræmmerhuspoesien udgør et beskedent uddrag af et rigt materiale, hvor man bade kan følge denne type revisioner af korte tekststeder, men også følge tekstens tilvækst og reduktion i dens forskellige stadier. Her er altså langt fra tale om en udtømmende analyse af prosastykkets genesis endsige af dets litterære kvaliteter.

Hensigten med eksemplerne er at illustrere den gevinst i forhold til såvel forståelsen af tilblivelsesprocessen som tekstfortolkningen, der kan vindes ved etableringen og tilgængeliggørelsen af en prætekst. Fortolkningen af værket nuanceres og underbygges, og der åbnes for indsigt i den kunstneriske proces.

Af begge eksempler fremgår det, hvordan både enkelte sentenser og forskellige temaer er tilbagevendende i H.C. Andersens forfatterskab, på tværs af tid og genrer. Det samme gælder i dén grad også for den overordnede tematik i “Det nye Aarhundredes Musa”, nemlig den potentielle syntese mellem (natur)videnskab, tro og poesi, der med sin karakter af H.C. Ørsted’sk programerklæring finder paralleller i såvel den essayistiske betragtning “Poesiens Californien” fra rejseberetningen I Sverig (1851) som romanen At være eller ikke være (1857). Ideen om at udfolde denne tematik i rammen af en hyldest til fremtiden poesi kan spores helt tilbage til et brev til Henriette Hanck, dateret 15. maj 1838:

[…] Jeg søger en Digtning passende for min Tidsalder og belærende for min Aand; et idealt Billede foresvæver mig, men Omridsene ere saa uformelige at jeg ikke selv kan tydeliggjøre det. Enhver stor Digter synes mig at have givet et Leed, men heller ikke mer, af dette Kjæmpelegeme. Vor Tidsalder har endnu ikke fundet sin Digter! men naar fremtræder han? Og hvor? Han maa skildre Naturen, som Wassington Irwing gjør det; begribe Tidsalderne, som Walter Skott kunde det, synge, som Byron og dog være udsprungen af vor Tid som Heine. O, hvor mon denne Poesiens Messias fødes! lykkelig den, der turde blive hans Johannes […].[27]

Selv om digterens arbejde med “Det Nye Aarhundredes Musa” fandt sted mere end 20 år senere, udsprang arbejdet tydeligvis af samme grundlæggende tanke eller idé, som han hér udtrykte, og som han havde iklædt andre former i andre værker i den mellemliggende tid. Treenigheden tro, videnskab og poesi står centralt igennem hele forfatterskabet, og H.C. Andersen gav ofte udtryk for, at han anså det for det væsentligste tema i sin digtning. De mange om- og gennemskrivninger af “Det nye Aarhundredes Musa” vidner da også om, at skriveprocessen har fungeret som en erkendelsesproces.

H.C. Andersens ven Adolph Drewsen, med hvem digteren delte interesse for billedbøger og botanik, skrev i sine optegnelser den 10. februar 1861:

A. forelæste mig i Dag for 2den Gang hans »Det nye Aarhundredes Musa«, som han erklærer for noget af det genialeste, han har skrevet, og som han har omskrevet 11 (elleve) Gange, før det kom i sin nærv. Form.[28]

Uanset om Drewsens – eller Andersens – ord hér står til troende eller ej, er det i hvert fald åbenbart, at de begge havde opfattelsen af, at dette prosastykke var blevet bearbejdet exceptionelt meget. Og det demonstrerer den eksisterende prætekst også tydeligt i de konkrete revisioner af de indledende optegnelsers præg af ucensureret og følelsesladet improvisation. Bearbejdninger, hvor sproget typisk beskæres snarere end at udfoldes, hvor humoren fremhæves, mens sarkasmen mindskes, ligesom emotionelle udbrud og ekstrem højstemthed beherskes. Æstetisk betingede revisioner, der tjener til at præcisere og skærpe formuleringer, og revisioner, der tilsyneladende har til formål at sløre de personlige erfaringer, der måtte ligge til grund for optegnelsen. Omskrivninger, der bærer præg af religiøse overvejelser og hensyntagen til samtidens sociale normer.

Præteksten bærer vidnesbyrd om, at arbejdet med “Det nye Aarhundredes Musa” har været meget langt fra den hurtigskrivende improvisation, der ellers ofte fortælles om i anekdoter fra H.C. Andersens samtidige. Ligesom den antyder et mønster i form af et vidt forgrenet netværk af anekdoter, billeder, sentenser og personlige erfaringer, der dukker op igen mange andre steder i forfatterskabet, tilsyneladende uafhængigt af tid og genre.

I det i indledningen citerede brev til B.S. Ingemann, kalder H.C. Andersen prosastykket for en beskrivelse af, hvordan den fremtidige digtnings højdepunkt ikke vil vise sig. Tekststederne om kulindskrifterne og kræmmerhuspoesien fungerer da også netop som sådanne eksempler. Ikke desto mindre indeholder “Det nye Aarhundredes Musa” mange positivt udformede beskrivelser af og anvisninger til den fremtidige digtekunst. Den overordnede tematik rummer implicit en kritik af samtidens poesi, der tilsyneladende opfattes som utidssvarende i form og indhold. Det synes som om, at H.C. Andersen i den omfangsrige skriveproces frem til udgivelsen af prosastykket har arbejdet med selv at følge sine anvisninger og dermed netop bidrage til at udvikle den nye poetiske form, han efterlyser. Uagtet at “Det nye Aarhundredes Musa” nok ikke indskriver sig i perlerækken af uforglemmelige H.C. Andersen værker, peger det under alle omstændigheder frem mod nutidens kortprosa med sine associationsrækker og med sin fragmentariske og anekdotiske form. Måske er det netop denne formgivning, der ligger til grund for, at digteren selv anså værket for så vellykket.

Illustration til “Det nye Aarhundredes Musa”, Lorenz Frølich 1871: “Herlige Faddergaver bleve lagte paa hendes Vugge. I Mængde er strøet der som Bonbons Naturens skjulte Gaader med Opløsning; af Dykkerklokken er rystet vidunderligt ‘Nips’ fra Havets Dyb. Himmelkortet, dette ophængte stille Ocean med de Myriader Øer, hver en Verden, blev lagt aftrykt som Vuggeklæde. Solen maler hende Billeder; Photographien maa give hende Legetøi”.

 

Noter

  1. ^ Nærværende artikel tager udgangspunkt i forfatterens igangværende arbejde med en ph.d. afhandling om den kreative proces i H.C. Andersens sene forfatterskab – og artiklen forventes derfor siden, i revideret form, at indgå i afhandlingen. Ph.d. projektet er støttet af Kulturarvsstyrelsen.
  2. ^ Helge Topsøe-Jensen “Fra en Digters Værksted”. I Fund og Forskning, bind X, København 1963, p. 132.
  3. ^ BIngemann II, p. 505, den 8. februar 1861. Se f.eks. også BScavenius I, p. 137 samme dato.
  4. ^ Jean Bellein-Noël: Le Texte et Tavant-texte: Les Brouillons d’un poème de Milosz. Paris 1972.
  5. ^ Deppman, Jed, Daniel Ferrer & Michael Groden: Genetic Criticism – Texts and Avant-textes. University of Pennsylvania Press, Philadelphia 2004.
  6. ^ Ibid. p. 2.
  7. ^ Se f.eks. Kinderman & Jones: Genetic Criticism and the Creative Process, Rochester 2009.
  8. ^ Se Kondrup, Johhny: “Al magt til varianterne? Nogle overvejelser om critique génétique og New Philology”. I Danske Studier 2005, p. 102-106.
  9. ^ Roland Barthes: “The Death of the Author”. I Aspen, no. 5-6, Colorado 1967.
  10. ^ Se dagbogen for hhv. 1. og 9. februar 1861: Dagbøger V, 7, 8.
  11. ^ Brev til Gustav Adolph Amberger, den 24. januar 1861. Se: www.andersen.sdu.dk/brevbase. Originalen befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, Den Collinske Brevsamling XVII.
  12. ^ Den Collinske Samling 41,4°, Optegnelseshæfte II-2, Bl.l.Verso.
  13. ^ Andersen, H.C.: Kun en Spillemand. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, København 1988, p. 275.
  14. ^ Optegnelseshæfte II-2 [“Optegnelsesbogen”], Bl. 4 Recto. Optegnelsen er anvendt i eventyret “Tante Tandpine” og i romanen “At være eller ikke være”.
  15. ^ Ibid. p. 213.
  16. ^ Eventyr IV, p. 112.
  17. ^ Den Collinske Samling 41,4°’ Optegnelseshæfte II-2, Blad 9 Verso.
  18. ^ Eventyr IV, p. 112-113.
  19. ^ Og ikke, som der fejlagtigt står anført i Ordbog over det danske Sprog (Bind 16, København 1936) til Lucas Evangeliet 2.3.
  20. ^ Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, Kapitel 2 “Pinsedagen”, vers 1-4.
  21. ^ Se Cai M. Woel: “H.C.Andersens første Bog. Lidt om Bogens Udgivelse og Skæbne”. I Andersen, H.C.: Ungdoms-Forsøg, Christtreus Bogtrykkeri 1956.
  22. ^ BFW I, p. 68.
  23. ^ Den Collinske Samling 41,4°, optegnelseshæfte II-l, optegnelse 26.
  24. ^ Clausen var læsesalsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek og assisterede ved nyordningen af 41,4° – desuden var han notorisk berygtet for sin nidkærhed og sit pedanteri når det gjaldt udlån af materiale. Men udover at Clausen generelt så stort på H.C. Andersens stavemåder og tegnsætninger, resulterede adskillige af hans transskriptioner i decideret absurde og meningsløse sentenser. Det var ikke mindst tilfældet netop med nævnte sentens, som i Clausens transskription kom til at lyde sådan her: “‘Das Maculatur von heute riihmt das Maculatur von gestern, und Professor Detten’s Kredit grundet sich auf Professor Dut-ten’s Lob!’ siger Lichtenberg.” Straks efter udgivelsen blev Julius Clausens publikation heglet igennem i en stort opsat anmeldelse skrevet af professoren og H.C. Andersen eksperten Hans Brix. Hans Brix påpegede de første 16 læsefejl i Julius Clausens Optegnelsesbog og den netop her omtalte fejltransskription blev årsag til, at publikationen i folkemunde fik øgenavnet “Dutten-bogen”.
  25. ^ G.C. Lichtenberg’s witzige und launige Schriften, Erster Band. Wien 1810, p. 73.
  26. ^ Eventyr V, p. 213
  27. ^ BHW I, p. 250. Brevet kan, som de øvrige, findes i brevbasen: www.andersen.sdu.dk/brevbase.
  28. ^ Personalhistorisk Tidsskrift. 11 Rk. IV., Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie 1943, p. 144.

 

 

Litteratur

  • Andersen, Hans Christian: “Det nye Aarhundredes Musa”. I Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Første Samling. Kbh. 1861.
  • Andersen, Hans Christian: “Det nye Aarhundredes Musa”. I H.C. Andersen: Eventyr 1-7, Bind IV, udgivet ved Erik Dal, kommentar ved Erling Nielsen. Kbh. 1963-90.
  • Andersen, Hans Christian: Kun en Spillemand. Kbh. 1837.
  • Andersen, Hans Christian: “Tante Tandpine”. I H.C. Andersen: Eventyr 1-7, Bind V, udgivet ved Erik Dal, kommentar ved Erling Nielsen. Kbh. 1963-90.
  • Andersen, Hans Christian: Dagbøger
  • Deppman, Jed, Daniel Ferrer & Michael Groden: Genetic Criticism – Textsand Avant-textes. Philadelphia 2004.
  • Kindermann William & Joseph E. Jones: Genetic Criticism and the Creative Process. Rochester 2009. Kondrup, Johhny: “Al magt til varianterne? Nogle overvejelser om critique génétique og New Philo
  • logy”. I Danske Studier 2005. Kbh. 2005.
  • Topsøe-Jensen, Helge: “Fra en Digters Værksted”. I Fund og Forskning, Bind X. Kbh. 1963.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - eventyr - H.C. Andersen - manuskripter

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...