I to af sine eventyr nævner Andersen Skræpper:
Vi ved ret nøje, hvor Andersen har set sceneriet til “Den grimme Ælling”. Han skriver i sin dagbog[3] fra Bregentved den 26. juli 1842: “Begyndt igaar paa Svaneungen” (Andersens foreløbige arbejdstitel til “Den grimme Ælling”). Beskrivelsen af andegården kan dog lige så godt stamme fra en af de andre af den perlerække af herregårde, Andersen også besøgte i denne sommer: Gisselfeld, Vallø, Glorup, Thurebyholm, Lykkesholm og Egeskov.
Når Andersen taler om “skræppen”, er det en af de folkelige betegnelser for “den Røde Hestehov”, som var og er det vedtagne, botaniske navn for planten, hvis latinske navn siden Linnée har været Petasites hybridus, hvor det første led, slægtsnavnet, er et lån fra græsk. Petasos betyder iflg. ordbøgerne “en bredskygget hat”, og Andersen, som var en opmærksom kender af den danske flora, har fuldstændig ret i at skræppebladene er de største her til lands. Det med den brede skygge skal måske tages med et gran salt: Den kække hat, som Hermes fløj rundt med, kaldtes også for en petasos. På nygræsk bruges “petasos” ikke om den røde hestehov, der kaldes den Kolopana, Κολοπανα, også med hentydning til de store blade, idet Kolopana bedst oversættes som “røvklud”. “Hybridus”, som er artsnavnet, var mindre velvalgt, idet planten ikke er nogen krydsning. Det var Linnée, der var plantens navngiver, autor, og man må tro, at han er kommet på afveje, fordi planten er særbo, og hunplanten er så meget højere end hanplanten, at han kan have opfattet den som en anden art. Desuden får planten ikke på vore breddegrader spiredygtige frø, hvad der kunne opfattes som et tegn på, at den var en hybrid. Uden spiredygtige frø kan Hestehoven ikke brede sig ved vind- eller dyrespredning, og den breder sig derfor kun ved hjælp af underjordiske udløbere, med mindre den får hjælp af mennesker. Hestehovens veje ind i Europa er ikke kendt i enkeltheder, men ved et tilfælde har vi et fikspunkt. Da ridder Bugge til Hald i 1358 blev myrdet af fiskere ved Kongebrovejen ved Middelfart, gav det stof til en folkevise:
Men dér hvor jorden har drukket
Hans årers purpurne flod,
Dér vokser siden en skræppe
Med stilk og ribber som blod.[4]
Hestehoven har tidligt været brugt som medicinalplante, sikkert fordi den har de vigtige forudsætninger: Et karakteristisk ydre og duft, rigelig saft i rodstænglerne, med en tydelig virkning på menneskets slimhinder, som kunne give de pestramte en forbigående lindring, men kun det.
Som nævnt manglede den muligheder for at sprede sig over længere afstande, men det fik den. Vi må tro, at det var en markedsføringsbevidst munk, der gav den navnet pesturt, og dens udbredelse var sikret, for nu kom pesten til Europa, fra omtrent samme kant som Hestehoven. Døden var i Venedig, pesten kom til Bergamo, og i 1348 lagde en lille smakke til kaj i Bergen. Pesten gik i land.
I hælene fulgte den Røde Hestehov, fra kloster til kloster, og fra herregård til herregård.
Ofte bliver illustrationer til i samråd med forfatteren, og de kan give nyttige oplysninger om teksten.
Til de danske udgaver af de to eventyr findes der fine tegninger, de mest kendte af Vilhelm Pedersen, og helt frem til Jensenius. I illustrationerne til oversættelserne er der imidlertid ikke meget at hente: Hvis der overhovedet er noget, der viser andet end hovedaktørerne, er det stiliserede tegninger af ubestemmelige vækster. Hele emnet om illustrationer er grundigt og meget lærerigt belyst i Erik Dals Udenlandske H.C. Andcrsen-illustrationcr med undertitlen 100 billeder fra 1838 til 1968[5], som blev skrevet på opfordring af Dansk Typograf-Forbund i anledning af København-afdelingens hundredårsjubilæum, og den rummer et væld af interessante oplysninger, også ud over hvad titlen lover. Der er dog ingen af de behandlede illustrationer, der viser planterne i andegården, og grunden er nok den enkle, at illustratorer til oversættelserne kun har givet sig af med at vise situationer som den sparkende kokkepige eller slutapoteosen med den feterede, voksne svane. Som et kuriosum kan det nævnes, at forsiden til Ugly Ducklings?, tegnet af Johannes Larsen[6], viser en andemor på sin rede, omgivet af hvad der tydeligt er rabarberblade, formentligt hentet fra kunstnerens køkkenhave på Møllebakken i Kerteminde.
Man kan være heldig at finde eksempler på, at fejltagelser i ordbøger sætter sig spor i oversættelser, men det er nok ikke ordbøger, der skal klandres for tidlige fejloversættelser af de to behandlede eventyr. Forgængerne for egentlige ordbøger var for eksempel ordlister til de parlører, som unge herrer fik med sig, når de tog på dannelsesrejse med en ledsager. Roser og liljer kan have været optaget i listerne, men næppe Rød Hestehov.
En anden forgænger for ordbøger opstod i forbindelse med øresundstolden, som blev mulig, da den danske konge beherskede sundet ved Kronborg. I begyndelsen opkrævede man en “rose noble” pr. skib, men det stod hurtigt klart, at der var flere penge i at beskatte ladningen, og tolderne måtte kunne forstå skibenes manifester. Den Røde Hestehov har nok heller ikke figureret i toldernes lister. Jens Axelsens En rød klassiker 1845-1995[7] har en meget detaljeret gennemgang af emnet, og den gør det ikke troligt, at de tidlige oversættere har haft ordbøger til disposition. I Ferrall og Repps[8] ordbog fra 1845 er opslagsordet skræppe oversat med dock. Hestehov er her oversat med Colt’s foot. På moderne engelsk betyder dette navn Følfod, Tussilago, mens dette på norsk betyder Rød Hestehov. De deraf følgende misforståelser har ikke betydning for denne artikel.
Til gengæld er skræppe ikke nævnt i Wolffs og Grønbergs ordbøger fra hhv. 1779 og 1839.[9]
Allerede i de første oversættelser skete der noget mærkeligt. Når Andersen nævnte skræppen, mente han den Røde Hestehov, men flere oversættelser til engelsk og tysk brugte gloser for to andre planter.
I Appendix vises en liste over oversættelser med sådanne “falske” plantenavne. Det er vigtigt at bemærke, at de angivne udgivelsesår kun er retningsgivende for tidspunktet for oversættelserne. Især ved de store samlinger er det sandsynligt, at oversættelsen er sket over flere år.
Hvis vi afviser, at de to falske oversættelser af Andersens skræppe skyldes oversætternes manglende talent, vildledende ordbøger eller tidspres, kan en fjerde årsag tænkes. Det var kun et par generationer siden pesten sidste gang havde haft udbrud i Europa, og selve ordet skulle bruges med varsomhed, og i hvert fald ikke i eventyr til højtlæsning for børn. På de første oversættelsers tid kan oversætterne have prioriteret dette hensyn højere end ukorrekt brug af navne på planter med en vis lighed med hestehoven. Et lignende hensyn er beskrevet i Mousten[10], hvor der refereres til et eksempel på “decruelization”, hvor referencer til død enten omskrives eller udelades.
