Kai Nielsen har vundet sit fortjente ry som Danmarks festligste og frodigste billedhugger. I Fyns Stiftsmuseum er han desværre kun dårligt repræsenteret på sit egentlige felt, idet kunstsamlingen udover tre statuetter i J.W. Larsens samling – deriblandt et smukt exemplar af pragtstykket »Fornem dame gnider sin hofte med kamferspiritus« (ca. 1908) – kun kan møde op med det vemodige, Michelangelo-påvirkede relief »La réminiscence«, som Kai Nielsen 23 år gammel vakte vældig opsigt med på Charlottenborg i foråret 1906, fordi den sentimentale franske titel var stavet forkert. Titelen blev bragt i behørig stand, men relieffet nåede aldrig at blive udført i et ædlere materiale end gipsen, som forresten også klæder det nydeligt, ikke mindst fordi den skinnende, blanke overflade efterhånden har fået en passende gullig tone. Iøvrigt må fynboerne dyrke billedhuggeren Kai Nielsen i Fåborg og i fødebyen Svendborgs afstøbningssamling.
Til gengæld ejer Fyns Stiftsmuseum intet mindre end landets fyldigste offentlige repræsentation af Kai Nielsen som maler, nemlig hele fire malerier! Deraf findes de tre i J.W. Larsens samling, mens det fjerde er en gave fra Ny Carlsberg-fondet. – I lighed med så mange andre danske billedhuggere begyndte Kai Nielsen som maler. På grund af sine tidligt åbenbarede kunstneriske tilbøjeligheder blev han i efteråret 1897 sat i lære hos en malermester Johannes Voss i Svendborg, hvor han straks sluttede venskab med den to år ældre lærling Niels Hansen, den senere så kendte maler fra Thurø. Sammen plejede de deres kunstnerdrømme og dekorerede bl.a. trappegangen i Kai Nielsens barndomshjem. Da Kai Nielsen så i 1901 som udlært malersvend fulgte efter Niels Hansen til København for at realisere sine højtstræbende planer, søgte han imidlertid ikke som vennen ind på Zahrtmanns malerskole, men på kunstakademiets billedhuggerskole, for i mellemtiden havde han på Svendborgs tekniske skole opdaget sine anlæg for skulpturen. Maleriet dyrkede han dog af og til hele sit liv, og den store mindeudstilling på Charlottenborg – i 1925, året efter hans død – kunde derfor opvise ikke mindre end 60 malerier fra hans hånd. —
Det største, men rent malerisk sagtens også det svageste af de tre malerier i J.W. Larsens samling er Hunnertoget. Det er ubetegnet, men dateres siden mindeudstillingens katalog (nr. 344) til 1912. Tydeligvis er det et idéudkast over emnet »kvinderov«, som ofte vender tilbage i Kai Nielsens produktion i disse og de følgende år. Han er vel kommet ind på det i forbindelse med de maleriske motiver fra mytologien, som han gav sig i kast med ved reliefkonkurrencen til Kristiansborgs kongetrappe i 1910. En statuettegruppe »Kvinderov« var udstillet første gang i 1914, til hvilket år mindeudstillingens katalog også henfører en akvarelleret tegning med titlen »Hunnertoget« (nr. 156), mens tre ubetegnede skitser i pen eller sortkridt med titlen »Kvinderov« (mindeudst. nr. 157-159) dateres til 1915 og en fjerde i blåkridt (nr. 165) til 1916. Samme titel fører endelig også to malerier (Mindeudst. nr. 359 og 361), uden betegnelse, men sat til 1919 og 1920.
– Det mest Kai Nielsenske i vort billede er forgrundens henslængte, nøgne kvindeskikkelse, som to sammenbidte mandspersoner med forståelig energi er ved at hale op på en hesteryg, som den ene af dem sidder på. Hun er med et af billedhuggerens yndlingsudtryk »tung og drivende« i linjerne, en yppig bugnen af henstrakte former, hvis sensuelle dejlighed kun forhøjes af den skrigende mund under det stort udslagne hår. Er det forventningens smerte eller fryd, hun vånder sig under? Her er der tale om en ganske anden dristighed i fremstillingen end hos Kai Nielsens forgængere med deres litterært betonede fremstilling af kvindeligheden. Pigens lyserøde legemspragt står i enhver henseende i kontrast til de to anspændte røvere, der er kantet muskuløse, konturerede og varmt okkerbrune i farven. Bag den stående mand er den kæmpehøje hests bagparti holdt i grønne toner; dyret drejer det ludende hoved og snuser til den liggende skikkelse – et motiv, som genfindes i »Ymerbrønden« (1913—15). Kvinderovets næste stadium ses i mellemgrunden til venstre: rytteren, der drager bort, holdende sit storlemmede – her okkergule – bytte på hesteryggen foran sig. Sceneriets farver er dystre, i landskabets kubiske stenkulisser dybtgrønne, i himmelen tordenblå. —
Langt mere umiddelbare i deres enkelhed er de to aktstudier, begge af en siddende model, som løfter armene op til hovedet – også et af Kai Nielsens yndlingsmotiver, der varieres atter og atter i statuer og statuetter. På blændrammen af det første har afdøde museumsinspektør Peter Hertz skrevet med blyant: »Denne siddende nøgne Kvindefigur mod blaa Baggrund er malet af Billedhugger Kai Nielsen.« Som de fleste af billedhuggerens malerier er heller ikke dette betegnet, og det var ikke med på mindeudstillingen; i Stiftsmuseets katalog er det ansat til ca. 1905, hvad der forekommer mig en hel del for tidligt; mindeudstillingens ældste modelbillede var sat til 1909, og intet tyder på, at dette her skulde være yngre, tværtimod. — Modellen er set skråt forfra, i lys, der fra venstre falder ind over hendes ryg og fremvendte højre side. De beskyggede partier er rødlig violette, mens de belyste når op i lette gule toner, der står dejligt til baggrundens kraftige blå. Ligesom armene, der sætter håret på den fra beskueren bortvendte side, er benstillingen med de åbnede knæ typisk for Kai Nielsen, og det samme gælder iøvrigt selve kroppen med modsætningen mellem rygliniens smidigt bølgende, strakte profil og forsidens sammenkrummede karakter med brystets og mavens fremstruttende former. Drejningen fra benene gennem kroppen til armene er heltud billedhuggeren værdig i sin naturlighed — interessant skruethed er der jo nok af i samtidens danske skulptur.
Det andet modelbillede er signeret »Kai N. – 23« og var med på mindeudstillingen som nr. 367. Dets første ejer, frøken Mis Wiegandt, har på bagsiden skrevet: »Kai Nielsen har udtalt til mig, at han selv regnede dette Billede for et af sine bedste. Kai arbejdede længe på Billede(t) og blev tilfreds med Resultatet.« Her er den siddende model set fra ryggen, såpas skråt, at det højre bryst springer frem. Billedet er udført med temmelig tynde gullige og brunlige farver på pap, omridslinjerne er kraftigt trukket op, uden at der derfor er givet afkald på modellering af formerne i lys og skygge.
De tre Kai Nielsen-malerier i J.W. Larsens samling bærer tydeligt præg af deres ophavsmands plastiske syn. På den anden side erindrer de også om, at Kai Nielsen som plastiker havde et udpræget malerisk syn. Som koloristisk præstation betydeligere er imidlertid portrættet af museumsdirektør Carl V. Petersen, der selv har forsynet blindrammen med følgende blyantspåskrift: »Malet af Billedhugger Kai Nielsen. Dec. 1920.« Hvorfor mon dette billede ikke var med på mindeudstillingen? I Odense-museet hævder det sig smukt i Fynbo-salen, ja, der er noget helt Isakson’sk i malemåden og de klare farvers rene samklang. Billedet er malt i laserende strøg, snart kraftigere, snart lettere, hvis kaskader leder tanken hen på bølgende nordlys. Til højre for hovedet er baggrunden holdt i grønne schatteringer, der konstateres mod de røde nuancer i ansigtets belyste venstreside (til højre for beskueren). Den anden side af ansigtet, som ligger i skygge, har derimod gule toner, der brydes af et grønt strøg i overskægget og ligeledes går over i det grønne oppe i panden under det summarisk malte, grå hår. Lige langs venstre profil står baggrunden derpå i blå strøg, som over rosa fortoner sig til blåt og grønt ved rammekanten. Festlig som et trompetstød er slipsets kraftigt grønne, vandrette stribe, der rent farvemæssigt virker som hovedets fodstykke. I hvert fald på den, der som forf. kun har kendt Carl V. Petersen fra omvisninger i Hirschsprungs samling, virker karekteristikken særdeles træffende. Som portrætmaleri tåler dette billede efter min mening at sammenlignes med Sigurd Swanes portræt af Carl Nielsen, også i Stiftsmuseets samling.
Skulle denne sidste dom nu end være præget af for stor begejstring, så er det i det mindste sikkert, at den ejendommelige måde, hvorpå dette århundredes betydeligste danske billedhugger er repræsenteret i sin fødeøs Stiftsmuseum, er egnet til at fremholde den kendsgerning, at Kai Nielsen også besad talent som maler.
