Omkring nytår 1812 modtog guldsmed Poul Jensen Theilgaard i Odense en ordre på en fornem kaffekande. Bestillingen kom fra greve Carl Adolph Rantzau på Brahesborg; og det er ikke den eneste gang vi kan konstatere, at denne guldsmed har arbejdet for fynske herregårde.[1] I 1798 udførte han blandt andet en stor terrin og to plateauer til Margård og i 1807 en tedåse til Ravnholt. Når disse ting tages frem her på ny, er det, fordi de i deres væsen har noget til fælles med museets nyerhvervede kaffekande.[2] Terrinen er fremstillet som en kopi af en halvtredsårig pendant, og tedåsen må have haft et dobbelt så gammelt forbillede. Den pæreformede kaffekande med den skråt påsatte, drejede træhank og tre ben er også en gammel kending.
I 1761-62 udførte den københavnske guldsmed Thomas Andreas Westrup et „teservice“ af guld til overhofmarskal, greve Adam Gottlob Moltke, der ejede det ene af de nyopførte Amalienborgpalæer. Servicet bestod af to tekander, to sukkerdåser, to tedåser, en spølkum, en mælke- og en kaffekande.[3] Kanden har en fransk rokokoform som forbillede, men den er smykket med nogle af de stiltræk, der karakteriserer den efterfølgende stilart, der blev kaldt Louis Seize efter samtidens franske konge. En franskmand, Nicolas-Henri Jardin, var i øvrigt den arkitekt, der først præsenterede den nye stil her i landet, og det skete netop med udsmykningen af spisesalen i Moltkes Palæ fire-fem år tidligere.[4]
Der er så store lighedspunkter mellem Westrups og Theilgaards kaffekander, at man må tale om samme model. Den yngste kande er dog betydelig højere, nemlig 29 cm i modsætning til den ældste, der blot er 22 cm høj. Theilgaards kande mangler nogle matpunslede Louis Seize ornamenter, men den har ellers de samme graverede blade på benene, rocailler på tuden og rifler med krydsbånd, de såkaldte fasces omkring lågkanten og på skaftets bøsning. Den franske kaffekandemodel blev ret hurtigt udbredt blandt de københavnske guldsmede, i 1768 blev der således fremstillet én både i Johan Georg Høderich og Sivert Thorsteinssons værksted.[5]
Det er ikke sikkert, at den gammeldags form alene skyldes grev Rantzaus konservatisme, måske kan endnu et forhold have spillet ind. Den gamle herre bestilte ikke kanden til eget brug. Den var bestemt som bryllupsgave til en ung pige fra godset, Anne Elisabeth Thoede, der var en datter af smeden ved Brahesborg og en stuepige.[6] Anne Elisabeth blev den 28. februar 1812 gift med en rideknægt; lensgreven og hans forvalter var forlovere. Ved barnedåben et par måneder senere er greven ikke til stede, men brudgommen er i mellemtiden blevet selvejer på en pæn stor gård i nærheden.
Det er sjældent, at en så gammel museumsting kan placeres så præcist med hensyn til tid, sted og social sammenhæng. Her er virkelig mulighed for at nævne både bestiller, fremstiller, forbillede, giver, modtager og bruger. Her får fantasien snævre rammer, når det gælder om at forestille sig forholdet mellem menneskene og deres ejendele. – Tilvejebringelsen af svar på så mange spørgsmål som muligt blandt de nævnte, er et af idealerne for moderne indsamling på museer, især når de er forbundet med en udvælgelse af emner, det vil med et lidt forslidt ord sige miljøer, der kan formidles på både gammeldags og tidssvarende måde og således tilfredsstille både antikvitetselskeren og den besøgende, der ønsker ny viden om „sammenhænge“.
Til de gammeldags emner med et finkulturelt anstrøg hører udforskningen af guldsmedenes produktion. Museet i Møntergården har en meget repræsentativ samling af odenseansk sølvtøj; men det er ikke udelukkende hensyn til indsamlingstradition, der får os til at supplere den med indkøb især af ting fra nyere tid. Sølvting er på grund af firmastemplingen og de ofte forekommende indskrifter om giver eller modtager et af de bedst definerede metalhåndværkerprodukter, selv om tingene bliver købt uden yderligere oplysninger. – Dette er tilfældet med de andre nyerhvervelser, to tekander og en kaffekande, der alle er købt udenfor Fyn.
Den ene tekande, der iøvrigt var museets første af sølv, er fremstillet i Anders Hansen Daugstrups værksted i Odense i 1837.[7] Denne guldsmed, der lærte sit håndværk hos Poul Jensen Theilgaard 1805-11 nedsatte sig som mester i Nyborg to år senere, men flyttede i 1821 tilbage til Odense.
Tekandens let sammentrykte form med riflet låg samt en graveret kant er typisk for arbejder fra byen i 1830-erne og må nok også betegnes som en tidssvarende form. At guldsmeden ville gøre lidt ekstra ud af tuden, kan man næppe fortænke ham eller hans kunde i, men det er dog sjældent at se en naturalistisk dyredetalje passet så dårligt til.[8] Man fornemmer, at guldsmeden ville give sin kande et klassicistisk vitamintilskud, men at plastisk arbejde ikke var værkstedets stærke side.
Den anden tekande er fremstillet i Niels Christopher Clausens værksted i Odense, men den er desværre ikke dateret.[9] På grund af en artikel om kanden i et af triviallitteraturens blade fik museet nys om en „tvilling“ i privateje i Odense.[10] Tekanderne er lave, glatte og forsynet med et bukkehoved på den tynde hank og en blomst på låget. På begge sider af kroppen ses graveringer, der ved første øjekast ser ud til at gengive scener fra Grækenland eller Rom, men ved nøjere eftersyn viser sig at være motiver fra den nordiske mytologi udført i klassisk stil. Originalmotiverne er fra billedhuggeren H.E. Freunds farvelagte frise „Ragnarok“, der gik til grunde ved Christiansborg Slots brand i 1884.
Interessen for den nordiske gudeverden spredtes i begyndelsen af århundredet især inspireret af N.F.S. Grundtvigs bog Nordisk Mytologi fra 1808. Freund udførte sine første arbejder med oldnordiske motiver i 1821, mens han endnu var i Italien, hvor han blandt andet havde været Thorvaldsens medarbejder. Få år efter lagde han planerne til den store frise, der skulle skildre den sidste kamp mellem guder og jætter. I 1825-26 var de første skitser færdige, men Freund mistede hurtigt efter hjemkomsten til Danmark sin interesse for dette arbejde. Reliefferne blev dog fuldført året efter hans død af H.W. Bissen og hans medarbejdere.[11]
Inden Freunds 56 meter lange frise forsvandt i ruinerne af C.F. Hansens slot, var den blevet tegnet af et par gange og endog gengivet med forklaringer i en litograferet mappe, der blev udgivet af Kunstforeningen i 1857.[12] Dette værk, hvis tavler er fremstillet efter tegninger af maleren og billedhuggeren Henrik Olrik, har uden tvivl været guldsmedens modelbog. Man har dog også kendskab til, at tegneren har lavet arbejdstegninger til københavnske guldsmede, men det har ikke været muligt at fastslå, om kunstneren og guldsmed Clausen nogensinde har været i personlig kontakt med hinanden, til eksempel arbejdet i samme virksomhed.[13] Dette forhold ville dog også have mindre betydning, eftersom tegningerne først blev offentliggjort efter at guldsmeden havde etableret sig i Odense. Det ville dog være interessant at vide, om nogen københavnsk guldsmed har lavet lignende arbejder, der kan have inspireret Clausen eller en af hans kunder.
Guldsmed Clausen stammede iøvrigt fra Kongsted på Sjælland, han blev uddannet hos Guldsmed A.J. Gumperth i København 1830-34, men det vides ikke, hvor han har arbejdet i den halve snes år, han var svend.[14] Først i 1843 tog han borgerskab i Odense.
Det første tilsyneladende fredelige billede af en hest med en gående vinget kvinde forestiller valkyrien „Hløk“. Professor Høyen, der har skrevet tekst til mappen, beskriver billedet således: „Men foran færdes alt en talrig Flok af Valkyrier. De tumle deres Gangere, som bære dem igjennem Luft og over Sø; nogle ride paa dem, andre sidde paa dem eller svæve ved Siden af dem, eller gribe dem i Manken for at svinge sig op paa dem, idet de begynde deres Løb. Det gaaer som til Fest; Blod og Støv har endnu ikke sat Kampens Mærker paa Vaaben eller Klædemon, Saar og Mødighed ikke afkræftet de smidige Lemmer. Den korte opkiltrede Klædning minder om Amazonerne, men Valhals Møer ere finere byggede, mere jomfruelige end Sydlandets jordiske Skjoldmøer.“
Hovedmotivet på de to tekander er imidlertid de tre „norner“ Urd, Verdande og Skuld, der ligesom valkyrierne var en slags skæbnegudinder for krigere. Høyen beretter om frisen: „Allerførst fører Freund os til Nornerne, som bo ved Urds Kilde. Hele det Oprør i Naturen og Menneskelivet, som gik forud for Ragnarok, laa det udenfor hans Plan at antyde, men han maatte vise os den Magt, hvis uundgaaelige Lov havde bestemt Gudernes sidste Kamp. Medens Urd sidder som Saga ved Søcqvabeck, og optegner det Forbigangne paa sin Tavle, og Skuld lader sit Blik ufravendt hvile i det Tilkommende, staar Verdande med udslagne Vinger (det vordende og henfarende Nu), støtter sin Fod paa Kildens Urne og løfter i sin højre Haand Vægten, hvori Asernes Skaal synker.“
Freunds sidste billede har den største interesse for Odense, det forestiller nemlig den gud, hvis helligdom har givet navn til byen. „Odin kommer; uforfærdet svinger han det seglformede Værge, Brimer, det ypperste blandt Sværd over sit Hoved, mens hans Ganger, den ottefodede Sleipner, stejler fnysende op mod Valfaders Fjende.“ Snart vil Fenrisulven imidlertid sluge solen, fimbulvinteren bryde frem og Odins sidste kamp mod ulven, Ragnaroks højdepunkt, vil ende med det ondes sejr over den modige „sejrfader“ og „ulvefjende“.[15]
Den fjerde kande er også fremstillet af guldsmed Clausen, den er til kaffedrikning.[16] Vi genfinder den lille lågblomst og lægger iøvrigt mærke til de fire støbte ben. Denne kande er ligesom tekanderne udateret, men den har en form, der genfindes i en peberbøsse fremstillet i Clausens værksted i 1858.[17] Sandsynligvis er kaffekanden og peberbøssen noget ældre end tekanderne, der først synes at være lavet i 1870-80’erne.
Clausens kaffekande er som nævnt erhvervet uden oplysning om bruger. Det gælder imidlertid ikke for den allersidste kande, der ligner den noget i grundformen. Den findes endnu i privateje, men den er testamenteret til Odense Bys Museer.[18] På kandens vredne krop findes følgende indskrift graveret: „Erkjendtlighedsbeviis til Hrr. Dyrlæge C. Andersen paa hans 25 aarige Jubilæum af 14. Janr. 1867.“[19] Kanden er fremstillet af Laurids Grønlund, en degnesøn fra Tommerup, der blev uddannet og etablerede sig som mester i Odense i 1851. Han var i slutningen af forrige århundrede en af de største leverandører af sølvvarer til det Odenseanske borgerskab.
Alle fotografier er optaget i Wermund Bendtsens atelier i Odense.
