Læt Laaget af, skienk i det store Danske Maal
Vi selver drikke vil Vor Jægerspriises Skaal.
Skienk og for alle dem, der dette Ønske gør:
At Gud det Lykkelig igiennem søen før.
Dette vers er indgraveret på en stor glaspokal på Rosenborg sammen med bl.a. kronprins Frederik (V)’s monogram og et billede af vestindiefareren „Jægerspris“, som kronprinsen var parthaver i, og som 1746 sejlede ud på sin første tur over Atlanten. Verset giver i en nøddeskal forklaringen på pokalens tilblivelse og funktion: I anledning af skibets afrejse udbringer kronprinsen ved en fest en skål for dets lykkelige fart; pokalen er udført specielt for at sættes på bordet til denne skåldrikning, og efter at kronprinsen har drukket, skænkes der for festens øvrige deltagere – pokalen går rundt efter god gammel skik ved sådanne lejligheder. Der kendes fra det 18. århundrede et antal pokaler, der efter deres indskrifter må være udført til skåldrikning ved en fødselsdag, et bryllup, en stabelafløbning osv. Efter selve begivenheden har de været bevaret som et minde om denne.
Odense Bys Museer ejer en sleben og graveret glaspokal, der kunne synes at høre til denne gruppe – uden at man dog hidtil har kunnet forklare, hvilken anledning dens graverede tekst sigter til. Efter formen at dømme er pokalen udført i Schlesien. Her er glassets bund og stilk blevet slebet med facetter og buer, og kanterne er blevet forgyldt. Fra Schlesien er den blevet importeret til København, hvor graveringen er udført; en række detailler viser tydeligt, som det forlængst er fastslået af den norske glashistoriker Ada Buch Polak, at den er graveret af Heinrich Gottlieb Köhler, den betydeligste glasgravør, der har arbejdet i Danmark.[1] Han var tysk af oprindelse, men opholdt sig i København 1746-56, hvorefter han flyttede til Norge. Pokalen er 22 cm høj, men har oprindelig virket anseligere, fordi den utvivlsomt har haft et hvælvet låg med sleben lågknop. Pokalen selv har i øvrigt en gang fået et brud på stilken; det er samlet med et sølvbeslag om stilken.
På pokalens ene side er graveret et våben med en løve og derover som hjelmprydelse fire i kvadrat lagte påfuglefjer. Under våbenet står ordet „Fiellebroe“. På begge sider af våbenet findes indskrifter indrammet af rocailler og blomsterguirlander: „Tandem bona Causa Triumphat. F. L. C. P. 1756“ og „Omne trinum perfectum“. Våbenet er familien von Pentz’s våben, og af indskrifterne fremgår det, at pokalen må være graveret 1756 til Frederik Ludvig Christian von Pentz (1716— 1770, gift med Anna Margrethe von Holsten), der fra 1738 (39?) ejede hovedgården Fjellebro i Herringe sogn.[2] Men hvad er meningen med de latinske ord, hvoraf de første let oversættes „Omsider triumferer den gode sag“, og de sidste må betyde noget som „Alle tre (af en sammenhængende trehed) fuldført“, eller måske – frit oversat – „alle gode gange er tre“?[3]
Om Pentz vides ikke meget udover, at han endte sine dage som konferensråd, og at han som „ivrig Frimurer“ skal have oprettet en frimurerloge på Fjellebro. De dunkle latinske ord kunne selvfølgelig tænkes at have forbindelse med frimureri, men det er i al fald ikke muligt at finde nogen forklaring ad denne vej – rent bortset fra, at der i det hele hersker nogen tvivl om Pentz’s tilknytning til frimurerordenen.[4]
Men „bona causa“ kunne jo tænkes at have juridisk betydning. Og virkelig: I Højesterets voteringsprotokol for 1756 finder vi Pentz som part i to retssager. Her er måske det rigtige spor.
Modparten i begge sager var general Henrik Bielke Kaas til Boltinggård i Ringe sogn, Fjellebros nærmeste nabo-herregård mod nord. Han var 30 år ældre end Pentz, men var i andet ægteskab 1750 blevet gift med dennes halvsøster Regitze Sophie Güldencrone. Han var ivrig militær, havde udmærket sig som rytterofficer allerede i den store nordiske krig, men var også foretagsom som godsejer. Til hans gods hørte en stor vandmølle ved Sallinge å, Boltinge mølle. For at beskytte den mod konkurrence førte han i 1740’erne sag mod ejeren af Lammehave mølle i samme sogn.[5] 1753 indledte han en langvarig tvist med sin svoger på Fjellebro i en lignende anledning. Blidt er det ikke gået til – Pentz måtte under sagen forlange nogle af generalens (ikke citerede) udtryk mortificerede.
Under Fjellebro hørte også en vandmølle, Sallingelunde mølle. Etatsråd Pentz havde påbudt sine bønder at søge denne, godsets egen mølle, og ikke Boltinge mølle, skønt den for mange af bønderne lå nærmere. For at have en mølle, der lå bekvemmere for en del af godset, købte han tillige Lydinge vandmølle ved Hågerup å. Den var dog kun „græsmølle“, kunne altså ikke male om sommeren, da der ikke var vand nok (der kunne gro græs i den tørre mølledam, deraf navnet; først senere byggedes ved siden af vandmøllen den endnu eksisterende vindmølle, så mølleriet kunne holdes i gang hele året). Endelig satte han prikken over i-et ved at bygge sig en egen mølle ved Fjellebro. Fra søen og gravene ved Fjellebro snoede sig et (senere reguleret) vandløb i sydlig retning gennem moser og kær til Hågerup å. Ved dette vandløb lå der i begyndelsen af 1600-årene en landsby ved navn Bjerte bestående af to gårde, et hus og en vandmølle.[6] Byen nævnes endnu i et brev 1633, men dens jord må i de nærmest følgende år være inddraget under hovedgården; den er forsvundet i matriklen 1664.[7] I Christian V’s store matrikel nævnes dog i markbogen for Herringe sogn under Fjellebros enemærker en mark kaldet Bjerte skifte og tillige en anden med navnet Møllebæks skifte. Ved denne gamle møllebæk lod Pentz nu opføre sin nye mølle. Kun om vinteren var der vand nok i bækken, så der var også her tale om en græsmølle. Under den påfølgende retssag hævdede han, at den kun skulle tjene til afløsning af en håndkværn, man hidtil havde haft på gården, og kun til maling af korn til hans egen husholdning. Fra anden side betvivledes det dog, at den i så fald kunne svare til omkostningerne.
Den 20. oktober 1753 rejste general Kaas ved Sallinge herredsting sag mod svogeren med krav om at få den nye mølle dømt til nedrivning og forbudet mod, at Fjellebros bønder søgte Boltinge mølle, ophævet. Samme dag svarede Pentz med et sagsanlæg om tienden af Findinge kohave, som hørte under Boltinggård gods, og som med mellemrum til-såedes af fire af Kaas’s fæstere i Findinge. Efter generalens ordre havde disse bønder nægtet at svare den sædvanlige tiende af den boghvede, de i 1753 havde avlet i kohaven, til sognepræsten i Espe hr. Frederik Brechling og til etatsråd Pentz, der var forpagter af kongetienden. Vinteren igennem førtes for herredstinget en række vidner for at klarlægge sagforholdet. Det oplystes bl.a., at den nye mølle havde almindeligt møllehjul, altså ikke var en skvatmølle, og at der endnu sås rudera af Bjerte vandmølle i marken.[8] I maj 1754 henskødes begge sager til særligt forordnede kommissarier, og et år senere faldt kommissionsdommene, der fuldt ud gav Kaas ret: den nye mølle ved Fjellebro skulle nedrives inden 6 uger, bønderne have ret til at søge hvilken mølle de ville – og Findinge kohave betragtes som hørende under Boltinggårds hovedgårdstakst og følgelig være fri for tiende.
Har generalen triumferet, var det imidlertid for tidligt. Pentz indankede begge domme for Højesteret – og det følgende forår førtes sagerne nu for rigets højeste domstol. I møllesagen var alle de voterende dommere med én undtagelse enige om, at en godsejer havde ret til at anlægge mølle, når andre ejeres jord ikke derved skadedes af vand og møllen ikke gik eksisterende møller i næringen. Danske Lovs forbud mod nye møller gjaldt kun bøndernes skvatmøller. Her var der oven i købet tale om et gammelt møllested. En godsejer kunne ganske vist ikke forbyde sine bønder at søge hvilken mølle, de ville, men Kaas var inkompetent til at skaffe Fjellebros bønder en frihed, de ikke selv havde bedt om. I tiendesagen ansås det for fastslået, at der altid havde været svaret tiende af Findinge kohave, at det ikke var bevist, at den var hovedgårdsjord, og at Boltinggårds bønder i Findinge derfor skulle svare tiende deraf som tidligere. I overensstemmelse hermed afsagdes Højesterets domme d. 30. marts og d. 1. april 1756.[9]
Er det mærkeligt, om Pentz har følt trang til at fastslå, at den gode sag dog triumferer til slut – tandem bona causa triumphat – efter at være ført for tre instanser (herredsting, kommissionsdomstol, Højesteret): Omne trinum perfectum. Kan man tvivle om, at pokalen, der nu står i Møntergården, er udført for at fejre den endelige sejr over svogeren?
Tre måneder efter højesteretssagernes afslutning, d. 10. juli 1756, kunne Pentz fejre sin 40 års fødselsdag. Vi kan forestille os, at der har været fest på Fjellebro den dag, og at den nye pokal, der da kan have været færdig fra kgl. hofglassliber Kohiers værksted, er blevet bragt ind, og en skål udbragt for den gode sags triumf – og for den nye mølle.[10] Den nærmeste familie fra nabogården har næppe været til stede.
Fjellebros vandmølle ses ikke på matrikelskortet, der er tegnet på grundlag af en opmåling fra 1798, ej heller på et par kort over Fjellebros hovedgårdsjord fra årene lige efter 1800 i godsarkivet. Men marken med vandløbet sydvest for gården kaldes på kortene „Mølle-Lykken“.[11] Møllen selv har ikke haft tilstrækkelig eksistensberettigelse. Den har sikkert ikke oplevet sin 40 års dag.
