I Mit Livs Eventyr, der udkom første gang i 1855, men ikke i Levnedsbogen, der er skrevet i 1832 og først fundet og udgivet i 1926, omtaler H.C. Andersen sin barndoms måske største oplevelse således: »I Høsten engang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes Fødeby Bogense, Fruen paa Gaarden der, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg; dette havde jeg i Aaringer glædet mig til og nu skulde det opfyldes, min Moder og jeg brugte to hele Dage til at naae derhen, thi vi maatte gjøre Reisen tilfods, det var en deilig Gaard og deilig Mad fik vi, men foruden dette gjorde ogsaa Landet selv et saa mægtigt Indtryk paa mig, at mit høieste Ønske var altid at blive her. …«
Denne fodrejse til Bogense med ophold på en herregård i nærheden er bybarnet H.C. Andersens første rejse udenfor Odense. Der kan kun gisnes om, hvorfor den ikke omtales i Levnedsbogen i 1832, men først er medtaget i Mit Livs Eventyr i 1855. Den findes nemlig i Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, der udkom i Leipzig i 1847 og på engelsk i London endnu i det samme år. Først henved hundrede år senere i 1942 udkom denne erindringsbog på dansk som Mit eget Eventyr uden Digtning udgivet med noter ved H. Topsøe-Jensen.
Herregården har voldt flere forskere stort besvær. Rejsen må have fundet sted i efteråret 1816 eller 1817, og H.C. Andersens mormor havde boet i Bogense siden 1804 og altså i hele hans liv, hvilket forklarer at han har troet, at hans moder var født der, hvad hun dog ikke er. Hun er antagelig født ca. 1775, men ikke fundet i nordvestfynske kirkebøger; hendes dengang ugifte moder stammede fra Ubberud-egnen, hvortil H.C. Andersen engang under et ophold i Odense skal være kørt ud for at besøge nogle slægtninge.[1]
Herregårdsbesøget var dog hovedoplevelsen for H.C. Andersen, men hvad var det for en herregård, hvis frues moder hans moder havde tjent hos?
Ja, her går Hans Brix helt galt i byen i sin fortræffelige disputats fra 1907 »H.C. Andersen og hans Eventyr«. I afsnit IV Moderen henfører han et senere forsvundet dagbogsfragment fra dagene 4.-5.august til Svendborg 1830, og det kommer der meget ud af, selvom en smule kunsthistorisk indsigt ville have indiceret, at årstallet rettelig skulle have været 1836, hvor H.C. Andersen sært nok var i Svendborg på de selvsamme dage, men Brix har også misforstået fragmentets oplysninger og tillægger H.C. Andersen iagttagelser, som han slet ikke selv har gjort, men som han har fået fortalt af sin cicerone sognepræst C.V.Heber ved Frue Kirke, der da netop havde været præst i Svendborg i 18 år.[2]
Disse 18 år trækker Brix fra 1830 og når derved frem til, at H.C. Andersen allerede som 7-årig har været i Svendborg sammen med sin moder, der dog heller ikke er født der, og at de derfra fortsatte til den nærliggende herregård Broholm, hvis frue var en degnedatter fra Marslev hos hvis forældre H.C. Andersens moder ifølge Brix’ formodning engang skulle have tjent. Det har hun imidlertid aldrig, og det henved et halvt år lange ophold på Broholm 1812/13 så lidt som Svendborg-besøget i samme forbindelse har aldrig fundet sted.
Det er sælsomt, at Hans Brix i sin disputats, der er det første egentlig videnskabelige bidrag til Andersen-forskningen, gik så galt i byen som med kapitel IV Moderen, men han har utvivlsomt selv ret snart opdaget det, og det kan forklare, at han aldrig ønskede sin meget efterspurgte disputats genudgivet; det blev den først i 1970, 9 år efter hans død. Levnedsbogen, som Brix selv fandt og udgav i 1926, må til fulde have overbevist ham om, at hans fantasi var løbet løbsk i disputatsen, og ingen seriøse forskere er hoppet på Svendborg-Broholm teorien. Den fremragende forsker H. G. Olrik kører langt udenom og skriver, at det vil være en fornøjelig opgave for en deri interesseret at klarlægge dette forhold.[3]
Den opgave og et par andre i forbindelse med H.C. Andersens barndom kastede denne artikels forfatter sig over i harme over Andersen-mytomanen, rektor Jens Jørgensens sensationelle og vidtudskregne »arbejdsteori«, hvor faghistorikeren postulerer, at H.C. Andersen er født på Broholm Slot 1805 eller før som søn af den senere konge Christian VIII og enebarnet, den mindreårige komtesse Elise Ahlefeldt Laurvigen fra Tranekær. Rektorens iøvrigt velskrevne makværk kan, som det også er sket, kortest karakteriseres som »Fup minus fakta«. Desuagtet vides rektoren at arbejde på en ny Andersen-bog, hvori hans mageløse opdagelse vil blive dokumenteret, bl.a. ved »fortrolige oplysninger fra mennesker, der ikke vil have deres navne ud i en offentlig sammenhæng« altså ligesom Gutfeld-brevenes furnerere i hans første bog![4]
Grundlæggende må man selvfølgelig gå ud fra, at det en memoireforfatter skriver om sig selv og sin familie er sandt, og derfor må man i dette tilfælde, hvor Bogense dog kan forklares, søge efter en herregård i nærheden, hvor fruens forældre har haft H.C. Andersens moder i deres tjeneste.
Nu er det så heldigt, at vi ved, hvor H.C. Andersens moder tjente, før hun blev gift[5], nemlig i 14 år hos brændevinsbrænder Ibsen[6], i 5 år hos købmand Birkerod og i 3 år hos kaptajn Selchier. Et af disse steder skal der altså være en datter, der omkring 1816/17 kan være frue på en herregård. En indgående undersøgelse viste, at der kun kunne være en eneste, der kunne være tale om, nemlig Margrethe Elisabeth Ibsen, f. 1782 i Rørup Sogn, men hendes vielse findes ikke i Odenses registrerede kirkebøger; det gør derimod hendes død i 1859; hun var da enke efter brændevinsbrænder og spisevært Andreas Wilhelm Stylsvig (1785-1857). Han var dansk jurist[7] og kunne derfor slås efter, men det hjalp ikke; perioden 1807-19 er uoplyst i hans biografi, men da hans fader havde været godsforvalter på Frederiksgave ved Assens var det sandsynligt, at han var gået i sin faders fodspor, men hvor ?
Hjælpen kom tilfældigt, idet en Jeppe Ibsen (se nedenfor) 1813/14 fik to døtre døbt i Sct. Knuds Kirke, og her optrådte Stylsvigs som faddere hjemmehørende på Hugget, en hovedgård under grevskabet Gyldensteen i Ore Sogn nær ved Bogense.[8] Her var Stylsvig først fuldmægtig ved godset og fra 1810-18 forpagter af Hugget, en gård på 20 3/4 td.htk., der i 1926 blev udstykket til 16 husmandsbrug.
Her har vi så den hidtil ukendte gård, og besøget her viser, at der efter de 14 tjenesteår har bestået stærke bånd mellem H.C. Andersens moder og familien Ibsen, siden de har kunnet holde i mere end en hel snes år.
Brændevinsbrænder Rasmus Ibsen (1756-1811) var af solid bondeæt i Bremmerud, Rørup Sogn, hvor han selv blev ejer af gården Altona, mens hans eneste helbroder Niels Ibsen (1753-1833) blev kromand i Gribsvad Kro. Rasmus Ibsen giftede sig i 1777 med Else Marie Assersdatter Lund (1757-1825), der var datter af kgl. skovfoged på Rytterdistriktet, møller i Rugårds Mølle og senere selvejer Asser Jørgensen Lund til Ormehøjgård og dennes tredje hustru Margrethe Elisabeth Thomasdatter Landt (af præste- og degnefamilie). Kun i 6 år forblev Rasmus Ibsen ved landbruget, idet han i 1783 slog sig ned som kromand og brændevinsbrænder i Odense, hvor han efterhånden blev en velstillet og velagtet mand som eligeret borger fra 1803. Ibsens havde 5 børn, 2 sønner og 3 døtre: Asser, f. 1777, Jeppe, f. 1780, Margrethe Elisabeth, f. 1782, disse tre er fødte i Rørup Sogn, og 2 døtre af samme navn Karen Marie (1784-86) og Karen Marie (1786-1802). Sønnerne gik i den lærde skole og blev studenter henholdsvis 1797 og 1799.
Den ældste Asser Ibsen var sikkert udset til at skulle føre den fædrene virksomhed videre; endnu i 1801 opholder han sig hjemme, men landlivet må have tiltrukket ham, for snart efter kom han til grevskabet Gyldensteen og blev her forpagter på Hugget, hvor senere hans søster og svoger som ovenfor omtalt kom til. I 1806 købte han hovedgården Lykkesborg i Hårslev Sogn[9] og blev proprietær; denne gård havde tidligere været en del af grevskabet Gyldensteen, den var på 25 tdr. htk. men blev delvis udstykket i 1914. Ibsen gjorde partiet som herremand, men gik nedenom og hjem i 1822. Han er sikkert den rige brændevinsbrænder,[10] som H.C. Andersens moder havde kunnet få, hvis ikke hans moder havde forklaret hende, at standsforskellen gjorde det umuligt. Det er måske tilfældigt, men i al fald et faktum, at Asser Ibsen først giftede sig et halvt års tid efter at H.C. Andersens forældre var blevet gift og da med en forpagter-datter fra Langeland. Hvis det var til Lykkesborg, at H.C. Andersens fader omkring 1810 begav sig med en prøve på sit håndværk og for at søge plads som landsbyskomager, forstår man ligesom bedre, at »den naadige Frue« ikke engang prøvede de medbragte silke-dansesko, men blot meddelte ham, at han ikke kunne antages. Han var jo gift med hendes mands ungdomskærlighed.
Hvad Asser Ibsen tog sig til efter at være falleret, vides desværre ikke, men han må have levet en tid i Odense, hvor moderen jo levede til 1825, og hans fire sønner er alle konfirmeret i Sct. Knuds Kirke 1825-33, men de synes ikke at have boet hjemme. Den ene blev skovfoged under Knuthenborg i Østofte Sogn, hvor moderen levede som enke i 1840 og selv døde i 1846, den anden blev mølleforpagter på Hedemølle i Fruering Sogn ved Skanderborg, den tredje blev bagermester i Odense og den fjerde blev malermester i Arhus. De blev således ret spredt, og Asser Ibsen må antages at være død i sidste halvdel af 30’erne.
Rasmus Ibsens anden søn Jeppe, hvis to ældste døtres dåb, som ovenfor anført, fik den sidste brik i puslespillet til at falde på plads, blev dansk jurist og arbejdede en tid i Danske Kancelli, men indtrådte senere som kornet i rytteriet, hvor han blev løjtnant. I 1819 fik han titel af krigsråd og blev i samme år postmester og opsynsmand ved Befordringsvæsenet i Kerteminde, hvor han døde i 1854.
Søsteren Margrethe Elisabeths giftermål med A.W. Stylsvig, som ikke kan konstateres i Odenses kirkebøger, fandt sted på Lykkesborg, Hårslev Sogn, hos broderen Asser d. 9/12 1809.
Der går visse tråde fra Rasmus Ibsens hustru til Odense, idet en søster af hende var gift med ejeren af Munke Mølle Anders Jørgensen Møller, og en anden med vognmand Niels Knudsen af det store vognmandslav. Herved knyttes forbindelserne til tobaksfabrikant Laurits Ørnstrup, hvis anden hustru var fra Munke Mølle, og formentlig også til sognefogeden i Hunderup Knud Nielsen. Hos den førstnævnte var H.C. Andersen en kort tid læredreng og hos den anden hentede han mælk. Hans moder havde fra sine tjenestesteder men også fra de steder, hvor hun senere var konehjælp, ret gode forbindelser.
Det ligger nær at antage, at der fra Hugget og Lykkesborg af og til er sendt naturalier ind til mad. Ibsen og at der også kan have været en videre adresse til det lille skomagerhjem, hvor der var gås på bordet og en gnavpose til jul. Noget tyder på, at den nedtur som Stylsvigs på Hugget og Asser Ibsen på Lykkesborg kom ud for, har virket fremmende på H.C. Andersens moders deroute og trang til flasken.
Uden forbindelse med det foranstående slog den tanke ned i mig, at hvis H.C. Andersen ikke havde været født netop i Odense, var der måske aldrig blevet nogen H.C. Andersen. Odense havde sit slot og som den eneste by udenfor hovedstaden sit teater, der kunne sætte fantasi og drømme i sving, som måske ikke havde fået næring, hvis han havde været født i en anden by eller på landet. Genier skal sættes igang og opdages, hvis de ikke bare skal slumre eller brænde ud. Derfor hænger netop Odense og H.C. Andersen så nøje sammen.
