Formidling i byrummet

En introduktion

Som bymuseum ønsker Odense Bys Museer naturligvis at formidle Odenses historie, hvilket vi gør på mange måder. I bøger og artikler, gennem udstillinger og på nettet stilles museets viden til rådighed for alle, der har interesse for vores samlinger. Her kan museets gæster dykke ned i historien og fordybe sig i de historiske områder, der har interesse for lige netop dem. Med et kulturhistorisk museum midt i Odense er det også naturligt, at museet bringer formidlingen ud af huset og formidler i byrummet – der hvor historien fandt sted. Formidlingen i byrummet er bredspektret, og i det følgende gives en kort introduktion til nogle af hovedgrebene:

Guidede byvandringer

I Odense er der gode erfaringer med at tilbyde byvandringer. Byvandringerne har haft mange forskellige temaer, der afspejler byens sammensatte historie, og har altid været et meget populært formidlingstilbud med stor publikumstilslutning. Her har borgerne mulighed for at møde de museumsinspektører, der arbejder med byens historie, og mulighed for at spørge ind til begivenheder og problemstillinger, som de gerne vil have ekstra belyst. Ude i byen er det muligt at synliggøre og på en meget håndgribelig måde forklare, hvordan den historiske udvikling har sat sine spor på den verden, vi lever i i dag.

Monumenter

Men det er ikke al formidling i byrummet, der er afhængig af, at der er en formidler til stede. Permanente markeringer af historiske bygninger og monumenter kan være med til at sætte fokus på byens historie. Et af de tydeligste eksempler på dette er flytningen af ruinen, der i dag står på I. Vilhelm Werners Plads. Her er byens middelalder ikke alene udgravet, men også bragt op til overfladen og placeret midt på byens travleste plads. I dag står der blot et lille skilt ved ruinen, og dens historie kunne formidles bedre. Men den minder hver dag i hundredvis af borgere og turister om, at Odense er en gammel middelalderby med en lang og spændende historie.

Informationstavler

Seneste tiltag i formidlingen i byrummet er 12 informationstavler opsat på en række historiske lokaliteter i midtbyen. Ud over en forholdsvis kortfattet tekst på dansk og engelsk er skiltene forsynet med et telefonnummer, så det er muligt at ringe op til en telefonsvarer og få en længere og mere udførlig beskrivelse af den pågældende lokalitet. Der er således tale om 12 afsluttede historier, der kan læses uafhængigt af hinanden og fungere som et slags punktnedslag i Odenses historie.

Historiske vandringer på egen hånd

Det vil endelig være nærliggende at etablere en eller flere historiske vandreture rundt i Odense. Noget lignende har man haft held med flere steder. Eksempelvis The Freedom Trail i Boston, der blev oprettet i 1958, hvor en gruppe borgere i Boston bestemte sig for at bevare 16 historiske lokaliteter, der fortalte historien om den amerikanske revolution. Det vil være oplagt for Odense Bys Museer at etablere en lignende kulturhistorisk rute i samarbejde med Odense Kommune. Man kan f.eks. lave ture med forskellige temaer. F.eks. temaet "det ældste Odense", der kan tage brugerne med rundt til de vigtigste middelalder- og renæssancebygninger i byen, en Carl Nielsen-rute eller en tur i H.C. Andersens fodspor. Mulighederne er uendelige og forholdsvis nemme at gå til. Det er blot et spørgsmål om at markere en rute rundt i byen. Det behøver ikke nødvendigvis at være røde sten som i Boston, men kan blot være nogle skilte suppleret med en trykt guide, der fortæller om alle de interessante lokaliteter, som man støder på.

©
- Formidling - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...