Seks dage før juleaften i 2017 modtog museet en e-mail, der startede med følgende ord:
”Hello, My Great Grandmother, Anna Anderson, was a resident at Pernille Lykkes and I am wondering if you might have some information regarding her stay there. Anna was born April 24, 1867. She had 3 children …”
E-mailen var underskrevet Cindy J. Mailer.[1]
I mange år havde museet haft et fotografi i arkivet af en ældre kvinde ved navn Anna Andersen, der sad omgivet af blomster i sin lejlighed. Det eneste, vi vidste om hende, var, at hun fra 1933 til 1942 havde boet i Pernille Lykkes Boder – de små huse med fire lejligheder, der ligger i Møntestræde som en del af Møntergården, og hvor der i 1617 blev oprettet en fattigstiftelse af adelsfrøken Pernille Lykke.[2] Udover det havde vi ingen oplysninger om denne kvinde, men det måtte uden tvivl være hende, Cindy J. Mailer eftersøgte.
Nysgerrigheden var derfor vakt. Hvorfra kom dette oldebarn, siden hun skrev på engelsk? Og kunne hun mon have nogle informationer om Anna Andersen, så museet kunne få mere viden om hendes liv, før hun flyttede ind i Pernille Lykkes Boder?
E-mailen blev hurtigt besvaret, og allerede inden jul kom der svar tilbage: Cindy J. Mailer boede i den vestcanadiske provins Alberta. Hun var barnebarn af Anna Andersens søn, Karl Laurits Andersen, der som så mange andre i 18- og 1900-tallet var emigreret til det nordamerikanske kontinent. Cindy skrev videre, at Anna Andersen og hendes yngste datter muligvis også havde opholdt sig i Canada en overgang, men var rejst tilbage til Danmark.
Se nu blev historien endnu mere interessant! En ældre enke, der havde boet i en fattigstiftelse i Møntestræde på sine gamle dage, havde været helt i Canada og tilbage igen. Sikke en historie at gå på juleferie med.
Gennem hele 2018 blev adskillige e-mails med kilder og dokumenter sendt over Atlanten, og efterhånden foldede Anna Andersens liv fra tiden, før hun flyttede ind i Møntestræde, sig ud. Dermed fik museet pludselig kød og blod på historien om en af beboerne i Pernille Lykkes Boder.
Anna blev født i Turup ved Assens i 1867 af en ugift tjenestepige. Som for så mange andre i den situation var livet ikke nemt, og mor og datter må have levet en lidt kummerlig tilværelse, for i folketællingen fra 1880 kan man læse, at de boede sammen med flere familier og enkeltindivider – 24 personer i alt – i et hus i Håstrup ved Fåborg og levede af fattigunderstøttelse. Det var også i Håstrup, at Anna blev konfirmeret med gode anmærkninger. På et tidspunkt må hun dog være flyttet til Odense, for – 24 år gammel – blev det noteret i kirkebogen for Sankt Knuds Sogn, at hun havde født en pige, der fik navnet Anna Kristina Maria Elna, og at hun boede i Jens Benzonsgade 1. Den formodede far var murersvend, men gift blev de ikke.
I stedet blev Anna allerede året efter gift med den ti år ældre arbejds- og husmand Frederik Andersen fra Marslev, med hvem hun i 1893 fik sit næste barn, Karl Laurits. Han kom til verden blot et par måneder efter, at Frederik og Anna havde købt et lille husmandssted på matrikel 31a i Radby ved Fraugde.
De næste 27 år boede den lille familie her, men det er sparsomt, hvad vi ved om deres liv. I 1906 blev efternøleren Iris Elvira Erna født, og i 1911 kom Annas ældste datter Elna ‘godt i vej’, da hun blev gift med en husmand i Fraugde.
Sønnen Karl, som var årsagen til Annas senere canadiske eventyr, gik det ganske anderledes. Efter at have aftjent værnepligt fik Karl i sommeren 1914 hyre på den nybyggede transatlantiske damper “Frederik VIII”, der sejlede fra København til New York. Der stod han af, 21 år gammel. Vi ved ikke præcis, hvad der fik ham til at drage udenlands, men sandsynligheden taler for, at det var drømmen om en bedre tilværelse eller eventyrlyst, som det var for så mange andre på den tid, især unge mænd.
Det blev dog ikke udelukkende eventyr og en dans på roser. Første verdenskrig brød ud i 1914, og i 1917 blev Karl sendt i krig i Europa. Inden da var han rejst fra USA til Canada, og det var som en af 600.000 canadiske soldater, han kom i kamp i både Frankrig og England.
Efter krigen vendte han tilbage til Canada for at prøve lykken som landbruger. Det var ordningen “Soldier Settlement Act”, der gjorde det muligt og tillokkende for ham at købe et lille stykke land. “Soldier Settlement Act” gav hjemvendte veteraner fra første verdenskrig mulighed for at optage et lån til at købe land, kvæg og udstyr for, og over 25.000 veteraner gjorde brug af denne ordning. Det stykke land, Karl købte, lå ved Lake De May ca. 12 km fra byen Camrose i Alberta, og man må formode, at Karl har følt fremtiden ligge lys og åben foran sig. Det samme kan man ikke sige gjaldt for Anna hjemme i Fraugde. I februar 1920 døde Frederik, 63 år gammel, og Anna stod nu i en rigtig vanskelig situation som eneforsørger af deres yngste barn, den 14-årige datter Iris. Hun må derfor have besluttet, at det rigtigste at gøre var at sælge den lille ejendom og bruge pengene på at udvandre til Canada for at bo hos Karl. I juli 1920 drog hun og Iris afsted på den lange rejse, som blandt andet bestod af en ni dage lang tur over Atlanten på den billigste billet med dampskibet “Megantic” fra Liverpool til Montreal. For både Anna og Iris, der var vokset op under små kår på Fyn, må denne rejse have være overvældende.
De var dog langtfra de eneste danskere, der drog ud på den lange rejse for at bosætte sig i Canada i de år. Ligesom USA igennem hele 1800-tallet havde lokket tusinder til med tilbud om næsten gratis jord og fri transport, blev mange nu lokket fra hele Europa til de nyere provinser i Canada, der var blevet åbnet for kolonisering. De blev hjulpet godt på vej af den canadiske stat og jernbane, der ønskede at få landet befolket og derfor lavede regulære reklamefremstød i blandt andet Danmark. Mellem 1903 og 1917 dukkede flere mindre danske kolonier op, særligt i de nye stater Manitoba, Saskatchewan og Alberta, og mellem 1919 og 1931 emigrerede 19.000 danskere til Canada.
Karls gård lå netop i et af disse nykoloniserede områder i Alberta, som havde en fremherskende andel af skandinaviske indbyggere. Det var også her i det lille samfund ved Lake De May, at Anna og Iris kom til at bo. Iris begyndte i den lokale skole, og kort tid efter blev Karl gift med Esther, der var af norsk afstamning. Men Anna faldt aldrig rigtig til i det nye land. Efter tre år må hjemlængslen være blevet så stærk, at hun besluttede at vende tilbage til Danmark, til trods for at livet som enke ikke var let i Danmark dengang. Hun og Iris tog den lange vej tilbage tværs over den canadiske prærie med tog, over Atlanten fra Montreal til Plymouth, videre til London, derfra til Esbjerg og til sidst til Odense.
Hvor Anna og Iris slog sig ned, da de var kommet tilbage, ved vi ikke, og heller ikke hvad de levede af. Men to år senere, i 1925, havde Anna fået arbejde som husbestyrerinde for en arbejdsmand ved Odense Kommune, som hun boede sammen med i et ‘havehus’ på Allégade 86. Iris var på det tidspunkt blevet 19 år og boede ikke længere sammen med sin mor. Historien vil vide, at hun var flyttet på et lille værelse for sig selv og ernærede sig som syerske. Og så gentog historien sig: Iris blev, som både sin mor og mormor, gravid uden at være gift og fødte sønnen Kaj. Da det var næsten umuligt for en enlig forsørger som Iris at have et lille barn at tage sig af i hverdagen, flyttede Kaj ind hos sin mormor Anna. Her boede han, indtil Iris to år senere blev gift med Kajs far og flyttede sammen med ham i en lille lejlighed efter igen at være blevet gravid med endnu en dreng. De efterfølgende år ser det ud til, at Anna flyttede en del rundt, måske fordi det ikke var nemt at få pengene til at slå til. Da hun i 1929 boede til leje i Krudthusgade 13 og i 1930 i Vindegade 104, var hun begyndt at modtage aldersrente. Aldersrenten var en understøttelse, som staten fra 1922 udbetalte til alle borgere over 65, der havde under en vis indtægt. Aldersrenten bestod af et meget beskedent beløb, og for mange var det behæftet med skam at modtage dette bidrag, fordi de sammenlignede det med at modtage fattighjælp.
Efter den megen flytten rundt må det have været en lettelse for Anna, da hun i 1933 var så heldig at få mulighed for at flytte ind i en af lejlighederne i Pernille Lykkes Boder i Møntestræde 4, for selvom der var tale om gamle, uisolerede huse, der på ingen måde var alderdomsvenligt indrettet og hverken havde toilet eller rindende vand, så havde man her sit helt eget. Derudover var det trods alt en smule lettere at få aldersrenten til at slå til her, hvor huslejen var meget beskeden, selvom vi ved, at også enkerne i boderne havde svært ved at få pengene til at række. Anna boede i boderne de sidste ni år af sit liv, indtil hun i en alder af 75 år døde den 19. maj 1942 og blev begravet på Fraugde Kirkegård. Dermed sluttede den usædvanlige historie om en kvinde, der boede i en lille, gammel fattigstiftelse i Odense, men havde været helt i Canada og tilbage igen!
Foruden ovenstående bygger artiklen på skriftlige oplysninger fra Eva Larsen, svigerdatter til Iris Andersen, Anna Andersens yngste datter.
