Det er kun 45 År siden, det gamle Odense Theater på Sortebrødretorv gik op i Røg, og dog er Tilskuerpladsens Udseende os i Dag ganske ubekendt. Der må jo nok endnu leve mange, der kan huske den, men noget Billede af den existerer desværre ikke. På Fotografier fra Forestillinger på Teatret i dettes sidste År ses ganske vist lidt af Prosceniets Pilastre, men det er jo langtfra nok til at give os et Indtryk af Rummet. Og dog er der stadig noget, der kan fortælle os om dets Udsmykning. I det nuværende Odense Teaters Skuespillerfoyer sidder som en Frise under Loftet et stort Stykke af Balkonbrystningen i det gamle Teater, opsat her, da man flyttede ind i 1914. Et andet Stykke af samme Udsmykning befinder sig i Odense Bys Museer.
Der er noget væsentligt ved en sådan Udsmykning af Tilskuerpladsen i et Teater; det er jo i så høj Grad med til at sætte Stemningen, mens vi venter på at Tæppet skal gå; der findes Teatre, hvis Tilskuerplads er grim og ufestlig indtil det deprimerende – det kan der være overordentlig vanskeligt at berede Sindet til det, der skal komme.
Den omtalte Udsmykning består i en smuk Blomsterguirlande, bundet af brogede, lidt voldsomme Blomster på en grålig Bund; den er desværre nu i en sådan Tilstand, at man kun vanskeligt kan danne sig et Begreb om, hvor festlig den kan have virket, da den sad på sin Plads i Teatret. Man må ønske, at Odense Teaters Ledelse engang vil lade Frisen restaurere – og notabene ikke af en Teatermaler, men derimod af en malerikyndig Konservator ved et af vore Museer.
Frisen får yderligere Interesse derved, at den siges at have siddet i det gamle Kongelige Teater (nedrevet 1874), før den kom på Plads i Odense Theater. Om dette er rigtigt eller ej, skal vi i det følgende prøve at undersøge. Men forinden må vi skaffe os et kort Overblik over Tilskuerpladsens Udsmykning i det gamle Odense Theater gennem Årene.
Dette gamle Teater, der opførtes i 1796, var Provinsens største og bedste Teaterbygning, og Byens Borgere hægede da også om den, indtil de glemte den for en ny, og roligt lod den blive Ildens Bytte i 1922. – Hvordan Tilskuerpladsen så ud ved Åbningen den 18. November 1796, står ikke helt klart, udover, at det af Malermester Dahlin malede Fortæppe forestillede en Portal, gennem hvilken man så ind i en Have i fransk Stil, og at Publikum fandt Indretningen „skiøn“.[1] Odense Theaters Historiograf, Overlærer Karl Schmidt (1844-1922) oplyser, at Wedel Jarlsberg i 1804 gjorde sig Umage for at „tilfredsstille enhver Skuespilelsker“, bl.a. „i Henseende til Theatrets og Amphitheatrets Forskjønnelse“[2]. – Den 28. Januar 1811 (Frederik VI’s Fødselsdag), mens den navnkundige Görbing Franck var Direktør, toges et nyt Fortæppe i Brug, forestillende et Prospekt af Odense, og udstyret med det fra Det kgl. Teater kendte Motto „Ei blot til Lyst“.[3]
I 1825 købtes Teatret af en Komité, der indbød Byens Borgere til at tegne Aktier, og det blev således i nogen Grad Offentlighedens Ejendom. Efter Overtagelsen var det naturligt, at Bygningen blev sat i Stand, og det gjaldt ikke mindst Tilskuerpladsen. Pladsfordelingen ændredes, men om en Ændring af Rummets Bemaling høres intet[4]; det er dog utænkeligt, at man ikke ved denne Lejlighed skulde have svunget Penselen, selv om meget tyder på, at man blot foretog sig det allernødvendigste for at gøre Opholdet i Teatret udholdeligt.
I 1839 var man nået til en sådan økonomisk Konsolidering af Teatret, at man kunde skride til en virkelig Istandsættelse, ovenikøbet under Medvirken af en kyndig og anset Mand, Teatermaler Troels Lund (1802-67). Lund var uddannet på Kunstakademiet, og rejste 1829-33 med kongelig Understøttelse i Italien og Frankrig for at studere Teatermaleriet, der på den Tid stod meget højt i disse Lande. 1835 blev han Medlem af Akademiet på en Teaterdekoration (som Bedømmelseskomitéen tog i Øjesyn på Scenen), nemlig til Bournonvilles Ballet „Valdemar“, og i 1842 blev han sammen med Maleren C. F. Christensen (1805-83) fast ansat ved Det kgl. Teater, hvor de afløste deres tidligere Foresatte, den højt ansete A. Wallich. Lunds Speciale var Arkitekturmaleriet, Christensens Landskabet. Denne sidste ansåes almindeligvis for at være den talentfuldeste af de to, men Lund var dog særdeles velrenommeret, og havde sammen med den norske Arkitekt Grosch stået for Indretningen af den i 1837 indviede nye Bygning for Christiania Theater, og i 1839 for Istandsættelsen af Flensborg Theater.[5]
Det var netop på Vej fra Flensborg, Troels Lund passerede Odense, hvor man opfordrede ham til at se på Teatret og give Tegninger og Overslag til en komplet Forandring og Modernisering. Hans Beregninger indløb i Foråret 1840, og efter at have sikret sig Pengene tog man fat på det meget omfattende Arbejde. Det var især Belysningsforholdene og Sceneteknikken, man gav sig af med, men også Tilskuerpladsen blev betydeligt ændret, og hvad der i denne Forbindelse ikke mindst har Interesse er, at den fik en ny Udsmykning, der altså blev udført af Troels Lund under Medvirken af C.F. Christensen. Loftet blev malet i „antik Stiil, som et i Oval bygget Bronze-Stativ, med påspændte udfyldte Luftsejl, ziret med Arabesker og med en ved Udkanterne synlig Nathimmel“, mens på Balkonbrystningen „Apolio og Muserne blev erindrede ved passende Emblemer mellem Thyrsusstave og Epheu-Guirlander. I Midten af denne række Allegorier ere Portraiter af Holberg og Ewald anbragte, malede som Basreliefs, og selvfølgelig den første imellem Komediens og den Sidste imellem Tragoediens antike Masker. Da Logerækken endnu gav Plads for to Emblemer, så har man forundt Mercur den ene og Pan den anden.“[6]
Vi har ofret så meget Plads på denne Lund’ske Udsmykning, der altså ikke er den til det ny Teater overførte, fordi en lille Del af den er bevaret, og fordi – hvem veed? – mere kan fremdrages. Da man for nogle År siden på Odense Bys Museer vilde sikre det dér opbevarede Brudstykke af den i Indledningen omtalte Frise ved at sætte det op på en Masonitplade, viste det sig, at der var to Lag Lærred, og da disse forsigtigt blev skilt ad, viste det sig, at det nederste var bemalet som ovenfor beskrevet – her afbildet som Fig. 1. Brudstykket forestiller Mercurs Stav i en Laurbærkrans, grønne Efeuranker og i de nederste Hjørner malede gyldne Ornamenter, altsammen på en hvidlig Bund, og det stemmer jo smukt med Beskrivelsen af Troels Lunds Staffering af Balkonbrystningen; vi står her overfor et af de meget få bevarede Teaterarbejder fra denne Malers Hånd, udført for et Teater. Hvis Odense Teater engang lader en Istandsættelse af den i Skuespillerfoyer’en ophængte Frise foretage, vil det være interessant at få at vide, om der også her sidder et dobbelt Lag Lærred, og man måske således skulde have Størsteparten af Troels Lunds Udsmykning af Odense Theater fra 1840 bevaret.
I 1851, da M. W. Brun (1819-91, senere Direktør for Dagmarteatret) overtog Odense Theater, foretog man en Ombygning og Udvidelse, og Stolene på Balkonen blev omplacerede, men der synes ikke at være blevet rørt ved Tilskuerrummets Udsmykning.[7]
Imidlertid gik det tilbage med Teatrets Økonomi, ikke mindst efter at man i 1859 fik en Konkurrent i Pantheons Theater (senere Odense Folketheater), og Følgen var naturligvis, at Bygningen på Sortebrødretorv forfaldt. I 1865 talte man om at få bygget et nyt Teater, og fik også Tegninger og Overslag fra Arkitekt C. Lendorf (1839-1918), dels med Henblik på en Nybygning, dels med Henblik på en Generalistandsættelse; det sidste var selvfølgelig langt billigere end det første, og derfor valgte man denne Løsning; det blev da Lendorf – Mester for talrige „Restaureringer“ af ældre Arkitektur i Odense, og for Nyopførelsen af Vejle Rådhus – der kom til at forestå Istandsættelsen af Teatret og som gav det den stygge Façade, det siden beholdt (den blev dog „verschlimmbessert“ i 1896).
Også Tilskuerpladsen undergik væsentlige Forandringer, først og fremmest ved en Omstilling af Pladserne, men også ved en Opmaling af Udsmykningen. Herom skriver Karl Schmidt i Forbindelse med en Opremsning af Forandringerne i sin første, fortræffelige Bog om Odense Theater fra 1896:
„3) Tilskuerpladsen maledes op. Det Lærred, hvorpå Troels Lunds Loftsdekoration . . . var malet, blev taget ned, Loftet gibset og en ny Dekoration, der var en temmelig nøjagtig Kopi af den tidligere, malet på Gibsdækket. Alle Væggene bleve beklædte med Lærred og malede.
4) Logebrystningens Dekoration forandredes til den nuværende Guirlande.“[8]
Det er naturligvis navnlig den sidste Oplysning, der har vor Interesse. At dømme efter den skulde altså den Frise, som nu hænger i Odense Teaters Skuespillerfoyer, være malet til det gamle Teater i 1865; Karl Schmidt omtaler i hvert fald ikke flere Ændringer i Tilskuerpladsens Udsmykning før Teatret lukkedes i 1914.
Dette er imidlertid næppe Tilfældet. Snarere har Frisen en anden og langt interessantere Historie. Flere Steder – dog ikke hos Schmidt -finder vi nemlig anført, at Frisen oprindelig skal have siddet i det gamle Kongelige Teater, som blev nedrevet i 1874 – men kun een af de Optegnelser, vi er stødt på, må dog siges at give fast Grundlag for en sådan Antagelse. Men i så Fald har den ellers så omhyggelige Karl Schmidt, der selv i mange År sad i Teatrets Ledelse, glemt en væsentlig Ændring i Tilskuerpladsens Ydre.
Hvis dette er Frisen fra Det kgl. Teater, hvad er da dens Historie?
I 1855, mens J.L. Heiberg endnu var Det kgl. Teaters Direktør, indledtes en Ombygning af Teatret under Ledelse af Arkitekt M.G. Bindesbøll, som afsluttedes i Efteråret 1857. Det var i 1855 kun Tilskuerpladsen man beskæftigede sig med, og foruden at blive moderniseret, fik den også en ny Udsmykning. I Teatrets Arkiv findes en lang Række Regninger, der på udmærket Måde giver Indblik i den meget omfattende Forandring af Tilskuerpladsen; den navnkundige Snedkermester Brøtterup leverede Stolene, Firmaet Simonsen & Weel diverse Stykker Inventar, Bronzestøber Lauritz Rasmussen „Det danske Våben i Zink: 1 Alen og 6 Tommer høit, med Ordenskjæde og Skjoldeplade“ og Porcellainshandler N. Petersen til Kongelogen „1 hviid Stoelpotte“ – Mellem disse Regninger findes også tre, der påkalder sig særlig Opmærksomhed, en fra Maleren Constantin Hansen „For at have malet Figurerne i Loftet og anden Etages Galleri . . . 1600 rd.“, en fra Dekorationsmaler N. Emil Holm „for udført Dekorationsmaleri ved det Kongelige Theaters Tilskuerplads efter Ordre af Hr kongelig Bygningsinspecteur Proffessor Bindesbøll“ og endelig denne:
For Blomstermalerie anbragt som Decoration på Brystværnet for 1ste Etage i det Kongelige Theater — = 800 Rdlr
Kjøbenhavn d: 24 Sept 1855.
J.L. Jensen.
Pengene blev udbetalt den 1. Oktober 1855 og den 26. Januar 1856.[9]
Kunstneren er Johan Laurentz Jensen (1800-56), populært kaldet „Blomster-Jensen“, idet hans Speciale var at male Blomsterstykker; mangfoldige københavnske Hjem i 1840’erne havde et eller flere Blomsterbilleder af Jensen hængende, selv Thorvaldsen samlede ivrigt på hans Billeder, og det var takket være Jensens Udfoldelser på det botaniske Område, at det blev så yndet at lade Borgerskabets unge Piger lære at male Blomster. C.A. Jensen malede hans Portræt, og – skriver Sigurd Schultz – „skildrede ham – trods den velvilligste Hensigt – som en Mellemting mellem en elskelig Landsbyskolelærer og en anden Rangs Heltetenor.“[10] – J.L. Jensen havde i 1822-23 besøgt Paris og uddannet sig med kongelig Understøttelse som Porcelænsmaler (broget Underglasur) på Fabrikken i Sèvres; 1825 blev han Medlem af Akademiet, og samme År ansat som Overmaler på Den kgl. Porcelainsfabrik, – et ironisk Træk i hans Skæbne, eftersom det i en anonym Levnedsskildring, der udkom straks efter hans Død, hedder: „Han har senere selv frembragt skjønne Arbeider i denne Retning; men den tiltalte ham aldrig, og han betragtede, på Grund af Farvernes Forandring under Brændingen, bestandig Porcellainsmaleriet som et Kunststykke, men ikke som et Kunstværk.“[11]
Frisen til Det kgl. Teaters Balkonbrystning (Fig. 2) skulde blive hans sidste større Arbejde. Hans Syn havde i de senere År været aftagende, og også Kræfterne begyndte at svigte; alligevel påtog han sig Arbejdet, og i det anonyme Mindeskrift ser vi ham næsten for os ved Staffeliet: „Imidlertid vovede han … at påtage sig et af de største Arbeider, som han nogensinde har udført, nemlig at male de Blomsterguirlander, der slynge sig rundt om første Etage i det kongelige Theater. Da Tiden, han havde til dette Arbeide, var så kort, måtte han uafbrudt sidde ved Staffeliet, selv i den varmeste Sommertid, og var ikke istand til at unde sig den ringeste Adspredelse. Hans Venner frygtede ikke uden Grund de farlige Følger af denne Overanstrængelse. Imidlertid lykkedes det ham at fuldføre Arbeidet til den bestemte Tid.“[12]
Så afholdt Jensen end var, skuffede hans Dekorationsarbejde dog noget; Årsagen var, at 3. Etages Brystning var malet (af N. Emil Hansen) med forgyldte Balustre på hvidlakeret Bund, 2. Etages af Constantin Hansen med mythologiske Figurer og Portrætmedailloner af danske Digtere og Komponister, og sådan gik det til, skriver Overskou, at de „ikke gjorde den tilsigtede Virkning, idet de i deres Farver ikke prangede nok ligeover for den øvrige pragtfulde Dekoration“.[13]
I 1874 nåede man dertil, at det ny Kongelige Teater, hvis Grundsten var nedlagt i 1872, blev færdigt, og det minderige gamle Teater skulde rives ned. Ingen Teaterhistoriker har interesseret sig for, hvad der blev af det. Da den, der skriver disse Linier, gik i Gang med at undersøge, om Jensens Blomsterguirlander fra Det kgl. Teater virkelig var kommet til Odense, var det naturligt at gå til Det kgl. Teaters Arkiv for at se, om der fandtes Papirer vedrørende den gamle Teaterbygnings Endeligt. Der findes kun to. Det første lyder sådan:
Vi erkjende herved at vi i Henhold til Kontraktens § 5 Dags Dato have modtaget Tilskuerbygningen af den gl. Theaterbygning til Nedbrydning.
Kjøbenhavn d. 5te Juni 1874.
Ærbødigst JG & Vilh. Köhler.
Til
Hr. Konferentsråd Linde,
K., DM. etc.
Det andet er Konferensråd Lindes – Teaterchefens – Indberetning til Kultusministeriet af 6. Juni om, at han har modtaget denne Kvittering.[14]
Af Arkivalier vedrørende Odenses gamle Teaterbygning findes tilsyneladende ingen bevaret, og der var da kun Aviserne tilbage. I „Fyens Stiftstidende“ for den 10. Juni 1874 finder vi en meget interessant Oplysning; det hedder nemlig her i en Meddelelse fra København om Bygningen af det ny kgl. Teater at Maleren G.F. Aagård nu er begyndt på Udsmykningen: „Logerækkerne ville blive hvide med forgyldte Striber og Kanter, og kun Loftet bliver malet med Farver. Det er også på dette, at de af Jensen malede Blomsterguirlander fra det gamle Theater, som af det nye Bygmestre, Brødrene Køhler, ere skænkede samme, skulle anbringes.“ Denne Placering af Guirlanderne lyder bizar, og i en Skildring af Loftet i det ny Teater i „Fyens Stiftstidende“ den 10. August 1874 er der heller ikke længere Tale om Jensens Blomster.
Hvad blev der da af dem? Det står jo klart efter Avismeddelelsen den 10. Juni, at man har tillagt denne Dekoration særlig stor Værdi (Constantin Hansens Udsmykning tales der slet ikke om), og at Entreprenørfirmaet Brødrene Køhler har været indstillet på at skænke den bort. – Blomsterne kom til Odense, men uden at man egentlig bemærkede det. Den 29. November 1874 åbnedes Sæsonen i Odense Theater, og i en Omtale af Forestillingen i „Fyens Stiftstidende“ for den 30. finder vi følgende: „Theaterbygningens Indre, navnlig Indgang, Opgang og Foyeren, ligesom Loftet og Fortæppet ere blevne malede op, hvorved her frembringes et behageligt Indtryk på de Besøgende, der finde Alt mere lyst og venligt end tidligere . . .“ Anbringelsen må være sket ved denne Lejlighed, skønt det ikke omtales. Men da kgl. Skuespiller Peter Jerndorff, der debuterede i 1871, og som var kommet meget i det gamle kgl. Teater i sin Barndom, i 1918 udgav sine Erindringer, skrev han: „Da Theatret i 1874 blev revet ned, gik den smukke Guirlande til Odense Theater, hvor jeg senere glædede mig ved at gense den. Og nylig, i Foråret 1918 ved et Gæstespil i Odense, så jeg den på den Plads, hvor den nu er havnet, i Skuespillerfoyeren i Byens smukke, nye Theater, og hvor der er Lejlighed til på nærmere Hold at nyde Prof. Jensens fint udarbejdede Blomster, der ikke kom fuldt til deres Ret som Frise i en stor Theatersalon.“[15]
Man kan måske nok være lidt uenig med Jerndorff i hans kunstneriske Bedømmelse. De Jensenske Blomsterranker (Fig. 3 og 4) er tværtimod lidt tunge, lidt overlæssede, – ganske som Blomsterrankerne på Oldemors forgyldte Kopper.
Et Gran af Tvivl må dog blive tilbage: Hvorfor sad Jensens Frise – opsat i 1874 – så lige ovenpå Troels Lunds fra 1840? Hvor er Blomsterguirlanden fra 1865 blevet af? Det vilde dog være sært, om man havde fjernet den så omhyggeligt i 1874. Eller blev der slet ikke malet nogen Guirlande i 1865? Denne Gåde kan muligt løses, den Dag, Odense Teater lader Frisen i Skuespillerfoyeren tage ned og restaurere. For det kunde jo tænkes, at man i 1865 havde malet en ny Guirlande direkte ovenpå Troels Lunds Dekoration, men at denne 1865-Bemaling havde forenet sig med Limen på Bagsiden af Jensens Lærred med Blomster, da det blev opsat i 1874, at man ved Adskillelsen af de to Lærredsstykker på Odense Bys Museer i sin Tid havde trukket 1865-Malingen med af. Kan denne Gåde engang løses, er vi kommet et stort Skridt videre i Opklaringen af Spørgsmålet: Hvordan så der ud i det gamle Odense Theater?
