I efteråret 1951 var Møntergaarden ramme om den udstilling af tekstiler fra fynske herregårde, som Selskabet til Haandarbejdets Fremme på Fyn havde arrangeret. Indsamlingen af udstillingsmaterialet blev foretaget af selskabets formand, grevinde Nonni Ahlefeldt-Laurvig-Bille, Fjellebro, og indsamlingsområdet var geografisk afgrænset til Fyn og Langeland.
Ikke mindre end 26 herregårde udlånte ting, og udstillingen kom til at omfatte 235 numre, der fordeltes i hovedgrupperne tæpper og broderier, lagner og dækketøj, dragter og dragtdele, møbler og smykker samt orientalske tekstiler.
Man glædede sig over samlingen af broderede tæpper med Nakkebølletæppet fra 1589, Ellen Marsvins tæppe fra 1648, Anna Catrine Krags silketæppe fra 1652 og Arreskovtæppet fra 1666 som pompøse minder om den fynske adels glansperiode. Et uventet stort antal dragter dukkede op. Fra Sanderumgård og Elvedgård kom de tidlige damekjoler fra 1750-60, fra Skjoldemose og Elvedgård kjoler fra 1770-80’erne, og fra Stensgård på Langeland den kjole fra ca. 1800, der iflg. traditionen skal have tilhørt Constance Steensen-Leth. Af mandsdragter kan nævnes den morsomme herreslåbrok fra 1760, der for den sags skyld kan have været båren af landsdommer Bonde Simonsen, Elvedgård, og Frederik Juels smukke dragt fra Valdemar Slot c. 1760-80, der kunde sammenlignes med Jens Juels portræt af Frederik Juel iført samme dragt. For ikke at tale om delene af den prægtige silkekjole, der skal have tilhørt Marie Antoinette, og som opbevares på Egeskov. Hertil sluttede sig de mange dragter og dragtdele fra 18oo’erne, som repræsenterede alle stilperioder frem til vor tid.
Udstillingen fik yderligere liv ved de mange småting, der var drysset ind. Anne Sofie Rewentlovs sko og vifte, Hans Simonsens skrin fra Erholm med Ingeborg Susanne Drejers portræt, det smukke syskrin fra Wedelsborg, de mange nydelige broderier. Man kunde blive ved at opregne det ene stykke efter det andet.
Møntergaardens forskelligartede rum gjorde det muligt at give de enkelte afdelinger af udstillingen den plads, der klædte dem bedst, og de 10.000 besøgende der kom i løbet af de tre uger, fik et umiddelbart indtryk af fortidens kultur.
Betydningen af denne udstilling er klar. De udstillede ting er normalt gemt i skuffer og skabe i private hjem; her fik man mulighed for at se, hvad der endnu er bevaret. Og det var forbløffende, hvor velbevarede tingene var. Man glædede sig derover. Indirekte blev udstillingen et bevis på den betydning herregårdene har som værnere af kulturelle værdier, og man er Haandarbejdets Fremme taknemmelig for den fremragende dygtighed, hvormed udstillingen blev gennemført.
