[1]»Prairietown’s innkeeper, Marthe Zimmermann, is busy fixing the noonday meal for guests at the Golden Eagle Inn – The aroma of freshly baked gingerbread warfts through the open kitchen door. Down the street, Dr. George Washington Campbell and his apprentice, Peter Dale, prepare to make a house visit to a patient in the country. Their horses snort impatiently at the post outside the doctor’s office, where they are tied to the hitching post.
And the sound of clanking metal echoes against the nearby houses, a sign that Ben Curtis is already hard at work in his blacksmith shop.
These 19th century pioneers bring the daily life of Indiana’s first generation of settlers to today’s visitor at Conner Prairie, a living history museum near Indianapolis.«
Således lyder indledningen til en guidebog for frilandsmuseeet Conner Prairie, i staten Indiana, USA. Lad os læse videre:
The villagers who reside in the fictional 19th century community of Prairietown talk, act and work as if they were living in early Indiana.
Visitors tour the community at their own pace and talk with costumed interpreters who portray the lives of early 19th century Indiana composite characters. The villagers are likely to share their opinions on such subjects as their social, economic, political, ethnic and religious beliefs. These mindsets are reinforced by their speech, dress, food, mannerisms, physical surroundings and reactions to current events – that is, 1836 events.
Every day happenings such as weddings, funerals, political elections and holiday celebrations further reveal the diverse ethnic and social backgrounds of the characters.
The village is typical of small communities which developed during the 1830s in a growing Indiana. The population of Hamilton County is approximately 1.800, and the population of the state is about 343.000. A feeling of hope permeates – the promise of prosperity and of good times are ahead«.
I 1989 besøgte jeg Prairietown på en USA- og Canada-studierejse sammen med flere skandinaviske kolleger. Over næsten 3 uger besøgte vi et utal af museer, primært frilandsmuseer, og fik således et vældig nuanceret indtryk af de amerikanske frilandsmuseer, deres opbygning og grundholdning. Blandt de mange museumsbesøg står oplevelsen af Prairietown dog særlig stærkt, idet jeg her tydeligt mødte en frilandsmuseumsform, som jeg ikke kender fra Europa, og hvor såvel opbygning, grundholdning, budskab og formidling står mig så utroligt fjernt. Når dette er sagt, skal det dog samtidig understreges, at jeg ofte fortæller om stedet, og stedet har igangsat en række tanker om også danske frilandsmuseer. Ja, rent faktisk er dette museum en af de væsentligste inspirationskilder til dette indlæg.
Selvom mine citater allerede har givet et indtryk af stedet, skal jeg kort opsummere: Prairietown er en rekonstruktion af en lille by i Indiana fra 1836. Ingen af husene er originale, ejheller byen og dens navn. Såvel bygninger som sammensætning er opført på grundlag af en generel viden om tiden. Af den grund er der således tale om nye huse, idet byen ikke er særlig gammel i 1836. Prarietown er befolket med en række mennesker. Disse mennesker er fiktive, og deres historie er fiktiv. I hvert hus møder man en eller flere personer, som spiller roller i 1836-byen, eksempelvis: lægen, krokonen, enken m.m. Personerne går i dragter fra tiden, og når man træder ind i huset, modtager de én med en venlig hilsen – og indleder en snak. Ikke moderne, men anno 1836. Man kan overhovedet ikke få dem til at springe ud af rollen. Denne form for levendegørelse er meget populær i USA, kaldet lst person interpretation, (jeg-form) i modsætning til den anden udbredte form, 3rd person interpretation, hvor personerne i husene omtaler de mennesker, der har levet i dem. Men tilbage til Prarietown 1836. Rollerne i byen for de enkelte personer er rent fiktive. Der er udarbejdet en mindre beskrivelse af hver person, hvor gammel, gift med hvem, hvilke børn, indtjening, erhverv m.m. Hertil har de enkelte »spillere« fået en generel introduktion til perioden. Herefter er det op til den enkelte person at spille sin rolle og føre dialog og besvare spørgsmål fra gæsterne. De besøgende ser ud til at være begejstrede for muligheden for at snakke. Under besøget spurgte jeg en af museets ledere, hvor frit de enkelte »rollespillere« egentlig kunne være, og fik dertil at vide, at der var meget vide rammer. De bedste lst person interpreters var de personer, som kunne snakke meget, lave gode historier. Til mit spørgsmål om, hvorvidt jeg – hvis jeg besøgte stedet næste år – ville få den samme historie om f.eks. lægen som nu, var svaret tydeligt nej. Kun få ting i den fiktive historie ligger fast.
Jeg må sige, at jeg var – skal vi kalde det – overrasket. Her stod jeg overfor et frilandsmuseum med fiktive bygninger, fiktive personer, fiktiv historie og rekonstruerede redskaber og inventar. Ganske vist kender jeg selvfølgelig mange eksempler fra såvel historieforskning som udstillingsvirksomhed, hvor man har generaliseret, men i så fald har man taget konkret, »typisk«, historie frem, ikke ren fiktion. Ligeledes er jeg selvfølgelig bekendt med rekonstruktion og kopier, ikke mindst i forbindelse med forsøg på at genskabe oldtidsmiljøer, men alligevel, det var noget andet. Formidlingsmæssigt kan jeg godt forstå de muligheder, der ligger i formen, eksempelvis den direkte dialog og dramatiseringen, de relative nye huse, redskaber – og dermed ikke billedet af, at alt var gammelt og »antikt« i gamle dage, – men det slog mig: intet ægte, ingen autencitet!
Det, der dog afgørende fik mig »op på mærkerne«, var den iagttagelse, som jeg – sammen med flere af mine skandinaviske kolleger – gjorde og fik bekræftet af amerikanske museumsfolk – at hovedbudskabet var følgende: at vise moderne amerikanere deres rødder – at vise, at der i midtvest allerede i begyndelsen af 1800-tallet eksisterede en fælles kultur (ikke noget med forskellige etniske grupper, indvandrere m.m. med deres hjemme fra bragte kultur). Her var det »amerikansk kultur« og overalt lyste det ud af såvel bygninger, personer, aktiviteter, at man var på vej frem mod vores »glorværdige nutid«, eller som guidebogen beskriver: »A feeling of hope permeates – the promise of prosperity and of good times are ahead«\
Jeg vil nu gøre et spring til mit egentlige indlæg og først i afslutningen vende tilbage til USA og Prairietown i Indiana. Med dette indlæg vil jeg tage et kendt emne op til diskussion, nemlig vore frilandsmuseers rolle i det samlede museumsbillede. Når jeg her taler om et kendt emne, så skyldes det, at det – i hvert fald for Danmarks vedkommende – gennem flere år har været diskuteret, hvorvidt frilandsmuseer nu også er »rigtige« museer. Hermed menes selvfølgelig ikke, hvorvidt de regnes officielt som museer – vore frilandsmuseer er enten statsejede eller statsanerkendte, hvilket giver dem godkendelse og opgaver på linie med øvrige museer med henvisning til museumsloven. Museumsloven pålægger således statsejede og statsstøttede museer at fungere som del af det samlede museumsvæsen og med opgaver omfattende indsamling, forskning, bevaring og formidling jvf. museets ansvars- og arbejdsområde. Til trods herfor har der dog – især fra »indendørs-museer« – været bemærkninger fremme om, at frilandsmuseerne var mere miljøskildringer (kulisser) med udprægede folkelige aktiviteter, f.eks. friluftsscener, folklore, og ikke seriøst arbejdende museer med velbevarede samlinger, udstillingsvirksomhed og forskning. Eksempelvis har det fra fleres side været fremført, at det var helt forkert at flytte huse fra deres oprindelige miljøer til en – mere eller mindre – kunstigt skabt fysisk ramme i et frilandsmuseum. I stedet skulle man søge at bevare husene på deres oprindelige sted – gennem fredning. Sådanne udtalelser er ikke mindst fremkommet fra fredningsfolk. Jeg har kaldt mit indlæg for: Frilandsmuseer – bevaring af fortid, historisk værksted eller underholdning – med et efterplaceret spørgsmålstegn. Hermed giver jeg bolden op til nogle teoretiske betragtninger og forhåbentlig en efterfølgende diskussion om vore frilandsmuseers status idag – og dem har vi ikke så mange af. Af rene frilandsmuseer kan jeg nævne Frilandsmuseet ved København, Den gamle by i Århus, Hjerl Hede i Jylland samt Den fynske Landsby i Odense. Hertil kan selvfølgelig lægges nogle mindre frilandsafdelinger (enkelte gårde) ved almindelige kulturhistoriske museer, f.eks. i Herning og Maribo. Jeg har dog på fornemmelsen, at de problemstillinger, som jeg kommer ind på, vil være kendte og generelle for mange frilandsmuseer i andre lande – og jeg har da også kunnet konstatere dette ved selvsyn på rejser, bl.a. med Association of European Open Air Museums.
Når jeg har villet kaste mig ind i et sådant oplæg her, er det grundet på følgende:
De danske frilandsmuseer er opstået indenfor en relativt kort periode fra omkr. 1900 til 1930’erne. Tanken bag at skabe et museum er et kulturelt fænomen. Dette fænomen opstår (modtages) ofte i større bysamfund (eller anden højere, kompleks sammenhæng). Herefter spredes tanken ud i provinsen i takt med udviklingen her. Uden at gå langt ind i dette museologiske emne, så kan det slås fast, at det at skabe et museum – hidtil – har været at skabe et monument (samling) over en nu svunden tid eller begivenhed med en klar relevans til samtiden.
Tager vi frilandsmuseerne med landlig byggeskik – og landbrugsmuseerne – så kan oprettelsen af dem klart relateres til den politiske, sociale og økonomiske udvikling, som samfundet var inde i i begyndelsen af det 20. århundrede. De er sat som monumenter over en i landbruget svunden tid – som et monument over den bondekultur, som eksisterede før den enorme økonomiske og politiske vækst, som fandt sted fra 1830’rne og fremefter. Ved skabelsen af museerne – 100-150 år efter landboreformerne – var bondens vilkår ganske anderledes. Der var ikke tale om fæstebønder uden større social, økonomisk og politisk magt, men om en gårdejerstand som var et grundlæggende fundament i et landbrugsland, som Danmark var på den tid. Bonden var økonomisk stærk, med eget brug i rivende udvikling, med stærk social og politisk indflydelse, ikke blot i det lokalpolitiske – de nye voksende kommuner – men også gennem partidannelse i rigsdagen/ folketinget, og gennem andelsbevægelsen i det økonomiske liv. Det er forståeligt, at der rundt omkring har været kræfter, der har ønsket at mindes fordums dage – til bl.a. brug som spejl på nutidens (fremgangsrige) tid. Til sammenligning kan man idag tage det forhold, at Arbejderbevægelsen nu har skabt deres eget store museum – igen et udslag af, at de store fagforbund har nået et niveau, hvor det er på tide at sætte et monument over resultaterne af deres 100 års intensive arbejde for at tilkæmpe sig indflydelse og magt. Således kan man se mange af vore museumsinitiativer som produkt af en tydelig samfundsmæssig udvikling på skabelsestidspunktet.
Men samtidig med skabelsen af et sådant monument, som f.eks. »Den fynske Landsby«, etableredes et museum. Frilandsmuseumsformen har kunnet leve, udvikle sig frem mod vor tid i kraft af to ting. For det første, at opbygningen af et frilandsmuseum med mange bygninger, udenomsarealer m.m. er en ganske langvarig og bekostelig proces. Således har dynamikken i det nye museum gennem mange år været at sikre sig relevante bygninger, undersøge disse, nedtage og genopbygge dem. Man har næsten haft i baghovedet, at hvert år et nyt hus eller ny gård. Museets bevarings-, undersøgelses- og indsamlingsarbejde har været bundet i denne opbygning, og sålænge udbygningsplanerne ikke var realiserede, ja så stod hovedopgaven lysende klar. For det andet har frilandsmuseerne fra starten haft publikumstække, hvorfor man har skullet bruge en del kræfter på det publikumsrettede arbejde – og frilandsmuseernes karakter har ført med sig en udnyttelse af rammerne til folkloristiske arrangementer, skuespil m.m. på dertil indrettede friluftsscener. Faktisk kan man sige, at mange frilandsmuseer allerede tidligt har lavet tværkulturelle aktiviteter – et fænomen, som blev meget populært på danske museer, ikke mindst kunstmuseer, i løbet af 1970-erne.
Tager vi f.eks. Frilandsmuseet, så har dette museum fortsat sin udbygning med gamle bygninger (fra lageret), senest bl.a. et herregårdskompleks. Men typisk er det, at byggeaktiviteten er meget langsom – og det er de sidste gamle bygninger, der opføres. Enten er de fysiske grænser for museets areal nået, eller også er der ikke flere huse på lager – eller huse at få fat i. Med andre ord, museerne i deres oprindelige plan er »færdigudbyggede«. (Visse europæiske museer fortsætter udbygningen med det resultat, at der er tale om enormt store frilandsmuseer, så store, at kun et yderst begrænset antal besøgende kommer dem tilnærmelsesvis rundt. Man laver turforslag på 1-2-3-4 timer og så fremdeles!).
Vender vi tilbage til de danske frilandsmuseer, så har dette for flere år siden ført til, at man overvejede at fortsætte udbygningen med nyere tids bygninger. Således har der for Frilandsmuseet gennem mange år ligget planer for en andelsby (fra 1880’erne) og for Den Fynske Landsby en stationslandsby (fra 1900-1940). Baggrunden for disse overvejelser er naturlige, idet også senere tiders byggeskik, boligforhold m.m. bør være af interesse at bevare. Men ser man lidt teoretisk på denne problemstilling, kan man tage det som udtryk for, at »livskraften« i frilandsmuseerne – opbygget på bondekulturen – er i et dilemma. Netop byggeaktiviteten (man var hele tiden i gang med at opføre – fuldende – museet) har været en dynamo. Næsten al museets undersøgelses- og indsamlingsarbejde har været koncentreret om denne opgave. Den gav museet liv og fremdrift – og også for de besøgende (måske specielt i forhold til lokalområdet) var der tale om et museum i udvikling. Men hvad sker der så, når enten de fysiske rammer er udfyldt eller man råder over så mange huse, at gæsterne langt fra kan nå ud i alle kroge? Ja, så opstår der et »dynamik-problem« – hvad skal museet så lave? Skal man blot vedligeholde de allerede givne huse og samlinger – eller hvor er der udviklingsmuligheder? Denne udvikling er nået netop i disse år, hvor man samtidig kan stille det spørgsmål, om netop 1700-1800-tallets bondekultur er så langt væk fra nutidens mennesker, at formidlingen skal gøres anderledes – (væk fra tavse interiører m.m.). Og man begynder at overveje, hvorvidt det er rimeligt med så store – og ofte omkostningskrævende – museer set i forhold til, at de kun dækker en relativt kort periode af et lands-/samfunds historie, som er på mange tusinde år. Med andre ord, det kulturelle initiativ, som ligger bag frilandsmuseumstanken, er til debat. Og flere ledere af sådanne museer kan i den situation sikkert ind i mellem føle sig mere som parkbestyrere af et udflugtsmål end som egentlige museumsfolk med institutioner, der hele tiden er en kombination af indsamling/forskning (nye problemstillinger) og formidling. I modsætning hertil kan nævnes et arkæologisk museum, som både indeholder store, gamle samlinger, og som gennem arkæologiske udgravninger, feltiagttagelser, nye fund og forskning til stadighed har en dynamik, der sætter institutionen til vedvarende at bringe nyt for såvel det faglige miljø som de almindelige besøgende.
Hvad vil konsekvensen så være af denne situation? Har nogle af vore museer dermed udlevet deres rolle, og skal man påbegynde en museumsnedlæggelse? Det kan lyde som en kættersk tanke, men tager man museumssituationen op og vurderer dens udvikling gennem specielt de sidste 20-30 år, så vil man se en eksplosion uden lige i antal og art af museer. Og denne udvikling er blevet endnu kraftigere – i hvert fald i Danmark – gennem de sidste 5-10 år. Førhen oprettedes almindelige kulturhistoriske museer, så frilandsmuseer, så personmuseer, så egns-museer, så specialmuseer, og senest er det ikke mindst branchemuseer – f.eks. grafisk museum, elmuseum, DSB-museum og teglværksmuseum – der opstår i hastig takt. Det er selvfølgelig dejligt som museumsmand at se så mange initiativer dukke op, men samtidig kan man sidde med frygten for, at mange af disse initiativer er en slags døgnfluer, hvis relevans ikke er gennemtænkt, og hvor den faglige og almindelige interesse kun er begrænset. Alt kan jo ikke gøres til et museum, og det må også erkendes, at jo flere museer, jo færre penge er der til deling – idet nye museumsinitiativer ikke generelt fører til 100% ekstra ressourcetilskud på området. Derfor må jeg vurdere situationen således, at man i en nær fremtid vil blive tvunget til – såvel ud fra økonomiske som faglige grunde – at nedlægge museer. En sådan nedlæggelse behøver ikke at betyde en nedlæggelse af samlingerne, men kan betyde, at den samlede museumsdrift koncentreres på færre museer, eventuelt i form af samdrift. Tager vi frilandsmuseumsområdet, så er dette også en tænkelig udvikling, ja faktisk kan der allerede i Danmark peges på en sådan udvikling. Frilandsmuseet i København – en afdeling under Nationalmuseet – oplever netop i disse måneder en gevaldig ændring. I stedet for tidligere at være et næsten selvstændigt museum med alle almindelige museumsfunktioner, så overføres disse til en ny stor historisk-etnologisk afdeling (slået sammen af Dansk Folkemuseum, Frilandsmuseet og Frihedsmuseet). Det faglige museumsarbejde samt den almindelige drift skal herefter varetages fra hovedsædet i Brede (i nærheden af Frilandsmuseet), hvorefter selve stedet skal drives videre, men på hvilket grundlag er endnu uvist. Der foretages i øjeblikket en samlet vurdering af museumspolitikken på Nationalmuseet, og hvilke satsningsområder, der skal opprioriteres, er endnu ikke kendt. Indtil videre vil Frilandsmuseet altså blive liggende som et monument over svundne tiders bygninger! (og museer!). Lignende tanker ligger ikke fjernt fra mine ideer i Odense, hvor det overvejes, for at styrke det faglige arbejde og miljø, at skabe 3-4 større blokke, og i en af disse bør Den fynske Landsby indgå, nemlig i en afdeling omfattende alt museumsarbejde vedr. det fynske kulturlandskab, dvs. oldtid, middelalder, nyere tid og helt frem til idag – med formidling gennem såvel udstillinger som rekonstrueret oldtids- og middelaldermiljø samt frilandsafdeling. En eller anden form for sammenknytning af Fyns Oldtid-Hollufgård (tidl. Fyens Stiftsmuseum), herregårdskomplekset Hollufgård og det tæt ved liggende museum Den fynske Landsby til et samlet kulturlandskabsmuseum er i tankerne. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på disse muligheder, men vende tilbage til det problem, som et frilandsmuseum vil stå i, hvis sådanne »nedlæggelser«/faglige sammenføringer ikke kan gennemføres.
Allerede fra anlæggelsen har frilandsmuseer haft stor publikumstække, ikke mindst fordi de kombinerer flere ting, bl.a. udflugt, information, oplevelse, nostalgi m.m. Brugergruppen på et frilandsmuseum er afgjort betydeligt bredere end på andre kulturhistoriske museer. Medvirkende til at øge publikumstallet i 1970’erne har været levendegørelse med håndværkere og landbrugere, der har demonstreret og fortalt om deres arbejde. Denne form er nu så almindelig kendt, at der intensivt på frilandsmuseerne arbejdes på at finde nye former for at tiltrække og fastholde høje besøgstal. Og ser man på det over et tidsrum, ja så er flere museer klar til at popularisere deres arrangementer meget for at tiltrække store besøgstal – måske ikke så meget på grund af indtægt – men den prestige, der ligger i at være en publikumsmagnet. (Besøgstal bliver en dynamo i sig selv!). Og nået det niveau, ja så er der behov for – måske udefra – at iagttage, hvad det er for et billede, som den besøgende får med sig hjem. Vi vil meget gerne »sælge« faglige, seriøse oplysninger og information, men det er vanskeligt i bygninger og miljøer, der er opbygget efter et princip, hvor det er helheden, der tæller (bl.a. interiørprincippet), og hvor det er vanskeligt at gå ind og lave forklaringer. Det er ofte miljøskildringer, frilandsmuseerne har – og uden mulighed for at forklare korrekt om det liv og samfund, som har skabt disse ting. Derfor er det for mange besøgende en oplevelse af smukke gamle huse, mange antikviteter, rare mennesker som laver mærkelige ting, folkedans, -musik m.m., man tager med hjem. Husk, at besøgene næsten altid foregår, når det er godt vejr. Jeg skal undlade at udbygge dette, men enhver kan tænke sig til, at vi rent faktisk – bl.a. i vor iver for at levendegøre – sælger idyl, nostalgi og oplevelser i en pærevælling. Når jeg siger dette, må jeg indrømme, at jeg ofte må tænke på Prairietown 1836 i Indianapolis. Er vi ikke på vej? Ganske vist er vore huse ægte – men dog flyttet til et andet miljø – taler vi ikke ofte om, at vi bør have en eller flere rekonstruktioner, som kunne bruges til yderligere levendegørelse, – rekonstruerer vi ikke redskaber for at bruge dem, – er vi ikke begyndt at klæde folk i gamle dragter – laver vi ikke allerede folklore osv. osv. Vi er tæt på – dramatiseringen ligger nær. Så måske skulle vi tage det endelige spring med det samme – og lade os endnu engang påvirke af amerikansk kultur.
Inden vi gør det, så lad os gøre os nogle tanker, så vi ikke – som i øjeblikket – bare lader det udvikle sig ganske langsomt og uden egentlig at overveje mål og konsekvenser. Frilandsmuseumstanken opstod i Skandinavien – med Skansen, Maihaugen og Frilandsmuseet som de første. En museumskulturel idé er udsprunget herfra og har nu bredt sig i Nord- og Midteuropa – og med tendenser i Sydeuropa – og herfra videre til USA og Canada og med forsøg også i andre verdensdele. Er det ikke på tide, at vi – med den beskrevne problemstilling som grundlag – tager fat på en diskussion af fremtidsvejene. Jeg har i det foregående beskrevet en løsningsmodel, hvor man integrerer frilandsmuseet i et alment kulturelt museum eller specialmuseum, hvor den faglige dynamik er eller kan skabes. Men findes der ikke andre veje? Selv vil jeg til slut foreslå en kombination af følgende emner, som er kendte, men ikke alle steder lige indarbejdede og erkendte som grundlag: 1) Bevaring af fortid. Bygninger er ligesom andre genstande relevante at bevare med henvisning til en indsamlingspolitik. Ganske vist kan man bevare huse gennem fredninger rundt i landet, men intet sted kan som et frilandsmuseum bevare dem på den rigtige måde (gamle tækkemetoder, indretning uden moderne bekvemmeligheder m.m.) – og samtidig er der den pædagogiske side – her kan man lære om rigtige bevaringsteknikker, og her kan man se husene både ude og inde fra. 2) Historiske værksteder. Frilandsmuseer er også oplagte forsøgscentre for afprøvning af historiske arbejdsmetoder; som eksempel kan nævnes Hjerl Hedes hedebrugsforsøg, altså eksperimenterende historiske værksteder. Heri ligger såvel en faglig som en pædagogisk opgave.
Bag begge emner skal ligge en faglig, videnskabelig målsætning, så der kan skabes en dynamik til gavn og inspiration for stedet, og således, at det faglige personale ikke blot »gror fast« i rollen som parkbestyrere og entertainere.
Hvis bevaringsrollen udbygges, hvis det historiske værksted skabes og hvis det videnskabelige arbejde styrkes, så kan frilandsmuseerne overleve – så er dynamikken tilbage. Og hvis den er der, så kan der også formidles – gives reelle budskaber, som er grundet på en seriøs fremstilling af vor historie. Formidlingen heraf behøver ikke at være kedelig, men man skal blot hele tiden tænke på, hvad budskabet er – og hvordan det opfattes. Vi hverken skal eller kan konkurrere med kommercielle ferieparker, vort budskab er en kulturel forståelse, ikke tom underholdning, eller citeret fra en samtale med en amerikansk museumspædagog om Prairietown – »a fake town, fake houses, fake people end fake history!« Skal vi undgå dette, kræves der en klart formuleret målsætning og udvikling for hvert enkelt af vore frilandsmuseer baseret på seriøse værdier – ellers har frilandsmuseumsidéen overlevet sig selv.
