Danmark oplever i disse år en markant forandring i bosættelsesmønstret. Tilstrømningen til de største byer er stor, mens mange mindre byer, landområder og ikke mindst de særlige udkantsområder oplever at miste indbyggertal i markant omfang. Udviklingen forstærkes af mange tabte arbejdspladser i yderområderne i kølvandet på den økonomiske krise kombineret med samfundets øgede fokus på uddannelse. De unge flytter til universitetsbyerne for at få de nødvendige eksaminer, og der bliver de ofte hængende, da de eftertragtede jobs er at finde i de store byer.
København oplever således en betydelig udvikling både i antal indbyggere og i de økonomiske vilkår. Aarhus følger godt med, og i næste bølge finder man Odense og Aalborg. For Københavns vedkommende er det ikke mange år siden, at udviklingen tegnede sig knap så positiv. Med tabet af mange store industrivirksomheder i 1970’erne og 1980’erne måtte København som landets største industriby gennemleve en betydelig velstandsnedgang. Helt frem til starten af 1990’erne bar hovedstaden præg af at være en by i krise. Synlige tegn kunne ses i gadebilledet med hullede vejbelægninger, nedslidte bygninger og en fraflytning af bedrestillede indbyggere, der søgte mod omegnskommunerne. Fra 1990’erne kunne man fornemme, at bunden var nået, og at det nu begyndte at gå fremad hjulpet af statslige investeringer i byen. Den økonomiske fremgang fik en sneboldeffekt, og trods økonomisk krise fra 2008 og de følgende år fortsatte den positive udvikling for København.
Odense var i det 20. århundrede landets næststørste industriby. Som for København betød nedlæggelsen af industriarbejdspladser i stort tal i anden halvdel af århundredet en stor økonomisk udfordring. Fra at have haft den højeste gennemsnitlige skattepligtige indtægt pr. borger i forhold til de andre store byer, nåede dette barometer for økonomisk styrke et lavpunkt i starten af det nye århundrede. Odense havnede på en plads blandt de 10-15 kommuner med den laveste skattepligtige indtægt sammen med eksempelvis Læsø, Lolland, Langeland og Vordingborg.[1] Fra at have være smørklatten i det rige landbrugsområde Fyn med en stor og bredspektret industri og handel var Odense i starten af det 21. århundrede under økonomisk pres. Umiddelbart kunne man drage paralleller til Midtvesten i USA, hvor industribyer som Detroit, Milwaukee og Cleveland med placering midt i et rigt landbrugsland var ved at segne som følge af fremstillingsjobbenes udflytning til Asien. Samtidig kunne oplandet heller ikke bidrage positivt, idet landbrugsområderne led under affolkning og erhvervets trængte økonomi. Det store gamle industriområde i Midtvesten fik det lidet flatterende navn ”rustbæltet”. Når det ikke gik helt så galt i Odense, skyldtes det blandt andet den udligningsordning, som sikrede, at socialt tyngede byer som Odense fik ekstra penge fra staten.
En stor by som Odense kan dog ikke leve længe på sit gamle renommé eller af ekstra tilskud udløst af øget social belastning og modtagelse af mange flygtninge og indvandrere. Det nybyggede Vollsmose, som oprindeligt var tiltænkt udflyttede beboere fra Odenses saneringsmodne midtby, blev et symbol på byens nye status. Der var ikke længere tale om etatsrådenes by eller den driftige industris by; dette billede blev tværtimod overskygget af store sociale problemer og ballade i Vollsmose, som fik nogle af de landsdækkende dagblade til at stave bydelens navn med ”d”.
Trods en hastig udbygning af Odense Universitet, senere Syddansk Universitet, tilkomsten af andre nye uddannelsesinstitutioner, udbygning af centralsygehuset til universitetshospital og samling af offentlige instanser i Odense som Fyns Politi, skattevæsen og domstole stod det i 00’erne klart for Odense by, at det var nødvendigt at tage initiativer for at vende udviklingen. Flere ting sattes i værk, men effekten var kun begrænset, og måske blev der heller ikke sat den tilstrækkelige kraft og kontinuitet bag initiativerne. Snarere bar perioden præg af søgen i flere retninger og uden reel og bred opbakning fra politikerne, erhvervslivet og byens befolkning. Når en idé var skabt, tog det ikke lang tid, før den blev skudt ned igen, eller man valgte at gå en anden vej. Odense fik ikke tilnavnet ”rustbælte”, men udviklingen fik alligevel sit eget navn: ”Der går Odense i den”, aldeles ikke en betegnelse, der var tillagt positive værdier. Kort før den økonomiske krise i 2008 kunne man både på den befolkningsmæssige og den økonomiske front iagttage, at bunden var nået for byen, og at det begyndte at gå fremad. Man kunne se synlige eksempler herpå med den heftige udbygning af Syddansk Universitet, begyndende bygge- og anlægsaktivitet på havneområdet og nye investorers ankomst. Sidstnævnte kunne se, at godt nok lå niveauet for lejeindtægter af erhverv og boliger lavt i forhold til de andre store byer, men netop heri lå chancen for at score en langt større gevinst, hvis udviklingen i byen først rigtig begyndte at gå fremad.
Den finansielle og efterfølgende økonomiske krise, der tog sin begyndelse i andet halvår af 2008, blev desværre et stort tilbageslag for Odense. Tabet af jobs ikke mindst i industrien blev større end andre steder. Og også på det mentale plan fik byen en nedtur med A.P. Møller-koncernens beslutning i 2009 om at lukke Odense Staalskibsværft, i daglig tale kaldet Lindøværftet. Odenses og Fyns markante industrisymbol, der havde beskæftiget mange tusinde medarbejdere og endnu flere hos de mange underleverandører, havde gang på gang påkaldt sig den nationale og internationale presses bevågenhed, når et topmoderne kæmpeskib langsomt gled fra tørdokken og blev bugseret ud gennem Odense Fjord på vej mod verdenshavene.
Hvad har hele den økonomiske situation med Odense Bys Museer at gøre? Og hvorfor bruge indledningsartiklen i denne årbog herpå? Det gør vi, fordi den faktisk betyder meget. For det første er det en historie, som museerne naturligvis følger og dokumenterer. Således betød den forestående lukning af Lindøværftet et stort dokumentationsarbejde, som netop nu er ved at blive omsat til en samlet skildring af værftets historie og dets betydning for byen og øen.[2] Også lukningen af andre virksomheder som Danish Crown og Dalum Papirfabrik har ført til intensive registreringer for at dokumentere en industrihistorie, der var på vej til at forsvinde. For det andet har byens udvikling også stor indflydelse på, hvilke strategiske mål og særlige satsninger Odense Bys Museer formulerer for sit virke. En moderne museumsinstitution lever i dag ikke en hengemt og afgrænset tilværelse, men er en aktiv spiller i samfundsudviklingen og søger at give indspark hertil baseret på et kulturelt og historisk perspektiv.
Odense Bys Museers strategiske mål spejler således på mange måder byens overordnede mål. Ikke forstået på den måde, at det politiske system overskrider armslængdeprincippet og pålægger museet en bestemt retning, men på den måde at museet ser muligheder i at påvirke, understøtte og udnytte en given udvikling. Et stærkt kulturliv gror med et samfund, der har visioner og planer, og som kan præstere resultater og tiltrække økonomisk vækst. Hvis et samfund lider på et eller flere af disse punkter, går det også ud over de kulturelle muligheder. Det er i dette samspil, at museet ser muligheder for at bringe sin egen styrke aktivt på banen og dermed påvirke udviklingen af fremtiden. Et eksempel herpå er projektet ”Arkæologi som værdiskaber”, som Odense Bys Museer udviklede med betydelig støtte fra Kulturarvsstyrelsen i årene 2007-09, og som senest har vist sin betydning i forbindelse med de omfattende arkæologiske udgravninger forud for lukningen af Thomas B. Thriges Gade.[3] Ved løbende at formidle resultaterne af arkæologiske undersøgelser i dialog med bygherren kan der skabes en bred folkelig interesse og forståelse både for det pågældende steds historiske perspektiv og for de forandringer, som byggeri og nyanlæg fører med sig.
Et andet godt eksempel er udbygningen af det historiske museum Møntergården. Den nyopførte udstillingsbygning og istandsættelsen af de gamle bygninger og gårdrum til udstillinger og aktiviteter kan ses som et led i udviklingen af Odenses gamle østlige bydel. Denne bydel er under radikal omdannelse med lukningen af den firsporede Thomas B. Thriges Gade, opførelsen af det nye musik-, teater- og konferencehus Odeon, opførelsen af bygninger til det nye musikkonservatorium, anlæggelsen af letbane og meget mere. De arkæologiske og historiske samlinger får med udbygningen af Møntergården nogle utroligt flotte rammer, og museumskarréen med dens mere end 600 års bygningshistorie vil givet blive en betydelig attraktion for denne ”nyfundne” bydel. Når vi samtidig kan skabe et nybyggeri, som i den landsdækkende presse roses for at være af meget høj arkitektonisk kvalitet og i verdensklasse, bidrager Odense Bys Museer ikke bare til at styrke sin egen situation, men i høj grad også til udviklingen af Odenses nye bymidte og image.
Odense Bys Museer fortsætter bidraget til Odenses udvikling med H.C. Andersen Eventyrhus, som skal opføres i direkte tilknytning til H.C. Andersens Hus og Børnekulturhuset Fyrtøjet. I dag ligger de to seværdigheder med ryggen mod Thomas B. Thriges Gade og dermed mod byens nuværende centrum. Når den firsporede gade lukker, vil området omkring H.C. Andersen-institutionerne blive byens nye centrale del. Her vil Odense Bys Museer meget gerne være med til at sætte et markant vartegn for byen og for H.C. Andersen i form af et Eventyrhus med omgivende magisk have. Begge dele må meget gerne blive ikoner for byen.
Eventyrhuset skal byde turister fra alverdens lande velkommen til Andersens by og føre gæsterne ind i eventyruniverset og derfra videre til Andersens eget liv fortalt i museet og fantasiverdenen i Børnekulturhuset Fyrtøjet. H.C. Andersen er ubestridt den mest kendte dansker i verden og en del af verdenskulturarven, som Odense har pligt til at tage vare på.
Konkret er Odense Bys Museers fremtidsvisioner formuleret i følgende mål:
I 2020:
2020-visionen betyder, at Odense Bys Museer i forhold til tidligere sætter endnu mere fokus på byen Odense, dens historiske udvikling og dens muligheder i nutidens skarpe konkurrence byerne imellem. I et verdensperspektiv fylder Odense med omkr. 200.000 indbyggere ikke meget. Der findes i tusindvis af byer i den størrelse. Rigtig mange er som bekendt meget større. Tænk blot på de store kinesiske byer, som har indbyggertal, der udgør flere gange Danmarks samlede befolkning. I det perspektiv vil Odense selvfølgelig få det svært i konkurrencen. Men vi har nogle punkter, som styrker vores position set i forhold til andre. For det første indtager Danmark en status flere steder i verden, der er højere, end vores befolkningstal berettiger til. Landet kan naturligvis ikke konkurrere med Tyskland, England og andre større lande, men Danmark har – sammen med Norge, Sverige og Finland – et godt ry som følge af et udbygget velfærdssystem, fokus på miljøet, den stabile økonomiske udvikling, lav korruption, høj social tillid og et generelt velordnet samfund. Hertil kommer, at danskerne i flere omgange er kåret som verdens lykkeligste folk. Ikke mindst lederne i Kina er meget opmærksomme herpå, hvilket kom til udtryk ved den kinesiske præsident, Hu Jintaos, officielle besøg i Danmark i 2012. Når vi dertil lægger, at H.C. Andersen er kendt af alle i Kina og elsket af rigtig mange, så har ikke alene Danmark, men specielt Odense et ”brand”, der er ubetaleligt. Vi skal bare forstå at bruge det. Det har man for længst fundet ud af i Salzburg, Mozarts fødeby. Byen med dens 150.000 indbyggere besøges årligt af 6 mio. turister, hvoraf en stor del indlogerer sig på hoteller med 4 eller 5 stjerner og skaber en turistomsætning på 800 mio. Euro.
H.C. Andersens betydning er ved at gå op for Danmark og for Odense, selvom det efter nærværende forfatters opfattelse endnu går for langsomt. Selvfølgelig vil mange klandre den organisatoriske ballade i forbindelse med fejringen af 200-året for digterens fødsel i 2005 som årsag hertil. Men efter at en række danske ministre har besøgt Kina, er en forståelse af H.C. Andersens enorme udbredelse på vej. Odense skal naturligvis tage chancen og udnytte mulighederne i forhold til Kina og andre dele af verdens nye vækstområder. Som bekendt udgør alene Kinas befolkning omkring 1/5 af hele verdens befolkning, og i 2012 blev kineserne det mest rejsende folk. For at udnytte denne situation kræves markedsføring, satsning og udvikling– og vedholdenhed over en lang årrække. Tingene kommer ikke af sig selv; vi må fortælle kinesere, russere og andre rundt i verden, at H.C. Andersens by hedder Odense. Det ved man ikke! De to ord Odense og H.C. Andersen skal markedsføres lige så markant, som det er tilfældet med Salzburg og Mozart. Bystyret i Salzburg bruger årligt over 35 mio. kr. alene på at vedligeholde markedsføringen af det stærke brand, man allerede har. Vi skal først til at udbrede kendskabet til koblingen mellem Odense og H.C. Andersen. Der må derfor i de næste år meget gerne ”gå Odense i den” på H.C. Andersen-området, men på den rigtige måde, hvor byen står sammen og løfter sig stolt på grundlag af Andersen og hans univers.
Alt i Odense skal dog ikke være H.C. Andersen. Byen skal udvikle sig på grundlæggende områder som uddannelse, forskning, robotteknologi, erhverv, handel m.m. Og her kan man glædes. Odense er nu igen på vej opad. Man kan mærke det overalt. Det gryr her, der og alle vegne, stemningen forbedres, og de bøjede hoveder begynder at kigge op blandt byens indbyggere. På sin vis var den første H.C. Andersen Festival i august 2013 en mental demonstration heraf. Byen var fyldt med mennesker; gader, stræder, pladser og Kongens Have var fyldt til langt ud på natten; alle byens hoteller var booket helt op, og det var svært at finde plads på en restaurant, til trods for at gågader og torve var taget i brug til udeservering.
Byens gunstige udvikling kan belægges med konkrete tal. Forude ligger investeringer for mere end 25 mia. kr. til nyt Odense Universitetshospital, nye medicinske og tekniske fakulteter til Syddansk Universitet, letbane, omdannelse af Thomas B. Thriges Gade til bymiljø, opførelse af musik- og teaterhus, nyt shoppingcenter, fortsat havneomdannelse, stibro over jernbanen, nyt University College og meget, meget mere. Naturligvis skal H.C. Andersen Eventyrhus lægges hertil! Flere studerende søger til universitetet og byens øvrige uddannelsesinstitutioner. Efter tab af jobs som følge af den økonomiske krise er udviklingen i det seneste år vendt igen. Også tilflytningen til byen går i vejret. Fra fjerde kvartal i 2012 til fjerde kvartal i 2013 er indbyggertallet steget med over to tusinde indbyggere, og prognoserne viser en kontinuerlig vækst i de næste mange år. I modsætning hertil taber resten af Fyn både arbejdspladser og indbyggere. Øens positive ry som en rig landsdel har desværre ændret sig markant inden for de senere år. Fyn – uden for Odense – nævnes ofte i flæng med Lolland-Falster som et hårdt ramt udkantsområde. Og ikke nok med det. Fyn må også oftere og oftere lægge skuldre til en indirekte latterliggørelse, som ellers tidligere var rettet mod molboerne eller vestjyderne. I den situation er det desværre selvforstærkende, når fire sydfynske borgmestre prøver at markere sig i gangnam style.
For Odense Bys Museer er det meget vigtigt, at Odense klarer sig godt i den skærpede bykonkurrence. Museet vil lægge sine kræfter i den indsats, også selv om det bliver på bekostning af den tidligere bredere perspektivering i forhold til det fynske område. I dag vil vi sætte fuldt fokus på Odense og sætte byen ind i en national – og ikke mindst international – sammenhæng. Odense betoner i den nye plan Vækst sammen. Vækstpolitik 2020 markant den internationale satsning. Her kan Odense Bys Museer med sit stærke netværk i Kina, Sydkorea, USA m.fl. lande bruges som en døråbner. Som en adm. direktør fra et stort danskejet internationalt firma sagde til mig under gallamiddagen i 2012 for den kinesiske præsident: ”Det er forbløffende, at kultur kan åbne så mange døre internationalt, som vi fra erhvervslivet ikke selv har mulighed for.” Odense Bys Museers internationale udstillinger om H.C. Andersen, Carl Nielsen, arkæologi m.m. vil således kunne bruges som led i at sætte realiteter bag Odenses ønsker om at satse internationalt. Udstillingsåbninger er mødested for topfolk fra det politiske liv, fra erhvervslivet og kulturlivet, og begivenhederne dækkes stærkt af pressen. Det har Odense Bys Museer oplevet i Mexico City, Washington, New York, Beijing, Tokyo, Rom og Skt. Petersborg.[4] Og Odense Bys Museer står klar til at følge op. Chancerne er der i de kommende år i Kina, Sydkorea og USA. Nu håber vi, at byen og byens erhvervsliv er klar til at udnytte de åbne døre og mulighederne.
