Med et slægtleds afstand har Svend Larsen og Niels Oxenvad i hver sin årgang af Fynske Minder fortalt om de nære forbindelser mellem medarbejderne ved Dansk Folkemuseum i København og de folk på Fyn, der havde at gøre med grundlæggelsen af landbygningsmuseet Den fynske Landsby. Det var fra Sjælland især Kai Uldall, der var ivrig fortaler for ideen om et fynsk frilandsmuseum. Han kunne tale med vægt både om muligheden for et sådant regionalt museum og om nødvendigheden af det. Baggrunden var de undersøgelser af fynske landbygninger, der var foretaget fra Folkemuseet i 1920’erne og -30’erne. De var et led i landsomfattende undersøgelser, men gennem nogle år havde Uldall og arkitekten Halvor Zangenberg koncentreret sig om Fyn bl.a. med henblik på at finde bygninger, der var egnede til flytning til Folkemuseets bygningsafdeling, Frilandsmuseet ved Sorgenfri.
Her havde den egentlige fynske bebyggelse i hovedsagen taget form ved tiden op mod 1941, da arbejdet med Den fynske Landsby kom i gang. Derfor var man lykkeligt fri for, at de to frilandsmuseer skulle konkurrere om de gamle bygninger. Arne Ludvigsen, Frilandsmuseets senere arkitekt, der deltog i nogle af bygningsundersøgelserne på Fyn, gjorde dog i et brev 1934 en bemærkning om det hus fra Kirke-Søby, som få år senere kom til Frilandsmuseet: "Jeg tror for resten, Lehn Petersen har spekuleret på det til sit fremtids-museum". Her er tale om arkitekten Knud Lehn Petersen, den kongelige bygningsinspektør for Fyn og Sønderjylland, der var en af bagmændene for tanken om Den fynske Landsby.
I den tætte fynske bebyggelse på Frilandsmuseet ved Sorgenfri var det nævnte hus fra Kirke-Søby det sidste, der kom til, åbnet for publikum 1939. Det bidrog til, at den fynske del af Frilandsmuseet fik karakter af en landsbyagtig bebyggelse. På den måde blev Fyn den første landsdel, hvis gamle bondebygninger man kunne få et samlet indtryk af på museet.
Der var foregået en gradvis udbygning og ændring af Frilandsmuseet gennem 1930’erne. Den af Bernhard Olsen grundlagte friluftsafdeling af Dansk Folkemuseum havde i begyndelsen af århundredet indeholdt bygninger, der var valgt ud fra synspunkter præget af de også inden for kulturhistorien fremherskende udviklingsteorier. Man havde søgt så gamle træk som muligt i indretningen af bondens bolig og kun kunnet finde dem i bygninger fra Skåne, Halland, Småland og det sydlige Slesvig. I århundredets andet årti kom nogle få bygninger til, nu også fra steder inden for Danmarks daværende grænser. Efterhånden opstod ønsket om at få landets forskellige egne repræsenteret på Frilandsmuseet. Midt i tyverne begyndte arbejdet med de fynske bygninger.
I 1923 var en firlænget gård i Lundager ved Assens blevet opmålt af to unge arkitekter fra Foreningen af 3. december 1892, en sammenslutning af elever fra Kunstakademiets arkitektskole, som i særlig grad var interesseret i ældre bygninger. Denne gård blev erhvervet af Folkemuseet 1924 og nedtaget det følgende år. I 1926, da 25 års jubilæet for Frilandsmuseets åbning i området ved Sorgenfri blev fejret, lykkedes det at få to af længerne genopført, men derefter gik byggearbejdet i stå. Det skyldtes svigtende bevillinger, og det varede en del år, før der blev rettet op herpå. Den fuldstændige firlængede gård blev åbnet for publikum i 1934.
Hvad der først og fremmest interesserede museumsfolkene, da Lundager-gården blev erhvervet, var nok sulekonstruktionen. Den var aktuel i forskningen, efter at Chr. Axel Jensen i 1914 havde fået trykt sin vigtige artikel »Stolper og Suler«. Og netop i 1925 optog Zangenberg et kort over sulernes udbredelse i sin bog »Danske Bøndergaarde«. Disse midtstolper under tagryggen blev opfattet som noget meget gammelt, selv om man dengang ikke kunne vide, at Svend Larsen nogle år senere i Åsum tæt uden for Odense skulle udgrave et par hustomter med spor af formodede suler fra ældre romersk jernalder. Man anså også sulekonstruktionen for noget karakteristisk fynsk, selv om den tillige var kendt fra det nordlige Vestjylland.
Der var i øvrigt ikke suler i alle Lundagergårdens længer. En af dem var normalt bindingsværk med spærtag. Og stuehusets tag havde været stærkt ombygget, men her blev de få bevarede suler suppleret og taget ved genopførelsen i hovedsagen rekonstrueret som et åstag båret af suler. Det var ikke blot med hensyn til taget, gårdens stuehus havde undergået ændringer i tidens løb. Der var blevet tilbygget et korshus ud i haven, og i storstueenden havde der en periode været en aftægtsbolig, men resterne af den blev fjernet ved genopførelsen. Der synes ikke at have været meget tvivl om, at man skulle føre stuehuset tilbage til en ældre tilstand, uden at man dog derfor slettede alle spor af de mange forskellige byggefaser, der kan konstateres i gården.
Allerede året efter Lundagergårdens færdiggørelse blev den næste fynske bygning gjort tilgængelig for Frilandsmuseets gæster. Det var i 1935, huset fra Årup i det vestlige Fyn blev åbnet, men aftalen om dets overtagelse var truffet allerede i 1926. Også i denne sag spillede den svigtende økonomi en rolle og medførte en betydelig forsinkelse i arbejdet. Samtidig gjorde et andet forhold sig dog gældende. Når et hus først var sikret for museet, kunne det eventuelt vente med genopførelsen. Det var vigtigere at bruge de beskedne midler til at redde andre bygninger ude i landet, som måske var i fare for helt at gå tabt. På den måde anvendtes nogle af museets ressourcer i de magre år sidst i tyverne og først i trediverne, da der i særlig grad blev holdt igen på de statslige bevillinger. Denne prioritering af opgaverne blev i øvrigt også praktiseret i senere perioder af museets historie.
Husmandshuset fra Årup vil mange, der kender lidt til Fyn, nikke genkendende til. Den slags huse har der været mængder af, så her har museet valgt noget virkelig repræsentativt. Man talte dengang om dette hus som eksempel på en bestemt hustype, den trelængede, og det var ved udvælgelsen medvirkende, at det også her i hvert fald delvis drejede sig om et sulehus. Der blev tydeligt nok lagt mindre vægt på, at museet fik en bolig fra et andet socialt lag end den gård, som var blevet åbnet året før. Den slags synspunkter var endnu ikke på mode. Derimod havde man sans for, hvad der var karakteristisk for landsdelen. I det lille ekstra udhus, der rager ud til den ene side, får man en fornemmelse af Fyn. Her vises en humlepresse til pakning af den humle, der blev solgt fra stedet. Dyrkningen af denne specielle afgrøde med henblik på ølbrygning kan ses i haven bagved.
Da dette hus blev åbnet for museumsgæsterne, var man allerede i fuld gang med forberedelserne til den næste fynske bygning. Det var den smedje, som blev hentet i Ørbæk i det østlige Fyn. Det var længe siden, den havde været brugt efter sin bestemmelse, men boligen i den bageste ende af huset var beboet tæt op mod museets overtagelse i 1934. Mens smedjen var under genopførelse på sin nye plads, blev det gadekær gravet og stensat, som stadig ligger lige ved siden af. Den beliggenhed, der her antydes, helt typisk lige midt i en landsby, svarer slet ikke til forholdene i Ørbæk, hvor den flyttede smedje havde ligget for sig selv. Men man opnåede at skabe en fynsk idyl, hvor bindingsværket spejler sig i gadekæret, som kantes af stynede popler.
Inden smedjen kunne åbnes for publikum i 1936, måtte der en større kampagne til, for at den kunne være udstyret med det nødvendige smedeværktøj. Det var det unge dialektforsker Svend Jespersen, sidenhen den første leder af Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, der fik det hverv at rejse rundt til et stort antal fynske smedjer for at skaffe værktøj og få oplysninger fra gamle landsbysmede.
Ørbæksmedjen var den sidste bygning, arkitekt Zangenberg kom til at forestå flytningen af. Den næste opgave var huset fra Kirke-Søby i det sydvestlige Fyn. Zangenberg havde opmålt det, men det var Arne Ludvigsen, der tog sig af genopførelsen. Huset var blevet erhvervet 1936 og åbnedes for publikum 1939. I Frilandsmuseet kom det til at ligge lige ved Åruphuset, så de to huse gav fornemmelse af en landsbygade med stendiget til Lundagergårdens have langs den modsatte side af gaden.
Denne beliggenhed gav også en mulighed for umiddelbar sammenligning af de to husmandshuse fra Årup og Kirke-Søby. Her tænkes særlig på den måde, hvorpå disse bygninger er genskabt i Frilandsmuseet. Man ser tydeligt en forskel, og den beror i hvert fald delvis på valget af metode, på nogle principielle overvejelser som grundlag for genopførelsen. De bygninger, der var blevet flyttet før denne tid, var til en vis grad blevet rettet op, og der var sket mindre fornyelser. De kom derved efter genopførelsen til at fremstå som næsten nye. Arne Ludvigsen gik derimod ind for en anden form for restaurering, der indebar bevaring af så meget som muligt af de enkelte bygningsdele, også de stærkt slidte eller angrebne. Hvis man undgår at udskifte det forfaldne, bibeholder reparationer og sekundære tilføjelser og undlader at rette op på det, der er blevet skævt, vil det give bygningen liv, og man bibringer museumsgæsterne en fornemmelse af husets århundredgamle historie. Det kendteste eksempel på denne fremgangsmåde blev få år senere Frilandsmuseets sjællandske gård, hvor metoden er drevet til det yderste. Men allerede i tilfældet Kirke-Søby blev denne form for restaurering anvendt, og man må her glæde sig over, at det fynske hus ikke før overtagelsen var så forfaldent som den sjællandske gård og derfor heller ikke blev så vanskeligt at holde vedlige.
I øvrigt bragte huset fra Kirke-Søby også på anden måde problemer med sig. I det lille firlængede husmandshus var der indrettet et træskomagerværksted i den ene længe. I den første tid efter genopførelsen blev her nu og da demonstreret træskomagerarbejde for museets gæster. Når et værksted benyttes en gang imellem, vil det stadig fremtræde som et levende værksted, om end der gradvis i interiøret sker små forandringer, som undertiden fører bort fra de intentioner, museumsfolkene havde ved den oprindelige opstilling. Men når den manuelle tradition uddør, og man derfor ikke mere kan arrangere demonstrationer af det gammeldags håndværk, opstår en ny type bevaringsproblem. Nu er det ikke bare et spørgsmål om at konservere noget værktøj, som en gammel demonstrerende træskomager vil være tilbøjelig til at forny, så han kan bruge det. Når værkstedet blot er udstilling, kommer vanskelighederne med at opretholde illusionen om det levende værksted. På gulvet ligger de karakteristiske træspåner, formet ved udhulingen af træskoene. De bliver snart noget gamle at se på, og mellem dem ligger vissent efterårsløv blæst ind fra gårdspladsen og karamelpapir smidt af museums-gæsterne. Dernæst går der borebiller i spånerne, og til sidst er det kun ormemel og snavs, man fejer ud.
Den slags problemer melder sig først efterhånden, og der blev nok ikke tænkt så meget på dem, dengang huset fra Kirke-Søby stod færdigt og dermed betød en foreløbig afslutning på den fynske bebyggelse på Frilandsmuseet. Den omfattede da en gård, to husmandshuse og en smedje. Disse bygninger lå rundt om ved tre sider af en stor grøn plads, der virkede som et fælles område midt i en landsby. Smedjen skulle vel forestille at ligge på fælles jord. Ved den modsatte side af gadekæret blev indrettet et bystævne. Det var en fri rekonstruktion af et fynsk bystævne, en kreds af store sten rundt om et lindetræ. Her kunne man få et indtryk af landsbyfællesskabet ved det synlige minde om stedet for gårdmændenes drøftelser og beslutninger.
Med til Fyn skal i denne sammenhæng regnes Ærø, hvorfra Frilandsmuseet har en kirkestald, beregnet til opstaldning af kirkegæsternes heste under gudstjenesten i Bregninge kirke. Den blev genopført i museet 1935, men kan ikke mere ses her, fordi den en snes år senere måtte vige pladsen for et lollandsk husmandshus, i håbet om at den engang skulle genopstå i forbindelse med en kirke, en kirkegård og en præstegård. Kirkestalden lå ellers lige over for Lundagergården og medvirkede til, at der også på denne side af gården var noget, der lignede en fynsk landsbygade, et forholdsvis snævert stykke vej med bindingsværk på begge sider.
Hvis man under et besøg på Frilandsmuseet gjorde holdt på landsbypladsen tæt ved gadekæret og bystævnet, kunne man altså fra sidst i trediverne se rundt på en ganske stor bebyggelse, hvis enkelte enheder alle kom fra den fynske øgruppe. Man kunne her på Sjælland føle, at man var på Fyn, for man var omgivet af lutter bindingsværk af umiskendeligt fynsk præg. I de følgende årtier kunne museet også stort set fastholde indtrykket af Fyn ved at vedligeholde bygningerne med den omhu og sirlighed, der har været ret udbredt i dette område. Det er derimod i de sidste 10-15 år blevet en stadig kamp at leve op til denne tradition.
Det gælder også arbejdet med haverne ved de fynske bygninger. Under de vilkår, der hersker for en statslig institution som Frilandsmuseet, har det i de senere år ikke været nemt at anvende den arbejdskraft, som er nødvendig til opretholdelse af de fine fynske bondehaver. Da de blev anlagt, anså man det med rette for meget væsentligt, at der netop til museets bygninger fra Fyn var knyttet haver, som kunne vise havebrugshistorie svarende til den almindelige kulturhistoriske belæring, der var at hente i de gamle gårde og huse.
Haverne til Lundagergården samt husene fra Årup og Kirke-Søby er netop, hvad man kan kalde historiske haver. De er kunstprodukter, lavet på grundlag af havebrugshistorisk viden, og der har næppe nogensinde eksisteret haver, som helt svarer til dem. Netop på grundlag af en omfattende viden er der blevet samlet lidt for mange og lidt for specielle planter i disse haver, som fremviser en række interessante gamle træk i anlægsform og plantesammensætning.
Det var ikke mindst en særlig interesse og stor viden på dette område hos Kai Uldall, der lå bag den betydelige indsats for de fynske haver. Det var naturligt, at der netop på dette felt blev gjort noget særligt, når man tog den fynske tradition for havebrug i betragtning, og når forudsætningen var, at Fyn var den første landsdel, hvis bygninger var talstærkt til stede på Frilandsmuseet, så det i mange henseender var muligt at opfatte nuancer i denne egns landbokultur. Også dette var imidlertid et forhold, som Kai Uldall havde andel i, sådan at forstå at han i hvert fald forstærkede en tendens til, at museet i en årrække beskæftigede sig meget med fynske bygninger. Født og opvokset i København havde han gennem sin mødrene familie stærk tilknytning til Fyn og ikke mindst nogle fynske herregårde, hvor han holdt til i lange perioder under sine undersøgelser på Fyn. Åruphuset og Ørbæksmedjen har haft forbindelse med to af disse herregårde, henholdsvis Erholm og Ørbæklunde, og den sidst tilkomne fynske bygning på Frilandsmuseet har hørt under den tredie af disse herregårde, Lykkesholm.
Denne sidste bygning er Frilandsmuseets fynske vandmølle, der kom fra Ellested sogn i det østlige Fyn. Den blev nedtaget i 1949, og selve møllebygningen med stuehus blev åbnet for publikum 1964. Om ikke ved udvælgelsen så er der i hvert fald ved placeringen af denne mølle i museumsområdet tænkt mindre på Fyn og mere på møllefunktionen. Vandmøllen ligger et godt stykke fra de øvrige fynske bygninger, ensomt i en ådal ligesom på hjemstedet. Man havde i begyndelsen forestillet sig, at møllen skulle ligge ved selve Mølleåen, der løber forbi ud for Frilandsmuseet. Da det kom til stykket, blev den placeret i kanten af dalen, tæt ved dalsidens skrænt. Det var muligt på dette sted i museet at udforme terrænet, så det minder meget om forholdene, hvor møllen lå oprindeligt. Det var ikke blot væsentligt for den mølletekniske side af sagen, men også for genskabelsen af møllens omgivelser. Den have, der hører til møllen, er nemlig i modsætning til de øvrige fynske haver baseret på virkeligheden, sådan som den blev forefundet ved nedtagningen af møllen. Det var i dette tilfælde ikke blot bygningerne, der blev målt op, men også haven, og det blev registreret, hvad der groede i den, ligesom der blev medtaget planter, som kunne gro videre på museet, enten det skete i form af hele planter, frø, stiklinger eller podekviste. Derfor kunne haven blive en nær kopi af vandmøllens gamle have, der med hensyn til havestil nærmest repræsenterede tiden omkring sidste århundredskifte, mens de øvrige fynske haver skulle vise ældre stadier af haveudformning.
Også ved indretningen af møllens stuehus var der en interessant problemstilling med hensyn til kronologi. Da møllen blev taget ned, regnede man med, at den indvendige indretning skulle bringes til at svare nogenlunde til bygningens ydre skal og altså gerne række godt tilbage, helst til 1700-årene. Imidlertid gik der lang tid fra nedtagningen, til genopførelsen fandt sted. Det var i mellemtiden blevet almindeligt blandt museumsfolk at tænke i lidt andre baner, man ville godt rykke lidt tættere til samtiden. Med hensyn til indretning af interiører giver det mulighed for et sikrere kildegrundlag, idet den bevarede rumindretning kan tages som udgangspunkt, og den mundtlige tradition kan udnyttes. Den mere gammeldags indretning var blevet forberedt af Uldall bl.a. ved erhvervelse af nogle gamle møbler. Dem placerede den nye generation af museumsfolk synligt på loftet som udrangerede, og møbleringen af stuerne blev baseret på forholdene, som de havde været i 1890’erne, efter at den sidste møller havde sat bo.
Det var ikke blot i museets ledelse, der var sket et skifte. Også arkitekten var nu en anden. Den nye arkitekt Frode Kirk havde dog været med som opmåler og tegner ved nedtagningen af vandmøllen. Da han senere forestod genopførelsen af den, havde han allerede vist, at han havde fundet en fornuftig balance med hensyn til metoden ved genskabelsen af gamle huse. Det var den gyldne middelvej mellem yderpunkterne, således at det bedste ved den Ludvigsenske fremgangsmåde blev benyttet, uden at det kom til overdrivelser, f.eks. ved bevaring af tilfældige smålapperier fra en sen forfaldsperiode i bygningens historie.
I de år, da genopførelsen af den fynske vandmølle foregik, blev der indimellem gjort forberedelser til overførelse af et ret specielt bygværk fra Ærø til Frilandsmuseet. Det drejer sig om en hørovn, der ligesom kirkestalden oprindeligt havde stået i Bregninge sogn. Her blev den nedtaget i 1962, og 1966 blev den genopført på museet. Sådan et brandfarligt anlæg, en cylinderformet muret ovn til tørring af noget så letantændeligt som hør, var gerne placeret lidt afsides. På museet blev den ligesom på hjemstedet anbragt i et bevokset jorddige i en vis afstand fra de stråtækte bygninger.
Dette var den sidste forøgelse af Frilandsmuseets fynske bebyggelse. Men det betyder ikke, at museet dermed har afsluttet sit arbejde på dette felt. Der forestår endnu nogle genopførelser af tidligere nedtagne bygninger, som ligger opmagasineret på museet. Det drejer sig først og fremmest om udlængerne til den fynske vandmølle. De kunne ikke genopføres samtidigt med mølle og stuehus, fordi museet dengang ikke rådede over den jord, hvor de skulle ligge. Møllen måtte af tekniske årsager anbringes lige inden for det daværende skel. Kun på det sted kunne terrænet udformes efter ønske og den rette faldhøjde til vandet opnås. Møllegården vil imidlertid ikke være fuldstændig, før de tre udlænger er genopført, så museumsgæsterne kan opleve hele den funktionsmæssige enhed, møllen oprindelig udgjorde, da der ikke blot blev malet kom, men også drevet landbrug.
Heller ikke den tætte fynske bebyggelse med landsbypræg er færdig, sådan som den er planlagt, selv om den nu i hovedsagen har været uændret i et halvt århundrede. I 1938 blev der nedtaget et lille bindingsværkshus i landsbyen Stenstrup i det sydøstlige Fyn. Huset udmærker sig bl.a. ved en fornem knægtbåret gavl. Den vil til sin tid møde museumsgæsterne, når de lige efter ankomsten til museet kommer gående i landsbygaden hen langs Lundager-gården. Husets placering ved denne gård og smedjen fra Ørbæk er forberedt ved flytning af museets yderhegn. Når huset om nogle år ligger på dette sted, vil det sætte prikken over i’et med hensyn til at virke samlende på de fynske bygninger på Frilandsmuseet. Så vil man i endnu højere grad end hidtil kunne få den gode følelse af at være på Fyn.
