Kvinden her på Fyen
Hun går ej fejl i Byen,
Hun er stærk og god
og mangler ikke Mod.[1]
Ved Folketingsvalget den 15. september 2011 stemte 3.579.675 af i alt 4.079.910 vælgere. Valgdeltagelsen i hele landet blev således 87,7 pct.[2] Det er en særdeles høj valgdeltagelse – en af de højeste i EU. Når man betænker, at vælgere i Danmark ikke har pligt til at afgive deres stemme, er valgdeltagelsen endnu mere imponerende. Faktisk bliver Danmark blot overgået af Luxembourg, Malta og Belgien, hvad valgdeltagelse angår – og vælgerne i de tre lande har just valgpligt. Danmark er på mange måder et meget demokratisk land. Det er derfor ikke den store overraskelse, at Danmark ifølge Democracy Barometer er verdens bedste demokrati.[3] Et vigtigt aspekt af dansk udenrigspolitik er at udvikle demokrati og menneskerettigheder i udviklingslande og at sikre demokratiske valg i nye og skrøbelige demokratier. Danmark har således en lang og stærk indsats bag sig med bidrag til valgobservationsmissioner verden over.
Det er naturligvis glædeligt at tilhøre verdenseliten, hvad demokrati angår. Resultatet af valget i 2011 blev endda en milepæl i dansk kvindekamp og ligestillingshistorie, idet Helle Thorning-Schmidt som den første kvinde i danmarkshistorien kunne indtage statsministerposten. Imidlertid skal vi ikke særlig langt tilbage i historien, før flertallet af den danske befolkning ikke havde mulighed for via deres stemme at påvirke samfundsudviklingen.
Fra Grundloven blev underskrevet i 1849 frem til 1915, var Danmark i realiteten ikke et demokrati. Især fraværet af kvinder på den politiske scene gjorde samfundet udemokratisk. Det samme gjorde sig gældende for alle andre lande, der havde afskaffet enevælden eller løsrevet sig fra kolonimagter i slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Det kan derfor ikke undre, at kvinderetsforkæmpere op gennem 1800-tallet krævede, at det politiske medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status.
I Danmark startede debatten om kvindernes adgang til Folketinget for alvor, da venstrepolitikeren Frederik Bajer i 1886 fremsatte et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. I Rigsdagens to kamre, hvor lovændringen skulle forhandles igennem, blev valgretsspørgsmålet i årevis behandlet i en lang række debatter. Folketinget, der var Venstredomineret, vedtog med større eller mindre flertal de forskellige lovforslag, hvorefter de blev nedstemt i Landstinget, der var Højredomineret. I hen ved 30 år blev der på den måde blokeret for kvinders politiske valgret.[4]
Først efter systemskiftet i 1901, hvor Landstinget mistede indflydelse, blev der langsomt åbnet op for kvinders deltagelse i politik. I 1908 skete det første gennembrud. I forbindelse med en omfattende reformperiode i dansk politik fik kvinderne valgret til kommunale råd. Ved kommunalvalget den 12. marts 1909 stod kvinderne derfor for første gang opført på stemmesedlerne og var til stede ved valgurnerne. Resultatet blev, at 127 kvinder blev valgt. Stemmeprocenten blandt kvinderne var 50 %, mens de mandlige vælgere tegnede sig for 76 %.[5]
Mens det i årtierne op til 1915 var mænd, der debatterede kvinders stemmeret inden for Rigsdagens mure, så arbejdede kvinder rundt om i landet for politisk medborgerskab. Den gryende kvindebevægelse var således i fuld gang med at bevise, at kvinder var særdeles egnede til politisk arbejde. Op gennem de sidste årtier af 1800-tallet mobiliserede tusindvis af kvinder sig i kampen for stemmeret. Via offentlige møder og diskussionsaftener landet over blev budskabet om kvinders politiske medborgerskab effektivt formidlet.
Undervejs i processen organiserede flere og flere kvinder sig i kvinderetsforeninger, hvorfra de på forskellig vis agiterede for deres ret til at stemme. I 1871 stiftedes Dansk Kvindesamfund i København som en afdeling af Internationalt Kvindesamfund. Allerede samme år blev Dansk Kvindesamfund dog udskilt fra den internationale organisation af angst for, hvilke associationer ordet ”internationale” kunne give. Drivkræfterne bag stiftelsen af den første danske kvindesagsbevægelse var ægteparret Mathilde og Frederik Bajer. Dansk Kvindesamfund definerede sig som den brede tværpolitiske organisation, der varetog alle kvinders interesser. Og formålet med organisationen var bl.a. at hæve kvinden i åndelig, sædelig og økonomisk henseende.[7]
For at holde kvinder informeret om kvindesagen og anspore til debat begyndte Dansk Kvindesamfund i 1885 at udgive tidsskriftet Kvinden og Samfundet. Tidsskriftet, der fortsat udkommer den dag i dag, blev et vigtigt bindeled mellem Dansk Kvindesamfunds mange medlemmer landet over.[8] Oprettelsen af lokalkredse i byer og egne landet over var et vigtigt mål, så alle kvinder kunne få mulighed for at deltage i kvindesagskampen.[9] I 1886 stiftedes Aarhus Kredsen, i 1888 Aalborg Kredsen og i 1890 Odense Kredsen. Fra 1890 var der altså i Odense en platform, hvor kvinder kunne mødes og debattere tidens emner, holde møder og arbejde for valgret.
Kong Frederiks Grundlov den var god,
en Fejl dog var, der ikke stod
om Kvindens Stemmeret
thi i vort Land som i vort Hjem
faar Far og Mor det bedste frem,
naar begge styrer det.[6]
En Skaal for vort Samfunds de fem og tyve Aar!
hvor har vi drukket mange Kopper Kaffe!
og døjet nærmest gode fornøjelige Kaar,
til Husbehov har kunnet Penge skaffe,
og tit har vi gjort Vrøvl – og haft en mægtig Snak,
men altid endte Mødet med: Farvel og mange Tak![10]
Odense Kredsen blev som nævnt stiftet i 1890. Blandt kredsens senere forkvinder og trofaste støtter gennem de første mange år kan særligt Frida Schmidt, Anna Lohse og Marie Riising Rasmussen nævnes. De vil senere blive præsenteret nærmere. Odense Kredsen havde samme mål som hovedorganisationen, og det var først og fremmest at samle kvinder om kvindesagskampen. Dernæst skulle kvinderne lære om det kommunale og politiske arbejde for derved at forberede dem på det offentlige liv. Første opgave var naturligvis at få medlemmer og stable spændende arrangementer på benene. Efter lokalkredsen havde eksisteret i tre år, kunne det konstateres, at der var fin aktivitet. Således var der en gang om måneden medlemsmøde med diskussion eller oplæsning. Kredsens 57 medlemmer kunne også deltage i foredrag, aftenskole med gratis undervisning eller læse tidsskrifterne Hvad vi vil og Kvinden og Samfundet, ligesom der løbende blev erhvervet nye bøger.[11] I alle årene op til 1915 inviterede Odense Kredsen mænd og kvinder til at holde foredrag. Derudover arrangerede Odense Kredsen bl.a. offentlige møder mod prostitution.[12] Medlemstallet i årene 1890-1915 svingede lidt, men lå i de fleste år omkring 40.[13]
En vigtig opgave for Odense Kredsen var de såkaldte interpellationer, hvor rigsdagskandidater blev udspurgt om deres holdning til kvinders valgret. Det foregik, ved at kvinder mødte op ved de offentlige valghandlinger landet over og rettede følgende spørgsmål til kandidaterne:
Der blev nemlig afholdt valgmøder samtidig med valghandlinger, hvor kandidaterne kunne interpelleres. Da Frida Schmidt op til folketingsvalget i 1890 som første kvinde i Odense prøvede at udspørge rigsdagskandidater ”gik Valgbestyrelsens Formand saa rent fra Koncepterne ved at se en Kvinde forlange Ordet, at han – tvært imod Valgloven – uden videre nægtede hende det. Og da hun spurgte, hvorfor? svarede han blot: ‘Det kan slet ikke lade sig gjøre!’”.[15] Som den eneste i landet nød Frida Schmidt dermed den tvivlsomme ære at blive afvist af valgbestyrelsens formand. Selvom kvinder ikke havde valgret, var der ingen lov, der forbød kvinder at interpellere kandidater, og fremover blev kvinder i Odense ikke forhindret i at rette spørgsmål til kandidaterne.
Frida Schmidt (1849-1934), uddannet lærerinde på N. Zahles Skole, var en af de allervigtigste personer i arbejdet med at fremme kvindesagen på Fyn. I Odense Kredsen, som hun selv var med til at oprette, var hun blandt medlemmerne kendt som selve “sjælen i Odense Kredsen”. Igennem sin lange løbebane i Dansk Kvindesamfund nåede Frida Schmidt at varetage flere betydningsfulde poster. I Odense Kredsen sad hun som medlem af bestyrelsen fra 1890 til sin død i 1934. Derudover varetog hun posten som sekretær i perioden 1890-1907, ligesom hun var forkvinde 1893-94. I 1915 blev hun udnævnt til kredsens æresmedlem. I Dansk Kvindesamfunds landsorganisation var hun en del af den første fællesstyrelse i 1892 og bestred desuden kassererposten til 1907, hvorefter hun blev udnævnt til æresmedlem.
Frida Schmidt ydede sin største indsats i kvindebevægelsen i opstartsfasen før århundredskiftet, hvor hun med sine radikale holdninger anfægtede indgroede forestillinger om kvindens plads. Hun hævdede kvinders ret til at være sadelmagere og jordbrugere og argumenterede med usædvanlig konsekvens for kønnenes fulde ligeværdighed og ligestilling på alle samfundsområder.
I Odense ernærede Frida Schmidt sig ved undervisning og ved juridisk arbejde. Hendes ansøgning om at komme til at tage almindelig forberedelseseksamen blev afvist, fordi hun var kvinde. I stedet tog hun undervisning i sprog ved N. Zahles Skole, men måtte afbryde studierne ved faderens død i 1887. Herefter blev hun lærerinde Odense Friskole, der dengang lå i Bjergegade. Samtidig supplerede Frida Schmidt den ringe løn med privatundervisning og udfærdigelse af juridiske dokumenter. I 1887 havde hun købt et hus, hvor hun og en søster åbnede en skole i 1890. Skolen fik navnet Eugenie Schmidts Handelsskole. De drev skolen til 1924 og havde i de 34 år over 1.200 elever. Frida Schmidt underviste i tysk, engelsk og samfundslære. Det sidste var et helt nyt fag, som hun introducerede. Inden for Dansk Kvindesamfund var hun blandt de stærkeste fortalere for, at organisationen skulle tage stemmeretskravet på programmet. På Dansk Kvindesamfunds første fællesmøde i Århus i 1893 blev det på hendes initiativ vedtaget, at kredsene skulle have ret til hver for sig at agitere for stemmeret. Odense Kredsen fik således en spydspidsfunktion i denne sag, mange år før landsorganisationen i 1906 tog stemmeretten på programmet.
Også på et andet område var Frida Schmidt med til at føre Dansk Kvindesamfunds Odense Kreds ind på en radikal kurs, nemlig i spørgsmålet om afskaffelse af den offentligt regulerede prostitution, der eksisterede i Danmark 1874-1906. Foreningens møder om spørgsmålet vakte stor opsigt i byen, fx i 1892 hvor Anne Bruun fra Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed tordnede mod prostitutionen for 500 tilhørere. Endnu større opstandelse vakte Frida Schmidt, da hun på et møde i 1894 højt og tydeligt udtalte, at Odense byråd var “Horevært”, så længe det tillod offentlig prostitution. Efter mødet modtog hun anonyme trusler, men aktionen bar frugt, idet byrådet besluttede at afskaffe tilsynet med de prostituerede.[16]
Anna Lohse (1866-1942), uddannet lærerinde på N. Zahles Skole, var – sammen med Frida Schmidt – med til at starte Dansk Kvindesamfunds Odense Kreds. Hun hørte i 1890’erne til den faste kerne af aktive bestyrelsesmedlemmer og var forkvinde i 1892 og igen i 1894-99. Da Anna Lohse havde drømt om at blive lærerinde siden sin barndom, fik hun efter sin konfirmation friplads på Louise Wintelers Skole – forløberen for Skt. Knuds Gymnasium – hvor hun sammen med andre piger læste under bestyrerindens personlige ledelse. Som 17-årig, efter tre års skolegang, fik hun på Louise Wintelers anbefaling en ledig timelærerstilling ved den kommunale forberedelsesskole i Klaregade. Bortset fra et enkelt års studier i København i forbindelse med sin lærerindeeksamen, boede Anna Lohse hele sit liv i Odense, hvor hun arbejdede som lærer. Hovedparten af sit arbejdsliv tilbragte hun på Vestre Skole, hvor hun fik fastansættelse, da skolen åbnede i 1897. I 1936 gik hun på pension efter at have tjent Odense Skolevæsen i 52 år. Hun underviste især i sit hovedfag naturhistorie med sundhedslære, men også i geografi, regning og religion.
Anna Lohse var af den overbevisning, at kvinders manglende uddannelse og erhvervsmuligheder var en afgørende barriere for kønnenes ligestilling. Det var afgørende for Anna Lohse, at kvinder handlede politisk på lige fod med mænd og ikke lod deres virke begrænse sig til intimsfæren. Hun mente samtidig, at kvinder lagde hindringer i vejen for dem selv på deres vej mod ligestilling, idet mange kvinder lod sig fastholde i rollen som hustru og mor. For Anna Lohse var det egentlige formål med kønnenes ligestilling, at mænd og kvinder sammen kunne arbejde for at rette op på sociale uligheder i samfundet. Anna Lohses engagement for at forbedre arbejdsog uddannelsesvilkårene for byens arbejderkvinder førte til, at Dansk Kvindesamfunds Odense Kreds i 1891 på hendes initiativ startede en gratis aftenskole for kvinder. Skolen fungerede i vinterhalvåret frem til 1900, og i alle årene var Anna Lohse aftenskolens drivkraft. Hun var både forkvinde for skolens bestyrelse og underviste selv på skolen.
Ligesom Frida Schmidt blev også Anna Lohse hædret for sin store indsats for Dansk Kvindesamfund, da hun i 1915 blev udnævnt til Odense Kredsens æresmedlem. Som stærkt politisk engageret og frisindet fandt Anna Lohse sin naturlige plads i Det Radikale Venstre, der blev stiftet i 1905. Hun boede det meste af livet sammen med forældrene og søsteren Katrine.[17]
Marie Riising Rasmussen (1872-1924) flyt- tede til Odense i 1907 med sin mand og deres tre børn. Manden, W.D. Rasmussen, var skoleinspektør på Pigerealskolen i Klaregade. Marie Riising Rasmussen blev en del af Dansk Kvindesamfunds Odense Kreds i 1907 og gjorde derefter lynkarriere i toppen af Dansk Kvindesamfund. I 1908 blev hun således først valgt som forkvinde for Dansk Kvindesamfunds Odense Kreds. Derefter blev hun valgt til Dansk Kvindesamfunds fællesstyrelse, og i 1910 blev hun valgt til forkvinde for Dansk Kvindesamfunds hovedorganisation. I de fire år, hvor hun var forkvinde i Odense, lykkedes det hende at revitalisere kredsen samt at øge medlemstallet betragteligt. Marie Riising Rasmussen blev afløst som formand for hovedorganisationen i 1913 og fortsatte derefter i fællesstyrelsen. Marie Riising Rasmussen lagde i sit arbejde for organisationen vægt på tålmodighed og vedholdenhed frem for nybrud. Det kom bl.a. til udtryk ved det arbejde, hun gjorde for at ændre lovgivningen vedrørende børn født uden for ægteskab, så de kunne få ret til faderens navn og arveret efter ham. Desuden var hun fortaler for tvungen uddannelse i moderkundskab[18]. Marie Riising Rasmussen var kendt som en varmt interesseret kvindesagsven og en dygtig taler, der agiterede støt for sagen.
Marie Riising Rasmussen var desuden stærkt socialt engageret. Fra 1914 og nogle år frem var hun sit parti, Det Radikale Venstres, repræsentant i den lokale hjælpekassebestyrelse. Både i 1917 og 1921 stillede hun op til byrådsvalgene i Odense for Det Radikale Venstre. Derudover repræsenterede hun sit parti i flere udvalg nedsat af Odense byråd.
”I denne Glædens Stund dog lever i vor Hu
Ej ene Haab og Minder, men det alvorsfulde Nu.
Paa Alfarvej i Ufredstid er Folk og Land,
Og derfor be’r den danske Kvinde, danske Mand:
Gud, i Tryghed og i Fare
Danmark Du bevare.”[20]
Sammenfattende kan Anna Lohse betegnes som en energisk og djærv person, der havde en særlig evne til at organisere og lede. Hun understregede ved flere lejligheder, at valgretten kun var et led i en større politisk, økonomisk og kulturel frigørelsesproces, og at kvindesagen derfor ikke var vundet med kvindevalgrettens indførelse. I hele sit arbejde byggede hun på et interessefællesskab med sin mand, der delte hendes synspunkter.[19]
Den 5. juni 1915 blev grundloven ændret og kvinder fik stemmeret i samme omfang som mænd. Da 1. verdenskrig hærgede på dette tidspunkt, blev der imidlertid ikke valg umiddelbart efter grundlovsændringen. Kvinderne måtte vente til 1918 med at deltage i politiske valg. Ved det første folketingsvalg efter grundlovsændringen var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget, der dengang bestod af 140 medlemmer. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister. Der skulle dog gå mange år, før antallet af kvindelige folketingspolitikere steg. Først ved valgene i 1970’erne skete der for alvor en vækst i antallet af folkevalgte kvinder i Folketinget. I dag er knap 40 % af folketingspolitikerne kvinder.
Sammenlignet med udviklingen i andre europæiske lande fik danske kvinder relativt tidligt valgret. Finland gav kvinder valgret i 1906, Norge i 1913 og Sverige i 1921. Mod slutningen af 1. verdenskrig og i tiden lige efter fik kvinder i bl.a. Estland, Letland, Litauen, Polen, Rusland, Tyskland og Østrig valgret. Derimod gav Frankrig først kvinder valgret i 1945 og Grækenland i 1952.
