I de middelalderlige landskabslove optræder vendingen fra arilds tid[1] gentagne gange om forhold, hvor oprindelsen fortaber sig uden for kildernes og erindringernes rækkevidde. At den noget ukonkrete tidsangivelse optræder i bebyggelsesrelaterede hævdbestemmelser for landsbyernes vejforhold, særjord og mølledrift, falder fint i tråd med, at netop etableringsprocessen for vore ældste eksisterende landsbyer længe har fortabt sig i de historiske tåger og været et af de helt grundlæggende forskningsspørgsmål, som bebyggelseshistorikere har fokuseret på de sidste mere end 120 år.[2]
Historikeren Aksel E. Christensen kaldte det ligefrem den “afgørende problemstilling i dansk bebyggelseshistorie” og udtrykte det i 1969 meget rammende med ord, der siden kom til at pryde indledningen til Torben Grøngaard Jeppesens licentiatafhandling om samme emne: “Hvorledes var bosættelsen paa kong Gudfreds[3] tid? Og hvor langt gaar denne bebyggelse, der antagelig i hovedtræk repræsenterer grundlaget for den nuværende, tilbage i tiden?”.[4]
Den bebyggelseshistoriske model for 5.-13. århundrede, der blev udarbejdet af Torben Grøngaard Jeppesen for 35-40 år siden, var opbygget omkring teorier om en generel bebyggelsesomstrukturering i 1000/1100-tallet. Fundmaterialet fra de ældste perioder var imidlertid meget begrænset, og for at underbygge teoriens gyldighed var det ifølge Grøngaard Jeppesen nødvendigt feltarkæologisk “at levere et positivt udsagn”; altså at finde og udgrave landsbyer fra germansk jernalder og vikingetiden, der var geografisk adskilt fra de fra historisk tid kendte landsbyer.[5]
Grøngaard Jeppesens ambition om at levere et positivt udsagn har gennem de seneste ca. ti år tjent som et centralt omdrejningspunkt for mit daglige museumsarbejde med forvaltningen af arkæologien og i særdeleshed i ph.d.-projektet Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde, som blev udarbejdet i perioden 2013-2015 i samarbejde med Institut for Historie, Syddansk Universitet.
Da det fra 1980’erne til det første årti af 2000’erne kun i meget begrænset omfang har vist sig muligt at erkende agrarbebyggelser i det åbne land fra 7.-10. århundrede, er der i forbindelse med museets udgravninger siden 2006 taget udgangspunkt i en arbejdshypotese, hvormed denne bias ville kunne forklares. Hypotesen tager det udgangspunkt, at de fynske bebyggelser fra 7.-10. århundrede i stor stil “gemmer sig” enten på de bopladsområder fra den foregående periode, som vi kender i så rigt mål, eller også under en del af de ældste eksisterende landsbyer; konkret de landsbyer, vi kender ved navne, der slutter med -inge, -sted, -lev, -hem, -løse og til dels -by, som allerede kulturgeografen Gudmund Hatt foreslog det i midten af 1930’erne.
Sammenlignet med situationen i 1970’erne er kildegrundlaget i dag et helt andet, og flere af de resultater, der blev præsenteret for snart 35-40 år siden, kan i dag suppleres og revideres. I centrum står igen spørgsmålet om alderen og baggrunden for de faste ejerlav og de ældste af vore landsbyer og dermed også ophavet for den bebyggelsesstruktur, der endnu præger landskabet.
I forskningsprojektet Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde indgår der materiale fra over 200 udgravningskampagner, fordelt på 86 ejerlav fra både kystbygd, agerbygd og skovbygd. Undersøgelserne omfatter godt og vel 1% af Odense Bys Museers samlede arkæologiske ansvarsområde (indtil 2014) og har resulteret i udgravningen af 1547 huse, der typologisk og/eller naturvidenskabeligt er dateret til perioden fra yngre romersk jernalder til middelalder.[7] De arkæologiske tolkninger er desuden suppleret med 1466 14C-dateringer fra de udvalgte lokaliteter, og materialet udgør som sådan det hidtil mest omfattende danske bebyggelsesstudie fra jernalder og middelalder.
Som det fremgår af fig. 2 er det arkæologiske materiale endnu præget af en markant lakune i antallet af udgravede landbebyggelser fra især det 7. og 8. århundrede.
Indtil begyndelsen af det 7. århundrede flyttedes de enkeltvis indhegnede gårde med meget forskellige intervaller varierende fra 30 til 400 år, og det er på mange måder gårdenes autonomitet og labilitet, der kendetegner bebyggelsen i disse århundreder.[8]
Samtidig med denne autonomitet illustrerer diagrammet en meget markant synkronitet omkring 600 e.Kr. De mange undersøgelser har således afsløret, at gårde og større bebyggelser dateret til 6. århundrede aldrig har kontinuitet igennem 7. århundrede på de samme tofter. Det, vi ser, er altså konturerne af en meget regulær udviklingsproces, der indledes med en generel omlægning af såvel enkeltgårde som regulære landsbyer. Inden for en forholdsvis kort periode omkring 600 e.Kr. blev alle de hidtil kendte bebyggelser reorganiseret og flyttet sammen i mere regulerede landsbystrukturer.
Denne proces må opfattes som det helt afgørende skifte i bebyggelsesstrukturen i jernalder og middelalder og samtidig som det egentlige ophav til udformningen af det bebyggelsesbillede, vi endnu ser afspejlet i vore ældste landsbyer.
I tilgift til de gennemgribende flytninger af den enkelte bebyggelse kan der også peges på en mere overordnet og mindst lige så radikal ændring af landskabsudnyttelsen omkring 600 e.Kr. Denne afspejles ved graden af gårdenes spredning i landskabet og dermed udiklingen i den bebyggelsesorganisatoriske forankring af gårdene i landsbyerne.
Som det fremgår af ovenstående diagram, prægedes bebyggelsen i tiden frem mod ca. 600 e.Kr. af omtrent lige store dele enkeltgårde og gårde med en direkte forankring i regulære landsbyer. I tiden efter 600 e.Kr. er dette forhold markant ændret til fordel for landsbyerne, og det er også ud fra denne betragtning rimeligt at tale om et egentligt landskabsorganisatorisk skifte, hvor gårdene blev langt mere låst med landsbyernes strukturer som den afgørende grundenhed og enkeltgårde som regulære afvigelser herfra. Denne struktur synes rimelig stabil i 600-700-tallet, indtil udspaltningen af torper og siden hovedgårde langsomt tager fat fra vikingetiden og frem.
Ser vi diakront på udviklingen af bebyggelsesstrukturen på modelniveau, træder udviklingen tydeligt frem i fire forskellige udviklingstrin A-D (jf. fig. 4).
Den bedste illustration af den skitserede udvikling afspejles ved udgravningerne i den midtfynske landsby Rynkeby. Her har Odense Bys Museer fra 2003 til 2016 foretaget omfattende undersøgelser af gårde fra både jernalder og middelalder, ca. 200 f.Kr.-1400 e.Kr.[10]
Modsat situationen for 1970’ernes landsbyundersøgelser, hvor mindre håndgravede prøvehuller var eneste mulige udgravningsmetode, har vi i Rynkeby fået afrømmet store dele af den historiske landsbytomt med maskinkraft. Dette har resulteret i et værdifuldt strukturelt helhedsbillede for tofteskel, brønde og de omkring 120 huskonstruktioner (fig. 5). Den ældste del af bebyggelsen i Rynkeby er ved brug af 14C-dateringer dateret til 600-tallet. Det er således den tid, der definerer anlæggelsestidspunktet for den eksisterende landsby og velsagtens også for stednavnet Rynkeby [navnet betyder Krigernes by]. Husfundene fortsætter kontinuerligt fra da af og frem til 1400-tallet, hvorefter tofternes bygninger forsvinder fra de arkæologiske kilder. Forklaringen på svigtet i de arkæologiske kilder i senmiddelalderen er imidlertid ikke så overraskende, som man ved første øjekast kunne tro. Det hænger utvivlsomt sammen med et regulært påbud, som vi har historisk belæg for, at Christian I i 1473 lod nedfælde i Fyns Vedtægt. Heraf fremgår det, at enhver der vil bygge huse, store eller små, skal sætte dem på (syld)sten. Drister nogen sig herimod har han forbrudt sin gård.[11] Sanktionerne for overskridelse af vedtægten var hårde, og næppe mange har villet sætte deres gård over styr på den baggrund. Den oldgamle bygningstradition, der baseredes på jordgravede stolper, blev altså udfaset ved et regulært kongeligt påbud, der tilsyneladende blev nøje fulgt i de efterfølgende århundreder.
Til trods for den meget langstrakte og intense bebyggelseskontinuitet på Rynkebys sydligste tofter er det bemærkelsesværdigt få genstandsfund, der er dukket frem. Dateringen af bebyggelsen er da også først og fremmest baseret på naturvidenskabelige analyser (14C og dendrokronologi), og heldigvis har vi været i stand til at udføre en hel del af disse.[12] I sommeren 2016 suppleredes det arkæologiske materiale med genstande, der på fornem vis understøtter konklusionerne, baseret på de naturvidenskabelige dateringer. I en grube beliggende på matr. 8a udgravedes en valkyriefibel med et krigermotiv, hentet fra den nordiske mytologi,[13] og nær herved en fuldhamret guldklump. Guldklumpen er svær at tidfastsætte inden for perioden ca. 600-1000-tallet, men hører formentlig til i den ældre del. Fiblen kan imidlertid dateres mere snævert til 800-tallet, og smykket med krigermotivet repræsenterer derved Rynkeby i den ældste vikingetid på kong Gudfreds tid.
Selv om vi ved at se på udgravningsoversigten i Rynkeby tydeligt kan ane, at der gennem århundrederne fra 600-tallet og frem er sket en række justeringer i landsbyen, hvor bl.a. tofter deles, og placeringen af de enkelte bygninger på toften justeres, så er det alligevel tydeligt, at den overordnede struktur, som bebyggelsen udvikles inden for, er stabil hele perioden igennem. I Rynkeby er der således tale om meget regulære toftestrukturer, der omkring 600 e.Kr. blev anlagt langs den slyngede og nord/syd-orienterede vejforte, der den dag i dag udgør rygraden i landsbyen.
Arbejdet med projektet Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde har på baggrund af det meget omfattende arkæologiske materiale afsløret mange nye resultater om vore landsbyers ældste historie.
Bebyggelsesgrundlaget, der ligger bag hævd-vendingen fra arilds tid, kan på baggrund af ovenstående bunde i en til tider betydelig tidsdybde, der selv ud fra landskabslovenes 11-1200-tals-perspektiv ofte må have fortabt sig i fortidens tåger mange generationer tilbage. Som illustreret rækker nogle landsbyer betydeligt bag om vikingetiden, og et svar på Aksel E. Christensens spørgsmål om alderen på vores ældste bebyggelse må være, at strukturen som sådan etableredes to århundreder før kong Gudfred regerede i Danmark. Vore ældste landsbyer kunne således opleves allerede af tidligere danske konger som f.eks. Angantyr, der i Willibrords Levned omtales som konge i starten af 700-tallet. Omvendt må det også konkluderes, at den bebyggelsesstruktur, som var eksisterende, da den tidligste kendte danske konge, Hugleik, regerede i starten af 500-tallet, var grundlæggende forskellig fra det bebyggelsesbillede, vi kender i dag.
Som historikeren Helge Paludan forudsagde i 1982,[15] kom Torben Grøngaard Jeppesens licentiatafhandling til at stå som et af 1900-tallets væsentligste danske bidrag om middelalderens bebyggelseshistorie, og til trods for de mange bebyggelsesarkæologiske landvindinger, der er opnået de seneste år, så er de af Grøngaard Jeppesen påpegede centrale arbejdsopgaver for den ældre bebyggelseshistorie i Danmark stadig højaktuelle her 35 år senere.[16] Det er således endnu kun i begrænset omfang lykkedes
Bebyggelseshistorien holder altså stædigt fast i en række af sine bedst bevarede hemmeligheder, men vi er dog nået langt i studiet af de fynske landsbyer fra arilds tid.
