Fra tid til anden dukker begrebet sulekonstruktion op i museumsarbejdet. Det vil sige, vi lever jo med det, fordi Fjelstedgårdens nord- og sydlænger samt Fjelleruphuset i Den Fynske Landsby er sulebyggede, og vi bringer det somme tider selv frem på nethinden. Senest daværende leder af Den Fynske Landsby, Jørgen Ganshorn, som i 1993 offentliggjorde en undersøgelse af sulebygningers alder ved hjælp af dendrokronologi (årringsdatering), og før det Torben Grøngaard Jeppesen, som i 1981 beskrev det arkæologiske fund af to sulehuse fra renæssancen[1]. Når vi som fynske bygningshistorikere finder sulekonstruktionerne særligt interessante, skyldes det, at denne byggemåde, hvor taget i princippet bæres af høje stolper, som står midt inde i bygningen, i nyere tid har været noget særegent for det fynske område. Det er i hvert fald herfra, man kender langt de fleste bevarede bygninger. Suler kendes i nyere tid herudover kun fra Salling. [2]
Sulerne kommer fra tid til anden frem i bevidsthedens forreste linje, når de gamle bygninger debatteres i medierne, eller når noget nyt "gammelt" dukker op i det fynske landskab. Anledningen til at jeg nu har tager emnet op er tredelt: I november 2001 fik jeg en opringning fra tømrermester Hans Kurt Pedersen, Morud, som tilbød Den Fynske Landsby en sulebygning på Sandvadgyden i Korup, som han agtede at rive ned. Efter en besigtigelse, takkede museet dog nej, men iværksatte med støtte fra Kulturarvsstyrelsen i stedet en opmåling af den lille firelængede ejendom, hvor vestlængen var opført med suler. Den næste anledning var en fornyet fokus på den gamle ejendom Lille Pederstrup, ligeledes i Korup sogn. Den nu afdøde ejer, Laurits Haugsted, havde mildt sagt været tilbageholdende med at lukke myndighedspersoner med bygningsinteresser indenfor, så gården var fx ikke fremhævet med nogen bevaringsinteresse i det nyligt udgivne kommuneatlas for Odense. Nu viste det sig ved Foreningen By og Lands mellemkomst[3], at gården rummede en bygningsskat, som lod til at være uden sidestykke: Tre sulebygninger, herunder stuehuset, hvis tagspær desuden var sodsværtede. De sodsværtede spær vidner om, at bygningen er fra før lyren (røghullet i loftet) blev erstattet af skorstenen. En bevaret, sodsværtet tagkonstruktion er ekstremt sjælden. En sidste grund til at tage emnet op i 2002 er den, at Museumsloven nu pålægger museerne i højere grad at tage del i kulturarvsforvaltningen. Vi er som statsanerkendte museer forpligtede til at samarbejde systematisk med plan- og bygningsmyndigheder. Jo bedre vi kender eventuelle bevaringsværdier i landskabet/blandt bygningerne, jo bedre er vi rustet til at påtage os dette ansvar.
I 2002 er sulekonstruktioner og -bygninger på ny på dagsordenen i Odense Bys Museer. Vi fik mange forespørgsler om, hvorfor de var så interessante, og hvor mange der findes. Af hensyn til spørgsmålet: Skal Lille Pederstrup fredes?, blev det også aktuelt at vide noget konkret om karakteren af de fredede sulegårde på Fyn. Undertegnede kunne ikke på stående fod besvare de stillede spørgsmål. Ej heller kan andre, tror vi. Derfor blev der iværksat en lille undersøgelse, som skulle afdække de fynske sulebygningers mængde, tilstand og i et vist omfang arten.
Et opslag i Odense Bys Museers Bygningsdatabase[4] gav – sorteret for gengangere – godt 200 hits på søgning vedrørende suler. Så mange ejendomme var blevet elektronisk registreret med forekomst af suler. Nu er informationerne i databasen meget kortfattede. Det oplyses ikke, om der er tale om en eller flere bygninger eller for den sags skyld nogen andre detaljer. Den store mængde af registreringer overraskede mig, men kun lidt i sammenligning med fordelingen. De fire sogne Helnæs, Dreslette, Flemløse og Køng rummede næsten lige så mange fund som de øvrige 204 fynske sogne tilsammen. De rummer henholdsvis 16, 17, 15 og 16. Hvis man så på arealet i denne forbindelse, kunne Sandholt Lyndelse sogn med syv fund måske nå op på den samme tæthed, men bortset herfra er der tale om en meget markant forekomst i Båg herred. Harald Zangenberg gjorde i 1925 den iagttagelse, at "Sulebygningerne findes endnu i det sydlige Vestfyn, hvorimod de tildels er forsvundet paa Midtfyn, hvor ofte kun gamle Folk bevarer Mindet om dem, men paa Østfyn er de aldeles forsvundne og Mindet om dem ligesaa"[5] Iagttagelsen har så klart gyldighed, hvis man tolker datafordelingen. Nok er Øst- og Sydøstfyn repræsenteret, men kun med op til en enkelt efterretning pr. sogn. Der var for Zangenberg ingen tvivl om, at mange af bygningerne eksisterede. Mange var endog i brug som landbrugsbygninger. Han skriver "ser man saaledes i Forsommeren, naar Laderne ofte er tømte for deres Indhold ind i… så bliver man ikke sjælden opmærksom paa en Række høje, svære Støtter eller Egestolper opstillet fra Gavl til Gavl langs Husets Midtlinje."[6].
I forbindelse med oprettelsen af Vestfyens Hjemstavnsgård o. 1930, var det et krav fra initiativtagerne, at der skulle være tale om en sulekonstrueret bygning. Dette kan have spillet en væsentlig rolle for lokalområdets syn på netop disse bygninger dengang og i eftertiden. Med andre ord: Er der bevaret særligt mange sulebygninger på Sydvestfyn på grund af interessen, som blev skabt i begyndelsen af 1900-tallet, eller er interessen skabt i begyndelsen af 1900-tallet på grund af særlig mange bevarede sulebygninger? Spørgsmålet er særdeles interessant, men det falder uden for denne artikels ramme at besvare[7].
Usikkerheden om bygningernes eksistens i 2002 er ifølge sagens natur størst for det ældste lag af registreringer. Det drejer sig om oplysninger indsamlet af museumsinspektør Kaj Ulldal m. fl., Nationalmuseet, ved besigtigelser omkring 1924. Han er ansvarlig for 29 hits i Bygningsarkivet. Forud for ham ligger kun to, som er registrerede af Christian Axel Jensen, Nationalmuseet, i 1909. Næste lag vil logisk set være bedre repræsenteret i virkeligheden. Dette lag tegnes af Nationalmuseets opmålinger i slutningen af 1950’erne. I disse registreringer lå bl.a. oplysninger og billeder fra gården på Sandvadgyden i Korup. Registreringerne fra udgangen af 1950’erne omfatter 26 fund, samt en række genbesigtigelser af de ældre fund. Endelig findes der et par nyere fund, som resultat af Gårdprojektet fra medio 1980’erne.
En sule er ikke blot en sule. En grov firedelt typologi blev præsenteret af Harald Zangenberg i 1920’erne.[8] Rækkefølgen følger Zangenbergs opfattelse af den kronologiske udvikling i det fynske område. I den første type falder rankerne fra sulens øverste del ned over bindbjælken og ud i vægstolpen. I type to består rankerne af mere rette træstykker, som falder fra sulens overdel gennem skillerumskonstruktionen og ned i fodstykket. Type tre er kendetegnet ved, at ranken så at sige er delt i to, hvoraf en del går fra sulens overdel ned i bindbjælken, og en anden del fra bindbjælken ned i fodstykket. Denne type udvikles til type fire, hvor den nedre ranke ikke når op til bindbjælken. Fra denne konstruktion er der ikke langt til helt at fjerne rankerne. Den relative daterings rigtighed blev til dels eftervist af Jørgen Ganshorn ved dendrokronologiske prøver i 1993. Ved siden af den hævdvundne typologi findes yderligere et fænomen, som ofte i de ældre kilder betegnes "dobbeltsuler" dvs. to parallelle rækker suler, som muliggør en ekstra bred bygning. Vi finder dem normalt i særligt brede og høje lader, hvor der på hver række suler hviler en ås, som bærer taget. Da der er to åse, kan de ikke ligge under tagrygningen, men flyttes lidt ned ad tagets underside. Den konstruktion har mange og ind i mellem flere ligheder med en højremskonstruktion end med sulen, og benævnelsen sule har kun berettigelse, fordi bygningerne ofte som nævnt er meget høje.
I denne undersøgelse er 64 fynske suleejendomme blevet systematisk besigtiget. Skønsmæssigt udgør dette udvalg mellem 2/5 og halvdelen af regionens forekomster. Forarbejdet bestod i at gennemgå det forhåndenværende arkivmateriale og notere hvor mange bygninger, der var repræsenteret bag de 64 oprindelige hits i databasen. Det viste sig at være 92. Ved besigtigelsen er det blevet noteret, om sulebygningen overhovedet eksisterede eller ej, hvorledes tag og fag tog sig ud, sulernes tilstand samt – om muligt – hvilken suletype der er tale om. Med hensyn til arten, har det ofte været nødvendigt at gå ret overfladisk til værks forstået på den måde, at der ikke har været mulighed for at se alle suler, og i tilfælde, hvor den gamle bygning indlysende var bevaret, er der ikke altid gjort forsøg på at få den indre konstruktion at se. Det er blot konstateret, at bygningen eksisterede. I en lang række tilfælde har jeg derfor forladt mig på de arkivalske oplysninger i bygningsarkivet.
Besigtigelserne har budt på mange variationer over bevarede rester af sulebygninger. Der findes næsten ingen tænkelig reduktion af en sådan bygning, jeg ikke har observeret. Fraset helt fjernede bygninger spænder det fra huse, hvor sulernes overdel var fjernet af hensyn til en mere tidsvarende loft- og tagkonstruktion, og bygninger hvor sulernes underdel var fjernet, for at opnå en mere hensigtsmæssig indretning af stalde. Bygninger, hvor man kunne finde en hel eller halv hengemt sule i et mere moderne hus er ikke sjældne, sulehuse med eternit- eller cementstenstag og/eller skalmuring samt nyere vægtyper er almindelige. Man fornærmer næppe nogen ved at fastslå, at hvis bygningerne blev bevaret på grund af særlig opmærksomhed og veneration i begyndelsen af 1900-tallet, så har denne veneration for en stor del fortaget sig siden! Den store variationsbredde i virkelighedens verden har jeg efter evne reduceret til korte notitser og koder i en ny GIS-database, som rummer hver enkelt bygning.
| Væk | Ikke set | Set | Fredet | Stuehus | Avlsbygning | |
| Antal | 34 | 10 | 48 | 14 | 4[9] | 86 |
Af de 92 bygninger var 34 helt væk. De var i enkelte tilfælde blevet ofre for brand, men oftest for forfald og landbrugets strukturudvikling. Velbevarede sulebygninger er jo ikke på nogen måde tidssvarende som landbrugsbygninger i det 21. århundrede.
Yderligere ca. 10 kunne ikke findes på grund af vanskelig identifikation. Hvis både adresse og matrikelnummer manglede i kilderne, og der kun forefandtes et ejernavn fra eksempelvis 1924, opgav jeg umiddelbart. Sulekonstruktionens karakter af avlsbygnings-byggeskik fremgår klart af tallene. Stuehuse er sjældne undtagelser. Denne overvægt af avlsbygninger skyldes givetvis, at sulebyggede huse er meget fleksible. De er ikke belemret med nær så mange lavtsiddende loftsbjælker som traditionelt bindingsværksbyggeri. Ofte er der en sule og en skillevæg for hver fire – seks fag, så man slipper med én loftsbjælke i stedet for fire-seks. Og denne ene bjælke sidder normalt i en væg. Desuden kan man udvide og indskrænke loftsarealerne (og loftshøjden) efter behag ved at udlægge/fjerne rafter eller brædder fra tagrem til tagrem på tværs af bygningen.
| Fin | God | Jævn | Dårlig |
| 15 | 10 | 14 | 6 |
Der skal indledningsvis tages forbehold for besigtigelsens karakter. Den var ikke særligt nærgående, og bindingsværksbygninger kan have mange fejl og mangler, som man ikke umiddelbart ser. Ikke desto mindre vover jeg en overordnet bedømmelse. Bortset fra at ca. halvdelen af bygningerne som allerede nævnt er væk, er bygningernes tilstand rimeligt god. Mange bygninger står i anstændigt bindingsværk med et nogenlunde velholdt stråtag. For 15 bygningers vedkommende er tilstanden endog så god, at de efter et umiddelbart skøn er fredningsværdige[10]. Hertil kommer én fredet bygning, hvis tilstand ikke forekom at være særligt god. Generelt må man konstatere, at fredningerne omfatter de bedst bevarede og vedligeholdte bygninger. Fredningerne virker med andre ord efter hensigten. Med hensyn til kategorierne "god, jævn og dårlig", ser det ikke særlig lyst ud. En bindingsværksbygning skal ikke være "jævn" ret længe, før den er dårlig. Der er næppe megen tvivl om, at de 30 ikke-fredede bygninger er særdeles udsatte. Imidlertid er det en glæde at konstatere, at en række ejere gav udtryk for interesse og rimelig – men ofte bekymret – entusiasme med hensyn til det store vedligeholdelsesarbejde.
| Type 1 | Type 2 | Type 3 | Type 4 | Type 2/3 | Type 3/4 | Ubestemt | |
| Antal fund | 0 | 31 | 24 | 2 | 6 | 17 | 12 |
Opgørelsen af sulernes typer beror som nævnt dels på besigtigelsen, dels på studier i bygningsarkivet. Jeg har forsøgt at bestemme flest muligt, også blandt de nu nedrevne bygninger. Bestemmelsen er meget usikker. Dels kan jeg ikke påstå at have set alle eksisterende suler, dels bygger bestemmelsen vedrørende de fjernede bygninger oftest på en enkelt skitse eller et foto i materialet. Hvorvidt den kendetegner alle sulerne eller blot de fleste, ved jeg ifølge sagens natur ikke. Havde jeg stået for registreringerne i det ældre materiale, ville jeg have valgt at tegne enten det typiske/karakteristiske eller det meget usædvanlige. Tænkeligt at mine forgængere ud i sulestudier har gjort det samme. Jeg er imidlertid ikke faldet over skitser, hvortil der er føjet bemærkninger om dette, som med et fint ord kaldes "repræsentativitetsproblem". Jeg vælger derfor at opfatte skitserne som repræsenterende noget typisk ved hver enkelt bygning. Langt de fleste suler er ændrede eller flyttet gennem lang tids anvendelse. Derfor burde en tolkning ofte give anledning til et "både og": "Den er antagelig oprindelig opført som type X, men siden ændret til type Y". I tolkningen af typerne er det jævnligt sket, at sulen p.g.a. forfald eller ændring kun giver et fingerpeg om typen. En eller flere ranker kan mangle, være flyttede, eller måske giver informationerne kun delvis typen til kende. Disse usikkerheder kommer til udtryk i typebestemmelserne 2/3 og 3/4 i skemaet. Med disse forbehold skal tallene læses.
Der viser sig umiddelbart et væsentligt og signifikant træk. Den ældste type, et, 14-1500-talstypen, hvor rankerne går fra sulens overdel ned og ud i vægstolpen, forekommer ikke i materialet. Hvordan man end ser på oplysningerne, er det yngre typer, der er bevaret. Type et og to er lette at genkende og skelne i felten selv på en vis afstand, fordi rankerne er synlige over eventuelle skillevægge. Ligeledes kan type tre og fire normalt udskilles fra et og to ved hjælp af de ranker, som begynder over bindbjælken og slutter i den. Men også disse kan være fjernede. Det er straks vanskeligere at typebestemme mellem de yngre typer, idet bestemmelseskriteriet – placeringen af de nedre ranker normalt vil være skjult i skillevægge. Derfor er hovedbudskabet i denne analyse:
Den ældste type forekommer med al sandsynlighed ikke i de fire sogne. Type to er almindeligt forekommende i Dreslette og Flemløse sogne, mens type tre ses mere i Køng og Helnæs sogne. Usikkerheden om bestemmelsen af typerne tre og fire kan siges at understrege billedet med de yngre typer i Køng og Flemløse, idet vi også her har flest usikre bestemmelser vedrørende type tre og fire.
En undersøgelse som den foreliggende bygger på et stærkt begrænset og "hullet" datamateriale. For ca. halvdelen af de behandlede bygninger er den basale kilde – bygningen – væk, og jeg har måttet forlade mig på levn og beretning så at sige. Det vil sige på bemærkninger fra ældre besigtigelser, som havde andre formål, enkelte fotos samt skitsetegninger. Noget i undersøgelsen kunne være blevet bedre ved mere intensive besigtigelser, men med gamle huse er det altid således, at jo tættere man går på, jo flere spor af mangeartede ændringer og flytninger m.m vil man komme over, og med en begrænset tid til rådighed, vil detaljen dræbe muligheden for at opnå et overblik. Jeg har valgt at søge overblikket. Jeg har ovenfor prøvet at skitsere de værste betænkeligheder ved materialet, i håbet om at give læseren mulighed for selv at vurdere resultatet. Det var et mål med undersøgelsen at sige noget generelt om de bevarede fynske sulebygninger, ud fra specialstudiet af kun ca. to % af den fynske regions sogne. Disse to procent rummer lidt under 50% af de kendte registreringer af sulekonstruktioner, og er derfor relativt lette at gå til. Er de fire sogne, der er tale om, repræsentative, kan man spørge? Nej – det er de næppe. Dels på grund af fordelingen af sulebygninger, dels den særlige interesse for suler, der har været i området siden bygningerne var i almindelig brug. Derfor er der ingen tvivl om, at bevarede sulebygninger i dag er overrepræsenterede i de fire sogne i forhold til det øvrige Fyn. De har haft bedre kår her end andre steder. Jeg vil antage, at hvis man spørger rundt i landbefolkningen i de fire sogne, vil mange stadig vide hvad suler er, i klar modsætning til andre steder, hvor få eller ingen ved det. Samtidig er det sandsynligt, at der altid har været en større tæthed af sulebygninger i dette område.
Overfører vi satserne fra sognene til hele Fyn, ved vi at 37% beviseligt er væk, lægges hertil, at en del af de 11%, som ikke kunne genfindes, sikkert er væk, har vi mistet over 40% af de kendte bygninger. Et kvalificeret bud siger, at der er registreret i alt ca. 250 sulebygninger på Fyn. Af disse kan man muligvis finde levn af 150. I de 150 er indbefattet alle dem som kun har én eller ½ sule bevaret, har bliktag og skalmuring, er blevet udvidet eller på anden måde omdannet.
Hvor mange der har rimelig kvalitet kan ud fra tallene for "fine" og "gode" opgøres til ca. halvdelen af de bevarede. Det er højst 75. Og hvis bygningens tilstand, sulernes tilstand og den samlede bevaringsværdi skal være i top kun højst det halve.
Dette er for mig at se et overraskende højt bevaringsniveau for sulebygningerne. Jørgen Ganshorn skønnede i 1993, at der af type tre og fire fandtes "op mod et halvt hundrede længer" dette er formentlig rigtigt, hvis man tager revl og krat med.[11] Tilsvarende vil jeg tillade mig at skyde på at der er ca. et halvt hundrede af type to.
Ser man imidlertid på sagen med en biologisk tilgangsvinkel, er sulebygninger "kulturhistoriske orkideer" eller "Oddere", som blot ikke kan reproducere sig selv, ligegyldigt hvor gode biotoper vi skaber. Ydermere er i hvert fald én art – nemlig bygningen med suler af type et – næsten uddød. Den findes "i sprit" i Den Fynske Landsby og i to avlslænger til en enkelt fredet gård i Grimstrup. Hertil kommer – har det vist sig – stuehuset til Lille Pederstrup i Korup sogn.
Af denne yderst sjældne art bør man bevare alle eksemplarer. Når sulekonstruktionen ydermere findes i et stuehus, hvad der kun meget sjældent sker, er det en raritet i anden potens med maksimal bevaringsinteresse. Når man – som det skete i Kulturarvsstyrelsens negative afgørelse i fredningssagen vedrørende Lille Pederstrup – henviser til, at "der i forvejen er fredet et stort antal fynske gårde, heriblandt gårde med suler", har det dækning i virkeligheden, men tager slet ikke højde for sulekonstruktionernes forskelligheder.[12]
Hvis jeg havde bestemt i Kulturarvsstyrelsen, ville jeg have fredet Lille Pederstrup, ikke mindst i lyset af at det er de fredede bygninger, som tydeligt står bedst bevarede. Men man kan forestille sig mange bevaringsmodeller anvendt. Det er ikke givet, at fredning er det eneste redskab. Interesse, økonomi og vilje skal jo helst gå i spand. Samarbejde med Odense Kommune og diverse fonde er nærliggende. Det museet først og fremmest kan gøre er at bevare Lille Pederstrup og lignende bygninger gennem opmåling og registrering til arkivet, og det vil vi lægge vind på.
