Odense Bymuseum åbnede i marts 1994 Nyborgladen – en pendant til de åbne magasiner på Fyns Oldtid – Hollufgaard. Mangfoldigheden er stor både det ene og det andet sted. På Hollufgaard gælder det oldsagerne, som har vist sig i den fynske muld, og på bymuseet er det genstande fra vikingetidens afslutning til idag. Store og små kulturhistoriske ting og sager købt og indsamlet i museets mere end 100-årige historie – eller foræret til byens samlinger.
Museuminspektør, dr.phil. Henrik Thrane har gennem sit mangeårige virke været med til at realisere åben magasin-tanken i Odense.
På Hollufgaard blev ideen om de åbne tilgængelige magasiner formuleret i 1990 i forbindelse med udflytningen fra museumsbygningen i Jernbanegade (nu Fyns Kunstmuseum) og Odense Adelige Jomfrukloster til herregården Hollufgaard lige udenfor Odense. Henrik Thrane skriver i Danske Museer: »Den dybere mening bag det åbne magasin er, at vi håber, at det kan intensivere den folkeforskning, som i vor sammenhæng hedder amatørarkæologi«. Thrane understreger samtidig den forpligtelse, der ligger i al museumsdrift: »…et offentligt museum må have pligt til at gøre sin viden og sine samlinger tilgængelige for dem, der betaler – publikum… Det åbne magasin vil forhåbentlig føre til en større brug af museet«.[1]
En interessant betragtning i en tid hvor besøgstal og brugerbetaling er blevet særdeles iøjnefaldende i den museale terminologi.
Det praktiske arbejde indledtes på Hollufgaard i 1990, hvor sammenflytningen af en lang række utidssvarende magasiner blev igangsat. De gamle avlsbygninger blev renoveret, og et større sorteringsarbejde gik igang. Denne »tour de force« i Fyns forhistorie blev afsluttet med indvielsen den 22. maj 1991, hvor Rigsantikvar Olaf Olsen og kulturrådmand Søren Møller på borgernes vegne kunne tage magasinet i brug.
Principperne bag indretningen blev i Hollufgaards tilfælde dels topografisk og dels kronologisk: Ti regioner og fem tidsafsnit.
»Med det åbne magasin er den væsentligste brik i det nye museum lagt på plads. I modsætning til de sidste 20 år kan vi nu tage udgangspunkt i magasinet, hver gang der skal laves en udstilling. Det er næsten ikke til at forestille sig, at de tider er forbi, hvor vi skulle ud at lede efter de rette fund på de mange hylder eller gulve med lukkede papkasser 3-4 steder i byen, hver gang der skulle bruges genstande til et eller andet arrangement«.[2] Man fornemmer tydeligt, hvor behageligt det har været nu pludselig at kunne overskue sine samlinger og samtidig have styr på opbevaringsforholdene. Åbne, tilgængelige og nyrenoverede magasiner er i sandhed et privilegium, men langt fra en selvfølgelighed.
I daglig brug viser det sig nu tre år senere, at hovedparten af henvendelserne kommer fra danske og udenlandske fagfæller, der ligesom vi andre imponeres og glædes over fundrigdom og overskuelighed.
Centralt i det bygningskomleks, der udgør Møntergården – Odense Bymuseum ligger Nyborgladen. Den er opført i Nyborg i midten af 1700-tallet som magasinbygning og stald til byens kommandant Caspar von Wessel (1693-1768) – bror til søhelten Peter Tordenskjold.
Laden er nu et tværhus af bindingsværk – 13 fag – i én etage med mansardtag og to loftetager (kælderen var oprindeligt af kampesten, men er udført i beton efter flytningen til Møntergården). Facaderne er gulkalkede med gråmalede træskodder.
Caspar von Wessel deltog i 1716 i Tordenskjolds angreb på den svenske transportflåde ved Dynekilen. I 1720 blev han afskediget efter ansøgning og overtog herregården Ravnstrup på Sjælland. Han blev ophøjet til adelsmand, fordi han i 1721 giftede sig med en af landets fornemste damer, Edele Cathrine Kaas. Von Wessel satte imidlertid hurtigt hustruens værdier over styr, og i 1730 skrev han til kongen og beklagede sin nød: »Jeg trænger nu til brød og ved ej andet middel«.[3] I 1740 var gælden så stor, at han måtte afhænde Ravnstrup. Han søgte forgæves forskellige embeder, og da han blev enkemand for anden gang, flyttede han til Nyborg og blev der byens kommandant med adresse i Stendamsgade. Caspar von Wessel døde den 9. september 1768 og ligger begravet i Gudme kirke.
Indtil begyndelsen af forrige århundrede var ejendommen i Nyborgs centrum fortsat bolig for byens kommandanter. Herefter blev den overtaget af skiftende købmandsfamilier. Magasinbygningen, med facade til Blegdamsgade og Badstuestræde, var således en del af en større handelsvirksomhed i en af landets driftige havnebyer.
I 1918-19 blev købmandsgården revet ned for at give plads til en ny politistation. Laden blev imidlertid stående.
Tilbage til 1. maj 1890 hvor en ung fynbo kom i handelslære hos sin onkel. »Jeg havde både lyst og anlæg for at læse, men da mine to ældre brødre begge havde fået lov at læse, og min fars ressourcer var helt udtømte, blev jeg sat i handelslære, fordi det intet kostede. Det var mig absolut imod, men som god fynbo fandt jeg mig i det, som ikke kunne være anderledes«.
Ordene er forfatteren Morten Korchs (1876-1954) skrevet i 1937 i den levnedsberetning, han indleverede til Ordenskapitlet, efter at han var blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog.[4]
Som 14-årig blev han sendt væk fra barndommens landsbyidyl i Over Holluf – nogle få kilometer fra Hollufgaard. »Det var en ret streng plads i den gamle købmandsgård i Nyborg, om morgenen mødte jeg klokken seks og stod til ti aften, om søndagen fra seks til ni og atter om eftermiddagen fra kl. fire til ti. Om natten sad jeg på mit kolde kammer og skrev dramaer og skuespil og holdt ikke op trods de ørefigen, der vankede«.[5]
Nogle af de få ledige stunder blev tilbragt på en melsæk i Nyborgladen med opskårne papirsposer som manuskriptark:
Jeg har en dejlig fugl i mit bryst,
som ingen andre kan fange,
og om jeg vandrer min vej med lyst,
eller jeg græder ved sorgens kyst,
den synger de skønneste sange.[6]
Den unge mand holdt stædigt fast i trangen til at skrive og digte – trods kummerlige forhold og misbilligelse. Selv fortsætter han:
»Det mærkelige var, at jeg trods dette blev en god handelsmand, og livet i købmandsgården fik stor betydning for min udvikling. Det var en stor blandet købmandsforretning, om lørdagen havde vi ofte op mod hundrede vogne i gården, og i de store skænkestuer, hvor kunderne bænkede sig, udfoldede det folkelige lune sig i al sin glans. Fra denne periode fik jeg et galleri af fortræffelige personer, som jeg senere kunne bruge i min digtning, og erhvervede mig et indgående kendskab til jævne menneskers tanker og liv. Der var over den gamle gård med dens svalegange og store lofter noget mystisk og hemmelighedsfuldt, som nærede min fantasi. Kunderne, som fyldte gården med handel og liv, var gennemgående elskværdige og rare folk, og jeg vandt mange venner, som jeg beholdt indtil denne dag.
Den lille by Nyborg, som dengang lå indenfor voldene og Landporten, var en trylleverden. Der oplevedes ikke større begivenheder, men der var en egen glans over det liv, der levedes, og i de gammeldags huse ved den blå fjord«.[7]
Jo, Morten Korch skriver sig varm. De første år med afsavn og hjemve overskygges i beretningen efterhånden af den rodfæstede idyl, der blev et altoverskyggende varemærke i forfatterskabet.
I 1898 var læretiden udstået, og Morten Korch flyttede til Odense, hvor han endnu nogle år – og med begrænset succes – fortsatte som fabrikant og grossist. Samtidig udgav han sin første bog Fynsk humør, og to år senere Fynbosnak.[8] Begge disse bøger bærer præg af de mange indtryk og historier, han fik fra kunderne i købmandsgården i Nyborg. Bøgerne overskygges i popularitet af de senere romaner, men indeholder ikke desto mindre interessante iagttagelser af livet i og omkring den østfynske købstad.
Som nævnt fik Nyborgladen lov til at blive stående efter opførelsen af byens nye politistation i 1918-19. Men i sommeren 1949 erfarede museumsledelsen i Odense, at »en gammel magasinbygning i Nyborg tilhørende Nyborg Kommune skal fjernes, og at der er mulighed for erhvervelse«. Byens socialinspektør, der samtidig var formand for Børneudvalget, Peter Knudsen, oplyste overfor museumsdirektøren i Odense, Svend Larsen, at »Nyborg Kommune vil overdrage magasinbygningen uden vederlag«.[9]
Ejendommen skulle fjernes for at give plads for en ny børneinstitution, Nyborg Asyl og Vuggestue.
Museumsudvalget i Odense tog spørgsmålet på dagsordenen og noterede fra starten, at bygningen ville være en kærkommen udvidelse af magasinpladsen i museet i Møntestræde (Møntergården). Samtidig vil den føje sig naturligt til den eksisterende bygningsmasse i museumsområdet. Museumsvæsenet lod sig inspirere af successen i Den Gamle By i Århus. Odense skulle også have et købstadsmuseum.
17. april 1950 godkendte Odense Byråd en bevilling til opmåling, nedtagning og transport af Nyborgladen til Odense.[10] I øvrigt samme dag som Nyborg Asyl og Vuggestue afsendte en utålmodig forespørgsel til Odense. Man »tillader sig at forespørge, hvornår hr. museumsdirektøren mener, at ladebygningen kan blive overført til Odense«.[11] Man ville gerne være fri for det gamle hus. Nu skulle der gang i nybyggeriet! I løbet af juli måned blev Nyborgladen kørt til Odense, hvor den indtil videre stod på en af kommunens pladser bag museet.
Da man i 1950 endnu ikke havde fastlagt den byplanmæssige udvikling af området omkring museet, valgte man indtil videre at lade bygningen ligge i magasin. Spørgsmålet om opførelse af den nye politistation og gadegennembruddet i forlængelse af Frue Kirkestræde stod endnu åbent. I denne forbindelse noterede museumsdirektør Svend Larsen sig med nogen ængstelse de planer, der verserede omkring udnyttelsen af karréen. Han ønskede ikke at fraskrive sig muligheden for en fremtidig udvidelse af museumskomplekset, ligesom planerne om en fire-etagers politigård så afgjort ville skæmme udsynet.[12] Odenses politigård overser man ikke. Den blev opført i 1951-53.
I de følgende år udarbejdede Kgl. bygningsinspektør Knud Lehn-Petersen en dispositionsplan for museet. »Ideen i denne plan går ud på at gøre dette område til et asyl for de bevaringsværdige bygninger i Odense, som før eller siden må falde. Tid efter anden kan de flyttes hertil og indgå som et led i det kulturhistoriske museum«. Samtidig udarbejdedes planer for opførelsen af en ny fælles udstillingsbygning mod Sortebrødre Torv.[13]
8. april 1954 blev Lehn-Petersen anmodet om at udarbejde et detailprojekt vedr. genopførelsen af Nyborgladen. 30. oktober bevilgedes der 110.000 kr. til formålet.
I forbindelse med en genopførelse af Nyborgladen blev det besluttet at forsyne huset med en moderne betonkælder i stedet for den gamle af kampesten. Atombomben og den kolde krig indvarslede en ny tid med nye behov – også i museumsverdenen. Således udsendte Forsikringsaktieselskabet Nye Danske af 1864 en skrivelse til sine kunder – herunder Fyens Stiftsmuseum. Heri hedder det bl.a., at det vil være »nødvendigt fra dækningsområdet at undtage skade, der skyldes stedfunden udløsning af atomenergi«.[14]
I august 1956 kunne museumsudvalget i Odense notere sig, at arbejdet med genopførelsen af Nyborgladen »endelig er kommen igang«,[15] og i løbet af efteråret var bygningen genrejst. I de kommende år blev der installeret fjernvarme og rummene monteret med hylder og tekstilskabe. I 1959 var bygningen klar til indflytning.
I 1960 kunne museets konservator gennem mange år Peder Hansen med stolthed redegøre for principperne bag indretningen i en artikel i Arv og eje.[16] Problemerne ved museernes magasiner rammes meget præcist: »Museumsgenstande, der ikke er udstillet i museet, stilles på loftet, og resultatet bliver det kendte: tingene er umulige at overse. De bliver hurtigt »glemt« og dermed mere medtagne, end de var i forvejen«.[17]
Nyborgladen blev hurtigt fyldt til bristepunktet. I lange rækker stod genstandene sirligt ordnede efter principperne i de kulturhistoriske museers fælles arkiveringssystem: »Den grønne registrant«.[18]
I 1973 gjorde museumsinspektør Finn Grandt-Nielsen status, og fremkom herunder med ideen om udnyttelse af Nyborgladen til egentlige udstillingsformål. Med sin centrale beliggenhed var det »fråds« at lade den henstå som lukket magasin.[19] Samtidig kan det konstateres, at der i nogle år havde været stilhed omkring udbygningsplanerne mod Sortebrødre Torv. Projekteringen af en ny udstillingsbygning var atter blevet lagt på is.
I 1975 tog man således fat på en modernisering af Nyborgladen. De gamle hyldesystemer blev erstattet med lukkede skabe. Herved kunne man fastholde bygningen som magasin, men alligevel åbne mulighed for publikumsadgang – studiemagasin, eller som Finn Grandt-Nielsen kalder det »kompaktudstilling«.[20]
I 1976 var Nyborgladen gennemisoleret. Stueetage og første sal var indrettet med skabe fra gulv til loft – som i skolens fysiksamling – mens der på anden-salen var tekstilmagasin.[21]
Manglende tyverisikring betød dog, at man ikke kunne føre åben magasin-tanken ud i sin yderste konsekvens. Publikumsadgang foregik kun i grupper efter forudgående aftale.
Ydermere viste det sig snart, at de moderne tætnings- og isoleringsmetoder gav andre og langt alvorligere problemer for brugen af huset. Allerede i 1977 lukkede man Nyborgladen for publikum, og museets medarbejdere måtte kun færdes i magasinet iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn.
Indeklimaet i magasinrummene var stærkt påvirket af de giftstoffer, som var blevet anvendt i den forebyggende bekæmpelse af svamp og skadedyr i møbler og tekstiler.
Fremgangsmåden ved konservering af træ var den enkle, at genstandene blev nedsænket i store kar med imprægneringvæsken Goriol. Denne praksis var gældende fra ca. 1940 indtil 1980. I perioden frem til 1986 blev beskyttelsesvæskerne påført med pensel, hvorefter man gik over til at bruge et andet og mindre sundhedsskadeligt produkt. Også hvad angår tekstilerne, benyttedes hvad der senere viste sig at være stærkt sundhedsskadelige midler. Denne praksis ophørte i 1983, hvor man gik over til frysedesinfektion.[22]
Fra 1989 tog man fat på næste etape i Nyborgladens omtumlede historie. Hver eneste af de ca. 7.000 genstande blev pakket i kasser, en kraftig udsugning blev etableret,[23] inventaret renoveret og opsat påny. I mellemtiden blev genstandene afrenset, og fra efteråret 1993 kunne man på ny begynde indflytningen. Den tredie på mindre end 25 år.
25. marts 1994 kunne Møntergården – Odense Bymuseum under pressens bevågenhed langt om længe slå dørene op til Nyborgladen – Åbent Magasin. En kulturhistorisk bank – en opdagelsesrejse i kulturhistorien.
Disse år står for alvor i museumsmagasinernes tegn, idet Hollufgaards åbne magasin og Nyborgladen nu suppleres af et egentligt fjernmagasin. Netop i disse dage (august 1994) lægges de sidste brikker på plads i forbindelse med udflytningen til Odense Bys Museer’s fællesmagasin. Alle de store ting, som vi af praktiske grunde ikke kan vise frem, finder her deres plads under velordnede forhold. EDB-registrering sørger for, at vi stadig kan finde rundt på de mange kilometer hylder.
På Hollufgaard og i Nyborgladen står de åbne magasiner nu som en nyskabelse i den danske museumsverden.
Her er det nyttige forenet med det behagelige. Museumsgenstandene opbevares under optimale forhold, tæt på hvor de bruges til udstillings- eller studieformål. Samtidig har publikum umiddelbar adgang til at se, hvad der gemmer sig i et moderne museum, resultatet af årtiers donationer og indsamling.
Man kan gå i magasinet og se eksempler på noget af det, man finder i udstillingerne – eller hjemme hos sig selv. I forbindelse med den levendegørelse, som er en del af museets formidlingstilbud, kan man se mere af det, som museets medarbejdere bruger i de museale »værksteder«.
Med de åbne magasiner skabes der overblik over samlingerne. Samtidig får museernes medarbejdere det bedst tænkelige grundlag for at kunne styre indsamlingen. Den umiddelbare kontakt med genstandene minder os til stadighed om, hvad vi har, og hvad vi måtte mangle. Det bliver nemmere at sige »ja tak« eller »nej tak«, når man kan se tingene i virkeligheden fremfor i genstandsarkivet. Samtidig giver det åbne magasin også mulighed for at vise nogle af de ting frem, som af forskellige årsager ikke ville kunne vises frem i hverken permanente eller særudstillinger.
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at her ikke er tale om udstilling i gængs forstand. De mange genstande ledsages ikke af uddybende tekster. De er opstillet i grupper afhængig af, hvad de har været brugt til, våben for sig, køkkentøj for sig osv. Herved er »skat-kammer-effekten« fremherskende, mens formidlingen indskrænker sig til nogle få udvalgte enkeltgenstande eller genstandsgrupper. Ofte vil beskrivelserne være »genbrug« fra de sammenhænge hvortil tingene har været benyttet i særudstillinger. Med tiden kommer der altså mere og mere tekst på de mange sager.
De åbne magasiner kan være med til at skabe en forbindelse mellem vores egen verden og fortidens. En del genstande er gået helt ud af brug, men mange kan umiddelbart genkendes, omend designet er et andet end i »gamle dage«. Forudsætningen for at kunne holde fast i nogle traditioner – og forny dem – er, at man ikke slipper forbindelsen bagud.
Viden og erkendelse om fortiden er væsentlige forudsætninger for, at vi kan skabe kvalitet i vores nutid og sætte standarder for fremtiden.
Nyborgladen udgør et langt og spændende kapitel i Møntergårdens historie. Et kapitel, der nu langt om længe kan betragtes som delvist afsluttet (Tilbage står indretning af tekstil-studiesamlingen på anden sal).
Gode magasiner er med til at danne grundlaget for en rationel og betryggende museumsdrift. Nyborgladen indgår dermed som en naturlig del af fremtidens bymuseum.
