Om udgravningen af en affaldsgrube med indhold af rester af støbeforme og smeltedigler fra yngre bronzealders periode VI, 700-500 år f. Kr.
I forbindelse med systematiske afsøgninger af markerne omkring Otterup, fandt Otterup Amatørarkæologi-gruppe i foråret 1982, på marken, der på gamle kort bærer navnet "Store Gallediils agre",[1] en række oppløjede mørke pletter nær toppen af en mindre flad bakke.
Den sandede bakke skråner mod syd og vest ned mod Horsebækken og mod lavtliggende fugtige arealer. En ideel placering for en boplads.
For at undersøge bopladsens alder og struktur blev muldlaget gravet væk fra flere af de mørke trækulsfyldte pletter. Resultatet af anstrengelserne var bl.a. fund af omridset af en større nedgravning i den meget sandede undergrund, dele af et menneske-skelet og en række lerkarskår, støbeforme og digler. Interessen for pladsen var vakt! Skeletdelene blev tolket som sporene af den henrettelsesplads, der ud fra stednavnet Galgebakken eller Galgedil viser, at her har der tidligere været et rettersted. Et indelukke, hvor forbrydere fik deres straf og siden blev begravet i ikke indviet jord. Retterstedet har antagelig været knyttet til birkedommerfunktionen på Nislevgård.
Den mørke nedgravning i den lyse, sandede undergrund vakte opmærksomhed. For blandt tydelige rester af husholdningsaffald iblandet potteskår, askelag og ildskørnede granitsten, lå de særdeles skrøbelige rester af støbeforme og smeltedigler fra en bronzestøbers værksted.
Amatørarkæologerne tilkaldte klogeligt faglig ekspertise fra Fyns Stiftsmuseum i Odense, der registrerede de fremgravede fortidslevn. Udgravningen blev herefter tildækket, og først 6 år senere, efter høst i 1988, kunne udgravning af grube og skeletrester fortsætte efter en velvillig bevilling fra Ingeniør N.M. Knudsens Fond.
1988-udgravningens formål var at færdigudgrave gruben med støbeforme og digler. Her var for første gang på Fyn mulighed for at undersøge et samlet fund af et bronzealderligt støberi. Målet var at få viden om, hvordan man gennem bronzealderens århundreder, med stor sikkerhed og indsigt, har arbejdet med støbeprocesser for at fremstille enestående og teknisk fremragende genstande som lurerne, solvognen, kunstfærdige smykkesæt m.m. (Henrik Thrane 1993, 1994). Grubens datering til bronzealderens sidste periode, kort før overgangen til jernalderen, og de deraf følgende muligheder for kronologiske iagttagelser, var også vigtige at få belyst.
Gruben blev genfundet og muldjorden fjernet med skovl. Mulden blev undersøgt med metaldetektor for evt. at finde rester fra støbeproduktionen, der på grund af tiltagende pløjedybde kunne være vendt op i mulden. Den knap 4 meter lange og op til 1,9 meter brede rektangulære grube stod skarpt mod den sandede undergrund. I vest dog forstyrret let af grustagning – helt til grubens kant – og af den tidligere omtalte skeletrest fra stedets epoke som rettersted. Som det fremgår af de to fotos af gruben var kun lårben og underben af skelettet bevaret. Resten var bortgravet ved grustagningen. Et kranie, indleveret til Otterup Museum, er ifølge lokale fundet ved grusgravning netop på stedet for udgravningen. Skelettet lå tydeligt skødesløst begravet med det højre underben under det venstre og kun ganske lidt nedgravet under jordoverfladen.[2] Bronzealdergruben var fyldt med trækulsfarvet sort sandet jord med mange grå askepletter og lyse partier med fint sand og særdeles mange hårdt ildskørnede granitsten – med en samlet anslået vægt på 60-70 kilo. Farve, konsistens og indhold i øvrigt mage til kulturlaget udgravet i det såkaldte Haag-fund. Et af de få publicerede fund der dokumenterer støbning i bronzealderen (Neergaard 1908, p 278f). Gruben var nedgravet med jævnt skrånende sider og havde flad bund, ca 90 cm nede i undergrunden. Tydeligt var det, at formålet med at grave gruben netop her har været at anvende det meget fine sand i undergrunden som magring i støbeformene, beskrevet i Bjarne Lønborgs artikel. Efter endt gravning efter sand er nedgravningen blevet fyldt op med affald, herunder rester af forme og digler fra bronzestøbningen.
Overalt i gruben lå fragmenter af smeltedigler og mange, overvejende små, rester af lerstøbeforme. En større koncentration af rester af formstykker blev dog udgravet nær grubens bund. Spredt i fylden fandtes også enkelte bronzedråber, en udbanket bronzestang og et såkaldt "Dreipass" – et bronzesmykke, stadig med påsiddende støberande – og altså aldrig færdiggjort efter støbningen.[3] Foruden genstande med forbindelse til støbning blev fundet mange velbevarede husdyrknogler, et fladt fragment af ben med gennemboring, en benpren, en ikke bearbejdet rådyrtak og en velbevaret økse af kronhjortetak med skafthul ved rosenkransen, lerkarskår se foto, groft bearbejdet flintaffald og rester af blåmuslingeskaller fra et delikat måltid engang i bronzealderens periode VI – eller tiden mellem 700 og 500 år før Kristi fødsel – at dømme efter de karakteristiske lerkarskår i materialet.
Gruben må betegnes som en almindelig affaldsgrube med indhold af velkendt bopladsmateriale i form af skår af lerkar flintaffald, knoglerester fra husholdningen osv. Bopladsens huse må være lige i nærheden. Spor efter stolper er da også fundet i amatørarkæologernes søgegrøft nær ved. Tæt på husene, og nær affaldsgruben, må bronzestøbningen have fundet sted. Efter endt sandtagning til støbeformene har her været et ubekvemt hul, der meget belejligt kunne fyldes op efter støbningen. Samtidig er en del af bopladsens almindelige husholdningsaffald fulgt med. Affald i samtiden, men vigtige spor til at afdække viden om bronzealderens samfund – og i dette tilfælde, helt specielt, give indsigt i bronzestøbningens svære kunst.
