Der var engang – i begyndelsen af dette århundrede – en lærd mand. Han havde en lærd kone, og de havde en lille datter på godt en halv snes år. Den lærde mand skulde til Rom for at studere græske håndskrifter i Vatikanet; familien tog han med. De rejste spartansk, bagagen var det mindst mulige, og derfor sagde moderen til sin lille pige: „Der bliver kun plads til een bog til dig, det bliver denne.”
Da den lille pige var kommet ned til Rom, fik hun bogen udleveret, og hun kiggede på den med en vis kritik. Det var en uanselig bog i grønt, marmoreret papirsbind. (Senere, da hun selv var bleven mere lærd, konstaterede hun, at den kom fra Gyldendals klassikerserie fra 1900). H.C. Andersen: Improvisatoren stod der på titelbladet. H.C. Andersen var ganske vist en god, gammel bekendt, men alligevel rynkede hun lidt på næsen. En stor pige på 11 år, var hun ikke for gammel til at læse eventyr?
Men der var ingen andre bøger, hun kunde læse i, så derfor havde den lille læsehest ikke noget valg. Hun tog fat og læste den første sætning: „Hvo der har været i Rom kjender godt Piazza Barberini, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret.”
Piazza Barberini! Hun boede i Via Sistina, så det var jo lige om hjørnet; og tritonen kendte hun også godt! Hun læste ivrigt videre, og hun havde ikke slugt ret mange sider, førend hun havde glemt alle sine betænkeligheder overfor eventyrdigteren. Improvisatoren fangede hende fuldkommen ind. Åndeløs fulgte hun Antonio, den fattige, italienske dreng, der blev en berømt og fejret digter. Hun led med ham i hans trængsler, hun frydede sig over hans triumfer. Hun vandrede jo mellem de samme okkergule huse som han, hun indåndede den samme luft som han – ja, hvis hun en skønne dag var løbet på ham henne på Piazza Barberini, vilde hun såmænd slet ikke være blevet overrasket over det.
Hun læste bogen ikke een, men mange gange. Så meget var hun kommet til at holde af Improvisatoren, og så stærk havde fortryllelsen været, at hun i de mange år, der fulgte efter, ikke havde fået mod til at læse romanen igen. Vilde fortryllelsen ikke blive brudt? Og vilde længslen efter Rom ikke blive altfor sviende, tænkte hun i de år, hvor alle landegrænser var lukkede.
Gemt, men ikke glemt var Improvisatoren. Stadig lå muligheden for et gensyn og ulmede dybt nede i sindet; en nedgravet skat, man vidste var der. Og så, en dag, hvor man atter kunde tænke sig at gøre alvor af et gensyn med Improvisatorens farvestrålende Italien, vovede hun springet. Det blev – for at tale med bogens forfatter – en oplevelse så rig og så velsignet. Det blev til genkendelse og til ny-erkendelse.
Det nye var først og fremmest betagelsen over, hvor fængslende en roman Improvisatoren er, også for den voksne læser. Digteren var endnu i sin oplevelses vold, da han skrev sin roman, og den blev digtet i eet sug; derfor fanges læseren ind af Italiens trylle-kreds. For H.C. Andersen havde hans første Italiens-ophold, i 1833, været en ren åbenbaring. Det ses det af hans breve hjem til Danmark, og i sin roman lader han den danske maler, Federigo, udbryde: „Nu nyder jeg først Alt . . . Her vinker mig mit Hjertes Fædreland, her er Farver, her er Former. Italien er Velsignelsens Fyldehorn! . . . Jeg tænkte paa dine Olieskove, naar jeg saae vore Pile; jeg drømte om Orangernes Fylde, naar jeg saae de gyldne Æbler i Bondens Have ved den duftende Kløvermark. Men det grønne Vand i Østersøen blev aldrig blaat som det deilige Middelhav; Nordens Himmel blev aldrig saa høi, saa rig paa Farver, som det varme deilige Syden.” „Federigos Glæde var Begeistring, hans Tale blev Poesie,” fortsætter H.C. Andersen. Det var det, der skete med hans egen tale i Improvisatoren.
Det havde været vidunderligt for ham at komme udenlands. Har der mon nogensinde eksisteret et menneske med en grådigere appetit på rejseoplevelser end han? Han kunde ikke lide Madame de Staëls tykke Italiensroman om den kvindelige improvisator, Corinne, og hendes tørre, skotske tilbeder Osvald, og han vilde aldrig have underskrevet Osvalds ord om, at det at rejse er en af livets „plus tristes plaisirs”.
H.C. Andersen havde først været i Paris, og det havde selvfølgelig været interessant. Men fra det sekund, hvor han sætter foden på Italiens jord, får tonen i hans breve til hjemmet en ny klang. Han føler virkelig dette land som sit rette element; Syden, med dens farvepragt og dens livspragt, lukker op for skjulte kilder i hans sind og virker inspirerende på ham. Først mange år senere blev hans fødeland indsat i sine rettigheder, så han af et oprigtigt hjerte kunde synge? „Dig elsker jeg! – Danmark mit Fædreland!”
Mens barnet, der læste, havde oplevet værket, romanen, oplevede den voksne læser desuden mennesket – digteren H.C. Andersen. Men desuden oplevede den modne læser det barn, der i sin tid havde indskibet sig i Improvisatoren.
Og hvad var det da, den lille pige især havde fæstet sig ved? Først og fremmest var det selve spændingen, romanens flugt i dens helhed, fablen, intrigen. Den gamle bondekone Fulvias dunkle spådom lod den lille pige ane, hvorledes Antonios skæbne vilde komme til at forme sig: „Du har en Lykkestjerne i Øiet! . . . Den brede Præstehat vil ikke skygge hans Pande, naar han staaer for Folket, naar hans Taler lyde som Musik, høiere end Nonnernes Sang bag Gitteret og stærkere end Tordenen i Albanerbjergene! Lykkens Stol er høiere end Monte Cavo, hvor dog Skyggen ligger paa Bjerget mellem Faarehjordene.” – „O Gud,” sukker Antonios moder og ryster vantro paa Hovedet. „Han er et fattigt Barn, Madonna veed, hvorledes det vil gaae ham! Lykkevognen er høiere end Albanerbondens Vogn, og Hjulene gaaer rundt, hvor skal dog et fattigt Barn komme derop?” Og Fulvia svarer hende: „Har Du seet, hvorledes de to store Hjul paa Bondens Vogn dreie sig? Den nederste Sparre bliver øverst og gaaer saa ned igjen; ved Jorden sætter Bonden sin Fod ind paa den, og Hjulet, som dreier, maa løfte ham op.” Den voksne læser opdagede senere, at billedet med bonden, der løftes op af hjulet, byggede på en personlig iagttagelse, som H.C. Andersen havde noteret i sin romerske dagbog.
Og så var der de mange spændende enkeltheder. Den lille læsehest slugte de mange fortættet handlingsbevægede episoder, som -for blot at tage et enkelt eksempel – Antonios duel med vennen Bernardo, der er jaloux over, at den skønne sangerinde Annunziata synes at foretrække Antonio for ham selv: „Hun elsker Dig! og stolt vil Du vise det for Romerfolket, for mig, som Du bedrog med falsk, sledsk Tale!” – „Du er syg, Bernardo! vanvittig!” svarer Antonio, „Kom mig ikke nær!” – Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort – da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte. – Min Pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod. Som en Nattevandrer stod jeg der og holdt Pistolen fast knuget i Haanden; først da jeg hørte Stemmer omkring af Husets Folk, hørte Annunziatas Skrig: „Jesus Maria!” . . . følte jeg den hele Ulykke. „Bernardo!” raabte jeg fortvivlet.”
Det rent maleriske var barnet også blevet fanget ind af, det lysende billede af la bella Italia. Her var Neapels dejlighed: „Vi stege ud paa Loggiaen . . . Hvilken Pragt, rigere end Phantasien kan skabe sig den! Under os var en Skov af Citron- og Appelsintræer, de syntes overdyngede med Frugter, Grenene bøiede sig mod Jorden under deres gyldne Byrde; Cypresser, kæmpehøie, som Norditaliens Popler, begrændsede Haven; de syntes dobbelt mørke mod det himmelblaae Hav, der strakte sig bag ved dem”. Det var som de pomeranstræer, hun selv havde set på vejen op til Monte Pincio, hvor de overmodne frugter lå knust imod vejens stenlægning. Og her var Vesuvs sorte røgstøtte og Colosseum, der lå som et fjeld i det klare månelys, og den blå grottes féverden.
Og så folkelivet! Pifferarierne, hyrderne ude fra bjergene, der ved juletid kom ind til Rom i deres korte kapper, med bånd om den spidse hat; de forkyndte med sækkepiben foran hvert hus, hvor Madonnabilledet stod, at frelseren skulde fødes. Eller den dejlige fest ude i Genzano, hvor hele den lange landsbygade var overdynget med blomster.
Eller karnevalsugens vrimmel og tummel, moccolinattens dristige legen skjul i ly af mørket og masken, og fremfor alt hestenes vilde løb op ad Corsoen: „Paa Piazza del Popolo førtes Hestene frem for Skranken. De syntes alt halv vilde. Brændende Svamp var klæbet dem paa Ryggen, smaa Raketter bag Ørerne og løse Jernplader, der i Løbet sporedes til Blods, heftet paa Siderne, Staldknegtene kunde neppe holde dem, Kanonskuddet lød, Touget for Skranken faldt, og nu fløi de, som en Stormvind, forbi mig, opad Corso. Knitterguldet raslede, Mankerne og de brogede Baand flagrede høit i Luften, Ildfunkerne gnistrede ved Fødderne, hele Folkevrimlen skreg vildt efter dem, og i samme Nu, de vare forbi, strømmede Massen igjen ud over den aabne Bane, som Bølgen, der lukkes efter Skibets Kjøl.”
Den lille pige havde også været betaget af det uhyggelige. Der var Antonios onkel Peppo, tiggeren med de to visne ben og det sleske grin, han der blev kaldt „onde Peppo” eller „Kongen paa den spanske Trappe”, han var fæl. Og der var skildringen af Capucinerklostret, hvor skeletterne af de døde munke sad svøbt i deres brune kutter med strikken om livet og en bønnebog eller en vissen urtekost i hånden, og hvor lysekronerne var lavede af menneskeknogler, af skulder- og hvirvelben. (“Rumpebeen” havde H.C. Andersen oprindelig skrevet i sin dagbog, men det var ikke fint nok til romanen). Selv havde hun ikke været inde i klostret; hendes pædagogiske forældre syntes, at det var ikke noget for et barn. Men når hun kom forbi kirken, løb der en gysen igennem hende, nu da hun vidste, hvad der gemte sig derinde. Antonio havde forresten følt det samme som den lille piges forældre; han sagde: „Taabeligt var det at føre mig Barn ind paa dette Sted.”
Men fremfor alt var der den rystende scene, hvor Antonio står ved bredden af Nemisøen sammen med sin moder og ser en rovfugl, der kæmper med en stor fisk. Oplevelsen havde gjort et uudsletteligt indtryk på drengen. Efter sin duel med Bernardo bliver han fanget af røvere i Campagnen; de tøver med at skyde ham en kugle i hjerte og opfordrer ham til at synge sig fri. “Jeg greb nogle Accorder,” fortæller Antonio, „og Tanken blev Tale, Talen bølgende Vers; jeg skildrede den dybe Sø, indesluttet af Skoven, Klippen, som reiser sig høit over den mod Skyen. I Ørnens Rede sad Ørnemoderen og lærte Ungerne Vingernes Kraft, øvede det stolte Blik ved at lade dem skue mod Solen. „I ere Fuglenes Konger,” sagde hun, „skarpt er Eders Øie, stærk Eders Klo; flyv ud fra Eders Moder, mit Blik vil følge Eder, og synge vil mit Hjerte som Svanens Tunge, naar Døden kysser den; synge vil jeg: „den stolte Kraft!'”‘ Og Ungerne fløi ud fra Reden, den ene fløi kun til den nærmeste Fjeldspids og sad stille, med Øiet mod Solens Straaler, som om den vilde inddrikke dens Flammer, men den anden svang sig dristig, i store Kredse, høit over Skovene og den dybtliggende Sø. Vandfladen var et Speil for Skovens Krands og den blaae Himmel. En uhyre Fisk stod stille, som var den et Rør, der laae i Fladen; med Lynets Hast slog Ørnen ned mod sit Bytte, borede sin skarpe Klo i dens Ryg, og Moderen bævede af Fryd. Men Fisk og Fugl var af lige Kraft. Den skarpe Klo sad for fast til atter at kunne løsrives, og Kampen begyndte, saa den blikstille Sø bævede i mægtige Ringe; et Øieblik blev det atter roligt, de store Vinger laae udbredte paa Søen, som Lotusblomstens Blade; da sloge de høit i Veiret, der lød et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden pidskede Søen til Skum og forsvandt; – Fisk og Fugl sank i Dybet; da udstødte Moderen et Jammerskrig, og vendte atter Øiet mod den anden Søn, der havde dvælet paa Klippen oven over, og den var borte. Men høit mod Solen saae hun et kulsort Punkt stige og forsvinde i dens Straaler; og hendes Hjerte bævede af Lyst, og hun sang om den stolte Kraft, der kun blev stor ved Maalet for dens Stræben.”
Da Antonios sang er endt, lyder der høje bifaldsklap. Henne i krogen af bjerghulen sidder der en gammel, mager kone og spinder hør på sin håndten. Hun er et levende billede af en af parcerne. Hun har hidtil været helt optaget af at spinde, men nu træder hun med raske skridt hen imod ham og udbryder: „Du har sunget dine Løsepenge! – Tonernes Klang er stærkere end Guldets! jeg saae din Lykkestjerne i Øiet, da Fisk og Fugl gik ned at døe i den dybe Grund. – Flyv mod Solen, min dristige Ørn! den Gamle sidder i Reden og glæder sig ved din Flugt! Ingen skal binde din Vinge.” Den gamle kvinde var ingen anden end Fulvia, hun der i sin tid havde spået Antonio, at hans tale skulde lyde stærkere end tordenen i Albanerbjergene.
Det var mærkeligt for den voksne læser at opdage, hvor stærkt et indtryk det poetiske havde gjort på den lille pige. Hun havde ikke alene været imponeret over Antonios improvisationer – tænk, at nogen sådan kunde lave vers på stående fod! – men også de direkte digteriske citater havde revet hende med.
I præsteskolen havde Antonio med begejstring læst Dantes Divina Commedia:
„Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad,
Igjennem mig ind til en evig Smerte,
Igjennem mig til det fortabte Folk.
Retfærdighed drev ham, min høie Skaber,
Mig skabte den guddommelige Magt,
Den største Viisdom og Urkjærligheden.”
Dantes ord havde klinget „som Dommedagsklokker” for Antonio, står der, og det havde de også gjort for den lille pige. Og for hende, der selv færdedes i Roms gader og ofte havde været i Colosseum, havde der været en mægtig skæbne i de linjer af Byron, som H.C. Andersen citerede:
„While stands the Coliseum, Rome shall stand,
When falls the Coliseum, Rome shall fall:
And when Rome falls — the world —«
Pigebarnet kunde engelsk. Hun berusede sig i ordenes umiddelbare vellyd; de blev betingelsesløse, absolutte i deres vælde. Hun følte, at sådan måtte det være.
Der var en anden passage, der også havde virket stærkt på hende. „Felicissima Notte, Antonio!” råber den uimodståelige og uregerlige Bernardo; og i en fodnote forklarer H.C. Andersen: „Nordboerne ønske „God Nat! sov vel!” – Italienerne ønske: „den lykkeligste Nat!” Og så tilføjer digteren: „Sydens Nætter eie meer end -Drømme.”
Barnet anede den italienske nats forjættende og farlige sødme, den, der så raffineret er antydet af digteren med den tankestreg, som siger mere end ord; og barnet følte vistnok også, uden selv rigtig at forstå hvorfor, poesien i en skildring som denne: „Aftenen var uendelig smuk. Natten slumrede paa Træer og Buske, men høit oppe over os hang Fuldmaanen, som en deilig, gylden Baad, paa det høit opspændte, sortblaae Hav, der sendte Kjøling over den afbrændte Campagne.”
Den voksne læser forstod, hvor stor en rigdom Improvisatoren havde bragt barnet, men den voksne så også, hvor meget barnet havde læst hen over. Det aktuelle havde overhovedet ikke eksisteret for den lille pige, og hendes pædagogiske forældre havde – sikkert uhyre klogt – ikke oplyst hende om det.
At den fattige dreng, der sejrede ved sit digteriske geni, i virkeligheden slet ikke hed Antonio men Hans Christian, det blev hende først klart mange år senere. Hun opfattede heller ikke den selverkendelse, der afslørede sig i indledningsordene i Improvisatoren: „Sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skød den op, som Urt, og voxte siden som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede.” Den lille pige syntes, at Antonios lærer, Habbas Dahdah, var uhyggelig og frastødende, men at den, der skjulte sig bag hans groteske apparition, var den af Andersen frygtede kritiker Chr. Molbech -ham, der afskyede Antonios “skrækkelige Hiater” – det havde hun ingen anelse om. Og ligeså lykkelig var hendes uvidenhed om, at de lærde folk har fundet ud af, at den pedantiske professor Maretti, som stadig spækker sin tale med latinske citater, havde haft Andersens forhadte rektor, dr. Simon Meisling til model.
I Improvisatoren har H.C. Andersen også – i skildringen af familien Borghese – givet luft for sine komplicerede følelser overfor nogle af dem, der allerførst havde taget sig af ham efter hans ankomst til København, nemlig kommandør Wulff og hans hustru; men pigebarnet havde ingen fornemmelse af, hvor meget selvoplevet der lå bag Antonios uvilje, når den gamle Excellenza bebrejdede ham, at han beskæftigede sig for meget med sit eget jeg; han gik ikke nok uden for sig selv, sagde den gamle herre, han lod ikke „Aandens Radier skjære den store Verdens Cirkel.” Eller når hans datter, Francesca, følte trang til, som hun udtrykte det, at „fuldkommengjøre” ham, eller når hendes mand, Fabiani, venligt nedladende sagde om ham til en ung garderofficer: „Vi kalde ham Antonio; . . . det er et fortræffeligt Menneske, hans Charakteer er der ikke det Mindste at udsætte paa; men han vil ikke lære Noget.”
Den lille læsehest vidste heller ikke, at digteren sandsynligvis havde haft den nøgterne Edvard Collin i tankerne, der hvor Ber-nardo siger til Antonio: „Vi give hinanden Haanden, vi ere Venner, fornuftige Venner, men dine Begreber ere overspændte, mig maa Du tage, som jeg er.” Sådanne ytringer gjorde Antonio harmfuld: „Vor sidste Samtale syntes mig endnu bittrere, end den var, jeg saae kun hans Stolthed, følte Fornærmelserne mod mig og inddrak hos mig selv en større Vrede, end jeg nogensinde havde følt.”
Som bekendt forvandt H.C. Andersen aldrig sin skuffelse over, at Edvard Collin havde afslået at være Dus med ham; også det findes der efterklange af i Improvisatoren. Der hvor der fortælles om Antonios venskab med den unge venezianske adelsmand Poggio, hedder det: „Det var en lykkelig Aften. Poggio klinkede med mig; vi sluttede Venskab og beseglede det med et broderligt Du.”
Skridt for skridt kan man i Improvisatoren følge stadierne i Andersens forhold til kommandør Wulffs indtil 1834. Da Antonio har befæstet sit ry som digter og vender tilbage til sine romerske velyndere, fortælles der: „Palazzo Borghese var nu mit Hjem; jeg behandledes med mere Mildhed og Venlighed; enkelte Gange kom vel den gamle belærende Tone, den saarende, lette Maade at behandle mig paa, men jeg vidste, de meente mig det saa godt.” På Italiens-rejsen havde Andersen fundet sig selv som digter, og derfor kunde han fortsætte: „Som en mægtig Sø, hvor Bølge knuste Bølge, ligger et Tidsrum af sex Aar for mig; jeg har svømmet over den, Gud være lovet! Du som følger mig i mit Livs Eventyr, flyv hurtigt efter! Indtrykket af det Hele vil jeg give i nogle faa Streger; det var min aandelige Opdragelses Kamp. Svenden, man behandlede som Dreng, for at han kunde optræde som Mester.”
Den lille pige havde ikke studset over det mærkværdigt synske i, at digteren allerede her bruger udtrykket „mit Livs Eventyr”, og hun forstod heller ikke, at det er sine egne ønskedrømme, Andersen giver udtryk for, når han lader den unge romerske garderofficer Gennaro fortælle Francesca om, hvor herligt en ukendt ung digter har improviseret: „Han overgik min, ja Alles høieste Forventning. Det er slet ikke for at smigre ham, og hvad bryder han sig vel også om min ringe Kritik; det var en Improvisation! han var inde i sin Digtning, og rev os Alle med sig; der var Følelse! der var Phantasie! han sang om Tasso, om Sappho, om Katakomber; det var Digte, der burde opbevares!” – „Et lykkeligt Talent, man ikke nok kan skatte og beundre,” udbrød Francesca. „Gid jeg havde været der!” – „Men vi have jo Manden med,” sagde Gennaro og pegede paa mig. – „Antonio!” udbrød hun spørgende. „Han har improviseret?””
Episoden minder meget om den scene i det Wulffske hus, som Andersen i Mit Livs Eventyr fortæller sådan om: „Jeg erindrer tydeligt den Aften, hvor Den flyvende Post kom med de to Digte [de første, Andersen fik trykt]; jeg var i en Familiekreds, hvor man gjorde mig meget Godt, men betragtede min hele Digten kun som Versemageri og ofte sagde mig det, naturligviis i den bedste Mening. Huusfaderen traadte ind i Stuen med Den flyvende Post i Haanden og sagde med straalende Blik: „laften er her to ypperlige Digte i Den flyvende Post! det er en Karl, den Heiberg!” og nu læste han begge mine Digte op; mit Hjerte slog stærkere, men jeg sagde ikke et Ord, men en ung Pige, der var tilstede, som vidste, at jeg havde skrevet Digtene, kunde ikke skjule sin Glæde over den Fornøielse, de vakte og sagde derfor: „De ere af Andersen!” Der blev en stor Pause – en almindelig Taushed, Husfaderen sagde ikke et Ord, saae paa mig og gik ud af Stuen.”
Hele denne selvbiografiske islæt, som for den voksne, sagkyndige læser er en meget væsentlig faktor i Improvisatoren, havde barnet naturligvis aldeles ikke opfattet.
Den lille pige havde heller ikke haft blik for det, man -med al skyldig respekt for H.C. Andersen – kunde betegne som „Baedecker-siden” i Improvisatoren, den snilde og behændige måde, hvorpå han får draget en række af Italiens berømteste byer med ind i sin roman. Handlingen udspiller sig dels i Rom, dels i Neapel, dels i Venedig; kort sagt, alle glansnumrene har han fået med.
Ja, selv hvor det drejer sig om mindre byer, giver han sig i forbifarten tid til at markere deres største seværdigheder – f. eks. St. Antoniokirken med sine syv stolte kupler i Padua, Palladios kunst i Vicenza, amfiteatret i Verona og domkirken i Milano, som han karakteriserer som „dette sælsomme Marmorbjerg, som revet ud af Fjeldene ved Carrara.”
At der hos Andersen, foruden en ægte betagelse over skønhedsværdierne, har været en vis naiv tilfredshed – bevidst eller ubevidst? – ved at kunne demonstrere, hvor herligt vidt han havde bragt det i sin kundskab til Italien, kan man vist ikke komme udenom.
Det må indrømmes, at for den voksne læser kan digterens trang til at kramme ud med al sin viden sommetider være et minus; og det samme gælder de ikke så få oplysende fodnoter, der i grunden er ukunstneriske. Men det læste barnet henover – og var måske netop derfor den ideelle læser. På den anden side havde den lille pige ikke nogen bevidst forståelse af digterens fabelagtige iagttagelsesevne og fænomenale talent til at gengive de mange småtræk af dagliglivet, som får situationerne til at stå med farver og perspektiv for læseren. Men netop disse detailler har sikkert haft deres store andel i, at romanen fængslede hende så stærkt.
Der var imidlertid også et andet gebet end det selvbiografiske, som havde været et lukket land for den lille læsehest; det var det erotiske. Een episode og især een ytring i den havde præget sig så dybt i hendes sind, at hun havde skabt sig et privat, bevinget ord deraf. Antonio besøger i en sen aftentime den frodige neapolitaner-inde, Signora Santa, den pedantiske professor Marettis hustru, men deres samtale får en brat ende. „Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen!” udbryder Antonio. Det var et udråb, som havde bidt sig sådan fast i hendes erindring, at det i senere år ofte i tankerne blev gentaget, når en eller anden katastrofe var i anmarch.
Episoden var altså langtfra glemt, men ved genlæsningen af Improvisatoren kom den unægteligt til at stå i et ganske andet lys. Situationen i romanen er den, at Antonio rejser til Neapel, efter at han har sunget sig fri hos røverne i Campagnen; i diligencen træffer han en neapolitanerinde, smuk, meget smuk endda, med kulsorte øjne – dog måske en anelse for fyldig. Hun bliver straks ivrigt interesseret i den unge mand, og da han besøger hende, prøver hun på at få ham revet ud af hans elegiske stemning. „Vær nu i godt Humeur!” siger hun, „see paa mig! siig mig noget Smukt! – De veed Intet? Siig da noget om min nye Kjole! seer De, hvorledes den sidder? En Digter maa have Sands for Alt! – Jeg er slank, som en Pinje! ordenlig mager! Ikke sandt?” – „Det seer man strax,” svarer Antonio. – „Smigrer!” udbrød hun. „Er jeg ikke som sædvanligt? Kjolen hænger ganske løs om mig! Er det nu Noget at blive rød over? De er ogsaa et Mandfolk! Vi maae have Dem i Fruentimmer-selskab, faae Dem opdraget lidt! . . Nu sidde de To, min Mand og Federigo, op til Ørene i den velsignede Oldtid, lad os leve for Nutiden, det har man mere Fornøielse af!”
Antonio er ikke helt uberørt af hendes charme; men han reflekterer: „Hos mig gik det kun til Opmærksomheden, et Slags sandse-lig Beskuen, jeg aldrig før havde kjendt, men just herved opstod en Hjertebanken, en Angst, der gjorde mig undseelig og holdt mig i Afstand fra hende.”
Efter at han ved sin improvisation har gjort enorm lykke på Teatro San Carlo i Neapel, skynder han sig ud til Santa: „Hun laae i en let Natdragt paa den bløde Silkesopha. Hun reiste sig halvt op, idet jeg traadte ind, holdt med den ene Haand Tæppet om sig, og strakte mig den anden imøde. „Antonio!” udbrød hun, „det gik jo herligt! . . . Alle har De henrevet! … De seer ogsaa ud, som nyskabt; De var smuk, meget smuk! da Begeistringen henrev Dem, saae De idealsk ud!”
Der udspænder sig så en ikke ufarlig konversation mellem de to; ja så ildnende er den, at Antonio „saae hendes Bryst hæve sig, hun løste en Sløife for at aande friere. „De har kunnet gjøre Alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er min Drøm, min Tanke!” – Hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit Blod, i min Sjæl, i min Tanke – -” „Evige Guds Moder,” fortsætter Antonio så sin skildring, „Dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, idet jeg vilde synke ned i Lidenskabens Malstrøm. „Nei! nei!” skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava.””
Den lille pige havde ikke opfattet scenens dobbeltbund – en overmåde skrøbelig dobbeltbund for øvrigt! – og heller ikke digterens smertelige erkendelse af sin egen natur – „den trappistiske Afholdenhed”, som han et andet sted i Improvisatoren betegner det. Men hun var blevet rent umiddelbart betaget af den passionerede episode, og, – ja, hvem ved? Måske har hun allerede dengang ubevidst anet det, hun sidenhen kom til at forstå.
Hun havde kun fået en dunkel fornemmelse af en skæbnesvanger naturkraft, dengang hun læste om Santa – „Skjønhedsslangen i mit Paradiis”, som Antonio kaldte hende. Et lysende klart indtryk af kvindelig skønhed havde hun derimod haft, der hvor Antonio fortæller om, hvordan han i templet ved Pæstum så „en ung Pige, neppe meer end elleve Aar, deilig, som Skjønhedsgudinden; . . . jeg maatte tænke paa den medicæiske Venus, som Annunziata havde fortalt mig om. Jeg kunde ikke elske, men beundre, bøie mig dybt for Skjønhedsformerne.” Den medicæiske Venus havde betaget Andersen så dybt, da han på nedturen til Rom så statuen i Uffizierne, at han gang på gang kom ind på det i sine breve til vennerne i Danmark. Derfor måtte hun også med i hans roman.
Lara hed den blinde pige, det fik Antonio senere at vide. For den lille pige lå der en forunderlig fortryllelse i dette navn, Lara, som hun aldrig havde hørt før. – Ja, Lara var skøn, sagde hun hen for sig. Hun oplevede her mødet med den ujordiske kærlighed, og måske netop stærkere på baggrund af Santas jordiske lidenskab.
Endnu een scene havde – men af ganske andre grunde – også ætset sig dybt ind i den lille piges sind. Det var den, der beskriver den unge Flaminias indklædning som nonne.
Ligesom man kan skimte kommandør Wulff og hans frue bag Fabiano og Francesca, så kan man ikke lade være med at tænke på deres svagelige Datter Henriette i skildringen af Flaminia. I dette tilfælde er der ikke tale om nogen direkte benyttelse af model; men Andersen har her lagt så stor en nænsomhed og ømhed for dagen, at man uvilkårligt får en følelse af, at han har digtet al sin medlidenhed med den lille forvoksede Jette Wulff ind i skildringen af Flaminia, hvis liv – ligesom Jette Wulffs – aldrig kunde blive helt af denne verden.
I deres kærlighedslykke havde det unge ægtepar Fabiani og Francesca lovet kirken deres første barn. Flaminia var, allerede fra hun var ganske lille, blevet kaldt „den lille Abbedisse”; nu, da hun skulde være nonne, blev hun i sin prægtige dragt ført op til alteret af sine forældre: „Jeg saae, hvor de toge det kostelige Slør af hendes Hoved, og det fyldige Haar gled ned over Skuldrene, jeg hørte Saxen afskjære det; de afførte hende de rige Klæder, hun strakte sig ud paa Liigbaaren, Liiglagenet og det sorte Tæppe med Dødningehovederne paa blev bredt over hende. Kirkeklokkerne ringede til Begravelse, de istemte Sangen for den Døde; ja, død var hun, jordet for denne Verden. Det sorte Gitter for Klosterets Chorgang hævede sig, Søstrene stode i de hvide Liin og sang Englenes Velkommen for den nye Søster, Biskopperne rakte hende Haanden, den Døde stod op som Himmelbrud …. Jeg saae det sidste Blik, hun sendte ud over Forsamlingen; derpaa rakte hun Haanden til den nærmeste Søster og traadte ind i Livets Grav. – Det sorte Gitter faldt. – Jeg saae endnu hendes Omrids, den sidste Flig af Kjolen – og hun var borte.”
Barnet, der læste Improvisatoren, følte instinktivt, hvilken grænseløs tragedie det var for Antonio, at denne unge jomfru lukkede døren til det rige, strålende liv bag sig. Og at Flaminia som nonne kom til at hedde Elisabeth, gjorde det hele endnu mere sørgeligt, -for det hed den lille pige jo selv.
Det blev en oplevelse for den voksne læser at se, hvor meget H.C. Andersens roman havde givet barnet. I Improvisatoren havde den lille pige mødt livets tragedie, da klostergitteret faldt i bag den dejlige, unge Flaminia, og hun havde anet livets fristelser, da Santa løste sløjfen ved sit bryst. Hun var blevet rystet over livets grumhed, da fisk og fugl sammen forsvandt i Nemisøens dyb; men hendes sind var også blevet opladt for poesiens skønhed – i de store digteres skæbnetunge ord, og i det unge genis ørneflugt op imod solens ild.
Citater efter H.C. Andersen: Samlede Skrifter. II. 1876.
