Odense Bys Museer har i en årrække arbejdet for at skabe orden og system i samlingerne. Dette er tidligere beskrevet her i Fynske Minder, og har foruden overblik og indsigt i de mange tusinde genstandes bevaringstilstand og oprindelse også givet os muligheden for at tage målrettet fat på at gøre udvalgte elementer af kulturarven tilgængelig på Internettet. Vi ønsker at sikre adgang til kulturarven over hele kloden. Udnytte computerens muligheder og give: Worldwide access to cultural heritage. I skrivende stund kan man besøge dele af Odense Bys Museers samlinger indenfor følgende områder:
Alt sammen med direkte adgang fra www.odmus.dk. Flere områder kommer til i de følgende år. Men hvad med udstillingsstederne – museerne i Odense og deres plads i kulturlivet?
I sidste års artikel om Viden og oplevelser[1] argumenterede jeg for, at museet har en rolle at spille som både attraktion med forventning om mange gæster og høj indtjening – og som institution med ansvar for indsigt i historien samt (gen)skabelse af den historiske bevidsthed. Vi skal være med til at lære vores omverden at stille spørgsmål og stimulere nysgerrigheden.
Alt for mange er i dag ude af stand til at identificere selv de mest elementære lade gæsten fascineres af en lille og enkel – måske rørende – historie.
Ved hjælp af audio-guidning håber vi at kunne sikre mulighed for, at museets gæster kan få historien fortalt direkte. Udfordringen for et moderne museum, der, som Det nye H.C. Andersens Hus, har en fortløbende fortælling, er, at den for at være fuldendt skal kunne følges fra start til slut. Herved sikres, at besøget er positivt og ikke afsluttes med dårlig samvittighed hos dem, der faldt af undervejs, fordi vi ikke kunne gøre os færdige på den times tid, det er realistisk at være koncentreret om et samlet forløb. Hvad enten man er på ferierejse med familien, kommer som skoleelev eller søger til Odense som interesseret enkeltperson.
Hvor det er muligt lader vi også gæsterne røre – sanse – historien. Museet er dybest set et teater, hvor fagfolkene skriver manuskriptet, og scenografer og udstillingsfolk omsætter historien i tre dimensioner. I sagens natur er der mange begrænsninger på vores udfoldelsesmuligheder. Der må ikke gås på kompromis med sikkerhed og bevaring, men hvem siger, at det ikke er tilladt at lade sig fotografere på scenen sammen med H.C. Andersen. Og alle raske drenge vil da også gerne løfte en kanonkugle, eller røre ved en cykel af træ og jern!
Det andet eksempel, jeg vil bruge, er Bymuseet Møntergården, hvor vi allerede i efteråret 2003 opbygger det, der i sin indretning vil pege frem mod et Historisk Center i Odense Slot, hvor arkiv, bibliotek og museum samles[4].
Bymuseet skal i de kommende år blive stedet hvor stadigt flere går hen for at få mere at vide om sammenhænge i Odenses og den fynske regions historie set i et større perspektiv. I hovedindgangen modtages brugerne af museumsværterne, der i et åbent miljø byder velkommen og informerer om stedets muligheder. Der er gratis adgang til hele komplekset, og man guides enten til udstillingerne eller til de forskellige muligheder der ligger i samlinger, arkiv og bibliotek. Her informeres om egne og andres tilbud indenfor kategorierne: viden og oplevelser på Fyn (som supplement til eksempelvis Stadsarkiv, Landsarkiv og de lokalhistoriske arkiver samt biblioteket. Herfra udgår byvandringer og der udlånes historiske og arkæologiske emnekasser m.m.
En gruppe elever i 2. G på Sct. Knuds Gymnasium har fået stillet en opgave i historie, hvor de på baggrund af lokale forhold skal beskrive velfærdssamfundet. Gennem udsendelse af materiale til skolerne og information på Internettet indgår museet naturligt som det sted, hvor unge mennesker søger hen i bestræbelserne på at skabe viden og overblik i nogle fysiske rammer, der appellerer til målgruppen: Mange informationer samlet på ét sted, adgang til Internet og film, relevante opslagsværker og en "ung" og frisk betjening, der kan vejlede i brugen af faciliteterne og guide videre til medarbejdere i fagområderne, tage imod spørgsmål og sikre besvarelse.
På forud angivne tidspunkter er der mere indgående betjening fra Odense Bys Museers fagområder: Jourhavende historiker er parat med flere informationer og til at debattere problemstillingen.
Medlemmer af Odense Bys Museers klub Fynske Minder vil i fremtiden kunne benytte Møntergården som betalings- og informationssted. Her hentes medlemsinformationer, bøger, der kan handles i museumsbutikken. Skolelæreren kan sidde i ro og mag med museumslæreren og tilrettelægge et kommende besøg, en temauge på skolen etc. Her vises aktuelle eksempler fra arbejdsmarken: Nye fund og erhvervelser, aktuelt om særlige satsningsområder, åbent værksted, samt information om, hvad man kan se og opleve på Odense Bys Museers øvrige udstillinggsteder. Der vil være adgang til biblioteket samt interne og eksterne databaser. Med tiden bliver Bymuseet også mødested for nogle af de frivillige, der i fremtiden, med deres indsats, støtter Odense Bys Museers arbejde indenfor en række forskellige områder.
I Museumsbiografen vises der film med plads til 15-25 personer. Et vekslende program sammensættes og udmeldes. Den fleksible scenografi kan rulles til side, så der er plads til 50 personer til foredrag og seminarer. Her mødes medlemmer i nogle af de mange grupper, der interesserer sig for museets arbejdsområder. Via et lille køkken er der mulighed for let servering, der suppleres med automatkaffe og kolde drikke. Når museets medarbejdere deltager, kan der i relevante sammenhænge vises museumsgenstande frem. Våbenhistorikere eller amatørarkæologer har ofte et specielt ønske om af se bestemte eksemplarer fra samlingerne. Disse genstande opbevares i de rullende montrer i lokalet. Alle Odense Bys Museers databaser stilles til rådighed på "rullende øer" i lokalet, hvor der også i siddegruper er mulighed for at sætte sig med håndbøger. Et par arbejdspladser er forbeholdt adgang til arkivmateriale m.m. efter nærmere aftale.
Fremtidens udstillinger i Bymuseet Møntergården tilrettelægges i et forløb som vender historien på hovedet – med afsæt i egen tid bevæger den sig ned gennem årene, og inddrager temaer, der har særlig relevans for det samfund vi lever i i dag. Det handler ikke så meget om, hvad vi har på magasinerne, men om, hvad vi vil fortælle omverdenen om Odenses og regionens historie i et nationalt og internationalt perspektiv. Den traditionelle opfattelse af at museer skal indsamle, forske, undersøge, bevare og formidle erstattes i fremtiden af en definition af museets rolle arnested for MENNESKERS brug af historien til inspiration (og afskrækkelse), læring og underholdning. Vi skal definere, hvad samfundet kan forvente af museet for derved at kunne fastholde og udbygge vores integritet og troværdighed.
Allerede fra efteråret 2003 påbegyndtes udstillingsopbygningen med særudstillingen om Odense Havn. Fra denne og kommende særudstillinger vil enkeltelementer indgå i den lange fortælling om byens og øens historie, og derved sikres en snæver sammenhæng mellem museets forskning, undersøgelsesarbejde, samlingerne og de temaer i samfundsdebatten, der er "oppe i tiden".
De to nævnte eksempler skal sammen med det efterfølgende – Torben Grøngaard Jeppesens beskrivelse af planerne for udviklingen i Den Fynske Landsby[5] -være med til at vise den retning, vi i Odense Bys Museer ønsker at bevæge os de kommende år.
Museet er ikke stedet, hvor den faglige ambition på snævre detailområder må stå i vejen for den anvendte forskning – historisk research – omsat i moderne storytelling. Det er en hovedopgave at gøre kulturarven nærværende og tilgængelig. Nogle få museer er sammen med Odense Bys Museer store nok til selv at drive grundforskning; mange flere kan være med til at stimulere andres arbejde i både det lokale, det regionale og det nationale perspektiv – med internationalt udblik. Det er ikke et mål i sig selv at spille med de akademiske muskler, men at kommunikere med omverdenen fordi man har en vigtig historie at fortælle – på baggrund af et grundigt undersøgelsesarbejde.
Men vi skal huske først at gøre os klart, hvad det er for en historie, vi gerne vil fortælle, og ikke lade os binde af hvad der tilfældigvis befinder sig i magasinerne. Så derfor: Ud med genstandene, fortæl historien og derefter ind med genstandene som illustration – til at skabe den magi som kun the real thing kan tilføre. Derved understreges museets varemærke, så vi ikke med tiden overgiver os til effektjageri og forsvinder i konkurrencen med kommercielle udstillingscentre og oplevelsesparker.
I fremtiden vil vi bevæge os fra passive iagttagelser til oplevelser med mulighed for deltagelse som udgangspunkt for selv at arbejde videre – dette kan jo ske så let som ingenting via Internettet hvor som helst og når som helst.
Odense Bys Museer ønsker at tage del i denne udvikling, og være mindre passive i vores kontakt med omverdenen. Det i museumssammenhæng ofte anvendte begreb formidling skal i højere grad erstattes med kommunikation i betydningen udveksling af budskaber og synspunkter mellem museet og omverdenen.[6]
Erhvervslivets engagement på kulturområdet skal styres af parterne i fællesskab, og må ikke medføre, at der gås på kompromis med autenticitet og lødighed. Det er der vist heller ikke nogen der finder befordrende og holdbart i det lange løb. Museerne er inde i en udvikling fra stort set udelukkende offentlig finansiering via tilskud til en stadigt højere grad af ekstern finansiering på kommercielle vilkår. En betydelig udfordring, der kan være med til at bringe museerne lidt nærmere de mange mennesker, der har et reelt behov for indsigt og forståelse for sammenhænge i historien. For hvor ofte overgår virkeligheden ikke fantasien i spændende, grufulde og berigende historier…
