Grevskabet Gyldensteens bøndergods 1720 – 1925

De ca. 800 danske herre- eller hovedgårde har spillet en stor rolle for udformningen af det åbne land i Danmark. Ikke alene fordi de er store landbrugsbedrifter, men også fordi de før i tiden ejede næsten alle bøndergårde og huse med tilhørende jord, skove, møller osv. Denne artikel handler om et stort nordfynsk gods’ bøndergårde og huse igennem en næsten tohundredårig periode af historien.

Efter enevældens indførelse i 1660 blev det gamle system af godser grundlæggende omformet. Man behøvede f.eks. ikke længere at være af gammel dansk adel for at eje jord. Borgere fra købstæderne eller indvandrede rigmænd kunne også købe jordegods. Samtidig indførtes forskellige rettigheder og privilegier, som var afhængige af godsets størrelse og kongens velvilje. Man kunne opnå at få sin hovedgård skattefri, hvis man ejede et fæstegods på 200 tønder hartkorn, hvad der svarer til 30-40 almindelige bondegårde. Skattefriheden gjaldt den jord hovedgården dyrkede, men altså ikke for fæstegodset. Hvis man ejede mere jordegods – 1000 eller 2500 tønder hartkorn, kunne man få rettigheder og pligter som baron eller greve. Grever og baroner fik ekstra skattefrihed, således at også en del af deres fæstegods blev skattefrit. Hvis man havde et fuldt grevskab med 2500 tønder hartkorns gods, udgjorde den ekstra skattefrihed en ikke uvæsentlig størrelse på 300 tønder hartkorn. Den væsentligste modydelse, som hovedgårdsejerne skulle yde kongen, var skatteopkrævning blandt fæstebønderne. Ja, ikke blot skulle man opkræve skatten, man skulle stå inde for den, således at hovedgårds- eller godsejeren skulle betale bøndernes skat til kongen, selv om han eventuelt ikke kunne inddrive den hos bønderne. Det kunne blive dyrt i de år, hvor bønderne ikke havde råd til at betale skat! Samtidig var der det problem, at grever og baroner ikke måtte forgælde deres gods endsige sælge eller på anden måde forringe det. Hvis noget sådant skete, kunne kongen tage godset eller lenet, som det også kaldtes, tilbage. På grund af denne regel skulle de større godser have kongens tilladelse, hver gang de ville købe, sælge eller mageskifte gods, nedlægge gårde eller landsbyer eller optage lån.

Det tog lang tid at afvikle dette godssystem, som var baseret på forrettigheder eller privilegier til godsejerne. I forbindelse med vedtagelsen af grundloven i 1849, afskaffede man godsernes skattefrihed og andre privilegier, men først i oktober 1919 gennemførte man en lov om lensafløsning. Det vil sige den proces som førte til, at de store godser gik fra at være kongelige len til fri og privat ejendom. Det skete bl.a. ved at inddrage 1/3 af den jord, godserne havde tilbage, efter fæstegodset var solgt til selveje. Denne jord blev udparcelleret til statshusmandsbrug – de såkaldte lensafløsningshuse.

Den periode, fra 1720 til ca. 1925, som grevskabet Gyldensteen eksisterede i, var en periode med store forandringer. Politisk bevægede man sig fra enevælde til demokrati, og med hensyn til landbruget gennemførtes fra slutningen af 1700-tallet store reformer. I slutningen af 1700-tallet udskiftedes landsbyerne, således at hver bonde – selvejer som fæster – fik sit eget samlede jordstykke i landsbyens mark. Dernæst overgik man i løbet af perioden frem til ca. 1920 fra fæste til selveje. For godserne betød dette store forandringer i deres eksistensgrundlag. Fra i høj grad at have været hoveri- og afgiftsbaserede, skulle de nu nyde de økonomiske muligheder, som indtægterne fra fæstegodssalget gav og senere eksistere på det, som var tilbage af den gamle hovedgårdstakst.

Indtil landboreformerne og overgangen til selveje kunne de som ejere af fæstegodset på mange måder styre udviklingen i landbosamfundet. Ikke mindst med hensyn til gårdenes og husenes antal og størrelse. Derudover også med hensyn til kirker, skoler, fattiggårde. Godsområder og fæstegods var imidlertid ikke faste størrelser. Godserne forsøgte hele tiden at forfølge de muligheder, der var for forbedringer. Man samlede bøndergodset så tæt ved hovedgårdene som muligt, og forsøgte at forenkle regnskaber og administration ved at gøre gårdene lige store, således at flere gårde skulle betale det samme i skat til kongen og det samme i landgilde til godset. Hvorledes dette skete, og hvorledes de enkelte godser forvaltede deres muligheder og deres bøndergods, varierede. Jeg har i mit forskningsprojekt valgt at kikke nærmere på udviklingen indenfor grevskabet Gyldensteen på Nordfyn, stamhuset Nørholm ved Varde og Ulstrup i Midtjylland. I denne artikel beskrives nogle resultater fra Gyldensteen[1].

Artiklen er en oversigtsartikel, men den er samtidig fyldt med detaljer om enkelte landsbyer og de gårde, som lå i landsbyerne. Denne dobbelthed skyldes ønsket om på den ene side at få et indblik i, hvorledes godsets udbredelse i landskabet (det område det dækkede) udviklede sig, og på den anden side ønsket om at få klarlagt, hvordan de enkelte landsbyer og gårde under grevskabet forandredes fra 1720 til overgangen til selveje. Disse forhold i bondesamfundet, som grevskabet så at sige efterlod, er jo dem, som det moderne landbrug og det åbne lands udseende hviler på, og derfor forudsætningen for at forstå nutiden. Mit formål er at forstå nutidens landskab, og det er derfor nødvendigt at studere det ældre landskab ret detaljeret for at kunne se hvad af det gamle landskab, som findes gemt i nutidens landskab.

Hovedgården Gyldensteen

Hovedgården Gyldensteen i Nørre Sandager sogn nævnes første gang i 1409 under navnet Enggård, idet en Niels Thomsen skriver sig dertil[2]. Eftersom han skrev sig til gården, må man formode, at den har været hovedgård og eventuelt hans sædegård. O. 1500 var Enggård en fæstegård under Iversnæs (Wedellsborg), men blev som følge af skiftet efter Knud Henriksen Gyldenstjerne i 1520 (gen)oprettet som hovedgård på basis af en søsterlod, som tilfaldt Karen Gyldenstjerne. Af en anden søsterlod opbyggedes Kærsgård i Brenderup sogn, mens den dobbelte godsmængde, broderlodden, tilfaldt Iversnæs i Husby sogn. Til Enggård lå bøndergodset på 58 gårde i 18 nord- og vestfynske sogne[3]. Herefter har gården haft hovedgårdsstatus indtil lensafløsningen ca. 1925. I perioden 1720 til ca. 1925 var Gyldensteen tillige den centrale ejendom i et af de syv fynske grevskaber.

Fra hovedgård til grevskab

I 1718 var Enggård en efter fynske forhold middelstor hovedgård med en hovedgårdstakst på 53 tønder hartkorn incl. lidt skov og Gyldensteens mølle. I dette år blev gården imidlertid solgt til admiral Christian Carl Gabel, som samme år tilkøbte den gamle hovedgård Oregård i Ore sogn og Uggerslevgård i Uggerslev sogn. Hertil kom, at han søgte og fik kongens tilladelse af 15. august 1718 til at nedlægge nabolandsbyen Bøgelund med syv gårde og syv huse med jord på tilsammen 41 tønder hartkorn for at lægge jorden under hovedgårdens takst, således at den samlede skattefri hovedgårdstakst skulle nå op på 94 tønder hartkorn. Nedlæggelsen er øjensynlig ikke forløbet helt glat, for den blev først gennemført mellem 1737 og 1750, eftersom jordebogen fra 1737 stadig angiver det fulde antal brugere af bedrifterne, mens 1750-jordebogen omtaler landsbyen som nedlagt.

Gabel påbegyndte således en større godsopbygning, men han nåede stort set kun at omdøbe Oregård til Gabelslykke, før han solgte det hele videre til franskmanden Jean Henry Huguetan. Huguetan var i 1717 blevet optaget i grevestanden af Frederik d. 4. Han karakteriseres i litteraturen som en forlagsmand, boghandler og finansgeni, der var født i Lyon, og efter en omflakkende, men udbytterig tilværelse med bl.a. ophold i Holland og England giftede sig til en baronstitel i Nasau-Odyck i Hessen. Han kom til Danmark i 1711, og gjorde sig bemærket ved hoffet som meget vidende om finansforhold og europæiske anliggender. Kongen brugte ham bl.a. som diplomat[4]. Som greve til Gyldensteen af navn manglede Huguetan et godskompleks, som kunne blive grevskab af gavn. Valget faldt som nævnt på Enggård, Gabelslykke og Uggerslevgård, som straks skiftede navn til grevskabet Gyldensteen. Grevskabet bestod af et omfattende bøndergods, som i løbet af 200 år undergik talrige ændringer, udvidelser og reguleringer, før det efter ca. 1850 blev solgt fra til selveje. I det følgende vil jeg give en oversigt over grevskabets bøndergods fra begyndelsen til enden, idet jeg først og fremmest søger et overblik over det fysiske rum – den region – grevskabet udgjorde til forskellig tid. Oversigten vil beskæftige sig med godsets geografiske udstrækning, dets bestanddele af gårde og huse samt egaliseringer og reguleringer af gårde og landsbyer.

Kilder med oplysninger om bøndergodsets sammensætning

Kilderne til det følgende er hovedsagelig jordebøger, som befinder sig i Gyldensteens godsarkiv på Landsarkivet for Fyn[5]. Fra 1700-tallet er de temmelig sparsomme, når man ønsker at studere godset detaljeret, idet de kun forefindes for 1718, 1737, og 1796/97. Hertil kommer dog to jordebøger fra 1750/51 og 1772/73, som er mindre interessante, fordi de kun omfatter det gods som lå til Gyldensteen og Uggerslevgård distrikt, mens Oregård distrikt mangler. Desuden angiver 1750/51 jordebogen brugstørrelser og afgifter i penge, mens de øvrige bruger hartkornsansættelser, hvad der vanskeliggør jævnføringer bøgerne imellem. Som supplement til godsarkivets jordebøger kan man i Odense Amtstuearkiv finde jordebøger fra 1763, 1783 og 1785 over grevskabets gods i Odense og Rugård amter samt over strøgods i Hindsgavl amt årene 1744, 1763, 1785, 1788 og 1798, diverse jordebogsekstrakter og lister over mageskiftet og frasolgt gods[6]. For 1800-tallets vedkommende, findes der langt flere jordebøger, fra 1842 til 1887 for hvert år bortset fra 1850, -71, -85 og -86, ligesom der i godsarkivet findes en afskrift af 1844-matriklen, dækkende hele grevskabet. Som supplement til de utrykte kilder findes de to omfattende og righoldige publikationer, “Landsbyregistreringen” og “Hovedgårdsregistreringen”[7], som med et ikke alt for højt detaljeringsniveau har gennemgået 614 landsbyer og 123 hovedgårde i Fyns amt. Disse giver såvel væsentlige stikord til hovedgårdenes og landbyernes ældre historie som vigtige statistiske oplysninger.

Grevskabets hartkorn

Grevskabets samlede hartkorn var ved oprettelsen 2352 tønder. Dette hartkorn var ikke nok til at opnå de fulde grevelige skattefriheder på 300 tønder hartkorn. Skattefriheden blev derfor afkortet forholdsmæssigt til 282 tønder. Den fulde skattefrihed opnåedes først i 1823. Den egentlige hovedgårdstakst udgjorde for Gyldensteen, Uggerslevgård og Oregård med Hugget hhv. 53, 52 og 71 tønder. I alt ca. 177 tønder. Dette tal ændrede sig ikke, før der skete tilkøb af andre hovedgårde. I 1804 tilkøbtes Jerstrup på 40 tønder hartkorn, i 1829 Harritslevgård på ca. 90 tønder og i 1834 Sandagergård med 36 tønder hartkorn. Herefter var den skattefri hovedgårdstakst på 342 tønder hartkorn.

Årstal Bøndergods-hartkom
1720 1859
1737 1963
1763 1963
1783 2068
1796 1886
1809 1793
1812 1803
1820 1803
1826 1818
1842 1956
1844 1925/ 1633 (nyt htk.)
1851 1616
1853 1505
1854 1223
1855 1073
1856 649
1857 349
1858 320
1859 295
1862 186
1867 107
1868 50
1869 30
Fig. 1. Grevskabet Gyldensteens bøndergods ager- og eng-hartkorn 1720-1869. Tiende fraregnet.

Det samlede bøndergods var ved grevskabets oprettelse på 2176 tønder hartkorn incl. tiender og privilegeret (skattefrit) bondehartkorn. Det contribuerende, dvs. skattebetalende, hartkorn udgjorde ca. 1490 tønder. Bøndergodset var på 1859 tønder ager og engs hartkorn, et tal der kun ændredes relativt lidt over de følgende ca. 140 år frem til overgangen til selveje. Se fig. 1. Den 12. april 1851 kom loven, som muliggjorde frasalg af bøndergods, som tilhørte len, stamhuse og fideikommisser[8], og umiddelbart derefter påbegyndtes omfattende frasalg af fæstegods. Gyldensteen udnyttede mulighederne, og i 1859 var der kun små 300 tønder hartkorn tilbage foruden 481 tønder hartkorn tiender. Herefter foregik salget i en noget langsommere takt, hvorunder der dog solgtes 100 tønder fra 1861 til -62 og ca. 60 tønder fra 1867 til -68. I 1869 var fæstegodset reduceret til 30 tønder hartkorn. Gyldensteen adskilte sig altså fra andre fynske grevskaber såsom Wedellsborg og Muckadell ved at være tidligt ude for så vidt angår frasalg af fæstegods. Herved ligner det til gengæld grevskabet Langeland, som pga. stor gæld frasolgte store godsmængder i samme periode. Man må antage, at Gyldensteen, hvis økonomi efter statsbankerotten i 1813, og den efterfølgende krise i første halvdel af 1800-tallet, var så anstrengt, at grevskabet i flere omgange måtte optage store lån[9], havde samme økonomiske bevæggrunde for frasalget. De nøjere omstændigheder vedrørende fæstegodsfrasalget er pt. genstand for en ikke afsluttet undersøgelse, men det er muligt på nuværende tidspunkt at konstatere, at frasalget ikke foregik systematisk med salg af hele bebyggelser eller indenfor bestemte områder. Jordebøgerne viser, at frasalget begyndte og fortsatte samtidig under alle de underliggende hovedgårde.

Udsigt fra vest over Gyldensteens inddæmmede Strand. I forgrunden t.v. ses den velbevarede Store Stegø pumpemølle.

Frasalget af fæstegodset gav luft, og grevskabet tog fat på det mægtige projekt at inddæmme og afvande godt 600 ha. lavt vand umiddelbart nord for Gyldensteen. Inddæmningen var gennemført i 1871[10], og er siden i flere omgange blevet ændret og forbedret. De inddæmmede arealer udgør i dag en hjørnesten i godsets økonomi.

Godsets udstrækning

Den relative stabilitet i det samlede hartkorn skjuler, at der skete store forandringer i godsets udstrækning, – se fig. 2. I 1717 – forud for grevskabets oprettelse – spredte Gyldensteens bøndergods sig ud i otte sogne. Det bestod da af 47 gårde og 20 huse. I Nørre Sandager sogn lå 10 gårde i to landsbyer, i Guldbjerg sogn 9 gårde i tre landsbyer, der var fem gårde i Jersore i Klinte sogn og 7 gårde i Ejlby Lunde i Ejlby sogn. Bøndergodset var dårligt arronderet (lå meget spredt), og kun i Ejlby Lunde og Bøgelund var Gyldensteen eneejer. I 1718 tilkøbtes på ryttergodsauktion 562 tønder hartkorn af kronen. Dette lå spredt i Skam og Skovby herreder[11].

Efter grevskabets oprettelse, viser den første jordebog fra 1737 billedet af et meget udbredt og spredt godsområde. Gård- og hustallet var nu på hhv. 297 og 41. Godset strakte sig over de fire herreder Vends, Skovby, Skam og Lunde, idet dog besiddelserne i Vends og Lunde herreder – bortset fra Brenderup sogn – var meget “tynde” og tilsammen bestod af 11 gårde fordelt i otte landsbyer. Det bedst arronderede gods var fulgt med købet af Oregård, der som eneejer besad 41 gårde i Ore sogn. Herudover var der store godskoncentrationer i Klinte sogn, hvor man besad 36 gårde, og Uggerslev med 18 gårde. Så fjernt som i Bårdesø i Hundstrup sogn og i Morud skov i Vigerslev sogn lå henholdsvis 8 gårde og 2 gårde. Spredningen illustreres af, at grevskabets besiddelser – fraset enestegårde – lå i mere end 60 landsbyer.

Årstal Antal gårde Antal huse Antal sogne Landsbyer
1717 47 20 8 15
1737 297 41 23 62
1763 267 30 22 59
1783 301 36 22 58
1837 317 285 13 49
1844 323 305 13 47
1884 3 43 10 20
Fig. 2. Grevskabets bestanddele af gårde og huse, samt antallet af sogne og landsbyer, som disse er beliggende i.

Det var et almindeligt mål for hovedgårdene at samle deres besiddelser tæt omkring sig. Dette gjaldt også Gyldensteen. Ved det første store mageskifte i 1763 byttedes gårdene i Bårdesø bort til Kørup for gårde i Nørre Nærå, Uggerslev, Bolmerod, Melby, Grindløse og Nørre Højrup. Dallund fik tre gårde i Skamby sogn mod at afgive een i Uggerslev og to i Eskildstrup (Skovby sogn) til Gyldensteen. Elvedgård overtog en gård i Sønder Esterbølle, mens Gyldensteen fik to mindre gårde i Skovby. Hertil kommer, at grevskabet købte 14 gårde og tre huse hovedsagelig i landsbyerne Klinte, Vesterby, Vester Egense og Melby. I 1784 foretoges et nyt, stort mageskifte med baroniet Kørup-Einsiedelsborg, hvorved bl.a. 27 yderligt liggende gårde i Roerslev, Ringe, Vellinge og Bederslev landsbyer blev erstattet af gods nærmere Gyldensteen. Herefter gennemførtes i 1794 en række magelæg med nabohovedgården Jerstrup, således at ejerforholdene i Klinte sogn blev mere overskuelige med henblik på udskiftning[12]. Både Jerstrup og Gyldensteen havde dog stadig jord i Jersore, Vester Egense og Melby. Blandt andet derfor valgte grevskabet i 1804 at gennemføre et tildels lånefinancieret køb af Jerstrup, som havde et tilliggende på 220 tønder bøndergods fordelt på 38 gårde og 32 huse. I forbindelse med dette køb kom bl.a. 20 gårde i Grindløse, og fire i hver af byerne Jersore, Klinte og Vester Egense under grevskabet. Opkøbet af Jerstrup krævede kongens tilladelse, og den blev givet, mod at strøgodset i Vends herred blev afhændet (se ovenfor). Det skete i 1805.

Kort 1. Grevskabets godsområde 1737 efter gårdenes fordeling. Hovedgårdsejerlavene er skraveret. Hovedgårdsejerlav udenfor grevskabet er markeret med grønt.

Efter således at være kommet af med det fjernestliggende gods mod øst, vest og syd, var bøndergodset samlet indefor de nærmestliggende sogne i de to herreder Skovby og Skam. Men der var huller! Den konkurrerende hovedgård i Nørre Sandager sogn – Sandagergård – ejede 220 tønder hartkorn fæstegods, hvoraf en del lå i landsbyen Nørre Sandager, men det meste i Melby og Særslev sogne. Dette blev imidlertid solgt til selveje fra 1794, og kom aldrig til Gyldensteen. Sandagergård blev dog opkøbt – stort set uden fæstegods – i 1834. Anderledes med Harritslevgård. Fra Harritslevgård var der frasolgt lidt fæstegods i slutningen af 1700-tallet, men da den værste krise efter 1813 var overstået, kunne Gyldensteen dog i 1827 overtage Harritslevgård med 260 tønder hartkorn bøndergods fordelt på 35 gårde og 56 huse, alt beliggende i Skovby sogn.

Kort 2. Godsområdet 1844 efter gårdenes fordeling. Hovedgårdsejerlavene er skraveret.

Efter at have gennemgået en udviklingsperiode på 114 år, indtrådte nu, – for så vidt angår bøndergodset – en stabil periode, hvor godset lå relativt samlet og godsmængden kulminerede. I 1844 talte gårde og huse i henhold til matriklen 323 gårde, 305 huse[13] fordelt på 13 sogne og 47 bebyggelser. Stabiliteten kom som nævnt til at vare indtil 1853, hvor afviklingsperioden tog sin begyndelse. Den sidste benyttede jordebog fra 1884 vidner om afslutningen på fæstet. Nok nævnes 3 bøndergårde i Klinte, Vester Egense og Uggerslev, men de øvrige besiddelser udgøres af hovedgårdstaksten, skove, skoler, fattiggårde og (oftest) medarbejderhuse. Tienderne beholdt man dog til ind i det 20. århundrede. I forbindelse med lensafløsningen efter oktoberlovene fra 1919, blev der i alt afgivet 377 ha. jord til udstykning. I 1922 144 ha. fra Oregård til 21 brug og igen i 1926 232 ha. fra Uggerslev til 45 brug[14].

Kort 3. Egaliserede gårdgrupper 1783.

Bøndergodsets indre struktur

Selv om det lykkedes Gyldensteen at samle sit bøndergods inden for en væsentlig mindre region end den, som det dækkede i 1720, kan man næppe betegne godset som værende godt arronderet i 1844. Dertil var det spredt ud på for mange bebyggelser. Dette forhold ses bl.a. af, at nok var godset i 1844 lokaliseret i 13 sogne mod 23 i 1737, og nok lå disse 13 sogne meget nærmere end de 10 som var “skallet” af, men det lå stadig fordelt på hen imod 50 landsbyer og bebyggelser, hvad der er mange set i forhold til de 62 i 1737. Sognetallet var næsten halveret, mens bebyggelsestallet kun var faldet med ca. en femtedel. Følgelig opnåede man ikke eneejerskab ret mange steder, noget som var lykkedes for andre store godser, bl.a. grevskabet Wedellsborg og stamhuset Tåsinge (Valdemars Slot). Formentlig var arronderingen kommet for sent i gang og blevet forhindret af de andre hovedgårdes tidlige frasalg til selveje. Disse forhold vanskeliggjorde naturligvis administrationen af godset, såvel henset til udskiftningen, som til afgiftsbetalinger og skatter. Det var lettere at organisere en udskiftning i en landsby, hvis man ejede det hele, ligesom det var lettere at holde regnskab med gårdenes indbetalinger, hvis de fx alle skulle betale det samme.

Kort 4. Egaliserede gårdgrupper 1837.

For at lette administrationen var det almindeligt, at godserne egaliserede deres fæstegods landsby for landsby eller endnu bedre sogn for sogn. At egalisere var at gøre de enkelte landbrug i en landsby lige store på “grund og afgift”. Det vil i princippet sige, at først tilpassede man gårdenes afgifter til hinanden ved skrivebordet, og derefter tilpassede man ved rebning den fysiske andel i bymarken. Egaliseringer kunne være grove indgreb i fæsternes traditionelle brugsstørrelse og dyrkningsmuligheder, og må have givet anledning til skærmydsler og tvister mellem godsejer og fæster. Ikke desto mindre er det ikke lykkedes at finde kildemateriale, som belyser denne socialøkonomiske side af godsforvaltningen, endsige litteratur, som belyser sagen detaljeret fra andre godsområder.

Egaliseringer kan anskues på flere måder. Læser man Erland Porsmoses betragtninger over egaliseringer i “Den regulerede Landsby”[15], anlægger han det synspunkt, at hvis gårdene i en landsbys hartkorn ikke spænder over mere end tre tønder hartkorn fra den mindste til den største, er den egaliseret. Egaliseringsgraden er herefter den procentdel, som disse gårde udgør af det samlede antal gårde. Gennemgår man den fynske landsbyregistrering for de landsbyer, hvor grevskabet Gyldensteen havde besiddelser, viser det sig, at stort set alle landsbyer er blevet egaliseret på et eller andet tidspunkt. Helt eller delvis. Kun fire går ifølge Landsbyregistreringen fri, nemlig Kolshave i Guldbjerg sogn, Maderup i Særslev sogn og Ejlskov i Hårslev sogn, Jersore i Klinte sogn. Dette er imidlertid diskutabelt, da Gyldensteens/Jerstrups andel af disse byer (målt i gårde) på hhv. 2/5, 4/8, 5/15 og (Jersore på mindst 2 niveauer) 2/14 (Gyldensteen), 3/14 (Jerstrup) i henhold til jordebogen fra 1837 er egaliseret. Grevskabet gjorde hvad det kunne!

Den gennemregulerede landsby Ørbæk i Ore sogn havde både i 1720 og i 1844 ni gårde, som tilhørte grevskabet.

Ærindet med mine undersøgelser er, som nævnt indledningsvis, at finde ud af hvorledes grevskabet Gyldensteen har forvaltet sit bøndergods, ikke hvorledes samme bøndergods i tiden forud for grevskabets ejerskab er blevet forvaltet eller egaliseret. Set i det lys viser det sig, at betragtningen om at egaliseringer skal ligge indenfor et interval på tre tønder hartkorn er irrelevant, fordi grevskabets nye egaliseringer i jordebøgerne er nøjagtige helt ud til sidste album[16]. Som eksempel kan jeg fremdrage landsbyen Ejlby Lunde, hvor Gyldensteens otte gårde i 1737 havde følgende hartkornstilliggende: 9-5-0-0, 3-5-1-0, 6-0-1-0, 6-0-3-0, 7-6-3-2, 3-0-1-0, 4-6-3-1, 9-1-1-1. Ligeledes i 1763. Landsbyen var helt klart uegaliseret. I 1773 rummer landsbyen syv gårde à 6-2-1-1 og to à 3-1-0-2 tønder, og i 1783 er de to små gårde lagt sammen og landsbyen består nu af otte gårde à 6-2-1-1 tønder hartkorn. I 1837 er der otte gårde à 6-1-2-11940 tønder. Ejlby Lunde er altså blevet egaliseret af grevskabet mellem 1763 og 1773.

Anskuet ud fra ovenstående syn på egaliseringerne, kan man iagttage Gyldensteens ihærdige arbejde med at regulere sine gård- og husgrupper i de forskellige landsbyer. I 1737 var to gårde i Lykkesborg egaliseret til 8-5-0-212, og i Eskilstrup 2 gårde til 4-1-1-0 tønder hartkorn. I hvert fald gårdene i Eskilstrup må, da de har fælles matrikelnummer være en delt gård, så den tæller ikke rigtig. I 1837 er gårdgrupperne og husene i 37 bebyggelser egaliseret. Egaliseringsprocessen ligger altså i tidsrummet mellem 1737 og 1837. I en række tilfælde har Gyldensteen opkøbt egaliseret gods. Såvel Jerstrups som Harritslevgårds fæstegods var gennemegaliseret. I Jerstrups tilfælde bebyggelse for bebyggelse. I Harritslevgårds tilfælde ser det ud som om, store dele af tilliggendet i Skovby sogn er egaliseret samlet, således at i alt 22 gårde i Kærby, Tofte og Skårup hver især har 6-7-1-137 tønder hartkorn. Harritslevs 13 gårde ligger på 5-6-3-147. Husene er også egaliseret. Harritslevgård egaliserede sit bøndergods mellem 1767 og 1774[17].

I en række bebyggelser finder man egalisering på flere niveauer. Dette skyldes, at bebyggelsen kan have flere ejere, eller at den har haft flere ejere. Denne deling indenfor grevskabets gods, gør sig i 1837 gældende i Jersore, Vester Egense, Nørre Højrup, Eskildstup, Skovby og Moderup. I alle tilfælde skyldes den, at Gyldensteen og en nabohovedgård hver især har egaliseret deres part, hvorefter Gyldensteen har opkøbt nabogårdens. Jeg har ikke i jordebøgerne fundet noget, som tyder på, at grevskabet har forsøgt at ændre på dette.

I jordebogen fra 1763 er der ikke tegn på, at Gyldensteen har gjort nogen større indsats for at regulere gårdstørrelserne. Vi finder tre gårde i landsbyen Bastrup egaliseret og to i Nordskov. Egaliseringerne ligger altså som hovedregel senere. I 17 tilfælde, blandt andet alle gårdene i Ore sogn, er egaliseringerne sket imellem 1763 og 1783 (se kort). Heraf mange før 1773[18]. Resten mellem 1783 og 1837. Har de da noget at gøre med reformerne – først og fremmest udskiftningen -, eller skal de tilskrives regnskabsmæssige bekvemmelighedsmotiver? Fridlev Skrubbeltrang ser egaliseringerne som “et forspil til den udskiftning, der i en række tilfælde fuldførte egaliseringen”[19]. I enkelte tilfælde er landsbyerne blevet udskiftet i 1780-erne, men langt de fleste er blevet det i 1790-erne. Hvis man tager Nørreby som eksempel, blev dens 23 gårde egaliseret før 1783, mens den udskiftedes i perioden 1791-94. Har man taget hensyn til udskiftningen, er det altså sket med en tidshorisont på mindst en halv snes år. Blev egaliseringerne gennemført af regnskabsmæssige hensyn, må den nye matrikel af 1844 havet været en pestilens for godsejerne. Hartkornet blev ved matrikuleringen formindsket og ændret, således at bebyggelser/godsgrupper, der hidtil var nøje egaliserede, fremstod med alle brug tillagt forskelligt hartkorn. Vester Egense er et godt eksempel. I jordebogen fra 1837 har de fire “oprindelige” Gyldensteens-gårde (der er også tre som Jerstrup havde ejet) hver 5-2-3-16 tønder hartkorn. Efter 1844-matriklen har de forskelligt hartkorn spændende fra 5-0-2-12 tønde til 4-5-0-134 tønde. 1844-matriklen bevirkede også, at en del små gårde med lidt over en tønde “gammelt” hartkorn statistisk set faldt ud af gårdgruppen og ned i husgruppen til et tilliggende på under en tønde. Social deroute i datidens samfund?

Flere eksempler tyder på, at Gyldensteens gods er blevet egaliseret flere gange i grevskabets periode. Således Smidstrups tre gårde før 1773, hvor de blev tillagt 5-3-2-113 tønder hartkorn og før 1783 hvor deres tilliggende var 6-4-3-157. Melby blev “omegaliseret” ikke mindre end to gange. I 1773 havde syv gårde 8-1-1-17 tønder, i 1783 havde 6 gårde hver 8-0-3-227 tønder, og endelig finder vi i 1837 ni gårde med hver 7-4-3-21325 tønder hartkorn.

Afrunding

Ingen hovedgårdes bøndergods har været fuldstændig stabilt over så lang en periode som ca. 200 år. Imidlertid er der stor forskel på, hvor stabilt det har været, og på hvor godt det er placeret i forhold til hovedgården. Nogle har ejet det hele indenfor de nærmeste egne, mens andre har haft deres gods spredt ud over store områder. Kigger man på et grevskab, bestod det oftest af flere hovedgårde i en form for samarbejde, men dog med deres egen selvstændige historie, som spiller ind. Hvis samme grevskab har haft op mod 300 fæstegårde i mange landsbyer, bliver forholdene naturligvis meget komplicerede. Formålet med ovenstående analyse har været at få et overblik over, hvorledes bøndergodset ændrer og flytter sig i et grevskab. I Gyldensteens tilfælde har det nærmest karakter af en harmonika, som man kan trække ud og ind. På nogle tidspunkter er den trukket langt ud, senere gøres den mindre og mindre, mens luften – eller i landskabet, – gårdene -, komprimeres. Afslutningsvis lukkes al luft ud i hurtigere eller langsommere tempo. Fæstegodset sælges. Hvis man er interesseret i at formidle eller endog værne om landskabets historiske indhold, må man afdække historien, for derefter at pege på de væsentligste træk, som kan bevares. Man må finde ud af, indenfor hvilket område man skal se efter levn af grevskabets aktiviteter. Når dette er sket, må man forsøge at finde ud af, hvad disse aktiviteter bestod i. Om de fx bestod i regulering af bøndergårdenes størrelse eller i afvanding af det nærliggende hav eller begge dele. Mange af hovedgårdenes aktiviteter har sat sig spor for eftertiden. De gårde og den landbrugsstruktur, som herskede ved overgangen til selveje, har dannet grundlag for det nutidige landbrugs struktur, og var ret intakt frem til efter Anden Verdenskrig. Måske henved en million af de eksisterende landbrugsbygninger er blevet bygget i perioden fra 1850 til 1940[20], og der er derfor en rimelig chance for, at man stadig kan se meget af det landbrugslandskab, som hovedgårdene, i dette tilfælde grevskabet Gyldensteen, overlod til eftertiden. Hovedgårdene ejede også landbrugenes bygninger. Da bygningernes størrelse i rimelig grad svarede til jordtilliggendets størrelse og ydeevne, må man kunne forvente at se fx egaliseringerne udtrykt i nutidens landskab ved skelforløb og bygningskompleksers fremtræden. I visse tilfælde tegnede og nyopførte godsejeren bøndergårde og husmandssteder. Fra Fyn er det fx kendt, at Jens Lange fra Rødkilde hovedgård tegnede udflyttergårdene i godsområdet i 1800-tallets begyndelse. Et nyt spørgsmål, som kan undersøges nu, da Gyldensteens gårde er identificeret, er om man også her påvirkede bygningernes udseende. Derom i de kommende år.

 

Noter

  1. ^ Artiklens emne indgår i et forskningsprojekt om danske hovedgårdslandskaber. Se Fynske Minder 1997, Asger H. Lorentzen red., Myrtue, Anders “Fortsat fokus på landskabet” s. 119 – 24.
  2. ^ Villiam Norvin i “Danske slotte og herregårde” 2. Udg. v. Aage Roussell 1965 bd. 9 s. 287.
  3. ^ Se “Danske slotte og herregårde” op. Cit. Og Porsmose, Erland “De fynske landsbyer i dyrkningsfælleskabets tid”, 1987 s. 94 og Fyns Amt “Hovedgårdsregistrering,”, Bogense kommune, Gyldensteen.
  4. ^ Om Gabel og Huguetan se “Danske slotte og herregårde” op. cit. og Biografisk leksikon.
  5. ^ Landsarkivet for Fyn, Gyldensteens godsarkiv, pakkerne 3/1 til 3/48.
  6. ^ Landsarkivet for Fyn, Odense Amtstuearkiv, pakken “Jordebøger og lignende indsendt fra godserne, grevskabet Gyldensteen 1744 -1839.”
  7. ^ Fyns Amt “Landsbyregistrering” bd. 1-32, 1983 og “Hovedgårdsregistrering”, bd. 1-27, 1994-95, red. Anders Myrtue.
  8. ^ Se Jensen, Hans, “Dansk Jordepolitik 1757 – 1919” 1945.
  9. ^ “Danske slotte og herregårde” op.cit. s. 300
  10. ^ Ved Syddansk Universitet, Odense er stipendiat Morten Stenak i gang med et ph.d. studium om bl.a. Gyldensteens inddæmninger.
  11. ^ Se Fyns Amt, “Hovedgårdsregistrering”, Bogense Kommune, Gyldensteen.
  12. ^ “Danske slotte og herregårde” op.cit. bd. 9 s. 299.
  13. ^ Antallet af huse, specielt dem uden jord, er vanskeligt at gøre op. Der er ingen tvivl om, at dette hustal undervurderes i jordebøgerne, idet dog den fra 1718 og den fra 1837 selv sondrer mellem jordløse huse og huse med jord. De senere jordebøger sondrer ikke, men der medtages ofte huse med et tilliggende ned til en album jord. Det er dog et åbent spørgsmål om ikke en række huse er holdt uden for jordebøgerne på grund af et for lille eller slet intet jordtilliggende. Jordebøger viser en klar stigning i hustallet som helhed op gennem tiden, og der er nogen, om end ikke en graverende forskel på jordebogen 1837 og matriklen 1844’s udsagn. Jeg har forsøgsvis prøvet at si matriklens huse med jordangivelser i albumstørrelse fra som jordløse. Dette giver et tal på 39, set i forhold til 1837 jordebogens 63.
  14. ^ Kamp, Aa. H. “Landbrugsgeografiske studier over Danmark”, 1959 s. 111 og 113.
  15. ^ Porsmose, Erland, “Den regulerede landsby” 1981 s. 146 ff.
  16. ^ Den mindste regneenhed i hartkornsregningen. En album svarer til 1/96 tønde hartkorn.
  17. ^ Landsarkivet for Fyn, Odense Amtstuearkiv op.cit. jordebøger for Harritslevgård 1767 og 1774.
  18. ^ Desværre findes der kun en jordebog for Gyldensteens og Uggerslevgårds distrikt for 1773, derfor kan tal for hele grevskabet ikke oplyses.
  19. ^ Skrubbeltrang, Fridlev “Det danske landbosamfund 1500 – 1800”, 1978 s. 233.
  20. ^ Se Hedegaard, Esben og Myrtue, Anders “Landbrugets bygninger 1850 – 1940”, udgivet af Miljø- og Energiministeriet, Skov og Naturstyrelsen 1996 s. 132-33.

 

©
- Fynske Minder - Historie

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...