På vore breddegrader er tag over hovedet en betingelse for livets opretholdelse ligesom adgang til mad og drikkelse er det. Boligen er en livsnødvendighed, ja man kan beskrive huset som et omdrejningspunkt i den enkeltes tilværelse, et centrum for fødsel, liv og død.
Afhængigheden af den beskyttelse mod vejr og vind, som husets vægge og tag yder for mennesker, dyr og forråd, har ikke været mindre i oldtiden. Mistede en familie huset under storm eller i forbindelse med en brand, kunne det betyde store skader på eller tab af dyr og forråd – og det kunne på kort eller længere sigt medføre tab af menneskeliv. Naturligvis gjorde man alt, hvad der overhovedet var praktisk muligt for at forhindre, at f.eks. arnens ild skulle flamme op og sætte ild til de let antændelige, stråtækte huse. Flere fund af brandtomter fra jernalderen viser, at det alligevel gik galt af og til. Men man brugte ikke kun praktiske foranstaltninger for at beskytte huset og dets indhold. Ved udgravningen af en række hustomter fra jernalderen er der afdækket genstande, som har været nedgravet under husgulvet, antagelig som et offer til højere magter, der til gengæld skulle holde en beskyttende hånd over gården og dens beboere.
I disse år arbejder arkæologer fra Odense Bys Museer med at fremlægge samtlige ca. 1.300 kendte fynske bopladser fra jernalderen.
På flere af disse bopladser er der i og ved hustomterne fundet nedgravede miniaturelerkar, der kun kan tolkes som frugtbarhedsofre eller gaver til husenes beskyttere. Disse vil i det følgende blive fremlagt, ligesom nogle af de andre genstandsgrupper, som er fundet nedgravet i tilknytning til fynske jernalderhuse, vil blive omtalt (fig. 1).
Ved landsbyen Køstrup på Nordvestfyn undersøgte Odense Bys Museer i 1980-83 dele af en boplads fra ældre romersk jernalder (1-200 e. Kr.). I alt blev der undersøgt 34 hustomter fordelt på to koncentrationer[1] (fig. 2). De oldsager, som blev fundet ved udgravningen, afspejler dagliglivet på en jernalderboplads. Lerkarskår, knuse- og kværnsten, slagger og dyreknogler vidner om jernalderbøndernes arbejde på stedet. Som en ekstra gevinst kunne udgravningen af denne boplads også give oplysninger om tro- og overtro i jernalderen.
I stolpehullerne til tre af bopladsens hustomter fandtes miniaturelerkar[2]. Under ét hus fremkom fire koniske miniaturelerkar (fig. 3). Ét kar fandtes i et væg-stolpehul ved husets sydvesthjørne, to i huller ved husets sydlige indgangsparti, og ét i hullet efter en tagbærende stolpe i husets østende. I et andet hus fandtes to nærmest halvkugleformede miniaturelerkar. Karrene var nedsat i de to stolpehuller, som i jernalderen havde dannet husets sydlige indgangsparti (fig. 4). Endelig blev der i et tredje hus fundet et tykvægget miniaturebæger med rette sider samt to miniaturehankekopper. Alle tre kar fandtes i huller, hvori stolperne til husets tagbærende konstruktion har været nedgravet (fig.5).
To stolpehuller, som blev afdækket henholdsvis 4 og 5 m sydøst for indgangen til huset med det tykvæggede bæger og de to hankekopper, indeholdt hver et konisk bæger (fig.5 & 6). Stolpehullerne indgik ikke i nogen bygning, og nogen relation til det nærliggende hus kunne ikke påvises. Lerkarrene har imidlertid været placeret så tæt på husets sydvæg, at det er fristende at se dem i sammenhæng med bygningen, ikke mindst fordi karrene har stor lighed med det tykvæggede bæger fra huset (fig. 7).
Ved udgravningen af Køstrup-bopladsen blev der i gruber, stolpehuller og kulturlag fundet store mængder skår fra lerkar, der var gået itu som følge af brugen på bopladsen. Ingen af disse skår synes at stamme fra miniaturelerkar af samme form som dem, der er fundet i intakt tilstand i eller ved de nævnte hustomter. Det må altså formodes, at miniaturelerkarrene ikke har hørt til de almindelige sæt af lerkar, som blev brugt til opbevaring, madlavning eller i forbindelse med indtagelse af mad og drikke.
I 1982 udgravede Odense Bys Museer dele af en jernalderboplads ved Fraugde Radby øst for Odense. Bebyggelsen tegnede fra begyndelsen til at være en ganske ordinær boplads fra ældre romersk jernalder. Fundet af et barnekranium i en affaldsgrube samt et hus, der var omgivet af et »hegn« af kogegruber, viste dog, at bopladsen var lidt ud over det sædvanlige[3]. Bopladsens specielle karakter blev understreget ved udgravningen af stolperne i det hus, som lå inden for »hegnet« af kogegruber (fig. 8). Huset var af den gængse type, som findes på bopladser fra ældre romersk jernalder. Det har været ca. 18 m langt og ca. 5,5 m bredt, og midt i huset har der været en indgang i både nord-og sydvæggen. Lidt vest for de to indgange var der bevaret spor af et ildsted (fig. 9).
Ved omhyggelig udgravning af huskonstruktionens stolpehuller fremkom i alt syv koniske miniaturelerkar, hvoraf det største var blot 2,7 cm højt (fig. 10 & 11). Seks af karrene fandtes i huller efter tagbærende stolper. Fem af disse var nedsat i husets østende, medens det sjette var nedgravet umiddelbart vest for husets midte. Det syvende kar fandtes i hullet efter en vægstolpe i husets nordside. Desværre var de fleste stolpehuller fra vægkonstruktionen bortpløjet inden undersøgelsen, så måske har antallet af miniaturelerkar i hustomten oprindeligt været større.
I flere tilfælde kunne det konstateres, at de små kar var nedsat i den side af stolpehullerne, som vendte ind mod husets midte. I tilknytning til flere af stolpehullerne kunne der ligefrem konstateres et lille »appendix«, hvori lerkarrene var nedsat. Jordfylden omkring karrene var ikke helt identisk med fylden i selve stolpehullerne, og dette kunne antyde, at nedsætningen af karrene er foregået, efter at nedgravningen af selve stolpen havde fundet sted[4].
På flere fynske jernalderbopladser er der fundet nedgravede miniaturelerkar under sådanne omstændigheder, at de ikke med sikkerhed kan knyttes til en bestemt hustomt. Fundene viser dog, at skikken med at nedsætte de små kar i tilknytning til beboelsen må have været ret udbredt. I en grusgrav ved Starvbjerg på Vestfyn fremkom i 1992 stolpehuller og ildsteder fra en jernalderboplads. Ved udgravning af et stolpehul fandtes et dobbeltkonisk miniaturelerkar med en bånd-formet hank. Da der ikke blev foretaget en egentlig udgravning på stedet, kan det ikke afgøres, om stolpehullet tilhørte en huskonstruktion. Hankekarrets form og størrelse viser så stor lighed med fundene fra Køstrup og Fraugde Radby, at det er nærliggende at opfatte Starvbjerg-karret som en pendant til fundene fra disse pladser (fig. 12). Karrets form og overfladebehandling viser, at også dette fund skal dateres til tiden omkring Kr. f.[5].
I 1982 udgravede Svendborg og Omegns Museums en boplads fra ældre romersk jernalder ved Tved på Sydfyn. I den forbindelse fandtes fire miniaturelerkar med rette sider. De 3-5 cm høje lerkar blev fundet i stolpehuller, der ikke med sikkerhed kan relateres til hustomter[6]. Størrelsen og formen på miniaturekarrene var klart forskellig fra de almindelige brugskar, som der fandtes talrige skår af ved undersøgelsen.
I årene 1945-46 foretog Fyns Stiftsmuseum udgravninger på bopladsen Lunden nordøst for Odense[7]. Bopladsen dateres til begyndelsen af yngre romersk jernalder, d.v.s. slutningen af 2. eller begyndelsen af 3. årh. efter Kr. f. På Lunden-pladsen blev der afdækket en nærmest trapezformet stolpekonstruktion på knap 11,25 m længde og indtil 7 m bredde (fig. 13). På trods af, at der fandtes koncentrationer af lerklining i tilknytning til konstruktionen, skal den næppe opfattes som en egentlig hustomt; muligvis er der tale om et hegnshus til en gård. I et af bygningens stolpehuller fandtes et 5,5 cm højt, groft og tøndeformet miniaturelerkar (fig. 14). Deponeringen fra Lunden er foreløbig det eneste sikre vidnesbyrd om, at man endnu i yngre romersk jernalder nedsatte miniaturelerkar ved eller under de fynske huse.
De fynske miniaturekar er mellem 2 og 7 cm høje, så alene ved deres størrelse adskiller de sig markant fra de lerkartyper, der sædvanligvis findes i meget store mængder på bopladser fra ældre jernalder. De mindste eksemplarer finder man blandt de koniske kar, hvoraf flere ikke har større rumfang end et snapseglas! De større miniaturekar findes i gruppen af hankekopper af den type, som er fremkommet under et af Køstrup-bopladsens huse. De største kar af denne type danner en glidende overgang til de kopper, som jævnligt findes på bopladser og i grave fra ældre jernalder[8].
Såvel teknisk som kunstnerisk set adskiller miniaturelerkarrene sig fra den samtidige keramik fra bopladser og grave. Generelt er de små kar plumpe i formen, groftmagrede, tykvæggede og ikke specielt velbrændte. Det er også karakteristisk for miniaturekarrene, at de aldrig er ornamenteret, således som det ellers var almindeligt på brugs – såvel som gravkar i århundrederne omkring Kr. f.
Miniaturelerkarrene fra de enkelte hustomter er meget ens i såvel udformning som størrelse. Dette må betyde, at karrene fra de enkelte huse er fremstillet som samlede sæt med henblik på, at de skulle indgå i en på forhånd bestemt funktion. På grund af karrenes meget begrænsede rumindhold må det afvises, at de små kar har været fremstillet med henblik på brug i den daglige husholdning. Hvis dette havde været tilfældet, skulle man også langt oftere forvente at finde skår af miniaturekarrene blandt de smadrede brugskar, som findes i store mængder i jernalderbopladsernes affaldslag. Karrenes diminutive størrelse og den primitive udførelse kunne bruges som et argument for, at de var fremstillet af børn eller som legetøj til børn. Imod dette taler den systematiske placering af karrene i stolpehuller i eller ved husene.
Det må konkluderes, at i hvert fald de mindre miniaturelerkar ikke kan være fremstillet med praktisk brug for øje. Det er derfor nærliggende at tro, at deres funktion i højere grad har været af symbolsk karakter.
På de to fynske bopladser, hvor lerkarrene med sikkerhed er fundet i tilknytning til hustomter, har de oftest været nedgravet i hullerne til de stolper, som har indgået i den tagbærende konstruktion. Deponeringern er især foretaget ved stolper i husenes østende eller omkring midten af huskonstruktionen. I ingen af tilfældene er miniaturekarrene fundet i tilknytning til det vestligste sæt af tagbærende stolper. Til gengæld er karrene i et par tilfælde fundet i stolpehuller ved den sydlige indgang, umiddelbart syd for indgangen eller i vægstolpehuller. I det hele taget har man hyppigere nedsat lerkar i den sydlige end i den nordlige del af huskonstruktionen.
Ingen af de hustomter, hvori der er fundet miniaturelerkar, havde bevaret konstruktionsspor, der kunne oplyse om bygningens indretning. Fra undersøgelse af et stor antal hustomter landet over ved man, at husene i ældre jernalder næsten altid var konstrueret med beboelse i vestenden, stald i østenden og et indgangsrum i bygningens centrale del. Der er ingen grund til at tro, at forholdene var anderledes på de to fynske bopladser. Lerkarrenes placering i hustomterne tyder således på, at deponeringerne især har fundet sted i stalden samt i indgangsrummet. Deponeringerne har derimod kun i mindre omfang fundet sted i husenes beboelsesende.
På Fraugde Radby-pladsen har man ved den omhyggelige udgravning dokumenteret, at lerkarrene hyppigst har været nedsat ved den side af stolpehullerne, som har vendt mod husets indre. I nogle tilfælde var karret endda placeret i et mindre appendix til selve stolpehullet, som regel i samme niveau som stolpehullets bund. Køstrup-folkene har ikke været helt så konsekvente ved nedgravningen af lerkarrene, som både er fundet placeret centralt og perifert i stolpehullerne; i nogle tilfælde ved bunden, i andre et stykke over nedgravningens bund. På begge bopladser har det i mange tilfælde været muligt at iagttage, at bægrene var placeret på standfladen; de lå ikke tilfældigt henkastet i nedgravningen (fig. 15).
I forbindelse med udgravningen af stolpehullerne med miniaturelerkar er der ikke gjort iagttagelser, der entydigt giver oplysninger om, hvorvidt karrene er nedsat i forbindelse med opførelsen af huskonstruktionen eller efter, at huset var taget i brug. Det er beklageligt, eftersom netop en afklaring heraf kunne medvirke til en forståelse af årsagen til deponeringen af lerkarrene. I de tilfælde, hvor karrene har stået på bunden af stolpehullerne, er det nærliggende at tro, at de er placeret her samtidig med, at stolpen blev rejst. I de tilfælde, hvor karret er fundet et stykke over stolpehullets bund, kan det ikke afgøres, om det er placeret i forbindelse med opfyldningen af nedgravningen, eller om det er nedgravet ved stolpen på et senere tidspunkt.
De små appendixer med miniaturelerkar, som er påvist i tilknytning til tagbærende stolpehuller på Fraugde Radbybopladsen, kunne antyde, at karrene hér først blev nedsat, efter at huskonstruktionen var færdiggjort[9].
Skikken med at nedgrave miniaturelerkar har ikke kun været begrænset til Fyn; den har været udbredt over det meste af landet i tidsrummet mellem sidste halvdel af førromersk jernalder og sidste del af ældre germansk jernalder, d.v.s. fra 2. årh. før Kr. f. til 6. årh. efter Kr. f.
Ved Højris i Ringkøbing amt er der i hovedbygningen til et gårdkompleks fra sen førromersk jernalder (ca. 100 før Kr. f.) fundet koniske miniaturelerkar i hullerne til alle husets 10 tagbærende stolper[10].
Få generationer yngre er to miniaturehankekopper, som i ældre romersk jernalder blev nedsat ved siden af tagbærende stolper på Guderup-bopladsen på Als[11].
Til ældre germansk jernalder (5.-6. årh. efter Kr. f.) dateres flere miniaturelerkar fra hustomter på Kirkebro-bopladsen ved Esbjerg[12]. På trods af, at de 4-5 cm høje bægre fra denne vestjyske plads er mindst et halvt årtusinde yngre end de tidligere nævnte kar, er ligheden i fundomstændighederne slående. At skikken på dette tidspunkt ikke kun var begrænset til landets vestlige del, dokumenteres af et fund fra Lundsbjerggård på Vestsjælland. Her er der udgravet et miniaturebæger i et stolpehul, som indgik i en hustomt fra 5. eller begyndelsen af 6. århundrede efter Kr. f.[13].
De mest detaljerede oplysninger om deponeringer af miniaturelerkar under husgulve finder man i publikationer af jernalderbopladser, som er udgravet i mellemkrigsårene. På dette tidspunkt, hvor bl.a. Gudmund Hatt foretog undersøgelser af jyske jernalderhustomter med bevarede gulvlag og især af brandtomter med utroligt gode bevaringsforhold, fremkom mange fund, som belyser denne skik. Ved udgravning af den himmerlandske Øster-bølle-boplads fra ældre romersk jernalder blev der fundet flere miniaturehankekopper nedgravet under eller nær husenes ildsteder[14]. Fra de samtidige bopladser ved Engelstrup og Malle Hede kendes lignende fund[15]. På Nørre Fjand-bopladsen, der dateres til den senere del af førromersk jernalder og ældre romersk jernalder, er der fundet små kar i eller under ildstedet i mindst fem af bopladsens 55 huse[16].
Ved Hatts udgravninger fandtes også miniaturelerkar under omstændigheder, der helt svarer til de fynske fund. I stolpehuller, der indgik i huskonstruktioner på Nørre-Fjandbopladsen[17] og på Malle Deg-negård-bopladsen[18], er der fundet miniaturelerkar, som dateres til tiden omkring Kr. f. Endelig må det nævnes, at Hatt ved udgravningen af en hustomt ved Fredsø på Mors fandt to mindre kar under gulvet på et hus fra første halvdel af yngre romersk jernalder (2.-3. årh. efter Kr. f.)[19].
Skikken med at nedgrave miniaturelerkar i tilknytning til hustomter kan altså dokumenteres gennem et tidsrum på ca. 700 år. Mest udbredt var lerkardeponeringerne omkring og umiddelbart efter Kr. f. På dette tidspunkt nedsatte man også hyppigt flere lerkar i samme hustomt. Det skete ikke sjældent, at man nedgravede flere lerkar i husenes ildsteder, men i stolpehullerne nedsatte man altid kun et miniaturekar. Gennem den sidste del af ældre jernalder blev skikken mindre udbredt, og dens udtryk ændredes også derved, at miniaturekarrene i størrelse og form fik stadig større lighed med de små brugskar, der kendes fra bopladsernes affaldslag og fra de samtidige grave. Det kunne tyde på, at man i løbet af romersk jernalder gik fra at anvende lerkar, som var specielt fremstillet til nedgravning under husene, til at anvende små kar fra husholdningen.
Sammenholdes de ovenfor beskrevne fynske deponeringer af miniaturelerkar med de øvrige danske fund, som er omtalt i arkæologisk litteratur, spores der regionale forskelle. På Fyn har deponeringerne især bestået af koniske kar, som har været nedsat i stolpehuller. I Jylland har skikken hyppigere omfattet miniaturehankekopper, som blev nedgravet ved eller under ildstedet. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at ildsteder og gulvlag på de fynske såvel som på de sjællandske bopladser så godt som altid er fjernet af ploven. Så muligvis er den regionale forskel ikke helt reel; den er måske delvis et udtryk for, at der i tidens løb er bortpløjet mange lerkardeponeringer fra gulvlag og ildsteder på østdanske bopladser. Dette forhold understreges af, at de vest- og nordjyske fund af ildsteder og gulvlag med miniaturekar næsten alle er udgravet, før landbruget blev mekaniseret. En undtagelse udgøres af Overbygård-bopladsen fra ældre romersk jernalder. På denne nordjyske boplads er der i flere huse afdækket små hankekopper under ildstedet[20]. Dette forhold skyldes dog udelukkende, at hustomterne var så dybt nedgravet, at plovskæret ikke havde nået gulvlagene.
De jyske og sjællandske fund giver, som de fynske, kun sparsomme oplysninger om tidspunktet for lerkardeponeringen i forhold til husets opførelse. Helt sikkert er det dog, at de lerkar, som er fundet under ildsteder, er placeret her, før ildstedet blev taget i brug. Men ildstedet kan jo teoretisk set være anlagt lang tid efter, at huset var opført. Til gengæld indikerer karrenes ensartethed og den regelmæssighed, hvormed de er placeret i de enkelte hustomter, at deponeringen har fundet sted inden for et kortere tidsrum; ja måske har handlingen ligefrem fundet sted ved én enkelt lejlighed.
På mindst en snes lokaliteter landet over er der udgravet deponeringer af miniaturelerkar fra jernalderen. På trods af dette har det endnu ikke været muligt at gøre iagttagelser, som giver en entydig forklaring på karrenes placering under husgulvene. Nok så væsentligt er det, at man vist altid kan udelukke, at deponeringerne skulle have en funktionel baggrund. Det må anses for så godt som sikkert, at nedgravningen af de små lerkar har haft rituelle årsager.
Inden skikken med deponering af miniaturelerkar helt forlades, skal det nævnes, at der også kendes adskillige eksempler på nedgravning af brugskar af »normal« størrelse under og ved bygninger fra jernalderen. Således er der bl.a. ved flere af Hatts undersøgelser fundet intakte lerkar nedsat under sådanne omstændigheder, at det kun kan tolkes som en forsætlig handling med rituel baggrund[21]. Tolkningen af de nedgravede brugskar er imidlertid ikke helt enkel, idet de i nogle tilfælde kan have været anvendt til opbevaring eller lagring af fødevarer og forråd.
I det følgende skal der fokuseres på nogle af de andre genstandsgrupper, som jernalderbonden af rituelle årsager placerede under gulvet på sin gård. Igen tages der udgangspunkt i det fynske materiale.
Under Fyns Stiftsmuseums udgravninger på Lundsgård-bopladsen nordøst for Odense i årene 1937-44 blev der afdækket seks konstruktioner, der tolkes som hustomter fra ældre og yngre romersk jernalder[23]. Bevaringsforholdene på bopladsen var usædvanligt gode; der blev således fundet dele af lergulve og stensatte ildsteder i husene, ganske som det kendes fra de tidligere omtalte jyske bopladser. Under udgravningen af husenes gulvlag viste det sig i flere tilfælde, at de dækkede over deponeringer af dyreskeletter eller dele af dyreskeletter, der har været nedgravet, medens husene var i brug.
I den sydlige halvdel af et af bopladsens huse blev der afdækket et ildsted – og ved siden heraf en skubbekværn. Mellem kværnstenen og bygningens formodede sydvæg – lige til venstre for indgangen var gravet en lille grube, og i denne lå skelettet af en hund (fig. 16). Dyret lå helt sammenbøjet med hovedet mod vest og ryggen mod syd (fig. 17). Huset dateres til ældre romersk jernalder[24].
I en anden hustomt blev der afdækket et næsten identisk fund (fig. 18). Sydøst for husets ildsted, i kanten af den bevarede del af lergulvet, lå et sammenbøjet hundeskelet med hovedet mod øst og halen i sydvest. Skelettet var gravet ca. 11 cm ned under gulvet (fig. 19). Også denne hustomt dateres til ældre romersk jernalder[25].
Under andre af Lundsgård-bopladsens huse blev der afdækket små gruber og i ét tilfælde en lille stenkiste med dyreknogler. Knoglerne, hvoraf nogle var nedlagt i brændt og andre i ubrændt tilstand, repræsenterer ikke, som måltidsresterne fra bopladsens affaldslag, et bredt udsnit af gårdens dyr. De stammer derimod fra udvalgte dele af især får og svin, i mindre omfang af ko og hest[26]. Anlæggene tolkes som offergruber, hvor man forsætligt nedgravede rester af et måltid eller kødfulde dele af dyr. Anlæggene dateres til ældre og yngre romersk jernalder, og skikken med at nedgrave knogler under husgulvene har således været praktiseret i størstedelen af den periode, hvor bopladsen var beboet.
Deponeringer af hundeskeletter og dyreknogler under husgulve er ikke påvist på andre fynske jernalderbopladser. Igen kan grunden være den hårde nedslidning af bopladserne, som den intensive landbrugsdrift i efterkrigstiden har forårsaget. For at finde paralleller til fundene fra Lundsgård må blikket igen vendes mod de nord- og vestjyske jernalderbopladser
Ved udgravningen af den thylandske Ginnerup-boplads fandtes brændte knogler fra en middelstor hund under vægfoden lige til venstre for indgangen af et hus fra ældre romersk jernalder[27]. Tæt ved hundeskelettet stod dele af et mindre lerkar, som kan have indeholdt mad til hunden. En vis lighed med de begravede hunde fra Lundsgård-bopladsen har et fund fra den nordjyske Sejlflodboplads. Her er der undersøgt en grube med et intakt hundeskelet, ved hvis side var nedsat to lerkar. Antagelig repræsenterer også dette fund et hundeoffer, om end det ikke var nedlagt i direkte tilknytning til et hus[28].
Ofringer af knogler fra staldens dyr har været mere almindeligt forekommende end hundeofrene. I en grube umiddelbart uden for tomten af et hus på den bornholmske Sorte Muld-boplads er der undersøgt en grube med de yderste lemmeknogler og kraniet fra en hest. Knoglerne har antagelig endnu siddet i skindet, da de blev gravet ned. I gruben lå også knogler fra ko, spædekalve, får, orne og en hund[29]. Lerkarskår fra gruben daterer fundet til sen yngre romersk jernalder eller begyndelsen af germansk jernalder (4.-5. årh. efter Kr. f.).
Nedgravninger af brændte dyreknogler kendes bl.a. fra den himmerlandske Skørbæk Hede-boplads, hvor der i et hus fra slutningen af førromersk jernalder blev fundet et lerkar med brændte knogler fra ko og får[30]. Karret var ikke nedgravet under gulvet; det stod oven på gulvet ved siden af husets ildsted, og at dømme ud fra fundforholdene har det oprindeligt været anbragt på en lille platform af træ. Selv om fundet ikke helt kan sammenlignes med offergruberne fra Lundsgård-bopladsen, er også det himmerlandske fund et eksempel på brugen af husdyrknogler i ritualer i jernalderens huse. Antagelig hører et fund fra den vestjyske Hodde-boplads fra sen førromersk jernalder også til denne kategori. I en hegns-grøft, som omgav hele landsbyen, blev der fundet et nedgravet lerkar med brændte knogler, som antagelig stammer fra en ko[31].
Inden skikken med at nedgrave ofre under jernalderens husgulve forlades, må det nævnes, at der ofte er fundet smykker og mønter af ædle metaller i de stolpehuller, som indgår i huskonstruktioner. Tolkningen af disse fund er ikke helt så enkel, idet der kan være flere årsager til, at de værdifulde sager er endt her. Som et eksempel på dette kan nævnes en intakt bronzefibula, som fandtes under udgravningen af en vægstolpe i et hus på den midtfynske Bjerregård-boplads fra yngre romertid (fig. 20). Det er svært, for ikke at sige umuligt, at afgøre om dette smykke er tilfældigt tabt, om det er forsætligt nedgravet med henblik på senere opgravning, eller om der er tale om et offer.
Ved udgravninger af jernalderhuse, bl.a. i Gudme-området, er der ved flere lejligheder fundet genstande af sølv- og guld i husenes stolpehuller[32]. Hovedparten af disse genstande er utvivlsomt nedgravet med forsæt, og det må også antages, at det ikke var planen sidenhen at opgrave de værdifulde sager. Nedlægninger af mønter, smykker og barrer af især sølv og guld under huse dateres især til romersk jernalder og begyndelsen af germansk jernalder, d.v.s. fra 1.-6. årh. efter Kr. f. Langt hovedparten af ædelmetal-fundene tilhører den senere del af dette tidsrum, så denne fundkategori var i opblomstring, da skikken med at nedgrave lerkar- og dyreknogler var aftagende. Det er imidlertid tvivlsomt, om man uden videre kan sammenligne de nedgravede lerkar og dyreskeletter med ædelmetaldeponeringerne, så denne fundgruppe skal ikke behandles yderligere her.
Der er i de ovenstående afsnit argumenteret for, at deponeringer af miniaturelerkar og dyreknogler under jernalderens huse, næppe kan have haft en funktionel betydning. Set fra jernalderbondens synsvinkel kan deponeringerne derimod have haft en meget rationel forklaring, nemlig at fungere som et offer.
Betragter man miniaturekarrenes teknisk og kunstnerisk simple udformning, må man tro, at selve karret ikke kan have været det vigtigste element i lerkarofrene. Karret har blot været en beholder for dét, som var det egentlige objekt for handlingen, men karrenes ringe rumindhold taget i betragtning er det klart, at tanken bag handlingen må have været mere væsentlig end indholdet. En præcis tolkning vanskeliggøres imidlertid af, at de nedgravede miniaturelerkar kun yderst sjældent har bevaret rester af det indhold, som de må formodes at have haft, da de blev placeret under husene. En undtagelse udgøres af en hankekop, som fandtes under ildstedet i et af husene på den tidligere nævnte Østerbølleboplads. I koppen var bevaret rester af organisk materiale og enkelte forkullede kerner af byg og rug[33]. Netop forkulningen var årsagen til, at kornene overhovedet havde klaret to årtusinders ophold i jorden. Selvfølgelig er indholdet i Østerbølle-koppen ikke et bevis for, at miniaturekarrene altid indeholdt korn. De små beholdere kan også have rummet tilberedte madvarer, men selvfølgelig kun i så små mængder, at det ikke har repræsenteret blot tilnærmelsesvis et helt måltid for husets mennesker eller dyr. Offerhandlingen må altså betegnes som symbolsk; det lille kar skulle sikkert repræsentere et stort kar med et indhold af store mængder korn, grød, kød eller andre madvarer.
Når miniaturelerkarrene og de nedgravede dyreknogler findes direkte under husene, kunne man fristes til at opfatte dem som ofringer i forbindelse med bygningernes indvielse. Det kan imidlertid ikke siges med sikkerhed, at dette har været tilfældet, idet vi ikke ved, om alle ofringerne er placeret i forbindelse med bygningernes opførelse. De arkæologiske iagttagelser tyder på, at i hvert fald en del af miniaturelerkarrene godt kan være placeret i forbindelse med opførelsen af huset, medens andre først blev nedsat, efter at bygningen var taget i brug.
Betragter man lerkardeponeringerne og dyreknogledeponeringerne i sammenhæng, ses det, at de tilsammen indeholder de samme slags genstande som de moseofringer, der kendes fra hele landet – og ikke mindst fra Fyn[34]. Moseofrene stammer især fra sen førromersk og romersk jernalder – altså præcis det tidsrum, hvortil de fleste ofringer af lerkar og dyreknogler under husgulvene kan dateres. Moseofrene indeholder brugskar, der oprindeligt må have haft et indhold af fødevarer. Sammen med karrene er der i mange tilfælde fundet knogler af husdyr, hyppigst af kvæg og får. I andre tilfælde udgør dyreknoglerne hovedparten af fundet, og lerkarrene kun en mindre del. Ganske som det er tilfældet med knoglefundene under husgulvene, repræsenterer dyreknoglerne fra moseofrene som regel kun udvalgte, særligt kødfulde dele af dyrene[35]. Udover de dyr, som man normalt opfatter som spiselige, indgår hunde i flere moseofringer[36].
Moseofringerne tolkes som frugtbarhedsofre, nedlagt som tak til guderne for en god høst og for besætningens frugtbarhed. Det er nærliggende at tolke deponeringerne under husgulvene på samme vis. Måske afspejler de forskellige nedlægningssteder i de enkelte huse, at ofringerne har haft flere funktioner.
Det er fristende at tolke nedlægninger af lerkar under husenes staldende som ofre til den magt, der skulle sikre trivsel for staldens dyr og for afgrøderne. En ekstra sikring mod misvækst i afgrøderne fik man måske, hvis man nedlagde lidt korn i lerkarrene. Ofringerne af udvalgte dele af de dyr, som havde størst betydning for jernalderbondens økonomi, især får og kvæg, har måske på samme måde været en sikring mod sygdom i besætningen – og en forudbetaling for besætningens frugtbarhed. Nedsætningen af lerkar i og ved husets centrale lys- og varmekilde ildstedet kan måske opfattes som et offer, der skulle beskytte huset mod lynnedslag og brand.
Det er vanskeligere at forstå baggrunden for nedgravningen af hunde. Selv om menneskets bedste ven ikke har haft samme økonomiske betydning for jernalderbonden som køer og får, skal man ikke undervurdere dyrets betydning som hjælp ved sammendrivning af dyr, som makker på jagten og i kamp samt som vagt ved husets dør. Er det mon for dristigt at tro, at når man på Lundsgård-bopladsen nedgravede hundene netop ved ildstedet, så var det for, at dyret i overført betydning til stadighed skulle vogte dette vitale sted i huset?
Mange af jernalderens offerritualer har været knyttet til vådområder, hvor man har nedlagt alt fra landbrugsprodukter over våben til mennesker. Nogle af disse ofringer har været så omfattende, at de må være foretaget af en større gruppe mennesker – måske svarende til befolkningen fra en eller flere landsbyer. Disse ofringer kan betegnes som kollektive. I modsætning hertil omfatter ofringerne under husgulvene så små mængder af fødevarer og lerkar, at det var en overkommelig »investering« for den enkelte husstand. Ofringerne kan derfor opfattes som personlige; de er nedlagt af beboerne i det enkelte hus som deres helt private gave til en frugtbarhedsgud eller til husets beskyttere.
I de foregående afsnit er der omtalt et udvalg af jernalderens ofringer under husgulve. Sammen med jernalderens andre offerfund fra tørt land såvel som fra vådområder er disse fund en væsentlig kildegruppe til belysning af jernalderens religion. Jernalderens offerfund giver indtryk af, at periodens rituelle liv var mangfoldigt, og at religionsudøvelsen blev foretaget i mange sammenhænge og mange forskellige steder. Nogle religiøse aktiviteter krævede sikkert tilstedeværelsen af mange mennesker eller særligt indrettede bygninger eller indviede områder. Fundene fra husenes gulvlag viser imidlertid, at hverdagens religionsudøvelse kunne klares inden for de fire vægge, som dannede en beskyttende ramme om forråd, folk og fæ.
Skikken med at nedgrave dyreskeletter eller lerkar under husgulvet eller under ildstedet er ikke kun begrænset til ældre jernalder, selv om det er i dette tidsrum, at fænomenet har været mest udbredt. Faktisk kan man spore levn af disse offerritualer helt op mod vor tid. Det skal der gives nogle eksempler på i det følgende.
Især i det sydvestlige Jylland har man ofte fundet nedgravede lerkar, såkaldte jydepotter, under gulvet på gårde, hvis opførelsestidspunkt kan være så sent som midten af 1800-tallet. Nogle af disse lerkar har – ligesom nedgravede hestekranier – haft en funktion som »lydforstærkere« i rum, hvor man dansede eller tærskede korn. Andre er nedsat i murede rum, således at den akustiske effekt eller enhver anden funktionel tolkning kan udelukkes[37]. Nogen praktisk funktion kan man heller ikke tillægge lerkar, der har været nedgravet med et indhold bestående af en hugorm.
Folkemindesamlere har i slutningen af 1800-tallet indsamlet oplysninger om nedgravninger af lerkar og dyr under husgulve. Oplysningerne har de fået fra personer, der var børn i begyndelsen af århundredet, hvor man i hvert fald i nogle egne af landet stadig praktiserede sådanne deponeringer[38]. Ifølge folkemindesamlernes oplysninger nedgravede man et lerkar med en hugorm for at undgå kalvekastning eller anden sygdom i besætningen. I ét tilfælde angives det endvidere, at der skulle tre håndfulde byg ned i potten sammen med hugormen. Selv om vi ikke kender eksakte paralleller til sådanne fund i det forhistoriske materiale, er ligheden mellem 1800-tallets nedgravninger af lerkar under beboelseshusenes og staldenes gulve og deponeringerne af jernalderens lerkar slående. Det er ikke muligt at trække en ubrudt linje i offerskikken fra germansk jernalder, da deponeringer af såvel miniaturekar som større brugskar på bopladserne var i tilbagegang, og frem til de ganske mange eksempler, der kendes fra 17-1800-tallet. Derfor kan man heller ikke konkludere, at der ligger en helt ensartet tankegang bag de to fundgrupper, der altså har en tidsmæssig afstand på op mod 2000 år. Man må nøjes med at undre sig over den store lighed.
Nedgravninger af levende kreaturer under stalde – ofte under staldens dør -blev praktiseret helt op i 1800-tallet som et middel til at sikre sundhed i besætningen[39]. Der er også eksempler på, at den samme skæbne kunne overgå menneskets bedste ven, hunden. Skikken skulle hindre en afdød i at gå igen, den skulle virke som et værn mod spøgeri og hekseri eller som et middel til at få blanke heste![40]. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det også var netop disse tanker, der fik jernalderbonden til at nedgrave hunde eller udvalgte dele af dyr under sin bolig. En sådan tolkning er imidlertid nærliggende.
I middelalderen og helt op i 1800-tallet har det været ganske almindeligt at nedlægge forstenede søpindsvin, flintøkser, knive eller leblade under husgulve. Også disse deponeringer har folkemindesamlerne indhentet oplysninger om. De var afværgeofre, der skulle beskytte huset mod bl.a. lynnedslag[41]. At sådanne deponeringer også blev foretaget i vikingetiden, blev omtalt i sidste årgang af denne årbog[42], men faktisk kan skikken følges tilbage til slutningen af førromersk jernalder[43], altså netop til det tidspunkt, hvorfra en væsentlig del af de ofrede miniaturelerkar stammer.
Det er selvfølgelig dristigt at betragte alle disse deponeringer under husgulvene som en helhed, ikke mindst fordi de er nedlagt over det meste af et par tusind år. Imidlertid er det meget påfaldende, hvor lidt deponeringernes fysiske udtryk har ændret sig i løbet af dette lange tidsrum. Den hedenske jernalderbondes offerritual og ofringens indhold var ikke væsentligt anderledes end den handling, som den kristne bonde udførte langt ind i oplysningstiden. Selvfølgelig kan man ikke definitivt tage det ensartede udtryk i jernalderens og 1800-tallets ofringer til indtægt for, at baggrunden for handlingerne var identisk. Årsagen til ofringerne kan have forandret sig med tiden, uden at man nødvendigvis kan aflæse det i de arkæologiske fund. Måske ofrede man efterhånden uden helt at kende årsagen til handlingen; selve handlingen blev et relikt, som man ikke turde opgive. Man ofrede sådan bare for en sikkerheds skyld, ganske som når vi i dag sætter en hestesko op over døren for at sikre husstanden held og lykke. Tilsvarende er det umuligt at give en konkret og rationel forklaring på, at man stadig sætter en lille skål med risengrød op til nissen på loftet juleaften. Er netop dén skik mon ikke et levn fra den tid, da vore forfædre nedgravede lerkar under jernalderhusene på Køstrup- og Fraugde Radbybopladserne?
