Under rekognosceringerne i Gudmeområdet vinteren 1989, stødte vi på tydelige bebyggelsesspor i form af spredte stykker “østersøkeramik” og talrige ildsprængte stenstumper. Fundstedet ligger velafgrænset på et smalt plateau ved nordfoden af en markant banke, beliggende på de gamle tofter imellem byen og søen. Fra kanten af plateauet falder terrænet stejlt mod vest med en storslået udsigt ud over Gudme sø og højdedraget Gudbjerg i baggrunden. Mod øst skråner det ned til et mindre vådområde ud mod Søndergade, medens plateauet breder sig ind over nabogrundene nord for.
Da det hurtigt blev klart, at området stod for at skulle byggemodnes til lavt boligbyggeri, blev der med støtte fra RAS udlagt to søgegrøfter over området. Resultatet af disse grøfter var så positive, at der løbende blev bevilliget midler til feltudvidelser. Siden blev projektet støttet med midler fra konsul Poul Korchs Fond, og via Gudmeprojektet tillige af A.P. Møllers Fond. Gudme Kommune bekostede undersøgelsen af en regnvandsledning ned til søen. Endelig skal nævnes en uvurderlig indsats fra vore amatørarkæologer, især Johannes Jørgensen og Jørgen Hass, som i lange perioder var faste medarbejdere. Takket være deres og donatorernes indsats lykkedes det at få en nødudgravning op på et acceptabelt forskningsniveau. Det samlede undersøgte areal kom således op på ca. 6500 m2.
I skrivende stund er det indsamlede materiale langt fra færdigbearbejdet, hvorfor der tages forbehold for følgende tolkninger.
Undersøgelsen af plateauet afslørede en tæt bebyggelse med mindst 17 hustomter fra omkring år 1000 til lidt ind i 1300-årene (fig. 1). Et højrygget agersystem med tilhørende tilkørselsvej lå hen over de ældste huse, men respekterer en af de yngste gårdtomter. Derved kan disse agersystemer dårligt være ældre end fra omkring 1250.
I et system af søgegrøfter mod sydøst var senmiddelalderen og renæssancen repræsenteret af stolpehuller og gruber, især store gruber som sikkert stammer fra lertagning til tidens lerklinede vægge.
Tæt ned til vådområdets sydlige randzone var der bevarede kulturlag fra yngre broncealder og førromersk jernalder. Lagene var dog blevet gennempløjet allerede i oldtid eller tidlig middelalder.
I den nordlige del af samme vådområde fandtes en velbevaret broncecelt fra det 6. århundrede f.Kr. – sikkert en offergave som er nedlagt i den daværende lille mose til mildning af de højere magter.
På plateauet, ret tæt mod vådområdets nordvestkant, fandtes en lille gravplads med rester af 7 urnegrave og 1 jordfæstegrav. Den har måttet vige for den tidlige middelalders husbyggeri. En stor næsten kuglerund granitsten, som var nedgravet imellem stolperne til ydervæggen i en af hustomterne, har sikkert oprindeligt stået som bautasten oven på jordfæstegraven.
En nærmere datering af gravpladsen ud fra urnernes bunde er ikke umiddelbart mulig, og jordfæstegravens bundniveau lå uheldigvis lige i en vandåre, som helt havde udvasket den dødes gravgods af bronce.
Lad os forlade disse gode sidegevinster og se lidt nærmere på hovedgevinsten: Såvel før som under udgravningen blev der gjort flittigt brug af metaldetektorer. Men som en skærende kontrast til de guldrige jernalderpladser tæt omkring Gudme by, begrænses metalfundene her (bortset fra jern) til nogle få remspænder, tenvægte (fig. 2) og smelteklumper af bronce og bly. Germanertid var repræsenteret ved 3 fibulaer.
Men hvad der savnes i metalrigdom opvejes så rigeligt af husenes kvalitet, og af den omstændighed at området ikke har været udsat for senere tiders byggeri. Det var derfor muligt at få et godt overblik over hele hustomter og disses relative kronologi. De ældste huse ligger yderst på plateauet mod vest. Et 22,6 m langt og 5,8 m bredt hus med buede langvægge og et retvinklet forrum i den vestlige ende, er det ældste af fire huse på denne tomt. Dette hus afløses af et lidt kortere, men kraftigere hus ligeledes med buede langsider på 17,6 × 6,2 m. Oven på disse blev der siden bygget et særdeles kraftigt hus på 20,5 × 6,5 m med lige langvægge, som slutteligt delvis overlejredes af en ren middelaldertomt i den østlige ende. De 3 første huse tilhører alle perioden med østersøkeramik af typen fra ca. 950-1150. En grundig undersøgelse af stolpehullerne viste, at disse huse har været uden egentlige tagbærende stolper midt i husene, men at taget primært har været båret af de særdeles kraftige vægstolper. I flere af vægstolperne var det muligt at få klarhed over selve stolpernes størrelse, form og den anvendte træsort (fig. 3). Til vægstolper har der i mindst 2 af husene været anvendt fuldkantet tilhugget egetømmer på 32 × 38 cm, fuldkantet tilhugget helt til stolpens bund, der i flere tilfælde var indtil 1 m under daværende gulvniveau. Afstanden imellem vægstolperne på de 3 ældre huse er på henholdsvis 2.1, 2.4 og 1.8 m. Den tætte bebyggelse nordøst for udgør muligvis en anden gårdenhed (fig. 4)?, som ud fra keramikken ligeledes går tilbage til 1000-årene. Men det er svært at afgøre, hvor mange af tomterne der har hørt til samme gårdenhed. Selv om stolperne i dette område er trukket op, da tomterne blev ryddet, viser grundplanerne, at der også her er tale om en høj bygningsmæssig standard. Men generelt syntes det som om kvaliteten er faldende op i tiden, og sikkert også ind mod byen.
Hvad angår husenes udseende over gulvniveau står vi for en gangs skyld ikke helt på bar bund. I to tilhørende brønde blev der gjort flere interessante fund, som løfter lidt af sløret. I opfylden på den yngste, som var sat af kampesten, fandtes en bevaret ende af et kraftigt stykke formodet tagtømmer af eg.
Stykket har et tværmål på 16 × 39 cm og er forsynet med flere taphuller (fig. 5). I den ældre brønd var brøndkassen bygget op af svære spejlkløvede egeplanker, som var falset ind i ca. 4 cm brede notgange i de lodrette hjørnestolper (fig. 6). To af disse planker er tydeligt kortet af til formålet og er sikkert genbrugte bulplanker fra et af husene.
Meget tyder på at disse huse på det nærmeste har været bygget helt i træ, med vægge af svære egeplanker falset ind i de kraftige væg- og tagbærende stolper, såkaldte bulhuse. Mangelen på store lertagningsgruber til lerklinede vægge i området peger også i retning af rene træhuse. De eneste steder, hvor ler blev påvist som byggemateriale, var i forbindelse med husenes ovnkonstruktioner.
Det faktum, at man ikke kan have boet i det gamle hus, medens de nye blev bygget, samt tomternes placering omkring det åbne brøndparti, gør, at jeg er mest tilbøjelig til at opfatte hele komplekset på plateauet som værende een overordnet gårdenhed. Nok ikke helt fra begyndelsen, men i al fald hen imod 1100-årene.
Beliggenheden her på et attraktivt sted i udkanten, eller måske endda lidt uden for Gudmes bykærne, samt husenes kvalitet gør, at jeg har svært ved at se almuens folk bosiddende her. Andre steder som f.eks. i Vorbasse og oven på det berømte Trælleborg, og nu allersenest også i det gl. Hjulby ved Nyborg, er der gjort fund af lignende gårdtomter, som klart skiller sig ud fra standarden i såvel hustype som kvalitet og beliggenhed. – Hvem kan mon da have boet i disse luksushuse, hvor hver vægstolpe har krævet en hel middelsvær egestamme, foruden alt det andet tømmer til vægge og tag. Fuldkantet egetømmer helt til bunden af stolpehullerne, hvilket jo egentligt var ganske unødvendigt, tyder for mig at se på bestilt arbejde af en som havde magt dertil.
Fra middelalderhistorien ved vi, at kongen ejede talrige gårde rundt om i landet, de såkaldte kongsgårde, (eller brydegårde). Disse kongsgårde har sikkert ligget jævnt fordelt ud over landet og på datidens betydeligste steder, som f.eks. Trælleborg og Hjulby – og Gudme har ganske sikkert endnu på dette tidspunkt “nydt” denne status.
Kongsgårdene var ikke kun beboet af en alm. gårdbestyrer. Det kunne endda være en fra selve kongens hird, der foruden at varetage gårdens drift fungerede som kongens og den omsiggribende centralmagts forlængede arm ved inddrivelse af skatter, udbydning af leding m.v. Desuden skulle de huse kongen og hans følge på de talrige rejser rundt i landet i embeds medfør, og nok ikke mindst ved de yndede kongejagter.
Jagt på storvildt var ikke tilladt menigmand. Det sorterede under kongen, ligesom alt andet som ingen var direkte ejer af, eller havde arveret til.
I knoglematerialet fra de rige gårdtomter i Gudme Søndergade ses det, bl.a. ved et velrettet pileskud i et vildsvins hovedskal, at beboerne lejlighedsvis har nydt jagtbordets glæder.
Selv om krybskytteri var en stor plage i disse tider, vil jeg tro at denne armbrøstpil blev affyret på helt legal vis.
Field walking during the current Gudme project (cf. Fynske Minder 1991) produced settlement indicators immediately E. of lake Gudme beside a former pool. Building plans forced an excavation which has covered 6,500 square metres.
At least 17 houses covering a period from AD 1000 to sometime in the 14th century have been examined (Fig. 1). A ridge and furrow system respects one of the latest houses.
Earlier settlement of Bronze and Early Iron Age dates were also met with, remains of 7 cremation and 1 inhumation graves must be Iron Age.
In spite of intensive use of metal-detectors very few metal objects were found, including 3 Migration period fibulae (Fig. 2).
The earliest houses were placed at the western edge of the plateau, one house 2.6 × 5.8 m with curved sides was succeeded by a shorter, but similar house 17.6 × 6.2 m and both antedate a straightsided house 20,5 × 6.5 m. Pottery suggests a date c. 950-1150: Baltic pottery types. A Medieval house overlay the E. end of the latter house.
The posts carrying both roof and walls could be measured at 32 × 38 cm, fully rectangularly cut (Fig. 3).
Another farm unit may be represented by the group of houses towards the NNE (Fig. 4).
Two wells were examined, the younger being set with field stones, while the elder had a wooden box of cleaved boards (Fig. 6). In the well were bits of house timbers.
The site lies outside the limits of Gudme village as we know it from maps of around 1800 and the quality of the houses may support a theory that the farm (s) were superior to ordinary farms – a “Brydegård”?
