Vor berømte landsmand H.C. Andersen foretog i 1862 en lang rejse, hvis mål var Spanien. Han rejste i selskab med Jonas Collin, og den 6. september overskred de den spanske grænse. Tager man den tids vanskelige rejseforhold i betragtning, rejste han hurtigt og opholdt sig i regelen kun få dage i de enkelte byer. Et af de længste ophold gjorde han i Granada, hvortil han ankom den 6. oktober, og hvorfra han atter afrejste om aftenen den 21. Rejsen formede sig som en afstikker fra Malaga, hvortil han atter vendte tilbage. Da H.C. Andersen altså har opholdt sig 15 dage i Granada, havde han rigelig tid til at se byen og alle dens mange seværdigheder. Det vil være interessant at se, hvorvidt man nu kan følge hans vandringer igennem byen, som de skildres i hans bog „I Spanien” (1863).
Desværre faldt H.C. Andersens besøg sammen med Dronning Isabella II’s ophold i byen. Festlighederne og illuminationen synes i nogen grad at have distraheret ham, således at han på mange steder giver en beskrivelse, der ser noget tilfældig ud. Andersen havde næret ønske om at overvære denne begivenhed. Vi skal nu se lidt nærmere på hans oplevelser i byen.
For en moderne besøgende i Granada kan det være lidt svært at finde sig til rette i Andersens beskrivelser, da der jo er blevet forandret meget i byplanen siden dengang. Vejen fra Malaga førte ham over Loja og Santa Fé, hvis historiske betydning er Andersen velkendt, og som han beretter for os. Han holder iøvrigt sit indtog i byen omtrent på samme sted som en moderne turist, der kommer med banen. Landevejen fra Malaga ender ved byporten „Puerta de Elvira”. Medens man i vor tid kører ind til byens centrum ad den nye, smukke, moderne „Gran Via de Colon”, måtte H.C. Andersen snegle sig frem gennem den snævre og bugtede „Calle de Elvira”. Han nåede ad den vej ned til det ansete hotel, der endnu op til vor tid hed „Hotel Ala-meda”. På den tid hed det „Fonda Alameda”, den finere betegnelse „Hotel” er først senere indført. Det ligger, hvor den berømte „Carrera del Genil” går over i den af Andersen så ofte omtalte „Alameda”, også kaldet „Paseo de Invierno”.[1] Angivelsen af, at byens hovedteater kun ligger få skridt derfra, er også fuldkommen korrekt. Uden tvivl har han også som angivet kunne se en del af „Mulhacén”s sneklædte toppe fra hotellets vinduer.
Her blev Digteren og hans ledsager ikke boende hele tiden, idet de dagen efter Dronningens afrejse den 14. okt. forlagde deres hovedkvarter til „Fonda de los siete Suelos”, der er opkaldt efter den port i Alhambramuren, hvorigennem den sidste mauriske hersker forlod Alhambra. Porten havde 7, delvis underjordiske, etager. Franskmændene ødelagde i 1812 en del af porten, således at nogle af etagerne styrtede sammen. Nu er man forøvrigt i færd med at udgrave og restaurere på dette sted. Her løber vejen fra Granada næsten umiddelbart langs Alhambras røde mur, og Fondaen lå lige vest for porten med facade ud imod landevejen. Dette hotel var meget anset, det fik senere navnet „Hotel Roma”, og det er først forsvundet i dette århundrede, vel omkring 1930; vi har på stedet talt med folk, der havde kendt det og set det. Efter Andersens besøg indrettede værten et nyt hotel på den anden side af gaden, det bærer nu som dengang navnet „Washington Irving”. På Andersens tid lå der på den anden side af vejen en have med en mur omkring. Dette område af Granada er sikkert det, som H.C. Andersen har studeret med størst opmærksomhed. Fondaens ene ende stødte umiddelbart op til terrassen foran „Puerta de los siete Suelos”, terrassen eksisterer stadigvæk. Mellem hotellet og Alhambras Mur har der ligget en lille have, der er stadig spor tilstede af anlæg. Her var det sikkert, at H.C. Andersen rystende af kulde indtog sine måltider, iført overfrakke, medens tjeneren, der opvartede ham, bar et mere afrikansk kostume. Det virker forbavsende, at der skal have været så stor forskel mellem temperaturen på dette sted og nede i byen. Alhambra ligger ikke så højt over byen, at højdeforskellen skulde betyde noget. Stedet påstås iøvrigt af alle lokalkendte mennesker at være meget lunt. Herfra er der ikke mange skridt til indgangen til „Generalife”, og H.C. Andersen omtaler en lille „venta” (Værtshus) overfor gitterporten ind til parken. Dette værtshus ligger der stadig, det er som på H.C. Andersens tid ganske tarveligt, men der er altid fuldt af tørstige sjæle under de skyggefulde træer. Lige så uforandret synes den vej at være, der fører langs med Alhambras mur nedenfor „Generalife”, og som ender nede ved gaden, der følger Darrofloden ind i byen. H.C. Andersen giver en levende beskrivelse af sin vandring ad denne sti en mørk aften. „Generalife” synes at have begejstret H.C. Andersen i høj grad. Han giver en malende beskrivelse af sceneriet, men man tør ikke påstå, at han giver os et klart billede af dette pragtfulde haveanlæg. Morsomt er det, at han har set en række malerier i det lille slot, kunstværker, der siden er flyttet til det museum, hvor også andre af Alhambras kunstværker nu findes. Selve slottet har derfor på H.C. Andersens tid gjort et mindre øde indtryk end nu. Man savner her en omtale af udsigten til „Silla del moro”. Man har det indtryk, at H.C. Andersen har været alt for betaget til rigtig at fæste sig ved enkelthederne. Han har været så overvældet, at han har ladet blikket fare hvileløst rundt. Desuden synes sagnskikkelserne fra Washington Irvings bog om Alhambra, som han selv siger at have læst med flid, at have spillet en meget stor rolle for hans fantasi på dette sted. De mange springvand har gjort et vist indtryk på ham ligesom de gamle Cypresser.
En lille mærkelig detaille er, at H.C. Andersen siger, at han ofte færdedes på vejen langs Alhambra, „De dødes Vej”, og beretter, at om aftenen førtes lig ad denne vej ned til byen for at blive begravet. Mon han ikke har taget fejl og ikke været klar over retningen, idet den omtalte vej i hvert tilfælde nu fører længere ud til byens kirkegård, der ligger lidt længere ude end „Generalife”, transporten skulde altså have foregået i modsat retning, men det spiller jo kun en mindre rolle, og naturligvis kan forholdene være blevet forandret i tidens løb.
H.C. Andersens beskrivelse af turen inde fra byen op til Alhambra er ganske nøjagtig og passer den dag i dag. Han nævner også Karl V’s „brønd”, en fontæne, der symboliserer Granadas 3 floder. Derimod husker han fejl, når han taler om en allé fra denne brønd til „Puerta de la Justicia”, der ligger umiddelbart stejlt oppe til venstre, der er ingen allé og kan aldrig have været nogen, derimod fører der en allé til højre langs med muren i retning af Fondaen. Vi går med H.C. Andersen ind i Alhambra. Uheldigvis var man i færd med at smykke slottet til ære for Dronning Isabella II, hvad der sikkert har forhindret nydelsen af de mange skønheder i nogen grad. H.C. Andersen er vandret rundt i hele slottet og er begejstret over de mange egenartede skønhedsindtryk, som man ikke kan undgå at få i dette eventyrslot. Hvis man har set Alhambra, har man ikke nogen større vanskelighed ved at følge ham og finde de steder, der særlig har vakt hans begejstring. Alligevel er det vanskeligt for den ukyndige at få et tydeligt indtryk af de forskellige dejligheder. Især virker det forbavsende, at han har ofret den berømte Løve-Fontæne i Løvegården så ringe opmærksomhed, at han udtaler, at løverne ligger ned. De står op og har altid stået op. Han kan måske med en vis ret sige, at de små dyr er plumpe, det har andre sagt før ham, f.eks. Théophile Gautier, men ingen af dem har rimeligvis set på dem med de rette øjne. I virkeligheden har de det sødeste udtryk i deres små stenansigter, og der hører en vis plump legemsbygning til, for at det kan være forståeligt, at de kan bære den tunge skål. Løve-Fontænen er absolut et højdepunkt og et samlende midtpunkt i det arabiske palads. H.C. Andersen synes heller ikke at have ofret den pragtfulde have ved „el Partal” den tilstrækkelige opmærksomhed, den er forskellig fra „Generalife”s Park i anlæg og blomsterpragt, men den kan måle sig med den. Den yndefulde lille moské synes også at være undgået hans opmærksomhed. Vi må nævne hans omtale af kirken Santa Maria ved siden af Karl V’s palads, ligesom han også har set den lille gade „Calle real”, hvor nu mantillesyerskerne arbejder i fri luft med geder og æsler som tilskuere. Man bliver alligevel en smule skuffet over beskrivelsen af Alhambra, fordi den kun giver et noget uklart billede af skønhederne. Påfaldende er det også, at han ikke omtaler den tydeligt afmærkede del af slottet, hvor Washington Irving boede og skrev sin berømte bog.[2]
Morsomt er det at læse den levende beskrivelse, Andersen giver af festen i anledning af Dronningens indtog. Her er det særlig folkelivet, der har optaget ham. Og her kan man sige, at hans beskrivelse træffer lige i prikken. Ser man bort fra, at Granada i de forløbne 100 år er blevet moderniseret, at biler og elektrisk lys har holdt deres indtog, så opfører folk sig formentlig i vor tid, som de gjorde dengang. H.C. Andersens beskrivelse giver faktisk også et billede, et godt billede, af folkelivet i vor tid. Den sorgløse munterhed og glæden ved livet kan man den dag i dag ikke undgå at lægge mærke til. Hjælpsomhed og venlige smil er stadig fremherskende i denne dejlige by. Man har virkelig indtryk af, at H.C. Andersen har oplevet Granadas folkeliv, således som det nu hver aften udfolder sig på Bibarrambla Pladsen, som H.C. Andersen omtaler. Man må tro, at denne store oplevelse i og for sig har mættet ham, således at han ikke har skænket en stor del seværdigheder nogen større opmærksomhed. Han har selvfølgelig besøgt „la Cartuja”, klosteret, der af alle fremhæves som en stor seværdighed. Han beskriver egentlig kun det berømte, af Cotán malede kors, og nøjes iøvrigt med en summarisk omtale af al den gyldne pragt, som han dog synes at have set i en mere smagfuld form i Rom. Andersen var varm og træt af den lange vandring i solheden og har måske derfor været mindre følsom for indtryk end sædvanligt. Det er ganske forståeligt, at han giver os en indgående beskrivelse af regimentet „Cordoba”s kaserne, hvis indretning optog ham særdeles meget, og som han iøvrigt roser. Han var jo blevet anbefalet til Oberst Larramendi, der i høj grad tog sig af ham og viste ham adskillige ting, som f.eks. kunstakademiets samling, der dog ikke synes at have gjort noget større indtryk på ham. Vi ved ikke bestemt, hvor i byen samlingen befandt sig på H.C. Andersens tid, idet den er blevet flyttet flere gange. Derimod savner man fuldstændig en omtale af flere berømte ting, som f.eks. „Casa de los Tiros”, der ligger tæt ved „Fonda Alameda”, bag ved teatret. Endnu mere påfaldende er dog den fuldkomne tavshed om den pragtfulde domkirke (han siger kun, at Dronningen har besøgt den) og sidekapellet „Capilla real”, hvor Ferdinand den Katolske og Isabella sover den evige søvn. Det har han sikkert ikke set, thi der er næppe noget sted i Granada, hvor man kan hente et mere koncentreret indtryk. Her taler historien fra blykisterne, fra marmorsarkofagerne, fra statuerne af de katolske konger, fra billederne og fra de andre ting, der er samlet i gravkapellet og i et lille museum. Kun i „Escorial” kan man få et lige så stærkt indtryk.
I modsætning hertil har han haft et åbent blik for de mange skønheder og idyller, der fjæler sig i patioerne i de gamle bydele. Han har været særlig glad for de smukke alléer, og han har også gentagne gange bemærket den lave vandstand i floderne. Hvis man savner en omtale af monumentet for Dronning Isabella og Columbus, der findes, hvor den nye og den gamle Alameda mødes, ikke mange skridt fra det moderne folkebibliotek, må man til H.C. Andersens undskyldning sige, at dette monument først er blevet opstillet i 1892. Naturligvis forsømmer H.C. Andersen heller ikke den traditionelle spadseretur gennem Granadas zigeunerkvarter i „Albaicin” og på Sacro Monte, og gennem hans beskrivelse af denne tur skinner en vis medlidenhed med disse så fattige beboere af det tidligere så rige Maurerkvarter. Det væsentlige indtryk af livet her, når der ses bort fra turistarrangementer, er i vor tid ganske det samme, som da H.C. Andersen vandrede her og lagde en „peseta” i en blind gammel zigeunerskes fremstrakte hånd.
H.C. Andersens bemærkning om månens synlighed efter teaterbesøget er formentlig korrekt, da det var fuldmåne den 8. oktober, hvorfor månen har været på himlen i de følgende nætter.
H.C. Andersens beskrivelse af Granada er en broget billedbog, den, der kender Granada, vil genkendende nikke til mange træk, men den, der ikke har set byen med egne øjne, vil sikkert få et mere sammenhængende indtryk ved at læse J. Kornerups og Chr. Molbechs beskrivelser. Eventyrbyen har talt stærkere til eventyrdigteren og på en anden måde, end den gør det til den almindelige turist.
Den 21. oktober om aftenen besteg Andersen og Collin den diligence, der skulde føre dem tilbage til Málaga. Besøget i Granada var forbi, og her vil vi også lukke eventyrbogen.
