Studerer man H.C. Andersen, beskæftiger man sig ikke blot med et enkelt menneske, men med et helt kulturmiljø. Idé- og personalhistorikeren ser ikke kunstneren som et isoleret individ, men som medlem af en gruppe. Der er et samfund udenom ham, og der er et samspil mellem ham og de mennesker, der omgiver ham. Dette samspil er med til at bestemme hans skæbne.
H.C. Andersens forfatterliv er beretningen om en række danske, borgerlige familier og deres indflydelse på hans karriere. Som fattige studenter dengang havde adgang til at spise med ved de velstillede familiers aftensbord, cirkulerede også H.C. Andersen regelmæssigt mellem familierne. Vi kender alle hovedpersonerne i denne periode gennem H.C. Andersens breve, dagbøger og selvbiografier. Vi får et kig ind i familien Collins hjem i Bredgade, lærer familiens mange medlemmer at kende lige fra den gamle Jonas, faderen, til sønnen Edvard og dennes søn Jonas den yngre. Vi møder P. F. Wulff, kommandøren og Shakespeareoversætteren, hans datter Henriette, der var H.C. Andersens fortrolige veninde, og broderen Christian, søløjtnanten, og endelig lærer vi også hans anden veninde, Henriette Hanck, at kende. Hun var fra Odense og datter af en adjunkt ved Katedralskolen. Uden om disse centrale skikkelser er der en skare af mennesker, gerne indflydelsesrige personer i dansk administration, kultur og videnskab, men også mere anonyme mennesker. Vi ser det danske guldaldermiljø med H.C. Andersens øjne gennem de fire, store brevvekslinger, som er separat udgivet; de to vedrører hans korrespondance med den gamle Jonas Collin og Edvard og Henriette Collin. En brevveksling rummer brevvekslingen med Henriette Wulff og en anden den med Henriette Hanck, Odenseveninden.
Tilsammen tegner de et billede af en overvejende københavnsk kulturkreds med centrum omkring Kgs. Nytorv og Det kgl. Teater. Det er dette snævre miljø H.C. Andersen skulle gøre sig gældende i. Fremfor alt måtte han sikre sig de mægtige mænds velvilje, bl.a. J. L. Heibergs, og det gjorde han med debutbogen »Fodreise« fra 1829.
H.C. Andersens forfatterkarrière kan i tilblivelsesårene bestemmes som en usikker pendlen mellem de forskellige miljøer. Den hidtidige forskning har været tilbøjelig til at tilkende Collinerne hele æren for, at H.C. Andersen overhovedet blev til noget. Ganske vist opstod der problemer i forholdet til de enkelte medlemmer af den store familie, og i det lange løb blev H.C. Andersen omtrent afskrevet, men alligevel står det fast som historisk kendsgerning, at det var Collins, der hjalp ham frem menneskeligt og materielt; men de samme Colliner stod også familien Heiberg meget nær, og her fornemmede Andersen noget af den kolde luft af aristokrati, der var over disse mennesker. Han valgte derfor at tilpasse sig. Han valgte Heibergs genre og Heibergs stil som den, der faldt ham naturligst i hånden. Paul V. Rubow, der vidste det bedre end nogen anden, har i bogen om H.C. Andersens eventyr beskrevet Andersens forhold til sin samtids klassiske, danske sprog: »Man finder hans forudsætninger i denne henseende i J. L. Heibergs Flyvende Post, der overhovedet er den baggrund for Andersens eventyr, som de lærde ufortrødent søger i øst og vest. Som man møder den hele københavnske verden, han har skildret, lyslevende i dette indtagende, gamle tidsskrift, og ser den fremstillet selvsamme mildt harmoniske og let fantastiske belysning hos den ældre som den yngre digter; som Heibergs eventyrromantik i hans fantastiske komedier direkte fortsættes i Andersens lillekunst; således var også Heibergs danske sprog normen for Andersen. Heibergs leksikon og Heibergs grammatik var, hvad han havde at rette sig efter« (citeret efter Niels Birger Wamberg: »H.C. Andersen og Heiberg«, s. 67-68).
Jeg er ret uenig med Rubow i denne skolemesterkonklusion. H.C. Andersens forhold til Heiberg er speget og præget af både underkastelse og oprør. Overfor Heiberg udfoldede Andersen al den snilde og menneskekløgt, som behøves mellem rivaler, og omvendt anvendte Heiberg en henholdende og klog taktik overfor Andersen. Heiberg havde kulturpolitisk set erobret magten på Det kgl. Teater, og han brugte den til at befæste sin egen linje. Det var Heiberg, der gennem at fortrylle publikum med vaudevillerne, standsede B.S. Ingemann og H.C. Andersen som dramatikere, og dermed berøvede han dansk litteratur det lyrisk-romantiske skuespil, ligesom han senere som teaterdirektør også afviste Henrik Ibsen. Set i historiens bakspejl fremtræder Heiberg mere og mere som den raffinerede middelmådigheds fortaler i dansk litteratur. Han fattede simpelthen ikke romantikernes tro på den dybe natur, sjælen og den utilfredsstillede higen. Det er i denne situation Ingemann træder ind som modpol til Heiberg-fascinationen. Både han og Andersen blev manøvreret ud som dramatikere, fordi samtiden, også Collinerne, lyttede til den kloge Heibergs ord. Begge lod de sig fordrive fra teatret, og begge vendte de tilbage, sejrrigt, og satte sig igennem på andre områder.
Gennem brevvekslingen mellem Ingemann og Andersen følger vi tilblivelsen af den antikritik og modkultur, som Ingemann åndeligt set repræsenterede i forhold til den akademiske Heiberg, hvis filosofiske og kritiske teorier stod i modsætning til hans digteriske praksis.
Venskabet mellem åndeligt beslægtede mennesker er en af de stærke drivkræfter i politik og kultur. Fortiden frembyder mange eksempler på sådanne værdifulde forbindelser, og for litteraturhistoriens vedkommende er det nærliggende at pege på forholdet mellem Goethe og Schiller som det store forbillede for senere generationer. I den tyske humanisme nåede europæisk kultur et af sine højdepunkter, bl.a. i kraft af venskabet mellem de to mænd. I vor tid ville vi kalde det for en symbiose, dvs. en sameksistens, som begge parter har fordel af, men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Det typiske venskab i klassicismens og romantikkens tid var ikke mellem jævnaldrende. H.C. Andersen havde så godt som ingen venner på hans egen alder. Man behøver blot at tænke på det intrikate venskab med Edvard Collin.
Det gode venskab bygger ikke altid på ligestilling eller ligeværd, men snarere på en aldersforskel mellem en ældre – ofte faderlig – og en yngre, der tager imod. Hvad den ældre deler ud af erfaring til den yngre, får han tilbage i form af taknemlig beundring. Denne form for venskab forudsætter en indre balance hos den ældre. Han må dele ud af sin egen erfaring uden smålig jalousi. Det kunne B.S. Ingemann, og derfor er hans venskab med H.C. Andersen et vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie.
Gennem sine venskaber med den seks år ældre Grundtvig og den femten år yngre H.C. Andersen kom Ingemann til at indtage en nøglestilling i dansk kultur i 1820erne og 1830’erne. Ingemann er som ingen af hans kolleger i samtiden klar over styrken og begrænsningen i sin egen indsats. Til M. B. Nygaard skriver han 28. april 1835: For øjeblikket befatter jeg mig med historiens filosofi og – sandt at sige – tidens nærværende praktiske indretning synes mig lidet gunstig for den digter, der mere stirrer tilbage end frem i tiden og har mere øje for det indre menneskeliv end det ydre. Politisk og samfundsøkonomisk bliver min poesi nok aldrig.
Samtidig anbefaler Ingemann vennen at læse H.C. Andersens »Improvisatoren«, den er nemlig fuld af følelse og liv.
Hvornår lærte Andersen og Ingemann hinanden at kende, og hvad betød det livslange venskab?
Det er dette, som vi i 200-året for Ingemanns fødsel nok bør beskæftige os lidt med. Da den 14-årige Hans Christian i 1819 kom til København, opsøgte han nogle af hovedstadens indflydelsesrige mænd indenfor kunst og kultur. Han havde en stærk udfarende kraft og lod sig aldrig skræmme. Foruden Grundtvig opsøgte han også Ingemann i København, og selv om der ikke foreligger sikre oplysninger om tidspunktet, findes der et udateret brev fra H.C. Andersen, som lyder: Hr. Ingemann, Stolende på derres godhed fordrister jeg mig at skrive dem til for at anmode dem om at igennemlæse det indlagte papir. Jeg føler meget ved at jeg må henvende mig til fremmede, men jeg ser at jeg på ingen anden måde kan nå det mål jeg anser for min største lykke. – Blottet for alt vovede jeg mig til hovedstaden med det håb at jeg ved ædelmodige menneskers hjælp og med det talent som jeg efter fleres dom skulle besidde ville arbejde mig frem (hvis de ej vil opfylde mit ønske da jeg er dem ganske fremmed håber jeg de dog tilgiver mig) – hvis det var dem til fornøjelse, ville jeg deklamere nogle scener og digte for dem. Jeg har også vovet at skrive nogle vers og tragedier, hvis de ville se disse, da jeg ved man må være overbærende med en ustuderet begynder. Underdanigst Hans Christian Andersen.
Forbindelsen er kommet i stand 1820-21, og vi ved også at de har mødt hinanden på Bakkehuset hos Rahbeks, hvor Ingemann jævnligt kom.
I »Levnedsbogen«, en selvbiografi, som Andersen skrev som 27-årig i 1832, fortæller han om sit første teaterstykke »Skovkapellet« der stammer fra 1822. »Således kom jeg til Oehlenschläger med det, der roste versene og ved afskeden trykkede min hånd. Dette håndtryk var mig mere end alt, jeg syntes ordentligt at jeg var indviet til digter derved. Ingemann fik også min visit, han var så mild og venlig, ville ikke sige mig andet end godt om mit første arbejde, gav mig endogså nogen hjælp for mine finanser, hvortil Grundtvig bidrog«. Her starter bekendtskabet, og da Andersen i 1822 fik stipendium til Slagelse Latinskole, var Ingemann i mellemtiden kommet til Sorø som lektor i dansk ved Akademiet.
Herom fortæller Andersen i »Mit eget Eventyr uden Digtning« at han på Bakkehuset læste »Skovkapellet« højt for Kamma Rahbek, der efter de første scener udbrød: »Men der er jo hele stykker, De har skrevet ud af Oehlenschläger og Ingemann. Ja, men de er så dejlige, svarede jeg og læste videre.«
I »Mit eget Eventyr uden Digtning«, der er fra 1846, fortæller Andersen om sine første indtryk fra tiden i Slagelse. Han følte det som et privilegium at komme i den skole, som Baggesen, Chr. N. Rosenkilde og Ingemann havde gået i. Han skulle i bogstaveligste forstand gå i deres fodspor. »Dog det lykkeligste for mig var en enkelt søndag, når skoven var grøn, at gå til den to mil fra Slagelse liggende by Sorø; den ligger midt i skoven omgivet af en sø, her er et ridderligt akademi, som digteren Holberg har stiftet. – Her besøgte jeg digteren Ingemann, der nylig var gift og her ansat som lektor, han havde i København venligt modtaget mig, her var, om det kan siges, modtagelsen endnu hjerteligere. – Som et dejligt eventyr forekom hans liv derude, hans fortræffelige, elskelige kone behandlede mig, som var hun en ældre søster for mig; der var så mange blomster, vinranker op om vinduerne, stuerne pyntede med billeder og næsten alle udmærkede digteres portrætter hang på væggene. Vi sejlede på søen, en æolsharpe, den første jeg havde hørt, var bundet i masten. Ingemann fortalte så livligt, jeg elskede disse mennesker, og vort venskab er vokset med årene; næsten hver sommer har jeg siden været der en velkommen gæst og følt, at der er mennesker, i hvis omgang man ligesom bliver bedre; det bitre fordunster, og hele verden får en solglans, der egentlig udgår fra det hyggelige hjem.«
I Sorø mødte han også Carl Bagger, hvis umiskendelige talent han anerkender trods det at han klart ser, Bagger er en lystig og frigjort natur modsat hans egen ængstelighed. Baggers roman »Min Broders Levned« er genialt skrevet og miskendt af kritikken, tilføjer Andersen. Imidlertid fik Baggers oprørske adfærd Andersen til at omgås ham med forsigtighed. Det var hos Ingemann han kunne få den støtte han behøvede.
Der findes tre hovedkilder til vores viden om hele dette forløb: de tre selvbiografier, »Levnedsbogen«, »Mit eget Eventyr uden Digtning« og »Mit Livs Eventyr«, dagbøgerne og brevene. Det er i Andersens forfatterskab man i starten skal hente oplysningerne, men også i Ingemanns korrespondance til forskellige adressater er der mange oplysninger at hente. Det samme er således ikke tilfældet, når man ser på H.C. Andersens forhold til Grundtvig, hvor kilderne til oplysning stort set stammer fra H.C. Andersen. De yngre beskæftiger sig med de ældre i deres formative år, og selv om H.C. Andersens karakteristikker af de nære venner nærmer sig ukritisk skønvirke i biografierne, så giver dagbøgerne og brevene os et dybere indblik. De er spontane reaktioner og følelsesytringer, medens biografierne væver løs på mytedannelsen. H.C. Andersen har altid en udtalelse parat og kilderne flyder rigeligt. Ingemann bliver jævnligt omtalt i alle ti bind af dagbøgerne, og her møder vi de to venner på første hånd uden det filter af selvcensur, som memoireforfatterne uvilkårligt sætter mellem pen og papir.
Den 28. januar 1826 omtales Ingemann for første gang i Andersens dagbog: »Kongens fødselsdag. Jeg spurgte Meisling om han havde noget imod at jeg gik til Sorø – Ingemanns tog venligt mod mig, og bad mig til middag. – Jeg fulgte nu med I. hen på Akademiet, på vejen traf vi Fogtmann (lektor i teologi). »Kommer Deres rektor ikke?« »Nej!« »Nå, han har vel sendt Dem i sit sted«. F. holdt en meget simpel tale; nu fulgte jeg med Bagger og Tillisch over og så akademiet. Forsamlingsstuer. Spisesal, hvor der var dækket meget pænt med servietter. Sovestue, hvor blankpolerede tinfade til at vaske sig stod i lange rækker. Bagger viste mig sin bogsamling, der var ret god. Shakespeare, Walter Scott og Byron, Oeh., Ingemann. Han tilbød at tage hvad jeg vilde, men jeg kendte alt. Jeg læste ham mit digt, men blev afbrudt da Smettau kom. – Hos Ingemann kom en præst og hans kone, rektor Tauber, der underholdt sig med mig, han havde Lotte Paludan med som skulde se fruens malerier. Ved middagsbordet var en midaldrende herre som jeg ej kendte, vi talte om Oehlenschläger om Leonardo og Ingemann fandt det var bedst at han i en magnetisk søvn…«
Dette er den eneste autentiske optegnelse fra skoletiden i Slagelse, hvori Ingemann nævnes. Først i 1832 vender hans navn tilbage. I mellemtiden var H.C. Andersen blevet student i 1828. De mellemliggende års kvaler i Slagelse og Helsingør, fjendskabet mellem ham og rektor Meisling blev fortrængt. Alt overskyggedes af den lykkelige debut med »Fodreise« i 1829, som blev venligt modtaget af selveste Johan Ludvig Heiberg.
Forfatteren Chr. Bredahl, en af Ingemanns skolekammerater fra Slagelsestiden, skriver i et brev af 25. januar 1832 til Ingemann: »Ærgerligt er det at se, hvorledes Molbech recenserer Andersens Rejse, når man sammenligner denne recension med hans recension over Valdemar Sejr. Men hvorfor vil Ingemann lade ubillige domme afholde sig fra at skrive romaner?«
Det er en kendt sag, at Ingemanns hovedmodstandere, J. L. Heiberg og Chr. Molbech, gjorde ham livet surt – Heiberg ved at gøre nar af ham som dramatiker, og Molbech ved at frakende ham værd som forfatter af historiske romaner. Ingemann var ikke smålig. Han kunne godt tåle at H.C. Andersen fik rosende omtale af Heiberg og Molbech. Andersen manøvrerede i begyndelsen med held mellem Ingemann til den ene side og Heiberg til den anden: Litteraturpolitisk forsøgte Andersen med »Fodreise« at placere sig mellem den ældre romantiks landlige præstegårdskultur med Grundtvig og Ingemann som fløjmænd og den ny tids franskorienterede københavnerintelligens, repræsenteret ved Heiberg og hans tro følgesvend Hertz. Andersen kom godt fra start og bevægede sig forsigtigt frem og tilbage mellem de to lejre. Han tog ærligt afstand fra Grundtvig, men bevarede venskabet med Ingemann. De er begge to den hårdt prøvede tolerances talsmænd i dansk litteratur. Der er et træk af fin kvindelighed i deres natur, som forener dem i fælles evne til indlevelse og overbærenhed. Fælles for dem begge er også, at de var mere produktive end kritiske. Derved var de oplagte emner for satire.
Da H.C. Andersen i foråret 1831 første gang rejste til udlandet, opsøgte han den tyske eventyrdigter Ludwig Tieck i Dresden. Ingemann havde til lejligheden udstyret ham med et anbefalingsbrev. Tieck var ikke hvem som helst, og fremfor alt var han den af de tyske romantikere, der personligt havde betydet mest for danske digtere. Han havde tidligere modtaget Oehlenschläger og Ingemann på deres rejser, og også Andersen tog han imod. Ingemann havde på hjemrejsen fra Italien i 1819 besøgt Tieck og opholdt sig en hel måned hos ham. Han kappedes med ham i at fortælle eventyr og hævdede, at der ikke fandtes nogen tysk digter han hellere ville slutte sig til. Medens Oehlenschläger havde sluttet sig helt til Goethe og var raget uklar med Tieck, havde Ingemann etableret gode relationer. Via Ingemann vandt H.C. Andersen indpas i Tyskland. Grundlaget for hans verdensberømmelse blev lagt gennem bekendtskabet med Tieck, der ved hans afrejse skrev nogle ord i hans album og trykkede ham i sine arme og gav ham et indvielsens digterkys. Goethes spydige bemærkning om den unge Oehlenschläger som en af de Nordens sønner, der opfører sig som dansende bjørne, gjaldt hverken Ingemann eller Andersen, hvis første rejse til Tyskland næsten havde karakter af en hjemkomst. Om mødet med Tieck skrev Andersen: »Jeg følte hans trofaste håndtryk, han, som i mit andet fødeland gav mig indvielseskysset.«
Ganske vist havde Andersen helt andre og mere formående velyndere end Ingemann i København, f.eks. etatsråd Jonas Collin, der havde skaffet ham stipendiet til latinskolen. I et brev fra maj måned 1826 til Ingemann skildrer han en af de rejser til fods han foretog mellem Slagelse og København. Det var hos Collinerne han søgte trøst for sine skoletrængsler. »Etatsråd Collin kom her igennem i lørdags«, skriver han, »han var hos mig, og fandt også at det var bedst jeg fulgte Meisling til Helsingør, da han tager sig så meget af mig. Jeg har ingen vilje i denne sag, men følger min velgørers mening som et vink af forsynet.«
Andersen havde tidligt lært, at prisen for hjælp var underkastelse; underdanigheden var almuens kendemærke, og det lykkedes ham egentlig aldrig at frigøre sig fra denne følelse af at være den evigt modtagende part. Det var kernen i hans forhold både til Gud og mennesker, og ville man hige ud over disse begrænsninger, måtte man selv blive en stræber. »Derfor mod, aut Cæsar, aut nihil være mit valgsprog.«
Den store satsning er ikke udtryk for et desperat menneskes vanvidsdrømme, men en naturlig udvej for en ung mand, der i et følgende brev til Ingemann konstaterer, at han lige så godt kan følge den forhadte Meisling til Helsingør, da han jo ikke har noget hjem i det hele taget. I et svar på dette brev ønsker Ingemann ham alt godt og tilføjer, at hans kække »aut Cæsar aut nihil« er et meget hedensk princip, fordi de sidste kan blive de første og de mindste de største i sandhedens rige. Hvad et menneske skal gælde for, kommer det stort set slet ikke an på – esse non videri – er for ham hele sagen.
Lyttede H.C. Andersen til ham? Havde han ikke forlængst indset, at der skulle helt andre midler til for at hævde sig i verden? Hans næste breve fra Helsingør til den faderlige ven i Sorø er holdt i den vittig-parodiske stil, som han dyrkede i de første år for at modvirke følsomheden og den selvhøjtidelige alvor.
»De kan tro, at jeg ofte er ret mismodig, den ubetydeligste ting kan ofte sætte mig i mørkt lune, enten er jeg den personificerede munterhed eller jeg også må græde som et barn; jeg ved nok det passer sig ikke for sådan et stort langt menneske som jeg, men det er også kun i ensomhed jeg overlader mig til mit mismod.« – Men fremad må han. Der er ingen vej tilbage, efter at han har fået begreber om en bedre verden end den han er født ind i.
Vandringen fra den sociale bund til samfundets top var begyndt. Rastløsheden havde meldt sig som en evig uro. »O, de kan ikke tro hvilken gæring er i min sjæl og muligt er det denne der er det urigtige hos mig; hvor inderlig jeg længes efter at komme frem, men det vil ej ske således, så hurtig som min sjæl brænder derefter. »Den 21-årige skoleelev gør ingen røverkule af sit hjerte. Han klynger sig til den 15 år ældre Ingemann, når han frimodigt tilstår: allerede da jeg var en lille dreng og læste i Deres digte, holdt jeg så meget af Dem og siden jeg nu er blevet ældre og har lært Dem personlig at kende, har mit hjerte knyttet sig fast til Dem, det vilde så gerne udgyde sig for Dem, men tør dog ej ganske endnu, af frygt for at blive misforstået af Dem.«
H.C. Andersen havde direkte anmodet Ingemann om at måtte skrive breve til ham. Det var så uhyre vigtigt for ham at få knyttet de rigtige forbindelser fra starten af, og Ingemann misforstod ham ikke, hvis han gik lige på, og her behøvede han ikke at bevare underdanigheden. Ingemanns hjem havde været et fristed for ham i Slagelseårene. Da han kom til Helsingør, måtte han ty til brevvekslingen, og Ingemann var ikke altid lige flink til at svare på de lange epistler, som skoleeleven sendte ham; men når det drejede sig om alvorlige ting, måtte han fungere som vejleder – ikke mindst i litterære spørgsmål. Andersen sendte ham det smukke digt »Sjælen«, som han havde skrevet i en poetisk rus, men Ingemann syntes bedre om de komiske sager.
I 1828 flyttede H.C. Andersen til København for at blive manuduceret frem til studentereksamen. Samtidig arbejdede han på sin første bog »Fodreise«, og han indviede uden betænkning Ingemann i subskriptionsplanerne og sendte ham prøver på bogens indhold.
Det kunne ikke komme bag på Ingemann, at H.C. Andersen sluttede sig til den linje i tysk romantik, som repræsenteredes af eventyrdigterne E. T. A. Hoffmann og Ludwig Tieck. Den splittede og dæmoniske side af tysk romantik var aldeles ikke fremmed for Ingemann, hos hvem netop modsætningen mellem den borgerlige lilleverden og fantasiens uendelige rige var et hovedproblem. Af Ingemann må Andersen have lært at være både drømmer og realist på samme tid. Efter Ingemanns store dannelsesrejse til Tyskland og Italien var hans udvikling forløbet efter to linjer, der begge var klart romantiske: en tilslutning til den historiske middelalderdyrkelse, som Grundtvig var repræsentant for, og en fornyelse af prosaen gennem det tyske kunsteventyr. Overgangen fra poesi til prosa ved 1820’ernes begyndelse kan bedst studeres i Sorøromantikken, hvor både Ingemann og Hauch er overgangsfigurer. De har begge rødder i den romantiske historisme, men nærmer sig hverdagen og virkeligheden gennem interessen for eventyret.
De grænser Ingemann trak for sin virksomhed som forfatter var de grænser konventionen foreskrev. Man skal ikke vente at finde åbenlys seksualitet og religiøs blasfemi i hans bøger, og her var han i fuld overensstemmelse med sin samtid. Omvendt findes ikke vor tids tabuforestillinger omkring døden og ømfindtligheden overfor social og racemæssig diskrimination. Ytringsfriheden er som altid et historisk relativt fænomen og for at mærke dens grænser må en forfatter være i væsentlig uoverensstemmelse med sin tid. Det var Ingemann ikke, men han var tolerant overfor anderledestænkende. H.C. Andersen havde underklassebarnets svære hæmninger. Han beundrede den ryggesløse Byron, som både Grundtvig og Ingemann havde advaret ham imod. Han havde med vilje lagt afstand mellem sig selv og de hellige i »Fodreise«, men hvordan opfattede så Ingemann de tilsendte prøver. Dette får vi klar besked om i et brev fra 1828: »I de brudstykker, jeg har læst, finder jeg en livlig fantasi, en godmodig og ofte træffende satire, og skønt maneren for en del er efterligning af Hoffmann, har fremstillingen dog noget ejendommeligt og mangler ikke heldig opfindelse; men hvad jeg efter min overbevisning må dadle, er et hang til legen med det alvorlige og hellige – parodien og den bibelske fremstilling og tonen i myten om syndfloden nr. 2 må nødvendig forarge, hvor ærbødigheden for den hellige skrift ikke er forsvundet eller sløvet. Det samme synes mig tilfældet med indførelsen af Sct. Peder og fornemmelig med det letsindige ræsonnement, der skal undskylde dette indfald, og hvor den altfor familiære tale om Vorherre – som en streng eller mild papa – især støder mig. Næsten alt det andet har moret mig, og hvad både jeg og min kone især synes godt om, er fantasien om drømmene.« Den sidste bemærkning viser, at Ingemann modsat Grundtvig gik langt i sin tolerance overfor anderledestænkende.
I virkeligheden var Ingemann kritisk liberalist lang tid før Georg Brandes blev det. Dette fremgår af følgende bemærkning: »Efter Deres opfordring har jeg sagt Dem min mening, ellers indlader jeg mig nødig skriftlig på æstetiske betragtninger og bedømmelser, der som oftest kun fører til det uendelige uden resultat. Kun et værks overensstemmelse eller uoverensstemmelse med vor egen smag eller med en eller anden æstetisk skoles principper lader sig bestemt dokumentere, men dermed er intet sagt af synderlig vigtighed, mindst af mig, der ikke anerkender nogen autoritet i smagens og kunstens fristat, og som derfor hvert øjeblik må bringe de æstetiske skolemænd i harnisk, ved ikke at bekymre mig om dem.«
Det sidste er en flot bemærkning, for Ingemann førte netop i disse år en kamp mod den akademiske kritik, og denne strid gjorde ham mere bidsk end nogen anden dansk digter i hans samtid. Hele livet igennem førte han befrielseskrig – ikke mod det politiske system som sådan, men mod det kulturpolitiske smagsdiktatur.
Det var Ingemann magtpåliggende, at H.C. Andersen skulle udvikles efter sin natur og sin ejendommelighed og ikke blot arbejde på tidens og en bestemt skoles præmisser. Han advarede ham derfor mod at lefle for tidens smag og at stille sig selv under kritikkens dom. H.C. Andersen gjorde begge dele, og det blev en del af hans skæbne som dansk forfatter, for her begynder han at drikke af den ydmygelsens kalk, som gjorde ham til et forbitret menneske.
Ingemann havde gjort dårlige erfaringer med Molbech, Peder Hjort og Johan Ludvig Heiberg. »At De ønsker at høre ærlige domme over Deres arbejder, kan være godt nok, og at De for at undgå ensidighed vender Dem til de forskellige sider, er også i sin orden; men rådfører De Dem på engang med de grundforskelligste poetiske naturer, vil selv de ærligste domme kun forvirre og mislede Dem.« Det er henvendt til den Andersen, der følte sig spændt ud mellem Heibergkredsen, hvortil Collinerne hørte, og tilhængerne af livspoesien: Ingemann, Blicher, Sibbern og Oehlenschläger. Andersen padlede forsigtigt rundt i den oprørte dam. Der var ingen, der mente ham det bedre end Ingemann, og ingen han hellere ville stå sig godt med end Heiberg. Han ville være både alvorlig og ærlig som Ingemann og vittig, satirisk som Heiberg, klassisk og moderne på samme tid. Det handlede netop »Fodreise« om. Ingemann fortsætter: »Står De virkelig som Herkules på skillevejen, så gælder det om at prøve ånderne, og dertil ønsker jeg Dem et dybt og rigtigt overblik; foretræk kun fantasiens levende genius for Else Skolemesters, flyv kun dristigt hen over tiden og dens jammerligheder, og mål verdenshøjheden med evighedsalenen! men foragt ikke i flugten den mindste psyke, der kærlig stræber mod fuldendelse og forklaring, tag for alting kærligheden med på rejsen, og træd ikke på andre hjerter, end på de døde i brødkurven, og mindst på Deres eget – hvo ved, hvor det kan tumle hen ved slige saltomortaler, og – for at blive i Deres egen billedsfære – lad ikke fanden få virkelig fingre i Dem, når De for spøg lader ham få magt over Dem og leger med hans elixirer. Lad Dem ikke henrive af den letsindige leg, der ofte af de talentfuldeste digtere drives med poesien og alt åndeligt. Føler De virkelig digterkald, så hold det i ære! lad det være Dem en helligdom, som hverken et skuffende døgnbifald eller den bitreste miskendelse skal kunne bringe Dem til at vanhellige eller bortkaste.«
Summen af Ingemanns ord er, at kun ved at stille de største krav til sig selv og sin omverden, når man et ordentligt resultat. Han må have anet omfanget at H.C. Andersens talent, siden hans brev nærmest har karakter af en besværgelse og en tilrettevisning. Han bryder sig ikke om den kolde fantasis leg med mulighederne, men han har heller ikke Andersens kådhed og forstår ikke hans forkærlighed for vaudeviller. Han syntes mindst om de digte af H.C. Andersen, der var i den lette Wessel-Baggesenske maner, og udviklingen skulle vise, at han fik ret. H.C. Andersen havde et stort humoristisk og satirisk talent, men vaudevilledigter var han ikke. Den skabagtige tone i hans første, dramatiske arbejder og det første eventyr »Dødningen« blev skarpt kritiseret af Ingemann: »Hvad eventyret angår, da finder jeg det smukt på alle de steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller satirisk. Til slige barneeventyr er den simple, naive, hjertelige fremstilling vist den heldigste, hvorimod man selv ved at raillere med, hvad man fortæller, aldeles forfejler øjemedet og selv tilintetgør al virkning og poetisk illusion. Musäus og Wieland har således, efter min mening, ofte selv forstyrret hovedindtrykket af deres fremstillinger ved utidig, fornem plaisanterie og jagen efter vittighed. Den uskyldige barneverden, man vil føre fantasien tilbage til, må man først selv helt hengive sig til, når man vil fremkalde den for andre«.
Barnligheden var med andre ord ikke noget Andersen var blevet stikkende i, men noget der skulle generobres, dersom den skulle danne basis for en folkelig kunst. Ingemanns indvending mod den akademiske kritik var ikke, at den savnede viden og indsigt, men at den ikke ejede æstetisk fornemmelse og menneskekundskab. Med hele denne præcise karakteristik af eventyrtonen foregriber Ingemann den kommende udvikling hos H.C. Andersen, og disse sikre domme fra Ingemanns side blev fældet på grundlag af to småbøger: »Fodreise« og »Digte« (1830). Imidlertid blev sådanne betragtninger fremført i private breve, og da Ingemann ikke regnedes med i kritikerlauget, er det forbeholdt en sen eftertid at bringe orden i regnskabet. Andersens fremtid som digter lå ham virkelig på sinde, og Ingemann så aldrig en konkurrent i den 15 år yngre latinskoleelev, men det gjorde til gengæld Johan Ludvig Heiberg og Johanne Luise.
Da H.C. Andersen i 1832 skrev »Levnedsbogen« i forbindelse med den ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, afsluttede han bogen med en afskrift af et af Ingemanns breve. Overmodets tid var forbi, og i den første virkelige krise han kom i, måtte han støtte sig til de virkelige venner, og det var hovedsagelig nogle behjertede kvinder og så Ingemann. »Digteren Ingemann, der jævnlig glædede mig med brev«, siger han i »Levnedsbogen«, »skrev mig til efter at have læst digtene og hans brev synes mig den bedste kritik over mit væsen dengang.«
Efter at have læst H.C. Andersens nye digtsamling »Phantasier og Skizzer« konstaterer Ingemann, at der er sket et omslag i Andersens sindsstemning. Man spøger ikke ustraffet med fantasien og følelserne, men på den anden side kan Ingemann ikke selv trække nogen skarp grænse mellem drøm og virkelighed. Der er en sandhed i livet og i kunsten, som man ikke kan ignorere. Ingemann mener i virkeligheden, at Andersen fra starten drev rovdrift på sit talent. »Det forekommer mig nemlig, som De iler vel meget med at ville give enhver følelse luft i poetiske udbrud, inden den ret kan få tid til at udvikle sig med klarhed og bevidsthed, og at De derved undertiden ligesom puster i sjælens blomsterknopper for at få dem til at springe ud før tiden.«
Ved siden af denne rovdrift på talentet er nihilisme og kynisme for Ingemann de værste fjender for kulturen – »den fredløse ånds klage over en uendelig disharmoni og universets forventelige hjerteløshed.«
Det er stadig Byronismen hos Andersen Ingemann er ude efter, det problematiske og uberegnelige menneske som »helten« i kulturdramaet. Der var træk af denne satan både i Andersen og i Ingemann selv, men dæmonerne skulle besværges. »Et af Deres digte, som behager mig allermest, uagtet det i begyndelsen minder om Tiecks Alfer, er »Den fremmede Fugl«, hvor jeg finder barnefantasien, menneskelivet og døden smukt og poetisk beskrevet.«
Ingemann dømte ikke H.C. Andersen ud fra nogen specifik romantisk eller kristelig grundholdning. Hvad han mener er, at kunstneren ikke nødvendigvis frigør fantasien gennem at sprænge de moralske normer, som samfundet sætter for dens udfoldelse. Det frigjorte menneske kommer let til at leve i nogle andre clicheer end det ikke-emanciperede, og resultatet kan meget let blive det samme – nemlig uselvstændighed og utilstrækkelighed. »De ser, at jeg således i det hele er såre langt fra at miskende det poetiske, der lever og rører sig i Dem, og som jeg vist håber skal udvikle sig til en langt større modenhed, når det kun kan lykkes Dem at holde ligevægten i livet som i kunsten, med det skønneste og højeste for øje, uden at forvildes af ros eller ubillig dadel og af den urolige tidsånds tusinde dæmoner.« Dette var nok for meget forlangt, men Andersen protesterer aldrig over belæringen. Grundlaget for Ingemanns vejledning skal nok ikke søges i en almindelig Biedermeier-holdning, men i den klassiske dannelses verden.
Vil man forstå Ingemann rigtigt, må man søge bag om formuleringerne til manden selv. Ingemann var ikke enfoldig, som Georg Brandes hævdede i en af sine afhandlinger om danske personligheder. Ingemann var tværtimod en undtagelse blandt kunstnere som helhed. Han var ikke særlig forfængelig. Og han var stoiker. Læren om stoicismen havde han fra latinskolen i Slagelse.
I det sene græske kultursamfund, hvor bysamfundet var ved at gå i opløsning, fordi oplevelsen af et vedkommende fællesskab mellem borgere, der har et fælles mål, var gået i opløsning, fremstod stoicismen som en filosofisk lære af betydning. Her finder vi den idé, at det højeste gode for mennesket ikke består i politisk aktivitet eller i forholdet til samfundet, men i sjælens erfaring og sindests ligevægt. Stoikerne ville beherske sjælen og jeg’et ud fra den betragtning, at den, der ikke har styr på sig selv, heller ikke bør have det over andre. De mente, at den evige lov om ret og uret kunne findes i selve virkeligheden. Den var et udtryk for guddommens fornuft, som overalt er tilstede i universet, og et glimt af denne fornuft findes i alle mennesker. Stoikernes mål var, at det enkelte menneske skulle være herre over sin egen skæbne og fører for sin egen sjæl.
Det var dette ideal Ingemann holdt op for den uroligt flaksende H.C. Andersen, hvis digterkarrière fra 1828-1833 bestod af et par enkelte succes’er og nogle ret ligegyldige ting. Forfatterskabet betegnede en nedadgående kurve.
H.C. Andersen havde andre venner end Ingemann, men i de to mest afgørende spørgsmål i et ungt menneskes liv: kærligheden og karrieren søgte han råd hos ingen andre end den, der selv vidste besked om de dele. På sin vej op gennem det danske samfund havde H.C. Andersen omhyggeligt vogtet sig fra at støde nogen fra sig. Selv den frygtede Molbech aflagde han visit hos for at prøve på at vinde ham for sig. Udadvendtheden og den rastløse foretagsomhed blev samtidig underløbet af modgående strømme, når en altovervældende følelse af depression bemægtigede sig ham og han søgte ly for sit eget urolige jeg ved at betro sig til dem, der gad høre på den slags. Til dem hørte Ingemann.
