H.C. Andersen og de fynske folkesagn

Folkedigtningsforskeren i almindelighed, den danske folkedigtningsforsker i særdeleshed, skelner nøje mellem to helt forskellige hovedarter af folkedigtning, nemlig folkeæventyret og folkesagnet. Folkeæventyret^[1] er en ofte ældgammel fælleseuropæisk novelledigtning, hvis hovedæmner er helten, der drager ud i verden for at vinde prinsessen og det halve kongerige (sml. Fyrtøjet eller Rejsekammeraten) eller heltinden, der forløser æventyrets fortryllede kongesøn fra hans dyriske tilværelse (sml. De vilde Svaner) ved sit uselviske offermod og med ham kommer til at leve i herlighed og glæde. Folkesagnet^[2] derimod er national hjemstavnsdigtning, forskellig fra land til land, fordi det handler om hjemstavnens naturforhold (sml. Klokkedybet, Vænø og Glænø) eller om hjemegnens kulturmindesmærker (sml. Elverhøj, N. Vosborgsag-nene i En historie fra Klitterne). Sagnet kan handle om hjemegnens fremtrædende personligheder i godt og ondt (sml. Vinden fortæller om Valdemar Daa, Bispen paa Børglum og hans Frænde) eller for det fjerde om hjemstavnens og rigets almindelige historie i fortid, nutid og fremtid (sml. Holger Danske).

Folkedigtningsforskeren kan udmærket godt opfatte H.C. Andersen som en folkeæventyrets helt, der drog ud i verden for at vinde prinsessen og det halve kongerige og derfor godkende den berømte titel på hans største levnedsskildring „Mit Livs Æventyr” 1855, men vi vil være tilbøjelige til at opfatte meget af hans såkaldte æventyrdigtning som sagndigtning (sml. Den lille Havfrue, Hyldemor, Ole Lukøje), hvor den ikke er fabeldigtning (Det er ganske vist) eller legendedigtning (Snedronningen). Vi kan ikke lide, når kunstdigtningsforskerne taler om æventyrmotiver f. eks. i Elverhøj, i Hyldemor eller i de to nissefortællinger, for hverken elverkonge, hyldemor eller nisse optræder nogensinde i folkeæventyret, de hører ubetinget til folkesagnets myteverden.

Denne myteverden har vor store digter været inderlig fortrolig med fra sin barndom i Odense (1805—19), og han har syslet med den helt til sin alderdom (sml. Hvad gamle Johanne fortalte 1872). Her skal jeg give en oversigt over, hvad H.C. Andersen har kendt og anvendt i sit forfatterskab af folkesagn fra Odense og det øvrige Fyn, men lad mig først sige et par ord om hans genfortælling og gendigtning af fynske folkeæventyr, idet jeg bygger på Georg Christensens grundlæggende undersøgelse „H.C. Andersen og de danske folkeeventyr” i Danske Studier 1906.

Georg Christensen påviser, efter mit skøn ganske uimodsigeligt, at kun syv af H.C. Andersens 156 æventyr og historier kan betragtes som genfortællinger eller ligefremme gendigtninge af fynske folkeæventyr, selv om naturligvis folkeæventyrmotiver findes både her og der ved siden af sagnmotiver eller fabelmotiver. Det drejer sig om „Fyrtøjet” og „Store og lille Claus” fra 1835, „Reise-kammeraten” fra 1836, „De vilde Svaner” fra 1838, „Svinedrengen” fra 1842, „Klods Hans” fra 1855 og „Hvad Fatter gør” fra 1861. Hertil kommer „Manden fra Paradiis”^[3] i Phantasier og Skiz2er 1831 og „Kongen siger, det er Løgn”^[4] antydet i „Skyggebilleder af en Reise til Harzen” o.s.v. 1831. Af disse i alt ni fynske folkeæventyr hører ikke mindre end seks til de såkaldte skæmteæventyr, de fem af dem endda til de novellistiske skæmteæventyr uden overnaturligt moment, nemlig Store Claus, Klods Hans, Hvad Fatter gør, Manden fra Paradis og Kongen siger, det er Løgn. Kun Fyrtøjet hører til de mytiske skæmteæventyr med mytisk, d.v.s. overnaturligt moment. Af de tre alvorlige folkeæventyr er Svinedrengen^[5] et typisk novelleæventyr uden overnaturligt moment, og kun to af de ni æventyr hører til de i egentlig forstand ældgamle myteæventyr, nemlig Reisekammeraten og De vilde Svaner. Reisekammeraten hører til den store æventyrgruppe Den døde Hjælper, mens De vilde Svaner hører til de myteæventyr, hvor en heltinde forløser kongesønnen, her sine brødre, af deres dyriske forgjorthed.

Foretager vi nu en sammenligning med, hvad der måtte findes af ældgamle myteæventyr i den klassiske danske folkeæventyrsamling, Svend Grundtvig: Gamle danske Minder I—III, 1854—61, så bliver resultatet ingenlunde strålende for H.C. Andersen. Vi finder hos ham således ingen dragekampsæventyr, ingen æventyr svarende til de herlige folkeæventyr som Hvidebjørn Kongens Søn, Kong Lindorm eller Ederland Hønsepige o.s.v., o.s.v. H.C. Andersens fynske folkeæventyroverlevering er fattig ved siden af Niels Levinsens pragtfulde Vendsysseloverlevering^[6] og den yndefulde æventyroverlevering fra Sydsjælland. En egentlig undersøgelse af den fynske folkeæventyrfortælling udenfor H.C. Andersen er desværre endnu ikke foretaget, og jeg må derfor nøjes med at anføre mit almindelige indtryk, at den ligesom H.C. Andersen selv i sit udvalg har en forkærlighed for de umytiske novelleæventyr og skæmteæventyr fremfor de egentlige og ældgamle myteæventyr, men humøret, hvormed disse skæmteæventyr fortælles, er der, ligesom hos Fynslands søn, ikke noget i vejen med.

Ganske anderledes er det med folkesagnene, her kan Fyn i almindelighed i en ganske anden grad gøre sig gældende end på folkeæventyrenes område. Selv en købstad som Odense havde i H.C. Andersens barndom en virkningsfuld og gribende sagnfortælling, der ganske givet ikke forfejlede sin virkning på en overtroisk Odensedreng. Han siger udtrykkelig i sin levnedsbog fra 1832, s. 31:

„Min Phantasie var altid i stærk Bevægelse, jeg torde næsten aldrig gaae i Mørke, maatte jeg et Sted for mine Forældre og skulde forbi St. Knuds Kirkegaard, da lukkede jeg Øinene og styrtede afsted, løb paa Folk eller faldt saa lang jeg var. — Udenfor Odense ligger en Bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et Kloster, her brændte Lys om Natten, sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende Landsby, Hunderup, for at hente Kjærne-mælk i en lille Spand, og det imidlertid blev Aften, før jeg kom hjem, da gik jeg i Dødsangest forbi Høien og følte mig først rolig, naar jeg var over Aaen, efter som jeg vidste, at ingen Trolde eller Spøgelser kunne komme over Vand”.

Odense bys sagnoverlevering kender H.C. Andersen ikke blot fra mundtlig overlevering, snarest vel fra farmoderen Ane Catrine Nommensdatter, der var født i Odense d. 1. december 1745, og de gamle koner i Odense Hospital, hvis yndling det kloge barn var, men han kender den også fra sin sagnbibel, Just Mathias Thieles Danske Folkesagn^[7], den første egentlige danske sagnudgivelse, hvis fire små bind udkom i H.C. Andersens tidligste ungdomsår i årene 1818—23. Siden hen har Thiele udgivet en udvidet og systematisk ordnet udgave i to bind: ,,Danmarks Folkesagn” I—II 1843, hovedkilde for H.C. Andersens senere sagndigtning fra danske egne udenfor Fyn, således de lige nævnte sagnfortællinger om Valdemar Daae paa Borreby og Bispen af Børglum, der blev dræbt i Hvidbjerg kirke på Thyholm af sin frænde Jens Glob den hårde. H.C. Andersens værdifulde topografiske skildringer af sin fødeby i Københavnsposten for 17de og 18de September 1829 (genoptrykt i Anderseniana VIII, s. 13—26) og i hans selvbiografiske roman O. T. fra 1836 viser, at han ikke blot har stolet på sin hukommelse vedrørende sagnoverleveringerne fra sin barndomstid i Odense, men at han også samvittighedsfuldt har rådført sig med sin sagnkilde Thieles Danske Folkesagn I—IV, 1818—23. Dette vil vi naturligvis også gøre, så meget mere som Thieles folkesagn er hovedkilde for hans debutarbejde, dramaet „Røverne i Vissenberg” 1822 og sagnnovellen „Gjenfærdet ved Palnatokes Grav”, trykt i hans allerførste bog „Ungdomsforsøg” af William Christian Walter fra 1822, altså otte år før H.C. Andersen i Digte 1830 udgiver sit første fynske folkeæventyr „Dødningen” og ni år før, han i „Phantasier og Skizzer” 1831 gendigtede det fynske skæmteæven-tyr „Manden fra Paradis”.

Det er især andet og tredie bind af Thieles folkesagn fra 1819 og 1820, der indeholder særlig meget sagnstof fra Odense og nærmeste omegn.^[8] Det er ikke umuligt, at ynglingen H.C. Andersen fra og med 1820 kunde være Thieles hjemmelsmand for visse sagnoptegnelser fra Odense i tredie og fjerde del af sagnudgaven 1820 og 1823, men da Thieles originaloptegnelser tåbeligt nok er til-intetgjort af Thiele selv eller hans arvinger, kan dette spørgsmål desværre ikke besvares med afgjort vished, vi må nøjes med mere eller mindre begrundede formodninger. Vi må være tilfreds med at kende navnet på Thieles hovedhjemmelsmand for Odense-over-leveringen, nemlig regimentskirurg Mathias Winther fra Vissenbjerg (1795—1834), som har æren af i 1823 at have udgivet den allerførste samling af danske folkeæventyr. Thiele siger nemlig i forordet til Danske Folkesagn II 1819: „Saaledes fik jeg at vide, at jeg har ubekjendte Medhjælpere omkring i Landet og skylder Sandheden at tilstaae, hvad min Samling skylder Hr. M. Winther i Odense og Hr. Studiosus juris Høyn i Kjøbenhavn. Og have deres Bidrag været saa klækkelige”, tilføjer han i sin krukkethed, „at Du, kjære Læser! maa tilgive, at jeg egenkjerligen ikke gjør nøjagtigere Regnskab og derved altfor tydeligt lægger for Dagen, at jeg dennegang har pløiet med Andres Kalv”. Vi kan gå ud fra, at den temmelig righoldige sagnoverlevering fra Odense og omegn i Danske Folkesagn II—IV hovedsagelig må hidrøre fra ligenævnte Mathias Winther.^[9]

H.C. Andersen har kendt Odense-overleveringen fra sin barndom væsentlig i samme form som Mathias Winther, men hans store Odense-beskrivelse fra 1829, og Knudsmarkeds-skildringen i O. T.^[10] viser tydeligt, at H.C. Andersen kender Odense-sagn, som Thiele ikke nævner, og Odense-sagn, som han anfører i afvigende sagnform, så H.C. Andersen har også betydning for os som grundlæggende sagnkilde. Det er dog ikke alle Thieles Odense-sagn, som bliver anvendt i H.C. Andersens forfatterskab eller nævnt i hans mange breve. Jeg vil særlig gøre opmærksom på, at ypperlige Odense-sagn som sagnet om Jomfruspringet^[11] og sagnet om St. Knuds Taarns Bygning^[12] slet ikke nævnes i den store Odense-beskrivelse 1829, så lidt som i O. T.

Heldigvis har vi ypperlige personlige vidnesbyrd om, at visse andre af Odense bys sagnfortællinger har gjort dybt indtryk på ham i hans barndom, altså længe før han, senest 1822, læste og tilegnede sig Thieles midtfynske sagn fra Odense og omegn. Det gælder først og fremmest folkesagnene om Knud den Helliges drab i St. Albans kirke d. 10. juli 1086.

I En Digters Bazar 1841, kap. XV, fortæller H.C. Andersen om et besøg, han havde aflagt i en kirke nær Engelsborg og Peters-pladsen i Rom på den „fattige Helgen”s St. Knuds festdag den 19. januar 1840,^[13] altså ikke på vor egen Knud konges dag d. 10. juli:

„Som Lille hørte jeg Historien om ham, den danske Konge, der af Jyderne, fordi han vilde paalægge dem Skat, blev forfulgt til Fyen; han hvilede sig paa Veien der, og Stenen, hvor han sad, var blødere end hans Fjenders Hjerter, endnu seer man Sporet af, at han sad der, jeg saae det som Barn og jeg troede derpaa. I Odense i Sanct Albani Kirke søgte Kongen Frelse, Fjenderne flokkedes udenfor, og Kongens Tjener Blake var sin Herres Forræder. Ind gjennem Kirkevinduet blev kastet en Steen, den rammede Kongens Hoved, og han sank i sit Blod foran Høialteret, hvor han bad. Munkene gjorde Kongen til en Helgen, selv i Rom blev reist ham et Alter.

Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine Øine, og just da saae jeg allertydeligst den døde, blege Konge, med Guldkrone paa det blødende Hoved og med Kaabe af Fløiel og Hermelin, vandre under den høie Kirkehvælving fra Daaben op til Altret.”

Desværre har H.C. Andersen her og i „Klokkedybet” 1858 forsømt at give os ordlyden af selve den folkelige sagnberetning om Knud den helliges drab i Albani kirke og oplysning om dens hjemmelsmand. Det er nemlig ikke umuligt, at det er hans begavede faders eller hans norskfødte lærer Welhavens^[14] patetiske fortælling om Knud den helliges drab ud fra Holbergs danmarkshistorie,^[15] som har gjort så stærkt indtryk på ham som barn. Hos Holberg spiller nemlig motivet om den falske Blake, som har interesseret H.C. Andersen så stærkt, en stor rolle. I Düsseldorf traf han 1843 sit bysbarn, maleren Christian Albrecht Benzon (1816—49). Han havde nylig fuldendt et smukt billede, Knud den hellige, der dræbtes i St. Albani kirke i Odense (nu i Fyns Stiftsmuseum), men H.C. Andersen indvender: „Jeg savnede imidlertid een Figur, der characteristisk hører til og maa kunne give en malerisk Skygge, nemlig „falske Blake”, forunderlig nok, at han ikke kendte den i selve det fyenske Sprog til Talemaade blevne Person, men nu var det for sent at anbringe ham”. I syngespillet „Ole Lukøje” 1850 kalder H.C. Andersen skurken for Blake og siger om ham: „Han har ogsaa et fælt Navn; husker Du Historiebogen om den hellige Kong Knud, der, da Oprørerne forfulgte ham, flygtede ind i Kirken og skjulte sig ved Alteret, men hans Tjener gik ud og forraadte ham, og Kongen blev slaaet, men fra den Tid siger man altid om et falsk Menneske, at han er „en falsk Blake”.

Hos Thiele 1820 findes der en notits,^[16] som meget vel kunde stamme fra Thieles unge ven, den femtenårige H.C. Andersen, som han lige havde lært at kende: „St. Knud blev forraadt af en utroe Tjener, som han havde hos sig, navnlig Blake. Deraf har Fynboerne det Ordsprog: „Han er en falsk Blake”.”

Også Thieles folkesagn 1820 om Knud den hellige i St. Knuds kirke^[17] kan meget godt hidrøre fra drengen H.C. Andersen i stedet for fra Thieles hovedkilde Mathias Winther:

„St. Knud var en mægtig og god Konge, medens han levede, derfor, da Jyderne med Steenkast havde dræbt ham i Kirken, blev han i samme Stund optagen til Himmels og sat imellem Englenes Tal. Dog skeer det undertiden, at han stiger ned i den Kirke, som er kaldet ham til Ære, og gaaer han op og ned i Kirken og seer til om Alt er, som det sig bør. At tale til ham paa saadan Tid, vil visseligen bringe stor Velsignelse.”

Thieles hovedsagn om Knud den hellige 1819, Ubarmhjertighedens Straf,^[18] hidrører fra Odense-skribenten Thomas Broder Bircherod (1661—1731) og er optaget i hans Knud den helliges historie, der først blev udgivet 1773. Vi meddeler Thieles noget afvigende gengivelse i forkortet form: „En nysgerrig Jyde, der kiggede ind gennem Vinduet paa St. Albani Kirke, havde været saa barmhjertig paa Kongens Bøn at hente noget Vand i en Krukke, som han rakte ind til Kongen. Men en anden Jyde, som blev dette vaer, slog med sit Spyd til Krukken, sammestund Kongen vilde tage derimod, saa at alt Vandet spildtes paa Kirkegulvet. Da sagde Kongen til ham: „Formener du mig en ringe Drik Vand!” og blev strax derpaa grueligen myrdet ved et Steenkast. Men den ubarmhjertige Jyde fik kort Tid derefter Straf for sit ugudelige Sind; thi han blev afsindig, og der han saaledes engang, da han føelte en brændende Tørst, vilde lægge sig ned hos en Brønd for at drage Vand op, gled han halvt ned i Brønden og blev hængende ved Benene, saa hans Hoved var lige ved Vandet, uden at han dog kunde naae det, og omkom han saaledes.”

Denne legende har, mig bekendt, H.C. Andersen ikke anvendt i sit forfatterskab, men at han er i pagt med legendens folkelige nemesis, viser den straf, som han i sagndigtningen „Pigen, som traadte paa Brødet” lader den hovmodige, forfængelige pige blive ramt af. Hun bliver nemlig af brødet, hun havde trådt på, ligesom trukket ned i mosen til mosekonen, og hun må finde sig i at stå som et postament i djævelens forgemak, ligesom knevlet nedenfra til brødet. „Værst af alt var hende dog den gruelige Sult, hun fornam, men det var hende ganske umuligt at bøje sig ned for at bryde et Stykke af Brødet, hun stod paa.”

Sagnet om Knud den helliges sten^[19] i Vissenbjerg sogn finder vi også hos Thiele 1818: „I Nærheden af Odense, paa Veien mellem Gribsvad og Vissenberg Kirke, skal findes en stor Steen, paa hvilken Kong Knud satte sig for at udhvile, der han blev forfulgt af de oprørske Jyder. Paa det Sted, hvor han sad, blev Spoer tilbage af Sædet, og findes der rundt om Stenen mange mindre Stene, henkastede af Folk, som kom til Odense Marked, for derved at skaffe sig god Lykke.”

Knud den helliges sten ligger umiddelbart nord for den søndre Odense-Middelfart-vej ved Assenbølle lige 20 kilometer fra St. Knuds kirke. En udflugt til denne sten i H.C. Andersens drengeår nævnes hverken i Levnedsbogen fra 1832 eller i Mit Livs Æventyr 1855, men det kan næppe være det rene opdigt, når H.C. Andersen 1841 erklærer, at han som barn har set denne sten med dens sædeformede fordybning og troet paa sagnet om stenen, der var blødere end hans fjenders hårde hjerter.^[20] Jeg kan også gøre opmærksom på, at Knud den helliges sten ligger ganske nær ved sognegrænsen til Rørup, H.C. Andersens faders fødesogn, han blev født i Aalsbo i 1782, og i al fald hans farmoder må have kendt sagnet, da Knud den helliges sten lå lige ved siden af Aalsbo-bøndernes købstadsvej til Odense.

Går vi nu over til Odenses andet og tredie landskendte sagn om åmanden i Odense å og om Klokkedybet, så er det ganske givet, at digteren har kendt disse folkesagn fra sin barndom, i gængs folkelig form — i modsætning til hans digteriske genfortælling i „Klokkedybet” 1858. Sagnet om åmanden i Odense å nævnes mærkeligt nok ikke i Odense-beskrivelsen 1829, men i O. T.^[21] siger digteren: „Nær ved ligger Aaen, i hvis Dyb Almuen paastaaer, lever et dæmonisk Væsen „Aamanden”, der aarlig forlanger sit Menneskerov, men varsler derom Natten forud”. I Odense-beskrivelsen 1829 siges om Klokkedybet: „Lysteligt glider Baaden hen over Klokkedybet, et, som man siger, bundløst Sted i Aaen, hvori en Klokke engang foer ud af St. Albani Taarn”. I O. T. føjer digteren til: „Hvergang rige Folk i Odense døe, saa ringer det under Vandet”. Hos Thiele 1819 er det derimod fra St. Knuds tårn,^[22] at den største kirkeklokke er fløjet ud af tårnet hen i åen, da man en helligdag ringede så stærkt med den. „Somme fortæller, at paa det Sted, hvor den faldt, Klokkedybet, er der ingen Bund at finde, men dog paastaae Andre, at naar man med lange Stænger søger efter, kan man endnu føle Klokken paa Bunden. Saa siges det ogsaa, at naar nogen i Odense skal døe, klemter den under Vandet, og er da Lyden at høre, som af en Landsbyklokke langt borte”.

I bemærkningerne til sine senere æventyr 1874 siger H.C. Andersen ganske rigtigt, at „Klokkedybet” 1858 er udsprunget af folketroen om åmanden i Odense å og sagnet om kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani kirketårn”.

Skønt digteren ganske øjensynligt kender de to Odense-sagn om åmanden og om kirkeklokken i Klokkedybet som to hinanden fra først af uvedkommende fortællinger, så digter han ikke desmindre i „Klokkedybet” de to sagn sammen, så det bliver kirkeklokken, der underholder åmanden med sine fortællinger om gamle dage, skønt den jo i virkeligheden kun er et barn mod den ældgamle åmand. I digterens fremstilling nævnes der intet om, at åmanden er et ondt væsen, der hvert år kræver menneskeliv, og at klokken skulde varsle død for nogen, vil digteren ikke længere vide af: „Nej! det er ikke derfor, at den stundom kan høres op i Odense gennem Vandet, den ringer og fortæller for Aamanden, som nu ikke længer er alene.”

Mens digteren i „Klokkedybet” opfatter åmanden som en særling, „en gammel, en stille, en underlig een med Aaleskinds Bukser og Skælfiskes Trøje med gule Aaknapper i, Siv om Haaret og Andemad paa Skægget” — en levendegørelse af hans barndoms elskede idylliske å — så omfatter de omboende bønder^[23] åmanden som en ondsindet splitternøgen dæmon, der, siddende på en sten i åen, udstøder sine ildevarslende råb, når nogen skal drukne i åen: „Tiden og Stunden er kommen, men Manden er ikke kommen!”

Det må være med villie, om man vil af humanitære grunde, at digteren 1858 ikke tager mindste hensyn til, hvad Thiele 1819 fortæller,^[24] at åen hvert år skal have et lig, og at man kan befrygte, at den ellers „vil flyde over sine Bredder og afstedkomme megen Ødelæggelse i Byen. Derfor maa man aldrig klage, naar nogen er omkommen i denne Aae.”

I sin Odense-beskrivelse 1829 fortsætter H.C. Andersen med at fortælle om St. Albani kirke og løngangen til Nonnebakken:

„Ved Klokkedybet deler Aaen sig i to Arme, af hvilke den til høire er den smukkeste. Her tætved stod St. Albani Kirke, hvor Jyderne dræbte Kong Knud foran Alteret; af Kirken findes der kun nogle faa Spoer, nemlig en enkelt tyk Muur i Kjælderen. I min Barndom fandtes her endnu en Jerndør i Muren, som man fortalte førte til en underjordisk Gang, der gik dybt ind under Aaen til Nonnebakken. Mange troe endnu bestemt, at denne Gang er til, og jeg hørte af flere Familier der boe paa Torvet hvor Kirken har ligget, om et underjordisk Drøn hver Nat, ligesom af store Jernporte man slog i”. I en fodnote oplyser han: „Men det samme Sagn har man ogsaa om St. Knuds Kloster og Graabrødre Kirke, hvor gamle Folk have forsikkret mig, at have seet en Jerndør der ogsaa førte ud til Nonnebakken.”

I O. T., anden del, kap. XX, fortæller H.C. Andersen: ^[25] „Solen var ved at gaae ned, da Otto (d.v.s. digteren selv) vandrede alene over Torvet henimod den gamle Hjørnegaard, hvor tydske Heinrich gjorde sine Kunster. Paa dette Sted stod Sanct Albani Kirke, hvor Knud den hellige, forraadt af sin Tjener Blake, blev dræbt af Oprørerne. Almuen troer, at der fra den dybe Kjelder, under Gaar-den, skal gaae en underjordisk Gang, ud til den saakaldte „Nonnebakke”.”

Hos Thiele 1819 udgår løngangen til Nonnebakken fra Graabrødre kirke:^[26] „Somme vide at fortælle, at der fra den forrige Graabrødre Kirke i Odense skal være en Løngang under Jorden til Nonnebanken, og skal denne Gang gaae lige under Aaen. Saa fortælles der ogsaa desangaaende, at nogle Studentere toge sig det engang for at undersøge denne Gang og gik ogsaa derind, velforsynede med Lys, men de vendte aldrig tilbage. Derfor er det Tro hos nogle, at de ere dræbte af Munkene, som endnu boe dernede.”

Om Nonnebakken fortæller H.C. Andersen yderligere i beskrivelsen af Odense 1829: „Den anden Arm af Aaen fører derimod nærmere hen til Nonnebakken. I gamle Dage skal hele Munke-Mose have været Sø og paa en Halvø i denne laae et Nonnekloster, hvis Voldsted kaldes Nonnebakken, men Aar efter Aar pløies bort. Hvor der nu groer Græs og Blomster skal engang en Nonne have sprunget ud, men Søen var da der saa dyb at man aldrig fandt hendes Liig.”

I O. T. II, kap. XX, fortæller H.C. Andersen:^[27] „Tæt ved St. Knuds Kirke, hvor eengang Munkeklostret stod, ligger nu en Privatmands (d.v.s. Herredsfogeds C. A. Falbes) Bolig. Dens Have strækker sig ned til Odense Aa. Tæt ved laae en Vandmølle; Aaen brusede, mælkehvid, ud over de to store Hjul. Bagved var slaaet en Bro, hvor Folk kjørte og gik. Paa hiin Side Møllen reiste sig høie Popler, halvt skjulte de den grønne Eng hvor „Nonnebakken” ligger: en Nonne har druknet sig, hvor nu den vilde Timian voxer.”

Den druknede nonne synes ikke at være nævnt i Thieles folkesagn 1819, men der fortælles om Munkemose:^[28] „Ved Odense er der en Mose, som kaldes Munkemose. Søndagsbørn see ofte, hvorlunde de afdøde Munke vandre omkring paa dette Sted, og sees de undertiden at pusle og søge med Lys ved Nattetid. Da engang en Mand, som ikke vilde tro Sligt, gik en Nat til Mosen, kom ham en Munk imøde, læsende i en Bog, og var Manden siden den Tid fra Sans og Samling.”

H.C. Andersen må fra sin barndom have kendt sagnet, der knytter sig til adelsdamen Margrethe Skovgaards pragtfulde gravmindesmærke i St. Knuds kirke, fordi han i O. T.^[29] er i stand til at fortælle vandresagnet om, at hun skulde have danset sig ihjel i en afvigende og lidt yngre sagnform end Thiele 1819: ^[30] „Hun skal i een Nat have dandset tolv Riddere ihjel; den trettende, som hun bød op, overskar i Dandsen hendes Bælte, og da sank hun død til Jorden”. Digteren optræder med held som sagnforsker, når han siger, at dette sagn kan være blandet med sagnet om dansen på Koldinghus,^[31] hvor det er kongen selv, der som den tiende danser overskar sin datters bælte, så hun måtte opgive ånden.

Jomfru Margrethe Skovgaard på Sanderumgård kan næppe være danset ihjel af sine tilbedere, som Thiele 1819 vil, hun må nemlig ved sin død 1615 have været mindst 60 år gammel,^[32] ja, snarere noget ældre, da hendes fader, Jørgen Skovgaard, døde allerede 1557. Gravmindet forestiller ikke en ung, livsglad adelsjomfru, men en pragtlysten ældre adelsdame. Thiele fortæller, at kong Kristian den Fjerde havde ladet hendes ligsten overstryge med sort farve, hvilket endnu i 1819 kunne ses, fordi hun havde nægtet at låne ham penge i krigens tid. Disse sagnforestillinger, der kendes af Holger Jacobæus 1672,^[33] men som ikke kan bevidnes ud fra Kristian den Fjerdes egenhændige breve, har digteren intet hensyn taget til i O. T. Han siger tværtimod ,at hun „er coloreret i Ansigtet, hun staaer for de kommende Slægter, som da hun levede, et Steenbillede, hvid og rød, en Skjønheds Larve kun.”

Rimeligvis har H.C. Andersen ligeledes fra sin barndom kendt sagnet om bispinde Muus og hendes fire yndlingskatte, der er begravet sammen med hende i St. Knuds kirke, men hans omtale i Odense-beskrivelsen 1829 og i O. T. falder i det væsentlige sammen med beretningen hos Thiele 1820,^[34] der måske kan hidrøre fra den femtenårige H.C. Andersen, og som vi derfor gengiver i sin helhed: „Der findes i St. Knuds Kirke i Odense et Liig, nedlagt i en Fjælekasse, og siges der, at det er Levningerne af en Bispinde Muus. Hun skal, imedens hun levede, have elsket Katte saa høit, at hun befoel, at fire af hendes kjere Katte skulde følge hende i Graven: Og sees endnu i det samme Skrin, deri hun ligger, Skeletterne af tvende Katte”.^[35] I O. T. stiller digteren sig noget ironisk til dette sagn: „Ja, baade Bispinden og Kattene see ud, som tør Klipfisk”, lader han kammerjunkeren fra Ørbæklunde udtale.^[36]

Om den tredie af Odenses gamle kirker, Graabrødrekirken, fortæller H.C. Andersen i sin Odense-beskrivelse 1829, at den „var blevet nedbrudt, — det skete 1817—19 — og at der, hvor denne Kirke fordum stod, nu er en stor Plads, beplantet med Træer, hvor Bønderne paa Markedsdagen sælge Lærred. At man lod Graabrødrekirken nedbryde, forekom Almuen at være en formastelig Handling, og de fortalte derfor om een af de Mænd, som især havde bidraget til Kirkens Nedbrydelse, og da just var død, at han gik hver Nat uden Hoved paa Kirkegaarden og murede op igjen; men det syntes dog ikke ret at gaae for ham, thi om Dagen var der ikke mindste Spor af hans Arbeide; men hvad skulde ogsaa saadan et enligt Spøgelse kunne udrette i en Timestid om Natten”.

I sin kommentar mener Chr. M. K. Petersen, at sagnet drejer sig om borgmester Andreas Roesteen Lindved, der døde 1. juni 1817, ikke mere end 64 år gammel. Hans pludselige død er rimeligvis af almuen opfattet som straf for hans helligbrøde, men som sin skeptiske faders søn stiller H.C. Andersen sig, som man ser, vantro overfor dette splinternye sagn. Det nævnes ikke i O. T., ej heller i Thieles folkesagn, så lidt som i den nyere folkeoverlevering.

Et sagn af ældre dato, som også kun synes at findes i H.C. Andersens Odense-beskrivelse af 1829, skal nu anføres: „Længere nede paa Overgade ligger en anden mærkelig Bygning, som Dronning Christine, Kong Hanses Gemalinde, lod opføre for den lybek-ske Kunstner Claus Berg, der udskjar den kunstige Altertavle, man nu finder i Frue Kirke i Odense. Der fortælles, at han havde tolv Svende, som Dronningen lønnede, og at de vare saa fornemme, at de gik i Silkeklæder bundne med Silkebaand.” ^[37]

Om St. Hans kirke fortæller H.C. Andersen 1829, at der „fører en lang Gang fra Odense Slot ind i St. Hans’s Kirke. Som Barn hørte jeg fortælle om denne Kirke, at den engang skulde synke i Jorden, naar den var mest opfyldt med Mennesker, og derfor kom jeg der aldrig naar der var Confirmation, da den saa havde sin største Menighed”. Dette sagnmotiv genfindes ikke i O. T., men derimod i „Kun en Spillemand” 1837, anden bog, kap. I,^[38] hvor det hedder: „Een af de mindst anseete Kirker i Odense, er St. Hanses, og dog er det om denne, at Almuen lader Sybille, der besøgte Kong Salomon, have spaaet, at den engang, naar den var mest fuld af Mennesker, skulde synke.”

Denne sagnforestilling kendes også i Thiele^[39] 1819, hvori det hedder: „Der skal af den berømte Spaaqvind, Sibylle, om St. Hans Kirke i Odense være spaaet, at efterdi den er bygget paa Vand, skal den engang synke paa en Tid, naar den er ret fuld af Mennesker.”

Om Riisbrighs gård i Overgade nr. 11 fortæller H.C. Andersen 1829, at denne bygning vistnok er den ældste i Odense, men i det udvortes har den lidt meget i de sidste år; den er nemlig blevet moderniseret, men det klæder den meget ilde. Det var i denne gård, at Carl Gustav var gæst, da Fyn var blevet erobret efter vort nederlag ved Tybrind d. 30. januar 1658. „Loftet i Dagligstuen er tavlet, og i hver Fiirkant seer man et udskaaret Æble; et af disse, der er forgyldt, skal være faldet ned i Hovedet paa den svenske Kong Karl X, da han var i Fyen.”

H.C. Andersen sigter til det folkesagn,^[40] der gengives Thiele 1823, hvis hjemmelsmand han muligvis er:

„I Overgade No. 6 i Odense skal der være en Stue, som endnu har samme Skikkelse som for nogle hundrede Aar siden. Væggene ere endnu prydede med de gamle Malerier, og under Loftet hænger endnu, efter den Tids Ziirlighed, Granatæbler. Her boede den svenske Konge Karl den 10de, da han i Krigens Tid reiste igjennem Fyen, og er det sagt, at som han en Dag sad der i Stuen, faldt et af Granatæblerne ham ned i Hovedet, hvorover alle vise Mænd, som det hørte, spaaede ham kun ilde. Til Erindring herom er ogsaa dette Æble fremfor alle de andre forgyldet.”

Ganske anderledes udførligt har H.C. Andersen i sin Odense-beskrivelse fortalt om en af Odense rigeste mænd fra fortiden, storkøbmanden Ole Bager (o. 1521—1602), der forstrakte kong Frederik den Anden med penge under Syvårskrigen. Jeg nøjes naturligvis med at anføre de sagn, som levede i hans efterslægt, til hvilke H.C. Andersens værtsfolk 1829, bogtrykker Iversens på Mariehøj, hørte i kvindelinie.

„Om hans Rigdomme fortælles der mange Historier”, siger H.C. Andersen. „Saaledes brændte han engang Caneel og andre kostbare Træsorter i sin Kamin, da Kong Fredrik den 2den besøgte ham, og da Kongen undrede sig over den kostbare Brændsel, lovede Ole Bager, at ved den næste Visit skulde Kongen finde Stuerne opvarmet med noget endnu kostbarere, der vilde lugte ham langt behageligere end denne; da derfor Kongen besøgte ham igjen, brændte han alle Obligationer og Beviis for de Penge Kongen skyldte ham.

Ligeledes laante han Frederik den Anden flere Krigsskibe, og der fortælles, at da han engang i Vrede havde pryglet sin Tjenestepige, kom hendes Moder til ham med en Skaal Vand, hvori hun lagde en Nøddeskal for hvert Skib han havde paa Søen, og viste ham nu, hvorledes den ene Skal sank efter den anden, idet hun spaaede, at saaledes vilde det ogsaa gaae hans Skibe. Dette skete, og Ole Bager blev meget fattig, hvorfor Kongen tillod ham at slaae en Mynt. Det Stræde, hvori hans Myntegaard laae, bærer endnu Navn af: „Myntestræde”.

Der fortælles ogsaa, at han delede sine Midler mellem sine Døtre, paa det Vilkaar, at de i hans gamle Alder skulde pleie ham, men da de ikkun meget slet opfyldte deres Løfte, viste han dem en stor Kiste, der var saa tung at ingen kunde løfte den, og lovede dem, at den som pleiede ham bedst skulde ene eie Alt hvad der var deri; nu kappedes de da alle tre om at vise barnlig Kjærlighed, men da han var død og de aabnede Kisten, fandt de den fyldt med Steen og paa en Kjæp hang der en Seddel med Indskrift:

Den som giver sine Børn til han tigger,
Skal bankes med en Kjæp til han ligger.”

H.C. Andersens sagnkilde,^[41] Thiele 1819, meddeler sagnet om det kostbare brændsel og de utaknemmelige børn i en noget afvigende skikkelse, mens Thiele ikke kender sagn nr. 2, de sunkne skibe, så der kan ikke være tvivl om, at H.C. Andersen i Odense-beretningen 1829 gengiver Oluf Bagersagnene, som han har hørt dem i den Iversenske familie på Tollelund. Svigersønnen her, adjunkt J. H. T. Hanck, Henriette Hancks fader, har siden i 1837 skrevet en lille historisk undersøgelse „Kong Frederik den Anden og Oluf Bager”, som Thiele anvender i sin udførligere fremstilling af Oluf Bagersagnene i 1843.

I O. T.^[42] nøjes H.C. Andersen med temmelig få bemærkninger om Oluf Bager. Han fortæller om „Rosenbækken, at den løber skjult gjennem Byen, indtil den naaer Nørregade, her træder den et Øieblik frem, men dukker derpaa ind under selve Gaden, og som en lille Flod strømmer gjennem Kjælderen af den gamle Amtsstue, som den berømte Oluf Bagger har bygget. Han var saa riig, at da engang Frederik den Anden besøgte ham, lod han Værelset varme med Kaneel”. Idet han iøvrigt henviser læseren til Thiele 1819, oplyser han: „Hans slægt lever endnu i Odense, nemlig Bogtrykker Ch. Iversens Familie, der opbevarer flere Curiosa, som have tilhørt ham”. Herom har H.C. Andersen udførligt fortalt i sin Odense-beretning 1829, som jeg må nøjes med at henvise til.

I Odense-beskrivelsen 1829 fortæller H.C. Andersen udførligt om Næsbyhoved Slotsbakke. Han siger bl. a.: „Ikke langt fra Landeveien inde i Næsbyhovedskov, hæver den gamle Slotsbakke sig. Veien gaaer igjennem en Kornager ind i Skoven; en lille Stie snoer sig gjennem Krattet hen til Opgangen af Bakken. Her skal Odin i gamle Dage have havt sit Sæde; den gamle Slotsbygning undergik mange Forandringer, til den tilsidst ganske blev ødelagt i Grevens Feide af vilde Borgerhobe, der strømmede sammen fra Odense og Svendborg”.^[43]

Forestillingen om, at Guden Odin skulle have haft sæde på Næsbyhoved Slotsbakke, udvikledes videre i O. T.^[44] Det hedder i anden del, kap. XXIII:

„Vi blive i Odense, den gamle By, som skal have sit Navn efter Odin. Almuen dér, har endnu et Sagn om Oprindelsen til Byens Navn. Paa Næsbyhoveds Bakke stod engang et Slot; der boede Kong Odin med sin Gemalinde; da var Odense endnu ikke til, men dens første Gaard stod under Bygning. Stedet angives at være ved den nu saakaldte „Korsgade”. Hoffet var uenigt om, hvad den nye By skulde kaldes; efter lang Uvished blev man enig om, at de første Ord, Kongen eller Dronningen kom til at sige næste Morgen, skulde blive dens Navn. I den tidlige Morgen vaagnede Dronningen og saae fra Vinduet hen over Skoven. Byens første Gaard var reist, Tømmermændene havde hængt en stor Krands med Glimmerguld høit over Tagets Sparreværk. „Odin seel” raabte Dronningen. Da blev Byen kaldt „Odinsee“, hvilket Navn siden ved daglig Tale er udartet til Odense.”

Dette ganske nydannede navneforklarende sagn, som endnu ikke kendes hos Thiele, men vel i Tang Kristensens „Danske Sagn”,^[45] har H.C. Andersen åbenbart været glad for. Han drager det igen frem i februar 1875 i sit hyldestdigt til fødebyen Odense:

„Du kjære, gamle Fødeby
er altid i min Tanke,
stolt bygged’ Odin Slot mod Sky
paa Næsbyhoved Banke;
da voxte Huse, først to, tre,
saa flere — der man havned’.
Og Frigge raabte: Odin see!
Derfra fik Byen Navnet.

I O. T. på samme sted har H.C. Andersen et andet, mere rimeligt, men ikke mere rigtigt, navneforklarende sagn. „Den lille Bæk Rosenbækken, tidligere Skidenbækken, hvorfra de smaa Odensebørn blev hentet ligesom Københavnerbørnene i Peblingesøen, skal i ældre Tider, forenet med Odense Aa, have dannet en Ø, hvorpaa Byen dengang laae (sml. kortet 1839, And. VIII, s. 29); herfra udlede Andre Navnet som Odins Ei eller Odins Ø.” ^[46]

Hermed har vi udtømt Odense-sagnstoffet i H.C. Andersens Odense-beskrivelse 1829 og i hans selvbiografiske roman O. T., og vi går videre med det sagnstof, som findes knyttet til Odenses nærmeste omegn, H.C. Andersens barndomsegn, i hans tidligste ungdomsdigtning. Det er hans drama „Røverne i Vissenberg” og hans novelle „Gjenfærdet ved Palnatokes Grav”, begge udkommet 1822.

Af den syttenårige drengs ungdomsdrama „Røverne i Vissenberg”, som blev kasseret af Det kongelige Teaters direktion, er desværre kun en enkelt scene bevaret, trykt i A. P. Liunges litterære tidsskrift „Harpen” for 9. august 1822. Denne H.C. Andersens litterære debut lader sig let studere i Cai M. Woels fotolitografiske udgivelse i 1941, og viser i skildringen af røveren Jørgen Klo så nær tilknytning til det første afsnit om Jørgen Negl^[47] i Thieles folkesagn, at vi ganske tydeligt kan bestemme det tabte debutdramas fulde indhold. Røveranføreren udgiver sig for en ung og fornem herre, og vinder en ung, rig piges kærlighed, så brylluppet bliver fastsat. Før bryllupsdagen går pigen en tur i skoven og kommer intetanende til hans røverkule. Her finder hun i det første værelse bord og stole og alskens husgeråd. I den anden stue finder hun guld og sølv og mange kostbarheder. I det tredie kammer fandt hun, at der lå afhuggede arme og ben. Da hun hører nogen komme, gemmer hun sig under en seng i det tredie kammer. Hun overværer da til sin forfærdelse, at hendes fæstemand kommer med en ung pige, som han myrder med sin kniv. Hun har en ring på sin finger, og den hugger han af med en økse for at få fat på ringen, og fingeren farer ind under sengen, hvor den unge jomfru tager den til sig. Hun slipper ud af røverkulen, da røveren igen fjerner sig for at gå ud at røve, og hun siger intet til sin fader om, hvad hun havde oplevet, men på selve bryllupsdagen afslører hun sin røverbrudgom med den dræbte jomfrus finger, og han bliver grebet og henrettet.

Som man ser et ypperligt dramatisk råstof, som den øvede skuespilforfatter havde god mulighed for at få noget værdifuldt ud af, men som den ganske uøvede let kunne omforme til et rædsels-og rabalderstykke, hvad den syttenårige digterspire rimeligvis har gjort.

H.C. Andersens debutbog fra samme efterår 1822, hvor han tiltrådte sin skolegang i Slagelse, „Ungdomsforsøg” af William Christian Walter indeholder en prolog, som Topsøe-Jensen udførligt har kommenteret i Omkring Levnedsbogen, s. 19—22, en novelle Gjenfærdet ved Palnatokes Grav,^[48] den allerførste af de siden så verdensberømte æventyr og historier, og endelig det drama Alfsol, som nok blev kasseret ligesom sin forgænger „Røverne i Vissenbjerg”, men som vandt H.C. Andersen Jonas Collins virkningsfulde bevågenhed.

Palnatokes grav er gravhøjen Palleshøj mellem Odense og Aasum, som H.C. Andersen selvfølgelig har kendt fra sin barndomstid i Odense. At denne Palle skulde være identisk med Palna-toke er en opfattelse, som kendes f. eks. fra Thomas Br. Bircherods Knud den Helliges Historie 1773, s. 8, hvor det hedder: „At Palna-toke boede i eller ved Odense er hans Grav Vidnesbyrd om, som er strax uden Byen i en stoer Høy, som endnu kaldes Palnes Høy.” Gennem sin belæste fader eller gennem sin lærer i fattigskolen, Christopher Frederik Welhaven (1788—22/9 1830), farbroder til den kendte norske digter, kan drengen have kendt dette lærde, men ganske uhistoriske sagn,^[49] ja, han kan jo meget vel tænkes personligt at have læst Bircherods bog, bogsluger som han allerede dengang var. Hans anden hovedkilde er Thieles folkesagn 1818, Palne-Jæger, d.v.s. Palnatoke,^[50] et sagn optegnet af den nordfynske historiker Vedel Simonsen^[51] paa Elvedgaard 1810. Det er fortalt om en mand, der o. 1740 boede i Store Kluset på Jordbroen ved Odense. Da han engang ved nattetid bandt byg med sine folk på Cissel (d.v.s. Seerslev) mark, kom der et kvindfolk til dem, højt og anseeligt af vækst, og spurgte høstfolkene, om de havde set noget til Palne-Jæger, men da de svarede, at de ikke havde set ham, skyndte hun sig gennem lundene. Men der hengik kun en kort stund, før Palne-Jæger kom til de samme høstfolk med hjælm med flagrende fjerbusk på sit hoved, dertil bue på venstre og kogger på højre skulder og såler under fødderne. Han spurgte høstfolkene, om de havde set noget til Langpatte. Og da de havde givet ham besked, som de bedst kunde, skyndte han sig efter hende. Dog har han vel ikke heller fanget Langpatte denne nat, eftersom det samme tildrog sig for høstfolkene den følgende nat.

Langpatte er en skadevoldende troldkvinde med lange bryster, som det er den vilde Odins-jægers, i Nordfyn kaldt Palle-Jæger, på Hindsholm Fynshovedmanden, mytiske opgave at udrydde til menneskers gavn. Hun er rimeligvis afbildet på Ole Bagers epitafium o. 1600 i St. Hans kirke, hvor der i en fremstilling af dommedag efter H.C. Andersens meddelelse 1829 optræder en kvindelig djævel med lodne, grønne bryster, der hang hende til midt på livet. Den unge digter lader nogle gamle bønder i den rige gård i Hunderup — sagtens den gård, hvor han hentede mælk som dreng — fortælle om Palnatoke, som de havde mødt nogle gange, han havde været ridende og havde spurgt dem om „sin elskede Langpatte”. „I de sidste Aar var han sjeldnere seet, men derimod hans Elskede hver Nat ved hans Gravhøi, hvor hun græd og vred sine Hænder. Hun kommer ganske vist ikke ind i Husene, men hun kikker stundom ind af Vinduet med sit blege Ansigt. Det var i Virkeligheden gale Stine, der optraadte paa denne Maade for at skræmme Folk, men Folk troede, at det havde været Gjenfærdet (d.v.s. gengangersken) fra Palnatokes Grav.” Her holder fortællingens helt og heltinde, præstesønnen Johannes og de rige Hunderup-folks plejedatter Sophia, deres stævnemøder, og de mødes også her den sidste aften, før deres bryllup. Johanne’s vragede medbejler, herremandssønnen Jochum, havde da, indsvøbt i et lagen, udklædt sig som genfærdet ved Palnatokes høj. Han prøvede at knuse dem under den overliggende sten, men han gled og blev selv dræbt af stenen. Bønderne, som fandt Jochums lig under stenen, korsede sig og sagde: „Det har Gjenfærdet gjort”.

Det er tydeligt og klart, at den syttenårige dreng ikke længere deler sin moders massive og naive almuetro på troldkvinder og gengangere, nej, han følger sin rationalistiske fader i hans stræben efter en naturlig forklaring på de gamles overnaturlige fortællinger, og han forsøger at skildre mennesker, der har en anden tro. Det gælder således krokonen Marthe ved Nonnebakken, der bliver forskrækket for den gale Stine fra Broby, der i midnatstimen, da klokken slår tolv på St. Knuds kirkes tårn, presser sit ansigt mod vinduesruden, og krokonen udbryder i angst for den onde ånd, som hun tror, er på spil: „Kongen (det var Christian den 4de i 1624) skal jo vaage over sine Undersaatters Vel og Vee, burde han da ikke lade alle disse Spøgelser og Natteaander jage ud af Landet, hvor de forskrække Folk. Det er maaskee den Palnajæger, som ligger i Aasum, der skjød sin Søns Hoved af med Æblet. Jeg veed heller ikke, hvorfor man har begravet en Hedning her i et christent Land.”

I sit værk Omkring Levnedsbogen 1943, s. 18, oplyser H. Topsøe-Jensen, at den syttenaarige Dreng havde endnu mere stof til sine „Ungdomsforsøg” 1822, end det dengang lykkedes ham at få trykt, hele ni stykker, der iblandt også hans første folkeæventyr „Dødningen, et fynsk Eventyr”. Dette ungdomsmanuskript er desværre ligeledes gået tabt, men dets væsentlige indhold genfindes formentlig i hans første digtsamling „Digte 1830″, hvor det sidste prosastykke netop hedder „Dødningen, et fyensk Folke-Æventyr” og er en ordprangende gendigtning af det folkeæventyr „Den taknemmelige døde”,^[52] som i 1835 genfortælles som „Rejsekammeraten”. Han indleder sin gendigtning med disse ord: „Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskaarne i Form af to Kroner. Som ganske unge Spirer voxte disse Hvid-tjørne i en lille Hauge, som laae der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgaard et Nonnekloster, rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt.” ^[53]

Oplysningen om Ventetornen stammer fra hans besøg hos Vedel Simonsen på Elvedgaard juli 1829. Denne indledning om Ventetornen ved Elvedgaard viser H.C. Andersens glæde ved at fortælle om de topografiske ejendommeligheder, som han på sine mange rejser skulde komme til at iagttage. Han fortsætter derefter med at fortælle: „Imellem Elverkrattet saae man ved Fuldmaanens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Taager svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en Sølv-Krone paa Hovedet, der skinnede med blaaligt Skær i Maanelyset; dybt nede i Mosen legede Løgtemændene Tagfat om en lille Høi, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteaand, men han maatte vist ikke have forstaaet Kunsten ret, thi den nedmanede fløi hver Midnat, i store Kredse, som en kulsort Ravn og skræmmede Egnens Beboere ved sit hæse Skrig.”

I „Mit eget Eventyr uden Digtning”, udgivet af Topsøe-Jensen 1952, s. 24, fortæller H.C. Andersen om en udflugt til en herregård i nærheden af Bogense, hvor hans moder engang havde tjent. „Her gjorte Landet et saa mægtig Indtryk paa mig, at det var mit høieste Ønske at blive der; det var just Humlehøsten, og i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og med en heel Mængde Bønderfolk og hjalp med at pille Humle; der blev fortalt Historier og meget Vidunderligt hver havde oplevet og seet.” Under denne sit livs første store udflugt til det dejlige velsignede bondeland har H.C. Andersen formentlig ikke blot hørt folkeæven-tyret om den døde hjælper, men også de folkesagn, som han antyder i sine Digte af 1830, sagnfortællinger om elverkonge og elverpiger, lygtemænd, nedmaninger af genfærd og om natravnen. Han har selvfølgelig særlig lagt mærke til de sagnforestillinger, han ikke i forvejen kendte fra de gamle købstadskoners fortællinger i Odense. Jeg vil ligeledes antage, at i denne for købstadsdrengens så underfulde oplevelse af det fynske bondeland og dets sagnfortælling ligger spiren til en af H.C. Andersens mest beundrede sagndigtninge „Elverhøj” 1845. Her optræder jo netop elverkonge, elverpiger, spøgelser og lygtemænd, og natravnen er netop den, som byder gæsterne til elverkongens fest i Elverhøj. Hvis min opfattelse er rigtig, har H.C. Andersen netop ønsket siden hen at skabe sin egen fynske Elverhøj i modsætning til Heibergs sjællandske Elverhøj i Stevns og til Blichers jyske Daugbjerg Daas i Høstferierne.

Efter hjemkomsten fra Odense i 1829 har H.C. Andersen arbejdet på en historisk roman om Christian den Andens dværg, hans trofaste ledsager i fangenskabet på Sønderborg. Det ganske ufuldendte og ufuldkomne fragment, udgivet af Tage Høeg^[54] i Ander-seniana III, indeholder vigtige personhistoriske oplysninger om H.C. Andersens barndomstid. Det synes virkelig, som om hans moder havde været ræd for, at hendes grimme opløbne dreng skulde have været en skifting, en troldunge, som bjærgfolkene havde lagt i stedet for det rigtige barn, som de havde bortført. Ligeså har hun været angst for, at hendes mand med hans fremskredne tanker om djævletroens urimelighed var blevet hentet af selve Fanden, som mangen anden ond herremand, i følge folketroen. Her vil vi særlig interessere os for det mærkelige sagn om den onde, fynske herremand fra Odense-egnen, der vædder med en naboherremand om, hvem der næste dag kunde skyde det største stykke fuglevildt. Den onde herremand, hr. Povel, kunde på grund af sin fuldskab den næste dag ikke ramme noget som helst. „Klokkerne ringede alt, og de skulde hjem. Hr. Povel var vred som Fanden, naar det ringer ved Julen. Ganske ene kom han ridende hernede ved Stranden og vilde hjem; da kom den stakkels Fæstebonde Christen Gøg hjem fra sit Arbejde. „Vil Du staae Din Hund”, sagde Hr. Povel til ham. Christen Gøg turde ikke røre sig af Stedet. „Kryb mig op i det Træ! Og da Christen Gøg saa var deroppe, puf! skjød Herremanden, og Christen drattede ned. Nu kaldte han af de Andre og spurgte dem, om nogen havde skudt saa stor en Gjøg som han. Det lode de da nok være, og Hr. Povel fik Æren og sin Tønde Mjød for den store Fugl.”

Dette folkesagn kan ikke genfindes i Thieles Danske Folkesagn I—IV, men må sandsynligvis stamme fra mundtlig overlevering enten fra selve Odense-egnen, måske fra herregården Hindemae^[55] nær Storebælt eller fra Vestfyn. H.C. Andersens fader er jo bondesøn fra Aalsbo i Rørup sogn, og som sådan sognefælle med en af de mest berygtede, onde, fynske herremænd Eiler Brockenhuus på Søndergårde^[56] (død 1607 som livsfange på Dragsholm), om hvis misgerninger, udsprunget af sindssyge, der endnu den dag i dag optegnes sagn til Dansk Folkemindesamling, selv om hr. Eiler ikke nævnes i Thieles Folkesagn.

Hvorledes det nu end nøjagtigt forholder sig med dette uhyggelige sagn om en sindssyg herremands galmandsværk, så har H.C. Andersen åbenbart sat pris på sagnet, for det møder vi igen i Agnete og Havmanden, H.C. Andersens smertensbarn fra 1833, om hvis umulighed hans sagkyndige venner, Just Mathias Thiele, Ludvig Müller, Edvard Collin, fældede en hård, men retfærdig dom. Mens folkevisen har tre markante personer: Agnete, havmanden, der drager Agnete til havsens bund, og moderen, der drager hende tilbage igen, tildigter H.C. Andersen uheldigvis en ganske overtallig person, Hemming fra romanfragmentet Christian den Andens dværg og gør hans føleri i sin ugengældte kærlighed til sin plejesøster Agnete til digtets hovedæmne, mens Agnetes moder bliver en biperson, der meget vel kan være død og borte, da Agnete — læseren forstår ikke ret hvorfor — efter et halvt hundrede års forløb vender tilbage fra havets dyb. Mens Paludan-Müller i Tithon anvender det gribende sagnmotiv, tiden svinder umærkeligt i alfeland for den bjærgtagne, ganske rigtigt, så Tithon selv er en gammel mand, da han kommer tilbage fra morgenrødens rige uden at have oplevet Trojas fald, så anvender H.C. Andersen dette sagnmotiv, som han kender fra et sagn om den gamle brud fra Næsbyhovedbroby,^[57] helt forkert. Agnete er nemlig en ung moder i sin blomstrende alder, da hun kommer tilbage fra havsens bund, mens hendes moder forlængst er død, og hendes tilbeder Hemming en gammel mand. Skønt det havde været ganske ligetil for digteren at lade den gamle mand dø i bevægelse over uventet at gense sin ungdomselskede, så lader H.C. Andersen ham ikke des mindre omkomme på samme måde som den stakkels fæstebonde Christen Gøg i romanfragmentet, jaget op i træet og skudt af den tåbelige herremand Peter Palle, der skal bringe sin jagtelskende kæreste Bodil en større fugl, end hun kan opvise som udbytte af sin jagt for at vinde hendes hånd. Hemming bærer jo ikke tilnavnet Gøg, så digteren har stor møje med at forklare læserne dette meningsløse drab:

„Er der da ingen Fugl, en ussel Bonde,
Jeg kunde skræmme op paa Træets Green,
Og skyde ham for Pelsen, saa han faldt!
Det var en Gjøg!”

En af hans jægere siger:

„Der sidder under Træet
En gammel Fugl! — Det kalder han sig selv!

Da Hemming så er faldet død ned af træet, siger Peder Palle:

„Saa stærkt var det ei meent! men skeet er skeet,
Det var en Bonde kun! nu tag ham med!
En Fugl, som ham, har Bodil neppe truffet.”

Lad mig i forbigående nævne, at ikke blot dette fynske bondesagn, men også et østjysk havfolkesagn Havmandens Klage^[58], der er at betragte som en sentimental folkelig nydigtning på grundlag af selve folkevisen, har øvet en nedbrydende indflydelse på Andersen i hans svigtende opfattelse af selve digtmotivet i folkevisen Agnete og Havmanden, som hans brev til Edvard Collin af 11. juli 1832 dog viser en rigtig forståelse af.^[59]

Vi finder næppe fynske folkesagn i de mærkelige gennembrudsværker fra 1835, frugten af den næsten toårige udenlandsrejse, H.C. Andersens italienske selvbiografiske arbejde „Improvisatoren” og „Æventyr fortalte for Børn”, som jo indeholder de tidligere omtalte fynske folkeæventyr „Fyrtøjet” og „Lille Claus”. Derimod har vi allerede fundet et stort sagnstof fra Odense og nærmeste omegn i hans i 1836 udkomne roman O. T., der både kan betyde heltens eget navn Otto Thostrup, men også — Odense Tugthus. Her havde hans moder født sine tvillinger Otto og hans søster Eva, men de bliver sådan skilt i opvæksten, at Otto, opdraget hos sin farfader, oberst Thostrup på en herregård nær Vesterhavet og købstaden Lemvig, kan ængstes for, at proletarpigen Sidsel med de sammenvoksede øjenbryn, som han træffer på den fynske herregård Lykkesholm ved slåegildet, er hans kødelige tvillingsøster, hvad bogens skurk, den tyske Heinrich, med held søger at overtyde ham om. Under skildringen af Sidsel henviser H.C. Andersen udtrykkelig i en fodnote til Thieles Folkesagn 1818^[60]: „Naar en Pige ved Midnat udspænder mellem fire Kjeppe den Hinde, i hvilken Føllet er, naar det kastes, og derpaa nøgen kryber derigjennem, da vil hun kunne føde Børn uden Smerte, men alle de Drenge, hun undfanger, blive Vaerulve, og alle de Piger Marer.” Thiele siger egentlig kun, at det er „Varulvene, som er kjendelige paa, at Øienhaarene ere sammengroede over Næsen”, men H.C. Andersen kender folketroen så godt fra sin barndom, at han ved, at det samme er tilfældet med marerne. Louise, den unge herregårdsfrøken, der repræsenterer H.C. Andersens kvindeideal, skildrer hende med medfølelse: „Sidsels Omgivning er hende hadefuld, fordi, troer jeg, Øienbrynene ere groede sammen, og det skal være et Tegn paa, at hun er en Mare, de ere onde imod hende … De vil selv om nogle Dage, naar vi skulle have Slaaegilde, see enhver af Pigerne faae sig en Dandser; den stakkels Sidsel kan pynte sig saa meget hun vil, hun staaer dog alene. Det er rigtignok haardt, at blive født til et saadant Væsen.” Romanens helt holder sig på afstand af Sidsel, som H.C. Andersen gjorde det overfor sin ældre halvsøster Karen^[61], hans moders uægte barn. Han vover ikke at skildre Sidsel som mare overfor romanens helt, altså digte om den erotiske forbindelse af dæmonisk art mellem helten og den lavtstående kvinde.

Der skildres i O. T. to fynske herregårde, først og fremmest Lykkesholm i Ellested sogn, den første danske herregård, der for alvor åbnede sig for H.C. Andersen, og hvor han — som brevene til Edvard Collin tydeligt viser — tilbragte lukulliske ferier hos enkefru Johanne Marie Lindegaard og hendes familie. Den anden naboherregård, kammerjunkerens gamle gård, er Ørbæklunde. Ingen af de to herregårde er stærkt fremtrædende i den danske sagnfortælling, Ørbæklunde nævnes således ikke i Thieles Folkesagn, og Lykkesholm kun i 1843-udgaven^[62] med denne oplysning muligvis stammende fra Thieles ven H.C. Andersen: „Paa Herregaarden Lykkesholm var der tilforn et gammelt Maleri, forestillende St. Jørgen, som i Kongens og Folkets Nærværelse rækker Dragen de forgiftede Kager.” Heller ikke i O. T. spiller sagnoverleveringen fra de to herregårde nogen større rolle. Under køreturen til naboherregården fortæller Sophie^[63]: „Der paa Høien, tæt ved Skoven, har jeg været Elverpige. Jeg var ikke confirmeret; her vare Fremmede paa Gaarden, de spadserede i det smukke Maaneskin gjennem Skoven. To af mine Veninder og jeg hoppede ud paa Høien, toge hinanden i Hænderne og dandsede rundt. Dagen efter fortalte to af Sognefolkene til Præsten om tre hvidklædte Elverpiger, som havde dandset paa Høien i Maaneskin. Elverpigerne vare vi, men at vi i Ryggen vare hule som et Deitrug, og at Høien skinnede som Sølv, det var deres egen Opfindelse.” Lad mig til sammenligning anføre et par uddrag af Thiele 1823 om ellefolket^[64]: „ . . . Ellekonen er ung og forførerisk at see til, men bagtil er hun huul som et Deigtrug . . . Qvinderne ere hyppigst at see i Maanskin; der dandse de deres Runddans i det høie Græs med saadan Lethed og Yndighed, at de sjeldent faae Nei, naar de byde en rask Ungersvend Haanden.” Hos Thiele færdes ellefolket mest i moser, men han kender godt nok deres tilknytning til oldtidshøje ligesom Lykkesholm-sagnet. „Bonden kan gaa til en Ellehøj, sigende som saa: Du lille Trold, maa jeg græsse mine Køer paa din Vold? Forbydes det saa ikke, kan han med Sindsro lade Kvæget græsse paa Elle-høien”.

I O. T.^[65] hentyder digteren til en sagnforestilling „Soen med de elleve Grise”, der mangler hos Thiele, men som ganske tydeligt hidrører fra de unge Lykkesholmsdamers Fortællinger. Eva udtaler sin Ængstelse for Kvæget paa de Marker, de skal igennem paa deres Tur, og det bliver jo ikke bedre, da Louise fortæller, hvorledes den ene Tyr nær havde stanget Røgteren ihjel, og at den forleden flængede et heelt Stykke af Armen paa Sidsel, De husker nok hende med de sammengroede Øienbryn.” „Ja, her er da i Skoven en vild So med elleve Grise!” sagde Sophie med ironisk Alvor, „den vil ikke være god at møde”. — „Den bliver lige saa slem at møde som Tyrene!” sagde Kammerjunkeren og loe ad Eva. Soen med de elleve grise er ikke vilde svin, men hører til den danske folketros mytiske dyrevæsener.

At man søger at opdage hustyven med sold og saks stemmer ganske med folkeskikken^[66], og trækket, at Sidsel røber sig selv som tyv ved at møde med rene hænder ved kedelprøven, mens medtjenerne med den gode samvittighed har sodede hænder, er visselig heller ikke opfundet af H.C. Andersen, men hidrører fra folkeoverleveringen.^[67] Det samme gælder ølbrygningen til slåegildet, som jeg derfor har kunnet anvende som kildestof i mit høslætafsnit i Nordens Gudeverden II.

Det vigtigste sagnstof i O. T. fra Knudsmarkedet i Odense har jeg allerede anført, og tilbage er kun at gøre opmærksom på, hvorledes digteren i denne bog anvender de midtfynske sagn om Knud den Helliges sten og røverne i Vissenbjerg.

Han lader kap. XII Vilhelms kusk,^[68] altså fra Lykkesholm, køre Otto fra Odense til Middelfart, han skulde jo rejse hjem til Lemvig. „De passerede ved Vissenbjerg de høie, skovgroede Bakker, der have faaet Navn af de fyenske Alper. Sagnet fortæller her om Røvere, som havde dybe Gange ind under Landeveien, hvor der hang Klokker, der ringede, naar Nogen kjørte forbi. Endnu betragtes Beboerne her med mistroiske Blikke. Vissenbjerg synes et Slags Itri (Fra Diavolos Fødeby) mellem Kjøbenhavn og Hamborg. Ved Kirken her laae fordum en Steen, paa hvilken Knud den Hellige skal have hvilet sig, da han flygtede for de oprørske Jyder. I Stenen blev Spor, hvor han havde siddet. Den haarde Steen var blødere, end Oprørernes Hjerter. Disse og lignende Sagn vidste Karlen, som kjørte, at fortælle, han var jo barnefødt der i Egnen, dog ikke i Vissenbjerg selv, hvor de gjorde falske Sedler.” Han oplyser i en fodnote: „For en Del Aar siden greb man i Vissen-berg en Bande, som gjorde falske Bancosedler.”

Vi ved fra proprietær F. Hjorts Vissenbjergbog^[69] 1922, at sognefoged Mads Madsen i Koelbjerg i slutningen af 1819 måtte vandre i tugthuset som leder af denne bande sammen med rokkedrejeren fra Ubberud. Denne skandale har selvfølgelig været dagens æmne i H.C. Andersens sidste Odense-tid, før hans afrejse til København d. 4. september 1819.

H.C. Andersen, der jo nok kunde regne ud, at hans bog O. T. vilde blive læst og drøftet også af folkene på Lykkesholm, har i sin godhjertethed villet sikre gårdens skikkelige kusk fra at blive slået i hartkorn med de Vissenberg røvere og falskmøntnere.

Med rette siger H.C. Andersen i denne sammenhæng: „Ethvert Sagn vinder i Interesse, naar man hører det paa de Steder, som det knytter sig til. Fyen er især riig paa slige Fortællinger. Hiin Kjæmpehøi reiser sig ved Juletid paa fire røde Pæle, og man seer da Troldenes Dands og Lystighed derinde^[70]. Gjennem den Bonde-gaard kjører hver Nat en gloende Karreet med kulsorte Heste^[71]. Hvor vi nu see en Dam med Siv og Rødder, laae engang en Kirke, men den sank, da Ugudelige vanhelligede den; endnu høre vi ved Midnat deres Suk og Poenitence-Psalmer.” ^[72]

H.C. Andersen foregiver, at det er kusken fra Lykkesholm, der har fortalt disse sagn, men han tilføjer dog viseligt: „Vel sammenblandede Karlen enkelte Sagn, der hørte hjemme i andre Kanter af Landet”. Det er selvfølgelig H.C. Andersen selv, der bærer sig saaledes ad, snarest for at kunne give sine københavnske og udenlandske læsere et indtryk af den fællesdanske myteverden, han føler sig betaget af.

Aaret efter O. T. udgiver den flittige, borgerligt arbejdende H.C. Andersen romanen „Kun en Spillemand” i 1837. Helten, som bærer navnet Christian, d.v.s. samme navn som digteren i sit barndomshjem, går nok så grueligt meget igennem, men han slår dog aldrig igennem som den store komponist og virtuos, han bliver kun en beskeden landsbyspillemand. Hans barndoms og ungdoms store kærlighed, jødedatteren Naomi, slår ham ganske fejl, han bliver end ikke antaget som hendes „broder”, nej, han bliver afvist med hån og spot. Christian lever alene for den uværdige, der løber af lande med en cirkusberider; han vil med sine trofaste sammensparede skillinger af sin spillemandsvirksomhed bistå Naomi, når hun kommer i nød, hvad han sikkert venter, men også den illusion brister. Det spørges hjem til Fyn, at Naomi er blevet rigt gift med en fransk Marquis. Hun vil med sin fornemme gemal besøge det fynske herresæde i sin hjemegn, de „møder nogle Bønder bærende en Ligkiste, den naadige Frue, Naomi, med det stolte Blik, det indtagende Smiil, stak Hovedet ud og hilsede. Det var en fattig Mand, de begravede. Kun en Spillemand.”^[73]

Til denne „Christian” fra Svendborg, som det udadtil går så helt anderledes end digteren selv, kan H.C. Andersen ganske anderledes ugenert knytte træk fra sit barndoms- og ungdomsliv, end det kunde lade sig gøre med de lykkelige helte Antonio i Improvisatoren og Otto Thostrup i O. T. Derved er „Kun en Spillemand” blevet en hovedkilde til digterens livshistorie i den mørke nat før berømmelsens morgenrøde, ved siden af Levnedsbogen 1832. „Kun en Spillemand” er derved en hovedkilde til vor viden om den fynske folketro i og om hans hjem. Den kloge kvinde i Kværndrup spiller således i romanen ganske samme rolle, som den kloge kone i Ejby (se nærmere s. 30) har indtaget i hans eget barndomsliv. Til gengæld spiller de fynske folkesagn en langt mere underordnet rolle i denne roman, end de gjorde i O. T. og siden i „De to Baronesser”. Der var folkesagn nok at finde fra Svendborg og omegn i Thieles Folkesagn, men H.C. Andersen nøjes kun med en hentydning til Balder og Rune på Thurø.^[74] Svendborgsagnene mangler åbenbart for H.C. Andersen den barndomsoplevelsens glans, som Odensesagnene i Odense-beskrivelsen 1829 og i O. T. 1836. Kun Odensesagnet om St. Hans kirke, som han ikke fandt plads til i O. T„ kom med i „Kun en Spillemand”, hvor Odense er Christians uddannelsesby. Digteren vil jo med god grund ikke gentage sig selv.

Der findes i „Kun en Spillemand” i øvrigt kun to fynske folkesagn, sagnet om Regisse kilde i Frørup, der nøje svarer til Thiele 1819,^[75] og et herregårdssagn om adelsdamen med lænken om halsen, der mangler hos Thiele, og desværre heller ikke har kunnet genfindes i den rige fynske yngre sagnoverlevering i Dansk Folkemindesamling.

Sagnet om den hellige Regisse har åbenbart ikke interesseret digteren ret meget i sammenligning med den glansfulde skildring af hele folkelivsbilledet ved helligkilden i skærsommernatten, så livfuld, at man fristes til at tro, at han selv må have oplevet kildefærden til Frørup i sin tidlige barndom. Men i så fald burde kildebesøget afgjort være nævnt i Levnedsbogen 1832 eller Mit eget Eventyr uden Digtning 1847. Rimeligvis har han allerførst besøgt helligkilden under et ferieophold på det nærliggende Lykkesholm, hvor han jo var fejret gæst både før og efter sin så modnende Italiensrejse i 1833—34. Sandsynligvis er det også her, eller måske på Ørbæklunde, at billedet af adelsdamen med jernlænken om halsen i virkeligheden forefandtes på H.C. Andersens tid, selv om digteren i romanen angiver dette billedes hjemsted til den desværre unævnte, fornemme herregård (Glorup?), hvor Naomi opdrages i sin ungdom hos den gamle greve.^[76]

Her modtages siden hen Christian^[77] sammen med sin læremester, musikeren Knepus (d.v.s. Meisling) fra Odense, til en musikaften. Han får anvist et gæsteværelse her, hvor der findes et portræt af en dame i middelalderens kostume, der om halsen bar en jernlænke, som hang hende ned over skulderen og brystet. Hun, herregårdens stamfrue, lå i sin tid i strid med en naboherremand, og han fik hende til fange, gav hende lænken om halsen og lod hende smede fast til hundehuset. Det var i de tider. Så drak og svirede han, men fruen kom løs imens; hun slap hjem (fra naboherregården) og fik sine folk på benene og kom bag på fjenden. Derfor har hun ladet sig male af med hundelænken.

H.C. Andersens næste roman „De to Baronesser” (1848) er sagnmæssigt set ganske anderledes interessant end „Kun en Spillemand”. Romanen handler om den gamle baronesse, en fynsk bondepige, der bliver godsejerinde, og den unge baronesse, landstrygerparrets datter Elisabeth, der opfostret hos den holstensk-fødte, kongetro præst på Oland, Morits Nommesen, tilsidst vinder den gamle baronesses dattersøn baron Herman til brudgom. Modellen til den unge baronesse er ganske givet H.C. Andersens yndling blandt de unge Colliner, Ingeborgs datter Jonna Drewsen ^[78] (1827 —78), der elskede ham med en næsten datterlig kærlighed og sværmeri, og hvis forelskelse i den unge baron Henrik Stampe til Nysø (1821—92) digteren efter evne begunstigede, så at hun vandt ham til brudgom d. 2. februar 1850. Den gamle baronesse er en mere sammensat personlighed. Spiren til hendes karakter og sagtens til hele romanen „De to Baronesser” er et sagn i hans ven Just Mathias Thieles nye sagnudgave Danmarks Folkesagn 1843, I—II, som for fremtiden bliver H.C. Andersens sagnbibel, mens de fire små bind danske folkesagn 1818—23 fra hans tidlige ungdom fra nu af træder i baggrunden. I Thieles nye sagn om fru Mette Banners^[79] fik han den befrugtende digtidé, han havde brug for: Bondepigen, der blev adelsfrue. Det hedder hos Thiele:

„Den sidste Banners Frue paa Frederiksgave i Fyen, Fru Mette, var en ringe Bondepige fra Stubberup, som tjente der paa Gaarden og saaledes behagede Hr. Christian Banner, at han tog hende til sin ægte Hustru. Men for aldrig at glemme sin Herkomst havde hun indtil sin Dødsdag sin Malkebøtte, sin Malkestol og sine Træsko staaende paa sit Natbord. Hun ligger begravet i Dalum Kirke.”

Sagnet er et udtryk for Frederiksgave-almuens kærlighed til og beundring for sin gode, bondevenlige herregårdsfrue. I virkeligheden var nemlig fru Mette Banners, som den egentlige sagnoptegner Vedel Simonsen har oplyst, en adelig dame Mette v. d. Kuhla fra nabogodset Løgtved af god gammel indvandret adel.^[80]

Ikke på sit natbord, men i sit lønkammer, gemmer den gamle baronesse minderne fra sin barndom, resterne af den træhest, som hendes fader lange Rasmus^[81] i sin trods mod den uretfærdige onde herremand, der jog ham fra den usle, faldefærdige gård, havde måttet ride. Som treårig pige havde hun for at lindre faderens pine skubbet en sten ind under faderens ene fod, så at han kunde støtte på den. Hun havde ganske sagte fundet endnu en sten til faderens anden fod, da hun blev overrumplet af den onde herremand, hr. baronen, der ikke undså sig for at give den medfølende lille pige et frygteligt slag af sin store ridepisk. Hun udstødte et smerteligt skrig ved slaget; moderen styrtede sig hen imellem dem, men baronen sparkede den frugtsommelige kone, der styrtede om på brostenene.

Den lille bondepige blev senere skoleholderens plejedatter, og den onde herremands søn blev efter et tøjlesløst liv til sidst virkelig forelsket i den unge dejlighed, men hun var dydig, og hvorledes det nu gik og ikke gik, den unge baron måtte tage hende til kone, vilde han have Dorothea. I ægteskabet var der en del sønner, men de døde i deres opvækst. Endelig mange år efter brylluppet kom der en datter, som overlevede faderen, hun voksede op og blev et stille barn. Efter hendes faders død kom turen for moderen, Dorotheas regimente på gården. Vel var der ingen af den høje adel blandt naboerne, som besøgte hende, men fuldt op af gæster havde hun altid. Det fortælles senere hen i romanen, at hun hvert år den 14de august, årsdagen for faderen Lange Rasmus’ ridt på træhesten, holdt en stor fest, en „geburtsdag” på sin gård med uddeling af store gaver til godsets folk, og at hun som sagt i et veltil-låset rum opbevarede foruden faderens træhest et maleri af sin forhadte svigerfader^[82].

„Om denne onde Herremand^[83] gik endnu mangt et Sagn. I Herskabs-Begravelsen i Kirken stod hans prægtige Marmor-Sarcophag, omgivet af Engle og med forgyldte Indskrifter; selv havde han i levende Live ladet al den Pragt komme fra Italien og opsætte i Kapellet. I et vildt, lystigt Lune gik han og Drikkebrødrene over i Kirken, og der satte han sig midt i sin Kiste og drak sin Skaal, Kammeraternes Skaal og tilsidst Fandens, og saa sad han død i Kisten. Nogle sagde, at han havde faaet et apoplectisk Tilfælde, men de Fleste vidste det bedre — det var Fanden, der havde dreiet Halsen om paa ham.”

Skoleholderens plejedatter med den onde svigerfader, Fanden tog: Der kan næppe være tvivl om, at det egentlige forbillede for denne personlighed blandt den østfynske godsejerstand er, som Hans Brix forlængst har påpeget i sin disputats^[84], godsejerenken på Broholm i Gudme sogn, Edel Marie Sehested (1789—1839), datter af degnen Peder Bernt Kiær i Marslev ved Odense. H.C. Andersen havde lært hende at kende under et ferieophold på Lykkesholm i 1836, og han beskriver hende i et brev til Edvard Collin^[85] d. 3die juli 1836:

„Forleden besøgte jeg den gamle Gaard Broholm — „O. T.” laae paa Bordet, da vi traadte ind i Stuen. Digteren blev derfor særdeles modtaget. . . . Hun skal ellers være fameus, siges der, en Degnedatter, som Sehested blev nødt til at gifte, det er en heel Roman, ingen Damer kommer der, jeg kan ikke sige andet, end at hun var særdeles opmærksom mod sine Gjæster.” I Norvins skildring af Danske Herregaarde II oplyses det, at hendes ægteskab med den unge herremand Anders Sehested (1784—1819) var faldet ulykkeligt ud, han skal have mishandlet hende, og han blev til sidst umyndiggjort og fjærnet fra Broholm efter skilsmisse. Hun kæmpede en meget hård kamp mod sin mands adelige slægt for at beholde Broholm til fordel for sig selv og sin eneste søn, den senere så kendte oldsagsforsker, godsejer Frederik Sehested (1813—82). Hun turde ikke fjærne sig fra gården og sin lille søn, så hun kom aldrig til Italien eller endog til København. Hvad der fortælles vidtløftigt herom i „De to Baronesser”, vedkommer derfor ikke enkefru Edel Marie Sehested, men derimod H.C. Andersens rige, excentriske, fantastisk gavmilde veninde Cathrine Bügel (1767—1845), den ivrige Italiensrejsende. Hun havde til gengæld intet med Fyn at gøre. Hendes gods var nemlig Ringstedkloster^[86]. Hendes datter Valborg havde været Ingemanns store fristelse på hans Italiensrejse 1818.

Det er dog ganske udelukket, at fru Edels svigerfader Niels Sehested (1748—88) kan have mishandlet hende som barn, han var død et år, før hun blev født. Heller ikke hendes mands farfader, Anders Sehested den ældre (1720—99) kan være model til den onde herremand, for Sehested’erne og deres forgængere, Skeel’-erne på Broholm, var kendte i omegnen for, at de var mildt herskab. Det er ikke bare en adelsvenlig forfatter som A. Thiset, Broholms historiker 1909, som hævder dette, nej, dette vidnesbyrd gives Broholmsejerne af en så adelsfjendtlig skribent som friskolelærer Rasmus Hansen i Vejstrup. Han var født i Gudme 1824, hans forfædre havde været hovbønder på Broholm. Man skulde, efter hans udsagn i hans ensidige, interessante bog Gamle Minder I 1881, helt tilbage til rige Otte Skeel før midten af det 17de århundrede for at støde på en virkelig ond herremand. Men hvad Rasmus Hansen fortæller om denne rige hr. Otto Skeel (død 1644) og om naboherremænd på Hesselagergaard og Tidselholt, svarer slet ikke til, hvad H.C. Andersen fortæller om sin onde herremand, saa det er ikke muligt at opstille den forklaring, at fru Edel Marie Sehested under hans besøg på Broholm 1836 havde været hans hjemmelsmand for disse sagn for Broholm eller omegn.

Sagnet om, at denne eller hin onde herremand eller adelsfrue bliver hentet af Fanden, er ret almindelig i dansk overlevering i almindelighed, fynsk i særdeleshed^[87]. Derimod er særformen, at herremanden hentes af Fanden ved sviregilde i sin egen sarkofag, meget sjælden. Jeg kender kun et brugbart sidestykke i den danske overlevering. I M. Galschiøts Danmark I fortæller Carl Bahnson om den onde herremand ritmester Gert Didrik Levetzau (1673— 1737) på Tjele, der i levende live havde rejst sin kostbare sarkofag, båret af seks nøgne karyatider: „Naar Lystigheden ved hans Sviregilder var paa sit højeste, kunde det falde ham ind at føre hele Selskabet over i Kirken, hvor Sarkofagen allerede stod færdig, og naar han selv havde taget Plads i den ene Ende og tvunget Præsten til at sætte sig i den anden Ende, fortsattes Gildet endnu vildere end før.”^[88]

H.C. Andersen havde i 1848 kun een gang i sit liv været på Tjele, nemlig på hans store Jyllandsrejse 1830, hvor fru Lüttichau, ung og blomstrende, havde forevist ham og maleren Rørbye kirken og de hvælvede kældere.^[89] Jeg antager, at det er denne unge frue, der har fortalt de to fæller sagnet om den onde ritmester i den prægnante form, som det har i „De to Baronesser”.

Fortællingerne om bønder på træhesten er ikke så almindelig i sagnoverleveringen^[90] som i propagandalitteraturen, og sagn om herremænds mishandling af bønderbørn er endnu langt sjældnere. Vi finder det sidste motiv i „Alt paa sin rette Plads”, der ligeledes handler om en bondepige, der bliver herremandsfrue, den lille gåsepige, som den overmodige herremand stødte ud i voldgraven med skaftet af sin pisk lige for brystet, så hun var druknet, hvis hun ikke var blevet reddet af den vandrende hosekræmmer, der senere overtog herregården og indførte god skik der. Sagnet om bonden på træhesten, der hjælpes af herremandens datter, genfinder vi i „Gjemt er ikke glemt” og i ,,Hønsegrethes Familie”, men sagnet i sin ældste form, hvor det er selve den mishandlede bondes egen lille datter, der prøver at hjælpe ham, har vi i „De to Baronesser”. Jeg vil formode, at dette folkesagn, som foreløbig ikke kan stedfæstes eller personfæstes med nogen sikkerhed til denne eller hin fynske herregård og herremand, ligesom det tidligere omtalte sagn den dræbte gøg (s. 50), hører til H.C. Andersens barndomsminder, som han ikke kunde eller vilde glemme, faderens fortællinger om onde herremænd fra hans vestfynske fødesogn Rørup og dets omgivelser.

De sagn, som den unge herremand grev Frederik fortæller sine bådfæller under sejladsen fra Hesselagergård gennem Svendborg-sund, er ganske anderledes lette at kildefæste for sagnforskeren, de stammer allesammen fra Thieles udvidede, systematisk ordnede sagnudgave Danmarks Folkesagn fra 1843, I—II. Disse Thieleske sagn^[91] er led i en åndrig underholdning mellem manuduktøren og hans adelige lærlinge.^[92]

„Vor nordiske Mythologies Archipelagus begynder her!” sagde Frederik.

„Hvorledes faaer De det ud deraf?” spurgte Manuducteuren. „Her ligger jo Fyen, hvor Odin boede; vi kunde en Dag kjøre op til Odense, Odins gamle By; her ud for os er Øen Taasinge, som fortæller om Thor, og der ligger Thurø, hvor Balder slog Thore“.

Længere inde i Svendborg Sund tager Frederik igen tråden op: „Her have Svend Tveskæg og Palnatoke tumlet sig og givet blodige Pander; her gik Nordens Vikinger, vore Argonauter. See I der i Skoven St. Jørgens Gaard og Kirke? Der stred han med Lindormen. I Nyborg boede Slangen, den krøb ud over Landet og krævede hver Dag sit Offer; Loddet faldt paa Kongens Datter. Ridder Jørgen frelste hende. Norden har ogsaa sin Perseus og Andromeda!” „Oversatte fra Græsken!” sagde Manuducteuren med et Smil. „Nei originale, lige op ad Jordbunden”, sagde Holger, der ganske givet her er H.C. Andersens Talerør, og han fortsætter: „Lad Bønderne her fortælle Dem! Store Kobberporte under Jorden blive hver Midnat slaaede op og i; her brænde Troldlys over sjunkne Skatte, og De skal see, at inde paa de fyenske Marker ligge Stene store som Huse; de ere af Troldhexe kastede fra Taasinges høie Banke hen over Sundet! jo, vi seile her lige ind i Sagnenes Rige! Lyø, som De snart skal see, havde engang Træ ved Træ, men der var en Skipper, som da han gik hjemme fra, lærte af sin Moder at løse Vindene, og da han saa seilede hjemad og kom ved Svendborg, løste han dem saaledes, at der blæste en Storm, saa Lyøs Skove gik bort. Og man kan endnu see, at det er sandt, der er ikke et Træ at finde paa Lyø.”

Lad os nu til sammenligning anføre de samme hovedsagn hos Thiele 1843. Taasinge nævnes ingen steder udtrykkelig som Thors ø, men Thiele anfører jævnlig sagn fra F. C. Lunds beskrivelse over øen Thorseng 1823. Om Balder, der slog Thore, fortæller Thiele^[93]: Paa Thurø, ved Svendborg, ligger en meget stor Steen, hvori man seer Indtryk af fem Fingre. Om den siges, at Kæmpen Balder, som fordum boede her, engang, da han var geraadet i Kiv med sin Viv, Thore, slog saa haardt mod Stenen, at Mærket af hans Fingre blev deri. Endnu synge Børnene paa denne Ø ved deres Leeg:

Balder og Thore, hans arrige Viv,
Yppede dem en græsselig Kiv
Paa Thurø.
Der slog Balder Thore.
Ni Slag ville vi slaa.

Thurø opfattes af den ukendte hjemmelsmand som Thorø, Thores ø, og Thore gøres til Balders stridige viv uden derfor at få mytologisk værdi. Ligeså værdiløst historisk set er sagnet om Svend Tveskæg og Palnatoke. Det lyder hos Thiele^[94]: „Udenfor Svendborg, ved den saakaldte Trappebæk, har fordum ligget en Borg eller et Slot, hvor Svend Tveskæg og Palnatoke undertiden kom sammen og opholdt sig, saavel for at jage Dyr, som ogsaa for at plage og forfølge de fra Hedenskabet omvendte Christne.”

Ganske anderledes værdifuld er den middelalderlige legende om, hvorledes St. Jørgen befriede kongedatteren fra dragen^[95], en udløber fra det ældgamle dragekampsæventyr^[96], som i Danmark kendes i næsten hundrede forskellige optegnelser, rodbeslægtede med den oldgræske myte om Perseus og Andromeda: „Der var i gamle Dage ved Nyborg et Tempel, i hvilket en frygtelig Drage opholdt sig og derfra udgik at ødelægge Landet trindt om. Hver Dag krævede dette Uhyre et Menneskeoffer, saa at det ved Lodkastning blev afgjort, hvem der skulde offres, og herfor var Ingen fritaget uden Kongen og hans Slægt.” Kongen må bøje sig for folkets misfornøjelse herover, og så faldt loddet på hans eneste datter. Da udsatte han en belønning af sit halve kongerige til den, som kunde overvinde dragen. Ridder hr. Jørgen fremstod da som prinsessens redningsmand. Han forsøgte først at dræbe dragen ved forgiftede kager, men da det mislykkedes, gik han løs på den og tvang ved sin mandhaftighed uhyret at vige tilbage til Svendborg. Her i en lille lund kom det til en vældig kamp med dragen, som blev dræbt af ridder Jørgen. Han ønskede ikke anden belønning, end at der på samme sted skulde opbygges et kloster, hvor der hver morgen, middag og aften skulde ringes med klokkerne, og bønner opsendes for ridder Jørgen, der med Guds bistand havde befriet landet fra dette uhyre.

Den kobberport, ung Holger omtaler, kendes fra Ørkild Slotsbanke ved Svendborg.^[97] Troldlyset over de sunkne skatte hidrører snarest fra et jydsk sagn knyttet til Tastum sø,^[98] hvor både trold og lys nævnes, men lys over skjulte skatte er ellers en almendansk forestilling.^[99] De hushøje sten på kysten mellem Svendborg og Faaborg nævnes ikke af Thiele, men han fortæller om Troldstenen ved gården Langkilde, at den er slynget mod Kværndrup kirke af en troldkvinde på Taasinge.^[100] Og nu tilsidst Lyø-sagnet.^[101] Det hidrører oprindelig fra en præsteindberetning til Ole Worm 1623 og er desværre blevet kendelig forringet i H.C. Andersens gengivelse. Herfor er syn for sagn, Thieles optegnelse har nemlig følgende ordlyd: „Skoven paa Lyø blev ganske lagt øde ved en Skippers Uforsigtighed. Han havde nemlig, da han drog hjemme fra, af sin Moder faaet et Baand med tre Knuder paa, for at han ved at løse dem, kunde skaffe sig god Vind. Den ene Knude løste han, da han seilede hjemme fra, under Land, og fik god Vind; den anden Knude løste han i rum Sø og fik en drivende Bør; men den tredie løste han ved Svendborg, og da kom der en saadan Storm, at al Skoven paa Lyø blev ødelagt, og han selv kuldseilede.”

Perlekæden af sagn langs Fyns sydkyst fra Thurø til Lyø udgør en naturlig og rimelig udsmykning af den givne handling, sejladsen fra Hesselagergaard til grev Frederiks faders herresæde mellem Svendborg og Faaborg. Et par Ærøsagn om jordemoderen i Dunkjær, der forløser underjordskonen og helhesten på Ærøskøbings kirkegård, synes derimod trukket ind ved hårene midt i den rent fynske romanskildring.^[102] Fortællerne af disse sagn, den ærø-fødte degn Cathrinesen og hans hustru, er ganske givet ikke personer, som H.C. Andersen kan have truffet under sine fynske landophold, sådan som f. eks. fru Edel Marie Sehested på Broholm, men rene opdigtninger. De ærøske folkesagn er derimod ægte nok, de stammer, man kan næsten sige selvfølgeligt, fra H.C. Andersens nye sagnbibel, Thieles Danmarks Folkesagn 1843, II^[103]. Det er tydeligt at se, at H.C. Andersen har gjort sig den ulejlighed at gøre sig bekendt med Thieles nye hovedkilde for Ærøoverlevering, lægen J. R. Hübertz’ beskrivelse over Ærø 1834, for her får vi forklaring på det usædvanlige mandsnavn Cathrinesen: „Det er ikke usædvanligt, at Sønner paa Ærø føre Moderens Navn, naar denne har været en mærkelig dygtig eller paa anden Maade be-kjendt Quinde f. Ex. Mariesen, Mettesen, Cathrinesen o.s.v.”^[104] Fra Hübertz stammer selvfølgelig også det kendskab til Ærøbøndernes folketro, som H.C. Andersen tillægger de to Ærøfolk midt inde i Fyn.^[105] Det er åbenbart, at Ærøsagnene og Ærøtroen må gøre det ud for fyldestof, på et sted, hvor det har knebet for ham på normal vis at få brugbart fortællestof til at føre sin roman frem. Det er nu så morsomt gjort, så vi let kan tilgive ham hans kunstgreb.

Lad mig, inden jeg slipper „De to Baronesser”, give endnu et lille bidrag til kommentaren af denne romans fynske stof. Hvor residerer den unge grev Frederik og hans fader? Deres herresæde angives at ligge imellem Faaborg og Svendborg, således at man f. eks. skulde tænke sig Holstenshus eller Nakkebølle som de to grevers hjemsted. Disse herresæder ligger dog borte fra den naturlige hovedlandevej fra Jylland (d.v.s. Sønderjylland) til Sjælland og København, nemlig vor store hærvej fra treårskrigen og 1864, Faaborg—Nyborgvejen, som romanen forudsætter^[106]. Her bliver herregården Egeskov det rette valg. Lad mig gøre opmærksom på den urimelighed i den nuværende roman, at grev Frederik fra Hesselagergaard en halv mil fra Storebælt i retning af Svindinge kirketårn, sender sin karl Christen efter jordemoderen madam Sørensen i Kværndrup^[107], midt inde i Fyns land — en ridetur på over otte mil frem og tilbage. Det nyfødte barn, i virkeligheden den unge af de to baronesser, kunde jo være svøbt og døbt, inden madam Sørensen kunde nå at komme til stede. Med Egeskov som udgangspunkt har ordren derimod sin rimelighed, der er fra Egeskov til Kværndrup en halv mils vej frem og tilbage. Man kan dog indvende imod Egeskov, hvor kunde H.C. Andersen nænne at lade denne borgs interessante sagnstof hvile? Det kan H.C. Andersen, fordi han havde mere end fortællestof nok i den selvironiske skildring af den fattige kammerjunker med kunstnerævnerne som overset gæst på den fornemme gård. Senere viser H.C. Andersen i „Hønsegrethes Familie”, at han kender Egeskov-sagnene hos Thiele. Han sammenligner her, rent i forbigående, den stærke Palle Dyre på Nørrebæk med den langt mere kendte stærke herremand Laurids Brokkenhuus på Egeskov.^[108]

I H.C. Andersens berømteste digtning, hans Æventyr og historier, spiller de fynske folkesagn næppe den rolle som de fynske folkeæventyr, vi allerede til indledning har nævnt, eller de folkesagn, der er ikke fynske som „Hyldemor”, „Holger Danske” o.s.v. Foruden de tre, vi allerede har nævnt „Klokkedybet”, „Elverhøj” og „Gjemt er ikke glemt I”, mener jeg, at der kun kan være tale om tre, nemlig „Pigen, der traadte paa Brødet”, 1859, „Anne Lisbeth”, 1859 og „Hvad gamle Johanne fortalte” i hans sidste æven-tyrsamling fra 1872.

Om „Pigen der traadte paa Brødet”, siger H.C. Andersen i sine bemærkninger til de tre senere bind af Æventyr og historier 1874: „Tidligt hørte jeg Historien om „Pigen, som traadte paa Brødet”, der blev til en Steen og forsvandt med hende i Dybet. Jeg satte mig den Opgave, psychologisk at løfte hende igjen til Forsoning og Frelse; saaledes er Digtningen voxet frem.”

H.C. Andersens udsagn kan ikke forstås anderledes, end at han kender dette folkesagn fra mundtlig overlevering, og jeg er tilbøjelig til at tro, at dette sagn virkelig har hørt til Odense bys sagnoverlevering i H.C. Andersens barndom. Heltinden i dette sagn er nemlig en købstadspige, der tjener på landet hos fornemme folk, altså på en herregård. I opskrifterne hos Thiele fra Gyrstinge ved Ringsted og fra Tøving på Mors^[109] er det derimod en forfængelig og hovmodig bondepige, der træder på det brød, hun skulde bringe de fattige forældre som gave fra sit herskab. Jeg anfører Tøving-optegnelsen, der er ganske nær beslægtet med H.C. Andersens Odense-sagn, for at læseren kan få indtryk af den folkelige sagnfortælling, der ligger til grund for H.C. Andersens berømte digtning:^[110]

„Paa Veien imellem Tøving og Flade, paa Mors, er der et lille Kiær, som kaldes Pigens Vadested. En fattig Pige fra Tøving kom til at tiene hos fornemme Folk, der opklædte hende og behandlede hende som deres eget Barn. Derover blev hun, Tid efter anden, hovmodig og vilde neppe kiende sin fattige Slægt. Engang vilde hun dog for Syns Skyld besøge sine Forældre og iførte sig da sin bedste Stads, for ret at hovmode sig. Midtveis standsede hun ved Kiæret, og da hun saae, at hun ikke kunde komme tørskoet over, tog hun det Brød, som hun skulde bringe de fattige Forældre, kastede det ud i Kiæret, for derpaa at kunne træde over. Men da hun satte sin Fod paa Brødet, sank det, og hun sank efter, og der blev intet tilbage uden Stedet, som siden den Tid kaldes Pigens Vadested.”

Om Anne Lisbeth siger H.C. Andersen 1874: „I „Anne Lisbeth” har jeg villet vise, at alle gode Spirer ligge i Menneskets Bryst og maae, om end ad Omveie, komme til Udvikling; her er det Moderkjærlighed, som gjennem Frygt og Bæven faaer Liv og Styrke.”

Jeg mener, at „Anne Lisbeth” har været modbillede til Historien om en Moder 1848 og til Den grimme Ælling 1844 på tilsvarende måde som „Kun en Spillemand” er modbillede til O. T. eller „Improvisatoren”.

„Anne Lisbeth” handler nemlig om en ravnemoder, der svigter sit eget barn, som må gå for lud og koldt vand til fordel for det fornemme diebarn, hun har ammet, og om hvorledes hun må gøre sin store synd imod sit eget barn god igen. Således kunde H.C. Andersens moder have båret sig ad mod ham, hvad hun lykkeligvis ikke gjorde. Det forhutlede rigtige barn, der drukner som skibsdreng sammen med sin fordrukne skipper, driver i land som strandvasker, og moderens bod består i, at hun må skaffe hans fredløse sjæl hvile ved at begrave ham med sine egne hænder. Hovedmotivet har H.C. Andersen lånt fra et par nordsjællandske strandvaskersagn hos Thiele^[111], men han har indflettet et fynsk sagn, som han kender fra Thiele 1820^[112]: „Der var i Vissenbergsogn i Fyen en Kone, som var født paa en Søndag, og havde hun ligesom alle andre Søndagsbørn Evne til at see meget, som er forborgent for Andres Øine. Og som samme Kone aldrig ved Nattetid kunde gaae om forbi Kirken, uden enten at see en Liigvogn eller en Gjenganger, saa var denne Gave hende høiligen til Byrde.” En klog Mand rådede hende til at „naar som helst hun mødte en Gjenganger, da skulde hun sige: „Far til Himlen!” men naarsomhelst hun mødte en Liigvogn, skulde hun sige: „Hæng paa!” Men hun tog fejl af de gode Raad, og da hun næste Gang mødte en Ligvogn, sagde hun: „Far til Himlen!” og hun saa da, at Vognen foer op i Luften og forsvandt for hendes Øjne. Men da hun siden mødte en Gjenganger og sagde til denne: „Hæng paa!” klyngede ogsaa Gjenfærdet sig om hendes Hals, hang sig paa hendes Ryg og drev hende saalunde ned i Jorden foran sig, og hørte man i tre Dage derefter hendes Skrig, inden Gjenfærdet mægtede at gjøre Ende paa hendes elendige Liv.”

Man skulde ikke tro. at en digter som H.C. Andersen kunde finde stof til kunstdigtning i dette temmelig værdiløse sagn, men en læser af „Anne Lisbeth” kan overbevise sig om, at det virkelig er tilfældet. Den ligvogn, Anne Lisbeth møder, er nu ikke, som sagnfortælleren rimeligvis har tænkt sig, forvarslet for snart indtræffende begravelser med deres ligvogne^[113], men H.C. Andersen har forstået denne ligvogn som den gloende karet, som den onde Glorup-herremand kører i ved midnatstid.^[114] Rimeligvis fra mundtlig overlevering i Odense fortæller H.C. Andersen i „Anne Lisbeth”:

„Tæt forbi hende jog fire fnysende Heste, Ilden skinnede dem ud af Øjne og Næsebor, de trak en gloende Karet, i den sad den onde Herremand, der for mer end et Hundrede Aar siden havde huseret her i Egnen. Hver Midnat, hed det, for han ind i sin Gaard og vendte straks igen; han var ikke hvid, som man siger, den døde er, nej, han var sort som et Kul, et udbrændt Kul.”

Den sidste og på en viss måde også mærkeligste af H.C. Andersens fynske sagndigtninge er „Hvad gamle Johanne fortalte” fra 1872. Om denne historie siger H.C. Andersen 1874: „I min Barndom saae jeg i Odense en Mand, der lignede et Skelet, guul og gusten, kun Skind og Been; en gammel Kone, der tit fortalte mig Æventyr og Spøgelseshistorier, gav mig Besked om, hvorfor han saae saa ynkelig ud. Gryden havde været sat paa at koge efter ham, da han var ude i fremmede Lande. Naar en Ungkarl var paa Vandring om nok saa langt borte, kunde hans Kjæreste, blev Længslen efter ham altfor stor, gaae til den kloge Kone, faae hende til at sætte Gryden over Ilden, putte Djævelskab deri, og saa lade den koge Nat og Dag. I hvor langt ude i Verden Ungersvenden da var, maatte han, uden Rast og Hvile, afsted hjemad, hvor Gryden kogte efter ham, og Kjæresten ventede. Naar han da naaede Hjemstedet, var han kun Skind og Been, saae ynkelig ud og det tidt for hele sin Levetid. Det kunde jeg see paa Manden her, ham havde Gryden kogt efter. Den Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig og er benyttet i „Hvad gamle Johanne fortalte”

Dette gribende sagnmotiv, den unge mand, der hentes tilbage til kæresten fra sin omflakkende vandring i det fremmede land, har H.C. Andersen for længe siden anvendt i sin gennembrudsroman „Improvisatoren” 1835. Om den gamle kloge Fulvia fra Frascati fortæller Angelina fra Genzano, at hun forstod at koge gift og elskovsdrikke, og nu fortalte hun om den stakkels Teresa i Olevano, der dag for dag svandt hen af længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget på vandring nord på, over bjergene; hvorledes den gamle da havde kogt urter i en kobberkonka og ladet den flere dage syde over gløderne, til Gjuseppe også blev grebet af længsel og måtte dag og nat, uden rast og hvile, skynde sig tilbage, hvor konkaen kogte med hellige urter og hans og Teresas hårlok.^[115]

Motivet lige antydes i „Kun en Spillemand”, kap. IX, hvor Christians moder siger til sin mand, der mod hendes villie lader sig hverve til stillingsmand for den rige bonde i Ørbæk: „Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet Dit Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at kaage efter Dig, derfor lider Du af Uro. Ingen holder dog af Dig som jeg, og Drengen er Din egen, det veed jeg med frelst Samvittighed.”^[116]

Undersøger vi den danske folkemindelitteratur, viser det sig, at denne elskovsmagi, som H.C. Andersen har kendt fra sin barndomstid i Odense, er ganske overordentlig sjælden, den findes kun beskrevet i Thieles samling ,,Den danske Almues overtroiske Meninger” 1860 stedfæstet til Fyn”.^[117]

„Naar en Ægtemand eller en Elsker i Vrede forlader sit Huus eller sin Kiæreste i den Tanke og Mening, aldrig at komme igjen, saa kan dog den tilbagesiddende Kone eller Pige „lade ham hente tilbage af Gryden”. Men dette er Noget, som kun kloge Koner forstaa sig paa, og derom vides kun, at Kiærlingen, foruden hvad andet, hun foretager, sætter en Gryde over Ilden og koger saa-længe, indtil han, — enten han vil eller ikke — maa vende tilbage igien. Dette tager dog saa stærkt paa den, der saaledes er hentet tilbage, at det i lang Tid derefter kan sees paa ham, hvorfor man ogsaa endnu i Fyen pleier at sige om En, som seer bleg og daarlig ud, at „Gryden nok har hentet ham tilbage”

Det er min afgjorte opfattelse, at det er H.C. Andersen, som i 1860 er sin ven Just Mathias Thieles kilde, og at H.C. Andersens hjemmelskvinde igen er den gamle Johanne, hvis livsskæbne han digter om i sin allersidste æventyrhistorie fra 1872.

Strengt taget nævner H.C. Andersen 1874 ikke sin gode gamle hjemmelskvindes navn, men jeg mener, at Hans Brix allerede 1905^[118] rigtigt har fundet hende omtalt i H.C. Andersens moders brev af 13. oktober 1827, hvori det hedder: „Da jeg veed, at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne, som var hos Bunkeflods, maa jeg lade Dig vide, at hun ved Døden er afgaaet”. I kommentaren til sin smukke udgave af moderens breve oplyser museumsdirektør Svend Larsen s. 28: „Den 27. September 1827 døde i Odense Graabrødre Hospital Johanne Marie Jantzen, der var optaget i Doctors Boder (Biskoppens Senge) i 1815. Om hendes tidligere Liv kan det oplyses, at hun har tjent Præsten og Digteren Hans Christian Bunkeflods Enke Marie (1766—1833) indtil 1815, hvorefter hun paa Grund af Alder har fundet sin Plads i Doctors Boder.” (Sml. her s. 30).

Hvor meget eller hvor lidt H.C. Andersen har kendt til gamle Johanne Marie Jantzens tidligere liv, før hun kom til Bunkeflods, vides ikke, men i sin svanesang som fynsk sagndigter lader han Johanne i fattighuset fortælle om den kæreste, der engang slog hende fejl, Rasmus Ivarsen Ølse, som duede ikke. Han foretrak for den fattige piges trofaste kærlighed den rige bonde Klaus Hansens datter Else, der ved sit koketteri drev skræddersvenden Rasmus i landflygtighed, og som lader den kloge kone Stine Madsdatter sætte sin trolddomsgryde i kog, for at få ham hjem igen. Det varede altfor længe for Else, hun tabte tålmodigheden og sagde til sidst ja til den rigeste gårdmand i byen. Rasmus Ølse kom hjem på hendes bryllupsdag, skind og ben kun, bleg og gul var han, H.C. Andersen betoner nu udtrykkeligt som sin vantro faders søn, at det ikke var Stines trolddomsgryde, der havde udmarvet ham, det var det vilde liv, han havde ført i udlandet. Kun Stine og Else troede det var gryden med dens mange ingredienser, men de talte ikke derom. Selv om Rasmus siden hen løstes af sin sygdom, gad han ikke rigtig bestille noget, han søgte hellere kroen end kirken. Det nyttede ikke, at Johanne, hans barndomskærlighed, søgte at rette ham op: „Hvad kan det hjælpe”, var hans bestandige mundheld. Han levede så længe, at Elses barnebarn i spidsen for de andre børn kunde håne „sølle Rasmus”.

„En dejlig Pinsemorgen, hvor Johanne knælede for Herrens Alter, kaldte Vorherre Rasmus hjem til sig. Hos Gud er Naade og Barmhjærtighed. Gamle Johanne overlevede ham, hun synger den Salme, hun sang for ham, hun beder for Rasmus til Vorherre, hun, den troe Sjæl.”

Vi ved ikke, om gamle Johannes tragiske kærlighedshistorie er sand, d.v.s. grundet på hendes egen fortælling om sit ensomme liv, eller om det er den gamle digters egen opfindelse. Men vi ved med sikkerhed, at han har fra sin barndom næret en dyb sympati for gamle Johanne Marie Jantzen, der havde tjent hos hans velynderere Bunkeflods enke, datter og søster, og i 1815 efter lang og tro tjeneste var blevet optaget i Doktors Boder i bispens senge. Hun var for ham en ærlig og trofast, god og kristen kvinde, hun, „som kunde fortælle om Tiden, der gik, og Minderne, der suste i det gamle Træ”. Det vilde være interessant at vide med sikkerhed, hvilke folkeæventyr, hvilke spøgelseshistorier, d.v.s. folkesagn, den gamle kvinde havde fortalt, foruden lige-nævnte fortælling om manden, der var kaldt hjem fra udlandet gennem den kogende trolddomsgryde, men denne viden er os jo desværre ikke beskåret.

Lad os kaste et blik tilbage på de oplysninger, som denne afhandling har givet om H.C. Andersen som fynsk sagnfortæller og fynsk sagndigter.

Det er ganske givet, at H.C. Andersen ligesom sin digterfælle St. St. Blicher har den store værdi for sagnforskningen og stedshistorien jævnlig at være første sagnkilde for os. Det gælder ikke blot sagnoverleveringen fra hans fødeby og dens nærmeste omegn, men i virkeligheden også de fynske herregårde, han gæstede. H.C. Andersen er således førstehåndskilde for det hjemmefødte sagn om, hvorledes Odense fik sit navn (O. T., sml. det historiske romanfragment), og for det ganske anderledes værdifulde sagn om Ole Bagers sunkne skibe. De to andre sagn om Ole Bager kender H.C. Andersen i en fra Thiele noget afvigende skikkelse, og det samme gælder sagnet om, hvorledes Margrethe Skovgaard dansede sig til døde. Sagnet om åmanden kender H.C. Andersen ligeledes i en fra Thiele afvigende sagnform, og hos ham er sagnet om Klokkedybet knyttet til den gamle forsvundne Albani kirke, hos Thiele til St. Knuds kirke. Sagnene om St. Knud har H.C. Andersen kendt i en mere legendarisk form end Thiele, og sagnet om St. Knuds sten i Vissenbjerg, som han personligt har set i sin barndom, kender han i modsætning til Thiele i udtryksfuld mundtlig overlevering: „Stenen var blødere end hans Fjenders haarde Hjerter.” Sagnet om pigen, der trådte på brødet, kender H.C. Andersen fra selvstændig Odense-overlevering, jeg vil tro fra hans moders fortælling eller måske Johanne Marie Jantzens. Fra den sidste stammer sagnet om den gustne mand, der var blevet hentet hjem ved trolddomsgryden og havde mistet sit helbred og livskraft. Fra Johanne stammer muligvis også det med Glorup karet beslægtede, men afvigende sagn om den onde herremand i den gloende karet, som H.C. Andersen fortæller i „Anne Lisbeth”. Det ser også ud til, at H.C. Andersen har kendt sagnet om Palle Jæger fra Hunderupbøndernes fortælling, stedfæstet til Palleshøj ved hovedlandevejen mellem Odense og Aasum, hvad sagnet netop ikke er hos Thiele og hans kilde Vedel Simonsen.

Det er min overbevisning, at både sagnet om den onde, tåbelige herremand, der skyder bonden Christen Gøg og sagnet om bonden på træhesten stammer fra hans faders mundtlige fortælling fra hans vestfynske hjemstavn Aalsbo i Rørup. Sagnene om den lille, mishandlede pige er vel snarere H.C. Andersens egen sagndigtning, da sagnene næsten aldrig plejer at fortælle om herremændenes mishandling af bondebørn. Fra Lykkesholm stammer sagnet om ellepigerne, der danser om gravhøjen og soen med de elleve grise, rimeligvis også sagnet om adelsdamen med jernlænken om halsen. Fra Tjele stammer antagelig sagnet om den onde herremand, der holder gilde i sin sarkofag.

I stor udstrækning har H.C. Andersen brugt Thieles Danske Folkesagn i IV 1818—23 som sin sagnkilde, ganske særlig for sagnene udenfor Odense. Det gælder „Røverne i Vissenbjerg” i hans debutdrama af samme navn og i O. T., sagnet om „Regisse Kilde” og Balder og Rune i „Kun en Spillemand”. Fra 1843 bliver den udvidede systematiske udgave Danmarks Folkesagn I—II 1843 den ypperste sagnkilde for de fynske sagn med Mette Banners på Frederiksgave som udspringsdigtning for „De to Baronesser”, med de fynske sagn langs Sydøstfyns kyst som udsmykning og de to Ærøsagn som fyldestof. I „Anne Lisbeth” anvendes sagnet om den synske kone fra Vissenbjerg som digtstof ved siden af hovedmotivet de nordsjællandske strandvaskersagn fra Gentofte og Nivaa. Mens grundstammen i H.C. Andersens fynske Elverhøj rimeligvis stammer fra H.C. Andersens barndomsindtryk af humleplukning i den nordfynske herregård nær Bogense, så er kredsen af mytevæsener her blevet udvidet ved ivrigt studium af Danmarks Folkesagn 1843.

Vi må betone, at H.C. Andersen begyndte sin digtervirksomhed som fynsk sagndigter, ikke som fynsk æventyrdigter. Vi peger på sagndramaet „Røverne i Vissenbjerg” og sagnnovellen „Genfærdet ved Palnatokes Grav”. Det må beklages, at H.C. Andersen ikke senere optog det udmærkede sagnstof om røverne i Vissenbjerg til dramatisk behandling i sin modnere alder, og at han ikke samlede sig til en historisk Odense-roman om Knud den Helliges drab. „Genfærdet ved Palnatokes Grav” er ganske vist en højst ufuldkommen digtning, men den viser i svøb de samme egenskaber, der kom til herlig udfoldelse i „Hvad gamle Johanne fortalte”, hans stærke sans for menneskelivet omkring sig i objektiv forstand, hans trang til at fortælle om de mennesker rundt om sig, han havde oplevet, den vanvittige gamle Stine fra Odense hospital, der havde udsat sit eget barn og den trohjertede gamle Johanne, der havde kendt og holdt af sølle Rasmus Ølse fra barndommens dage.

Man kan vel ikke sige, at H.C. Andersen med forkærlighed valgte sine emner i den fynske sagndigtning i sine manddomsdage, det er da navnlig ret sjældent, at fynske folkesagn så at sige er digtningens hovedemne, som Andersen digter videre på, som f. eks. Klokkedybet og Pigen, som trådte på brødet. Langt hyppigere er sagnet udsmykning, sådan som i hans topografiske skildring af sin elskede fødeby i Københavnsposten 1829 og i O. T. 1836. I „Kun en Spillemand” spiller folketro og folkeskik fra Fyn en langt større rolle end det fynske folkesagn. I „De to Baronesser” er sagnet anvendt som grundmotiv, bondepigen, der blev godsejerfrue, men andet steds er det brugt som udsmykning, ja, som rent fyldestof. Men hvorledes H.C. Andersen så end anvender det fynske sagn og siden hen det almendanske sagn i sin digtning, så er sagnet for ham en uundværlig del af det lille Danmark, som han elsker i sin fødeø og sin fødeby, og som han giver så smukt udtryk for i indledningen til sin store tyske levnedsbeskrivelse „Mit eget Eventyr uden Digtning’’ 1845:

„Mit Fædreland Danmark er et poetisk Land, fuldt af Folkesagn, gamle Viser og en riig Historie sammenvoxet med Sverrig og Norges. De danske Øer havde herlige Bøgeskove, Korn og Kløvermarker, de see ud som Haver i stor Stiil, paa een af disse grønne Øer: Fyen ligger min Fødeby Odense, opkaldt efter den hedenske Gud Odin, der, som Sagnet mælder, levede her; denne By er Pro-vindsens Hovedstad og ligger 22 Mile fra Kjøbenhavn.”

Vi lægger mærke til, at H.C. Andersen betegner Danmark som folkesagnets og folkevisens fædreland, derimod ikke folkeæven-tyrets. Det er et fingerpeg om, at man aldrig må undervurdere, hvad det danske folkesagn og den danske folkevise har betydet for H.C. Andersen som digtstof og inspirationsmulighed, hvad man efter min formening tidligere i vel høj grad har overset i undersøgelsen af H.C. Andersens verdensberømte æventyrdigtning. Her har barndomsindtrykkene fra hans fødeby spillet en uforglemmelig rolle for ham, ikke blot som æventyrets, men også, ja, måske mest som sagnets by, således som han selv siger i Odense-digtet fra 1875^[119]:

„Til „Nonnebakken” tidt jeg gik
hen over „Munkemose”;
der var en Glands, en Romantik,
hver Blomst blev til en Rose;
„Aamanden” sang, som aldrig før,
for Elverkongens Kone,
Sanct Knud jeg saae i Kirkens Dør
med Glorie og med Krone.”

 

Noter

1. ^ Om de danske folkeæventyr, se f. eks. Nord. Kultur IX, 1932, s. 240—63, Danmarks Kultur 1940, I, s. 230—33, H. Ellekilde: Vore danske Folkeæventyr I, 1928, (Danm. Folkeminder nr. 35), citeret DFm. 35. Sml. også Anker Olsen: Eventyr-Index 1954.
2. ^ Om de danske folkesagn, se f. eks. Nord. Kultur IX, s. 140—60, Danmarks Kultur 1940, I, s. 233—35, Sv. Grundtvig: Danske Folkesagn 1839—83, I—II, ved H. Ellekilde, citeret DFm. 53, I—II. Der henvises hyppigt i det følgende til hovedværket Evald Tang Kristensen: Danske Sagn I—VII og ny række I—VI (citeret Da. Sagn).
3. ^ H.C. Andersens digt Manden fra Paradis er genoptrykt og kommenteret af Arthur Christensen i Dumme Folk, 1941, s. 37—44 ff.
4. ^ Sml. L. Bødker: Den lange løgn i Danske Studier 1954, s. 109—26.
5. ^ Ganske samme novelle-æventyr er kilde for Holger Drachmanns æventyrdrama: Der var engang, sml. Da. Studier 1935, 173—75 og 1937, s. 125—126.
6. ^ Niels Levinsens Vend-sysselske folkeæventyr 1854, med indledning og kommentar ved L. Bødker ventes udgivet i Danmarks Folkeminders skriftrække. Sml. også H. Ellekilde: Udvalgte Folkeæventyr fra Gamle danske Minder, 1924.
7. ^ Se H. Ellekilde Thieles Folkesagn i Festskrift til Vilh. Andersen 1934, s. 112—34. Thieles Danske Folkesagn, bind 1—4, 1818—23, citeres Th. med årstal, udgaven Danmarks Folkesagn I—II, 1843, citeres Th. 1843, I ell. II. Enkelte sagn fra første udgave er ikke optaget i den samlede udgave.
8. ^ Se H. Ellekilde: Odense Bys Sagnoverlevering i H.C. Andersens Barndom i Fyens Stiftstid. 23/11 1930, sml. samme: H.C. Andersen og de danske Folkesagn i Fyns Stiftstid. 6/11 1930. Om Odense bys ældre sagnoverlevering, se f. eks. Jacob Bircherod: Folketro og festskik, særlig fra Fyn, 1734, udg. af Inger M. Boberg, 1936, cit. DFm. 43.
9. ^ K. F. Plesner, Mathias Winther, Poet og Skandskriver i Festskrift til Hugo Mathisen, 1941, s. 165—76.
10. ^ O. T. og de øvrige romaner citeres efter udgaven: H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, I—VII, 1943—44, kaldet RoR. bind og side, her RoR. II, s. 216 f.
11. ^ Om „Jomfruspringet”, se Th. 1819, s. 30, 1843, I, s. 78.
12. ^ Om St. Knuds kirketårns bygning, se Th. 1818, s. 107, 1843, I, s. 206.
13. ^ RoR. VI, 117, sml. H.C. Andersens Romerske Dagbøger v. P. Rubow og H. Topsøe-Jensen, 1947, s. 90, jf. 83.
14. ^ Christopher Frederik Welhaven (1788 — 22/9 1830), se: Mit Livs Eventyr ved Topsøe-Jensen, I, s. 48, 390, II, 495, sml. Anderse-niana I, 102, II, 52, 61, 2. række, I, 3, s. 189, 222.
15. ^ Se F. Holberg: Danmarks Riges Historie 1732, I, s. 191 eller Saml. Skrifter VI, 153, sml. Th. 1843, I, 26 f.
16. ^ Notits om Blake, se Th. 1820, s. 26, mgl. 1843.
17. ^ Knud i Knuds Kirke, se Th. 1820, s. 24, 1843, I, s. 28.
18. ^ Ubarmhjertigheds straf, se Th. 1819, s. 83, 1843, I, s. 27 f.
19. ^ Knud den helliges sten, se Th. 1818, s. 108, 1843, I, s. 27, Aug. F. Schmidt: Danmarks Kæmpesten i Folkeoverleveringen 1933, s. 25, 193—95.
20. ^ Se RoR. VI, 117, sml. III, s. 69 (hårde hjærter).
21. ^ RoR. II, 228 (åmanden).
22. ^ Om Klokkedybet, se Th. 1819, s. 29, 1843, I, s. 206, DFm. 43, s. 100, Danske Sagn III, s. 101.
23. ^ Danske Sagn II, s. 158 (omboende bønder).
24. ^ Om åmanden, se Th. 1819, s. 89, 1843, II, 17, DFm. 43, s. 51, 100, Hakon Müller: Sagnene om Odense Aa i Fyens Stiftstid. 19/12 1937, jf. Nord. Gudeverden I, s. 395 f.
25. ^ RoR. II, 228.
26. ^ Om løngangen i Odense, se Th. 1819, s. 44, jf. 1843, I, s. 226, sml. Da. Sagn III, s. 200.
27. ^ RoR. II, 227.
28. ^ Om Munkemose, Th. 1819, s. 89, 1843, H, s. 132.
29. ^ RoR. II, 226.
30. ^ Om Margrethe Skovgaard, se Th. 1819, s. 96 f, 1843, I, s. 207.
31. ^ Om dansen på Koldinghus, se Th. 1818, s. 129 f, 1843, I, s. 321.
32. ^ Om jomfru Skov-gaards alder, se Danm. Adels Aarbog, XXXIV, s. 482, om gravmindesmærket, se kantor H. P. Mumme: St. Knuds Kirke 1844, s. 113—17, 327—28 og Svend Larsen: Fynske Minder 1954, s. 33.
33. ^ V. Maar: Holger Jacobæus Reisejournal 1910, s. 32.
34. ^ Om bispinde Muus, se Th. 1820, s. 22, mgl. 1843.
35. ^ Der er vistnok tale om biskop Christen Muus’ anden hustru Wibeke Lund (1677—1755), død 38 år efter sin mand, sml. Mumme: St. Knuds Kirke 1844, s. 240. Sagnet er ikke nævnt i levnedsskildringen af biskop Chr. Muus i J. C. Bloch: Fyenske Geistlighed 1787, I, s. 181—206.
36. ^ RoR. II, s. 220.
37. ^ Sml. V. Thorlacius-Ussing: Billedskæreren Claus Berg, 1922, s. 4, efter Dansk Magasin 1745, I, s. 24 f.
38. ^ RoR. III, 133.
39. ^ Om St. Hans Kirke, se Th. 1819, s. 83, mangler 1843, I, 207 f.
40. ^ Om Granatæblet, se Th. 1823, s. 48, 1843, I, 77 f.
41. ^ Om Oluf Bager, se Th. 1819, s. 113, 1843, I, s. 107 f.
42. ^ RoR. II, 240.
43. ^ Se Th. 1819, s. 113.
44. ^ Om Odin se, se RoR. II, 239 f, sml. romanfragmentet om Christian den Andens dværg i Anderseniana III, 86.
45. ^ Om Odenses navn, se Danske Sagn III, s. 412 f, jf. H.C. Andersens Samlede skrifter XII 2, s. 396.
46. ^ Odense betydende Odins ø (lig Fyn) er Snorres forklaring i hans Norske kongesagaer, se Ynglingesaga kap. 5, sml. DFm. 43, s. 100 f. Den rette forklaring er Odins Vi, d.v.s. helligdom, se Nordens Gudeverden I, 335, 533, jf. Hist. Aarb. f. Odense amt 1934, s. 530 f.
47. ^ Om røverne i Vissenbjerg, se Th. 1819, s. 11—14, 1843, I s. 365—67, Morten Skovbo: De Vissenbjerg Røvere, 1916, F. Hjort: Lidt om de Vissenbjerg røvere, 1928.
48. ^ Udgivet særskilt 1940 i fotolitografisk udgave, med kommentar af Cai M. Woel.
49. ^ Om Palles høj i Aasum, se DFm. 43, s. 101, og Fy. Hjemstavn IV, s. 25.
50. ^ Om Palle Jæger, se Th. 1818, s. 110, 1843, s. 121 f, sml. H. Ellekilde: Palle Jæger i Fynsk Hjemstavn IV, 1.931, s. 2—9, 18—31.
51. ^ Se Vedel Simonsen: Udsigt over Nationalhistoriens ældste og mærkeligste Perioder, 1813, II, første hæfte, s. 163, jf. Nord. Gudev. I, s. 402.
52. ^ Æventyrene om den taknemmelige døde, se f. eks. H. Ellekilde: Vore danske Folkeæventyr, 1928, s. 94—109, med kommentarer, s. 125—26.
53. ^ Om A.s besøg hos Vedel Simonsen, se Anderseniana VIII, s. 31—-33, om Ventetornen, se Då. Sagn III, s. 376, Fyens Stiftstid. 6/11 1930.
54. ^ Romanfragmentet er udgivet i Anderseniana III, s. 61—m.
55. ^ Sagn om Hindemae, se f. eks. E. T. Kristensens Æresbog v. H. Ellekilde, 1923, s. 27.
56. ^ Om Eiler Brockenhuus, se Da. biogr. Leksikon IV, 149—50, sagn om ham, se Da. Sagn, ny r. IV, s. 83, og Fy. Hjemstavn.
57. ^ Sagnet om den gamle pige, se Th. 1823, s. 21—22, sml. det tilsvarende sagn fra Nørre Broby 1843, II, s. 219, jf. Feilberg: Tiden svinder i alfeland i Bjærgtagen, 1910, s. 102—03.
58. ^ Om havmandens klage, se Th. 1818, s. 114 f, 1843, II, 259 f, jf. 1823, s. 18, 1843, II, 258.
59. ^ Se Topsøe-Jensens udgave I, s. 105 f.
60. ^ Om varulve, se Th. 1818, s. 133, 1843, II, s. 379» jf. også Samlede Digte 1833, s. 85—87.
61. ^ Om halvsøsteren Karen Marie (1799—1846), se Anderseniana II, 47—64.
62. ^ Om St. Jørgen på Lykkesholm, se Th. 1843, I, s. 276.
63. ^ RoR. II, 56 f.
64. ^ Om ellefolket, se f. eks. Th. 1823, s. 26—28, 1843, II, 176 f, jf. også Th. 1820, s. 85, 1843, II, 93.
65. ^ RoR. II, s. 183, sml. f. eks. Da. Sagn II, s. 366.
66. ^ Om sold og saks, se Th. 1820, 100 og 1860, s. 157—58, sml. Feilberg: Jy. Ordb. III, 142 a, 750 b.
67. ^ Om kedelprøven, se f. eks. Tang Kristensen: Jy. Almueliv VI, nr. 279, jf. Th. 1860, s. 158 f, Feilberg: Jy. Ordb. III, 915 b.
68. ^ RoR. II, s. 16.
69. ^ F. Hjort: Hist. Oplysninger om Vissenbjerg Sogn og Birk 1922, s. 121. —-
70. ^ Om højen på røde pæle, se f. eks. Th. 1820, 43 f, 1843, II, s. 216, sml. også digtet Morten Lange i Digte 1830, s. 95 f eller Samlede Skrifter XII, s. 237 f.
71. ^ Sagnet om den gloende karet gennem bondegården mangler hos Thiele, sml. Th. 1823, 17, N. Vosborg, 1819, s. 104, Glorup karet, 1823, s. 65, Fandens gård i Aarhus.
72. ^ A.s kilde muligvis Th. 1819, s. 24, 1843, II, s. 9, Krokonens kær i Næsbyhovedbroby, ellers er det i regelen herregården, som synker, se f. eks. Th. 1818, s. 127, 1843, II, s. 6 f. Sagnet om den sunkne kirke, se f. eks. Th. 1820, 73, 1843, II, s. 6 (Vangede), men årsagen er her troldenes had, ikke menneskenes ugudelighed.
73. ^ RoR. III, 285.
74. ^ Balder og Rune, se Th. 1819, s. 134 og note 93.
75. ^ Om Regisse kilde, se Th. 1819, s. 10, 1843, II, s. 30 f, A. F. Schmidt: Danmarks Helligkilder, 1926, s. 84—86, 100—02, 129, DFm. 53, II, s. 23 f.
76. ^ RoR. III, 48 f.
77. ^ RoR. III, 155.
78. ^ Om Jonna Drewsen, se Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, 1918, s. 94— 162, Astrid Stampe Feddersen: Minder 1929, s. 39—53, sml. også Jonnas barnebreve optaget i udgaven af Edv. Collins breve, I, 298 f, 333 f, II, 7 f, og A.s bryllupsdigt i Saml. Skrifter XII, s. 240.
79. ^ Om fru Mette Banners, se Th. 1843, I, s. 108.
80. ^ Se Vedel Simonsen: Samlinger til Hagenskovs Historie, s. 90, Danm. Adels Aarb. II, 51.
81. ^ RoR. IV, 51 f.
82. ^ RoR. IV, 100 f.
83. ^ RoR. IV, s. 52 f.
84. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 46.
85. ^ Se H. Topsøe-Jensens udg. af brevene til Edv. Collin, I, 253 og kommentar V, s. 66.
86. ^ Se f. eks. J. V. Christensen: Ringsted kloster, s. 41—61.
87. ^ Om herremænd, der hentes af fanden, se Da. Sagn VI, s. 41—59, ny række VI, s. 22—29, sml. Th. 1843, I, 268 f, II, 85, 91 (Fyn).
88. ^ Om Tjele, se M. Galschiøt: Danmark I, s. 221, jf. også Th. 1843, I, s. 213, generalløjtnant v. Dewitz på Frederiksgave og hans sarkofag.
89. ^ Om besøg på Tjele, se Topsøe-Jensens udgave af brevene til Edv. Col-lin, I, 16 og V, s. 491, sml. M. Rørbyes Rejsedagbog, udg. 1930, s. 22.
90. ^ Om træhesten i folkeoverleveringen, se f. eks. Feilberg: Jydsk Ordbog III, 872 f.
91. ^ Se note 7.
92. ^ RoR IV, s. 61 f.
93. ^ Om Balder og Thore, se Th. 1843, I, s. 7, jf. note 74, sml. H. Ellekilde: Balder og Rune i Sønderjy. Maanedsskrift VI, 1830, s. 177—82, XXVII, 1951, s. 54—55.
94. ^ Om Svend og Palnatoke, se Th. 1843, I. s. 22, sml. Fy. Hjemstavn IV, s. 23 ff.
95. ^ Om St. Jørgen og dragen, se Th. 1843, I, 275-77, II, 55—56, jf. Th. 1818, s. 164 og 1820, s. 40, DFm. 53, I, s. 401—04.
96. ^ Danske dragekamps-æventyr, se f. eks. DFm. 35, s. 25—39, med kommentar, s. 117—19.
97. ^ Om Ørkild slotsbanke, se Th. 1843, I, 348, II, 178, jf. 1819, s. 97 og 1823, s. 66.
98. ^ Om Thastum sø, se Th. 1843, II, s. 7, jf. 1823, IV, s. 2.
99. ^ Lys over skatte, se f. eks. Blicher: Oldsagn på Alheden, anført Th. 1843, I 29, sml. Feilb.: Jy. Ordb. II, 234 b.
100. ^ Om Troldestenen ved Langkilde, se Th. 1843, II, s. 43, jf. 1819, s. 127, og A. F. Schmidt: Danm. Kæmpesten, 1933, s. 203.
101. ^ Om Lyøsagnet, se Th. 1843, II, s. 52.
102. ^ RoR. IV, 106 f. (ærøske sagn og tro).
103. ^ Om Dunkjærsagnet, se Th. 1843, II, s. 202, om helhesten i Ærøskøbing, se II, s. 294.
104. ^ Se Hübertz Beskrivelse over Ærø, 1834, s. 274.
105. ^ Hübertz, s. 287—90.
106. ^ RoR. IV, 65.
107. ^ RoR. IV, 59.
108. ^ Om L. Brockenhuus på Egeskov, se Th. 1843, I, s. 112 f, sml. H. C. Frydendal: Kværndrup Sogn 1943, s. 144—46.
109. ^ Sagnet fra Gyrstinge, se Th. 1843, II, s. 309, jf. 1818, s. 61, sagnet fra Tøving, se Th. 1843, II, s. 17. — 110) Om sagnmotivet, se H. Ellekilde: Pigen, som traadte paa Brødet i Fyens Stiftstidende d. 9. Nov. 1930, Georg Galster: De forstenede Brød i Festskr. til Hugo Mathiessen 1941, s. 47—56.
111. ^ Sml. H. Ellekilde: Ane Lisbeth i Fyens Stiftstidende. 25/11 1930.
112. ^ Om Strandvaskersagnene i Ane Lisbeth, se Th. 1820, s. 75—76, 1843, II, s. 274—75, sml. Fra det gamle Gilleleje 1949, s. 53—77. Om Vissenbjergsagnet, se Th. 1820, s. 27 f, 1843, II, 152 f.
113. ^ Se f. eks. Da. Sagn, II, s. 464 f, ny række II, s. 368 ff.
114. ^ Se note 71 og sml. især Th. 1819, s. 104 f, 1843, II, 138 f, Glorup karet.
115. ^ RoR. I, s. 31 f, sml. s. 303.
116. ^ RoR. III, 57.
117. ^ Th. 1860, s. 187, nr. 740, jf. s. 53 og Feilberg: Jy. Ordb. II, 246, mælkeheks forbrændt af gryden med den kogende forgjorte mælk.
118. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 29.
119. ^ Se Samlede Skrifter XII, 397.