I sine senere leveår havde H.C. Andersen for skik ved juletid at yde bidrag til „Folkekalender for Danmark”. Flere af eventyrene så første gang lyset her, og det var også tilfældet med „Flaskehalsen”, som udkom i 1857. Om dets tilblivelse berettede digteren siden, at Just Matthias Thiele en dag i spøg havde sagt til ham: „De skulde skrive os en Flaskes Historie fra dens Oprindelse og til det Moment, da alene Halsen af den er brugbar, som Fugleglas”.
Der er dog et aber dabei! Den 2. november 1857 skrev Andersen til Ingemann et brev med en noget anden forklaring. „I sidste Uge”, hedder det her, „skrev jeg for Folkecalenderen det Eventyr færdigt, jeg under Besøget fortalte Dem om: Historien om en Flaske. Tanken til det kom under Besøget hos Dickens; senere, i Maxen, ned-skrev jeg det Meste; nu har jeg endt det og ikke mindre end fire Gange reenskrevet eller omskrevet det for at faae Sproget i det Tonefald, jeg maatte have det. Jeg tør troe, det er et af mine bedste Eventyr. Pedersen gjør nu Billeder til det.”
Her tales der slet ikke om Thieles opfordring. Alligevel behøver der ingen unøjagtigheder at være i de to forskellige oplysninger. Man mindes Andersens egen udtalelse om eventyrenes tilblivelse: „De laa i Tanken som et Frøkorn; der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de blev Blomst.” Hvad nu „Flaskehalsen” angår, er det altså Thiele, der har foræret Andersen „frøkornet”, d.v.s. ideen. Men først under besøget hos Dickens kom „solstrålen”, der fik Andersen til at gå i gang med digtningen.
Hvad er det da for en „solstråle”, der befrugtede digterens fantasi?
I sommeren 1857 besøgte Andersen efter invitation fra Dickens sin berømte kollega i hans sommerbolig på „Gad’s Hill Place” fra 11. juni til 15. juli. Hans dagbog fra besøget er i 1951 blevet udgivet i Elias Bredsdorffs ypperlige bog „H.C. Andersen og Charles Dickens”. Her finder man under datoen „Søndag 12″ [d.v.s. juli] bl.a. følgende optegnelser: „Klokken 3 kjørt med Dickens Familie ud til Albert Smith, det var et stort tomt Huus ved en Have, et Telt var reist paa den grønne Græsplet, Champagne Flasker, Sodaflasker laae rundt om. Ost, Brød, pyntet med Dukker stod opstillet; Alle vare i Frakker; her var hele Kompagniet fra the frozen Deep.
—Smiths Broder gik i Skjorteærmer med et Slag om sig; der blev spiist og særdeles drukket, Mark Femon var med D meget derved [d.v.s. de var „højt oppe”]. Femon havde et stadigt udmærket Humeur. Jeg gav ham af Papaverne et Frøhuus med Blomst. Jeg for-staar det nok, sagde han, „det er Flasken til mig!” – Der var en ung Sangerinde, Miss Kelly, hvis Fader har været en berømt Komiker, hun sang meget deiligt. Her var en Forfatter hvis Fader har været en berømt Skuespiller; han talte Tydsk. Vi laae i Græsset; Claret med Iis gik om, det var saa dansk i Munterheden, just noget for Ingeborg [Collin], Den unge Walther Dickens flau! Jeg husker paa Faderen. Om Aftenen blev illumineret rundt om i Haven med Lys i Flasker. Det var italiensk varmt og stille, Stjernerne funklede i den klare Luft. Vi kjørte hjem henimod tolv.”
Den omtalte havefest fandt altså sted hos den bekendte forfatter og bestiger af Mont Blanc, Albert Smith. Dagen efter en velgørenhedsforestilling, hvor Dickens med en del af sin familie og forfatteren Wilkie Collins havde optrådt i Collins’ drama „The frozen Deep”. Til stede ved festen var bl.a. redaktøren af „Punch”, Mark Femon, der også havde medvirket.
Det er denne havefest, der skildres i „Flaskehalsen”. „Udenfor i Haven var gjort stor Stads; brændende Lamper hang i Guirlander, Papirslygter straalede som store Tulipaner i Transparent; det var ogsaa en deilig Aften, Veiret stille og klart; Stjernerne skinnede saa blanke, og Nyet var tændt, egenlig saae man den hele runde Maane som en blaagraa Kugle med gylden Halvkant, det saae godt ud, for gode Øine. I de afsides Gange var ogsaa nogen Illumination, idetmindste saa megen, at man kunde see at komme frem; der stod mellem Hækkerne opstillet Flasker, hver med et Lys i, der stod ogsaa Flasken, som vi kjende, den der engang skulle ende som Flaskehals, som Fugleglas; den fandt i dette Øieblik her Alt saa mageløst deiligt, den var igjen i det Grønne, var igjen med til Glæde og Fest, fornam Sang og Musik, Surren og Murren af de mange Mennesker, især fra den Kant af Haven, hvor Lamperne brændte og Papirslygterne viste Couleurer.” Man genkender både den varme, klare aften, den „danske” lystighed, sangen og illuminationene – især jo lysene i flasker. Selve flaskens rolle i historien på dette sted – som den ydmyge, men taknemmelige „outsider”, der i den afsides havegang stilfærdigt tjener sin mission, skal nok stemme ret godt med Andersens egen position – som han selv dengang følte den – i det engelske milieu. Dickens var – som Elias Bredsdorff har påvist det – på det tidspunkt af sommeren ved at blive træt af sin danske gæst. Deraf den resignerede stemning i eventyret.
Dagbogsnotitsen nævner adskillige gange flasker, både champagne- og sodavandsflasker. Det er muligvis herfra Andersens refleksioner stammer, da han først i eventyret fortæller om flaskens tilblivelse: „Den stod i Række med et heelt Regiment af Brødre og Søstre, alle fra samme Ovn, men nogle vare blæste til Champagneflasker, andre til Ølflasker, og det gjør en Forskjel! Siden ude i Verden kan rigtignok en Ølflaske omfatte den kosteligste Lacrymæ Christi og en Champagneflaske være fyldt med Sværte, men hvad man er født til, sees dog paa Skabelonen, Adel bliver Adel, selv med Sværte i Livet.” Denne sidste bemærkning kan hentyde til Dickens, der jo i „David Copperfield” – som Andersen kendte – har skildret sin ulykkelige barndomstid på en blanksværtefabrik, hvor han klistrede etiketter på flaskerne med sværte. (Jfr. Andersens bemærkning i „Mit Livs Eventyr” om Dickens: „Her var Digteren Milnes, her var Postchefen for hele England, Forfattere, Journalister og Adelsmænd, men for mig var Dickens den Fornemste.”)
Men endnu en ting i eventyret stammer fra Dickens-besøget. Helten, den unge styrmand, der dagen efter forlovelsesgildet i skoven skal „afsted med Fartøi, langt bort til fremmede Lande” og som håber at vende tilbage „i Dag et Aar”, har et sidestykke. Andersen nævner i sin dagbogsnotits, at den unge Walter Dickens var „flau”. Han har vel givet lidt bramfri lystighed til bedste. Men om denne Dickens’ 16-årige søn skriver Andersen til Dickens i sit takkebrev for besøget: „Siden, naar jeg tænker paa Afskeden, føler jeg ret levende, hvor haardt det har maattet være for Dem nogle Dage derefter at følge Deres Søn Walther ombord og vide, at De ikke skulde see ham igjen før om syv Aar.” Altså, knap en uge efter havefesten har Walter Dickens skullet „afsted med Fartøi, langt bort til fremmede Lande”, nemlig Indien, hvor han i syv år skulle opholde sig som kadet. Han døde i øvrigt forinden sin hjemrejse. Der er næppe tvivl om, at Andersen med sin skildring af den unge sømand har tænkt på Walter Dickens. I eventyret kaldes han „Portraitmalerens Søn”, og „Portraitmaleren” er jo en ganske rammende betegnelse for Dickens selv.
„Flaskehalsen” har imidlertid flere oplevelser. Flasken kommer bl.a. ombord hos en luftskipper, der kaster den over bord. Hvorfor just lade den blive knust på den måde? Det er en længere historie.
Den kendteste episode under Andersens besøg hos Dickens er ofte gengivet andetsteds. Bl.a. læser man i fru Heibergs erindringer, at Andersen selv har fortalt fruen, hvorledes han, fortvivlet over en dårlig omtale i „Fædrelandet” af sin sidste roman, havde grædt og jamret og beklaget sig til fru Dickens, og siden var blevet trøstet først af fruen, siden af Dickens selv. Fru Heiberg gengiver historien ret forvansket, men den er dog til at genkende. Alle vegne gentages denne historie om kritikken i „Fædrelandet”, selv i engelske kilder, bl.a. i Gladys Storey’s bog „Dickens and Daughter”, der udtrykkelig nævner Andersens fortvivlelse over anmeldelsen i „a newspaper received that day from Denmark”.
Nu er der det ejendommelige ved historien, at kritikken i „Fædrelandet” først fremkom her den 11. juli 1857, d.v.s. lørdag eftermiddag. Den følgende onsdag morgen forlod Andersen England. Avisen kan umuligt have nået ham der, datidens postforbindelser taget i betragtning. Dagbogen omtaler da heller ikke „Fædrelandet” med et ord. Den sårende anmeldelse stod i „The Athenæum” den 27. juni, og scenen hos Dickens fandt sted dagen efter. Kritikken drejede sig om den engelske udgave af romanen „At være eller ikke være”. Om Andersen bevidst har villet skjule den slemme engelske anmeldelse ved sin hjemkomst eller senere har sammenblandet den med den hårde omtale, bogen fik i „Fædrelandet”, kan ikke opklares. I „Mit Livs Eventyr” nævner Andersen episoden, men ikke hvor kritikken stod. Kun i enkelte breve til hjemmet lige efter Englandsopholdet fortæller han om „Athenæum”s hårde dom.
I Paris fik han imidlertid Clemens Petersens ublide anmeldelse af romanen refereret i breve og bad Henriette Wulff klippe den ud og sende ham den – til Dresden, hvad der dog blev overflødigt. Som det fremgår af dr. Topsøe-Jensens kommentar til brevvekslingen mellem Andersen og Collinerne, meddeler digterens dagbog fra Paris under 20. juli: „Læst i Caffeen Kritikken over „At være eller ikke være.”” Af brevene fremgår det, at det er Clemens Petersens anmeldelse, det drejer sig om. Hvorledes Andersen reagerede, ser man i et brev til Bournonville, sendt 7. august fra Dresden. Her raser han åbenlyst, og nu genfortæller han scenen hos Dickens, således at man må tro, den var foranlediget af den danske, ikke af den engelske kritik.
Ikke des mindre har netop dette famøse nummer af „Fædrelandet” givet Andersen endnu en ide til „Flaskehalsen”. På side 2 i avisen figurerer nemlig – foruden slutningen af anmeldelsen – nogle notitser fra København, bl.a. følgende: „I Morgen agter Hr. V. Granberg at opstige med en Luftballon fra Christiansborg Ridebane.” At denne ballonopstigning i første omgang blev udsat i 14 dage, og i anden omgang mislykkedes (så at den, hvad Andersen ikke kunne vide, gav anledning til det endnu bekendte mundheld: „Den går inte, Granberg”), kunne han læse i et par breve fra Jette Wulff. Meddelelsen satte hans fantasi i sving. Og i Maxen ved Dresden – hvor han efter sit eget udsagn til Ingemann „nedskrev det Meste” af „Flaskehalsen” – udnyttede han altså denne avisnotits i skildringen af eventyrets luftskipper.
„Flaskehalsen” synes således at bygge på i hvert fald fire oplevelser:
Således fik det ellers lidt triste besøg på „Gad’s Hill” altså dog lykkelige konsekvenser.
