Der har ikke været nogen sjælsforskel på H.C. Andersen og den Vendelbo-dreng, hvem skolelæreren bad om at nævne årets vigtigste højtider, og som svarede: jul, påske, pinse og Hjallerup marked. Drengen gik fornuftigt ud fra, at hvad der var vigtigt for ham, også var af vigtighed for andre.
Efter at have skaffet sig indpas hos forsynet, der skiftevis optrådte som en mægtig fe eller en kærlig gud eller en usynlig, kærlig hånd, indarbejdede H.C. Andersen med vanlig udholdenhed sine egne magiske datoer i folks bevidsthed, sine selvvalgte dage, som han kaldte dem. Han gjorde opmærksom på, at den 2. april fortjente at ihukommes ikke kun på grund af Slaget på Rheden, og han sørgede for, at skriftens ord gik i opfyldelse, således at hvad gamle Johanne havde fortalt ham i barndommen: Der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham — at den næsten Aladdin-agtige hæder virkelig blev ham til del, inden det var for sent.
Til de H.C. Andersen’ske konstanter, hans skæbnedatoer, planeterne i hans system, hører frem for alt den sjette september. I de første halvt-hundrede år af sit liv regnede han ganske vist med, at det var den femte. Og da en usynlig, kærlig hånd i korrekturen til Mit Livs Eventyr (1855) oprykkede datoen fra 5. til 6., fandt Andersen sig i korrektionen. Det viste sig da også hurtigt, at trolddommen ikke sattes ud af kraft. Alle varsler og spådomme knyttede sig til denne dag. Den var mættet med indvielse og magi.
Lørdag den 4. september 1819 stemplede man H.C. Andersens rejsepas i Odense, fordi han jo ville af sted ligesom heltene i eventyrene. Han levede i en bogverden, men ville se virkeligheden uden at opgive sine drømme, og med resultatet af et helt års opsparing og en ituslået sparebøsse, nemlig 13 rigsdaler, anbragt i lommen, og en lille bylt tøj viklet sammen i et klæde, rullede han ud i verden som postkarlens og Vorherres blinde passager. Nu skulle spådommene og drømmene bringes i opfyldelse. Han passerede Nyborg og Korsør søndag den 5. september og fik begge steder sit pas påtegnet, men i Korsør fandt han det rådeligst, at også Vorherre sanktionerede, og den 14-årige gik om bag et skur, græd og bad og tog sit forsyn i enrum. Mon skuret står der endnu? Ja, i Levnedsbogen var det „et Huus“, men i Mit eget Eventyr og i Mit Livs Eventyr var det „et Skuur“. Mandag morgen den 6. september så han fra Frederiksberg Bakke de københavnske tårne for første gang.
Det var hans forhåbningers morgen og hans forjættede land. Datoen var hans, og hans alene. Han havde investeret hele sit liv i denne ene dags muligheder. I Levnedsbogen, som han skrev i begyndelsen af 1830’-rne efter Oehlenschlägers eksempel, men med et smittende nærvær, og nærmest som en slags testamentarisk opgørelse over sit livs status indtil da, bemærker han, at han kom til København „just den Dag Theater-Saissonen begynte“. Men alting begyndte for ham den dag.
Han fandt et herberge i Gardergården i Vestergade, som Karl Larsen, der var en kender af det gamle voldkvarter, har skildret i Den gamle Historie. Med tillid til Gud og en halv snes daler som reserve, „en Summa der forekom mig uhyre“, slog han sig ned i de nye omgivelser. „Jeg kom der just som Jødefejden var udbrudt,“ rapporterede han til rektor Meisling i Helsingør i 1826, „kjendte ikke en Sjæl, min Formue var paa Rejsen svunden til 11 Rdl. og paa Gardergaarden hvor jeg tog ind, smeltede den i to Uger hen til 6 Rdl., dog det vil blive Dem for kjedeligt at følge mig Skridt for Skridt.“ Ja det er muligt, at Meisling ville have kedet sig. Men vi andre er begærlige efter at vende hver eneste sten.
Året forinden havde han betroet Gamle Collin, der var streng som en gud, at han hos sine odenseanske velyndere havde fået „i det hele 14 Rdl. og med dem og et ufordærvet Hjerte forlod jeg min Fødeby.“ Andersen er det eneste menneske, der kan sige om sig selv, at han er ufordærvet, og dog blive ved med at være det. De tre rigsdaler røg til kusken. I Mit Livs Eventyr, hvor han virtuost sammentrængte begivenhedernes kolonner, fik han logis „med neppe ti Rigsdaler i Lommen“. Varianter er der nok af hos Andersen, men også konstanter. Derimod færre kontanter.
Man ser, at han virkelig logerede på Gardergården i fjorten dage, de første sensationelt betydningsfulde og hemmelighedsfulde fjorten dage, inden Madam Hermansen samlede ham ind til sig. Madam Hermansen, en af konstanterne, navngives i Levnedsbogen, som jo først blev offentliggjort i 1926, og dette skyldtes endda en fejlekspedition fra Det kgl. Biblioteks side. Men en usynlig, kærlig hånd sørgede for, at manuskriptet fejlekspederedes lige ned i skødet på Hans Brix. Madam Hermansen havde været arveprins Ferdinands amme og levede desuden i ægteskab med en mand, der var skomager i Odense ligesom Andersens far. Nu skulle hun fra Odense til København med dagvognen, formentlig i den hensigt at gratulere sin søn af første ægteskab, F. C. Olsen, med hans studentereksamen. Han blev siden rektor ved Viborg Katedralskole og skrev en udmærket bog om Poul Martin Møller. I Mit Livs Eventyr fortier Andersen hendes navn, devaluerer hendes rejsehjemmel, men husker, at han diede lidt hos hende alligevel: „En kjøbenhavnsk Madame, der, som jeg, havde reist som blind Passager med Posten til Kjøbenhavn, gav mig Huusly og Mad.“ Andersen huskede hende bedst som Madam Olsen og tog ikke skyldigt hensyn til skomager Hermansen, der iøvrigt egentlig hed Johansen.
Kort efter ankomsten til København løb han på hende i Nyhavn, hvor hun fik „Lille Andersen“ lokket op hos en kammerråd, som hun påstod skyldte hende penge. Andersen fik en daler udbetalt af den hårdt pressede mand, „men sig til Deres Moder, at det kan ikke nytte, hun kommer tiere, jeg har saa mange at give til, og hun er her alt for ofte.“ Episoden indsattes tredive år senere i 3. del af De to Baronesser, hvor Andersen hedder Elisabeth og Madammen hedder Enkefruen. Hun findes også i Lykke-Peer, den lille lyse roman fra 1870. Andersen havde fisket for at få gratis informationer i latin hos madammens lærde søn. Sophie Charlotte Hermansen svarede (ifølge Levnedsbogen), „at tydsk kunde hun maaskee faae ham til at læse med mig, derimod Latin – det var saadant et kostbart Sprog.“ Replikken af hans moderligt stemte veninde findes, mildt forarbejdet, i kapitel 6. Rektor Olsen traf han nøjagtig fyrretyve år senere, i Viborg. Men det er en anden historie.
„Jeg kom just vandrende ind ad Vesterport, med min lille Byldt i Haanden, den 5. September 1819, ret som Jødefeiden brød ud,“ skrev Andersen til Thomas Overskou i april 1833 og repeterede fornøjet sin historie for ethundredesyttende gang. „Ud paa Aftenen den 4de September 1819 rullede Naomi ind i Kjøbenhavn,“ står der i Kun en Spillemand, 1837. Hermed indhvirvles den stakkels pige i jødefejdens tumulter. Men mens larmen og tummelen for Andersen nærmest var et opstemt akkompagnement til hans egne sjælsrørelser, et teaterarrangement, et tableau, så var det for Meïr Goldschmidt, sådan som det ses i 8. kapitel af En Jøde, et anliggende om liv og død.
Det tog ingen tid for Andersen at bore sig vej gennem vrimmelen. Der etableredes forbindelser ud over hele København: til teaterchefen, til Madam Schall, til Rahbek, til syngemester Siboni. Galleriet kendes af enhver. Man levede i veldædighedens tidsalder, hvad der kom Andersen tilpas, og velyndere supplerede de tiloversblevne rigsdalere. Andersen sang og dansede som erkendtlighed og digtede 5-akts sørgespillet Alfsol efter en af Suhms nordiske noveller, skønt han senere mente at huske, at historien var af Samsøe. Alfsol, der blev trykt i Pilestræde, fungerede som introduktionsskrivelse et stykke tid, H. C. Ørsted nikkede venligt, og Holmens provst, Gutfeld, der ligeledes var en „deeltagende Mand“, fik det underlige værk manipuleret ind på Det kgl. Teaters bord. Rahbek bemærkede i sit responsum, at forfatteren havde i sin hjerne „et Pulterkammer af Godt og Ondt mellem hinanden“, altså ikke kun ondt, og man måtte ønske, at det bliver prøvet, „hvad af dette besynderlige Hoved med Dannelse kunne blive“.
Den 6. september 1822, jeg gentager: den 6. september 1822 anbefalede man på et direktionsmøde „dette unge Menneske“ til en understøttelse, „hvorved hans umiskjendelige Anlæg kunne blive dyrket og dannet“. Jonas Collin, der var udnævnt til meddirektør i februar 1821 og fungerede som en slags gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandér-velgører i staden, tog sagen i sin hånd, og dermed var den jo afgjort. Autoriteten H. Topsøe-Jensen mener, at Sibonis middagsselskab den 18.9.1819, hvor Andersen bankede på midt under måltidet i Viingård-strædet, er „den mest afgørende Begivenhed i H.C. Andersens Liv“. Autoriteten Edvard Collin mener, at tilkendegivelsen den 13.9.1822 fra teaterdirektionen over for den tilsagte Andersen er „det egentlige Vendepunkt i Andersens Skæbne“. (Se „H.C. Andersen og Det Collinske Hus“, side XVI. Bogen hedder for resten kun H.C. Andersen. „Det Collinske Hus“ er et anhang, hvor digterens navn bare forekommer en enkelt gang.) Lad os vove at sige disse Andersens to nærmeste venner imod og vælge den 6. september som det egentlige eller det afgørende.
I september 1833 var Andersen på gennemrejse i „den lille Urmagerby Le Locle“ i Jurabjergene. Han var selv som en perpendikel: når han svingede ud til den ene side, måtte han straks prøve at komme over i den modsatte. Med demonstrativ markant formulering skrev han til Signe Læssøe: „Idag for 14 Aar siden forlod jeg første Gang Odense og begyndte mit Livs store Eventyr.“ Datoen er gået op for ham, selv om den er forkert, og han vejrer historie omkring sin person, ligesom senere Johannes Jørgensen og Karen Blixen. Man ser, at hans op gennem livet næsten dogmatisk repeterede bevingede formel om livet som et eventyr er undfanget allerede nu, det vil sige mere end tyve år forud for memoireværket Mit Livs Eventyr, og vel at mærke endnu inden han kunne drage nytte af bekvemme allusioner til sin virksomhed som eventyrdigter.
Visheden om at være underlagt en styrelse holder sig triumferende i de kommende år. Han husker ubesværet forkert, bare for at kunne følge skæbneudvælgelsen op: „Dem femte September 1833 gik jeg over Simplon ind i Italien. Netop den Dag jeg for 14 Aar siden, fattig og hjælpeløs kom til Kjøbenhavn, skulde jeg betræde dette Land for min Længsel og Digter Lykke; det var ikke arrangeret saa af mig; det traf sig saa; det har flere Gange været, som havde jeg bestemte Lykke Dage i Aaret; dog Lykken er kommet saa ofte, at jeg maaskee kun paa mine egne selvvalgte Dage har ret erindret Besøgene.“
Afsnittet findes i erindringsbogen Mit eget Eventyr uden Digtning fra 1847, af ham selv betegnet som en skitse. Hverken den 5. eller den 6. men først den 19. gik han ind i Italien. „Netop paa samme Tid, men fjorten Aar efter at jeg som en fattig Dreng kom til Kjøbenhavn, skulde jeg træde ind i Italien, Landet for min Længsel og Lykke“ – sådan modererer han umærkeligt i Mit Livs Eventyr fra 1855. Men han vidste, med hele sin præcision, at den store rejse ned gennem Europa, der kulminerede med Improvisatoren og de første eventyr, var en poetisk indvielse af samme styrke som ankomsten til København, og derfor udbad han sig samme skæbnedato til grænseoverskridelserne. Han syntes den fortjente sin nimbus. Simplon og Frederiksberg Bakke. Til gengæld faldt Andersens ur, og skæbnens, i slag samtidig, da han i selskab med den unge Jonas Collin kørte ind over grænsen til Spanien den 6. september 1862. Hændelsen kommenterede han i Spaniens-bogen:
„Det var paa den sjette September, jeg som Barn første Gang kom til Kjøbenhavn, det var den sjette September, mange Aar derefter, jeg første Gang kom ind i Italien og nu paa samme Dato, i samme Maaned, skulde Spanien aabnes for mig, det traf sig saa; Tilfældet, som man kalder det, vilde det: i Lyon havde jeg en Dag maattet vente paa min Koffert, der gik feil paa Jernbanen; i Perpignan maatte jeg vente et Par Dage for at faae Coupé-Plads i Diligencen, og min sjette September gjorde sig gjældende.“
Det traf sig så.
Op gennem livet passerede Andersen og hans Aladdin-dag hinanden. Hengiven fortalte han Edvard Collin, Eduard, som han kaldte ham, om sin „jubelfest“ på Føhr i Sydslesvig 1844, den 5. september: „Veed De hvad det er for en Dag for mig i Dag? Den 5. September kom jeg første Gang til Kjøbenhavn, det var 1819; i Dag er det netop 25 Aar siden; hvilken underlig Styrelse! jeg er saa sælsom blød om Hjertet derved; for 25 Aar siden kom jeg med min lille Pakke til Kjøbenhavn, en fattig, fremmet Dreng, og i Dag har jeg drukket min Chocolade hos Dronningen, ved Taffelet siddet lige over for hende og Kongen, Rantzau drak min og Dagens Skaal, er det ikke underligt at tænke tilbage min kjære, kjære Ven! det var ogsaa paa den 5te September jeg gik ind i Italien og skrev min Improvisator. – Lad Deres Fader læse dette mit Brev, han vil forstaa den Følelse som fylder mig; stille drak jeg i Dag ved Bordet hans Skaal, min Tanke vil han ogsaa begribe.“
Gamle Collin har nikket fra sin københavnske himmel; og H.C. Andersen fortsatte lavmælt jublende sine betroelser:
„Kjære, kjære Eduard! Det er Midnat, jeg kommer fra Kongen, man siger, at jeg ikke har baaret mig klogt ad, ikke benyttet en ypperlig Leilighed til at sørge for mig selv – jeg har fulgt min Natur, hør nu, hvad siger De? Dronningen havde fortalt Kongen at det var i Dag en Slags Jubelfest for mig etc. – Hans Majestæt kom derfor i Aften hen til mig i Stuen, ytrede sin Glæde over min Lykke, over hvad jeg havde overvundet og naaet, fortalte mig hvor kjært det var ham af fremmede at høre min Erkjendelse ogsaa i Tydskland og gratulerede mig derpaa til denne Dag; under Concerten kom han igjen til mig og spurgte mig om min første Optræden i Kjøbenhavn og jeg gav ham et Par Træk.“
En halv snes år senere genkaldte Andersen sig de livsalige kongetårer, da han i Mit Livs Eventyr repeterede rejsen i det sønderjyske, som jo bl.a. skænkede ham klit- og marsklandskaberne i De to Baronesser: „Det var netop fem og tyve Aar siden, at jeg som en fattig Dreng, ene og hjelpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop fem og tyve Aars-Dagen skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved, og som jeg da fik Leilighed til end mere at kjende og just da ret med hele min Sjæl at holde af.“ Andersen har vandret fra den ene henrykkelse ind i den næste. Det var meget passende gehejmestatsminister Conrad Rantzau-Breitenburg (i brevet til Edvard Collin kaldet „Rantzau“), der vidste besked med, hvilken betydning den 6. september havde for den eventyrlige digter, hvem der så har suffleret ham. Og netop på dette sted i memoireværket har den præcise korrekturlæser, hvis navn vi ikke kender, ført dagen de fireogtyve timer frem, fra den femte til den sjette. „Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mit Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft, for ei at briste i Taarer; der ere Øieblikke fulde af Taknemlighed, i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte; hvor dybt følte jeg ikke mit Intet, at Alt, Alt var fra ham.“ Men altså også fra Gamle Collin. „Kongen lykønskede mig til, hvad jeg havde overstaaet og vundet, spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk fra hiin Tid; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Vist aarligt; jeg sagde ham denne Sum: 200 Species.
„Det er ikke Meget!“ udbrød han.
„Men jeg behøver heller ikke Meget!“ svarede jeg, „og mine Skrifter forskaffe mig jo ogsaa Noget!“
Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken, „De skulde nu have det lidt bedre end før!“ var hans Ord, og han endte Samtalen med: „Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres literaire Virksomhed, saa kom til mig!“
Om Aftenen ved Hofconcerten fortsatte Kongen denne Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget.
Siden var der et Par af dem, som havde hørt Kongens Ytringer denne Dag til mig, som bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet det mig gunstige Øieblik, „Kongen lagde Dem jo lige i Munden“, sagde de, „at De skulde udbede Dem af ham noget Mere at leve af; han sagde jo selv tydeligt, at det var for Lidet, De havde, og at De nu skulde have det mere godt og beqvemt.““
Men den slags smartness lå ikke til Andersen. Han fulgte sin natur, som han skrev til Edvard Collin. Og dagen var ham en festdag: „Foruden min Konge var det de tydske Badegjester, der den Dag gav Beviis paa Deltagelse. I Badesalen, ved Middagsbordet, medens jeg sad ved Kongens Taffel, udbragte de en Skaal for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men nu ogsaa selv havde lært at kjende.“ Andersen blev ikke noget fordærvet menneske af badegæsternes hyldest eller af den royale applaus: „Sligt gjør just god og bedre, det luttrer
Tanken, og man føler Trang og Villie til at blive det værd.“ I april 1845 blev løfterne fra den 6. september året forinden indfriede: appanagen øgedes velvilligst.
Han varierede temaet over for Henriette Wulff en halv snes dage senere end brevet til Edvard Collin: „Det var den 5. September 1819 jeg, som en fattig Dreng, første Gang kom til Kjøbenhavn, det var den 5. September 1844, alt 25 Aar derefter, jeg sad ligeoverfor Kongen og Dronningen ved deres Taffel, var deres Gæst, det gik mig underligt gennem Tankerne, o jeg kunde græde.“
Endnu i december måned bevægedes han, omend tåreløst, ved kontrasten mellem sin venne- og pengeløse tid og gæstebuddet hos den indsigtsfulde og videnskabeligt dannede Christian den Ottende: „Jeg følte en underlig, glad Vemod,“ sagde han til sin ven Ingemann, af hvem han ikke risikerede spydigheder.
I Mit Livs Eventyr – året 1855 – valgte han sig Gamle Collin som adressat og sendte brev fra Goethes Weimar, idet han samtidig forhøjede årenes antal: „Min trofaste, faderlige Ven! I Dag er det netop 37 Aar siden jeg første Gang kom til Kjøbenhavn, derpaa tænkte jeg i Morges, da jeg vaagnede, huskede alt det oplevede, alt hvad Gud havde undt mig, jeg blev forunderlig blød, men mit Hjerte var dog bedrøvet, jeg har i de sidste Dage aandeligt lidt.“
I udlandet fastholdt han som regel den 5. september som ankomstdato, selv efter at han var blevet oplyst om sagens rette sammenhæng. Man ser af et brev, den 11. august 1857, til Storhertugen af Weimar, at den 5. september såvel dækker Andersens storm på København som hans indmarch i Italien. Henriette Wulff glædede ham netop dette år med at tage den magiske dato som udgangspunkt for en betragtning over, at hendes søsterlige sindelag og hjerte i alle de år stadig var vokset i ham, „til det tilsidst vokser ind i Evigheden, hvorhen vi jo alle stunder!“ Ja næste år voksede jo så hendes hjerte ind i evigheden, idet hun omkom ved damperen Austrias brand på Atlanterhavet.
Andersen holdt sig til det europæiske fastland, hvor han lagde brænde på mytens bål: „Jeg er for Øieblikket Mærkværdigheden, og mine Skrifter i engelsk, fransk og tydsk, læses i alle Stuer; jeg er naturligvis indbudt til Engeland og Amerika, det er altid en Høflighed,“ skrev han fra Geneve, september 1860, til Henriette Collin. Alle hed Henriette dengang. „Men det rørte mig, at den 6 September, den Dag jeg første Gang kom som fattig Dreng til Kjøbenhavn, var bemærket af flere her i Geneve og jeg fik den Dag sendt tre forskjellige smukke Blomsterbouquetter.“
Åbenbart var hin korrekturlæsers pernittengrynsrettelse ikke trængt ind i Geneve-borgernes bevidsthed, for det var den 5. og ikke den 6. man sendte buketter til Andersen.
Blomster i hele haver fik han jo i 1869. Datoen var ham efterhånden mere betydningsfuld end både fødselsdag og debut. Man mærker hans skælven i breve allerede fra april: til biskop Engelstoft, der i december 1867 havde modtaget ham på Odense banegård, da æresborgerskabet skulle festligholdes, virrer han lidt med hovedet over, at hans venner ønsker hans nærværelse i København den 6.9. Og til Henriette Collin antyder han (5. juni) et ønske om at være en aldeles anonym jubilar: „Naar da de kongelige Festligheder i Begyndelsen af September ere tilende, min 6te September bliver naturligvis ganske privat, flyver jeg ud endnu engang, vistnok den sidste, og seer, vil Gud, det rullende luftblaa Middelhav og Blomster og Grønt i Solskin ved Vintertid – hvor det er deiligt at leve!“ Sådan forstår kun H.C. Andersen at meddele sig. Forhåbningsfuld eller ængstelig oplader han sit gemyt, lægger den samme gratie for dagen i sit sprog som Mozart i sin musik.
Igen til Henriette Collin, denne gang fra Basnæs, 26. juni: „Jeg er ikke ganske glad ved at et Par Venner have bedet mig blive i Kjøbenhavn den 6te September over, det er dog en Uleilighed for Flere og de Allerfleste ere jo paa Landet! helst fløi jeg bort tidligere og ønskede dette helst. Jubilæerne ere, især fra Theatrets Krater, saaledes strømmede ud over Landet at Beboerne snart maa have Skræk for en saadan Begivenhed, og dog koste Theatrets kun et Klask i Hænderne og nogle Blomster til Fiirskilling Snesen.“ Henriette svarede fra Aalsgaarde, at Ingeborg Drewsen havde i sinde at fortælle Andersen om planerne vedrørende jubilæet. Dagbogen, den 13. juli: „Gik ned til Fru Drewsen og hørte der at Collins ønskede at Festen den 6te September gik ud fra dem.“ Hans vankelmod kommer bedårende til orde i et brev den 4. august (også en skæbnedato) 1869, fra Rolighed: „Helst reiste jeg da strax, men de ere jo saa elskværdige, Vennerne, at ønske jeg bliver her den 6te September, og dog, det generer vistnok Mange, derfor, dersom det endnu er lidt svævende, det Hele, saa sig mig det og jeg flyver bort.“ Men melankolien havde endnu ikke ædt ham op: „Jeg begynder at glæde mig til denne Reise; 50 Aar ere lykkeligt lagt tilbage, jeg har vist ikke mange Aar at leve i og endnu færre til at reise i; derfor vil jeg endnu engang, mens Sindet er friskt og der isandhed endnu er Ungdom i mig, nyde nogle Maaneder.“
En halv snes dage senere bemærkede han, at bl.a. frøken Mathilde Ørsted, H. C. Ørsteds datter, og fru conferensrådinde Kock havde forhørt sig hos ham om den 6.9. Uafvendeligheden gjorde sig parat.
Uoplagt lod han sig invitere til en fest på Skydebanen, hvor en plejedatter af H. P. Holst fejrede bryllup. Andersen var frastødt af lokalerne derude, men hvad udad tabes skal indad vindes: „Holst udbragte en Skaal for mig som den ældste af hans Venner der, berørte de „naturlige Svingninger“ som kunde og maatte indtræffe mellem to Poeter, og fremhævede derpaa en Deel Godt og Smukt og endeligt talte han om min forestaaende 50 Aars Fest, stillede mig som den der „efter Holberg og Heiberg“ havde det betydeligste satiriske Talent og ved det revsede Daarskaben.“ Phister kyssede på kind, og „jeg stod vistnok for kold og noget flov derved og Feilen er tilvisse paa min Side.“ Endnu inden middagen var færdig, listede Andersen sig fra bordet og var ved hjælp af banetoget hjemme på „Petershøj“ allerede ved halv ti-tiden, hvor hr. Henriques straks begyndte at tale om den tilstundende fest: „Jeg bad ham om at jeg maatte være uvidende om det Hele, kun at De og han vare enige, og han sagde at de vare saa,; deri hengiver jeg mig ganske!“ Andersen indrømmede (i denne detaljerede skrivelse til Edvard Collin), at dagen havde stor betydning for ham: „Men gladest er jeg dog om den ikke skaffer „Vennerne“ for stor Uleilighed eller Pengeudgift, see især her paa!“
Familien Melchior, Andersens varmhjertede alderdomsvenner, rejste sydpå sidst i august. „Jeg har lidt febril Fornemmelse ved Tanken om Festen for mig!“ skrev Andersen efter dem den 30. august. Fru Melchior skaffede ham husvalelse med et par breve fra Frankfurt og fra Badenweiler: „Den 6te September nærmer sig nu med stærke Skridt, den De har imødeseet med saa ængstelige og bevægede Følelser. Gid De nu maa blive rigtig tilfredsstillet, hvilket jeg aldeles ikke tvivler om, da det er umuligt, at De ikke vil føle Glæde ved at se, hvor uendelig mange Venner, De ved Deres elskværdige Personlighed og Deres Guds-Gave i Aarenes Løb har erhvervet Dem. Tro mig, at jeg er bedrøvet over ej at kunne være tilstede og bevidne Dem, hvor megen Deel jeg tager i Deres Lykke!“ Det er et nobelt brev, der rimeligvis har glædet etatsråden, men med Badenweilerbrevet fra den 2. september nåede Dorothea Melchior tættere hen mod det, som Andersen helst ville høre: „Det maa være en stolt Følelse for Dem, at De har bragt det saa vidt i Verden, naar De tænker tilbage paa den Tid, da De som 14 Aars Dreng kom til Kjøbenhavn uden en eneste Ven til at byde Dem Velkommen. Dog – De havde Tillid til Vorherre, og de fromme, gode Følelser, Deres Forældre havde bibragt Dem, bare velsignede Frugter. Ja, De holdt den svære Kamp ud og forsagede ikke under de mange store Skuffelser, som mødte Dem. Geniet banede sig sin Vej, og De naaede det Maal, De sigtede efter, og nu er De rigere end alle Konger og Fyrster, der ikke kunne rose sig af at eje saa mange, oprigtige Venner Verden over som De. – Vi tømme et Glas tilbunds paa Deres Vel den 6te September, og jeg smigrer mig med, at De ogsaa vil skjænke Vennerne i Schweiz en lille Tanke.“ Det kunne hun roligt smigre sig med, nu hvor hun havde smigret Andersen, men med oprigtige ord. Også med lystighed kunne man nå ham: etatsråd Adolph Drewsen, Gamle Collins svigersøn, og festens medarrangør, afsendte denne billet: „Hr. Jubilarius! Forgjæves Forsøg igaar at træffe den uovertræffelige! Da Beundringskredsen imorgen er tilsagt til Kl. 5, og det vil tage nogen Tid før Kvindekønnet faar ordnet Krøller o.a.d., bør Jubelynglingen ikke møde paa Valpladsen før Viseren er et godt Stykke over 5, og Tilbederne kunde antages at have givet Møde. – Bortførelsen ordnes i Henhold dertil af Deres ærbødigste Bortfører. —“ Det må have fornøjet den febrile.
Og så festede man da i Vincents restauration ved Holmens Kanal, ikke at forveksle med Conrad Vincens bod i Kongens Fald eller med „Høvlen“, hin beværtning, som Andersen frekventerede i sin fattige tid efter ankomsten til København. Dagbogen beskæftiger sig ikke med festen. Andersen nøjedes med at gemme avisudklippene, hvor han kunne læse over på lektien. Der var 244 deltagere: „Listen over dem har Bille afskrevet til mig; jeg skal i næste Skrivelse sende Dem en Afskrift,“ lovede han fru Melchior, da han nogle dage senere havde søgt ly på Basnæs. P. Hansen, en kraft af første rang, havde skrevet en sang, og Chr. Richardt havde skrevet en sang, og Hauch havde skrevet et digt, der var betydeligt venligere i tonen end skildringen af Eginhard i Slottet ved Rhinen. Høedt deklamerede, og fru Heiberg lyttede sammen med krigsminister og kultusminister (der overrakte Dannebrogsordenens kommandørkors af 2. grad) og Hartmann og Gade, Kaalund, Thiele, Carl Ploug, H. P. Holst, Carl Bloch, med videre. Gamle Thiele betroede dagen efter Andersen, at han havde følt det, som var han i Himmerige. „Man havde Lyst til,“ sagde Thiele, „at trykke dem Allesammen i Hænderne!“
Andersen takkede den 12. september, med adresse til Martin R. Henriques, „de kjære virksomme Venner“, men nu hvor han i tankerne gennemlevede festen, pinte det ham, at han vist havde glemt at nævne Guldbergs navn i rækken af velgørere. Han bad Drewsen overtale Chr. Lund til at formidle en tak til Guldbergs sønnesøn, „der vist sang med i Kvartetten“. Men af Guldbergs slægt resterede kun en brodersøn, så det blev ham, der høstede taksigelserne. Han hed Carl Høegh-Guldberg, Fuldmægtig i Justitsministeriets Brandforsikringskontor og brændende Medlem af Studenter-Sangforeningen. Ellers havde Andersen sin vane tro været en påpasselig afbetaler af venskabsgæld, med lovord om Weyse, Siboni, admiral Wulff, H. C. Ørsted, fru Læssøe, samt hele det Collinske hus.
Fru Melchior og Edvard Collin fik at høre om Andersens besøg om tirsdagen, to dage efter festen, hos den kongelige familie: kongen førte ham omkring i Bernstorff-parken „og gav mig en af de smukkeste Roser“. Det har sikkert været verdens dejligste. Og han lod spænde for sin vogn og „gav Ordre, at den førte mig til Charlottenlund og var videre til min Disposition til Banegaarden.“ Alle var nådige, enkedronningen sendte en egenhændig skrivelse og spenderede frokost om onsdagen, „og en af hendes Vogne ventede for at føre mig til Jernbanen“, hej vil du gå.
„Endeligt er jeg da i Ro og Hvile, det jeg saa høiligt trængte til!“ sukkede Andersen ind i øret på Edvard Collin. Nu var han installeret på Basnæs ved Skjelskjør, hvor man havde foranstaltet æresport og deputation. „Grev Holstein holdt en smuk Festtale og i Haven afbrændtes et nydeligt Fyrværkeri; mit Navn lyste i vexlende Farver, Raketterne fløi ud over Søen, det var en ganske deilig Aften, men hvor var jeg træt.“ Drewsen fik at vide, at også datoen „den 6te September“ strålede i fyrværkeriet, og fru Melchior fik at vide, at „Mængden bragte mig et jublende Hurra“. Collin skulle ikke have besked om det altsammen, og det var velsagtens det forsigtigste at lade datoen og hurraråbene fortone sig. Til gengæld gav Edvard Collin besked om, at „Deres very kind friend Mr. Horace E. Scudder, som forresten gjerne kunde frankere sine Breve ordenligt“ havde ønsket sig at være deltager ved gildet for at tale på Amerikas vegne: „Referatet derom vil han indrykke i et Dagblad, som han da vil sende Dem. Fremstillingen vil naturligviis blive meget upartisk, da De selv har skrevet den.“ Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden, sagde ællingen. Ja gør du det, sagde hønen.
Malurten kom ellers fra Norge, som Lasernes og Elverhøis digter aldrig havde yndet. I 1868 havde Bjørnson ærgret ham ved sin uklarhed og bredde i Fiskerjenten. „Hendes første Besøg i Theatret minder ogsaa lidt for meget om H.C. Andersen 1819,“ sagde Andersen, der jo måtte vide det, og sigtede til det syvende kapitel i 2. del. Nu, i september 1869, sad han begravet i breve, hvoraf en overvældende part var tiggerskrivelser: „det er som om Folk troede, at jeg havde vundet det store Lod,“ sagde han til fru Melchior. Men der var et af dem, et bittert dryp, som han ikke agtede at besvare. „Det var noget ondskabsfuldt og kom fra Norge.“ Henriette Collin var den første, der fik historien. „Der stod intet Navn under og var ikke dateret fra noget Sted men i Poststempelet stod „Bergen“. Jeg faaer ud af Indholdet, at i Vinter har en ung Forfatterinde været nede i Kjøbenhavn og med sin Bog søgt mig men er blevet afviist. Jeg veed kun at der komme en Mængde Mennesker med deres Manuskripter og forlange at jeg skal læse disse; jeg har derfor bedet Frøken Hallager at naar jeg ikke var hjemme maatte hun endelig ikke modtage disse Papirer, hun maa have afviist denne Jomfru der da skal have, mundtligt eller skriftligt veed jeg ikke, bedet om at blive modtaget og at jeg i den Anledning skulde lægge paa Fodposten dette skrevne Ord: tilladt, der foresvæver mig ogsaa nu i Erindringen Noget saadant, men jeg svarede ikke, da jeg ikke havde Tid, nu er hun blevet fornærmet og – hvad jeg kalder ondt, vælger netop den 6te September for, som hun siger „medens i denne Time Hurra og Tale lyder til Dem“ at lade mig vide at jeg ikke en anden Gang om det skeer støder „en Fattig og Forladt fra mig der modtager nok ikke gjerne ringe Borgerfolk,“ -at jeg ikke maa støde en Orm fra mig, Ormen bliver dog Deres Herre naar De ligger i Graven saa omtrent osv. Det var et meget uvenligt, ukjærligt Brev. Jeg fortæller det kun til Dem, og det gaaer ikke videre; men bedrøvet mig har det dog.“
Det gik nu videre, for historien var jo god. Fire dage senere, den 20. september, fik fru Melchior de samme detaljer og et par stykker til: dette med ormen havde konen fra Bergen skrevet på vers. „Det gjorde mig ondt, at Nogen saaledes med Flid valgte min sjette September for at dryppe lidt Malurt. Men nu er det igjen fordunstet.“ Fru Melchior mente meget fornuftigt, at verden vist ikke havde tabt ved, at Andersen undlod at hjælpe skribentindens værk frem i dagens lys; og Henriette sagde, at nu må den norske malurtdråbe da være glemt, thi festen var jo virkelig så glad. Men Andersen syntes ikke han havde hørt tilstrækkeligt: „De har endnu slet ikke udtalt Dem om min Fest,“ påpegede han i et brev fra Sachsen, den 4. oktober. „Fra Fru Raasløf har jeg derimod i Leipzig fundet Brev, hun var aldeles opfyldt af den og fandt den lykkedes, som sjælden nogen anden.“ Jamen jeg har skrevet, svarede Henriette Collin, og henviste til sin lille trøsterinde-epistel i anledning af den norske fredsforstyrrer. Men var det nu nok? Den evigt rejsende Andersen hævdede endda, at „siden jeg fornam de varme danske Hjerter den 6te September har jeg faaet Forvisningen om, jeg groer bedst Hjemme.“
Fru Melchior fik en lille realistisk reportage fra Böhmen, midt i oktober: „Fra Dresden tog jeg til Prag, paa Vejen her til traf jeg en tydsk Familie, der havde reist meget, ogsaa været i Danmark. Vi kom til at tale om Ørsted, jeg sagde at nu fik vi snart et Monument rejst for ham. „De skal vel ogsaa have eet for Andersen?“ sagde Manden. Jeg svarede: „Andersen er ikke død, og han faaer intet.“ „Jeg veed nok, han lever,“ sagde Manden, „jeg har jo i disse Dage læst om den store, smukke Fest, der var for ham; han er meget elsket“. Jeg blev flau ved denne Tale og havde ikke Mod til at sige, jeg var Andersen. Saa skildtes vi.“ Det er vist første gang, han undgik at fyre sit ellers effektive ekstranummer af: det er mig, som er Andersen.
Men det var det jo. Det var ham, der var Andersen. Ham og ingen anden i verden. Han gik og iagttog skæbnens ur, men vogtede sig for, her i sin alderdom, at stille på viserne. „Rolighed“, den 6. september 1871, til fru Henriques: „I Dag er det to Aar siden min Fest i Kjøbenhavn feiredes, der er nu 52 Aar siden jeg første Gang saae Hovedstaden.“
September 1872: Andersen mismodig, „saa ganske eensom“. Han begav sig i Tivoli. „Alt var for mig som nyt. Jeg saae en heel Aléé med Buster, mellem disse min, der havde sat sig en stor broget Sommerfugl paa Bustens Skulder, var det en Festhilsen (det er i Dag jo 53 Aar siden jeg første Gang kom til Kjøbenhavn,) eller betød Udødeligheds Tegnet, at jeg nu snarest skal pille af og „død Mand forholde sig rolig“. Der sad paa Bustens Kind en voldsom stor Spyflue, var det maaske ogsaa alegorisk. Da jeg kjørte derud mødte jeg den unge elskværdige Harriett Salomonsen med sin Forlovede [Edvard Brandes], de saae saa lykkelige ud. Jeg misunder dem ikke, men naar man bliver gammel kommer der en Veemod i Sindet ved at see hvor lykkelige Menneskene kunne blive. Dog stor Uret er det af mig at sige og skrive Sligt paa en 6te September min rige Lykkedag.“ Fru Henriques, til hvem brevet var stilet, forstod nu nok, at Andersen ikke manglede taknemmelighed. Situationen havde han med henrivende galgenhumor ridset op i et af ungdomsdigtene:
„Han yndes af Mange, har dog ingen Ven,
End sige en lille Veninde;
Thi flagre hans Sukke i Natten hen,
til Nar for de lystige Vinde.“
I forsommeren 1873 indlod H.C. Andersen sig endnu engang på at rejse udenlands, at se andre verdener. Men da han på vejen hjem kom til Comosøen, løb hesten løbsk, og det gik op for Andersen, at også tiden løb løbsk, han var den ikke længere mægtig. Fra „Rolighed“, hvor han tog ind efter hjemkomsten, agtede han at begive sig til de gamle værelser i Nyhavn, men var forkuet ved tanken om at flytte ind i „det gamle Sygehuus“. De sidste dage i august syslede han med indretningerne af stuerne, og planlagde, som for at følges med sin skæbne en gang endnu, at rejse ind til byen netop den 6. september, „denne forunderlige Mærkedag i mit Liv; De veed den Dato kom jeg første Gang til Kjøbenhavn, den Dato første Gang ind i Italien og senere ligesaa, ganske tilfældigt, den Dag ind i Spanien,“ skrev han til Henriette Collin. Men den fordums henrykkelse havde fået en dimension mere:
„Jeg har en egen Tanke ved den Dag, maaskee bliver den engang min Dødsdag, den er som var det iaar en Ulykkesdag, jeg skal syg ind i det fordømte Sygehuus; jeg har det ilde, jeg er som tvedeelt, mit halve jeg er ungdomsfriskt, mit halve er elendigt, Been og Arme zittre, mit Hjerte knuger mig – “.
Ugen efter udlagde han med opbydelsen af hele sin gustne klogskab skæbnedatoens gåde ved at sige: „Paa Mandag den 6te fløtter jeg rimeligviis ind i Nyhavn, det er en Mærkedag i mit Liv, den Dag kom jeg første Gang til Kjøbenhavn, ind i Italien, ind i Spanien, havde min 50 Aars Fest, jeg anseer dens Betydning nu sluttet ved det mig aldeles Uhyggelige at skulde igjen drives ind i min gamle Sygefælde i Nyhavn. Jeg er mere nedtrykt i Sindet end Nogen tænker, jeg har tilbragt dræbende lange Dage i den sidste Tid, jeg glæder mig ikke til Noget, har ingen Fremtid meer, Livet og Dagene skvulpe hen om mig og jeg venter egenligt kun paa at Teppet falder. Det er meget utaknemligt, siger De. Jeg veed Alt hvad der kan siges.“
I juni 1874 forespurgte det berømte Brockhaus Konversationsleksikon i Leipzig om de seneste data i Andersens liv. Han bad Edvard Collin være ham behjælpelig med besvarelsen, da han ikke selv ret vidste, hvad han skulle meddele, eller hvad han skulle undlade at meddele. Men i hvert fald måtte der gives besked om „den Fest mine mange Venner i Kjøbenhavn gjorde for mig den 6 September, den Dag det var 50 Aar siden jeg som en fattig Dreng kom til Byen og at H M Kongen ved denne Fest hædrede mig med Udnævnelsen til Commandeur af Danebrogen.“ Så rituelt kredsede han om sin indgang til livet.
Fredag den 4. september 1874 skrev han til Henriette Collin et brev, hvis efterskrift lyder således: „Paa Søndag (den 6te) er det 55 Aar siden jeg kom til Kjøbenhavn.“ Og søndag den 6. september 1874, den 55. og sidste af hans magiske dage, fuldendte han på landstedet „Rolighed“ efterskriften til den samlede udgave af sine eventyr og historier.
„Den høieste Lykke er saaledes blevet mig forundt at opleve en slig Velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, naaet op mod Menneskenes sædvanlige, høieste Levealder, Bibelens „syv Gange ti“, vil denne lykkelige Virksomhed være nær sin afslutning.“
Han vidste alt, hvad der kan siges.
