H.C. Andersens Hus, Odense, udsendte i 1959-60 i tre bind brevvekslingen mellem H.C. Andersen og hans trofaste veninde Henriette Wulff. Skønt korrespondancen i det hele taget var overraskende vel bevaret, var det trods al umage ved indsamlingen af stoffet at vente, at enkelte breve muligvis kunde dukke op senere. Dette håb er allerede gået i opfyldelse, idet en sønnesøn af den i brevsamlingen flere gange omtalte Peter Koch, justitiarius i Højesteret, Københavns Universitets kurator E. A. Koch venligst har stillet en samling familiebreve til rådighed for Anderseniana, og heri findes bl.a. to digte og fem udaterede småbreve fra H.C. Andersen, alle stilede til Jette Wulff. Taget enkeltvis siger disse billetter måske ikke meget, men indsættes de på deres plads i brevrækken — og de fire af de fem lader sig med fuldkommen sikkerhed datere — udgør de et værdifuldt supplement til den store trykte korrespondance (i det følgende betegnet som BHW). I dennes Bd. III, s. 363 findes en »Fortegnelse over savnede Breve«; to af disse, 8. april 1847 og 24. november 1848, er nu kommet for dagen, og antallet af kendte breve fra digteren til hans veninde er steget fra 216 til 221.
Men inden vi kommer til de fem breve fra Andersen, vil vi først se på, hvad der yderligere kan findes af interesse for vort emne imellem kurator Kochs papirer. Vi begynder med et bidrag til den første og vigtigste H.C. Andersen-brevsamlings historie, den berømte klassiker Bille & Bøgh.
I H.C. Andersens testamente af 2. juli 1875 hedder det: »Alle Manuscripter og Breve af Interesse vedkommende Andersen udleveres C. St. A. Bille og Nicolai Bøgh til Afbenyttelse, men tilbageleveres derefter til Etatsraad Collin som dennes Eiendom« (Anderseniana, VII, 1939, s. 91).
Straks efter digterens død tog »Dagbladet«s tidligere redaktør, folketingsmand C. St. A. Bille og Andersens unge ven, forfatteren Nicolai Bøgh fat på det store arbejde med at gennemgå hans efterladte papirer, der befandt sig i en syndig uorden, og med på grundlag af dem at planlægge et bind »Breve til H.C. Andersen«. Det udkom 1877, og på dette tidspunkt var de to mænd allerede igang med hos modtagerne eller deres familie at indsamle stoffet til et udvalg af »Breve fra H.C. Andersen«. Det forelå i 1878 i to bind, og udgaven, der således rummer 329 breve til Andersen og 479 fra ham, har siden sin fremkomst været en af de vigtigste og mest benyttede kilder til studiet af digterens liv og personlighed. Medens »Breve til H.C. Andersen« indeholder breve fra kommandørinde Henriette Wulff, men ikke fra hendes børn, er i brevene fra Andersen de tre af hendes fire børn, nemlig datteren Henriette Wulff (1804—1858), datteren Ida Koch, f. Wulff (1806—1876) og den yngste søn, kaptajn i Søetaten Christian Wulff (1810—1856) repræsenteret mellem modtagerne, og navnlig brevene til frøken Henriette Wulff har altid været regnet mellem de betydeligste fra Andersens hånd. Hvorledes det nu gik til, at Bille fik adgang til disse breve, kan ses af kurator Kochs papirer. Her findes nemlig brevene fra Bille til fru Kochs næstældste søn, daværende assessor i Kriminalretten, senere justitiarius i Højesteret Peter Frederik Koch (1832—1907), forsynet med vanskeligt læselige blyantskoncepter til svarene. Rækken kan morsomt nok suppleres med yderligere et brev fra Bille med svarkoncept og en brevliste; de findes nu mellem J. H. Kochs papirer på Det kgl. Bibliotek (Ny kgl. saml. 2335, Fol., 18, 4C).
Bille, som vidste, at konferensraadinde Ida Koch, død 19. november 1876, havde været en af H.C. Andersens ældste veninder — hun havde kendt ham i 50 år — skrev 5. juli 1877 til P. F. Koch:
Hr. Kriminalretsassessor P. Koch
I Deres Moders Efterladenskaber findes vistnok tillige endel Breve fra H.C. Andersen. Som De veed, er jeg i Forening med N. Bøgh indsat til en Art literær Excu. test. efter Andersen, og vi paatænke Udgivelsen af en større Samling Breve fra ham. Til denne vilde det være os særdeles kjært at kunne gjennemsee og eventuelt benytte Brevene til Deres Moder, og vi vilde være Dem meget forbundne for et Laan af dem.Deres ærbødigt forbundne
Bille
Kbh 5 Juli 1877.
Tiden gik, og tilsidst — 27. august — rykkede Bille Koch for svar:
»jeg vilde være Dem forbunden for en Meddelelse om, hvorledes det saa staaer med de Andersenske Breve«.
Herpå svarede assessoren næste dag og bad om undskyldning for, at han ikke tidligere havde sendt de ønskede breve. Han var først 20. august kommet hjem fra rejse og havde de første dage været travlt optaget, og hans broder, som havde lovet at gennemgaa brevpakkerne, havde ikke fået det gjort. Nu sender han »en Del Breve fra H.C. Andersen (14 fra Andersen til Chr. Wulff skrevne i Aarene 32 til 38 og 27 fra Andersen til min Moder skrevne i Aarene 1855 til 70).« En liste over brevene er ligesom svaret bevaret i koncept i Ny kgl. Saml. 2335, Fol., 18, 4C; de 14 breve til Christian Wulff er nu delt mellem Laage-Petersens samling i Det kgl. Bibliotek (12) og H.C. Andersens Hus (2); 3 af dem er trykt hos Bille & Bøgh. Af de 27 breve til fru Ida Koch, hvoraf 4 er trykt i »Breve fra H.C. Andersen«, findes 18 i Laage-Petersens samling, 3 i Odense.
Men så kommer overraskelsen i brevet:
»Jeg har imidlertid idag ved et yderligere Eftersyn af nogle Kasser med Breve etc. fundet et Par temmelig tykke Brevpakker indeholdende et Par Hundrede Breve fra Andersen til min afdøde Tante Fr. Henriette Wulff omfattende Tiden fra 1823 til 1858. Jeg vil imidlertid pr. Gr. af andet Arbeide ikke kunne love at gjennemgaae dem før om nogle Dage. Jeg skal da sende dem. Efter Afbenyttelsen sender De mig jo samtlige Breve tilbage«.
Som det vil fremgå af fortalen til »Breve til H.C. Andersen« (S. 2) er udgiverne stødt på Henriette Wulffs mange breve, som de imidlertid — og det samme gjaldt bl.a. brevene fra Henriette Hanck — fandt, »ere af en saadan Natur, at de ikke vilde kunne trykkes uden at give Samlingen et Omfang, der ikke vilde staae i det rette Forhold til den Interesse, hvormed de nu for Tiden kunde læses af det store Publikum«. Deraf har Bille kunnet slutte, at der også måtte have eksisteret en lang række breve fra Andersen til hende; når han ikke efterlyste dem, men kun brevene til fru Koch, skyldes det sikkert, at han har regnet med, at brevene til Jette Wulff har været taget med på hendes sidste rejse, og at de således var gået tabt ved »Austria«s forlis. Heller ikke assessor Koch har troet, at de eksisterede, hvad der ses af koncepten til hans næste brev, skrevet bag på Billes af 5. juli og dateret: »d. 17/9 77«:
»I Forbind. med hvad jeg tidligere har sendt Dem af Breve fra Andersen tillader jeg mig herved at sende Dem 192 Breve og Billetter fra Andersen til Fr. Henriette Wulff omfattende Tiden fra 1823—1858.[1] Jeg beklager at jeg har fundet disse Breve, som jeg troede tilintetgjorte — saa sent at jeg ikke før har kunnet sende dem. Pakken indeholder alt hvad jeg har fundet af Breve fra H C A, men saafremt De maatte bestemme Dem til at benytte noget deraf maatte jeg, da jeg anseer mig medansvarlig for hvad der trykkes af de Breve der tilhøre mig eller min Familie, bede Dem om førend Trykningen at underrette mig om hvad De agter at benytte. Efter Brugen af Brevene bedes de mig tilbagesendte«.
2. oktober var Bille og Bøgh færdige med gennemgangen af brevene. I den anledning skriver Bille:
Hermed oversender jeg Dem til Gjennemsyn de Breve fra H C Andersen til Henriette Wulff, som efter vor Mening egne sig til at trykkes, fordi de yde Bidrag til Bedømmelsen af hans Person og Forfatter-Ejendommelighed. Jeg beder Dem nu undersøge, om der fra Familiens Side kan være Noget til Hinder for Trykningen, hvad jeg ikke troer. Det er muligt, at vi endnu af disse Breve udskyde adskillige, for at Samlingen ikke skal blive for stor. De øvrige Breve ville blive Dem sendte fra N. Bøgh.
Deres forbundne
Bille.
Resultatet blev, at de to udgivere medtog 66 breve i den trykte samling. Kun til Ingemann er antallet af H.C. Andersen-Breve større i Bille & Bøgh, nemlig 72, så det var en for brevsamlingen lykkelig dag, da assessor Koch fandt pakkerne med breve til sin tante frem.
En lille spøgefuld billet fra Bille lyder:
Højstærede!
Hvem var den »Fætter« af Jette Wulff, som H. C. A. i 1833 rejste med i Italien? Var det Dinesen, Castenschiold eller Neergaard?»An early answer will oblige«
Deres forbundne
Bille
29 Dec 1877
Svaret er: Dinesen (Bille & Bøgh, I, 152, fodnote; Slægtskabet er udredet BHW, III, 45).
12. juli 1878 returneredes de lånte breve. Overretsassessor Koch — han var avanceret i mellemtiden — kvitterede for modtagelsen. Han går ud fra, at Andersens bo følger sædvanlig praksis: At beholde eller tilintetgøre breve fra personer, der var døde før modtageren. »Saafremt Breve fra Jette Wulff, Chr Wulff og deres Forældre ikke ere tilintetgjorte og saafremt det ingen Interesse har for Boet eller Arvingerne at beholde disse Breve, vilde jeg sætte Pris paa at faae dem«.
Dette ønske kunde Bille ikke imødekomme, da universalarvingen, Edvard Collin, ifølge testamentet skulde have brevene til Andersen tilbageleveret efter endt afbenyttelse. I den Collinske Brevsamling har disse for Andersens biografi vigtige brevrækker været sikrede mod senere at blive splittede, og det viste sig da også, at da hele korrespondancen blev udgivet i BHW, var listen over savnede breve for Jette Wulffs vedkommende nede på et så beskedent tal som — otte.
Med brevene sendte Bille en fortegnelse over pakkens indhold. Skønt H.C. Andersens breve til Henriette Wulff i årenes løb har været fordelt på vidt forskellige ejere, viser det sig glædeligt nok, at af de på Billes liste opførte 192 daterede breve er de 190 trykt i BHW, deraf de 189 efter originalerne, brevet nr. 44 (Wien den 17. juni) efter den trykte tekst hos Bille & Bøgh. De to numre, der savnes, er dels 2. april 1828, som ikke er et brev, men to digte; det findes blandt kurator Kochs papirer og meddeles her s. 15—18; dels et brev, dat. København 12. marts 1849. Det har sikkert været en ganske kort billet.
Mærkeligt er det, at der savnes en lang række breve på Billes liste. Den nye udgave, BHW, har ikke færre end 22 breve, som Peter Koch og Bille ikke har kendt, da »Breve fra H.C. Andersen« blev tilrettelagt 1877—78. Mellem de senere tilkomne breve er således 16 af de 18 breve, der nu findes i overlæge Arne Portmans samling, deriblandt det meget vigtige brev nr. 111 om Thorvaldsens død og alle brevene (ialt ni) fra vinteren 1853—54.
Vidnesbyrdene om, hvorledes den unge H.C. Andersen virkede på sine omgivelser, er ikke så forfærdelig talrige, så hvert lille bidrag til belysning af hans skoletid og allerførste forfatterår vil altid være sikker på interesse.
Henriette Wulffs ældste broder Peter (1808—1881) var søofficer som sin far, endte som kommandør og flådeinspektør og fik sin afsked 1873 med admirals karakter. Som nybagt sekondløjtnant var han 1825—26 med korvetten Diana i Vestindien (hans farbroder Christian Wulff, dengang kaptajn, senere kontreadmiral, var chef for skibet), og derefter gik han i fransk orlogstjeneste som flere andre dygtige danske søofficerer i disse år, hvor det hjemme var småt med skibe og småt med udkommandoer. Ved juletid 1826 kom han til Toulon, deltog de følgende år i togter både til Levanten og Vestindien, var 1830 med på ekspeditionen, der førte til Algiers erobring, og vendte så omsider hjem til Danmark i december 1831. Under sin lange fraværelse førte han en livlig korrespondance med sin mor og sine søskende, og af deres breve til ham findes 10 fra årene 1825—29 mellem kurator Kochs papirer; 3 fra kommandørinde Wulff, 2 fra søsteren Ida, der 15. august 1828 blev gift med hofbygmester Jørgen Hansen Koch, og 5 fra Henriette Wulff, der i reglen underskriver sig »Gamle« (hun var fire år ældre end sin broder), men i januar 1829 »Grethe« (spøgefuld hentydning til »Kierlighed uden Strømper«).
Brevene indeholder nyt fra byen og fra hjemmet, fortæller om officerskammerater og unge veninder, om familiebegivenheder og om festlighederne i anledning af prinsesse Vilhelmines bryllup med prins Fritz (Frederik VII) 1. november 1828, og man får gennem dem et levende indtryk af det gæstfri og muntre hjem på søkadetakademiet, ligesom de yderligere bekræfter det billede af Henriette Wulff, der er tegnet i indledningen til BHW.
Lad os begynde med de småtræk, vi kan finde i brevene om den kommende eventyrdigter. Som bekendt nød den fattige skoleelev i Slagelse i juleferien 1825 den ære at være gæst hos daværende kaptajn Wulff på Søkadetakademiet, der dengang havde tilhuse i vor nuværende konges residenspalæ på Amalienborg. Vi kender besøget i alle enkeltheder fra Andersens dagbog (Anderseniana, IV, s. 84—93); han kom til København mandag 19. december kl. 9 aften og rejste onsdag formiddag 28. december. Denne sidste dag skriver Henriette Wulff til sin broder Peter i Vestindien:
»I de sidste otte Dage har vi haft den løjerlige Andersen hos os, i Dag er han rejst igjen, Du kan troe han har tit moret os. Forleden forærte han Ida en liden Hæst af Vox, men af Frygt for at jeg skulde blive jaloux skrev han strax nogle Vers til mig, men som jeg slet ikke forstod, jeg troer det gik ham selv ligeledes. — «
Som kommentar hertil kan tjene disse linier af dagbogen fredag 23. december:
»Hos Herbsts [Generalkrigskommissær Michael Johan Chr. Herbst] hvor jeg ønskede Frøken M Holstein [Fru Herbst’s Søsterdatter] en lykkelig Reise, maatte jeg declamere for den syge Frøken [rimeligvis den senere Billedhuggerinde Adelgunde Herbst (1811 —1892)], der forærede mig en Hest som hun selv med Fingrene havde udarbeidet af Wox, jeg gav den til Ida, der ret glædede sig over den«. Senere fortæller han, at han »læste for Frøknerne [Wulff] og Christian samt skrev Vers paa opgivne Riim« (Anderseniana, IV, 89—90, 139).
Så går der tre år. H.C. Andersen har i mellemtiden overstået skoleårene i Slagelse og Helsingør, er ved fru Wulffs og Jonas Collins hjælp kommet til København, har læst privat med Ludvig Christian Müller, har taget sin studentereksamen 22. oktober 1828 og siden sin ankomst til staden hver mandag spist sin middagsmad hos (nu) kommandørkaptajn Wulffs på Akademiet, der i mellemtiden var flyttet fra Amalienborg til Bredgade (nuværende nr. 76). I et udateret brev fra januar 1829 skriver Jette Wulff til broderen:
»Kan du huske den naragtige Andersen der læste sin Tragedie for os da han »kun var 17 Aar«, som han sagde? Han har taget sig meget op i de senere Aar, er nu Student og i disse Dage er hans første rigtige Arbeide kommet ud: en Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager; naturligviis comisk, den gjør megen Lykke, hvoraf jeg har megen satisfaction; da det er mig der først har opmuntret ham til at skrive i det comiske Fag. Han har ogsaa skrevet en Vaudeville, der skal opføres i Næste Maaned, jeg haaber og troer gandske for vidst, at den vil gjøre megen Lykke«.
Siden J. L. Heiberg havde haft sin store sukces med den første danske vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« (opf. 1. g. på Det kgl. Teater 28. november 1825; Andersen havde i juleferien samme år overværet 8. opførelse den 22. december), drømte enhver ærgerrig ung poet om at skrive vaudeviller og få dem opført på Det kgl. Teater. Det var naturligvis de færreste, der nåede så vidt. En af de lykkelige, der tilmed tegnede sig for en solid sukces (hans stykke gik 35 gange) var H.C. Andersens rus-kammerat A. L. Arnesen (1808—1860), der allerede medens han gik i ældste klasse i Metropolitanskolen fik sin første vaudeville »Intriguen ved Morskabstheatret« opført 10. maj 1828. Turen kom nu til Andersen, der i november samme år havde skrevet »Kjærlighed paa Nicolai Taarn« (BHW, III, 11); mod Rahbeks indsigelse blev den 8. januar 1829 antaget til opførelse og havde premiere 25. april; den gik ialt tre gange, sidste gang 22. maj 1829 og overlevede således ikke sommerferien.
Der dimitteredes i oktober 1828 198 studenter ved Københavns Universitet, hvortil kommer 7 fra Sorø Akademi. Årgangen var uhyre æstetisk interesseret; man opregnede 4 store og 12 små poeter; Andersen og Arnesen var blandt de første, fr. Paludan-Müller mellem de små (MLE, I, 102—03). Med disse forkundskaber in mente læser vi 14. januar 1829 i Ida Kochs brev til Peter Wulff:
»Du maae troe det gaar levende med Vaudeville-Skriverie her, der er ikke en Rus, undtagen han jo har forsøgt sin Lykke derved, (der er i Aar 220 af det Slags Folk; saa Du kan begribe de daarlige Vaudevillers Antal er ikke ringe, blandt de heldigere er vores Andersen, som ved sin Fodreise har gjort saadan en Lykke, at ikke alene han selv, men jeg troer næsten hele Kjøbenhavn med ham, antager ham for den største Digter, der har existeret, existerer, og nogensinde skal existere.) En Russ Arnesen har ogsaa skrevet een, der vandt meget og velfortjent Bifald; men nu troe vi os ogsaa istand til Alt. (han taler altid i Pluralis.) . . . Det moersomme ved Alt dette er den Hemmelighedsfuldhed, og jeg tør næsten sige: intriguering der er med disse unge Digtere for at den ene ikke skal faae den andens Planer at vide, eller komme ham i Forhaanden med en Vaudevilles Opførelse«.
Også om Henriette Wulff fortæller brevene et og andet af interesse. Et ledemotiv i den store korrespondance med H.C. Andersen er hendes elendige helbred; fra sin barndom var hun den »lille stakkels sygelige Jette« (BHW, I, 21). Ganske vist forsikrer fru Ida deres broder Peter i det ovenfor citerede brev: »Jettes Helbred er Gud skee Lov snarere bedre, og hendes humeur næsten det Samme, som da Du rejste«. Men selv beklager hun sig. 8. november 1828 skriver hun til broderen, at hun savner sin nygifte søster:
»Jeg har alt i et par Maaneder ophørt at gaae til hende, à cause de mine Been, som blive trætte af den lange Vej; de min Mund der slaaer ud, naar den kommer i Luften; de mit Hoved der bliver daarligt naar det blæser paa det; de mine Skuldre som blive gigtigske naar det er fugtigt, og saaledes hundrede Ting«.
20. november fortæller moderen, at jette ikke vil med til forlovelsesselskab hos generalpostdirektør Frederik Hauch, »deels fordi hun io aldrig tager ud deels fordi hun er bleven lidt for medtaget i disse svire Aftener saa hun har lidt ondt i sit Bryst, men med Guds Hielp vil det gaae bort naar hun nu igien forholder sig rolig og bruger nogle draaber Saxdorff har givet hende, hun har ellers i hele Vinteren som er gaaet befundet sig saa vel det elskelige Barn«. Det elskelige barn selv oplyser i sit næste brev, at hun holdt sig hjemme, dels fordi hun er »virkelig syg af den megen Sviir, deels fordi der kommer saa mange Mennesker jeg ikke kjender; det genere mig«. Derimod passer hun med iver og interesse sin ugentlige teateraften i Det kgl. Teater.
Jette Wulff havde adskillige talenter; bl.a. dyrkede hun malerkunsten (BHW, I, 19). »Jettes Malerier vil fornøje Dig meget at see, de ere nær Fuldkommenhed, endogsaa den allerstrængeste Dommer maae rose dem umaadelig«, skriver Ida 14. februar 1829 til Peter. Jette selv har i et tidligere brev, 8. november 1828, beskrevet festlighederne i anledning af prins Fritz’ bryllup og omtaler her, at der på rådhuset (på Nytorv) var seks forskellige transparenter, »malede af to unge Kunstnere Rørbye og Küchler; hvoraf den første er nu min Lære. Jeg har nemlig faaet Lyst at blive noget sikker i Figur-Tegning, som Du veed jeg aldrig har lært, Eckersberg har anbefalet denne Rørbye, der er den samme som vi som Børn kaldte: Min Broder Historie-Maleren; efter hans Søster Athalia Rørbye. Kan Du huske?« Når Andersen på sin Jyllandsrejse i sommeren 1830 fulgtes med Martinus Rørbye, har han formodentlig gjort hans bekendtskab i Wulffs hjem. De mødtes senere i Rom i vinteren 1840—41.
Karakteristisk for Jette Wulff var, hvad Weyse kaldte hendes »Passioner«. Der var altid en eller anden, som hun for en tid sværmede for og sluttede sig til med begejstring, men senere lod falde helt. H.C. Andersen er vist en af de få, med hvem venskabet, trods alle rivninger, holdt til det sidste. Hun kan selv gøre løjer hermed: »Tænk«, står der i samme brev, »jeg har Intet fortalt Dig i Dag om min Yndlings Materie: Doctor Heiberg og hans Frembringelser, om mit Hjertets Elskerinde (for nærværende Tid) Jomfru Pätges« [senere fru Johanne Luise Heiberg]. Genstand for hendes varmeste sympati er ellers i brevene fra 1828—29 hendes farbroders plejedatter frøken Frederikke Brun Juul, kaldet Renna, som efter sine forældres død var kommet i huset hos sin moster fru Henriette Wulff, født v. Munthe af Morgenstierne (kaldet Tante Jette) og hendes mand, kommandørkaptajn, senere kontreadmiral Christian Wulff, Peter Frederiks yngre broder. Og begejstringens hede stiger endnu et par grader, da Renna i november 1828 forlover sig med digteren Carsten Hauch, lektor i naturvidenskaberne ved Sorø Akademi. Jettes mor udmaler i et brev 20. november 1828 sin svogers »latterlige Begejstring« i anledning af forlovelsen og tilføjer »næst ham er Søster Jette, vores gamle, slaaet af en saadan indtagelse i denne Mand, at hun nærmer sig den kiære Oncle«; Tante Jette er meget tilfreds med partiet, men tager det roligere. Af ikke ringe værdi for den litterære personalhistorie er den rosenfarvede skildring af Hauch, som Jette selv sender broderen ni dage senere:
»Inderlig kjære Peter! Endskjøndt jeg er ophængt i Forretninger til og med Ørene, kan jeg dog ikke lade gaae en Ledighed bort uden at benytte den og skrive Dig et par Ord til; især da jeg har Nyheder, ja Nyheder der vil frappere Dig, at fortælle. Tænk dig, Renna er forlovet, og med den fortreffeligste Mand, ret en Mand der passer sig for hende; Hoved Aand og Hjerte ere lige ypperlige, dertil en stor Digter. Men først hans Navn, det er en Professor Hauch, Lector ved Sorøe Academie. Renna har gjordt hans Bekjendtskab hos Oehlenschlæger’s, hvor han er gandske anseet som en Søn. Husker Du i mit sidste Brev hent[yd]ede jeg til det ved at sige det ahnede mig at der vilde foregaae store Forandringer i Oncle’s Familie, dengang vidste jeg det næsten for vidst, men da det ikke var bestemt, vilde jeg ikke tale om det. Her er det atter ligesom med Koch at Du ikke kjender Frieren, jeg vil søge saa godt det er mueligt at give Dig en idée om ham. Hans Udvortes er oprigtigt talt, meget stykt; jeg finder ham jo rigtignok dejlig, men jeg tør ikke stole paa mig selv naar jeg ret er intaget i et Menneske, som jeg er i ham. Han er høj og meget mager [,] gaaer lidt bøjet forover, med en besværlig Gang, da han har i Italien midsted sin venstre Fod ved daarlige Lægers Forquakling, han gaaer paa en eftergjordt Fod saa man ikke kan see andet en nogen Stivhed i Gangen, der just giver ham noget meget interessant; hvad det vigtigste, hans Phisionomie angaaer, da er det meget udtryksfuldt. Hans Ansigtstræk ere temmelig stærkt prononcerede; men med et Udtryk af Aand og Godhed som er ualmindeligt. I det Hele er der noget ubeskriveligt ædelt ved hans hele Person, som ikke bedrager, da man nok ikke kan tænke sig et Menneske med en ædlere Charakteer. Han holder saa ubeskrivelig af Renna, og hendes Følelser for ham begynde ogsaa at antage en ømmere Vending, end i de første Dage da hun endnu var saa fremmed for ham. Du maae nemlig vide, at hun kun havde seet ham 4 Gange før han friede til hende, hun havde altsaa kun lidet personligt Kjenskab til ham. Hun føler sig nu saa lykkelig ved sin Forbindelse med ham, og jeg haaber og troer at de ere gandske skabte til at udgjøre hin andens Lykke. Til Foraaret skal de have Bryllup og de flytte da til Sorøe. De have alt begge været saa kjerlige imod mig og beet mig tilbringe en Deel af Sommeren hos dem, som Du kan begribe, vil glæde mig ubeskriveligt. At leve i det dejlige Sorøe med Renna og Hauch vil være en stor Fryd for mig. Du kan ikke forestille Dig, hvor velsignet elskværdig Renna har været ved denne Lejlighed, med faa Ord: sig selv liig! —«
Hun kom da også med sin tante til Sorø i sommeren 1829, ganske vist kun fire dage. Vi har vor viden herom fra et brev, dat. 17. juli 1829, fra hendes moder til jomfru Pätges (Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, udg. af Just Rahbek, I, 1955, s. 5). Men det brændende venskab må vist være kølnet ret hurtigt, som det også var tilfældet med hendes sværmeri for den senere fru Heiberg. Man mærker aldrig noget til det i korrespondancen med Andersen, skønt denne tit omtaler Hauchs i brevene fra sine Sorø-besøg hos Ingemanns.
Når H.C. Andersen senere mindedes den unge Jette Wulff, tænkte han især på hendes gode humør og strålende munterhed; hun vakte hans komiske sans og »drev mig fra det sentimentale«, siger han selv i Levnedsbogen (s. 127). Brevene til Peter Wulff indeholder et par vidnesbyrd herom. Søster Ida skriver 14. februar 1829 om den tilkommende Renna Hauch:
»Hun vil ikke savnes lidet af de Tilbageblevne, kan Du troe, hun var i Oncles Familie, det som Jette er hjemme: den, der ved sin Munterhed og Elskværdighed holder alle de Andre i Aande«.
Mærkeligt, så de to gennemløb samme udvikling! Fru Hauch blev senere alt andet end gemytlig; hendes barnebarn Helge Hostrup siger om hende: »Hun havde kun ringe komisk Sans, men megen Satire« (Vejlby Højskole, julen 1913, s. 5). Hun havde en skarp tunge og et skarpt blik for al smålighed og forlorenhed; hun hørte til den for omgivelserne noget besværlige kategori, der er ivrig for at være »sand« og sige folk ubehagelige sandheder. Også Jette Wulff tabte tidlig sit gode humør; hun havde ikke mindre lidenskabeligt temperament end fru Hauch, ønskede som hun »frem for Alt at være sand« (BHW, I, 23); »hun har Mange imod sig«, skriver Henriette Hanck til Andersen 2. januar 1841.
Men tilbage til hendes lystige ungdom. En prøve på de løjer, hun førte an i, har vi i hendes udaterede brev fra nytår 1829:
»Vi har haft mange Løjer for i Juulen især een Aften hos os, jo det [er] sandt, det var Nyt-Aars Aften. Moder havde arrangeret et nydeligt meget stort Juuletræe, omkring hvis Fod jeg havde lagt comiske presenter, med et Vers til hver især, forfattede af min Hofdigter Andersen . . . Fader fik et stykke Brystsukker men pakket saaledes ind at det blev til en stor Pakke, for at øve hans Taalmodighed. Christian fik en Hest med en Pibe i Halen, for at tale fiint. Ida en Stork med en lille i Næbet. Hauch et par Duer der næbbedes. Renna en Pose Gryn, Du maae vide hun har den hæslige Vane at vilde gaae hele Dagen og spise Gryn. Luise en Eau de Cologne Fladske med Vand i; Herman en Steen. Lüders et Bundt Svovelstikke, Ludvig Ipsen nogle Haar af Hoffmans Kater Murr, en Bog han taler saa meget om i denne Tid; og saaledes videre bare Narrestreger. Da man vel havde seet og spidst og plukket og leet af Træet, opførtes nogle Scener, som Christian og jeg havde arrangerede uden at nogen i Huset ahnede det. Først en Scene af Holbergs Jean de France, af Renna og en Student der hedder Arnesen, som Christian er meget gode Venner med i denne Tid, han har et udmærket Talent for at spille Comedie. Dernæst en Schene af Heibergs Vaudeville Aprilsnarrene, der blev udført af samme Arnesen og en liden vordende Skuespiller der heder Walz, som jeg gjør meget af; min protegé. Da Kl: nærmede sig 12 gav Christian og Walz en Schene, imellem det gamle og det nye Aar, som er nydelig, skreven af Heiberg. Og saaledes gik vi med Spøg og Glæde ind i det nye Aar, som er et Tegn at det skal saaledes vare ved hele Aaret! —«
Til brevets tekst skal gives følgende oplysninger: Louise (1810—1842) var adoptivdatter af kommandørkaptajn Christian Wulff og hans hustru Henriette, f. Munthe af Morgenstierne, og betragtedes altså som kusine af ungdommen på Søkadetakademiet. Hun havde i nogen tid været hemmeligt forlovet med sekondløjtnant i Søetaten Herman Ipsen (1808—1870), død som kommandør, og forlovelsen var nu blevet officiel. Brylluppet stod først 12. september 1831. Lüders er pianisten og komponisten, kapelmusikus Conrad Lüders (f. 1801); han blev senere kgl. kammermusikus og døde 1856. Ludvig Ipsen (1806—1875), broder til Herman, blev juridisk kandidat 1831 og endte som byskriver i Skive og herredsskriver i Salling Herred; E. T. A. Hoffmanns fantastiske roman »Kater Murr« udkom i Berlin 1820—22. Om student Arnesen er tidligere talt. Johan Rudolph Waltz debuterede på Det kgl. Teater 5. maj 1832 som sir Hayston, Laird af Bucklaw i H.C. Andersens romantiske syngestykke »Bruden fra Lammermoor«; han var knyttet til teatret til sin død 6. juli 1853. Waltz var i sin ungdom ret lovende: scenevant, havde en ikke stor, men bøjelig og sonor basstemme, et smukt sangforedrag og et behageligt, kraftigt og ualmindelig tydeligt organ. Andersen var 1832 nogle dage sammen med ham på Bramstrup hos Hillerups; han kalder ham i brev 3. august til E. Collin »et godt lille Menneske, havde han kun altid været i gode Hænder, det Theater-Liv er dog vist i Grunden ikke dannet efter Møllers Moral. Jeg kom ellers godt til at lide ham, og det bliver vist en fortrinlig Skuespiller« (BEC, I, s. 108). Men forventningerne skulde ikke gå i opfyldelse. Waltz var meget lille af statur, og da elskerroller var hans fag, blev det kun et begrænset antal opgaver, han kom til at løse; Overskou, der har givet ovenstående karakteristik af ham i »Den danske Skueplads«, V, s. 135, fremhæver hans elskværdige livlighed og ungdommelige sorgløshed (sst. s. 199); han var den første Henrik i Heibergs »Alferne« og Hammer i hans »Nei« og fik ros for begge præstationer. Siden gik det ned af bakke; rollerne blev stadig færre og stadig mindre. Han optrådte sidste gang 27. maj 1853 som Ridder Jauffred af Orange i Hertz’ »Kong Renes Datter«; godt en måned senere døde han, ikke 40 år gl., »stærkt aands- og legemssvækket« (Overskou).
Scenen mellem det gamle og det nye år må vist være den, der åbner anden act i J. L. Heibergs romantiske »Julespøg og Nytaarsløier« (Poetiske Skrifter, I, 1862, s. 404—11).
Fra denne periode stammer det ældste H.C. Andersen-stykke blandt kurator Kochs papirer. Digtet, eller rettere sagt: Digtene, for papiret indeholder to, fylder fire uhyre sirligt skrevne sider i oktav; Andersen har gjort sig vældig umage. Indholdet er to poesier, det første en romantisk allegori: »De to Sødskende. (Phantasie og Vanvid)«, det andet en overgiven spøg: »Døds Anmeldelse fra en Forfatter hvis første Tragedie blev udpebet«. Nederst på sidste side står datering og dedikation: »den 2den April 1828. til Frøken Henriette Wulff«. Altså på den unge poets 23 års fødselsdag. Allerede dateringen er af stor interesse, da den viser, at digtene er skrevet, før Andersen blev student; han lod hengå over fem fjerdingår, inden han lod dem trykke. Det første kom i juli 1829 med titlen »Phantasie og Vanvid« i 1. hefte, s. 49—52 af tidsskriftet »Læsning for den fine Verden«, udgivet af vor digters Rus-kammerat F. J. Hansen (der derefter til sin død gik under navnet Fine Hansen), hovedsagelig skrevet af udgiveren med assistance af andre kammerater fra den poetiske årgang 1828 (H.C. Andersen leverede seks digte til de to hefter, det oplevede). Derefter blev det trykt i Andersens første digtsamling: »Digte«, 1830, s. 65—69. Han forkortede det væsentligt i »Digte, gamle og nye« (1847), hvor det er omdøbt til »Phantasus«. Indledningen er skåret væk; det begynder nu med drengens tale: »Jeg boer hos Hyrden hist ved Bjergets Fod«, medens sidste strofe er helt udeladt, og i denne form går det igen i de to udgaver af »Samlede Skrifter«. I sin helhed er det således kun lidet kendt, og da 1. redaktion fra 1828 tilmed på flere punkter afviger fra trykkene 1829 og 1830 — den er bl.a. 6 verslinier længere — vil det kunne forsvares at meddele den her. Drengens tale kan tilmed betragtes som et varsel om den kommende eventyrdigter. I ord, som ikke er uden magt og skønhed, og som Digteren altså også siden kunde vedkende sig, skildres her fantasiens vidtstrakte rige, eventyrets verden, som de små bedst kan fatte, det rige, han få år senere skulde tage i besiddelse. Det er derfor forståeligt, at han for at redde sit ungdomsdigt 1846 foretog en radikal beskæring, der bragte det fra 92 verslinier ned på 48. Han udelod som nævnt hele introduktionen og dermed alle hentydninger til drengens søster; også sidste strofe gik samme vej. Derefter var det ganske naturligt, at titlen ændredes fra »Phantasie og Vanvid« til »Phantasus«.
De to Sødskende.
(Phantasie og Vanvid.)Der staaer en Vandrings Mand paa Fjeldets Tind,
Ved Maanelyset er saa bleg hans Kind! —
Nu stirrer han mod Himlens hvalte Blaae
Hvor evigklare Lamper for ham staae.
En Labyrinth han seer hvor Viisdom boer,
En Flamme-Skrift, som siger: »Gud er stor«.
Heelt underligt det sig i Sjælen rører,
En ukjendt Kraft hans Tanke fremad fører.
»O hvo kan følge Herrens skjulte Traade?
Hvo løser Livets underfulde Gaade?«
Han grunder — tys! hør Harpe-Klang
Sig blander fromt med barnlig Sang
Hist under Fjeldets Grotte.
Hvor Troglodytten bygger Trylle-Slotte;
Der sidder paa den haarde Klippe-Seng
En underdeilig Dreng. —
En Himmel straaler, fra hans Flamme-Øie,
Han hæver Blikket saligt mod det Høie.
I Buskene de gyldne Harper staae,
Useete Alfer dem med Vingen slaae.
Men skumhvid svulmer Elvens vilde Strøm,
Den Vandrer stirrer, troer det er en Drøm;
Hiin Side Elven hvor sig Fjeldet buer
En Mø han skuer,
Med Valmue-Krandse om sit sorte Haar;
Hun synger, som naar Stormen Bølgen slaaer;
Bleeg er hun, vildt det mørke Øie brænder
En Dolk hun holder i de hvide Hænder,
Og med bacantisk Lyst
Hun ridser Blomster paa sit unge Bryst. —
Halv synes hun at vaage, halv at drømme,
Og stirrer vildt i Elvens Malestrømme.
Hvem er de Børn saa spørger Vandringsmanden,
Og nærmer sig ihast til Klippe-Randen
Hvor Drengen sidder mellem Blomst og Krat,
Og synger i den stjerneklare Nat. —
»Hvem er I Børn?« hvad gjør i her saa silde?«
»Kom smukke Dreng, lad os ei Tiden spilde.
»Hvor er dit Hjem? Did lad os stræbe…«
Da afbrød Drengen ham med Smiil paa Læbe.»Jeg boer hos Hyrden hist ved Bjergets Fod,
Hvor Hjorden græsser dybt i Dalens Skygge,
Jeg sidder hos ham, tidt, ved Bjergets Fod, [1829: Bøgens Rod]
Høit i hvis Top de vilde Duer bygge.
Naar han paa Fløiten tolker Elskovs Lyst,
Og Phyllis synker salig til hans Bryst,
Da staaer jeg hos dem, blæser Bobler skjønne,
Mens Solen synker hist bag Skovens Grønne.«»Jeg boer paa Fjeldet hist i Ridderborgen,
I Folkestuen og i Kongesal.
Jeg gjæster Pigen tidligen hver Morgen,
Naar ud hun stirrer over Skov og Dal.
Jeg boer i Skibets Rum bag Plankens Sider,
Med Fiskeren jeg over Dybet glider,
Jeg trænger gjennem Klostrets skumle Muur,
Og gjæster Nonnen i sit Fangebuur.«»Snart leger jeg i Troglodyttens Grotte,
Snart gaaer min Vei blandt Himlens Stjerne-Hær.
I Syd og Nord staae mine Trylle-Slotte,
Snart er jeg Dybet, snart Guds Himmel nær.
Paa Kampens Dag jeg staaer for Heltens Øie,
Og bringer Seirens Palme fra det Høie;
Jeg følger Vandreren i Ørknens Sand
Jeg aabner Skjalden Aandens Drømme-Land.«»Selv Barn, jeg helst vil lege med de Smaae,
Min Trylleverden de jo bedst kan fatte.
I Hytte og i Borg de mig forstaae,
Jeg bringer med saa underfulde Skatte.
Vi kjende ikke Livets Kamp og Sorg,
Os Hyttens Krog bli’er da en Ridderborg,
Ja Stokken er en stolt og herlig Ganger,
Den lille Svale Borgens Mestersanger.«»Da lege vi i Aftenrødens Guld
Som Bjerge staae de gyldne Skyers Række;
Da toner Træ og Blomst saa underfuld;
Paa Bækken seiler Sivets lette Snække.
En Uveirs Sky staaer over Bjergets Lund,
Regnbuen luer fra den sorte Grund;
Hist dykker Maagen sig i Bølgens Strømme.
O kan Du glemme Barndoms søde Drømme!«»Da Du var lille, tidt vi leget sammen,
Paa Skammelen vi ved Kaminen sad,
Da saae vi Billeder i [Tørvens] Glødens Flammen,
Vi følte saligt det — jeg veed ei hvad! —
Hvert Eventyr os Sandheds Præget bar
Kun ene Livet, Eventyr os var.
Vi saae ei blot Cherubers stolte Vrimmel,
Nei selv Gud Fader i sin høie Himmel. —«»Du vil udgrunde Livets store Gaade,
Vil følge Herrens underfulde Traade
Og fatte ham, din Aand, det Heles Liv.
Nu vel, saa følg mig i min Baad af Siv.
Frygt ikke Elvens skumbeklædte Vande,
Jeg bringer Dig til mine Tryllelande.
Men vogt dig vel for hine vilde Kyster!
Den blege Pige hist, det er min Syster.
Jeg viser, opfyldt, dig hver Barndoms Drøm,
Hun styrter dig i Dybets Malestrøm.«
Også det andet digt tager sig anderledes ud i det manuskript, Jette Wulff fik overrakt, end vi kender det fra de senere tryk; det er måske endda morsomst i 1. redaktion, hvor det er formet i lighed med Adresse-avisens noksom bekendte Gravvers:
Døds Anmeldelse
fra en Forfatter hvis første Tragedie blev
udpebet. —I Mandags Aftes mellem ni og ti,
Behagede det Publicum at kalde
Min førstefødte, kjære Tragedi
Til evig Hvile. — Ak den maatte falde!
Du arme Barn, født i det kolde Nord,
Du var for let og tynd for denne Jord.
En Aften Storm dig fløitede ihjel,
Farvel, farvel!!!!!!!!
1829 sendte Andersen sit digt til Iversens Fyens Stifts Avis, hvor det stod at læse i »Tillægsblad, af Moerskabs-Læsning og Curiosa« Nr. 121, 14. august 1829; herfra vandrede det over i »Digte«, 1830, s. 33. Titlen lød nu kortere og fyndigere:
Ved en Tragedies Dødsfald.
Forleden Aften — saadan Klokken ni,
Var det forbi!
Alt længe følte vi det Enden blev,
Om selv din Fader dig Recepter skrev.
Du arme Barn, fød i det kolde Nord
Du var for let og tynd for denne Jord!
En Aftenstorm dig fløitede ihjel —
Farvel, Farvel!
Høit paa din Grav skal blæses med Trompeter.
Vee, tretten Gange Vee de yngere Poeter!!!
Det kunde imidlertid siges endnu kortere (»Digte, gamle og nye«, 1847, s. 218):
Forleden Aften, saadan Klokken ni
Var det forbi! — —
Du arme Barn, født i det kolde Nord,
Du var for let og tynd for denne Jord.
En Aftenstorm Dig fløitede ihjel
Sov sødelig! sov vel!
Og således lyder digtet i de to udgaver af »Samlede Skrifter«.
Digtene tilhører altså H.C. Andersens ungdom, tiden »før Forfatterskabet«. Brevene er derimod fra hans manddom, nærmere bestemt årene 1847—48.
Medens de fire af de fem små udaterede billetter med lethed lader sig tidsfæste, vil det sikkert være svært at finde faste holdepunkter for den femte. Henriette Wulff var i foråret 1846 vendt hjem fra sit lange ophold i Portugal og boede nu hos sin søster, fru Ida Koch i Ny Kongensgade. H.C. Andersen kom først 14. oktober 1846 tilbage fra en udenlandsrejse, der havde varet næsten et år, og der var på dette tidspunkt, som man kan se af brevvekslingen (BHW, I, s. 377—79), kommet en alvorlig kurre på tråden mellem de to før så gode Venner. Først i vinteren 1847 blev det gamle hjertelige forhold genoprettet. At brevet må være det ældste af de fem her meddelte, kan måske sluttes af Andersens usikkerhed med hensyn til Jette Wulffs adresse. Han stiler det til Ny Vestergade. Senere vidste han udmærket, at det var i Ny Kongensgade (Nr. 229, senere nr. 15), Kochs boede.
Onsdag-Morgen
Tak for Deres søsterlige Deeltagelse og det lille Brev, det var venligt af Dem, tak! — De skrev, at De i Dag vilde glæde mig med et Besøg, maa jeg have det tilgode, thi jeg vil gjerne selv ud, Veiret synes at blive smukt, jeg kommer da til Dem efter Klokken 3. Hils Deres Søster og den øvrige hjertelige Kreds.Deres broderlige hengivne
H.C. Andersen.E.S.
I Nat har jeg sovet i flere Portioner, føler mig bedre, men mat.[Udskrift:] Frøken Henriette Wulff.
Ny Vestergade.
På sikker grund er vi med den næste billet, hvis plads i brevrækken må blive BHW nr. 117 a. Jeg daterede med nogen betænkelighed Jette Wulffs svar (Br. 118), skrevet »Fredag Morgen«, til 9. april 1847 (BHW, III, s. 163—64). Dateringens rigtighed bekræftes nu fuldt ud af Andersens brev, der er skrevet torsdag middag.
Nr. 117 a
Torsdagmiddag! [8.4.1847].Min kjære søsterlige Veninde!
igaar blev jeg snittet i Munden for Tandpine, og den er da endelig gaaet over, jeg har i denne Uge lidt græsselig, derfor kom jeg ikke i Deres Gade, uagtet jeg særdeles længes efter at takke Dem for Deres kjære, hjertelige Brev.Her sender jeg Dem en tydsk Kritik over min Biographie, lad mig faae den igjen, men lad Deres kjære Søster og Svoger ogsaa læse den. Idag fik jeg en lignende fra Sachsen, hvor, (er det ikke moersomt), jeg roses for min Beskedenhed, det havde jeg slet ikke ventet. Det har jeg aldrig hørt før og derfor fornøier det mig, thi jeg er bestemt ikke saa forfængelig, som jeg her hjemme har Ord for. Men hvad der maaskee vil more Dem mere at høre, jeg har i Dag ogsaa Brev fra Engeland, med en Hilsen fra »Dickens«, der vil være mellem mine Venner som modtage mig venligt i London! — Hils de kjære Søsterbørn!
Deres broderligt sindede
H.C. Andersen
i hast! om Forladelse.
Som det vil ses af noterne til brev nr. 118 (BHW, III, S. 163—64) havde Andersen siden midten af marts 1847 lidt svært af tandpine; endnu 3. april taler hans almanak om »Tandpine, slet Humeur«, 4. og 5. april igen om tandpine. Jette Wulff havde 4. april i et smukt brev takket for det nye eventyrhefte (Brev nr. 117); Andersen gør undskyldning for, at han først nu svarer. Den »tydske Kritik over min Biographie« er en lang Anmeldelse af den i Januar og Februar 1847 i to Bind hos Carl B. Lorck i Leipzig udkomne Selvbiografi »Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung«; den står i »Magazin für die Literatur des Auslandes«, 1847, nr. 30, 11. marts. Andersen nævner 26. marts i sin almanak, at han dagen før har læst den. Anmeldelsen fra Sachsen kender jeg ikke. Brevet fra England er det under 9. april opførte: »Brev fra Jerdan i London«, som altså må være modtaget allerede den 8. april. William Jerdan, udgiveren af »The Literary Gazette«, skriver heri (hans brev er dateret 21. marts 1847): »It was only ten days ago that I had the opportunity to tell my friend Dickens how warmly you spoke of him, and he was exceedingly flattered by your good opinion. He has now returned to reside in London; and no one will be more desirous to give you a warm welcome than he will be. But other friends you will also, I can truly state, find »as plenty as blackberries«« (Cit. BHW, III, s. 164 efter Elias Bredsdorff: H.C. Andersen og England, 1954, s. 85).
1848 var Henriette Wulffs yngste broder, kaptajnløjtnant Christian Wulff chef for orlogsdampskibet Ægir. Det benyttedes denne sommer først og fremmest som kongeskib, og da Frederik VII mest residerede på Frederiksborg Slot, havde skibet station i Helsingør Havn. Da Andersen for øjeblikket stod uden tag over hovedet — han havde vinteren 1847—48 boet på 2. sal på hjørnet af Dronningens Tværgade og Store Kongensgade (Store Kongensgade nr. 49), men opgivet sin lejlighed, da han 11. maj 1848 var rejst på ferie til Glorup —, havde Christian Wulff under sin udkommando tilbudt vennen, at han foreløbig kunde flytte ind i hans værelser i Amaliegade nr. 141 (nuværende nr. 37) tæt ved Toldboden. Digteren anmeldte sin ankomst til fredag 30. juni (BHW, I, s. 424—25). Det næste lille brev har sin plads efter Jette Wulffs af 10. juli 1848, får altså nr. 151 a.
Nr. 151 a
Onsdag Middag. [19.7.1848].Min kjære søsterlige Veninde!
flere Gange har jeg i disse Dage været paa Springet til Deres Gade, men jeg er ikke sprunget, hundred smaa Ting er kommet i Veien. Løverdag og Søndag var jeg paa Rongsted, der holdt man paa mig, saa at jeg ikke kom til Helsingøer, i morges overraskedes jeg ved Besøg af Deres Broder, der kom for at gaae til Malmøe, og er her igjen i aften, mueligviis tager jeg til Helsingøer imorgen tidlig. Iaftes fik jeg fra Engeland medfølgende Bog, see lidt i den pagina 1.— 94 — 95 — og 145. Det var en lille Behagelighed; en Times Tid efter kom Vertinden i Huset, Spekhøkerens Kone op til mig og sagde at det var hende og Manden saa behageligt at jeg var her, og derpaa forærede hun mig en meget stor, smuk Blomster-Bouquet, jeg blev aldeles forlegen; hun sagde at mine Bøger havde skaffet dem saa megen Fornøielse. — »O saa klager han dog!« siger De. Hvorledes gaaer det med min Buste, kan der snart komme 6 Afstøbninger, den første af disse skal ind til Dem, vil De sige den kjære Bissen det; og at jeg maa faae Regning naar jeg kommer. Vil Deres Søster have mig til Middag f E paa Fredag. Hils dem Allesammen.Deres broderlige hengivne
H.C. Andersen[Udskrift:] Frøken Henriette Wulff
Ny Kongensgade
Dateringen — Onsdag 19. Juli 1848 — kan fastslaas ved Hjælp af Ægirs Logbog (Skibsjournal) paa Rigsarkivet. Kl. 3½ Morgen purredes der ud; Kl. 4 gjordes Fortøjningen los, og Ægir stod ud af Helsingørs Havn og gik syd efter; allerede Kl. 6½ fortøjedes Skibet »imellem Pælene ved Toldboden«. Chefen er saa gaaet iland og har rimeligvis taget Andersen paa Sengen. Det blev kun en kort Visit, thi Kl. 9½ »kom H. K. H. Arveprindsen og de Kongelige Prindsesser med Suite ombord; gjorde Fortøiningen los og gik an øster efter«. Kl. 11 kom Malmø-Lodsen ombord og under Salut paa 24 Skud af den svensk-norske Eskadre og Batteriet, der blev besvaret af Ægir, fortøjede man 11 3/4 i Malmø Havn. Herskaberne gik fraborde, og Skibet blev liggende til 7 3/4 Aften, da det med de kgl. Passagerer returnerede til København, hvor man Kl. 10 fortøjede ved Røde Pæl.
Ægir blev liggende til næste dags middag kl. 12 3/4 og vendte så tilbage til Helsingør. Som det fremgår af brevet, havde det været Andersens hensigt at sejle med til Helsingør, men hans besøg dér blev åbenbart først til noget i august (BHW, I, s. 427). Da der ingen almanak findes for 1848, og Digteren ikke førte dagbog i juli måned, kan jeg ikke oplyse, hvilken engelsk bog der sigtes til.
I Rungsted lå hans ven Edvard Collin med familie på landet i sommeren 1848 hos proprietær Aron David på Rungstedlund (Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, II, s. 181); Andersen har altså besøgt dem lørdag 15. og søndag 16. juli.
Under opholdet i London i sommeren 1847 havde billedhuggeren Joseph Durham (1821—1877) modelleret hans buste (28.—30. juli og 2. august) som pendant til en buste af Jenny Lind; et eksemplar kan nu ses i H.C. Andersens Hus, Odense. 25. maj 1848, medens Andersen var på Glorup, kom begge busterne, der skulle udstilles på Charlottenborg, med dampskibet Neva til København, og han bad derfor Edvard Collin tage sig af kassen og få busterne pakket ud. Digteren syntes godt om sin buste, og H. W. Bissen lovede ham at tage otte afstøbninger af den i sit atelier. Det trak imidlertid længe ud; 7. september spørger Andersen lidt utålmodigt til busterne (BHW, I, s. 436), og Jette Wulff svarer d. 12., at de »sidst i denne Uge« vilde blive færdige (sst.). Bissen var imidlertid rejst til Fyn, og først 2. oktober kan Jette melde: »Det fornøjer mig at kunde sige Dem, kjære Andersen, at jeg har seet 8 Buster af Dem i Dag« (sst. s. 447).
I sin udmærkede bog »H.C. Andersen og København«, 1938, s. 117, antager Georg Nygaard, »at H.C. Andersen kort forinden er blevet modelleret af H. V. Bissen«. Det er en let forklarlig misforståelse.
Mandag den 31. juli 1848 fyldte Christian Wulff 38 år. Fødselsdagen fejredes i Helsingør ombord på Ægir. Det har åbenbart været hans to søstres hensigt, at Andersen skulde tage med; men han skrev 30. juli et brev til fødselsdagsbarnet (Laage-Petersens Samling, Det kgl. Bibliotek), at han med Jette sendte ham musiken til sin opera »Liden Kirsten«, og at han ikke vilde tage med Christians søskende ned til Helsingør (man sagde dengang: ned til Helsingør) på selve fødselsdagen, men havde i sinde at besøge ham »i denne Uge«, hvad han også gjorde (BHW, I, s. 427). Brev og gave til Christian fulgte med nedenstående billet til Henriette Wulff, der får nr. 152 a i brevrækken. Det var forresten et held for Andersen, at han opsatte sin Helsingør-tur, for Christian takkede 2. august og skrev: »Den stakkels Jette har vel fortalt Dig, at jeg først fik Gaven og Brevet igaar i Stedet for i forgaars, fordi hun sad og ventede 6 Timer forgæves paa mig«.
Nr. 152 a
Søndag Morgen! [30.7.1848]min kjære søsterlige Veninde!
Her er Brev og »liden Kirsten« til Broderen, vær saa elskværdig at give ham det imorgen med tusinde hjærtelige Hilsener, her »Harold« til Dem og ligesaa en betydelig Bouquet Hilsener for Dem og »Huset«. En smuk Søndag og en endnu dejligere Dag i morgen ønsker DemDeres broderlige Ven
the poete.
»Harold« er Bulwers nyeste roman: »Harold, the Last of the Saxon Kings, an historical romance« (1848), som på dette tidspunkt var at få i København både på engelsk og i fr. Schaldemoses danske oversættelse. En lille vanskelighed synes det at frembyde, at Jette Wulff allerede i sit forrige brev, nr. 152, der med fuldkommen sikkerhed kan henføres til 27. juli 1848, takker for »Harold«. Forklaringen må være den, at Andersen nu, den 30. juli, sender fortsættelsen, andet bind; 10. august skriver Jette: »Her er første Deel af Harold, kjære Andersen, tak for Laan af den, men De tillader jo nok at Søster Ida beholder anden Deel lidt endnu?« (BHW, I, s. 427).
Det sidste Nummer i den lille Brevrække har allerede været efterlyst i Fortegnelsen over savnede Breve, BHW, III, S. 363. Det stammer fra 24. November 1848 og skal have Nr. 169 a. Dagen før, Torsdag Morgen [23.11.1848] spørger Jette Wulff (i Brev Nr. 169), »om De havde Noget imod, at en ung meget elskværdig Dame af Deres Bekjendtskab laante Deres nye Roman paa Engelsk« (BHW, I, S. 448). Hun mener hermed »De to Baronesser«, der efter Aftale med London-Forlæggeren Richard Bentley udkom paa Engelsk 28. September 1848, medens den danske Udgave — som det siges her i Andersens Brev — først forelaa 25. November (med Aarstallet 1849).
Nr. 169 a
Fredagmorgen! [24.11.1848].Min kjære søsterlige Veninde!
Tak for Brev og Hilsen, jeg fik det iaftes ved Stjernelys! Hvo er den elskværdige Dame, som heller vil læse min Bog i Oversættelse, end i Original? Jeg sender Dem her Bogen, er De ikke saa omhyggelig at slaae den en Papirs Støv-Kappe om Livet, før den gaaer ud i Verden; husk paa at den engelske Kjole giver den halv forhøiet Værdi! — Jeg var i et uendeligt trist Humeur sidst ved Boghvedegrøden, undskyld mig derfor hos Deres milde, elskværdige Søster! Hils Sønnerne og see til den gode Conferensraad saa mildt, som naar han seer mig belyst fra Udlandet. — »De to Baronesser« paa dansk komme ud imorgen. Nyt veed jeg intet, uden at Solen skinnede for en halv Time siden, men nu er det forbi! — Hils paa Rigs-Forsamlingen! og nu lev vel, Vorsaaaes Vesit og mange lignende Glæder ønsker Dem Deres
Drille-Pose![Udskrift:] Frøken Henriette Wulff.
Den gode Conferensraad er Jette Wulffs svoger, arkitekten, bygningsdirektør, professor ved Kunstakademiet Jørgen Hansen Koch (1787— 1860); Jette Wulff havde tidligere fortalt Andersen om sin svogers glæde over hans »Erkendelse« udenlands (se f.eks. BHW, I, s. 380). Sønnerne er Jørgen Hansen Koch (1829—1919), senere overlærer ved Randers lærde Skole, Peter Frederik Koch (1832—1907), justitiarius i Højesteret, og Hans Henrik Koch (1836—1903), viceadmiral. I sit svar næste dag (Nr. 170) fortæller Henriette Wulff, at den unge dame, der vilde låne »De to Baronesser« på engelsk, var marineminister Zahrtmanns datter Mimi (1830—1876), der 1850 blev gift med lensgreve Ludvig Holstein til Holsteinborg, og som hele sit liv var en af H.C. Andersens varmeste beundrere og mest forstående veninder. Jette Wulff og hun havde været sammen »paa Rigsforsamlingen« (d.v.s. den grundlovgivende rigsdag), og »medens Hr [J. C.] Drewsen talede om Smør og Ost og opregnede Alt hvad man kan faae for 2 Rdl, talede vi to om Dem, saa De seer man kan være meget esthetiske i Rigsforsamlingen! Da hun ved min Fortælling fik saa stor Lyst til at læse den jo før jo heller, og den endnu ikke er kommet ud paa Dansk, lovede jeg at bede Dem om den. … Hvert Bind har faaet en hvid Kjole af fiint Postpapir om sig, havde jeg haft Guldpapir havde det jo ikke været godt nok« (Brev nr. 170, BHW, I, s. 448—49). Vorsaae er Christian og Henriette Wulffs gode ven, den store arkæolog J. J. A. Worsaae (1821—1885).
Listen over manglende breve fra H.C. Andersen til Henriette Wulff er således reduceret til 19, hvoraf de 6 gik tabt ved Austrias brand. Måske kan endnu enkelte af de 13, der er tilovers, dukke op — eller andre, hvis eksistens man hidtil ikke har kunnet regne med.
Når en udgiver overser eller glemmer et eller andet, sker det heldigvis ofte, at hans opmærksomme læsere husker bedre. I BHW, II, s. 346— 48 er der trykt et kasseret eventyr af H.C. Andersen, »Æblet«, om hvilket hans dagbog fortæller, at det er skrevet på Basnæs 14. oktober 1857; Manuskriptet findes i Collinske Samling, Det kgl. Bibliotek, nr. 36, 4to, V, 20. Allerede d. 12. oktober (Brev nr. 401) skriver digteren til sin gode veninde: »den triste Stemning hvori jeg skrev Epistelet No 1 sluttede med at jeg digtede et lille Eventyr, der maaskee har sin bedste Betydning ved at jeg kom i Ligevægt, det er en Historie om et Æbletræ. Seer De, Noget er godt for Noget!« (BHW, II, s. 345—46).
Historien om børnene og æbletræet, hvor drengen tilsidst viser sig at være den store Newton, der opdager tyngdeloven, er ikke betydelig og blev straks henlagt. Den havde gjort sin øjeblikkelige nytte: sat sin digter i humør. Men udgiveren af brevvekslingen burde have betænkt, at den gode økonom H.C. Andersen aldrig kasserede noget helt, når i al fald enkeltheder kunde benyttes i anden sammenhæng. Og sådan gik det også med »Æblet«.
Et par måneder senere, i juleferien på Basnæs, skrev Digteren et nyt eventyr »Pebersvendens Nathue«, der udkom 2. marts 1858 i det allerførste hefte af »Nye Eventyr og Historier«. Forfatterinden Jeanna Oterdal, der er en kyndig kender af H.C. Andersens digtning, gør opmærksom på, at her har partier af historien om æblet straks fundet sin plads. Ind i den vemodige beretning om Anton, den ensomme gamle tyske pebersvend i Hyskenstræde i København, flettes et minde fra hans barndom: Borgmesterens lille Molly og de to børns leg med æblet, hvis kærner plantes i en urtepotte. Skuepladsen er altså flyttet fra England i det 17. århundrede til Tyskland i middelalderen. Begyndelsen af »Æblet« er for store deles vedkommende ordret overført til det nye eventyr (BHW, II, s. 346; smlgn. Samlede Skrifter, 2. udg., XIV, s. 150); dog står urtepotten nu hos drengen, ikke hos den lille pige. Men så fortsætter »Pebersvendens Nathue« med at fortælle om Fru Holle og om den hellige Elisabeth; der bliver kun anvendelse for et par linier af den kasserede historie: Træet »stod i den friske Luft, Duggen faldt paa det, Solen skinnede varmt, det fik Kræfter til at staae Vinteren imod, og efter Vinterens haarde Tryk var det ligesom om det af Glæde i Foraaret satte Blomster, og i Høstens Tid havde det virkeligt et Par Æbler« (BHW, II, s. 347; smlgn. SS, XIV, s. 151).
Molly dør ikke som den lille pige i »Æblet«, men svigter sin barnekæreste som Johanne i »Under Piletræet«, hvad der bringer Anton døden nær. Åringer efter vender han tilbage til barndomshjemmet ved Wartburg og let omskrevet får vi nu sidste fase af æbletræets historie, fra hvor det står udenfor haven »paa den anden Side af Veien« og indtil det ophører med at bære frugt (BHW, II, s. 347; ss, XIV, s. 155). Andersen har naturligvis strøget den sidste scene, hvor Newton ser det sidste æble falde, og har tilføjet en ny slutning på træets historie; på sit dødsleje ser gamle Anton i en vision den hellige Elisabeth:
»Han blottede sit Hoved, saae hende ind i de milde Øine, og Alt rundt om var Glands og Roser, ja disse selv bredte sig ud saa duftende, en egen, deilig Æbleduft fornam ham, et blomstrende Æbletræ saae han, det var, det strakte sig hen over ham, det var Træet, han med Molly havde plantet som lille Kjærne.
Og Træet dryssede sine duftende Blade ned paa hans hede Pande og kølede den; de faldt paa hans forsmægtende Læber og det var som styrkende Viin og Brød, de faldt paa hans Bryst, og han følte sig saa let, saa tryg til at blunde.
»Nu sover jeg!« hviskede han stille; »Søvnen gjør godt! i Morgen er jeg karsk og rigtig oppe igjen! deiligt! Æbletræet plantet i Kjærlighed, seer jeg i Herlighed!« (SS, XIV, s. 157).
