H.C. Andersens forhold til de danske herregårde er et ret enestående samspil mellem en digter og den hjemlige herregårdskultur. I en tidligere epoke gæstede Ambrosius Stub Valdemar Slot og Jens Baggesen de rewentlowske herresæder, og i samtiden færdedes Emil Aarestrup som distriktslæge på fynske og lollandske godser; andre poeter ernærede sig i ungdommen som huslærere å la Grundtvig på Egeløkke. Men de blev ikke inspireret af selve herregårdsmiljøet – tværtimod blev Stub af Andersen i et bittert øjeblik kaldt “herremændenes nar”. Stubs far var husmand og skrædder, og mon der i udtrykket ligger en personlig brod? Emnet H.C. Andersen og herregårdene har været behandlet af fhv. museumsinspektør Erik Lassen i en bog med denne titel fra 1993, hvor han i indledningen kalder de mange besøg og lange ophold ”et væsentligt, men også gådefuldt afsnit i hans livs og værkers tilblivelse”.
Ja gådefuldt for så vidt som det var surrogater for hjem, hvor han alligevel aldrig kunne fuldt integreres. På den ene side følte han skam over sin familie (moderen, halvsøsteren) og på den anden side var han ikke ukritisk overfor overklassen, dens uretfærdige privilegier og dens åndløshed. Denne ambivalente holdning kommer til udtryk direkte i hans dagbøger og breve, indirekte i hans digtning. Lassen redegør udførligt for det første, men meget lidt for det sidste, og det er vist aldrig undersøgt, hvordan herregårdstematikken er digterisk udnyttet i Andersens forfatterskab.
Vi kan konstatere, at den især har to symbolske udnyttelsesmuligheder. De rummer begge kontraster, en nødvendighed for kunstnerisk inspiration.
Herregården er for det første et billede på samfundshierarkiet – med herskab og tjenerskab og stort folkehold helt ned til hovbønder og fæstemænd. For det andet – modsat f.eks. palæer i byerne – er den gennem placeringen på landet et overgangsled mellem kultur og natur. Et særligt grænseområde er derved parken eller haven – ordene er ikke synonyme: den ældre renæssance- og barokpark, der afløste den oprindelige nyttehave med køkken- og lægeurter, var i fransk stil med lige alleer, klippede hække og symmetriske anlæg. Kulturen skulle holde naturen i ave. Denne type var på Andersens tid delvis erstattet af den romantiske havetype, indført fra England med slyngede stier og vandløb, uventede panoramaer og små lysthuse i forskellige stilarter fra klassiske templer til eremithytter. Glorup var et barokanlæg med såkaldt parterrehave og Mokkernes monogram i buksbom ned mod den firkantede sø, men blev omkring 1800 – som det er sagt i det store herregårdsværk – “iført sentimentalt klædebon og forsiret med en prægtig pavillon”.
Gisselfeld blev omkring 1860 omlagt helt til engelsk stil, og det fynske hovedeksempel var Sanderumgård med lysthusene “Tankefuld” og “Sommerlyst”, tidligere også bl.a. en norsk bjælkehytte ligesom endnu på Hofmansgave eller det mønske Liselund, hvor der desuden er en schweizerhytte og en kinesisk pavillon. På Rungstedlund fører en bro i japansk stil over en lille dam, og selvom stedet langtfra er noget herresæde, var Karen Blixen meget standsbevidst og har i indledningen til “Sorgagre” (i Vintereventyr) givet et koncentrat af dansk herregårdstradition. I den engelske have skal kulturen ikke ave naturen, men røgte og pleje den. Blixen lavede sin naturpark til et fuglereservat, hvad der peger mod menneskets forhold til dyrene. De tamme og vilde dyr indgår i herregårdens verden med ånde- og hønsegård, stutteri, hundeopdræt, jagter – alt hvad den grimme ælling kommer ud for fra andegården til andejagten med mennesker som autoritet eller trussel, indtil de venligtsindede børn tilslut hilser den velkommen i parkens kanaler.
Samme udgangspunkt har “Hønsegrethes Familie”, der er bygget over denne kontrast mellem mennesket som dyrenes, specielt fuglenes ven eller fjende. Eventyret er inspireret af hønsehuset på Basnæs, som allerede blev beskrevet i “Lygte-mændene …” og “Portnerens Søn”, et nydeligt ottekantet hus på en ø ude i haven. I historien bebos det af titelpersonen, som kender hver høne og and. Men det er opført der, hvor den fordums ridderborg Tjele lå (som Andersen havde besøgt på en sommerrejse allerede i 1830), og de gamle krager véd at fortælle, at Grethe nedstammer fra selve Marie Grubbe, den socialt deklasserede datter af hr. Erik Grubbe. Hun var barsk som sin far, allerede som femårig yndede hun at ride på jagt, piske på hundene og ødelægge fuglereder. Hendes skæbne skyldes hendes hårde sind og selvrådighed, men det antydes også, at den er fuglenes hævn. Det er folkeeventyrets kausalitet: hvem der er god mod dyrene, får dem som hjælpere – men at være ond mod dem kan også få konsekvenser. Det er menneskenes hemmelige forbundethed med naturen og dens væsner, en ide der genopstod som motiv med romantikken.
Det tilsvarende gælder “Valdemar Daae” fra Borreby, der i hovmod vil bygge et kosteligt skib for at sælge det til kongen og derfor rydder en hel skov, hvori fuglene bygger. Hans yngste datter får ham til at skåne et halvudgået træ, hvor den sorte stork har rede. Imidlertid vil kongen ikke købe skibet. Daae slår sig på guld-mageri, går fallit og dør. Den sidste overlevende er den yngste af døtrene i et fattigt hus, som skånes for nedrivning, fordi der er en storkerede på taget (”var det tak fordi hun bad for hans sorte vilde broders rede i Borreby Skov?”).
At fælde en hel skov for vinding er en forbrydelse mod naturen, både plante-og dyrelivet. Valdemar Daae gør det af mandlig ambition på trods af det kvindelige i sig, personificeret i datteren. Og han gør det som herremand ud fra et standshovmod, vi også møder andetsteds i eventyrene: på grænsen til det egocentriske hos de to gamle snegle i ”Den lykkelige Familie”, som ved, at de er de fornemste i verden – skræppeskoven og herregården er til for deres skyld, for at de engang kan blive kogt og lagt på sølvfad. Ideen svarer til Holbergs fabel om ostemiderne, der tror at osten er skabt til ære for dem; men denne fabel satiriserer blot over horisontbegrænsning og selvoptagethed. I ”Den lykkelige Familie” gælder det vinbjergsneglenes sociale rang selv efter døden – vi tangerer altså den første symbolkreds, samfundstematikken. På dette sted mærkes lun ironi, men ellers er der harme og indignation i de forskellige optrin, der afspejler overklassens foragt for underklassen. Det gælder især eksempler på herremændenes brutalitet.
Det tidligste er allerede fra perioden inden digteren blev gæst på herregårdene, nemlig en middelalderscene fra hans romanprojekt Kristian den Andens Dværg, som han senere indlagde i Agnete og Havmanden 1833: en herremand brovter med at straffe en krybskytte ved at stikke hans øjne ud. Den gængse straf for bønder var træhesten, og den optræder bl.a. i Hønsegrethes historie. Den lille højadelige Marie med det vilde sind kommanderer en bondedreng til at ødelægge fuglenes reder. Da drengens far i anden anledning dømmes til træhesten, beder drengen Marie om at gå i forbøn hos hendes far. Hun udvirker også at bonden benådes, men det er ikke af medlidenhed med ham, derimod for at vise, at hun kan få sin vilje overfor den lige så hårde far.
En lignende episode er indlagt i De to Baronesser. Det er romanens pointe, at titelpersonerne begge er almuebørn og ikke fornægter deres oprindelse. Den gamle excentriske baronesse (der delvis er tegnet efter Christine Stampe på Nysø) bærer på et frygteligt minde fra treårsalderen. Hendes var husmand og blev dømt til træhesten af den onde baron, og da den lille datter ville mildne hans pine ved at skubbe en sten ind under hans ene fod, langede baronen ud efter hende med ridepisken og sparkede den gravide mor, da hun styrtede sig imellem. Fortælleren “vender sig fra denne afskyelige scene, af hvilke der i hine såkaldte gode gamle dage er oplevet mange”.
Den genkommer i “Gemt er ikke glemt”, hvor røverne bryder ind på en herreborg og lænker borgfruen til hundehuset, mens de selv sætter sig til højbords og drikker hendes vin og øl. Men røvernes dreng befrier hende, fordi hun i sin tid som ung nådigfrue tilsvarende lindrede hans far på træhesten. Titlen går altså på et sociale velgerninger huskes, ligesom da grevinden på Holsteinborg lod indsætte et vindue i hytten til en værkbruden pige, så at solen kunne skinne ind (temaet for anden del af historien). Men i romanen drejer det sig om social misgerning, der gemmes som et traume, ligesom den gamle baronesse har gemt træhesten og til allersidst før sin død giver den unge baronesse som brudegave en træske forarbejdet af den – til tegn på at “fattigmands barn det er vi alle for Vorherre”. Det er bogens demokratiske udsagn – lagt i hendes mund – at ”vi er alle af ét stykke… der er adel i enhver stand, men den stikker i tanken og ikke i blodet”. Således hævdede Andersen demonstrativt åndens adel overfor den fødselsadel, som kunne være åndsfattig nok, og han fremhævede underklassens talenter i eventyr som “Børnesnak”, hvor den lille pige af blåt blod taler om at være “født” modsat at hedde noget med ”sen” – men gøres til skamme af geniet Thorvaldsen; eller “Portnerens Søn”, hvor den gamle greve ser kælderdrengens evner og hjælper ham i vej, mens generalen i samme hus er nedladende og hoven. Andersen læste bl.a. historien på Frijsenborg med den følge at grevindens bror general von Haffner absenterede sig.
I lystspillet Han er ikke fodt foregår handlingen dels på et greveligt slot, dels på naboherregården, hvor en generalenke – hvis far er brygger – omgiver sig med kunstnere (atter som Stampe). Den spinkle handling består i, at præstesønnen Jensen forelsker sig i komtessen, men heldigvis viser sig at være naturlig søn af grevens bror kammerherren, altså “født”. Men her rettes satiren tillige mod en inviteret digter Kluhd, der læser op af sit apokalyptiske drama ”Død og Pine” i ni akter, netop som det fine selskab skal gå til bords.
Det er dobbeltironi. At blive svigtet eller underkendt af sit publikum kendte Andersen selvfølgelig ikke blot som oplæser på herregårdene, men han valgte dette miljø, da han ville tematisere forholdet i billedlig form: “Gartneren og Herskabet”. Herregårdsgartneren hedder Larsen – fra samme tid stammer en seddel med “Dygtige folk hvis navne ende på sen” fra Marsk Stig [Andersen Hvide] til biskop Martensen. Og selvom Larsen er dygtig, må det hjemlige publikum (herskabet) gøres opmærksom på produkternes kvalitet gennem vidnesbyrd fra det udenlandske publikum (hoffet). Sidstnævnte ser uhildet, mens den lokale holdning kan være bestemt af en smålig eller konservativ kritik, der dominerer fra ældre tid: symboliseret af kragerne i de gamle bladløse træer, som sluttelig væltes af stormen – et billede på den nye tid, der omsider fordriver de skræppende kritikere.
Træerne er – ligesom de tilsvarende i “Hønsegrethe …” – et minde fra Basnæs. Men selve herregården er fiktiv, lagt ”en mils vej fra hovedstaden”, for at gartneren kan ride hurtigt ind og få attest for, at det er hans grøntsager og blomster, der gør lykke hos den fine frugthandler og ved det kongelige taffel. Man har indvendt, at denne gartner er for underdanig og tyendeagtig, eftersom det var en anset og selvstændig stilling at være slotsgartner. Men hensigten er at vække forargelse ved den overlegne tone overfor “lille Larsen”, og de væltede træer kan også antyde en ny æra, fordi de knuser de gamle buksbomhække, der er klippet som kroner og pyramider – dvs. magtsymboler som det moltkeske slægtsvåben i barokhaven på Glorup.
Der hvor en magtomvæltning tydeligst er knyttet til herregårdssfæren, er “Alt paa sin rette Plads”. Historien begynder med billedet af en ærværdig herreborg (tegnet efter Lykkesholm) med bro over voldgraven, hvor der står et gammelt piletræ. Selve træet som begreb er et vigtigt livssymbol – asken Ygdrasil, linden i folkeviserne – og dets lange væksttid muliggør, at det rummer flere faser fra ungdom til alderdom; gennem sine erfaringer kan det som det højeste plantevæsen tilmed rumme drømme om et ideal: jævnfør ”Det gamle Egetræs sidste Drøm”, “Grantræet”, “Hyldemoer” og “Dryaden” (et kastanietræ fra verdensudstillingen i Paris). Men træet kan også ved sine forgreninger symbolisere en hel slægt, som et stamtræ – eller som her herresædet med dets skiftende ejere. Pilen hælder sig vaklende ud over vandet: et undergangsvarsel. Da en herremand fra den gamle brutale tid vender hjem til hest fra jagt, støder han en gåsepige ud i voldgraven med råbet “Alt på sin rette plads!” Hun klarer sig ved at gribe i en gren, men den knækker, og kun en forbivandrende hosekræmmer redder hende og stikker den afbrækkede gren i jorden med ordene ”Gro om du kan og skær dem en god fløjte deroppe på gården!” Herremanden går snart efter fallit ved spil og drik, hosekræmmeren overtager gården og gifter sig med gåsepigen. De kommer på deres rette plads, er ædle og gudfrygtige og nægter at købe sig adelstitel. Det gør derimod deres efterkommere, som ikke vil vedkende sig familiens jævne oprindelse. De opfører en ny prunkende gård og flytter de gamles portrætter af vejen. Kun den ældste datter og huslæreren, der er præstesøn, føler respekt for det gamle par. På en vandring til det nye stamtræ, der er blevet ud af pilegrenen, tager han de dygtige og gode adelsslægter i forsvar overfor tidens tendens til at nedvurdere alt adeligt som dårligt og dumt (skrevet 1852 kort efter grundloven). På den anden side er adelens foragt for folk af borgerlig oprindelse tegn på, at den kan gå i forrådnelse (et træbillede!). Under denne udredning, hvor huslæreren er forfatterens talerør, skærer han en fløjte af grenen til en af de små baroner. Men hverken drengen eller hans fornemme far kan få lyd ud af den. Ved en musikalsk soire tager da en af de fine gæster fløjten og provokerer huslæreren til at spille en solo på det instrument, han selv har lavet. Da kommer der en mægtig og vedholdende tone, der lyder milevidt omkring og ledsages af en stormvind, som bruser “Alt på sin rette plads!” Nådigherren flyver ud i røgterhuset, røgteren ind til de flotte tjenere, den unge baronesse op til højbords sammen med præstesønnen, den vittige kavaler ned i hønsegården, hvorimod ”en gammel greve af landets ældste slægt blev urokket på sin hædersplads, for fløjten var retfærdig, og det skal man være” (forfatterkommentar). Men det hedder også at “lykkeligvis sprak den ved den første tone, og det var godt, så den kom i lommen igen på sin rette plads” (ironi?). Alt vendte tilbage til sin gamle orden, dvs. på urette plads, undtagen portrætterne af de gamle stamforældre, som var endt oppe i højsalen.
Man har sammenlignet fløjten med den franske revolution, men det er ikke en mekanisk social omvæltning, derimod en ompostering efter moral: det bliver kun de umoralske adelige, herunder de standshovne og opblæste, der blæses ned, og det samme gælder rige grosserere og bønder. Det er det gamle piletræs drøm om et retfærdigt samfund, ligesom det gamle egetræ drømte om et himmelsk paradis og grantræet om en fest endnu skønnere end juleaften. Men alle drømme er mere eller mindre utopiske og ledsages af tilintetgørelse. Fløjten sprækker, egen rives op med rode af stormen, og granen ender i skarnkassen. De hører i virkeligheden til Andersens mistrøstige eventyr. Der er ikke mere socialt oprør i historien om fløjten, end at fortælleren slutter med at stikke piben ind. Og ikke mere kritik af adelen, end at han kunne læse den højt på de fine herregårde.
Det var i det hele hans afprøvningssteder, og de ydede også på den måde indirekte inspiration. Men selvom det oprørske eventyr endte med at bøje af og gemme fløjten væk, tilhørte herresæderne i sig selv en svindende feudal samfundsreform, og i den næste periodes naturalistiske digtning ser vi dem dels truet udefra af den politiske demokratisering og den økonomiske udvikling, dels også indefra af degeneration og depravation – hos J.P. Jacobsen, Herman Bang, Gustav Wied og Henrik Pontoppidan, der i De dødes Rige ligefrem gør herregården til billedet på en døende overklassekultur. Få år senere markerede en ny lovgivning undergangen for de gamle slægtsgårde, med loven 1919 om overgang af len, stamhuse og fideikommiser til fri ejendom.
Familiesædet forekommer herefter litterært kun i popromaner à la Korch eller krimier à la Palle Rosenkrantz (som vandt Gyldendals romankonkurrence 1923 med slægtshistorien Junkerne fra Lindenborf. Men H.C. Andersen har overleveret fortidens familiære godskultur til efterverdenen gennem sine romaner og eventyr, og det er betegnende, at det store bogværk Danske Slotte og Herregaarde, der udkom under 2. verdenskrig som et monument over fordums herlighed, blev afrundet med et efterskrift af historikeren Louis Bobé – “Træk af dansk Herregaardsliv gennem Tiderne” – som munder ud i Andersens rolle heri:
“Herregaardslivet bragte Digteren Inspiration, Samling og Arbejdsro. Han følte sig draget til de ærværdige Borge med Tinder og Taarne, og til Rummenes feudale Atmosfære, de farverige duftmættede Prydhaver, de drømmende Voldgrave med Svanereder under Skræppernes brede Bladskærme, Dyrelivet i Andedammen og Hønsegaarden, selv Smaakravlet. Om Borgenes Mure skulde synke i Grus, vil Mindet om deres Storhed, Skønhed og Stemningsfylde leve videre til sene Tider i H.C. Andersens Eventyrdigtning”.
Som vi har set i det foregående, rummer hans herregårdsmotiver andet og mere end sådanne idyller. Men det er smukt at en kgl. ordenshistoriograf kan blive så bevæget.
