I “Mit Livs Eventyr” skriver H.C. Andersen: “Jeg var ved Hofmanns Skrifter bleven opmærksom paa Gozzis Maskecomedier, og at blandt disse ‘il Cor-vo’ var et fortrinligt Sujet til en Operatext; jeg læste Meislings Oversættelse heraf, blev ganske henrykt, og faa Uger efter havde jeg færdig Operatexten ‘Ravnen’, som jeg gav til en ung Componist, dengang aldeles ubekjendt, men af Kunstnerkuld og Aand, Sønnesøn af ham, som componerede ‘Kong Christian stod ved høien Mast’. Min unge Componist var nuværende Professor J.P.E. Hartmann, nu, som sig hør og bør, kjendt og hædret. Nu vil vist mange smile ved at høre, at jeg dengang i mit Brev til Theaterdirectionen maatte ligesom paatage mig Ansvaret for Hartmanns Musik, jeg maatte anbefale ham som Componist ham, der dog nu er den betydeligste Danmark har og det betydelig til at være stolt af. Jeg maatte saa at sige skrive hans Skudsmaal, at han var en Mand med Talent, at han vilde præstere noget Godt og Dygtigt.”[1]
I 1855 ønskede H.C. Andersen altså at tage æren for at have opdaget Hartmann, men det var en sandhed med modifikationer. I Levnedsbogen, som han nedskrev til privat brug i 1832, førend “Ravnen” havde fået sin premiere på Det Kgl. Teater, lød historien således: “Før min Afreise [til Odense, 1830] havde jeg behandlet Gozzis Ravn, som Operatext, og da jeg hos Wulffs hørte Harttmann rose, som en megen talentfuld ung Mand, bragte jeg ham dette Sujet, som jeg alt tidligere havde følt Interesse for at bringe paa Scenen, og viist til Bredal, der ikke havde Mod at begynde paa et Arbeide af saa stort Omfang. – Ved min Ankomst var Hartmann alt avanceret godt fremad, jeg havde levende Interesse derfor.”[2]
Det var således snarere familien Wulff end Andersen, som Hartmann kunne takke for, at han som kun 25-årig fik mulighed for at prøve kræfter med en opera, men han fik ikke blot en samarbejdspartner, han fik også knyttet et af sine varmeste og næreste venskaber, et venskab, der kom til at holde livet ud for Andersens vedkommende. Hartmann var kun halvanden måned yngre end Andersen, men i modsætning til denne måtte han ikke gå så gruelig meget ondt igennem, før han blev berømt. Som eneste barn af violinisten og organisten August Wilhelm Hartmann var han vokset op “som i et Hyttefad”,[3] og selv om faderen, der selv var vokset op i et fattigt musikerhjem, insisterede på, at hans søn skulle have en boglig uddannelse, blev der dog ikke lagt hindringer i vejen for sønnens musikalske udfoldelser. I 1828 blev Hartmann juridisk kandidat, men allerede i 1824 var han blevet sin faders efterfølger i det betydningsfulde embede som organist ved Garnisons Kirke, og tre år senere lærer ved det musikkonservatorium, som Det Kgl. Teaters syngemester og Andersens velynder, Giuseppe Siboni, netop havde oprettet. Desuden havde han fået flere kompositioner opførte med held, så det var en ung mand med en vis position i det københavnske musikliv, som Andersen stiftede bekendtskab med i foråret 1830.
Selv om Andersen i Levnedsbogen nævner, at han oprindelig havde tilbudt sin bearbejdelse af Gozzis “Ravnen” til den norskfødte kapelmester ved Det Kgl. Teater, Ivar Bredal, så fortier han, at hans ambitioner i første omgang havde været endnu højere, idet han havde spurgt selveste Kuhlau, men denne skrev 12. januar 1830 til Edvard Collin: “Schon vorigen Sommer hatte ich die Ehre Ihren Herrn Vater zu erklären warum ich die von Andersen verfasste Oper “Ravnen” nicht gerne in Musik setzen mögte. Das Sujet ist schon so oft benutzt, und auch schon vor mehreren Jahren, als Oper bearbeitet, über einige deutsche Bühnen geschritten, aber gänzlich ohne Beifall, und doch war die Musik dazu von einem sehr berühmten Componisten.”[4] Andersen må altså have haft teksten mere eller mindre klar allerede i sommeren 1829, men Kuhlau følte sig altså lige så lidt fristet som Bredal. Hartmanns interesse derimod var efter alt at dømme ægte nok, når man ser, hvor vigtig en rolle dette første fælles værk kom til at spille i det 45 år lange venskab.
Da Andersen i maj 1830 indsendte “Ravnen” til Det Kgl. Teater sprang han også af indlysende årsager de indledende forgæves forsøg på at finde en villig komponist over og skrev: “I min faste Overbevisning om dette Sujets herlige Fortræffelighed, og med den inderligste Kærlighed for det, talte jeg med vor unge, geniale Hartmann, der selv længe havde interesseret sig for samme Emne, og da han nu hørte Scene-Gangen i min Behandling af Stykket som Opera, bestemte han sig til at lade dette være hans første, store Komposition og overbevist om, at de høje Censorer maatte føle Interesse for dette Emne og anse det for et saare heldigt Sujet for en Opera, har han alt begyndt paa første Act.”[5] De to unge kunstnere måtte vente næsten tre måneder på deres dom, bl.a. fordi der skulle udnævnes en ny censor, og Andersens utålmodighed er ikke til at tage fejl af, når han den 20. juli skriver til Hartmann: “Nu er jo da endelig, Moelbech bleven Censor, nu maa der da snart kunde høres noget om Ravne=Operaen, jeg er meget længselsfuld derefter. De maa endelig skynde lidt paa de Sjæle. – Til min store Forundring hører jeg af Eduard Collin at Manthey har sagt: at det Brev jeg havde skrevet med Texten, kun var en Bøn om hans private Gjennemlæsning; jeg forsikrer Dem at det var noget der aldrig kunde falde mig ind; det var saa tydeligt som mueligt, om han vilde snart afsige sin Dom, men ikke den private, thi den skal vi jo ikke bruge. – De maa endelig tjene mig i, at tage Dem af Sagen, og dersom De – som jeg glæder mig til – sender mig snart et Brev, da lade mig lidt vide om Tingene.”[6]
I sin censur dateret 20. august 1830 konkluderer Christian Molbech: “[Jeg] maa iøvrigt erklære, at det af Hr. Andersen indsendte Stykke efter min Mening, som Text til en Opera, er antageligt, uagtet jeg troer, det vel maaskee kan modtage en og anden Forandring i Sangene, naar det componeres og efter Aftale med Componisten.”[7] Et brev fra Hartmann til Andersen dateret 28. juli 1831 viser, at Hartmann fulgte opfordringen og tog aktivt del i tilpasningen af teksten: “Vilde De ikke bevise mig den Tjeneste, snarest muligt at sende mig den belovede Forandring af Slutnings-stropherne i anden Act; hvis det skal passe til min Marsch, maatte det være efter nedenstaaende Sludder:
Kong Millo! Armilla!
Høit etc
Kong Millo! Armilla!
Høit toner vor Sang for de Troende.
De leve! De leve
Naar Fuglene qviddre etc:
De leve! de leve,
Naar Fuglene qviddrende slaae.
Hvis De, i Stedet for at gjentage Ordene “de leve”, vilde sætte mig et Par andre Ord ind, vilde det være godt, fordi Musikken paa dette Sted temmelig ofte repeteres. Den Linie: “Naar Fuglene qviddre etc: synes mig, med Deres Tilladelse, ogsaa at være mindre genial, end sædvanligt; dog beroer det naturligviis paa Dem selv, om De vil lade den staae, eller ei.”[8]
Det var første, men ikke sidste gang, at Hartmann selv kom med forslag til tekstens udformning, og Andersen ændrede som ønsket – det var jo heller ikke rart at få at vide, at man var mindre genial end sædvanligt – og i det hele må man sige, at han klarede opgaven at forandre Gozzis komplicerede skuespil til en operatekst udmærket. Endelig i sommeren 1832 var “Ravnen” færdig, og Andersen kunne den 1. oktober skrive til sin gode ven Otto Müller: “Til Dronningens Fødselsdag vil han [Otto Müllers bror Ludvig] da ogsaa nok høre en Opera, fordi Texten er af mig. (Er det ikke meget af ham?) Mit Stykke: “Ravnen”, har nemlig hendes Majestæt selv valgt til at opføres denne Festdag; Prøverne ere alt begyndte, Decorationerne males, og Hartmanns og mit Hjerte begynder at banke. Musikken skal være ganske original! den ligner aldeles ingen anden Composition, saa Folk vente grumme meget. Gid det nu gaae godt.”[9]
Tilsyneladende gik det godt, for avisomtalerne – i hvert fald af musikken – var positive, selv om teksten visse steder fik en hård medfart, og en samtidig anmelder nævner, at alle opførelser gik for fulde huse og blev modtaget med stor begejstring. Alligevel blev forestillingen taget af plakaten efter kun seks opførelser. Hvordan de to ophavsmænd reagerede på denne disposition vides ikke, men at begge troede på operaens muligheder kan man se af, hvor meget operaen var i deres tanker livet igennem. Allerede året efter premieren skrev Andersen til Edvard Collin fra Le Locle i Schweiz: “I Paris fik jeg et lille Brev fra Hartmann hvori han og Holstein beder mig skrive en Vise for Pantalone i Ravnen, istedet for den Scene med de 3 Masker; dette er ingen let Opgave; nu har jeg forsøgt det og sender det her paa samme Papir, vil De klippe det af og give Hartmann, han sætter da en smuk Musik til og saa er jo den Qval hævet. Nu kan altså hele første Scene gaa ud i den 2den Act og Pantalone synge dette Stykke. – Naar han er færdig og gaaet, forandres Scenen som før og Millo kan tage fat. Er det godt?”[10] Eftersom teaterchefen var involveret, er det nærliggende at tro, at teatret overvejede at give operaen endnu en chance, men det foreligger der ikke yderligere vidnesbyrd om, og under alle omstændigheder blev det ikke til noget.
I de første breve, der blev vekslet mellem Andersen og Hartmann, skriver de “De” til hinanden, og endnu tre dage før premieren på “Ravnen” bruger Hartmann denne tiltaleform, da han på begges vegne skal tage stilling til, om de skal lade sig honorere efter det gamle regulativ eller det nye, kaldet “Minutregulativet”, fordi forfatterne her honoreredes efter deres stykkes varighed.[11] I en sådan situation var det rart for Andersen, at Hartmann ikke blot var komponist, men også jurist. Måske benyttede de to venner den veloverståede premiere på deres første fælles værk til at blive dus, for da Andersen forud for sin rejse til Italien i foråret 1833 bad Hartmann om et bidrag til sin stambog, svarede denne: “Alt, hvad Du ønsker, vil jeg skrive; kun ikke gjerne være den Anden i Bogen, og lige efter Ørsted.”[12] Hvor karakteristisk for Hartmann, at han beskedent ønskede at indtage en mindre fremtrædende plads. I øvrigt fik han gavn af sit bidrag, der bestod af en tema fra “Ravnen” med teksten: “Broder! Livet er saa smukt, nyd det, mens dit Hjerte flammer”,[13] for da Andersen i maj måned var nået frem til Paris, kunne han berette for vennen i København: “I Kassel besøgte jeg da Spohr og han sagde at dersom Du vilde, ved en Leilighed sende ham Musikken til Ravnen og han kunne faae en tydsk Oversættelse, da skulle han gjerne gjøre den saa bekjendt han kunne, han skrev mig en lille Canon i min bog og saae ret meget paa Din Composition der.”[14] At denne interesse fra Spohrs side var mere end en høflighedsgestus kan man se af, at han, efter at klaverpartituret var udkommet i 1839, korresponderede med Hartmann om muligheden af at sætte operaen op på hofteatret i Kassel. Dette strandede dog på, at Armillas parti krævede en sopran med en usædvanlig højde, og en sådan havde man på det tidspunkt ikke i Kassel. Desuden ønskede kurfyrst Friedrich Wilhelm I personligt at godkende alle nye operaer, der blev sat op på hans teater, og efter sigende valgte han kun værker, der havde vakt opsigt andre steder.
Musikforeningens udgivelse af klaverpartituret med tysk oversættelse af Andersens tekst gav ham iøvrigt en vis oprejsning for de hårde ord, der var faldet bl.a. i “Den danske Bi”[15]. I oktober 1840 sendte Hartmann Andersen en tysk anmeldelse fra “Neue Zeitschrift fur Musik”, hvor ingen ringere end Robert Schumann skrev: “Digteren har givet en trylleopera, men ikke en dum, barnagtig en, som tyske komponister så ofte må tage til takke med, men en tekst, hvori der er forstand og mening, ja til og med poesi. Man finder tanker deri, værdige i sandhed en digter, overhovedet et ejendommeligt liv. Også dialogen er skrevet med ånd og vid.” Dette glædede Andersens barnlige sjæl i den grad, at han skrev til Hartmann: “Det var smukt og godt af Dig at Du sendte mig disse, at Du skrev saa venlige Ord; det er maaskee Svaghed, selv at tilstaae det, jeg følte mig blød om Hjertet der ved; det at Du havde tænkt paa at volde mig en Glæde rørte mig. Du er en god Sjæl, gid Du i Livet altid beholde din Lykke.” Og han fortsætter: “Hvor man dog ude forunderligt overvurderer mig, selv Ravnen, som jeg var lidt angest ved skulde oversættes dømmes saa mildt, her hjemme har jeg kun hørt ondt om min Text, og tidt i stille Sind sørget over at dens Da[ar]lighed var Skyld i at din geniale Musik var lagt hen! – det fornøier mig meget at Du faaer al Erkjendelse ude, gid din Opera maa gaae i Tydskland, saa lever den nok.”[16] Men den kom ikke op i udlandet, og den levede ikke, hvilket var en stor skuffelse for begge parter.
Selv om både Andersen og Hartmann i de følgende år fik andre samarbejdspartnere, for Andersens vedkommende Bredal med “Bruden fra Lammermoor” og i Hartmanns tilfælde Henrik Hertz med “Corsarerne”, styrkedes deres venskab på det rent personlige plan. Da Hartmann i oktober 1836 kom hjem fra en seks måneders rejse til Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig, havde Andersen skrevet en sang til den fest, der blev holdt for at fejre hans hjemkomst, og en hel lille kantate med kor, vekselsang, recitativ og kvartet blev det også engang til i anledning af Hartmanns fødselsdag den 14. maj.
“Vi skue op til Dig i Toners Rige
Vi slutte os til Dig ved Hjertets Slag,
Du blev ved Viv og Børn den Lykkelige,
Som ved din Kunst! – Hver Dag er Festens Dag!”
Således slutter denne lille kantate, og der er ingen tvivl om, at netop Hartmanns lykkelige familieliv var en medvirkende årsag til, at Andersen knyttede sig så stærkt til ikke blot familiens overhoved, men også til resten af familien Hartmann. Han var en hyppig gæst i familiens lejlighed på anden sal i den zinnske gård i Kvæsthusgade, lige rundt om hjørnet fra Andersens mangeårige bopæl i Nyhavn 67, og han drømte om en lignende tilværelse. “Det er vist nok et poetisk Liv jeg fører, men misunde det skal Du ikke, hvem der havde et Hjem som Du, en – Kone…” skriver Andersen fra Nysø[17]. Ja en kone som Emma Hartmann var ret efter Andersens hoved. I “Mit Livs Eventyr” har han givet følgende beskrivelse af hende: “Der var hos hende, denne forunderligt rigtbegavede Qvinde, et Lune, en Livsglæde, der aabenbarede sig i en Naturlighed, der ikke kjendte til Fold eller Skygge; Alt stod her i en Skjønheds-Harmonie, som Genialiteten giver den. Hun er et af de Mennesker, der har draget mig ind i Aandens, Lunets og Hjertets Kreds og altsaa har virket paa mig, som Sollyset virker paa Planten! Det er umuligt at gjengive det Væld af Glæde og Spøg, denne Inderlighed, der udstrømmede fra hende.”[18] Beskrivelsen var så overstrømmende, at Henriette Wulff lettere syrligt bemærkede, at hun fandt hans apotheose af fru Hartmann noget forceret og overdreven![19]
At Andersen var dybt betaget af den smukke, livlige og musikalsk begavede kvinde, er der ingen tvivl om, og det er sikkert de færreste, der som hun havde et sådant frisprog overfor den forfængelige digter, at hun kunne slippe godt fra at sige ham op i hans åbne ansigt, at han lignede en hest![20] Til gengæld var hun ikke altid lige tilfreds med hans opførsel, som man kan se af følgende lille historie, som hun berettede til Ernst Weis: “Da jeg et Par Minuter var ude af min Dagligstue, var Andersen saa indiscret at blade om i min lille Nodebog, formodentlig for at opdage om jeg var Forfatter til hans Sang, hvilken Bagatel bekymrer ham meget (til min Plage) i disse Dage. Naar jeg ikke i Forveien bestemt havde nægtet at svare paa hvem Componisten var, saa vilde jeg ikke kalde det Indiscretion at mine Venner bladede i hvad der ligger aabenlyst paa mit Skriveord; men denne Mangel paa Delicatesse, kan ikke straffes anderledes, end at han skal blive i sin Nysgjerrigheds Pine og Intet betroes under fire Øine som Hartmann har villet gjøre.”[21] Den omtalte sang var “Slagsang for de Danske”, der var blevet trykt i “Fædrelandet” ved treårskrigens udbrud i marts 1848, men Andersens utidige nysgerrighed gjorde, at Emma Hartmanns melodi aldrig blev offentliggjort.
Emma Hartmann var sjældent med på sin mands udenlandsrejser, men mindst en gang kom hun dog uden for landets grænser. Det var da Hartmann i sommeren 1841 var til musikfest i Hamburg. Og hvem mødte de så? – Andersen, der skrev i sin dagbog: “Besøgt Hartmann, han og Konen laae hver i sin Seng endnu; jeg snakkede for dem til op ad Dagen.”[22] Hvad ægteparret Hartmann syntes om dette møde, forlyder der intet om, men at det glædede Andersen at møde vennerne i disse uvante omgivelser, fremgår af en anden bemærkning i dagbogen: “Ved Middagsbordet kom Hartmann, som kjærligt kyssede mig, den poetiske velsigne[de] sjæl; Hartmann var mig Poesien i Hamborg fra Hjemmet.”[23]
Selv om der mellem 1832 og 1846 ikke kom de store fælles værker fra Andersens og Hartmanns hånd, blev det dog til et par lejlighedsværker i forbindelse med en række betydelige personligheders død. I 1839 var det Andersens gamle velynder Giuseppe Siboni, der gik bort. At Hartmann skrev musikken til begravelsen var nærmest en selvfølge, eftersom han var Sibonis nærmeste kollega på dennes musikkonservatorium, og lige så naturligt var det, at Andersen skrev teksten, men uheldigvis faldt det sammen med, at Molbech havde sat sig imod opførelsen af “Mulatten”. Digterens sindsstemning var følgelig ikke den bedste: “Igaar min Fødselsdag blev Siboni begravet, den Mand som først tog sig af mig, jeg fulgte ham ikke, men skrev et lille Digt, som Hartmann satte Musik til og Theatrets Personale sang ved Kisten. . . Jeg skrev det i den meest forbittrede Stemning, med Hjertet fuldt af Gift og Galle; Hartmann sad paa Forhøiningen i mit Værelse og ventede paa det. Digtet skal imidlertid have gjort sin Virkning.”[24]
Otte måneder senere var det landsfaderen Frederik VI, der blev båret til graven, og den 28. januar 1840 afholdt Studenterforeningen en sørge-fest, hvortil Andersen og Hartmann skrev en kantate for mandskor og orkester. Kantaten blev opført i foreningens store sal, der var beklædt med sorte Drapperier, vinduerne var blændede og lysekronerne floromvundne. Hartmanns musik betegnedes som “særdeles højtidelig og effektfuld”, mens Andersens tekst udelukkende handlede om kongens fortjeneste af bondestandens frigørelse.[25] Navnlig romancen “Den danske Bonde bad: o, maae vi bære vor Konge til hans sidste Hvilested” blev populær, og Andersen kunne skrive til Henriette Hanck: “Bonde-Sangen er kommet særskilt ud og synges meget.”[26] Fem år senere brugte Andersen i øvrigt samme tema, da han skrev sin tekst til Hartmanns sang ved afsløringen af mindestøtten for Frederik VI ved Skanderborg. Også hele kantaten blev trykt, og Andersen medbragte nogle stykker på sin rejse i efteråret 1840, hvor han forærede Mendelssohn et eksemplar.
Endelig mistede Danmark i april 1844 Bertel Thorvaldsen, der havde været et nationalt samlingspunkt, og alle kappedes om at være med til at hylde den afdøde ved begravelsen og de øvrige sørgehøjtideligheder. Andersen var ikke særlig tilfreds med sit bidrag: ‘Ja, stort ved mit Digt er der ikke, men tænk Dem, Hartmann kom til mig Tirsdag Aften Klokken elleve og bad mig skrive det til Onsdag Morgen Klokken 9, da det jo skulle synges om Løverdagen, jeg maatte strax sætte mig ned og skrive, som man skriver en Stil.”[27] Hartmanns og Andersens sang, der blev afsunget ved kisten af Studentersangforeningen, forblev da også et lejlighedsværk, hvorimod Hartmanns sørgemarch til samme lejlighed er blevet stående som et af hans mest monumentale værker, der stadig spilles ved alle kongelige begravelser og kom til at lyde både ved Hartmanns egen begravelse og ved Andersens. Selv om Andersen altså havde ydet sit bidrag til minde om Thorvaldsen, blev han alligevel fornærmet, da han ikke kom til at skrive teksten til den kantate, Hartmann skulle komponere til Studenterforeningens sørgefest. Hartmann måtte træde mæglende til og fortælle, at Henrik Hertz udelukkende var blevet foretrukket, fordi han endnu ikke havde haft lejlighed til at udtale sig om Thorvaldsen. Og han fortsætter: “Hvis jeg havde villet nægte at arbeide med nogen Anden, saa kunde jeg vel have sat det igjennem, at Du var blevet anmodet om at skrive Texten; men til paa denne Maade at tvinge Dig ind paa dem, naar de ikke af egen Drivt foretrak Dig, – sætter jeg Dig meget for høit, og er meget for stolt paa Dine Vegne.”[28]
Det var dog ikke udelukkende sørgemusik, der bandt de to venner sammen professionelt. Da Andersen i 1840 skrev tragedien “Maurerpigen”, bad han Hartmann om at komponere musikken, men det kom han for en gangs skyld til at fortryde. Oprørt skriver han den 16. oktober til Henriette Hanck: “- jeg har prøvet alle de Qvaler og Krænkelser nogen Digter kan prøve fra et Theaters Personale, tilsidst gjør ogsaa Hartmann mig ondt, Musikken skulde være færdig til igaar og da den maa afhentes, har han kun et eneste Nummer færdigt, og lover ikke før om 14 Dage Resten.”[29] Det blev for meget for Andersen. Dybt såret forlod han København med kurs mod Italien, og det gjorde han kun godt i, for endnu den 12. december måtte Jonas Collin meddele ham, at “Maurerpigen” endnu ikke var gået over scenen som planlagt, fordi Hartmann stadig ikke var færdig med musikken! Da premieren endelig havde fundet sted den 18. december gjorde Jonas Collin meget ud af at fortælle, at teatret havde gjort alt, hvad der stod i dets magt med hensyn til dekorationer og kostumer, at der ikke kunne klages på spillet, og at Hartmanns musik havde gjort lykke, men teksten – “det interesserer ikke”.[30] Tilsyneladende fattet, svarede Andersen: “Beed Eduard takke Hartmann og sige at jeg meget snart skal skrive ham selv til. Det bedrøver mig meest, at han igjen har spildt en smuk Musik paa et forkasteligt Arbeide, jeg kan kun love ham at jeg aldrig skal give ham en ny Anledning.”[31]
Dette løfte holdt Andersen gudskelov ikke, for den 15. februar 1844 kunne man læse følgende i “Aftenbladet”: “Digteren har i disse Dage fuldført en ny Operatext for Hartmann; den er en Bearbeidelse af en Kjæmpevise og hedder “Liden Kirsten”. I virkeligheden var teksten ikke ny, og som det havde været tilfældet med “Ravnen”, var den oprindelig ikke tiltænkt Hartmann, men Ivar Bredal. Under opholdet i Rom i november 1833 havde Andersen fået ideen til en opera over kæmpevisen om “Hr. Sverkel”, og selv om Det kgl. Teaters censorer ikke ligefrem strømmede over af begejstring for teksten, blev den dog i 1835 antaget til opførelse, bl.a. fordi C. L. Kirstein var af den opfattelse, at “Hr. Bredal vil vide at instrumentere de gamle Folkemelodier ret smukt.”[32] Der var altså i denne første version snarere tale om at arrangere musiknumre baseret på eksisterende stof, end at komponere ny musik. Men selv om Andersen havde skrevet til Henriette Wulff, at operaen skulle opføres i april, fik Bredal ikke musikken færdig hverken til april eller til september, som han senere lovede[33], så hele projektet blev skrinlagt.
Hvorfor Andersen besluttede sig til at tage sit manuskript frem af skrivebordsskuffen i februar 1844, kan man kun gisne om, men det er et faktum, at han afsluttede omarbejdelsen 16. februar og læste teksten op ved en middag hos Ørsteds fem dage senere[34]. Efter at have renskrevet den på Glorup, indsendte han det færdige værk til Det kgl. Teater, og den 5. oktober 1844 indførtes følgende udtalelse i teatrets censurprotokol: “Pr. Heiberg: Intet Drama, da det mangler Handling. Situationen romantisk; det har en poetisk Duft. Scenearrangementet vanskeligt.” I november fik Hartmann udleveret teksten, og allerede 8. april året efter skrev Jonas Collin til Hartmann: “Andersen fortæller mig til min store Fornøielse, at Musiken til lid. Kirsten nu er færdig paa det sidste Nummer nær: De maa endelig, bedste Hr Secretair, lade os faae hvad der er færdigt, for at vi dog nogenlunde kunne faae det betimeligt frem og jeg forbereder Dem paa, at jeg snart bestormer Dem om Slutningen.”[35] Det blev øjensynlig også nødvendigt, for endnu i juli havde Collin ikke set noget til den, men det var med velberådet hu, at Hartmann havde forsinket færdiggørelsen, for i september og oktober 1845 sang Jenny Lind på Det kgl. Teater, og han ønskede, at den eksalterede stemning, som hendes tilstedeværelse havde fremkaldt, først skulle lægge sig. Ydermere var Hartmann om efteråret på en længere rejse til Tyskland, så først lillejuleaften kunne Jonas Collin skrive til Andersen, der opholdt sig i Berlin: “Liden Kirsten er da færdig paa Ouverturen nær. De første Prøver derpaa vil Hartmann selv holde.”[36]
Dette brev havde Andersen øjensynlig endnu ikke modtaget, da han sendte et nytårsbrev til Hartmann fra Berlin og indledte således: “Det nye Aar er rullet op og jeg haaber lykkeligt for Dig og Dine, som for mig; er Dækket rullet op for “Liden Kirsten”, bliver hun ved Theatret eller gaaer hun for evig i Kloster? det var nedrig! Du har givet hende saa gode musikalske Klæder at hun nok kunde blive i mange Aar til Skue.”[37] Det kunne man jo nok give Andersen ret i, men selv hørte han intet fra Hartmann om, hvorledes den længe imødesete premiere forløb. Godt nok berettede Henriette Hanck fire dage efter premieren den 12. maj 1846 om avisernes positive reaktioner – navnlig på musikken – men endnu i juni sad Andersen i Napoli og ventede på at høre nyt fra sin komponistven: ‘Jeg har ventet [på brev], jeg har sukket, tænkt at “liden Kirsten” var Skyld, og saa snart hun traadte ind i Verden vilde Du skrive, men “liden Kirsten” er nok taget paa Landet med Dig, bruger “grøn Quur” for at gaae tidlig paa næste Saisson! – Men saa kan Du jo skrive, Du kjære Menneske!”[38]
I samme brev nævner Andersen, at han sender de ønskede ændringer til “Ravnen”. Ideen til at omarbejde den 14 år gamle opera stammede fra Hartmanns nære ven, højesteretsassessor Ernst Weis. I lighed med Hartmann havde Weis valgt juraen som hovederhverv, selv om han oprindelig havde ønsket at blive cellist, men han var et meget musisk menneske, der livet igennem var aktiv både inden for musik og digtekunst. Det var således ham, der i slutningen af 1840’erne var primus motor i udgivelsen af Emma Hartmanns romancer, som han selv havde skrevet nogle af teksterne til, og Hartmann nærede stor respekt for hans dømmekraft i kunstneriske spørgsmål. Også Andersen satte stor pris på Weis og hans meninger, og det var ikke første gang, han var kommet med ændringforslag. Også da Andersen arbejdede med “Skyggen” havde han modtaget forslag fra højesteretsassesoren[39], der i øvrigt med sin egen tørre humor engang kom med følgende udtalelse: “Hvor kan hun [Clara Hartmann] borge for, at det ikke i Grunden er mig, der er Andersen’, jeg mener, der har skrevet alle Andersens Værker; ja hun har jo ikke seet ham selv skrive dem og kan jo i alt Fald ikke vide, om jeg ikke har dicteret ham dem, forinden han skrev dem, saa at jeg i Ordets egentlige Forstand var Andersens Muse.”[40] Årsagen til denne påstand var, at Weis ikke havde fået den pennevisker til jul, som han havde ønsket sig af Hartmanns 15-årige datter, og nu “sagsøgte” han hende for tabt arbejdsfortjeneste!
Weis havde i et brev til Andersen[41] gjort rede for i detaljer, hvorledes han mente at en omarbejdelse ville gavne “Ravnen”. Hovedideen var, at den talte dialog skulle erstattes af recitativer og commedia dell’arte scenerne udgå, og Andersen var straks med på ideen: “Jeg har ganske fulgt Weis’s Opgivelser, ja lige til Metrum; det er sandeligt smukt og venskabeligt af det fortræffelige Menneske, tryk hans Haand fra mig og siig at jeg havde længe betænkt at hvis han i Himlen ingen Værelser skulde have og jeg derimod, efter Schillers Ord, nok faaer Leilighed, skal han faae Lov at boe hos mig. Gid han, og Du naturligviis isærdeleshed, maa være tilfredse med hvad jeg har gjort. Skade er det at jeg ikke har Textbogen, thi Ingen, troer jeg, kan dog bedre end jeg forkorte Dialogen.”[42] Når Weis denne gang blandede sig, skyldtes det, at Hartmann havde tænkt sig at bruge sommeren på omarbejdelsen, og da Andersen var i Italien, havde Weis altså gjort forarbejdet for at spare tid, men selv om Andersen altså var færdig med de ønskede ændringer allerede i juni måned, skulle det have lange udsigter, førend den nye version så dagens lys.
I mellemtiden indtraf der en skelsættende begivenhed i familien Hartmann, der berørte Andersen dybt. I sit 22-år lange ægteskab havde Emma Hartmann født 9 børn. Da det niende barn blev født i 1845, frarådede familiens læge flere graviditeter, men i februar 1851 fødte den da 43-årige alligevel sit tiende barn. Det blev med livet som indsats. Dybt grebet skrev Andersen i sin dagbog for 6. marts: “Fru Hartmann er død i Nat Klokken eet; jeg kom imorges der ind og fik det at vide. Sorgen er saa stor! – Jeg var meget angrebet. Hvor hun saae høitidelig mild og alvorlig ud! – Fred og Salighed over hende! – Jeg var der tre Gange i Dag. Hartmann og Sophie, de stakler; Emil og Carl gik stille. Jeg græd meget!” Om begravelsen skrev han: “. . . jeg sad i Stolen oppe i Choret lige bag Hartmann. Boyes Tale gribende og sand; jeg blev meget bevæget; at jeg sad tæt ved en Udgang var det eneste som holdt mig fra nerveust Tilfælde. Kisten var overdækket med Blomster, min Sang blev sjunget; jeg fulgte Toget ud paa Kirkegaarden udenfor, Hartmanns Blik ned paa Kisten var saa uendelig smertefuldt, jeg græd krampagtigt. – (Imorges da jeg kom ind til Hartmanns var lille Maria død om Natten) den stakkels Hartmann. Iaftes da Fru Hartmanns Kiste blev slaaet til og skulde bæres bort gik de alle ud ad Tolboen og paa Volden, jeg kom da de gik og fulgte med Fru Drevsen til Marmorkirken, gik saa hjem med hende; da jeg kom hen imod Hartmanns Huus, var Liget bragt langs Nyhavn i klart Maaneskin, jeg gik med Eduard og Jette hen i Garnisons Kirke, der kom de, jeg lagde Haanden paa Kisten og fulgte med ind, det var uhyggeligt hvor de løftede og vendte, for at faae den [bag] Sto[le]ne, (det var [sa]a haandværkmæssigt, som med en Kasse man fløtter). – Jeg var iaften efter Beg[ravelsen hjemme] hos Hartmanns; de bære deres Sorg saa smukt[, den lille Maria] seer saa yndig ud, Thorvaldsen kunde ikke ha[ve…] et Englehovede. – Hun er som et guult Vox af [ . . . . . .] Hun er død i Hjernebetændelse og Krampe; Brystet og begge Arme vare rødblaa, under Neglene sort.”[43]
I “Det gamle Huus” havde Andersen i 1848 skildret en scene fra søndagsandagterne i det hartmannske hjem, hvor Marie var centrum. Tinsoldaten beretter: “Alle I Børn stode foran Bordet og sang eders Psalme, som I synge den hver Morgen; I stode andægtige med foldede Hænder, og Fader og Moder vare ligesaa høitidelige, og saa gik Døren op og den lille Søster Maria, som ikke er to Aar endnu, og som altid dandser, naar hun hører Musik eller Sang, hvad Slags det endogsaa er, blev sat ind, – hun skulde det nu ikke, – og saa begyndte hun at dandse, men kunde ikke komme i Tact, for Tonerne vare saa lange, og saa stod hun først paa det ene Been og hældede Hovedet heelt forover, og saa paa det andet Been og hældede Hovedet heelt forover, men det vilde ikke slaae til. I stode meget alvorlige, Allesammen, skjøndt det var nok svært, men jeg loe indvendig og derfor faldt jeg ned af Bordet og fik en Bule, som jeg endnu gaaer med, for det var ikke Ret af mig at lee.”[44] – Det var i øvrigt ikke eneste gang, at et medlem af familien Hartmann optrådte i H.C. Andersens eventyr. Hartmanns gamle far August Wilhelm Hartmann var således portrætteret i “Den gamle Gravsten”, og Hartmanns moster, kaldet Tante Jette, som Andersen ofte sendte hilsener til, hvor han kom med hib til hendes teaterinteresse, var utvivlsomt et af forbillederne for “Moster”.
De hårde dage omkring Emma Hartmanns død har Andersen også beskrevet i et brev til Henriette Wulff: “Og dog i de sidste Dage har jeg været saa bedrøvet, saa uendelig bedrøvet. Jeg har i een Uge maattet prøve at miste to Mennesker jeg uendelig meget holdt af, to jeg daglig maa savne, Fru Hartmann og Ørsted. Jeg kom i de sidste Aar daglig til Hartmanns, var saa hjemme og Sjælen der i Huset var hun; Liv og Lune, Uskyld og Overgivenhed var hendes hele Personlighed, hun skattede mig, – o hvor jeg ofte vil savne hende.”[45]
Men selv om Andersen havde været en stor beundrer af Emma Hartmann og savnede hende nok så meget, så var det karakteristisk for hans kærlige sind over for Hartmann, at han som en af de få i vennekredsen forstod og accepterede, da Hartmann efter 4 år som enkemand med seks børn giftede sig med Emmas nære veninde gennem hele livet, Thora Jacobsen. Andersen må have kendt hende lige så længe, som han havde kendt Hartmann, for hun kom hjemmevant i den zinnske gård i Kvæsthusgade, hvor faderen havde været bogholder, og broderen Numa var fuldmægtig hos Hartmanns svigerfar, agent Zinn, og allerede i 1840’erne sender han da også jævnligt hilsener gennem Hartmann til “min egen lattermilde Frøken Thora Jacobsen.”[46] Ja blandt hendes efterladte papirer[47] findes endog et lille humoristisk digt, Andersen har skrevet til hende.
Thora var ikke kunstnerisk begavet som Emma Hartmann, men hun var en livsglad, munter natur, der beundrede ikke alene sin mand, men også Andersen grænseløst. Hun var stolt over at korrespondere med den berømte digter, men samtidig havde hun en forfriskende ligefrem måde at behandle ham på, som når hun skriver: “Faaer jeg intet Brev, er jeg hele Vinteren aldeles følelsesløs over for alle Deres gruelige Sygdomme.”[48] Det kan man da kalde en trussel! – og så underskriver hun brevet “Lev vel! Ukjære Andersen.” Til gengæld var Andersen ikke altid tilfreds med Thora Hartmanns udseende, for efter et besøg i Roskilde i 1863 skriver han den forbavsende påstand i sin dagbog: “Fru Thora Hartmann havde et Hovedtøi paa som i den Grad generede mine Øine at jeg i Dag har faaet et Bygkorn paa det ene Øie og træk i det andet.”[49]
Da musikhistorikeren Angul Hammerich, der var søn af Emma Hartmanns kusine og barndomsveninde Julie Hammerich f. Scheuermann, i 1881 gentagne gange interviewede Hartmann med henblik på at skrive hans biografi,[50] betroede denne ham, at ikke alene mange af hans venner vendte sig fra ham på grund af det nye giftermål – bl.a. Ernst Weis – men at også den voksne datter Sophie, der netop var blevet gift med Niels W. Gade, var meget imod denne alliance. Sophie Gade havde Andersen også haft et nært forhold til, fra hun var barn, og korresponderede en del med, da hun blev voksen. Ved hendes bryllup med Gade i april 1852 fremsagde Andersen en tale på vers[51], og da Sophie i foråret 1855 fødte tvillinger, skrev Andersen et lille digt, som hun kunne synge for de små.[52] Skæbnen ville dog, at hun lige som moderen fire år tidligere fik et tilbagefald og døde i en alder af kun 24 år, så få uger efter var det en begravelsessang, Andersen måtte skrive.[53]
Lige fra venskabets begyndelse havde Andersen været en ivrig advokat for Hartmanns musik, når han var i udlandet – og ikke blot de fælles værker. “Du seer og veed hvorledes det er mig en Hjertesag at Du skal kjendes, thi saa vil Du blive skattet, beundret og holdt af, som man skal det og vil det,”[54] skrev han engang og arbejdede ihærdigt for det. Som omtalt havde han allerede i 1830’erne forsøgt at overtale Louis Spohr til at sætte “Ravnen” op i Kassel, og gennem dagbøgerne får man talrige beviser på, at han altid medbragte eksemplarer af Hartmanns værker, som han kunne forære væk: “I Vognen var en rask ung Advokat, Dr. jur: Robert Degener fra Blankenborg, am Harz, han var musikalsk, kjendte Hartmanns Navn og jeg forærede ham derfor. . . ’’Den danske Bonde og Fr VI”[55] -“[Mendelssohn] bad mig skrive et Par Ord paa et Blad og jeg gav ham Hartmanns Cantate.”[56] – “Besøgt Componisten Wagner, der tog venligt imod mig, jeg blev der en god halv Time og lovede i Dag at sende Hartmanns Sørgemarch over Thorvaldsen.”[57] – “Dobler henrykt over Hartmanns 6 Characteerstykker, han vil bringe Thorvaldsens Sørgemarch frem i Gotha.”[58] – “Om Aftenen hos Baron Fitzhammer. . . , jeg skrev et Vers i Datterens Album og lovede hende Hartmanns Sørgemarch over Thorvaldsen.”[59] – “Bragt Verhulst Zigeunersangen af Hartmann”[60] (i dette specielle tilfælde ærgrede Andersen sig dog for en gangs skyld, fordi Hartmann havde sendt ham noderne uden at betale portoen!) – ‘Jeg forærede Amée Hartmanns Sørgemarch over Thorvaldsen” ”[61] – ”I Vevay kom vi ind til Boghandle[ren] Benda, der var Opmærksomheden selv mod mig; . . . jeg talte til ham om Hartmanns Musik, den han slet ikke kjendte, jeg opskrev forskjellige af hans Compositioner som Manden da vilde anskaffe sig.”[62]
Det gav dog sjældent det ønskede resultat, og Andersen bemærkede helligt forarget: “. . . at Europa kan snakke om Adam og slige Komponister og ikke kjende Dig og Weyse! Men det kommer – ja vist, naar I begge ingen Glæde kunne have deraf’.[63] En gang lykkedes dog Andersens anstrengelser. I 1855 forsøgte han at overtale ingen ringere end Franz Liszt, som han havde truffet hos Hartmann så tidligt som i 1841, da Liszt gav koncerter i København, til at sætte “Ravnen” op i Weimar, hvor Liszt på den tid var chef for hofteatret. Liszt var positivt indstillet og gennemgik operaen sammen med Andersen, men da denne så fortalte ham om “Liden Kirsten”, og Liszt fik spillet den igennem, var der ingen tvivl i hans sind om, hvilken af de to operaer han ville sætte op. Andersen var tilfreds. “Det vil more mig og være til Ære for dansk Musik om “Liden Kirsten” brød sig Bane, gjør den først Lykke et Sted ude, saa kommer den nok videre! jeg ønsker det for Hartmanns Skyld og for dansk Musik”, skrev han til Edvard Collin.[64]
Desværre blev Liszt forhindret i selv at dirigere opførelsen i januar 1856, fordi han skulle dirigere ved festlighederne i Wien i anledning af Mozarts 100-års dag, og selv om fagfolkene i Weimar var begejstrede for den lille opera, vandt den ikke publikums yndest, og senere forsøg på at få den opført i Meiningen og Dresden blev ikke til noget.
I 1859 dukker tanken om “Ravnen” atter op. 10 juli skriver Hartmann: “Ravnen ligger mig stærkt paa Hjertet; men hvad siger Du om de forandrede Theaterforhold, og hvem mon der nu kommer til at regere i æsthetisk Henseende. – Mange troe at det bliver Heiberg, men er dette Tilfældet, saa kjender jeg saa meget til hans Operasympathier, at jeg meget betvivler Muligheden af Ravnens Gjenoptagelse paa Scenen under hans Directorium. – Skulde det blive Tillisch selv som skal bestemme Repertoiret, saa kjender jeg aldeles Intet til ham og hans Smag. Ulykken er at man for Øjeblikket slet Intet veed om, hvem man har for sig. Skal Ravnen optages igjen paa Repertoiret, maa den understøttes af nogen Velvillie og Flothed fra Bestyrelsens Side, der maa anvendes ikke lidt paa Udstyrelsen, for at den ogsaa i denne Henseende kan svare til Tidens Fordringer, ligesom den skulde komme dertil i digterisk og musikalsk Henseende ved den nye Skikkelse af Text og Musik.”[65] Tillisch var blevet udnævnt til teaterchef 17. juni samme år og blev på posten til juli 1864, mens Heiberg ikke kom til at lægge hindringer i vejen, da han døde i august 1860. Derfor kan Hartmann i sommeren 1860 fortælle Andersen, at han arbejder flittigt på “Ravnen”, og arbejdet skrider rask frem, selv om Hartmann også tager fat på kompositionen af musikken til Bournonvilles ballet “Valkyrien”, der en overgang stiller “Ravnen” i skyggen. I september 1862 er Hartmann dog kun nået til tredie akt, men nu har “Ravnen” fået første prioritet, og Hartmann kommer med forslag til dramaturgiske ændringer: “Om det har varet Noget inden jeg er kommen til at skrive Dig til, for at takke Dig for dit venlige Brev, saa maa Du vide, at det er Iver for at componere paa Ravnen, der har forsinket mine Correspondencer; og at faae Ravnen færdig er, om end ikke “meer end Guld og grønne Skove”, saa dog i det mindste ligesaa godt som Guld, omsat i Smør, som du har sagt til Thora. – Jeg troer at jeg ret har faaet en livlig og god Scene ud af Begyndelsen til anden Akt, som nok vil gjøre sin Virkning naar den udføres af Phister og Schram. Blot nu det i 3die Act maatte lykkes mig ligesaa godt naar jeg naaer dertil; men jeg har alt begyndt at gjøre et Udkast, og jeg tænker nok at det skal gaae. Hvad siger Du forøvrigt om, hvis man lod Tæppet et Øjeblik gaae ned efter Forvandlingen, og da efter et kort Ophold begyndte en 4de Act med den nye Scene. Det er faldet mig ind, og man vilde jo derved vinde at Folk fik Tid at sunde sig efter Hovedkatastrophen, saa det Følgende kom mindre brat, ligesom der da ogsaa vandtes lidt mere Tid til Scenearrangementet for det, der kommer efter, hvilket muligviis kan give dem en Del at bestille. Allerdings – de 2 sidste Akter blev noget korte, men gjorde det Noget? Tænk derpaa, og siig mig Din Mening naar Du, sankende gloende Kul paa min Isse, skriver igjen. For materielle Tilskuere falder ogsaa det Hele naturligere, synes mig, efter Indholdet af den nye Scene, at Historien om Forvandlingen har kunnet faae Tid til at løbe Byen rundt, som Smeralda, der har hørt det paa Vagtparaden, fortæller.” [66]
Endelig den 22 februar 1863, efter fire års arbejde, kan Hartmann melde: “Ravnen er nu heelt færdig fra min Haand; det har været mig et interessant Arbeide, men det har kostet ligesaa megen Tid og Flid at bringe den paa Papiret i sin nye Skikkelse, som om det havde været en hel ny Composition. Dette skal imidlertid ikke fortryde mig, hvis den blot maa være lykkedes mig. At den nok vil gjøre nogen Virkning tvivler jeg ikke paa; men hvorledes den i sin Helhed vil slaae an kan man jo ikke vide forud. Over de komiske Partier, der vist ville oplive i høi Grad, er jeg meget glad. Uagtet jeg selv har bedet Dig om dem, var jeg dog bange for dem i Begyndelsen, fordi det Komiske jo ikke ligger mig nærmest; men det gik godt og let da jeg først kom ind derpaa, og jeg troer nok at det skal kunne staae sig naar det udføres godt. – Det er rigtigt, som Du siger, at der ingen Ravn bliver af i denne Saison.”[67]
Nej, der blev ikke noget af “Ravnen” i den sæson og heller ikke den næste. I sommeren 1864 drøfter Andersen og Hartmann sangerbesætningen i detaljer, og den ene gang efter den anden nævner de i deres breve, at nu bliver det alvor med “Ravnen”. Endelig i marts 1865 begynder prøverne, som Andersen følger på nærmeste hold og med voksende nervøsitet. Den 15. april skriver han i sin dagbog: “Prøve (med Belysning) paa Ravnen; var i Theatret fra 11 til 4; Prøven var forbi Klokken 3 men jeg maatte tale med Holst; thi sidste Act var aldeles ikke sat i Scene, Slutningen bred og kjedsommelig; jeg løb til Hartmann og fik en Deel af Musiken her slettet ud; jeg fandt det bredt og kjedeligt, var betagen nerveus og forudfølte at Operaen ikke vilde gøre Lykke.”[68]
Denne forudanelse kom til at holde stik. Næsten 20 år havde denne nye version været undervejs, og så gik den fire gange. Dybt skuffet skrev Hartmann til sønnen Carl, der arbejdede som billedhugger i Rom: “Angaaende Ravnen spørger Du? den er optaget med udeelt, man siger endogsaa levende Bifald; mig forekommer det nu at det snarere maa betragtes som en høiagtelsesfuld Kulde.”[69]
Den ublide medfart, der blev “Ravnen” til del, skulle få sørgelige konsekvenser for det fremtidige samarbejde mellem Andersen og Hartmann. De havde troet så meget på, at det fælles værk i sin omarbejdede form ville blive en succes, at de straks var begyndt at se sig om efter nyt operastof. I december 1863 læste Andersen Bulwers “Leila” for at finde et sujet, men det blev under en opførelse af Donizettis “Lucia di Lammermoor” på Det kgl. Teater, at han fik den idé, der fængede, nemlig at lave en opera over den bibelske fortælling om Kong Saul.[70] Under et sommerophold på Basnæs i juni 1864 lagde Andersen en stykke papir foran sig og skrev med store bogstaver “Saul”.[71] Fjorten dage efter den første melding var første akt allerede klar, og han begyndte at tale om, hvilke sangere, man kunne tænke sig i de forskellige roller. Lidt langsommere gik det for Hartmann. I januar 1865 skriver han undskyldende til Andersen: ‘Jeg vil sige Dig hvad jeg gjør naar Productionsevnen i længere Tid svigter, eller dog stræber at gjøre. Jeg kjender det alt for godt; men naar jeg saa ikke kan componere godt, saa componerer jeg daarligt, eller læser, spiller, ja selv indrullerer,[72] det er dog altid bedre end at ærgre sig, og det viser den gode Villie, som er bedst til at imødekomme vor Herres Hjælp, der jo er den egenlige nervus rerum. Du kan spørge hvorfor da Saul ikke alt er daarligt Componeret. Det er fordi jeg har for stor Respect netop for dette Arbeide til at klatte dermed; men jeg har imidlertid for at komme i Sving, forsøgt mig med forskjellige mindre Sager, og læser nu herude det gamle Testamente paa Kraft, som en god Forberedelse.”[73] Sidst på foråret begynder Andersen at ane uråd: ‘Jeg vil da haabe at Du arbeider paa Saul og at Du ikke er “Ravnefader” til at slippe ham. Saul skal bære dit Navn ud i Verden det forudsiger jeg.”[74] Han forsøger også at appellere til Hartmanns nationalfølelse: “vort lille Land, der ældste Rige i Europa, er blevet saa beskaaret og lidet, at vi Alle maa bygge og reise i Kunsten en Pyramide Musiker, Billedhugger, Digter og Videnskabsmand, saa at Danmark endnu kan sees vide om.”[75] I sit svar viger Hartmann uden om: “Om Saul spørger Du? Hvad der forknytter mig noget derved er Mangel paa et større erotisk Element, som det er umuligt at anbringe. Gud veed om det efter Faust-Epochen[76] vil lykkes at gjennemføre Noget uden at det Erotiske er stærkt i Forgrunden. Jeg vil nu gjøre det færdigt som jeg har i Skizze, for at see hvorledes det kommer til at tage sig ud i Partitur.”[77] Senere kommer han frem med det, der nok var den virkelige årsag til projektets forlis: “Angaaende Saul vil jeg kun sige dette, at naar Noget i den Grad har skuffet Forventningerne, som Optagelsen og den hele Behandling af et Arbeide som Ravnen, saa er det intet Linder, at man i det mindste for en Stund kan tabe Begeistringen for Opera og alt hvad der hører dertil.”[78] Samtidig overvejer Hartmann at lade fragmentet opføre i Musikforeningen for at afprøve virkningen, og Andersen går villigt ind på at foretage visse ændringer, men heller ikke dette bliver til noget. Endnu i februar 1866 kommer Hartmann med undskyldninger: “Alt dette [arbejdet med at oprette Københavns Musikkonservatorium] giver mig en Mængde at bestille foruden det jeg forud har, og afholder mig meget fra at componere, og gjør ogsaa et Skaar i Sauls Fremgang. Det er en interessant Opgave, men den tager Tid og Interesse i Beslag. Dog kommer der vel bedre og roligere Tider efter disse; og da til Compositionen igjen om Gud vil.”[79] Endnu i juli 1867 forsøger Andersen at appellere til Hartmann: “Du skulde dog ikke lægge Toner for David, der kunde gjøre Saul godt? Hav dog Hjerte derfor, lad ikke “Ravnen” have drukket Dit Hjerteblod!”[80] Det var formodentlig lige netop det, den havde, for selv om Andersen var helt færdig med sin tekst og lod den trykke i “Samlede Skrifter” bind 11, blev Hartmanns musik aldrig færdig, og selv om han forsatte sin komponistløbebane i mere end tredive år, beskæftigede han sig aldrig senere med opera.
Til gengæld indgik Andersen og Hartmann i en helt anden form for professionelt samarbejde. Anledningen var, at Augusta Fredericka Ancker i 1860 havde giftet sig med daværende major Frederik Stiernholm. Derved trådte den paragraf i hendes afdøde mands testamente i kraft, der sagde, at renterne af halvdelen af hans betydelige formue skulle benyttes til fire årlige rejsestipendier til malere, digtere, billedhuggere og musikere. Andersen blev en af digternes repræsentanter, mens Hartmann ikke blot repræsenterede musikerne, men også blev formand for Det Anckerske Legat. Det kom ikke til at forløbe ganske problemfrit, for der herskede delte meninger i udvalget om, hvilke kriterier, der skulle lægges til grund for udvælgelsen. Da Andersen ved uddelingen i 1863 kom i opposition til Christian Winther, præciserede han sine synspunkter for Hartmann: “Da vi første Gang Alle vare samlede og udtalte os, hørte Du mig erklære at jeg altid vilde stemme for den fra hvem jeg ventede det bedste Resultat af Reisen, kom selv en Ældre, hvem jeg antog Reisen blev et Foryngelsens Bad, da stemte jeg for ham, naar ingen Yngere, kunde gjøre ham det forventede Resultat stridigt. Jeg nævnede da just Paludan-Müller, at mældte denne Digter sig, stemte jeg ubetinget for ham.”[81] Hartmann så med andre øjne på sagen og måtte gå balancegang, når han skriver om “denne fatale Affaire, som er nær ved at sætte Splid mellem Venner, eller dog forvolde Dem Ubehageligheder.” “Men hvad skal vi gjøre?” fortsætter han: ‘“Würde giebt Bürde’ sige Tyskerne, og jeg tænker derfor at man ikke kan gjøre bedre hver, end, ligesom Du at handle efter sin bedste Overbeviisning, og fjerne enhver Tanke om at der stikker noget Personligt bag ved… For at tale om mit eget Forhold til det Paludan-Müllerske Candidatur, hvis Sagen kommer til Afstemning i Udvalget, da er det en overmaade slem Ting for P.M. at Udvalget ifjor overstemte Rung, for, seer Du, faaer P:M. det iaar, som jeg nu troer, han gjør, saa gives derved Afstemningen fra ifjor den Fortolkning at det ikke var Principet: den ældre uddannede Kunstner ligeover for den Yngre i Udvikling, der voldte at Rung ikke fik det, men at det var Personen Rung der blev forkastet for Gotfried Hansen. Der er ikke mindste Grund til at stemme anderledes for Digternes, end for Musikernes Vedkommende, og gaaer PM. iaar igjennem, saa kan det ikke bortrai-soneres, at dette er krænkende for Rung, noget, som vi aldrig havde tænkt paa at det skulde være. Var jeg ikke Formand, kunde jeg forholde mig passiv til Sagen; men nu er det uheldigviis Tilfældet. . . Mine Betænkeligheder imod at tildele egentlige Kunstner- og Digternotabiliteter Stipendierne har jeg altid udtalt; Du kjender dem og min Frygt for denne Anvendelses Conseqventser. Faaer nu PM. det iaar, og saa Hauch og Hertz som følge der af komme og søge det ad Aare paa een Gang, hvad saa? – Kan det virkelig være Mening af Testamente og Statuter, at Digtersectionen efter Udtrykkene skal sidde og dømme om “hvilke Geni og Talent af saadanne Folk, der først maa komme i Betragtning” til at nyde det.”[82]
Andersen og Hartmann blev aldrig ganske enige om pricipperne, men på det personlige plan gik der dog ingen skår i det nære venskab. Det var ikke for ingen ting, at Hartmann fra midt i 1850’erne næsten altid indledte sine breve til Andersen med ordene “Kjære, trofaste Ven”. Af alle sine mange venner og bekendte var Hartmann en af dem, han holdt fast ved i flest år og regnede blandt sine allernæreste venner. Således skrev han lettere fornærmet om en afskedsfest, Edvard Collin holdt for ham inden en udenlandsrejse: “der vare Folk der ikke kunde regnes til de der ved den Lejlighed skulde indbydes . . . der var af mine egentlig kun Hartmann og hans Kone, Drevsen og Linds.”[83] Når Andersen var i København, var han fast inventar i det hartmannske hjem. Både så længe han boede lige rundt om hjørnet i Nyhavn 67 og senere, hvor Hartmann engang til en middag udbragte en skål for den bro, magistraten tænkte på at bygge over kanalen, “thi da kom han nærmere Andersen, han ældste Ven her, Husets forkjælede Barn.”[84]
I dagbøgerne støder man den ene gang efter den anden på bemærkningen “middag hos Hartmann”, hvadenten det var en hverdagsaften, hvor han “gik hen til Hartmanns og sad lidt og sladdrede”,[85] eller det var store middagsselskaber med betydningsfulde gæster fra ind- og udland. Også ved familiebegivenhederne var det en selvfølge, at Andersen blev indbudt, for han interesserede sig levende for Hartmanns børn, som han havde kendt fra de blev født, og han blev gudfar til Emil Hartmanns førstefødte, Bodil, senere gift Neergaard.
I midten af tresserne lå familiefesterne tæt, for i februar 1864, netop som krigshandlingerne begyndte, blev Hartmanns datter Emma viet til Søllerød-præsten Frants Wedel, i maj var det søsteren Clara der blev gift med komponisten og pianisten August Winding, og endelig i november var det Emil Hartmanns tur til at holde bryllup. Andersen har givet en malende beskrivelse af det første bryllup: “Klokken 3 var jeg i Garnisonskirken, der var koldt, jeg maatte lægge min Frakke, mine Ordener havde jeg ikke paa, da de laae hos Eduard og han ikke var hjemme, Kirken var sort, Orgelet spillede sort, Blædel talte med sød Slik Stemme en seig daarlig Tale om en Præstekones Hverv. Kirken var opfyldt af Tilskuere. Da vi skulde føre ud til Vognen valgte jeg Fru Zinn født Gjødewad og hentede derpaa Datteren Regitze – Nu løb jeg til Eduards og fik mine Ordener og kom saa til Middag hos Hartmannns hvor jeg fik den ældste Frøken Vedel til Bords; med et Digt udbragte jeg Brudeparrets Skaal. Hartmann bad mig udbringe Carls, og da jeg talte, raabte Emil fra Sidestuen, “høiere!”, han og hans Kreds gjorte Støi og Larm, og jeg blev vred, var nær kommet ud af det; da jeg siden gik ind til ham og spurgte hvorfor han vilde fornærme mig var han adspredt, Fru Zinn Fru Kornerup var vrede paa ham, Gade rystede med Hovedet og sagde saaledes ere de unge Mennesker nu! – Frits vilde senere undskylde sin Broder, jeg var bitter, da han ikke havde søgt at gjøre det godt, ja ikke engang rakt mig Haanden efter Bordet.”[86]
Netop Emil var nok den, Andersen havde mindst sympati for. Nogle år inden sit bryllup havde han boet lige ovenover Andersen i Nyhavn 67 og irriteret sin underbo ved sin støjende adfærd, men det var ikke blot hans – efter Andersens opfattelse – dårlige manérer, der var en anstødssten. Andersen var heller ikke nogen beundrer af Emil Hartmanns kompositionstalent. Da han i 1867 havde overværet premieren på Overskous “Elverpigen” med musik af Emil, klagede han over, at der ikke var nogen enhed i kompositionen. “Kjæmpevise og Gounod” kaldte han den og kom med den rammende iagttagelse: “gamle Hartmann er født Componist unge Hartmann er opdraget til det.”[87] Dette synspunkt udbyggede han efter premieren på syngespillet “Korsikaneren” i 1873, hvor hans kommentar var: “Emils Korsikaner har ikke gjort Lykke, jeg troede det dog da han bliver saa særdeles protegeret og baaret frem.”[88] Andersens sidste indtryk af Emil stammer fra faderens 70-års dag 14. maj 1875, hvor Andersen betegnende nok var den eneste gæst udover den nære familie: “Emil saae jeg her efter Aar og Dag; der var i hans Blik Noget, naaer man saae paa ham uden at han bemærkede det, forunderligt sindssygt, jeg vilde ikke boe ene med ham.”[89] En skygge over det ellers så harmoniske familieliv, som Andersen deltog i med liv og sjæl.
Fra sine mange rejser sendte Andersen trofast det ene brev efter det andet hjem til Hartmann, der til gengæld holdt ham orienteret om det københavnske musikliv og stort og småt i familien og den nærmeste omgangskreds – når han altså fik taget sig sammen til at skrive, for det var nok det eneste, der satte venskabet på prøve, for, som Hartmann indrømmede over for Edvard Collin, var han “en langsom og træg Correspondent, der mange Gange giver mine Venner Anledning til Misfornøielse i den Retning.”[90] Det behøvede han nu ikke at fortælle Collin, for denne havde hørt mange klager fra Andersen over ubesvarede breve såsom den konstaterende “Seer De aldrig Hartmanns? Jeg har skrevet ham til, men naturligvis glemmer han igjen at skrive”[91] eller den galgenhumoristiske “Breve fra Hjemmet har jeg en Slags Ret at vente Svar paa, det fra Hartmann faaer jeg rimeligviis naar jeg kommer til Hamborg, hvor jeg altid paa min Hjemreise finder hans første Skrivelse”[92] – den kærlige: “Hils alle Børnene paa det kjærligste og glem ikke Hartmann! det Asen! som jeg holder saa meget af og som ikke synes at tænke paa mig! ikke et Ord har jeg faaet! – Ja, naar han dog sendte en Hilsen! – Giv ham 10, saa har han vel een in mente for mig!”[93] – den sørgmodige: “Hartmann hører jeg aldrig fra, han er aldeles forsvundet for mig – i Roeskilde”[94] for slet ikke at tale om den mere hårdtslående form: “Hartmann kan De banke fra mig, han kunde da skrive!”[95] Milde bebrejdelser over for Hartmann selv skortede det heller ikke på: ‘Ja Du er rigtignok en god Fyr til at holde Dit Løfte om at skrive mig til; Du og Din ellers saa elskværdige Kone, sagde begge to, da jeg reiste, ja naar Du nu skriver os til, skal du denne Gang faae Brev og det ganske vist! – ‘Ja saa Gud!”, sagde Du og satte det troeværdigste Ansigt op; og jeg skrev fra Berlin – ventede og ventede – men der er ikke kommet et Ord”[96] eller “Brev fra Dig faaer jeg nu ikke, uagtet Du sagde: “denne Gang skriver jeg først!” – men Du gjorde det ikke! det er s’gu, ogsaa sandt!” siger Du med Dit ærlige, velsignede Ansigt; naa, saa skriver jeg, jeg er jo ogsaa Skribenten, uagtet Du maa troe det er vanskeligt for mig at faae en Time til at skrive i.”[97] Med denne bemærkning spillede Andersen Hartmann et kort i hænde, som han forstod at udnytte, for han svarede: “Strandveien den – for Guds i Himmelens Skyld, allerede den 4de September! kjæreste, gode Ven, gjør mig dog den Tjeneste, siden det dog har varet saa længe, at blive borte indtil Du har faaet dette Brev i Frankfurt, for at ikke den Skamplet skal faae Plads i min Historie, at jeg atter har ladet et kjært og interessant Brev fra Dig ubesvaret. Hvoraf kommer dog denne Ulyst og Langsomhed hos mig til at besvare mine Venners Breve? for det første har det nu denne Gang sin Grund i, at det er til Dig, der skal skrives, til Dig, hvis Fag det er at sammenføje Ord, og for hvem disse former sig ligesaa let, og lettere, end Toner for mig. Naar jeg saaledes finder, at mine Breve er tørre og kjede mig selv at skrive, hvorledes er det da muligt, at de kunne more Andre at læse.”[98] Man må lade Hartmann, at han efterhånden fik oparbejdedet en sand virtuositet i at begrunde sine sene eller manglende svar: “For at frappere Dig havde jeg egenlig bestemt at svare strax den første Dag jeg havde faaet Dit Brev, og gik i den Anledning om med den Vittighed, at jeg af Forundring over mig selv maatte føle paa min hule Tand, ligesom Jeppe, for at erfare, om det virkelig er Jeg. Nu passer dette ikke mere, skjønt de Andre have været ondskabsfulde nok til at paastaae, at jeg godt kunde bruge den fulde 8 Dage efter at have faaet Dit Brev. . .”[99] – “Nei, jeg svarede Dig ikke strax, langt fra ikke; men Du maa derfor ikke troe at jeg har tænkt mindre paa Dig siden jeg modtog Dit kjære Brev, eller er mindre taknemlig fordi Du tænker paa os. . . Derfor er det ogsaa ganske naturligt at naar man engang skal skrive Breve til Dig uden at have dette upaaviselige poetiske Klædemon at give sine Ord paa, som Du har, saa er man tilmode næsten som en Dillettantinde, naar hun skal spille Claveer for Gade eller mig. Maaskee man ogsaa derfor opsætter det saa længe, at Brevene undertiden maae reise det halve Europa rundt for at naae Dig. . .”[100] – “Tak for Dit sidste Brev, og fordi Du saa venligt erindrer os Alle. Jeg havde alt forlængst skullet besvare det, hvis ikke det Uheld var indtruffet, som har sat mig noget tilbage, at jeg i den senere Tid har liidt meget af Tandpine og en hoven Kind, saa jeg har været uskikket til Alt hvad der ikke absolut maatte gjøres…”[101] – “Da Grundtvig skulde giftes 3die Gang, og Præsten Busk ikke som de to foregaaende Gange skulde vie ham, fortæller man at Busks lille Dreng sagde: men hvorledes er det? jeg synes at Faer altid pleier at vie Grundtvig – saaledes synes jeg at jeg altid pleier at begynde mine Breve til Dig med en Undskyldning for at det har varet saa længe inden jeg har besvaret Dine kjærlige Breve; og jeg vil da heller ikke denne Gang gaae udenfor Reglen, men med sædvanlig Undseelse bringe Dig min Undskyldning. . .”[102] – Men senere i samme brev forstår Hartmann også at vende sin langsommelighed til noget konstruktivt: “Du er saa god at ville holde mig denne min Seendrægtighed tilgode, naar jeg kun skriver Musik; med hertil kan jo dog svares at naar Du, der har saa meget at fortælle Verden, kan faae Tid og Lyst til at skrive Breve, saa maa jeg vel ogsaa kunne det; men for at blive i Din Tankegang vil jeg gjøre Dig et Forslag: Du sender mig et nyt Digt, jeg sender Dig det componeret tilbage; saa ere alle Parter hjulpne: jeg har faaet Brev, Du har faaet Svar derpaa, Verden har faaet et nyt Digt af Dig, og den kan jo ogsaa spille eller synge min Musik dertil, hvis den gider”. Rent faktisk tog Andersen ham på ordet og sendte ham sin “Foraarssang”, der senere blev indlemmet i “Lykke-Peer”, og som Hartmann satte i musik, men nogen fast vane blev det ikke.
Ind imellem kunne begrundelserne blive helt filosofiske. Da Andersen spydigt skrev: ‘Jeg benegter ikke det Overnaturlige, men troer ikke paa det; derfor troer jeg heller ikke paa at faae Brev fra Dig . . .”[103] replicerede Hartmann: ‘Jeg troer at al Naturen og saaledes ogsaa Menneskenaturen, i Hjælpeløshed gaber, ligesom et diende Barn, efter physisk og aandelig Næring, Bistand og Frelse fra Noget, som ikke er i Naturen, heller ikke kan være under, og følgelig maa være over den; jeg troer altsaa paa det Over-Naturlige; og for at gjøre Mit til at Du fra Ikke-Benægtelsen deraf kunde komme ind i Troen derpaa, skriver jeg Dig nu til, for at give Dig Troen, Vidunderet i Hænde. Det er nu vist, siger Du, at Brevet, naar det lægges i en Brevkasse, staaer op igjen og kommer til Maalet naar det har det rette Vidnesbyrd; – men det kommer dog an paa at det ikke kommer for seent, saa at den, der har Magt til at forløse det, til at aabne for dets Indhold, det være sig nu godt eller daarligt, allerede er borte. Da ere vi Mennesker dog bedre farne end Brevet: vi komme aldrig for seent til vor Forløser.”[104]
En enkelt gang synes Andersen dog at være blevet virkelig såret: “At jeg aldeles ikke høre fra Dig bedrøver mig, jeg veed at Du holder af mig, tænker smukt paa mig, men Du maa dog vide at jeg sætter stor Priis paa at see et levende Tegn derpaa, faae et Par Ord fra Dig og dertil er der Tid, naar man kun ret vil! . . . Du er en underlig Een! dog Venner maa jo ogsaa bedrøve hinanden, det er en Erfaring jeg har gjort. Dog nu nok derom, nu veed Du at det har smertet mig, og saa lad min Smerte ved denne Udtalelse, være fordunstet.”[105] Hartmann svarede: “Dit kjærlige Brev har ikke skræmmet mig op af nogen Dvale, thi jeg har længe i min Samvittighed været opskræmmet over at jeg endnu ikke har skrevet Dig til; Gud veed, at det ofte nok har været i min Tanke at nu burde det skee, og dog er det ikke kommet dertil, saa Du har i høiste Grad Ret i din Misfornøielse, og Ret i Din Yttring at jeg er “en underlig Een”; maa jeg slippe med den Bebreidelse, saa er det mild Behandling, som jeg ikke fortjener, og jeg takker Dig saa hjerteligt fordi Du dog skriver mig et Brev til . . .”[106]
Hartmann slap med en mild bebrejdelse, for Andersen vidste jo godt, at det inderst inde ikke var manglende kærlighed, der var årsag til, at Hartmann ikke fik grebet pennen, for når han først havde fået sat sig ned ved skrivebordet, viste han en fin sans for Andersens forskellige sindsstemninger. Da denne i februar 1863 skrev til vennen fra Paris og var lidt mere pirrelig end vanligt over de manglende breve fra Kvæsthusgade, bemærkede Hartmann: ‘jeg takker Dig saa hjerteligt fordi Du dog skriver mig et Brev til, hvori Dit trofaste, unge, gamle Hjerte skinner saaledes igjennem at jeg hører og seer Dig, seer at Du ikke har det rigtig godt blandt de Fremmede, og at Du higer mod Hjemmet, hvor Du ikke behøver at frygte for Ubehageligheder, uden at de i alt Fald vil finde tilstrækkelig Modvægt i Dine trofaste Venners Hengivenhed og Deeltagelse.”[107] At de to venner af natur var hinandens modsætninger, havde Hartmann også blik for: “Den vemodige Stemning, som jeg læser ud af Dit Brev, er en gammel Bekjendt, som jeg tidt nok har mødt i mit eget Liv; Forskjellen er kun at min Characteer er til at beholde det ved mig selv, Din til at faae det ud, og det sidste er vistnok det Heldigste.”[108] Denne temperamentsforskel kom også til udtryk, da Andersen i juni 1870 havde sendt Hartmann digtet “Alt farer hen som Vinden”[109]. Hartmanns i bund og grund positive og kristne livsindstilling, gjorde, at han måtte have en anden slutning: “Tak for Digtet, Du sendte mig dermed! det er skjønt, som det er, men saa trøstesløst; det er en smuk men uopløst Dissonants, og derfor er det mig ikke muligt at faae det godt musikalsk opløst, at faae en Slutning derpaa, som jeg nogenlunde selv kan synes om. Der staaer i anden Linie af det første Vers: “Her er ei blivende Sted;” hvor da, hvor skeer den store Dissonants-Opløsning? det var derom, jeg saa gjerne ville bede Dig om et, eller maaskee to, men helst dog kun eet Slutningsvers, saa bliver Digtet just Noget for mig, og hvortil jeg ret kan glæde mig.”[110] Andersen var ikke til sinds at ændre digtet så fundamentalt, så Hartmann kunne ikke sætte det i musik.
Hvilke egenskaber hos Hartmann, Andersen skattede højst, kan man læse i den artikel, han skrev, da han i 1860 blev bedt om at skrive Hartmanns biografi til det nystartede “Illustreret Tidende”. Han sluttede med følgende karakteristik: “Hjerte eier Hartmann! trofast er han i Venskab, hjelpsom og elskelig i Omgang; hos ham er den Aandens Uskyld, som Konstens Aladdin maa eie for at hente dens vidunderlige Lampe.”[111]
Andersen beundrede komponisten Hartmann, selv om han i sine unge år fandt bl.a. hans musik til Hertz’s “Korsarerne” “for grundig for min Melodieelskende Sjæl”,[112] men det var især efter at Hartmann havde fundet den nationale tone, som Andersen beskrev således: “De klingende Runer [i “Guldhornene”] mæle om den dybe danske Grund-Accord, vi siden høre svulme frem i “Liden Kirsten”, det Hjerteslag i enkelt Melodi, vi fornemme hos “Lille Kathrine” og “flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover”, her bølger Luftning fra “en Sommerdag”, her bruser det om “Hakon Jarls Ouverture”, “Slaget ved Stiklestad” og “Thorvaldsens Sørgemarche”…”[113] Derfor frydede han sig også over at se den voksende anerkendelse, der blev Hartmann til del, således som det kommer til udtryk i et brev til Edvard Collin, hvor Andersen omtaler kantaten til Kronprins Frederiks bryllup med Kronprinsesse Lovisa: “…jeg kan ikke sige Dem, hvad det er for et stemningsfuldt fortræffeligt Arbejde; men det glæder mig at kunne tilføie, ikke alene at dette almindeligt erkjendes, men ogsaa, at Hartmann overhovedet nu meer end nogensinde før erkjendes for hvad han virkelig er. Jeg tænker, at den opvoxsende Slægt vil blive træt af den overcultiverede hjerteløse Leipziger-Musik, som kan være god nok for Musikere, men ikke for et Publikum, som dog vil have nogen Duft af musikalsk Poesie.”[114] For Andersen var poesi et nøgleord, når talen var om Hartmann.
Andersen nåede at deltage i Hartmanns 50-års jubilæum som organist i maj 1874, hvor han skrev til ham: “Tak for Dit trofaste Sind mod mig i de mange Aar vi kjendte og forstode hinanden; vi bleve Venner i glade og alvorsfulde Dage! Tak for det Venskab Du gav mig.”[115] Derimod nåede han ikke at opleve de store Hartmann-fester i anledning af Hartmanns runde fødselsdage. At disse fik karakter af nationale begivenheder ville utvivlsomt have frydet Andersen, fordi de mere end noget andet viste, at Hartmanns musik var nået ud til hele folket. Men for Andersen kom komponisten Hartmann trods alt i anden række i forhold til mennesket Hartmann. I sin artikel i “Illustreret Tidende” begrundede han det således: “Man træffer i Konst og Videnskab Mænd, hos hvem vi møde en saa stor Elskelighed, en saa tiltrækkende Personlighed, at man glemmer Storheden for Mennesket.”[116] Derfor kunne Nikolaj Bøgh i sin beskrivelse af Andersens sidste dage med rette skrive, at Hartmann “blandt alle nulevende Mænd var Andersen den Kjæreste”,[117] og det er betegnende, at Hartmann var blandt de allersidste, der i juli 1875 besøgte Andersen på “Rolighed”. Da Andersen i 1866 havde købt en ny seng og forudså, at det ville blive hans dødsseng, skrev han til Hartmann: “Tænk Du smukt paa Sørgemarschen; det bliver naturligviis Skolerne, de smaa Skoler, som skulle følge, ikke de store latinske; indret Musikken efter Børnetrit.”[118] Hartmann skrev ikke en sørgemarch til vennen, således som han havde gjort det til skuespilleren N.P. Nielsen og til Oehlenschläger. Måske indså han, at han ikke kunne yde noget mere storslået end den, han havde skrevet til Thorvaldsens begravelse i 1844, og som Andersen havde gjort så meget for at udbrede kendskabet til i udlandet. Det blev i hvert fald den, der kom til at lyde ved begravelsen i Frue Kirke, hvor Hartmann som kirkens organist selv spillede og med sine toner sendte vennen en sidste hilsen.
Hvorledes den umiddelbare eftertid så på venskabet mellem Andersen og Hartmann kan man læse af et brev fra C. St. A. Bille til sidstnævnte i anledning af hans 90-års dag, tyve år efter Andersens død: “Var det faldet i min Lod at være blandt de Ordførere, som ved de forskjellige Lejligheder have tolket Dem hele Folkets Tak, vilde jeg have mindet om et Navn ved siden af Deres, om H.C. Andersen. Har end Deres Musa været i inderlig Forstaaelse med mange af vore Digtere, nærmest vel med Chr. Winther og Ploug, saa har De dog særligt været knyttet til vor saa sælsomt begavede Eventyr-Ven, og til ham knytter sig et af Deres skjønneste og mest karakteristiske Værker – jeg tør ikke sige det skjønneste, fordi saa mange andre gjøre det Rangen stridig – nemlig “Liden Kirsten”. Man hører og læser undertiden nedsættende Yttringer om denne Text, men efter min Mening er denne Dom høist uretfærdig. Andersens Digt giver netop det, som De skulde have: ikke Handling, som Operaen ikke skal tumle med, men en Rigdom af Stemninger, som De med Mesterhaand har benyttet. Jeg mindes, at jeg under den tunge Stemning efter 1864 atter hørte “Liden Kirsten”, og hvorledes den atter vakte min Tro og mit Haab til den danske Nationalitet og det danske Folks aandelige Fremtid. Kunde H.C. Andersen see ned til os, vilde det ogsaa have glædet hans altid efter Paaskjønnelse hungrige Hjerte at høre sit Navn paany knyttet til Deres.”[119]
Hartmanns eget syn på venskabet kan ikke udtrykkes bedre end med hans egne ord: “Vi to høre dog saaledes sammen at Intet kan skille os.”[120]
