Et gammelt ordsprog siger: “Fra Korsør Gryde, fra Vissenbjerg Gryde, fra den sorte Jyde (dvs. de jyske heder) Gud naadelig os bevare.” Sandt er det, at det næppe var nogen fornøjelse at strande i Korsør før dampskibenes tid, hvis vejr og vind forsinkede overfarten til Nyborg. Skønt byen siden middelalderen havde været et knudepunkt for trafikken mellem landsdelene, havde den aldrig draget større økonomisk fordel af de i øvrigt ret få rejsende, der passerede Korsør. Den var og blev kun en transitby, hvor den rejsende helst ikke opholdt sig længere end nødvendigt. I 1801 var indbyggertallet 1219 og frem til midten af århundredet var det kun svagt stigende. Først med åbningen af jernbanen fra København i 1856 indledtes et markant opsving, der medførte en fordobling af befolkningstallet på mindre end tyve år.
Selv om Korsør næppe adskilte sig fra så mange andre danske provinsbyer, fik den imidlertid en helt speciel status i guldaldertiden. Det skyldtes først og fremmest digteren Jens Baggesen (1764-1826). Han var født i Korsør, hvor faderen var kornskriver på fæstningen, og senere i sin digtning mindedes han barndomstiden her i tidens følsomme stil, som den bl.a. kendes fra hans måske mest berømte digt “Da jeg var lille“, som også H.C. Andersen refererede til, når han omtalte Korsør. Men den egentlige placering på det litterære Danmarkskort skyldtes Adam Oehlenschläger (1779-1850), der i harme over Baggesens angreb på Goethe i “Gedichte” (1803) gav en yderst kritisk beskrivelse af byen i digtet “Korsør” i “Langelands-Reise” (1805). Her karakteriseres den med ord som “brystfældig”, “sørgelig”, “mørk”, “comisk” og kaldes desuden den “underlige, blandede By”. Dog slutter den unge oprørske romantiker digtet med en bemærkning om, at “uagtet din Svaghed og Brusen/ Maa jeg dog have dig kiær, enten jeg vil eller ei” [1]. For en eftertid kan digtet virke ret harmløst, men Oehlenschläger selv anså netop Korsørdigtet som kimen til den fejde mellem Baggesen og ham selv, som varede en halv snes år, fra Oehlenschläger kom hjem fra sin store udenlandsrejse i 1809, til Baggesen forlod Danmark for stedse i september 1820, og som også splittede hele den litterære verden. Da Oehlenschläger en menneskealder senere gjorde Langelandsrejsen endnu en gang efter invitation fra prins Christian (VIII), skrev han i “Fyensreisen” (1835): “Nu til Korsør, den By, hvor Jens Baggesen fødtes! Hvi har du,/ Ungdoms Letsindighed! mig bragt til en drillende Spøg,/ Som en Spire blev til hans Had?” [2].
På denne baggrund kan man spørge, hvordan H.C. Andersen egentlig så på Korsør. Som det vil fremgå af det følgende er spørgsmålet ikke uinteressant, skønt de færreste sikkert vil forbinde hans navn med byen ved Store Bælt. I realiteten er Korsør dog sikkert den danske provinsby, Andersen oftest har besøgt eller passeret på sine mange rejser, hvad enten han skulle til udlandet, til de fynske og jyske herregårde eller til Basnæs og Holsteinborg, fordi den var et trafikalt knudepunkt. Selv når han tog fra Frijsenborg til Glorup, valgte han at rejse over Korsør fremfor at tage vejen ned gennem Jylland og krydse Lille Bælt.
Det er vel tvivlsomt, om den fjortenårige H.C. Andersen har kendt Baggesens og Oehlenschlägers digte om Korsør, da han forlod fødeøen den 4. september 1819. Eftersom der hverken findes breve eller dagbogsoptegnelser, der beskriver denne hans vigtigste rejse, er vi henvist til selvbiografierne. Han fortæller ganske vist ikke ret meget om rejsen, men han skriver i det mindste, at “da jeg kom til Korsør, gik jeg om bag et Huus, faldt paa mine Knæ og bad vor Herre hjælpe mig, græd saa meget, men saa blev jeg igjen glad.“[3]
De næste tre år, hvor Andersen gik for lud og koldt vand i København, var han ikke hjemme på Fyn, men efter at han var kommet i Slagelse Latinskole i efteråret 1822, blev han inviteret på ferie hos oberst Chr. Høegh-Guldberg i Odense i påsken 1823. Ved den lejlighed passerede han Korsør, og det samme skete i sommeren 1825. Vi ved imidlertid bogstavelig talt intet om disse rejser, men det har antagelig været nok til, at han har dannet sig en mening om byen ved Store Bælt.
Få måneder efter Andersens sommerrejse havde Det kgl. Teater 28. november 1825 premiere på Johan Ludvig Heibergs (1791-1860) første vaudeville “Kong Salomon og Jørgen Hattemager”. Vaudevillen var i realiteten en gendigtning af faderen, P.A. Heibergs syngestykke “Indtoget” (1793), men sønnen havde flyttet scenen fra en sjællandsk landsby til Korsør, hvis ry som indbegrebet af dansk provinsialisme nu blev endeligt cementeret, skønt byen som sådan spillede en ganske underordnet rolle for handlingen. Helt uden lokalhistorisk kolorit var vaudevillen dog ikke, og hertil havde Heiberg benyttet E.H. Tregders “Haandbog for Reisende i Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne Slesvig, Holsten, Lauenburg” (1824).[4]
I julen 1825 var H.C. Andersen på ferie i København, hvor han boede hos Wulffs på Amalienborg. Den 20. december aflagde han besøg hos Collins, og her talte han for første gang med Henriette Collin d.æ. (1772-1845), der inden ægteskabet med Jonas Collin havde været gift med præsten og forfatteren M.G. Birckner (1756-98). Fra 1792 til kort før sin død havde Birckner været residerende kapellan ved St. Gjertruds Kirke i Korsør, og netop derfor kom samtalen ind på Heibergs vaudeville, der var sæsonens store teaterbegivenhed. Andersen skriver i dagbogen: “Vi talede nu om Kong Salamon og Jørgen Hattemager, men Fru Collin (der som gift med Birkner boede i Corsør og derfor kiender Crusisorianerne) sagde at der var intet stødende mod dem, Indholdet omtrent som Heibergs Indtog”.[5] Notatet vidner tilsyneladende om, at Andersen kun har kendt vaudevillen af omtale, men to dage efter fik han lejlighed til selv at danne sig en mening: “spiste Kaal hos Ballings og var med ham i Parkettet hvor jeg saae Kong Salomon og Jürgen Hattemager […] der var propfuldt, det morede mig at høre Jægerchoret synge af saa almindeligklædte Folk, Frydendal var herlig med sit Gaaselaar og Stages Gang ypperlig, Replikken med Nathuen var dog vel drøi saavelsom at lade Corsøer Damer synge – “Ja saa min Salighed!!!” – Ryge var en herlig Jøde”.[6] Bemærkningen om det betænkelige i, at Heiberg lader de korsoranske damer (dog sammen med deres mænd og børn) synge, ikke “Ja saa min Salighed!!!“, som Andersen skriver, men “Vi vi vi skal min Salighed”,[7] er i øvrigt ganske morsom, idet han ikke stod alene i opfattelsen af udtrykkets kraft. Fra Poul Møllers biografi ved vi, at han en tid var ganske opfyldt af netop denne linie, fordi den, som Vilh. Andersen skriver “klinger omtrent som en knyttet Næve, og den knyttede Næve, Poul Møllers kæreste Gestus, er hans Ungdoms Attribut og betyder det samme i hans Storm og Trængsel som Götzes [dvs. Götz von Berlichingen] i Goethes”[8]. Oprør og bedsteborgerlige provinsfruer er måske heller ikke to umiddelbart forenelige størrelser!
Med den dannelse Andersen tilegnede sig, efter han var rejst hjemmefra og i særdeleshed, da han kom i latinskolen, forblev han ikke upåvirket af de prædikater, som knyttede sig til Korsør via Oehlenschläger og Heiberg. Det kommer bl.a. til udtryk i hans breve. Efter at han i slutningen af maj 1826 var flyttet til Helsingør i forbindelse med Meislings udnævnelse til rektor ved byens latinskole, var han fra den 15. til den 23. juli på sommerferie på Amalienborg hos Wulffs. Hjemrejsen skete med det første danske dampskib Caledonia, der normalt gik i fast rutefart mellem København og Kiel, men i sommermånederne også sejlede lystture fra hovedstaden til Helsingør og Helsingborg. For Andersen blev ankomsten til Helsingborg det første møde med udlandet, og han var langt fra imponeret. I et brev til Jonas Collin 27. juli 1826 skriver han: “Nu seilede vi langs den svenske Kyst, der i Forhold til Danmark saae ud som Pharaos 7 magre Køer; men det er et andet Kongerige og alene dette giorte mig Landet interesant […] vi lagde ind lige ved Skibsbroen [i’ Helsingborg] for at sætte Pasagererne til Ramløse i Land og saaledes saae jeg da i liden Frastand første Gang en svensk By. Den saae mig meget mørk og gammeldags ud og jeg finder da Korsør ligesaa smuk“[9], medens det i et brev til Ingemann 4. august hedder, at Helsingborg “saae ei saa anseelig ud som salig Baggesens Fødeby”.[10] Så var det op til Ingemann selv at drage sine konklusioner, men som nogen ros til Korsør var det ikke ment!
Også under H.C. Andersens første rigtige sommerrejse i 1829 måtte Korsør holde for som sammenligningsgrundlag. I en “Dagbog paa en Sommer-Udflugt til Møen, giennem Sjælland til Fyen og derfra tilbage 1829“, som er omtalt af H.G. Olrik i en kronik i “Nationaltidende” 27. juli 1929, fortæller Andersen om Vordingborg, som han finder “ynkeligere end Korsør; ja, jeg er vis paa, at heldte man Fløde i Vognen, blev det bestemt kjernet til Smør, før man naaede Porten igen”.[11]
Heller ikke i de “Vignetter til danske Digtere“, Andersen udgav i december 1831 (med 1832 på titelbladet), levnes der for så vidt Korsør megen ære. Det er kun Jens Baggesen, der har givet byen betydning:
“Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
“Der var enTid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor.””[12]
Det var dog så som så med storheden, når H.C. Andersen ellers skulle skildre byen. Efter den store udenlandsrejse 1833-34 og det egentlige gennembrud med “Improvisatoren” i 1835, gik han i gang med “O.T.“, der skulle give et kalejdoskopisk tidsbillede af Danmark i årene 1829 til 1835. Ligesom i Italiensromanen er der passager, der har karakter af ren rejsebeskrivelse. Således lader han en af personerne, Vilhelm, fortælle om Sydsjælland, omend det sker i ironiens let farvede skær. Såvel Ringsted som Slagelse fremstår som ren dansk provinsialisme i skarp konkurrence med Korsør: “Vi ende derpaa med Korsøer, hvor Baggesen er født og Birckner begravet. I dens nyere Historie spiller Kong Salonion og Jørgen Hattemager en stor Rolle. Desuden veed jeg, at Byen skal have eiet et privat Theater, men det gik til Grunde, Decorationerne solgtes, en Møller kjøbte dem og bødede dermed paa sine Veirmøllevinger. Paa een Vinge var et Stykke af en Skov, paa en anden noget af en Stue eller Gade, og det ene jog saaledes efter det andet! mueligt er det kun Bagtalelse, jeg har det fra Slagelse, og Nabobyer tale ikke godt om hinanden!“[13]
Billedet af den kulturelle og materielle fattigdom præger også den beskrivelse, som står for Andersens egen regning i “O.T.”. Den minder på mange måder om hans dystre karakteristik af Venedig i “Improvisatoren”. Det er en dødsmærket by, de to venner Otto Thostrup og Vilhelm kommer til på deres rejse fra København til Fyn: “Sørgelig stille ligger Byen paa den flade Kyst; det gamle Slot er forvandlet til Pakhuus, høit Græs voxer over Volden. I Storm, naar Vinden bærer paa, slaaer Brændingen op mod de yderste Huse. Høit paa Kirken staaer en Telegraph, de sorte Træplader synes Sørgeflag, ophængte over den synkende By. – Her er intet for den Fremmede at see, intet uden en Grav: Tænkeren Birckners.“[14]
Undergangsstemningen, som Andersen bl.a. skaber ved at sammenligne signalflagene med sørgeflag på den optiske telegraf, der var opsat på tagrygningen af St. Gjertruds Kirke fra 1813 til 1862, og ved med poetisk frihed (eller måske af uvidenhed) at kalde Christian IV’s fornemme magasinbygning “det gamle Slot” (det egentlige slot blev med undtagelse af tårnet nedrevet i slutningen af det 18. årh.), understreges yderligere da de to venner ved deres ankomst møder en dreng, der går rundt på gaden og ringer med en bordklokke i den ellers mennesketomme by. Han ringer til kirke, fortæller Vilhelm, fordi der ikke er klokker i den faldefærdige St. Gjertruds Kirke, som i øvrigt i 1860’erne blev nedrevet til fordel for byggeriet af den nuværende St. Povls Kirke tegnet af J.D. Herholdt. Igen har Andersen taget sig en poetisk frihed eller måske ikke vidst bedre. Sandheden var, at tårnet på den gamle middelalderkirke ved en ombygning i 1660’erne blev indbygget i kirken, og da tårnrummet med de tilbageværende glughuller som følge af bygningens placering vendte bort fra byen, kunne de to klokker dårligt høres. I stedet måtte man bruge to “råbe-drenge” til at avertere om gudstjenesten, en skik der afskaffedes 1842.[15]
En anden lille topografisk detalje, som sandsynligvis også er realistisk, skal sluttelig nævnes. Otto bemærker under en samtale med en landlig fynsk kammerjunker, de møder i Korsør, at vinden nok er god til overfarten til Fyn. ““Nei stik imod!” sagde Kammerjunkeren. “Fløien derovre paa det lille Huus lyver. Den vender altid mod Nyborg viser altid god Vind for os, som vil afsted; i Nyborg er ogsaa en Fløi, der staaer lige saa fast som denne, og snakker for dem der ogsaa om god Vind. Jeg regner de to staaende Fløie for et Slags Veivisere, som kun ville sige: der gaaer Veien!””[16]
Nogle uger efter at “O.T.” 21. april 1836 var udkommet, rejste H.C. Andersen på et af sine utallige besøg på de fynske herregårde, efter at han først havde været gæst hos oberst Høegh-Guldberg i Næstved. Den 14. juni ankom han til Korsør, hvor han overnattede, sandsynligvis på Postgaarden skråt overfor fæstningen. Herfra får vi et lille indtagende biedermeierbillede af digteren i et brev til Edvard Collin ovenikøbet med et citat fra “O.T.“: “Før jeg forlader Sjælland maa jeg sladdre med Dem! i dette Moment kom jeg til Corsør: “hvor Baggesen er født og Birckner begravet“, som een af vore bedste Romandigtere siger; medens Aftensmaden tillaves sidder jeg i Sloprok med Pennen i Haanden, Fyret skinner ind gjennem Ruden og Søen skvulper saaledes at faaer jeg ikke snart noget i Maven, saa bliver jeg søesyg.“[17]
Heldigvis fejlede helbredet ikke noget næste morgen, hvor han både fik tid til at se på byen og fortsætte brevet til vennen, inden han sejlede til Fyn, formodentlig med postdamperen Mercurius, der var blevet indsat på Storebæltsoverfarten i 1828. Andersen skriver: “Hils Deres kjære Moder og siig hende at jeg i denne Morgenstund har været ved Birkners Grav. Nu er Rækværket aldeles borte, der staaer kun Steenen, hvorpaa Vasen er beskadiget. Torps [dvs. borgmester og byfoged i Korsør Andreas Torp (1767-1801)] Grav ved Siden er langt bedre holdt. Jeg gav mig i Snak med en Haandtlanger og spurgte hvorfor Graven saaledes forsømtes, han sagde da: “ja nu skal de begge bort! her skal være en Plads til Gymenastik. Vor Herre veed hvor de ville gjøre af Monumenterne, det var to udmærkede Mænd, jeg har kjendt dem begge to!””[18]
Efter at H.C. Andersen havde afsendt sit brev, fik han et bevis på, at han efterhånden for alvor var ved at være en berømthed, og at man trods alt ikke var helt blottet for litterære interesser i Korsør. I et brev til Edvard Collin dat. Odense 15. juni 1836 skriver han, at borgmester og byfoged Bernt Bentsen havde opsøgt ham, efter han havde afsluttet det ovennævnte brev. Bentsen “havde seet det bekjendte Navn H.C. Andersen, og vilde nu gjerne see Personen”. Hvad de talte om, fremgår ikke af brevet. Kun fortælles det, at Andersen førte samtalen hen på Birckners gravsted, som den gamle fru Collin vel tidligere havde stået for vedligeholdelsen af. Borgmesteren sagde, “at Pladsen alt i denne Uge skulde sløifes, men at jeg ved min Tilbagereise vilde finde Birkners Monument anbragt i Muren ud til selve Gaden og at det vilde blive smukt og Manden værdigt.“[19] Desværre skriver Andersen ikke senere, hvorvidt han fandt løsningen tilfredsstillende, men gravstenen med indskriften “Sandheden troe døde Mich. Gottlieb Birckner den 1. Dec. 1798” er endnu bevaret og står nu på kirkepladsen.
Elleve år efter disse glimt af livet i den lille købstad udgav H.C. Andersen eventyret “Lille Tuk”.[20] På sin drømmerejse Sjælland rundt møder Tuk en lidt mystisk person, der er sømand. Han bringer hilsener fra Korsør, “den er en By, som er i Opkomst! den er en levende By, den har Dampskib og Postvogn; engang skulde den altid kaldes ækel, men det var gammel Mening.”” Jeg ligger ved Havet,”” siger Corsøer,”” jeg har Landevei og jeg har Lystskov, og jeg har født en Digter, som var morsom, og det ere de ikke alle. Jeg har villet sende et Skib rundt om Jorden, jeg gjorde det ikke, men kunde have gjort det, og saa lugter jeg saa deilig, lige ved Porten, der blomstre de yndigste Roser!”””[21] H.C. Andersens eller rettere de to fortælleres, sømandens og det personificerede Korsørs syn på byen er unægtelig radikalt anderledes end den opfattelse, der gives udtryk for i “O.T.”. I kommentarbindet til Eventyr er det forklaret med henvisning til et brev fra Andersen til Signe Læssøe 3. juli 1836, hvori han skriver: “I Korsør bad man mig, at jeg i næste Roman vilde sige et godt Ord for deres By, som alle Digtere vare saa slemme ved, og jeg har lovet det,” og hvor det i øvrigt hedder: “Aldrig har heller Korsør seet saa venlig ud som denne Gang. Beltet var blaat, som jeg kun saae det i Syden. Gjæstgiveren gav mig et Værelse med den bedste Udsigt, og da jeg sagde: “Her er smukt!” svarede han; “Naa, det fornøier mig, at De siger det!””[22] Imidlertid indfriede Andersen ikke sit løfte med “Kun en Spillemand“, hvor Korsør slet ikke er nævnt. Og da han næste gang omtalte byen i sin digtning, var det tværtimod det provinsielle, der måtte holde for endnu en gang. I den lille vaudeville “En Comedie i det Grønne“, der havde premiere på Det kgl. Teater 13. maj 1840 og var en bearbejdelse af Dorvigny og Kotzebues lystspil “Skuespilleren imod sin Villie“, mindes den ene af stykkets to personer, Frank, et turnerende skuespillerselskab, han har set femten år tidligere i Korsør. Skal vi tro beskrivelsen, må korsoranerne have været nøjsomme, når det gjaldt de kunstneriske krav til den svenske grev A.F. Sköldebrands meget populære drama “Herman von Unna” (1795): “jeg saae Selskabet i sin Morgenbelysning: syv Personer i samme Kammer! hun, som spillede Dronningen, sad paa Sengekanten med en guul Spølleskaal i Haanden, den rørende Fader pudsede Støvler, og første Elsker stoppede Strømper. Det var dem, som skulde hjælpe paa Smagen. Hele Theatret var tre Skjermbrætter, og saa gave de dog Herman von Unna! til den hemmelige Ret kan jeg derfor tænke, de har vendt den værste Side ud af Skjermbrætterne! “[23]
Eftersom “En Comedie i det Grønne” som nævnt kronologisk ligger mellem “O.T.” og “Lille Tuk” holder forklaringen med løftet om en positiv omtale af Korsør i 1836 ikke. Der må være en anden eller eventuelt andre årsager til denne kovending. I H.C. Andersens breve og dagbøger er byen kun nævnt ganske få gange i perioden 1837 til 1847, men et par af optegnelserne er dog ganske interessante, fordi han brugte dem i forbindelse med “Lille Tuk“, og fordi de måske er nøglen til hans ændrede syn på Korsør.
Den 3. august 1842 skriver han: “Gik Kl 10½ over Beltet, saae Verdens Omseileren”.[24] Når Andersen netop noterede sig synet af dette skib og omtalte det i eventyret, var det ikke så mærkeligt, for det var faktisk noget af en sensation. I dagbladet “Fædrelandet” havde man 10. marts, 7. april og 24. maj 1842 kunnet læse spaltelange artikler om et handelshus i Korsør, der planlagde en jordomrejse med et nybygget barkskib. På rejsen, der skulle vare et par år, var det hensigten at medtage 20-30 passagerer. Planen vakte stor opsigt overalt, og både den danske og den preussiske konge lovede at sende naturforskere med på ekspeditionen. Det hele blev dog kun ved planerne. De gode korsoranere måtte opgive ideen, sandsynligvis fordi der ikke meldte sig passagerer nok til at finansiere foretagendet. For H.C. Andersen fik synet af skibet i Korsør havn hin augustdag 1842 ovenikøbet en ekstra dimension. Et par måneder tidligere havde kritikeren P. L. Møller nemlig skrevet en særdeles positiv anmeldelse af “En Digters Bazar” i “Nye intelligensblade”, Nr. 9, 29. maj 1842, hvor han benyttede lejligheden til at bringe Andersen på bane som deltager i ekspeditionen: “Naar der udrustes Skibe til at omseile Jorden, er man i Almindelighed strax ivrig for at faae et Par Naturforskere med, som kunne drage Omsorg for at en saadan Reise […] ogsaa kan bringe Udbytte, som man siger, for “Videnskaben”. Det er underligt, at man aldrig er faldet paa at engagere en Digter til at reise med, som ved Opfattelse af den ydre Natur og Menneskelivet, i deres Storhed og rige Afvexling, kunde medbringe et langt betydeligere Udbytte for Nationens Dannelse og Forædling, end den tørre systematiske Analyse af isolerede Gjenstande, som sædvanlig er Frugten af Naturforskerens Deeltagelse i en saadan Reise. Skulde denne Anskuelse nogensinde hos os finde Gjenklang, vide vi i Sandhed ingen Digter, som vi til dette Øiemed mere vilde anbefale, end Hr. H.C. Andersen.“[25]
Med ideen om en verdensomsejling, omend den ikke blev realiseret, var Korsør pludselig blevet anbragt på Danmarkskortet på en ny måde. Den var blevet et symbol på det fremskridt, som Andersen hyldede. Byen havde åbnet sig ud mod den store verden, ligesom han selv var åben for verden omkring sig. Og så gjorde det selvfølgelig ikke noget, at P. L. Møller havde bragt Andersen i erindring overfor eventuelle initiativtagere til fremtidige ekspeditioner!
Den egentlige og dybereliggende årsag til, at H.C. Andersen skiftede syn på Korsør, skal dog nok søges på det psykologiske plan. Læser man videre i “Lille Tuk” kommer titelpersonen efter et besøg i Roskilde til Sorø, hvor han møder en lugekone, der havde “sit graae Lærreds Forklæde over Hovedet og ned ad Ryggen; det var saa vaadt, det maatte have regnet: “ja, det har det!” sagde hun. “Med ét forvandles hun til en frø: ““koax!” sagde hun, “det er vaadt, det er vaadt, det er gravstille godt – i Sorø!”” Og så bliver hun igen til lugekone:”” Man maa klæde sig efter Veiret!“ sagde hun. “Det er vaadt, det er vaadt!”. “Bestandig hører lille Tuk frøernes lyd, “saa eens, saa kjedelig, saa kjedelig”, at han tilsidst falder i søvn.[26] Tuks oplevelser i Sorø var også H.C. Andersens egne. Godt nok kunne han i et brev til Ingemann fra Glorup 21. juli 1845 takke for “de smukke Solskins Dage” i digterkollegaens hjem, hvor han altid følte “aandeligt Solskin”, men ellers følte han stedse, at Sorø stod “under Vandmandens Tegn”.[27] Og i et brev til Henriette Wulff et par år tidligere, 14. juli 1843, sammenlignede han efter et besøg hos Ingemanns netop Sorø med Korsør: “I Sorø blev jeg tre Dage, hvor Haucks og Ingemanns gjorte mig det behageligt og interessant; uden disse to Familier er denne By mig utaalelig med samt sin udskregne Natur; her er en Kloster-Eensomhed, en skimmelgrøn Celle synes mig denne Moseplet! nei saa heller leve og dø i Korsør, der skyller dog Havet op paa de nøgne Stene, der skingrer Posthornet og Folk er altid paa Vandring; Vandring er Liv!“[28]
Havde Korsør i digternes hidtidige fortolkning, inklusiv H.C. Andersens egen, været indbegrebet af, hvad en eftertid vil betegne som stillestående dansk biedermeier-idyl, bliver den i “Lille Tuk” det stik modsatte. Om Korsør så virkelig har været så travl og præget af uro på dette tidspunkt, er en anden sag, eftersom det egentlige opsving som nævnt først begyndte i slutningen af 1850’erne efter jernbanens åbning. Imidlertid vidner brevet til Henriette Wulff om, at Andersen i Korsør fandt en form for lindring for den rastløshed og tomhedsfølelse, som var et særkende for hans personlighed, og som han netop i disse år beskrev i “Grantræet”. Det var jo af samme årsag, han yndede at bo på hotel i København. Så følte han sig stadig som på rejse.
Inden vi forlader “Lille Tuk“, skal nævnes en lille topografisk oplysning. Når Andersen skriver, at der blomstrer de yndigste roser lige ved porten, oplyser kommentarbindet til Eventyr blot, at flere i samtiden bl.a. Carl Bagger har omtalt en privat have med sjældne blomster lige ved byporten, som offentligheden havde adgang til. Helt præcist drejer det sig om Hartvig Heinrich Rambusch’s (1785-1870) have i Algade 15, matr. Nr. 7, som i øvrigt senere blev overtaget af Hans Mathiesens planteskole. Rambusch , der var født i Slagelse, blev jurist i 1806, og efter nogle år som auskultant (sekretær) i Rentekammeret blev han i 1811 amtsforvalter i Korsør, et embede han beholdt til 1863. Straks efter sin ankomst til byen begyndte han at opkøbe jord, og i 1836 var han en af de største jordejere i Korsør med 25-30 tdr. land. På den store grund, der bl.a. omfattede en del af den nuværende kirkegård, anlagde han en have, som virkelig var en seværdighed.[29] Netop 14. oktober 1836 kunne man således læse følgende i “Fragment af en Reisendes Brev, dat. Korsør den 6te Octbr. 1836” i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 292: “Ingen, som interesserer sig for Blomsterculturen, kommer til denne By uden at besøge Hr. Etatsraad Rambusch’s Have, som, ved Eierens Liberalitet, staaer aaben for Enhver og tilfulde fortjener den Celebritet der er bleven den til Deel […] Skulde jeg med eet Ord charakterisere den, da maatte jeg kalde den en Blomsterhave […] thi det er den meget betydelige og for en stor Deel sjeldne Samling af Blomster, der giver den saa høi Rang blandt Privathaver.” I øvrigt fortæller den anonyme rejsende, at Rambusch’s gartner, Jensen, der var elev af Botanisk Haves berømte gartner F.L. Holbøll, tillige havde skabt en frøhandel med ikke mindre end 900 sorter.
Desuden solgtes 800 forskellige slags stauder og 800 sorter potteplanter fra haven, altsammen til en billig penge. At H.C. Andersen må have kendt Rambusch, der altid førte et meget gæstfrit hus, mere end blot rent overfladisk synes at fremgå af en drøm, han beskriver i dagbogen 26. september 1874, hvor han bl.a. ser “en Mand i en rød Kaftan […] han lignede den gamle Rambuschs i Korsør”.[30]
Det var dog fortsat Baggesen og Birckner, Andersen umiddelbart forbandt med Korsørs navn. Da han i “Folkekalender for Danmark 1857“, der udkom december 1856, offentliggjorde “Et Stykke Perlesnor” ville han give en poetisk Sjællandsrejse, en parafrase over Otto og Vilhelms rejse i “O.T.”.[31] Ud over et miniportræt af Baggesen får man også et par glimt om ikke af selve byen, så af søbatteriet, som netop ved udgivelsen af historien blev endeligt nedlagt som militær fæstning, idet Andersen skriver om “de synkende gamle Volde af den forladte Befæstning“, der nu er “det sidste synlige Vidne” om Baggesens barndomshjem.[32]
I historiens andet afsnit lader H.C. Andersen en bedstemoder kommentere første afsnit, samtidig med at hun fortæller om en rejse fra Odense til København i 1815. Godt nok foregår rejsen fire år før, Andersen selv krydsede Store Bælt for første gang, og bedstemoderen kører også i sine forældres holstenske vogn, medens den unge fynbo måtte tage til takke med den mere ydmyge postdiligence, men ellers har oplevelsen af at nå sikkert i land i Korsør utvivlsomt været den samme: “Det gjorde godt at komme i Land; men mørkt var det, daarligt brændte Lygterne og Alt var saa vildtfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden By end i Odense. “See, her blev Baggesen født!” sagde min Fader, “og her levede Birckner !” Da syntes mig, at den gamle By med de smaa Huse blev med Eet lysere og større; vi følte os dertil saa glade ved at have Landjorden under os.“[33]
Da H.C. Andersen skrev “Et Stykke Perlesnor” var børt- og smakkefærgerne for længst blevet historie. I 1844 havde færgelaugene i Korsør og Nyborg ganske vist igen overtaget posttransporten, nu med dampskib, men allerede tolv år senere med anlæggelsen af jernbanen, blev færgelaugene ophævet ved lov mod erstatning, og derefter overtog postvæsenet hele overfarten, lige til DSB indsatte de første rigtige jernbanefærger, der kunne medtage jernbanevogne, i 1883.[34] Men trafikken var stigende, og den gamle postgård blev afløst af det store moderne Hotel Storebelt i renæssancestil umiddelbart ved siden af banegården og færgernes anløbsplads ved den nuværende Tårnborgvej, så de rejsende ikke behøvede at ulejlige sig ind i selve Korsør by.
Også H.C. Andersen tog jævnligt ind hos hotelejer Hans Christian Petersen (d. 1889, 76 år gl.). Med årene var Korsør blevet det naturlige udgangspunkt for hans mange rejser i ind- og udland, fordi der var skibsforbindelse til bl.a. Nyborg og Aarhus og til Flensborg og Kiel. Som regel tog han toget fra København til Korsør for at overnatte og samle kræfter, inden den egentlige rejse forestod. Sparsommelig som han var, ærgrede han sig dog undertiden over udgiften til hotelopholdet. Fx læser man i dagbogen 31. januar 1866, hvor han begav sig ud på den ni måneder lange rejse til Portugal: “Veiret var godt, jeg fortrød at jeg havde bestilt Værelser i Korsøer; her paa Banegaarden stod Hotel-Eieren Petersen og tog mod mig, han sagde at det tog til at blæse og jeg gik derfor op paa min Stue at overnatte. Men Veiret blev stille hele Natten, det havde været kortere var jeg gaaet med Dampskibet [til Lübeck].“[35]
Men der var også andre ting, der kunne ærgre eller bekymre ham. 24. juli 1862 får han fx nattesøvnen spoleret: “Der var en skrækkelig Uro hele Natten der var Nogle flere Gange ved min Dør, jeg frygtede Overfald da jeg havde Penge hos mig.“[36]
Året efter var varmen et problem, da han skulle på besøg på Glorup. Den 19. juni 1863 forlod han København: “Kjørte med Godstoget og var ½ 6 i Korsøer, besøgte Groths [dvs. kaptajnløjtnant i Søetaten E.P. C.M. Groth (1821-67), gift 1845 med Henriette Collin d.æ.s barnebarn Margrethe Bove (1827-1903)], de vare netop i Gaar tagne til Kiel, gik i varmt Solskin hjem i Banegaards Hotellet og ombyttede mit varme Værelse ud mod Søen med et kjøligere ud til Landet. I seng ½ 9.“[37] Varmen var i øvrigt også et problem, da han overnattede i Korsør under en rejse fra Frijsenborg i juli 1865. Den 16. skriver han i dagbogen: “Klokken var fem før vi naaede Korsøer. Det var en styrtende Varme; jeg var som kogt“[38], og dagen efter fortæller han Henriette Collin: “Det var en tung Varme igaar at komme til Corsøer, jeg laae der, som i Dampbad.“[39] Og var det ikke varmen, der generede, så var det kulden ovenikøbet suppleret af Andersens tro følgesvend hele livet, tandpinen. Da han skulle udnævnes til æresborger i Odense i 1867 gik det som bekendt helt galt, fordi nervøsiteten gjorde tandpinen endnu værre end sædvanligt. Det begyndte allerede, da han forlod København, som det fremgår af et brev til fru Collin 5. december 1867: “Jeg reiste i Tirsdags Middag fra Kjøbenhavn, det var en isnende stærk Blæst, Vognen utæt, jeg sad flere Timer i en voldsom Træk og da jeg naaede Korsør havde jeg Tandpine, næsten hele Natten gik hen uden Søvn, i Morgenstunden var min Kind aldeles ophovnet.“[40] Helt galt gik det dog, da Andersen vendte hjem fra sin Englandsrejse i september 1857 og i Kiel læste, at der var udbrudt kolera i Korsør. Men han måtte gennem byen, og 12. september fortæller dagbogen: “kom to Timer for tidlig til Korsør, Byen saa trist og uhyggelig ud, jeg løb idelig urolig med Maven.”[41] I øvrigt var der nok også grund til frygt. Indtil 17. september blev der konstateret 215 tilfælde af sygdommen i byen, heraf var 128 med dødelig udgang.[42]
Med årene og den voksende verdensberømmelse blev H.C. Andersen ret krævende. Skønt han aldrig glemte sine rødder, forventede han, at der blev taget behørigt hensyn til ham. Man kan levende forestille sig hans irritation, da han 4. juli 1868 havde løst billet til første klasse på en rejse fra Odense til København, efter han en månedstid tidligere ved et uheld havde fået et sår på skinnebenet, som stadig plagede ham, og nu ved ankomsten til Korsør fandt, at “første Klasses Værelse var under Maling”. Med vanlig ærlighed noterer Andersen selv i dagbogen: “jeg var gnaven, mange Mennesker fyldte anden Klasse.” Og så blev det tilmed ikke bedre under den videre togrejse, hvor han kom i kupé med “en tydsk Herre og Dame, som da jeg bad dem lukke lidt mere Vinduet, svarede der var saa varmt”.[43]
Nogle uger senere var den gal igen, omend problemerne løstes. H.C. Andersen havde besøgt Holsteinborg og skulle videre til Frijsenborg, men havde bestemt sig til at overnatte på Hotel Storebelt. Dagbogen for 16. august 1868 fortæller: “var i Korsøer halv ni, hvor jeg traf Robert Watt der kom fra Silkeborg […] mit Brev til Gjestgiveren var af Opvarteren, eftersom Datoen var forældet, ikke taget Notits af og kastet hen; Petersen vidste Intet om min Ankomst, men Watt havde bestilt Værelse til mig, vi sladdrede ungdommeligt ved et Glas Viin.“[44]
I det hele taget synes opvarterne på hotellet ikke at have været særlig tjenstvillige. Den 7. maj 1871 gjorde Andersen et par timers ophold i Korsør, inden han skulle videre til Espe: “der var en tver Opvarter, Gjestgiver Petersen havde lagt sig til at sove, Vognen var ikke kommet, ingen Gjester var der. Jeg kjedede mig; blev barberet, drak Boilion, og tænkte paa at mit Brev ikke var indtruffet og jeg maatte bestille Vogn, endelig henimod halv tre kom denne og i Solskin foer vi til Espe.“[45] Den stillestående provinsidyl lyser ud af det ovenstående, en stemning der foregriber Herman Bangs beskrivelse af Brasens Hotel i “Sommerglæder”. Til gengæld er selvironien fremherskende i et andet lille situationsbillede, man finder i et brev til Henriette Collin 24. juni 1863, hvor han under en spadseretur i Korsør “saae et Par nette Smaapiger, dem spurgte jeg om de kjendte Andersen, men de kjendte hverken ham eller hans Eventyr. Jeg spurgte saa om de kjendte Jonas Collin, men de kjendte heller ikke det Navn, det trøstede mig”.[46]
Indtrykket af stilstand var dog en undtagelse fra reglen. Under sit ophold på Hotel Storebelt 30. august 1868, hvor han stadig var plaget af skinnebenssåret, inspirerede udsigten fra hans værelse ham til digtet “Korsør“, og det skønt han noterer: “Sov febrilt; jeg havde drukket en halv Flaske Porter-Øl og fik nu om Natten en voldsom Hovedpine, Bandagen gik ideligt løs, jeg følte mig syg, Benet supererede; jeg havde slet ikke lyst til at komme til Glorup.”[47] Han aflyste da også herregårdsbesøget og rejste i stedet til København, hvor han omskrev og afsluttede Korsørdigtet ude på Rolighed 16. september.[48] Her samler han alle de indtryk, han havde fået af Korsør gennem de 49 år, der var gået, siden han passerede byen første gang:
“Oppe fra Vindvet i Banehotellet
Hilser vor Sang Dig, du gamle Korsør,
Baggesens Fødeby, Barnehjem, Legeplads;
Du blev i “Børtens” og Postkarrens Dage
Omtalt som ynkelig, kjedelig, komisk;
Jernbane- Dampskibs-Tid synger din Lov,
Baggesens Fødeby, Byen ved Bæltet!Herlige Store Bælt! Blinkende, vinkende
See vi dit Sølvskjæl i Maanens Belysning,
Som Silhouet staae Slotstaarn og Volde
Der, hvor Baggesen fødtes og leged’,
Hvor han saae Maanen glide bag Øen,
Synke i Søen, ønsked sig Vinger, drømte sin Flugt.Oppe fra Vindvet i Banehotellet
Hilser os Bæltet og Byen og Skoven.
Dampskib ved Dampskib ligger i Havnen;
Nu kommer eet, nu eet, hvilken Ladning!
Reisende mylrer der frem over Pladsen;
Hilsen og Afsked, en Færdsel, en Tummel.Jernbaneklokken giver Signal-Slag,
Locomotivet stønner og puster,
Flyver med Toget, – mens ovre i Byen
Lyder Musik og Lysene blinke,
Stjernerne blinke over Korsør.“[49]
Andersen har ganske givet selv været tilfreds med digtet, der virker helt modernistisk i beskrivelsen af travlheden og lokomotivets lyde, for da han 23. september året efter endnu en gang overnattede på Hotel Storebelt, hvor han fik et af sine “sædvanlige Værelser ud til Jernbanen“, gav han ved afrejsen næste morgen “Hotelverten Hr. Petersen en Afskrift af mit Digt: Korsør, som glædede ham”.[50]
I 1873 drog den aldrende og sygdomsplagede digter ud på sin sidste udenlandsrejse ledsaget af sin unge ven, litteraturhistorikeren Nicolaj Bøgh. Rejsen måtte foregå i små etaper, og første stop var Korsør, hvor man gjorde alt for at stille den celebre gæst tilfreds. Den 14. april fortæller dagbogen: “Klokken fem om Eftermiddagen naaede vi Korsør, hvor Hotel-Eier Petersen tog mod os og gav os de to bedste Værelser i Forbindelse i Hotellet”.[51] De spiste middag – måske kogt rødspætte, som Andersen havde nydt ved en tidligere lejlighed[52], eller måske koteletter og pandekager, som man kan læse af en regning, Andersen tilfældigvis har gemt, fordi han skrev et digt på bagsiden. Og medens Bøgh bagefter gik ud for at se på byen, modtog Andersen besøg af en af de ansatte ved jernbanen og hans unge hustru. Desværre har han kun skrevet navnet med prikker, så det får stå hen, hvem der var tale om.
Det blev dog ikke H.C. Andersens endelige afsked med den by, hvor han mere end et halvt århundrede tidligere havde bedt til Gud om lykke og held. På hjemrejsen var han om muligt endnu svagere end ved udrejsen, og da de kom til banegården i Nyborg, var han ved at segne og måtte nærmest bæres ombord på dampskibet Hermod. Dagbogen beretter, hvor pinagtigt Andersen selv følte situationen: “Ombord gav paa Hermod gav Capitainen Lund mig sin Kahyt, Veiret var blikstille. Ved Korsør ventede jeg til Skibet var tomt; nu kom Verten Hr Petersen, to Stole bleve bragte mig og jeg maatte over til hans Hotel sidde to Gange beskuet af en heel Deel Mennesker. Fik to store, gode Værelser.” Men selv nu, hvor han var så svag, svigtede hans iagttagelsesevne ham ikke. Det er kunstneren, der fortsætter: “Aftenen særdeles smuk og stille; Søen blank som et Speil og Nymaanen stod som en Guldsegl i den orange Luft”.[53]
Næste morgen var han allerede oppe før klokken seks. Med stort besvær og trods smerter i ryggen og maven fik han klædt sig på, inden han gik de få skridt til banegården, hvor “Hotel Eier Petersen fik udvirket at jeg fik en første Klasse aldeles for mig“.[54]
Selv om Korsør måske ikke var en af de byer, der betød noget videre for H.C. Andersen, så har vi alligevel set, hvorledes han nåede at få et personligt forhold til den, måske fordi den mere end så mange andre byer blev ham symbolet på hans bekendte motto: “At reise er at leve”, eller som han skrev til Henriette Wulff: “Vandring er Liv”.
Artiklen er en omarbejdelse og udvidelse af et foredrag holdt på H.C. Andersen Samfundet i Københavns sommerudflugt 1998.
