På sin hjemrejse fra udlandet i 1860 tilbragte H.C. Andersen et par dage i Odense, hvortil han ankom den 9. november. Vedrørende denne dag har han i dagbogen noteret: “I det nye Theater eriaften Skuespil, Potenphants Selskab,[1] men jeg gad ikke gaae at seedet (…).”[2] Ifølge selskabets indrykkede annonce i Fyens Stiftstidende var aftenens program “Droschekudsken, Skuespil i 5 Acter efter det Franske”[3]. To dage tidligere opførtes H.C. Andersens En Landsbyhistorie af samme selskab, som forestod repertoiret fra begyndelsen af november til ind i det nye år.
Det nye teater i Odense blev forevist H.C. Andersen den 10. november 1860 af henholdsvis Odense-købmanden Ludvig Limkilde (ca.1814-1874)[4] drivkraften bag og ejeren af det nye forlystelsesetablissement, samt Fyens Stiftstidendes redaktør og anmelder Julius Christian Gerson[5]. Således fik Andersen lejlighed til at hilse på Gerson, der tidligere i sin egenskab af udgiver havde publiceret flere af Andersens eventyr.[6] Andersen kalder “det Hele stort og pynteligt”.[7]
Odense havde fra 1795 til 1914 sit komediehus på Sortebrødre Torv, men fik i 1859 en konkurrerende scene, da en ny teaterbygning var blevet opført i forbindelse med det nyetablerede forlystelsesetablissement Pantheon, som blev indrettet efter en ombygning af den tidligere dragonkaserne i Vindegade. Det kom til at udgøre et større hjørnekompleks mellem Vindegade og nuværende Pantheonsgade. Etablissementet bestod ud over teatret af en cirkusbygning, dansesal, restaurant samt en have med forskellige forlystelser. Adgangen dertil skete dels gennem en port “Pantheonspassagen” i Vestergade nr. 83, dels via Vindegade. Ved etableringen af det nye kompleks medvirkede arkitekt og snedkermester Haugsted samt malermester Aagaard.[8] Sidstnævnte nævnes tillige ved teatrets modernisering i foråret 1861, hvor han tilskrives tilvirkningen af et fortæppe.[9]
Som på Odense Theater opførte de omrejsende teatergrupper på det nye teater med mellemrum værker af H.C. Andersen, og det er dette repertoire, der forsøges skildret i det følgende. Repertoiret er hentet fra Fyens Stiftstidende og Fyns Tidende (denne fra 1872) dels gennem skuespillerselskabernes indrykkede annoncer, dels via forhåndsomtaler op til forestillingsdagene, smånotitser samt i de få anmeldelser, aviserne får trykt. Det skal dog bemærkes, at en del af de indrykkede annoncer er uden angivelse af navnet på pågældende skuespillerselskab.
Skuespillerselskaberne var i flere tilfælde familieforetagender med husfaderen som direktør og skuespiller, hertil medspillende hustru, børn og svigerbørn samt et antal skuespillere med kort eller længerevarende tilknytning. Aktørerne omtales normalt kun ved efternavn, hvorfor en identifikation ofte kan være vanskelig. Som Gunnar Sandfeld skriver: “Fornavne er en bedrøvelig mangelvare i meget af kildematerialet til det 19. århundredes teaterhistorie.”[10] Selv i tilfælde af tilknyttet fornavn kan skuespillernes identifikation volde bryderier, eftersom en stor del af provinsskuespillerne ikke har efterladt sig aftryk i teaterhistorien og derfor må stå i anonymiteten. Man vil nedenfor ikke finde en længere oplistning af skuespillernes samlede karriere og skiftende engagementer hos de faste teatre og blandt provinsens skuespillerselskaber, eftersom dette emne er velbeskrevet hos Gunnar Sandfeld[11] Angående teatrene i Odense og de der optrædende skal her nævnes et bidrag af Karl Schmidt,[12] som i øvrigt i egenskab af redaktør af Julebog udgav 3 digte af H.C. Andersen i henholdsvis 1874 og 75.
Teatret – eller, som det selv kaldte sig, “Odense nye Theater”- havde sin åbningsforestilling den 27. februar 1859, hvor et skuespillerselskab under direktion af “Jens Peter Müller og Søn” stod for programmet. Jens Peter Müller havde H.C. Andreasen mulighed for at opleve som skuespiller i Slagelse tilbage i 1825, hvor det Steinerske Selskab stod for en række opførelser.[13] Müller får senere sit eget selskab, der også kunne opleves på Odense Teater nogle uger i maj 1841, hvilket Andersen får underretning om i et brev fra Henriette Hanck den 5. juni. [14]
Selv genser H.C. Andreasen Müller i juli i Altona[15], hvor hans selskab stod for 8 forestillinger på Stadtteater[16], og blandt de daværende skuespillere var ovennævnte W.S. Pødenphanth.[17]
I begyndelsen af 1850’erne blev Jens Peter Müller ramt af sygdom, som medførte, at sønnen Theodor Müller (1827-1890) efterhånden overtog teaterledelsen. Efter faderens død i 1863 i Odense var enken bevillingshaver frem til sin død i 1869, hvorefter sønnen fik egenbevilling.
Det var Müller, der som den første havde H.C. Andersen på programmet, hvilket skete den 15., 16. og 23. juli 1860 med opførelsen af Den Usynlige paa Sprogø. I en notits fra Fyens Stiftstidende fremgår, at stykkets ‘Theodor Granner’ blev udført af Jacob Lund (1821-1896), der var her i Odense som gæsteoptrædende fra teatret i Christiania. ‘Hr. Blomme’ blev spillet af Johan Philip Schaffer (f. 1818), som senere selv blev skuespillerdirektør. Af andre medvirkende angives Vilhelm Christian Foght (1837-1922). Angående Jacob Lund har H.C. Andersen en senere dagbogshenvisning fra 1870, hvor han forærer to billetter væk til Jacob Lunds beneficeforestilling på Casino, hvor denne medvirker i Den Usynlige paa Sprogø.[18]
Stykket blev adskillige gange opført på teatret. Den 15. marts 1864 er Theodor Müller igen fremme- denne gang i kompagniskab med “Nielsen”. Sidstnævnte er sandsynligvis den tidligere Casino-skuespiller Christian Nielsen (1825-1865), hvem Müller tidligere havde delt direktionen med ved opførelser i bl.a. Rudkøbing i august 1863[19]. Et tiår senere stod Johan Philip Schaffer for to opførelser i oktober 1874 samt en enkelt kort før jul. Ved disse tre opførelser dansede datteren Emilie Schaffer (f. 1849) “El Jaleo di Xeres”. Endelig blev stykket opført den 11. oktober 1885 under ledelse af Jacob Lund.
En Nat i Roeskilde gik over scenen allerede den 27. juli 1860 under Mullers direktion, dvs. få dage efter samroes opførelse af Den Usynlige paa Sprogø, og Theodor Müller genoptog stykket et par dage i juli 1868 samt den 10. august. Endelig havde han den på programmet den 10. maj 1877. Også Schaffer bragte det til opførelse ved tre lejligheder i september 1873. Af skuespillere her medvirkede sønnen Valdemar Schaffer (1844-1916) som ‘Rummel’. Under Jens Jørgen Kofoed (1852-1903) blev stykket opført den 1. januar 1886.
Theodor Müller bidrog med yderligere opsætninger af H.C. Andreasen, således Mikkels Kjærligheds Historier i Paris ved to lejligheder i midten af juni 1866 og en enkelt den 22. juni 1868. I direktion med broderen, Frederik Müller (1845-1895), var stykket på programmet den 11. og 15. april 1877, hvor Jacob Lund medvirkede.
Også En Comedie i det Grønne kan noteres for en del fremførelser. I begyndelsen af februar 1865 indledte teaterdirektør William Lewini (1810-1887) et månedlangt program på teatret. I centrum af hans selskab stod hustruen Hansine (1816-1890), sønnen Otto (f. ca. 1840) samt datteren Emilie (1844-1893). Stykket blev opført to gange i sidste halvdel af februar samt den 13. marts. Den tidligere Casino-skuespiller Christian Ludvig Hansen (ca. 1814-1873) bragte stykket på scenen den 5. juni 1865, og ca. to år senere, den 5. august 1867, var det igen Christian Ludvig Hansen, som stod for en opførelse, hvori han selv spillede ‘Frank’.
I september 1861 kunne det odenseanske publikum ved tre lejligheder opleve Fuglen i Pæretræet. Om opførelsen skriver en anonym anmelder hos Fyens Stiftstidende den 14. september: “Fuglen i Pæretræet” hører til de Stykker, somTheatreti Pantheon lettere under Trykket af hver anden Dag at maatte bringe Nyt kan overkomme, og det gik derfor ogsaa i det Hele meget vel, om end med nogen Usikkerhed i den musikalske Deel deraf. Samtlige de Spillende, navnlig Herr Schjørping[20] og Fru Jacobsen[21] erhvervede sig derfor ogsaa Bifald.” Det er usikkert, hvem der stod for disse opførelser, eftersom de indrykkede annoncer er uden angivelse af selskabets navn; men det står fast, at det Knudsenske Selskab med dets 11 medlemmer i begyndelsen af juni indledte et teaterophold, og vi skal frem til november, før et nyt navngivet selskab rykker ind på teatret. I den mellemliggende periode ses en hyppig udskiftning af skuespillere, så der på det nærmeste er tale om nye unavngivne selskaber. Hvem der ledede det Knudsenske Selskab, savner teaterhistorien svar på; men ved selskabets ankomst i juni omtales skuespillerne “Hr. og Fru Knudsen” samt et par af Steiner-familien, hvoraf den ene givetvis er musikdirektør og skuespiller Edvard Carl GustavSteiner (1808-1883). Hans datter var skuespillerinden Charlotte Sophie f. 1836 og gift med skuespiller Carl Jørgen Knudsen (f. ca. 1831).[22]
Det blev til to opførelser af Hyldemoer i oktober 1874 under Schaffers direktion, og da Fyens Stiftstidende igen en sjælden gang har en anmeldelse af et af Andersens sceniske stykker, skal den gengives her: ” (…) Der er, som i Alt, hvad denne Digter har skrevet, en smuk og inderlig tanke i “Hyldemoer”, og Tilskueren vil, naar afsees fra Stykkets sceniske Mangler, følge Gangen i det med Fornøjelse. Hvad Udførelsen angaaer, da stiller det større Fordringer til Fremstillerne, end det Schafferske Selskab formaaer at tilfredsstille. Det maa dog siges, at der er anvendt megen Flid af de Kræfter, der haves til Raadighed, og at særlig Frøken Schaffer gjøre sig Umage for at give et rigtigt Billede af Marie.”[23] Anmelderen underskriver sig ‘W’ og er identisk med Carl Albert Willemoes[24].
Det ovenfor nævnte direktørpar Müller og Nielsen bragte den 17. april 1864 Skilles og mødes på scenen, ligesom det blev til en enkelt opførelse af Mulatten den 11. september 1867 under direktion af Carl Molau[25] der selv udførte hovedrollen og til hvis benefice, forestillingen blev givet.[26] Hans selskab bestod af 12 medvirkende[27] – heriblandt hustruen Helene.
Meer end Perler og Guld tegner sig for 3 opførelser i marts 1864 hos direktørparret Müller og Nielsen. Den 2. januar 1883 er stykket igen fremme, denne gang hos Vilhelm Petersen (1852-1939).
Som nævnt I indledningen stod En Landsbyhistorie på programmet den 7. november 1860 hos Pødenphanth, og Theodor Müller lod stykket opføre den 24. november 1878.
Endelig, hvad de dramatiske værker angår, gav “Skuespilselskabet “Frem”” med Jens Kofoed som “bestyrer” den 27. december 1885 “Kong Christian den 2den som Fange paa Sønderborg Slot. Nationalt Skuespil i 5 Akter af H.C. Andersen.” Titlen forekommer ikke som en direkte Andersen-publikation, men den kan antages at være en bearbejdelse af Kongen drømmer, hvor dens fem sceneskift betegnes som fem akter i Kofoeds opsætning.
Udover Andersens dramatiske stykker på scenen blev hans eventyr og digte oplæst. Disse indgik oftest i en teateraftens samlede repertoire, men eventyrene kunne også være genstand i egentlige oplæsningsaftener.
Vedrørende eventyrene kunne W. Lewinis Selskab i februar 1865 byde på Det er ganske vist! Svinedrengen blev fortalt den 13. juni 1866 af Frederik Schmidt (1830-1885), der var engageret hos Theodor Müller. Undersammes ledelse oplæstes Flipperne den 23. august 1868 af Vilhelm Schmidt (1835-1883) samt Laserne den 10. maj 1877.
Fra midten af september 1880 og en måned frem spillede det Reinhardtske Selskab, der bestod af 12 personer, på teatret. Navnet gik tilbage til direktør Carl Ferdinand Reinhardt (ca. 1831-1872), og efter dennes død var det enken, skuespillerinden Caroline Christine (1824-1920), der var bevillingshaver.[28] Dette forhindrede dog ikke, at andre kunne leje bevillingen, og ved det Reinhardtske Selskabs besøg var det under direktion af Chr. E. Didrichsen[29], at man den 5. oktober kunne høre oplæsning af Hvem var den Lykkeligste? To oplæsningsaftener blev annonceret til afholdelse den 6. og 7. juni 1880 ved skuespiller Vilhelm Schmidt “i Forbindelse med Koncert af Strygeorkester”.
Her kunne man høre Hvad Fatter gjør samt Gartneren og Herskabet tillige med tekster af bl.a. Erik Bøgh, Sophus Schandorph, Mark Twain og Henrik Hertz.
Angående Andersens digte havde Schaffer Det har Zombien gjort på programmet både den 27. oktober 1872, hvor det blev fremført af Fr. Møller [30] og den 30. oktober 1874. Olivia Andersen[31] fortalte digtet den 23. februar 1879, da Frederik C. Schmidt (1830-1885) havde det indlagt i sit program.
Hjertetyven blev den 21. august 1878 under Theodor Mullers direktion oplæst af Helga Bluhme, f. Rasmussen (1847-1900), der var datter af skuespiller og senere teaterdirektør ved Casino Theodorns Rasmussen. Helga Rasmussen havde H.C. Andersen i øvrigt mødt tilbage i 1863 på Casino[32] og i dagbogen berettes endvidere om hendes roller på Casino bl.a. som ‘Phantasus’ i Hyldemoer.[33]
Den 23. februar 1879 var det som nævnt Frederik C. Schmidt, der stod for programmet. Vedrørende denne dags programsætning oplyser Fyens Tidende, at Frk. Maria Becke [34] vil foredrage “To Sange”. Fyens Stiftstidende benævner sangene, hvoraf den ene er “De to Fugle af Juel Simonsen”. Sidstnævnte refererer til Andersens digt fra 1833, som Niels Juel Simonsen (1846-1906), der var operasanger ved Det kgl. Teater, senere har sat i musik. Dette fremgår af Simonsens nodeudgivelse Tre Sange, hvori De to Fugle udgør den ene med angivelse af H.C. Andersen som forfatteren.[35] I udgivelsen er medtaget 4 af Andersens 5 vers. Simonsens udgivelse er udateret, men bærer undertitlen “componerede Hendes kongelige Høihed Prindsesse Thyra underdanigst tilegnede af Niels Juel Simonsen. Kiøbenhavn. Forlagt af C.C. Loses Bog- & Musikhandel (F. Borchorst)”. Ferdinand Borehorst overtog forlaget i 1871[36] og Simonsens komposition kan måske ses i forbindelse med prinsesse Thyras formæling i 1878.[37]
Odense nye Theater-med dets senere navneændringer til Odense Folke-theater og Theatreti Tivoli- var således ramme for ca. en halv snes af H.C. Andersens sceniske værker samt et udsnit af hans eventyr og digte, der blev fremført inden for teatrets levetid, der tog sin begyndelse en februardag i 1859. Teatrets sidste forestilling fandt sted den 17. februar 1886, hvor det Jeppesenske Selskab under ledelse af Henrik Jeppesen[38] optrådte. Til begyndelsen af april var en forestilling annonceret, men den blev ikke realiseret, og det hele sluttede i oktober med en programsat opførelse af Droske Nr. 117 [39], som heller ikke blev gennemført. Med denne titel er der på det nærmeste sluttet en cirkel til den i indledningen omtalte Droschekudsken.
Teatret blev efterfølgende ikke anvendt til dets formål og stod ubenyttet hen i nogle år, indtil det blev lejet af Frelsens Hær.I cirkusbygningen optrådte i første halvdel af 1887 et beriderselskab og blev ellers benyttet som danselokale.
