H.C. Andersen, politisk og nationalt

Politik — Broderlandet Tyskland

For det store flertal af danske digtere, der er født i 1780erne og 1790erne, er politik og beskæftigelse dermed noget fjernt og fremmed og betydningsløst. De danske digtere derimod fra 1810erne, Ploug, Hostrup, Goldschmidt, er børn af deres tid, nationalliberalismens tid, og kæmper for eller imod dens ideer.

Mellem disse to, også tidsmæssigt adskilte grupper, står H.C. Andersen (født 1805). Men hvor han, når det gælder disse spørgsmål, idémæssigt hører hjemme, er ikke svært at afgøre. Af de venner, den unge student havde, var Orla Lehmann en af de bedste, „hans sprudlende liv og veltalenhed drog mig til ham, jeg følte mig deraf tiltalt i høj grad, og idet han tillige viste så meget gemyt, så stærk en inderlighed, var jeg så gerne hos ham”.

Deres yndlingsdigter var Heine. Men hos Andersen var det ikke det politiske, der optog ham. Han foretager i forsommeren 1831 en rejse, som han har skildret i „Skyggebilleder fra en rejse til Harzen og sachsisk Schweitz”, men der er intet deri, der viser, at den er skrevet på julirevolutionens tid.

I 1833 kommer han til Paris, „det store krater, hvor friheds-vinen vokser”, men den skildring, han giver af julirevolutionens 3årsdag, er kun den livlige journalists. Han interesserer sig mindst lige så meget for de fornemme damers toiletter som for selve mindedagen; („Droningen var i en hvid klar kjole, med røde og blå blomster. På hovedet havde hun …”).

I „Iris” for 1836 har Andersen en skildring fra julirevolutionen (optrykt i Billedbog uden billeder. Femte aften): „Det var i julirevolutionen, henimod aften, på sejrens mest glimrende dag …

Folket bestormede Tuillerierne … De trængte ind gennem slottets gemakker og sale. En fattig, halvvoksen dreng i pjalter kæmpede modig mellem de ældre krigere; dødelig såret af flere bajonetstik, sank han til jorden, det skete i tronsalen, og man lagde den blodige på Frankrigs trone, svøbte fløjelet om hans vunder, blodet strømmede ud over det kongelige purpur, det var et maleri! den prægtige sal, de kæmpende grupper! en sønderbrudt fane lå på gulvet, det trefarvede flag vajede over bajonetterne, og på tronen den fattige dreng!”

„Det var et maleri!” Derfor giver Andersen os skildringen. Om den unge mand var faldet i kamp for trone og alter, vilde det vist ikke have gjort Andersens fortælle-glæde mindre. —

Fra Paris kommer han i 1833 til Le Locle i Neuchâtel. Denne schweiziske kanton stod fra 1814 under Kongen af Preussen. I den hensigt at slippe for den tyske regent forsøgte republikanerne efter julirevolutionen en rejsning (men uden held). Stemningen her giver Andersen anledning til følgende udbrud (12. sept. 1833 til Edv. C.): „Her er hæsligt i Neufschatel, de politiske meninger sætte ægtefolk og børn mod hinanden … — Nogle især damerne ere for Preussen.” —

Andersens interesse for storpolitik var ringe, det er næsten, som den ligger uden for hans verden.

I 1840, på en af sine lange udenlandsrejser, opholder han sig en tid i Nürnberg. Her forærer boghandler Campe ham en sang: …

Sie sollen ihn nicht haben,
den freien, deutschen Rhein,
ob sie wie gier’ge Raben
sich heiser darnach schrei’n.

Han afskriver derpå i brevet (14. november til Edv. C.) alle sangens vers og fortæller, at den i løbet af nogle få uger er blevet folkesang i hele Tyskland; at den er af en ung mand, Becker, som lever i Køln, der blev den for første gang afsunget i teatret og gentaget; den sælges nu her i Nürnberg^[1], som i alle tyske byer, på gaderne. Den gør samme opsigt som i Danmark H. P. Holsts O, fædreland, hvad har du tabt, din gamle Konge sover!

Men Andersen bemærker intet om, at digtet er et udtryk for, at en storkrig mellem de to arvefjender, Tyskland og Frankrig, truer (også i Frankrig var stemningen ophidset; Alfred de Musset svarede med: Nous l’avons eu, votre Rhin allemand).

Da han i begyndelsen af december 1840 kommer til Lombardiet, der jo var østrigsk, opdager han, så vidt man kan se, først, at en storkrig mellem Frankrig og Tyskland truer: „Man talte kun om krigen, den forventede krig, Frankrig snart vilde føre med Tyskland. Der var på vejen en færdsel og bevægelighed, men også denne tydede på krig; den ene rustvogn med munition fulgte efter den anden, ledsaget af ridende österrigske soldater.”

I den almindelige opskræmte stemning konstaterer han også: „Jeg blev alvorlig skræmt.”

Men derpå skubber han tanken fra sig — han var jo ifærd med at rejse sydpå: „Dog i store livs-tilfælde, hvor jeg selv aldeles intet kan udrette, har jeg tyrkens faste tro på det styrende forsyn, jeg ved, det sker, hvad der skal ske!”

Og hans tanke skynder sig bort fra de uhyggelige aspecter, og fantasien fremtryller den danske idyl. „Erindringen red ranke på mit knæ og lagde sit hoved til mit hjærte.” ^[2]

I O. T. (1836) hedder det: „Alt stort og skønt greb Ottos sjæl, kun i een retning havde han endnu ikke vist nogen interesse: den politiske … Men Ottos sjæl var for levende, for let bevægelig, den overvældedes af hvad der lå ham nærmere. „Man må ret leve ind i livet selv, før verdensbegivenhederne kunne gribe os!” sagde han. „Hos de fleste, der i en meget ung alder politiserer, er det også affectation. Det er som drengen, der nøder sig til at ryge tobak, for at synes ældre, end han er!” ^[3]

Det er nok Otto Thostrup, der taler, men han taler med H.C. Andersen tunge. —

En begivenhed herhjemme som indførelsen af de rådgivende provinsialstænder er for ham ganske uden interesse og omtales overhovedet ikke hos ham noget sted. Indrepolitiske spørgsmål bliver i det hele taget aldrig berørt, endsige drøftet af den unge H.C. Andersen.

Hvordan han på dette felt stod helt udenfor, viser også en bemærkning som: „Den italienske opera og Orla Lehmann ere for tiden de to guldkalve, Københavner-folket danser om” (2. februar 1842).

Han meldte sig ganske vist ind i Selskabet for trykkefrihedens rette brug. Men det var som digter, ikke som politiker; og da Selskabet kom i opposition til Kongen, skrev han skuffet til Orla Lehmann (16. nov. 1843): Da „Selskabet for trykkefrihedens rette brug” fremtrådte, var jeg en af de første, som lod sig indmelde; Selskabet blev et stort legeme, som endnu hver fredag udsender sin bulletin under navn af „Folkebladet”, der viser, at det endnu ikke er skrinlagt! Jeg blev tidligt ked deraf, ja, fik endogså en slags ulyst til „selskabslivet”.

Så optog skandinavismen H.C. Andersen mere. I 1837 var han for første gang i Sverige; kanalrejsen fra Göteborg til Stockholm.

Han følte sig halvt som hjemme. Sproget, syntes han, var kun som en dialekt af hans eget; Danmark udvidede sig, han begreb, hvor nært svensk, norsk og dansk stod til hinanden. „Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

To år derefter var han en halv snes dage i Skåne. Nogle uger derefter vandrede han ene om i de smukke store skove ved Lykkesholm på Fyn. „Jeg tænkte da på Sverrig, mine venner der og min erkendelse; jeg følte smukt den nordiske ånd, hvorledes de tre brødrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, så skete det; jeg troer at får den en rigtig melodi, een, som „Kong Christian”, har det, da kan den gerne blive skandinavisk, her er den (til Edv. C., Glorup, 26. Juli 1839):

Vi er eet folk vi kaldes skandinaver. Norge, Sverige og Danmark får hver sit vers, og der sluttes:

Lad ej den skønne enighed forsvinde,
norsk, svensk og dansk hinanden række hånd!
og gamle folkesange os forbinde,
i melodien er et kraftigt bånd.
Af enighedens sæd kun godt man høster,
vi skuer kækt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! O, her er godt at være,
her leve vore kære!
Fra bøg og birk og gran, vidt over hav,
lyd glædens sang: Jeg er skandinav!

Toner, der snart skulde blive almindelige!

Om sine tanker efter det sidste svenske besøg fortæller han Frederik Læssøe (25. Juli 1839): „Det er et smukt, et glædeligt tidernes tegn, at nationerne således smelte sammen; De har vel i aviserne læst om, hvor smukt Thorvaldsen er bleven modtagen i Helsingborg, og læst om vort cadetskibs modtagelse i Edinburgh; når jeg læser sligt, da har jeg en glad, vemodig følelse som i gamle dage ved en blød elskovs-historie eller ved at gense et kært sted i hjemmet; jeg tror, følelsen er nu lidt ædlere, da den angår en større kres. Vore nordiske riger ville nok i åndelig henseende snart smelte sammen. Den hårdeste hals bliver Norge; thi der er nok dannelsen mindst; men det kommer!”

Men, siger Andersen udtrykkeligt, digteren skal ikke arbejde i politikens tjeneste; den skandinaviske sang blev til, før skandinavismen kom frem, „i følelsen af det beslægtede hos de tre folk, den kærlighed, jeg følte, de i ånd og hjerte med mig må eje for hinanden.”

I En digters bazar (1840) taler Andersen om „vor landsmand, holsteneren Ross”, og den græske dronnings overhofmesterinde fru Plüskow er fra Holsten, „altså vor landsmandinde^[4]. Der er ikke nogen tvivl om, at han følte sig nærmere knyttet til en loyal holstener end til mænd som Peter Hiort Lorenzen og Lavrids Skau, de var jo Kongens modstandere. Tyskland kalder han undertiden „broderlandet Tyskland”.

Striden mellem dansk og tysk synes i de første år, helt op mod det store sammenstød i 1848, slet ikke at have interesseret ham. Peter Hiort Lorenzen, Flor og de andre forkæmpere for danskheden nævnes ingensinde af ham, han deltager aldrig i de store stævner på Skamlingsbanken eller Himmelbjærget. Hele røret omkring Hiort Lorenzen på stændermødet i Slesvig giver ham kun anledning til en spøgefuldhed: „Her [på Langesø] er ganske en østerrigsk natur … her kan man ret vandre og synge: „Waldeinsamkeit! Ach ich möchte, ich wär’ weit!” — Gud bevares, nu bliver jeg med eet tysk! Det er jo skrækkeligt i disse schleswig-holsteinske tider (14. juli 1843).

I februar 1843 — et par måneder efter, at Hiort Lorenzen havde talt i den slesvigske stænderforsamling — opholdt Andersen sig på Breitenburg i Holsten som gæst hos grev Conrad Rantzau-Breitenburg^[5], og han måtte konstatere, at han, „som altid levede uden at tænke på politik og politiske forhold, mærkede nu første gang og det her hos enkelte en slags spænding mellem hertugdømmerne og Kongeriget; jeg havde hidtil så lidt tænkt over disse landes forhold til hinanden”.

Andersen mente jo, at holstenerne var landsmænd. Men i Kresen dernede hørte han en anden mening. „Unser Herzog” hørte han en dame sige. Hvorfor kalder De ham ikke Kongen! spurgte han „i politisk uvidenhed”, og han fik svaret: „Han er ikke vor Konge, men vor Hertug!”

Mere nærgående var en „rav holstener, en snurrig person, Tim-mermann^[6], herredsfoged eller sådan noget, fra Hadersleben, han siger megen snak, forleden bad han mig i dum taktløshed, vi sad alle ved bordet, om jeg ikke vilde gøre et vers over Lorentzen”. (18. februar 1843 til J. C.).^[7]

H.C. Andersen tilføier: „Jeg tror, jeg svarede ham ganske ordenlig.” — Mon dog? Så vilde han vist have gengivet svaret. Nu får vi kun den høflige værts reaktion: „Grev Rantzau spurgte mennesket, hvad han mente, om Andersen skulde besynge Lorentzens fortjeneste af den danske sag, for andet kunde han naturligvis som dansk ikke gøre”, og han hviskede: „Es sind närrische Leute.”

Men selv Rantzau, der var den opmærksomste vært, og som elskede Kongen, Danmark og de danske, en mand af den gamle type, fuldt ud loyal, selv han siger om Hiort Lorenzen: „Ingen har skadet den danske sag så meget som denne mand,” og han „skildrer ham som en personlighed der kun vil træde frem, og da det ikke lykkedes ham som holstener, vil han forsøge det som dansk.”

Andersen har intet ord til forsvar for den angrebne, og fortsætter om grev Rantzau: „Han er meget billig i alle sine yttringer.”

Om de ivrige schleswig-holsteinere, Andersen var stødt på hernede, tænkte han kun, at det var et par originaler.

Han tænkte ikke på, at den tid, da en tysker hernede kunde synge

Ich freue mich, dass Dänenblut
in meinen Adern fliesst

nu uigenkaldeligt var forbi.

Fra Breitenburg rejste Andersen til Paris. Her traf han flere af den nye tids mænd, alle nogle år yngre end han: Orla Lehmann (1810—70), der var her for at drive politiske studier, A. F. Krieger (1817—93), allerede aktiv national-liberal politiker som Lehmann, Fr.Schiern (1816—82), historiker med et vågent øje for nationalitetskampe (arbejdede netop i denne tid på „Nationalitet og sprogkamp i Belgien”) og Fr. Læssøe (1811—50), Tschernings ven, der klart så faren ved udviklingen, den tyske bevægelse i hertugdømmerne, og skrev om den. Alle var de ivrige eiderdanske.

En dag hernede blev det nationale spørgsmål drøftet med Andersen, og da blev det af Lehmann, Krieger, Schiern, Læssøe og flere „afhandlet og afgjort, at jeg aldeles ikke var national dansk digter; det eneste digt af mig, der vilde leve, var: „Jeg er skandinav”.”^[8]

På Breitenburg havde han mødt den nye tid i tysk dragt, i Paris mødte han den nye tid i dansk dragt. Han stod udenfor. Han var på dette punkt helt den gamle tids mand. Foreløbig.

De nationale brydninger skulde i den følgende tid også gribe ind i forholdet til den ham så kære hertugfamilie på Augustenborg.

H.C. Andersen og Augustenborgerne

I november 1842 var det jo, Hiort Lorenzen havde talt dansk i stænderforsamlingen i Slesvig, og fra alle sider i salen havde råbet lydt: „Heraus, heraus mit dem Dänen!”

I måneder ventede man spændt på Kongens afgørelse, og så kom den med Patentet af 29. marts 1844: Kun dem, der erklærede, at de ikke var det tyske sprog mægtige, skulde det tillades at tale dansk.

Overalt vakte det bevægelse:

Den slesvigske forening rettede angreb på sprogpatentet. — Stænderne, både i Viborg og Roskilde, udtalte deres misstemning og opfordrede Kongen til at beskytte danskheden dernede. — På det store Skamlingsbankemøde 4. juli 1844 sluttede Lavrids Skau sin ildnende tale med: „Jeg anser ikke Nordslesvig for en kirkegård, hvor den danske nation vil stede sin nationalære til jorden, og hvor Patentet af 29. marts skal læses som dens gravskrift. Men jeg anser Patentet som et spørgsmål, hængt højt op for hele folket til besvarelse: „Gives der nogen dansk nationalitet, nogen dansk nationalære, eller ikke?”

Og også i hertugdømmerne var den nationale bevægelse stærk: 23.—25. juli 1844 samledes man til sangstævne i Slesvig by, en bekendelsesfest til fædrelandet Slesvig-Holsten. Her udfoldedes for første gang det blå-hvid-røde slesvig-holstenske banner, og her blev for første gang Schleswig-Holstein meerumschlungen afsunget, under den største begejstring. Man havde nu et nyt fædreland hernede, nyt banner, ny nationalsang.

Andersen havde allerede i 1842, 11.—14. juli, været sammen med Hertug Christian August (1798—1869) og Hertuginde Louise Sophie (1796—1867) hos Hertugindens moder Henriette Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld. Der havde også deres fire børn været: Augusta (1824—72), Caroline Amalie (1826—1901), Frederik (1829— 1901) og Christian (1831—1917). Andersen havde udfoldet sine selskabelige talenter og sin naturlige venlighed. „Hertugens behagede mig, især den yngste Prinsesse Caroline Amalia, jeg lærte hende at synge tyrkisk og fik hilsen da de var gået ombord og det stormede at hun skulde øve sig i sangen vist nok den hele reise.” (Bregentved 24. juli 1842 til Henriette C.). Og hertugfamilien syntes om ham: han modtog indbydelse til at komme på et besøg på Augustenborg.^[9]

Nu, sommeren 1844, da Andersen lige var kommet hjem fra rejse i Tyskland (dagbogen 2. august: „Tak, Gud, for de lykkelige dage i Tyskland”) blev han af Kongen indbudt til at komme til ham på Før, hvor denne, som hvert år, var en tid af sommeren.

29. august: „Andersen, hr. Andersen,” råbte to unge damer. „Moder, der er Andersen,” og en dame så ud af kvisten. Det var Hertuginden af Augustenborg og hendes døtre. Det generede mig, at jeg var i rejsehabit.

31. august: Mødt på promenaden Hertuginden og Prinsesserne, hun indbød mig at spadsere med dem, så at jeg ingen visitter fik gjort, bad mig igen dog komme til Augustenborg. — Om aftenen til te, jeg fortalte Svinedrengen, og Kongen spurgte hofdamerne om det var sandt at de ikke vilde kysse.

1. september: Kl. 1 til frokost hos Dronningen, hun øste op til mig grød med fløde …. Blev igen udtrykkelig indbudt til Augustenborg.

6. september. Ved taffelet kom Statholderen^[10] … På Føhr danses en dans der begynder og ender med et kys, ingen pige tør uden at fornærme nægte at danse den …. Om aftenen tog Statholderen mig i hånden, sagde, jeg også engang skulde besøge ham, der var smukke piger.

7. september: Kongen gik på kaninjagt; Statholderen, Bille, Haxthausen, den unge Rist og jeg vandrede om i dynerne.

Også den kongelige nådes sol skinnede varmt på den lykkelige digter.

9. september rejste Kongen, og Andersen begav sig sammen med den unge danske violoncelvirtuos Christian Kellermann (1815— 1866) på vej mod Augustenborg.

9. september. Klokken 7 gik vi med den lille færge …. endelig nåede vi Flensborg.

10. september. I mørk aften nåede vi Gravensten …. Vi kom nu til Sønderborg Sund, hvor vi gik over med en trækfærge. Vandet lyste …. Vi tog ind i Stadt Hamborg.

11. september. …Kl. 5 kørte vi til Augustenborg. Det er et smukt lille land, det er Fyen i det små; slottet tog sig prægtigt ud i den nedgående sol, en stor mængde svaner svømmede omkring, jeg tænkte på de græske prinsesser i „Svanehammen” der badede sig. Vi tog ind på værtshuset, gik så til slottet, blev vel modtaget, og Kellermann og jeg fik værelser i kavalerhuset.

Og nu oprandt skønne dage.

12. september. Spadseret med Hertuginden og Prinsesserne, set deres mange hunde …. Ved taffelet bød Hertugen mig tage hans kone til bords. Læst grimme ælling og Toppen.

13.september. Spadseret. Als er som en ø, svømmet fra Engeland kyst, efter der først at have optaget i det små et billede af hele landets mildeste skønhed.

16. september. Om aftenen kørt med Hertuginden, begge Prinsesserne og begge Prinserne samt frk. Krogh^[11] i omnibus.

18. september. Stort taffel i anledning af Kongens geburtsdag, jeg sad ved Hertugindens side, han udbragte Kongens skål … Det er Hertugindens bryllupsdag, improviserede i den anledning.

19. september. Hertuginden læste brev fra Kongen, skrevet på hans geburtsdag, det glædede ham at dagene på Føhr fortsættes ved Andersen og Kellermann. Dronningen lod mig sige at flere tyskere havde takket hende, fordi de havde fået mig at se på Føhr, og at hun håbede jeg blev væddeløbene [over] på Augustenborg.

21. september. Hele slottet arrangeret smukt til at modtage de mange fremmede. Var nede i stalden, så fuldblodshestene.

22. september. Hertugindens geburtsdag … Jeg blev kaldt til Hertuginden at gratulere hende … Efter frokost kørte vi … til rendebanen. Her var en stor mængde folk, mest bønder og bønderpiger, telte opslagne, hvor der blev spist…. Efter taffelet drak Statholderen et glas med mig, talt meget med Hertuginden og Prinsessen af Nør. Stort fakkeltog af liedertafel. Hertugen indbød mig at komme næste år til sølvbryllup, som var ved denne tid.

23. september. Spadserede med Hertuginden og Statholderen ud til dyrskuet. Stort taffel. Hertugen drak et glas med mig. De ere alle meget elskværdige mod mig. (Hertugen spurgte om det var mit alvor at rejse i morgen. Jeg sagde ja. Det kan jeg ikke tillade! De må blive! De gør mig en glæde, det er mig så kært at have Dem hos mig; jeg lovede da at blive.)

24. september. Kørt kl. 8½ en smuk tur, som Statholderen førte os. Udenfor bøndernes pyntelige, grundmurede huse små grønne æblehaver, der her have det svenske navn „trægårde”. Frugterne hang røde og gule i rig mængde, vejene var indhegnede, det var et helt Pomonas horn, der var nødder, hyben, slåen og brombær, der, som orangetræet blomstrede og bar tillige frugt; nogle hang blåsorte og saftige. Vi besteg først „retterstedet”, hvor der er en dejlig udsigt. … Vi kørte gennem venlige byer, på en højde overså vi næsten hele øen, Fyen lå lige for og Assens Kirke, bestrålet af solen, vi så Horne, dernæst Angeln, Årøsund. Der stod en sort sky, som regnen væltede fra, bag en mølle… . Nu kørte vi til en stor skov, der løb langs havet. … Vi nåede netop kl. 11 banen, da Hertuginden kom der; jeg havde improviseret til Statholderen, da Tetens^[12] ej kunde.

O Als er ret en perle fin,
man ej for højt den priste!
Et hoch! og i den bedste vin,
ham som os perlen viste.

På banen sejrede Ingomar.^[13] „Mit hjerte bankede af frygt for, at den skulde blive slået!” sagde Prinsesse Augusta.

Hvor kunde vel hjertet banke!
Den sag var jo soleklar,
alene ved Deres tanke
var sejren for Ingomar.

Spiste i teltet med Hertugen. I løbet om Hertugindens ærespræmie holdt frøken Krogh og jeg, vi tabte begge. En hr. Knudsen fra Statholderen spurgte om jeg vilde holde 10 Louidorer mod ham, jeg blev ganske forskrækket for dette forslag og sagde nej, men kom i en sær stemning, og for at han ret skulde vide at jeg ikke vilde, væddede jeg med ham om et exemplar af min nye roman og — tabte. Vi kørte nu hjem, jeg var meget træt. Ved taffelet sad jeg, som i går, lige over for Statholderen, mellem Lorenzen^[14] og den danske Tetens, jeg skulde udbringe Prinsessernes skål og var ganske angst, det steg til en frygtelig hovedpine.

I Oldtiden var det den smukke skik,
man roser rundt om pokalen fik.
Dog også [i] denne festlige sal
den ikke roser skal savne:
Jeg fæster roser til denne pokal
ved Prinsessernes navne!

Nu udbragte Hertugen her en skål for de danske her vare tilstede, og at i hans hus vare de hjerteligt velkomne, at her taltes begge sprog, og ved denne skål vilde han især fremhæve den, som havde hædret dette sprog, og som var ham en kær gæst… digteren Andersen, og han ønskede, at han måtte sige sine landsmænd, hvorledes hans hus og dets følelser var i denne brændingstid etc. Jeg følte tårerne løb mig ned ad kinderne.

25. september. I dag bryde folk op… . Prinsessen af Nøer bad mig komme til Nøer, „det er kun et lille hus”, sagde hun, „men De skal finde en hjertelig modtagelse”. Prinsen bad mig besøge sig på Nøer eller Gottorp og rakte mig hånden hjerteligt… . Statholderen rejst.

26. september. Improviserede godt hele aftenen. Prins Frederik improviserede til mig.

27. september. Spadseret med Hertuginden, Prinsesse Amalie og frk. Krogh. Efter taffelet sad vi gemytlig om kaminen, hvori var brænde og stenkul; vi fortalte historier.

28. september. Takket Gud. Efter taflet digtet! De vil nødig af med mig. Prins Fredrik bragte mig sit digt og dertil et anagram. Hertugen gav mig hånden, bad mig snart komme igen. Tak, o Gud, for alt godt.

I Mit eget eventyr uden digtning (1847) og Mit livs eventyr (1855) skildrer Andersen opholdet hos Hertugen i overensstemmelse med ovenstående: „Jeg så på Augustenborg kun venlige, glade mennesker, fandt alt så dansk og syntes, der hvilede en fredens ånd over dette smukke sted.”

Men dette er såre ufuldstændigt; mangfoldigt, som han omtaler i sin dagbog, holder han skjult senere:

Han må hos Hertugen se „et dårligt caricatur-billede af festen på Skamlingsbanken.”

Fra teltene på festpladsen vajede Hertugens slesvig-holstenske flag, øverst blåt og gult, så hvidt og rødt og våbenet deri.

Da Andersen på køreturen d. 24. har digtet verset til Statholderen, beder frk. Krogh om et vers til det slesvig-holstenske flag, „men det undslog jeg mig for, imidlertid tænkte jeg eet, hvis jeg af Hertuginden skulde opfordres, men det skete ikke.

Hver elsker sin farve på sted og tid,
jeg alle disse kan lide,
men mest har jeg lært fra min barndoms tid
at elske det røde og hvide!

En sensation skete under opholdet:

9. september var Kongen jo, sammen med Statholderen, Prinsen af Nør, rejst fra Før. Først til Tønder.

På torvet paraderede omkring en mægtig oprørsfane stadens brandkorps, smykket med trefarvede kokarder, og om aftenen afsang et sangkor Schleswig-Holstein meerumschlungen for Kongen; og da Kongen gjorde en udflugt til landsbyen Sønder Løgum, red bønderne ham imøde med en stor, hjemmesyet oprørsfane i spidsen og hver med et lille trefarvet flag i hånden. Ved en æresport udbragte sognefogden et leve for „unser Herzog, König Christian der Achte” (velkomsttalen holdt han dog af gode grunde på dansk).

Det har Andersen nu nok intet hørt om på Augustenborg. Men han har hørt om følgende:

Fra Tønder var Kongen kørt til Ribe d. 13. september. Om aftenen, da Statholderen trådte ud af sit logi for at stige til vogns, råbte de hosstående ripensere: „Pereat den tyske statholder, leve gamle Danmark!” Helt igennem gaden hørte man fra forskellige sider pereat og piben, og som han kørte ud af byen, lød endnu et skingrende: „Pereat den tyske statholder, pereat Grev Gert!”

Fra Ribe kørte Kongen (der var meget utilfreds med det skete, hvorudfra han kunde føle folkets utilfredshed med reskriptet af 29. marts) til Gram. Den 14. besøgte han Rødding højskole. På hjemturen herfra skete der noget, som Lavrids Skau kan fortælle os: „Da vi kørte hjem, traf vi sammen med Statholderen. Vi fulgte ham en mil. Hele vejen opvartede vi ham med danske sange af den mest begejstrede natur, og af den beskaffenhed, at de nok skal runge i hans øren i nogle dage. Vi kørte lige tæt bag hans vogn, og vi skrålede af fuld hals hele vejen. Hvor må det have smagt Grev Gert!” ^[15]

Fra Gram rejste Kongen nordpå og Statholderen østpå. Da han om aftenen kørte sydpå ud af Haderslev, var han på Sønderbro fulgt af gadedrenge i snesevis, der uafladelig skreg og fløjtede ad ham: „Han kommer ikke så snart her igen!” slutter brevskriveren, P. C. Koch.^[16]

Prinsen tog ikke straks til Augustenborg.

20. september nåede rygtet om, hvad der var passeret i Ribe, frem:

„Hertugen talte politik. Jeg følte mig ikke glad … I Ribe skal være pebet efter Statholderen. Jeg håber, at det er kun en Spads han selv siger! uhyggelig derved.

21. september: Først kl. 8 iaften kom Statholderen, og først da kom vi til taffels! … Efter bordet trykkede Statholderen min hånd. Hertuginden præsenterede mig for sin søster, en venlig, sygelig dame.^[17]

Dagen efter ved han besked og har sin mening om det skete:

„Ripenserne have pebet af Statholderen; det er pøbelagtigt! hvad har han gjort, udtalt sin mening i stænderforsamlingen, ellers intet og nu piber de af Kongens gæst; her er i Sleswig ingen antipati mod det danske sprog, men de føler i denne sympatiernes tid, drift til at slutte sig til Tyskland, som vi at slutte os til Skandinavien; lad hver følge sit.”

23. september. „Ved frokostbordet fik jeg plads ved siden af Statholderen; „tør De sidde ved Siden af mig, som de danske have pebet ud!” — det var mig en pinlig konversation der udspandtes; læste to eventyr, improviserede! — Ærgerlig, blodet brændte mig i kinderne.”

I et brev til Jonas Collin, skrevet samme dag, fortæller han også derom og tilføjer:

„Det er en styg historie, den har pint mig. Jeg tror virkelig ikke, at de mennesker hjemme, som skrige og skrive, vil kende forholdene herovre og stemningen; naturligvis bevirker overdrivelse hos de enkelte i hvert parti, at det onde bliver værre! Men der kommer vel fredeligere tider!”

Ved sangefesten i Slesvig 23. juli var jo Schleswig-Holstein meerumschlungen blevet sunget ind i tusinders øren, og den havde gået sin sejersgang fra by til by.

Også på Augustenborg har den lydt på væddeløbsdagene:

Schleswig-Holstein meerumschlungen,
deutscher Sitze hohe Wacht,
wahre treu, was schwer errungen,
bis ein schön’rer Morgen tagt!
Schleswig-Holstein, stammverwandt,
wanke nicht, mein Vaterland.

Teures Land, du Dobbeleiche,
unter einer Krone Dach,
stehe fest und nimmer weiche,
wie der Feind auch drohen mag:
Schleswig-Holstein, stammverwandt,
wanke nicht, mein Vaterland.

Den har været sunget stærkt og begejstret, hele den nye tids stemning og fremtidshåb var jo i den.

Men hos Andersen er der slet ingen reaktion at spore mod denne slesvig-holstenske demonstration.

23. september fik han sangen foræret af forfatteren, M. F. Chemnitz, og han tog med tak imod den.

Der er heller intet, der tyder på, at følgende sang, der blev sunget under stævnet, har været ham imod:

Der edle Fürst sammelt allzumal
die Ritter und Reiter im Ahnensaal.
Lässt Schleswig-Holsteins Fahnen weh’n
des Jahres schönstes Fest zu begehn …
– – –
Fest steht die Herzog-Eiche
in Nordsturm unserer Zeit!
Sie eine immerdar
im Schatten ihrer Zweige
der Treue frohe Schaar.

Havde man spurgt Andersen: „Hvem holder du med, de nationalliberale eller slesvig-holstenerne?” havde han svaret: „Ikke med nogen af parterne.” Og havde man spurgt ham: „Hvem holder du med, Kongen eller Augustenborgerne?” havde han svaret: „Jeg kender ikke til nogen uoverensstemmelse! Jeg elsker dem begge!”

Han holdt sig ængstelig borte fra politik, og slesvig-holstenerne, selv den „meget antidanske” borgmester i Sønderborg, syntes om ham, „jeg gælder for den eneste fornuftige danske.”

Men damerne hos den ivrige danske pastor Krog-Meyer^[18] i Ulkebøl præstegård var ikke så fornøjede med ham, „de kaldte mig Schleswigholstener.” (17. sept.)

29. september 1844 rejste han fra Augustenborg, og 6. oktober skrev han fra København til Hertuginden på „mit kære Augustenborg.”

Den sidste sommer har været ham som en dejlig drøm og opholdet på Augustenborg „en hel fe-historie”. „… Jeg lever endnu i erindringen og håber at det hertugelige hus vil blive mig nådig og god alle livsens dage. Jeg er så lykkelig ved al den ædle nåde og mildhed jeg der (dvs: på Før) har følt og opfattet, men på Augustenborg blev jeg længer, der har jeg kunnet leve mig ind i familielivet. O, nådigste Hertuginde — man bliver forædlet og god ved at se elskelige, herlige mennesker om sig. De og alle Deres glemte så ganske, at jeg var fattig, borgerlig, ene i verden, — men tro, jeg glemte det aldrig, når Hertugen havde den nåde at lade mig føres til taffelet af Deres Durchlauchtighed, eller af Prinsesserne, når han gav mig plads ved sin side, når jeg modtog tusinde små opmærksomheder, som jeg ret dybt har følt, da var jeg indvendig ydmyg, blød i sjælen, og min nærmeste tanke var først Gud og dernæst de ædle, der i mig skattede det ædle metal, han måske i en enkelt retning har nedlagt hos mig. O, Deres Durchlauchtighed, De har kastet solskin i mit hjerte, der må komme noget godt deraf, og det gode er De og Deres da skyld i. Jeg bliver ganske vemodig ved erindringen; o tryk Hertugens hånd og sig ham, hvor taknemlig jeg er ham, hvor dybt bevæget hans nåde mod mig tit gjorde mig… . Sig Prinsesserne at jeg aldrig vil glemme hvor velsignede de have været mod mig. At de kom endnu ud på trappen og alle viftede med tørklæderne, var så elskeligt! — hver fyrstelig stiger just, ved, som det rige korn, at bøje sig; den nåde og mildhed — ja jeg har ikke ordet for det — de alle have vist mig vil engang Gud opskrive i sin bog. Bring mig i erindring hos Statholderen, sig Prinserne min inderlige hengivenhed for dem, og at jeg tillader mig snart at skrive et brev til Prins Friederich; hans stille, dybe sjæl tror jeg at have begrebet. Så levende går alle erindringerne gennem min tanke! … O menneskene ere virkelig alle for gode mod mig, jeg føler mig så lykkelig, så opfyldt med smukke erindringer og dejlige forhåbninger, mellem disse dykker især frem om de kommende sommerdage næste år på Augustenborg og Gravensten.”

Allerede under dette besøg på Augustenborg 1844 havde Andersen jo fået indbydelse til at komme næste år den 18. september til Hertugparrets sølvbryllup, og han havde med tak modtaget den.

14. april 45 minder han selv om indbydelsen, „jeg har efter denne fest indrettet min sommerudflugt og tillader mig allerærbødigst at spørge, om jeg i september tør komme… . Min tanke er så tidt og ofte på det dejlige Augustenborg, alle erindringer derfra foresvæver mig i min sommer-længsel … Som et barn glæder jeg mig til at se dem alle, til mundtlig at udtale min hjertelige tak og hengivenhed.”

13. juni melder han sin ankomst, og endnu i begyndelsen af september 1845 var det hans agt at følge indbydelsen.

Men da skrev han pludselig 9. september til Hertuginden:

„Nu var det min plan hele sommeren, at jeg midt i september vilde begynde min rejse og begynde den så smukt med Augustenborg, hvor jeg, som Deres Durchlauchtighed så nådigt har sagt, til hver tid skulde være velkommen; efter festen vilde jeg da rejse til Tyskland og der overvintre … Min plan lader sig nu imidlertid ved flere forhindringer ikke sætte i udførelse så tidligt, som jeg, endogså til den sidste tid, havde håbet; jeg må rejse noget senere; at gå til Augustenborg, og da efter et par dage ud igen, det er — Deres Durchlauchtighed vil let have indblik i en poets økonomiske, store rejseplan — det er ikke så let at gøre; men jeg ved jo også vist og har den sikre fortrøstning, at Deres Durchlauchtighed selv, at Hertugen og alle Deres ligeså venligt ville se mig senere som nu, og denne nåde vover jeg at udbede mig.”

Det er ikke let ud fra dette at se, hvad der har bevæget Andersen til at forandre sin plan.

I Mit eget eventyr uden digtning (1847) siger han intet, i Mit livs eventyr (1855) dog noget:

„Der havde da tydeligt vist sig en gæring, en spænding, der stillede det hertugelige hus i en slags vaklende stilling til dansk interesse; uagtet min hele virken lå og er udenfor det politiske liv, vilde jeg dog helst undgå at være vidne til mulige ord eller ytringer, der kunde komme i collision med min danskhed.”

Men vi kan komme sandheden et skridt nærmere:

Også Kongen havde lovet at komme til festen. Da fik Hertugen sent i juli brev fra Kongen, at han havde betænkeligheder ved at opfylde sit tilsagn, fordi festdagen faldt på hans fødselsdag. Han vilde fejre dagen i Pløen og opfordrede Hertugen til at komme derhen og at udsætte sin fest.

Hertugen var næppe overrasket. Han havde allerede nogle uger tidligere ytret, at han ikke troede, Kongen vilde komme, danskerne vilde betragte det som en gunstbevisning mod ham, og Kongen vilde ikke vove det. Nu fornyede han sin indbydelse, men Kongen lod sig ikke omstemme.

At der var sket et brud mellem svogrene, kunde man snart høre overalt.^[19] Det har Andersen også forstået, og når Kongen ikke vilde komme til festen, kunde han heller ikke komme.

Men, som den diplomat han var, vilde han dog gerne stadig bevare forbindelsen med hertugfamilien, som han vel også satte pris på — og derfor altså skrev han ovenstående brev.

31. oktober, den dag han skulde rejse, var Andersen til audiens:

„Hos Kongen og Dronningen var jeg da i dag; de vare begge meget venlige imod mig, og det glædede mig særdeles at få Kongen at se, da jeg holder uendelig meget af ham.” (31.okt. til H. C. Ørsted.)

Han opholdt sig nu en halv snes dage på Glorup. Endnu d. 9. november var besøget usikkert. Han skrev (9. november til Edv. C.):

„Imorgen rejser jeg her fra Glorup til Odense, hvor jeg venter at finde brev fra „Grafenstein”, finder jeg intet eller man siger mig at jeg er velkommen når jeg selv vil, da rejser jeg i lige flugt fra Odense til Hamburg; jeg skal nu i slutningen af dette brev sige Dem hvad det bliver til.”

Dagen efter skriver han fra Odense:

„Jeg havde da brev fra „Grafenstein”. Der er ingen henrykkelse: „Jeg må altså derhen; det bliver en omvej og noget dyr … Så ser jeg, hvorledes Gravenstenerne smage mig.”

(Collin svarede, 13. november:

„Jeg fik i dag Deres brev, hvoraf jeg ser, at De har måttet bide i den sure Gravenstener”).

Andersen begav sig altså på vej, åbenbart med noget usikre følelser.

I Haderslev traf han på postgården hr. Timmermann, „ravholsteneren”, som han jo kendte fra Breitenburg (s. 22).

Han overnatter i „Apenrade”, netop i „den schleswig-holstenske brænding”.

Næste morgen, 12. november, tager han ekstrapost. Han konstaterer: „I kroerne lå Corsaren, overalt taltes dansk.”

Det er næsten, som Andersen bliver overrasket over, at der tales dansk hernede. — I forsommeren 1830 havde han været i Kolding, der jo dengang lå lige ved grænsen til Slesvig. Han fortæller (23. juni til Edv. C.):

„Hvilken udsigt nød jeg ikke deroppe fra bakken, fjorden ligger tæt neden under og man ser på een gang tre danske provinser, Jylland på venstre, Slesvig på højre, og lige for Fyen med Hindsgavl og dets skove. Jeg spadserede ind på tysk^[20] grund og plukkede mig en mark-viol, som jeg fører med.”

Kl. 2 kom han til Gråsten.

„Gravensten” var på Andersens tid endnu en fredelig, ensom skovby. De veje, som førte til den, var krogede og bakkede landeveje med høje gærder. Skovene stod i deres gamle, ubrudte kraft; vældige ege og gammel bøgeskov omgav byen så at sige til alle sider. Flensborg fjord med sine mange sejlskibe gav som et lille udkig til den store verden. Selve byen lå stille og beskeden langs søen. Det hvide slot beherskede de lave, teglhængte huse.^[21]

Nu kom der atter nogle skønne dage. Andersen foretog spadsereture til „Henriettenhöhe” og „Königstuhl” og andre skønne steder i omegnen af slottet. Han havde ved taffelet næsten hver dag en af Prinsesserne til bords. Han læste — på dansk eller på tysk — op af sine eventyr om aftenen. 14. november foretoges en udflugt til Augustenborg at se på sølvbryllupsgaverne:

„Prinsesserne fortalte mig tablauerne … Smukke presenter. En stor dansesal bygget op til hoveddøren. Kørte fra Augustenborg i kold luft. Hertuginden gav mig ud af vognen sin kåbe; så man ser de ere nydelige mod mig. Kl. 6 kom vi hjem, jeg meget forfrosset.”

„Den hertugelige familie har i højeste grad været velsignet mod mig, jeg var virkelig der, som — ja det klinger underligt at sige — som om jeg hørte til familien; jeg blev så hjemme, så ugenert.” (24. nov. til Henriette C.)

21. november. Hertuginden meget nydelig; pålagde mig endelig at skrive og at komme igen.

22. november. Begge Prinserne kom op til mig på mit værelse før de tog på jagt og sagde mig farvel. De vare så hjertelige … Hertuginden fortalte mig at hun til morgen havde skrevet til Dronningen om hvor behagelig jeg havde gjort aftenen igår. Prinsesserne kom også og sagde farvel. Caroline Amalia spillede i spøg Lotte ist tod! hvormed jeg var kvælt igår af fru von Ahlefeldt. Hertuginden bad mig skrive, komme igen, blive en gammel ven af dem, var hjertelig og god … Vi kørte, fra vinduerne vajede Hertugindens og Prinsessernes lommetørklæder.

Og der sad så Andersen, på den ene side af ham lå der frugter fra Prinsesserne, på den anden side en af Hertugindens silkekåber, hun havde syntes, han ikke var pakket godt nok ind.

Idyl, kun idyl, og sådan skildrer Andersen det i Mit livs eventyr. Men det var ikke lutter idyl:

Kort efter ankomsten, 13. november, „talte Hertugen om, at mine landsmænd havde nok skræmmet mig fra at komme til sølvbrylluppet.” Andersen skriver intet om, hvad han svarede.

Straks han kom, fik han til nabo pastor Lorenzen, Adelby. Det var Hertugens højre hånd og hans hjælper med at forsyne de tyske blade med agitationsstof. 14. november: Lorenzen rejst, hans smil behagede mig ikke i dag, der var noget fremmed. Ikke i humeur. —

Men der var mere.

I foråret (12. maj) havde den hollandske litterat J. L. van der Vliet (1814—51) skrevet til Andersen og bedt om hans billede og hans biografi. Andersen havde 31. maj svaret, sendt billedet og henvist til Marmiers og Jenssens biografier. Men hvis det var van der Vliet så magtpåliggende, at han atter skrev sin biografi, specielt til van der Vliets tidsskrift De Tijd, skulde han nok vise ham den beredvillighed.

Herpå fik Andersen følgende overstrømmende brev fra hollænderen (Haag, 7. oktober 1845):

O mon cher Andersen, mon ami d’un pays lointain, comme votre réponse m’a rendu heureux. La mort m’a ravi mon père et mon ami; et dans ces jours de deuil je n’avais pas la force de vous écrire. Vous, un des enfants de l’amour et de la douleur, vous comprendrez bien mon délai.

Incessement je contemple vos traits; ils sont le plus beau ornement de mon chambre. Mon coeur soupire à l’instant quand je les verrai eux même, quand je verrai vous, l’idéal de mes pensées. Oui quand le bon Dieu ne vous laisse pas partir de votre patrie, je viendrai chez vous en Danemarck. Déja je me fais instruire dans votre langue. (Han vil oversætte værker af Andersen).

Au plûtot possible votre portrait dans le „Tid”, la Hollande soupire à voir vos traits. O cher Andersen, je vous supplie une biographie écrite par vous même, dans votre langue. La biographie de M. Jensen et de M. Marmier m’etaient connues et ils m’etaient cher, parce qu’els me donnaient le miroir de votre vie, mais bien plus cher me serait une esquisse biographique, dans laquelle je verrai de nouveau étinceler votre individualité celeste. O, rendez moi heureux, rendez la Hollande heureuse par votre indulgence. Il y a quelque temps un des mes amis, un des plus celèbres et opulents ecrivains de ma patrie, me disait: „Je ne le vous pardonne jamais quand vous n’aurez pas introduit chez moi mon cher Andersen, il faut que je le voye; il faut que je le voye.”

Maintenant comme votre langue me devient de jour en jour plus familière, je ne devrai plus attendre à des traductions en allemand de vos oeuvres. Mon bon Andersen, remplis un des voeux les plus chers de mon coeur en m’envoyant par la poste tout ce qui sort de votre plume et un index de tous vos oeuvres. Il pourrait être possible, qu’il y avait quelque bijou que nous ne connaissons pas encore ….

A présent comme je dois finir ces lettres j’y joignes mon couer! Il y a des instants dans la vie ou l’âme souhait des ailes pour s’envoler a ses amis sur la terre. Mais quand le sort nous empêche encore quelque temps de nous voir, il nous reste l’espérance de nous rencontrer dans le ciel. — O mon Andersen, ami de mon coeur, ne tardez pas de me repondre. Je soupire à vos lettres. Adieu! adieu! mon cher ami. Pardonnez mois mes voeux croyez de tout mon coeur et toujours

votre ami inconnu
La Haye.
J. L. van der Vliet
7 oktober 1845.

Andersen havde, lige før han rejste fra København, svaret van der Vliet og lovet at sende ham den ønskede biografi til januar. (27. oktober).

Stolt viste han nu hertugfamilien brevet, man kunde af det se, hvorledes han blev erkendt.

Men hvad var følgen?

15. November. Ved frokosten læstes van der Vliets brev til mig, stille spot; jeg følte mig såret, tog ikke med på jagten! lyst til at flyve afsted, sygeligt lune.

Man har altså reageret ganske anderledes, end Andersen havde ventet. Brevet, der jo unægtelig er pågående og ufint indsmigrende, har vakt „stille spot”, der også har ramt Andersen, så han ikke har villet tage med på jagten og haft lyst til at rejse straks.

Men kritiken har absolut virket, og da Andersen noget senere i Weimar hørte Arvestorhertuginden, der var hollandsk prinsesse, fortælle, at „Van der Vliet var en dårlig person og at han i den sidste tid havde været i fængsel for noget han havde skrevet om kartoffelsygdommen” (Dagbogen 20. janubar 1846), var hans bestemmelse endelig taget: han afbrød forbindelsen, og det nyttede ikke van der Vliet, at han ved senere breve (28. november 1845 og 25. april 1847) søgte at holde Andersen fast ved det tilsagn, han jo faktisk havde givet.^[22]

I M. L. E. vil Andersen fortælle os:

„Intet mærkede jeg, der kunde støde dansk sind og hjerte; at de om aftenen mellem andre sange istemte „Schleswig-Holstein meerumschlungen”, antog jeg betydningsløst.”

— Taler Andersen mon her mod bedre viden, eller har han været så uinteresseret, så han ikke har været opmærksom på tonen i oprørssangen, ikke lagt mærke til udtrykket i ansigterne?

14. november. „Hertugen har taget sig af en lille fattig dansk dreng Peder Larsen fra Christianshavn, der har musikalsk talent. „Jeg må dog præsentere en landsmand for Dem!” sagde Hertugen. Ved teen kom den lille med en slags harmonika og spillede: schwanke nicht mein Vaterland.”

Teures Land, du Doppeleiche,
unter einer Krone Dach,
stehe fest und nimmer weiche,
wie der Feind auch drohen mag:
Schleswig-Holstein, stammverwandt,
wanke nicht, mein Vaterland.

Hertugen har smilet i sit stille sind, det var morsomt at se, hvormeget man kunde byde den digter.

16. november: Politisk tale ved frokosten, ikke tilfreds.

Den sidste aften var Hertugen den høflige vært: „Ved taflet talte Hertugen meget venligt til mig, … bad mig besøge sig på hjemrejsen. Spurgte igen om Corsaren var godt stemt for ham.” Men dagen før (20. november) hedder det: „Hertugen ikke talt et ord til mig hele aftenen, uhyggelig.”

Men også Hertuginden har været inde på det brændende spørgsmål. På afrejsedagen, 22. november, skrev Andersen i sin dagbog:

„Jeg sad længe nede hos Hertuginden, der talte om de danske forhold og Hertugdømmerne, om Hertugens fader, der skulde have været Konge i Sverrig.”

Christian August, der var valgt til svensk tronfølger, var pludselig død, og i 1810 skulde en anden tronfølger vælges. Den svenske Konge Karl XIII forespurgte hos Christian Augusts broder Frederik Christian af Augustenborg, om han vilde modtage valg. Han gav mundtlig et betinget ja. Men Frederik VI lod ham vide, at han selv var tronprætendent. Frederik Christian trak sig så tilsyneladende tilbage, men han holdt sig alle muligheder åbne. Frederik VI fulgte hans færd med mistænksomhed, og på grundlag af et tvivlsomt rygte — som Louise Augusta, Hertugens hustru, Kongens søster, havde rapporteret til sin broder — sendte Kongen kanonbåde til Als! „for at beskytte Hertugen”, sagde han, men i virkeligheden for at holde ham under opsyn og forhindre ham i at foretage sig noget, der kunde styrke hans muligheder. Det blev jo imidlertid ingen af de to; rigsdagen valgte Bernadotte.

Det har været om den uret, man mente Kongen havde gjort Hertugens fader, at Louise Sophie har talt.

I tilknytning hertil har hun vel talt om den uret, der også var overgået hendes mand, navnlig af „københavnerne” dvs: de nationalliberale; han var jo netop så dansk — Andersen kunde jo høre, hvordan familien indbyrdes kun talte dansk — han var ven af dansk kunst og dansk litteratur. Og hun har talt videre om „de danske forhold og Hertugdømmerne”, således som Hertugen så og opfattede dem.

Hun har her ved afskeden villet overbevise Andersen om, at retten helt var på hendes mands side.

Andersen har været forsigtig, hans tale har hverken været ja eller nej, han er højst kommet med henholdende og uforbindende ord og bemærkninger.

Der er intet, der tyder på, at samtalen — og oplevelserne her på Gråsten i det hele taget — har gjort noget varigere indtryk på Andersen.

Lige efter samtalen skete der noget der optog ham:

22. november. Vi kørte, og alt i gården sprang seletøjet, skulde det være en ond betydning, mon det går galt på jernbanen. (Om aftenen i Flensborg:) Det er underligt, hvor jeg tænker på en ulykke i morgen på jernbanen. Guds vilje ske med mig!”

23. november. I Rendsborg kørte jeg til jernbanen, jeg havde virkelig en slags angest, ikke for at dø men for at lemlæstes… . Kl. halv 6 i Altona; lykkelig overstået farten jeg var bange for.

24. november. Vågnet i nat, var nær ved at besvime, stod op, drak vand, troede at værelset var fyldt med gasluft; drømte en del om at tegne mig til bidrag for trængende, men mente jeg levede ikke til næste år.

Under rejsen i Tyskland er det for Andersen, som om der ikke eksisterede nogen spænding mellem dansk og tysk.

24. december 1845 besøgte han Emanuel Geibel (1815—84) i Berlin. Denne var ivrig tysk national og altså fjende af Danmark. Næste år skrev han et digt, hvor han hævder slesvig-holstenernes ret mod „Der Fürst vom Inselreich” og lader dem sige: Wir wollen keine Dänen sein, wir wollen Deutsche bleiben.

24. december. „Besøgt Geibel. „Jeg har skrevet et digt mod de danske!” sagde han. „Ja to!” sagde jeg. Han greb min hånd og sagde: Vi blive^[23] jo venner, han var meget hjertelig.”

27. december. „I den preusiske tidende står, at jeg er her (dvs: i Berlin) og at jeg hører mere Tyskland til end mit fædreland.”

— Andersen protesterer ikke mod tanken, og man har det indtryk, at han ikke har noget imod det, tværtimod.

På udenlandsrejsen skrev han ret hyppigt til Hertuginden (30/11 45 fra Oldenburg, 12/1 fra Weimar, 13/4 fra Rom). Skildringerne er livlige nok, men de hjertelige udtryk til og om Hertugen og hans familie er sjældnere, og når han ytrer sin hengivenhed, er det i noget stereotype vendinger, som en hofmand.

Men hen på efteråret 1846 håber og mener han atter at være på Augustenborg.

Erkendelse i Tyskland

Fra Augustenborg rejste Andersen altså til Tyskland. Ophold i Oldenburg, Berlin, Weimar, Leipzig, Dresden, Wien. —

Gladest var han ved at være i Weimar, en hel måned var han der, hos Arvestorhertugen Carl Alexander (1818—1901; regent fra 1853).^[24]

„Arvestorhertugen er et velsignet kærligt gemyt! det er hans lyst og stræben engang at bringe Weimar til det punkt, det før var, da Göthe og Schiller levede; men hvor finder man sådanne to. Det er hans hensigt engang at drage til Weimar alt godt og udmærket, han udtalte sig for mig, så begejstret, så levende. „De må også komme til Weimar! blive hos mig!” sagde han til mig. Jeg svarede, at jeg holdt af Danmark, af mine venner der. — „Nu, så deler De Dem mellem os! kommer tit til Weimar! her må Deres andet hjem være! Tyskland vurderer Dem dog ganske anderledes end Danmark, de danske elske Dem ikke som vi.” (21. jan. 46 til Edv. C.).

Denne hjertelige stemning holdt lige til afskeden.

„Det var mig en tung afsked, tung, som om jeg forlod mit egentlige hjem; så megen kærlighed, så megen sand hengivelse, som jeg der i rigt mål har fået, kan jeg kun hos nogle enkelte i hjemmet søge mage til … Arvestorhertugen sagde jeg farvel aftenen før min afrejse, men resultatet blev dog, at jeg endnu engang om morgenen vilde komme til ham; jeg var der på slottet kl. 7, han sprang ud af sengen, kastede kun en kappe om sig, og vi sad fortrolige, men bedrøvede over det at skilles, vi sladrede en halv time, jeg var gruelig bevæget; han trykkede mig til sit bryst, og vi lovede altid at blive for hverandre, hvad vi i hjertet ere, venner, trofaste venner… . De skulde se, hvilken kærlighed jeg der hos alle familier har mødt, hvorledes man overalt tog imod mig, hvorledes hoffet der behandlede mig, uagtet etiketten der er meget streng.” (11. febr. 46 til Edv. C.).

På samme måde, om end ikke så stærkt, følte han sig knyttet til flere personer og hjem i Tyskland.

Her var det, han først vandt, hvad han havde sukket efter, fra sin tidligste ungdom: erkendelse:

„Det er underligt nok, det var i Tyskland man først gav mig erkendelse, som digter, denne erkendelse er nu vokset over hjemmet og flere lande, det er i Tyskland, hvor jeg dog ikke, det sige jo alle danske, jeg ikke kan sproget, man begynder at erklære min forelæsen af eventyr, som noget mærkeligt! man var om at få eet eneste eventyr at høre læst af mig, som var det Jenny Lind, der skulde synge en romance.” (Berlin 19. dec. 45 til Edv. C.).

Denne „erkendelse” fyldte ham med glæde:

„En sådan lykke, en sådan erkendelse gør blød om hjertet, ydmyger for Gud. O, når jeg tænker på min fattige barndom, [mine] savn og mangler, de tunge, mørke timer, da synes jeg ofte, at dette hele er en drøm; jeg er ved at kunne græde.” (12. marts 46 til Chr. VIII). „Som et solbelyst eventyr var mit ophold i Weimar; jeg følte mig så lykkelig, jeg elskede hele verden, jeg kunde trykke Gud til mit hjerte, jeg var ydmyg i taknemmelighed til ham.” (23. april 46 til Henriette Hanck).

Men han kan ikke andet, han må føle og beklage sig over den forskel, der er på ude og hjemme: „Ude overvælder hæder og glæde mig og ikke en stråle kommer hjemme fra, ikke en eneste efterretning der viser, at der er dog mit hjem.” (21. febr. 46 til Edv. C.).

„Nu forlader jeg mit elskede Tyskland, hvor jeg overalt er kendt og afholdt, hvor jeg denne gang har modtaget hos alle de tydeligste beviser på erkendelse og kærlighed, hvor konger og hertuger, lærde og kunstnere have modtaget mig så velsignet… . Jeg ved nok man i København har en skok poeter, der stilles over mig, men Tyskland, England og om De vil, Holland, er dog ligeså meget som København, og her sætter man mig over skokken. Nå — vi vil ikke tale derom.” Wien 17. marts 46 til Jonas C.). Der ligger en oprejsning for mig i den erkendelse, jeg lidt efter lidt må aftvinge dem hjemme, hvor de ikke forstå at vurdere det gode og det nye hos mig; der ligger en oprejsning for mig i at se mine skrifter går, selv i slette oversættelser, ud over hele Europa. — Enhver kender mig i Tyskland, mine romaner og eventyr ere læste og atter læste! jeg er Danmarks bekendteste digter! derfor er denne rejse et sandt triumftog, derfor kappes selv boghandlerne om at få mine skrifter, derfor stå alle huse mig åbne, førsterne række mig hånden! — Forstår De det! — se nu knejser jeg! rak mig ned hjemme … der skal, jeg tror det på Gud, engang lyde en anderledes dom om mig, og så ville de alle hjemme påstå, at de have forstået mig og erkendt mig! Se nu har jeg skrevet mig gal i mit gode hoved (6. marts 46 til Edv. C.) ^[25]

Det åbne brev og dets følger

Allerede da H.C. Andersen på udturen var kommet til Hamborg, hørte han om fjendtlig stemning mod Danmark, og noget mærkede han også selv:

„Hos danske i Hamburg følte jeg allerede, at det for danske ikke var behageligt at rejse i Tyskland, at flere af vort folk, især i Sydtyskland, havde mødt ubehageligheder; man betragter Danmark som [værende i] opposition mod hele det store Tyskland. Af tyske aviser mærker jeg, denne stemning er så; i mine omgivelser føler jeg det ikke; man viser mig en kærlighed, en opmærksomhed, der overgår mine forventninger, og begynder en enkelt at berøre politik, så søger den nærmeste straks at vende ham fra denne. Kun må jeg altid høre, at Tyskland først har erkendt mig, at de danske ere kommet bagefter… . Man er vred over Slesvig-, man skriver mod os for Lübeck, der ikke kan få jernbane over det danske gebet. Det piner mig, at fortræffelige mennesker skulle misforstå hverandre eller stå fjendtligt overfor hverandre”. (Oldenburg 12. dec. 45 til H. C. Ørsted).

Andersen undgik med flid det vanskelige, pinlige spørgsmål:

„Ja, her i Tyskland og i vor bevægede tid, må man græsseligt tænke over alt. Jeg får mange spørgsmål om hjemmet, som jeg med politisk eftertanke må omgå, eller jeg siger: jeg er ikke inde i de forhold, forstår mig aldeles ikke på politik! — Hvad dansk og Danmark angår, holder jeg mig altid til, hvad jeg kan rose.” (Weimar 30. jan. 46 til J. C.).

Han vilde ikke indblandes. —

Fra Wien tog Andersen sydpå til Rom. Senere videre: Neapel — Genua — Sydfrankrig — Pyrenæerne — Lyon — Basel.

Så var han atter i Tyskland, og i begyndelsen af august 1846 tog han Rhinturen fra Strassbourg til Mainz.

Luften var tung og varm, hele dagen varede farten. Skibet blev tilsidst overfyldt, mest af turnere. De sang og jubilerede. Og hvad måtte han høre! Mod Danmark og alt dansk var stemningen. Gudskelov da, at ingen kendte ham. Han indlod sig ikke med nogen, men sad, syg og lidende, for sig selv på hele flodfarten.

Han kom til Frankfurt, og der skrev han, 12. august, i sin dagbog:

„Forstemt og ilde ved de bitre udtalelser i bladene, den stemning her er mod Danmark.”

Det, der var sket, var følgende: 8. juli havde Christian VIII udstedt Det åbne brev om tronfølgen, Slesvig fulgte Kongeriget, i visse dele af Holsten kunde arvegangen være tvivlsom, men monarkiets eenhed skulde sikres.

Hertugen af Augustenborg havde protesteret, Prinsen af Nør indgivet sin afskedsbegæring som statholder og var trådt tilbage som kommanderende general.

Ophidselsen var stor på dansk side. Blicher skrev Jyden han æ stærk å sej:

Først næ dær æ nøe pofahr,
komme jyden ud å dar;
men han goer ett ind igjen,
før de uhn han hå gjent hen.

Større var ophidselsen dog hos tyskerne, de var jo de angrebne.

„Der Legitimist, der Liberale und der Radikale, der Katholik und Protestant, der Österreicher, der Preusse, der Sachse, der Franke, der Schwabe, alle erhoben sich wie ein Mann”. — Geibel talte lige ud om, at nu kom nok den blodige afgørelse og sang som nævnt sin „Protestlied”: Wir wollen keine Dänen sein — wir wollen Deutsche bleiben.

I Kiel var der — fortæller Hauch — en bedrøvelse over al beskrivelse. Det var, som man i hvert hus havde mistet et kært barn. Han kendte folk, der var blevet fuldkommen syge, så nedslåede var de; en sorg var udbredt overalt; man må have set den for at tro derpå.

I Würzburg afholdtes en stor sangerfest. Gæsterne fra hertugdømmerne hilstes med demonstrativt bifald, da de holdt deres indtog. Foran dem blev båret en rigt broderet, trefarvet fane, skænket af Hertugens døtre.
Hans prinsesser!

Det var svært for Andersen med den stemning. Da han nogle dage efter Rhinturen var gæst i Weimar, skrev han (20. August til Jonas C.):

„De kan begribe, da jeg naturligvis elsker Danmark og det danske, hvor dybt jeg lider ved den spænding her er i dette øjeblik, jeg holder ikke af at skrive noget som berører politik, den ligger udenfor mig, men det kan jeg sige, hele Tyskland synes meget mod os! — Jeg elsker min konge, elsker ham personlig, gid han og vi alle må vinde lykke og glæde, Vorherre lede alt til det gode! — Har jeg før ikke set i bladene efter det politiske, jeg sluger det nu, det er som fra den side mørke skygger skulde gå over alt, hvad jeg har kært! Gid fred og enighed svæve over landene! Mig sige ingen noget der kan såre mig som dansk, men jeg hører dog, jeg læser jo — og lider! … Det er som en mørk tid forestod, hvad skal der dog ske!!”

Omgivet af venlighed, forståelse, beundring, her på Arvehertugens slot Ettersburg må han skrive (25. august til Edv. C.):

„Jeg føler mig så lidt lykkelig, har så lidet nydelsen af denne glans, øjeblikket bringer mig — jeg er, det siger jeg Dem, i en lidende stemning, næsten ulykkelig! om dette kommer fra den svækkelse mit hele nerve-legeme har lidt ved den djævelske hede i Sydfrankrig og Neapel, om det kommer ved den ulykkelige spænding der er i dette øjeblik mellem mit fædreland og dette land, hvori jeg har så mange kære, ved jeg ikke. Første gang i mit liv har det politiske kastet en tung skygge ind over mig.”^[26]

Samme dag (25. august 1846) som H.C. Andersen skrev dette brev, skrev han til Hertuginden af Augustenborg og fortalte om sine rejseoplevelser. Tonen er omtrent den samme som tidligere:

„Jeg tænker så tidt på de velsignede dage jeg har nydt i den hertugelige familie, jeg tænker derpå med stor taknemlighed og genkalder mig hvert venligt smil, hvert hjerteligt ord; jeg tør også håbe og tro, man alle er mig god.” Om de sørgelige oplevelser selvfølgelig ikke et ord. H.C. Andersen har vel endnu ment — eller håbet på — at den hjertelige forbindelse med Hertugen kunde opretholdes samtidig med den hjertelige forbindelse med Kongen.

Allerede d. 14. september fik Andersen svar (dateret Augustenborg 9/9) skrevet af Hertugindens hofchef von Cossel: Hertuginden kunde på grund af sygdom ikke selv svare, men hans brev havde glædet både hende og Dronningen at læse. Hvis Andersen vilde besøge herskaberne på hjemrejsen, vilde væddeløbstiden 19.—24. september især være belejlig.

Andersen svarede straks dagen efter (fra Leipzig):

„Endnu er jeg lidende, kan ikke ret komme til kræfter, alt afficerer mig, jeg er så forunderlig legemlig svag… . Den neapolitanske og sydfranske hede denne sommer, har, som sagt, ganske sønderknuget mig, var jeg blevet en måned længer i syden, troer jeg at det havde blevet min død.”

Den egentlige årsag skrev han ikke: spændingen mellem Danmark og Tyskland, mellem Kongen og Hertugen:

„første gang i mit liv har det politiske kastet en tung skygge ind over mig”, og han holder sig i brevet diplomatisk en udvej åben: „Jeg håber, at man ligeså nådigt og mildt ser mig et følgende år.”

Dagen efter (d. 16.) rejste han fra Leipzig og opholdt sig derpå lige til 5. oktober i Oldenburg. Derfra rejste han — over Hamborg og Kiel — til København.

26. marts næste år sendte han Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung til Augustenborg med et brev, der er meget afdæmpet i tonen, ja formelt.

Da han rejste ud på sin næste udenlandsrejse havde han (4. juni 47) i Hamborg en ubehagelig oplevelse:

„Igår havde jeg ellers et eventyr. Jeg går på gaden, der kommer en karet, en høj bleg mand med et stort skæg sidder derinde, han ser mig, nikker på det aller-venligste til mig, jeg hilser igen, vognen holder — hvem kunde det være! — Ak! tænker jeg, det er Falkenstein^[27], bibliotekaren fra Dresden, jeg løber hen til vognen, griber hans hånd, trykker den ret og siger: „hvad er De her! skal vi træffes! det var jo morsomt! har De Deres kone med!” — Ja, svarer han, og jeg ser og ser — „Deres Durchlauchtighed!” udbryder jeg da! — det var vor Dronnings broder, Prinzen af Nøer! jeg blev gruelig flau og sagde ham, at jeg havde taget fejl, ellers var jeg ikke kommet således.” (5. juni til Jonas C.).

H.C. Andersen tilføjer: „Han så meget forandret ud”; men det er et spørgsmål, om forandringen ikke skyldtes, at H.C. Andersen nu så på ham med ganske andre øjne end for to år siden.

Den 10. september 1847 fik han — på Ettersburg — atter indbydelse til at komme til Hertugindens fødselsdag. Men nu kendte han sin stilling. Når han i sit svarbrev (12. september) skrev:

„Jeg håber, at De nådigste Hertuginde og Hans Højfyrstelige Durchlauchtighed ville det følgende år have mig i nådig og venlig tanke,” var det en brevblomst. Det centrale var afslaget: „Det bliver mig ikke muligt at nå til Augustenborg d. 21. eller 22. september.”

Med Louise Sophies svar (18. oktober 1847), der — forståeligt nok — er ret formelt i tonen, ophørte korrespondancen ganske. Men to gange senere skulde hans og Augustenborgernes veje krydses.

Da Andersen for et år siden var rejst fra „Gravensten”, havde de to Prinsesser „i ungdommelig munterhed” spillet Lotte ist todt! Lotte ist todt!

Todt! todt! — klang det nu i Andersens øren som et smerteligt ekko, forbi! forbi!

Karakteristisk er det, at sålænge striden kun er politisk-national, har Andersen følt sig uden for den, hans forhold til Augustenborg og Tyskland var blevet ved at være det samme hjertelige.

Men nu med det „åbne brev” havde Kongen talt. Andersen var nu efterhånden blevet klar over, at der måtte træffes et valg: Kongen eller Hertugen! og han traf det.

Men værre var det med spørgsmålet Danmark-Tyskland. Skulde det også der være nødvendigt at træffe et valg? Han håbede det ikke; Tyskland var stadig hans „elskede Tyskland”.

Omtrent ved den tid Andersen var på Augustenborg, besøgte den prøjsiske konge Friedrich Wilhelm IV København (1845). Da hyldede Oehlenschlæger ham med følgende:

Doch der German und der Skandinav
sind beide bieder und beide brav,
aus einer Wurzel entsprossen.
„Ihr sollt Euch lieben und zanken nicht!”
So die Natur uns im Herzen spricht,
als herzliche Bundesgenossen.

Det var også Andersens mening og håb.

I 1847 gik rejsen til England. I Tyskland opholdt han sig kun 16 dage, medens han på rejsen 1845—46 havde været der 5½ måned.

Skyldtes denne forandring mon, at han vilde lægge en ny stor provins ind under sin digtnings kongerige ? Eller var det påvirkning hjemmefra eller mon ængstelsen, der fik ham til næsten at undgå Tyskland?

„Stræb, stræb, forstå, hvad du skal og må”

Ved slutningen af rejsen skrev han (9. september 1847 fra Hertugen af Weimars slot Ettersburg til Henriette Wulff):

„Jeg har oplevet, hvad jeg ikke som dreng turde drømme om; en lykkestjerne står over mig, og det er Gud! Denne rejse har oprullet for mig, hvilken mission jeg har; jeg føler, at jeg har en uendelig stor virkekreds! Gud give mig kraft! Jeg føler, der er noget helligt, noget stort i at kunne tale til tusinder! Gid jeg ret må kunne virke, gid jeg må kunne gøre noget dygtigt og godt! — Jeg elskede engang kunsten for den glorie, der er om den for verden. Gud ske lov! Nu elsker jeg den for det guddommelige, der er i den! … Jeg har fået en hyldest, en kærlighed, der siger mig: „Stræb, stræb, forstå, hvad du skal og må.”

For nogle år siden (13. juni 1841) havde Hauch skrevet til H.C. Andersen:

„Mer og mer slynger kunst og videnskab og fælles kultur deres bånd om os, så at Europa nu mere end nogensinde nærmer sig det mål, som allerede ved tusinde tunger er forkyndt: at vorde et nyt Grækenland i det store, hvori de åndelig beslægtede stammer, trods alle partikulære stridigheder, dog mere og mere vil erkende hinandens værd og agte det store kald, der er fælles for dem alle, at udbrede dannelse og lyse med Apollos og Athenes fakkel over jorden.”

En følelse lig denne har også besjælet Andersen. Han var nok opfyldt af følelse af sit eget værd og sin berømmelse, men også af tanken om, midt i denne onde stridens tid, at være et sådant kulturens bindeled mellem folkene.

Og intet folk, bortset fra hans eget, stod ham nærmere end det tyske.

Han har, som han udtrykker det, fået en hyldest, en kærlighed, der siger ham:

„Stræb, stræb, forstå, hvad du skal og må.”

„En hel anden slægt” (1848)

I januar 1848 var Kristian VIII blevet farligt syg. Ofte gik Andersen ud på Amalienborg for at høre til hans befindende. En aften stod han på pladsen og så op til vinduerne; indenfor lå „hans konge” døende. D. 20. januar „gik jeg hjem og græd dybt og inderligt for ham, jeg så usigelig holdt af og nu havde mistet i denne verden.”

Man forstår det, Kristian VIII havde jo altid været H.C. Andersen en god mand. Men der var også i ham den gamle tids respekt og højagtelse for Kongen. En kritik af Kongen for hans vaklende nationale politik har han intet sted fremført og vel heller aldrig næret; det sønderjyske spørgsmål og dets problemer eksisterede jo ikke for digteren. —

Snart kom de bevægede martsdage. H.C. Andersen var sikkert ikke med i Casino, ej heller i folketoget. Han har holdt sig på afstand.

I Mit Livs Eventyr hedder det:

„Jeg var i forskellige kredse vidne til de højst forskellige indtryk af begivenhederne. Gennem gaderne droge dag og aften store folkeskarer syngende fædrelandske sange; der skete ingen excesser, men der var noget uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede horder disse mig ubekendte ansigter, det var, som om en hel anden slægt^[28] var trådt frem. Flere venner af orden og ro sluttede sig derfor til folkestimlen og ledte den fra afveje. Jeg var selv af ordenscomiteen optagen til at virke med at holde god orden, og der behøvedes kun, når hoben^[29] råbte navnet på et sted, hvor man måske vilde have skejet ud, at en enkelt gentog „lige frem!” og så gik hele stimlen ligefrem!”

Tonen er ikke til at tage fejl af.

Det ene programpunkt fra martsdagene var en fri forfatning.

Den 21. september skrev Jette Wulff^[30] til ham:

„Det er en besynderlig, skæbnesvanger tid, Andersen, men jeg er glad at leve i den; thi Gud må dog mene at lade verden gøre et af de store skridt fremad, som den trænger til engang imellem; men det ryster slemt ved det skridt. Her i København tænkes og tales der nu kun om valgene til rigsdagen, hver dag anbefaler folk sig til valg-kandidater, og det er jo egentlig så rigtigt, men vi ere jo ikke vant til det. Den 5. oktober vil blive en rigtig polsk rigsdag.”

På selve grundlovsdagen, 5. juni 1849, skriver hun:

„Worsaae^[31] fortalte os om rigdagens slutning i dag, hvor Kongen skal meget net og værdigt have antaget „Danmarks riges grundlov”, takket og velsignet rigsdagen, og bleven modtaget og ledsaget med enthusiastisk hylding! I aftes taledes der om i byen at illuminere, da Danmark nu for alvor er trådt ind i de constitutionelle staters række; men Vorherre påtog sig det hele, thi det var det klareste, mest strålende måneskin til kl. 10, da der pludselig brød et meget heftigt tordenvejr løs, lyn på lyn fulgte på hinanden til kl. 1, da der atter pludselig blev roligt og stille i naturen. Jeg nød den hele natlige scene fra et af de vinduer, hvor man har udsigt over havnen, volden, Kalleboderne til Kjøgebugt, hvor lynene for ned; — og havde mine stille tanker derved. — Andersen, min kære Andersen, hvor ønskede jeg ikke at kunne dele med Dem noget af den fortrøstning, af det sikre håb, at det nok vil gå Danmark godt. De skal se, dette uvejr, der nu haster over det kære fædreland, vil svinde som denne nats uvejr, og Danmark blive dobbelt kraftig og skøn, som naturen’ i dag efter denne nats uvejr og regn.”

Men Andersen svarede — så vidt vides — ikke herpå. Som i Mit Livs Eventyr er der heller ikke i brevene noget sted spor til, at Danmark var gået over fra enevælden til folkestyre, det har slet ikke haft hans interesse.

Det andet store ønske og krav fra martsdagene var jo Danmarks Rige til Eideren. Over for det stod Andersen ligeså fremmed og uinteresseret som over for det første.

Forsøg på at gennemføre det vilde jo måske betyde krig mellem hans fædreland og den nation, han ellers elskede mest.

Krigen kom, og 4. maj skrev han til sin ven, Arvehertugen i Weimar:

„De bevægelser, der går gennem landene, føler jeg gennem fingerspidserne. Danmark, mit hjem, og Tyskland, hvor der er så mange mennesker, jeg elsker, stå fjendtligt ligeoverfor hinanden; Deres kongelige Højhed vil kunne føle, hvorledes alt dette smerter mig. Dagligt ser jeg vore sager usandfærdigt fremstillede i de hamburgske blade. Gud lade sandhed sejre! Jeg tror så fast på det ædle i alle mennesker, at når de indbyrdes forstode hverandre, da vilde alt blomstre i kærlighed. — Dog, jeg vilde ikke tale politik, der altid har stået for mig som en fjern sky; men nu har denne udstrakt sig over hele Europa, og dens skarpe tåge gennemtrænger alle lemmer: man ånder kun politik.”

Andersen kunde kun delvis dele den stærke nationale stemning, ånden fra 48, der ellers greb alle. I Mit Livs Eventyr (1855) siger han:

„Mer end de fleste led jeg sjælelig under denne os påførte ulykkelige krig. Jeg følte i en grad som aldrig før, hvor fast jeg var vokset til hjemmets jordbund, hvor dansk mit hjerte var …; jeg kunde have stillet mig i slagrækken og glad givet mit liv for at bidrage til sejr og fred; men på samme tid gik mig også levende gennem tanken alt det gode, jeg havde nydt i Tyskland, den store erkendelse, man her havde vist mit talent, og de mange enkelte, jeg der måtte elske og være taknemmelig, jeg led uendelig! og når da mangt et stærkt bevæget sind, ligesom i fornemmelsen heraf, just mod mig udtalte sig i vrede og bitterhed, da var det ofte mere, end jeg mægtede at bære! Eksempler herpå vil jeg ikke give; bedst at alle bitre ord fra hin tid svinde, og at vunden læges mellem de beslægtede folk!”

Endnu bitrere udtaler han sig naturligvis, medens han endnu har bitterheden i sindet. 20. maj skriver han til Jette Wulff:

„Dersom mit ophold i London forrige sommer var det mest glimrende punkt i mit liv …, så har sandeligt denne vinter og foråret i København været mig noget af det bitreste, jeg har oplevet; om det var kontrasten eller virkelighedens tryk, vil jeg ikke afgøre. Jeg har følt mig stødt og jaget bort fra alle sider og havde en fornemmelse, som om alt poetisk lys i mig dag for dag derved slukkedes. De kender vel en leg: „Lad fuglen ikke dø” ? Den består i, at man lader en brændende fidibus gå fra hånd til hånd i en kres, og, medens den brænder, siger til naboen: „Lad fuglen ikke dø!” og enhver skynder sig derfor med at blive fri for den, hver på sin måde. [Som] sådan en udbrændende flamme følte jeg mig.”

Vi kan imidlertid også undertiden mærke en helt anden stemning hos ham. 13. april — i tiden mellem sejren ved Bov og nederlaget ved Slesvig — skrev han til Jerdan, redaktør af Literary Gazette:

„Det er kun få uger siden jeg skrev Dem til, og i tidshistorien ligger en række begivenheder, som om år vare hengåede … De ved, hvorledes det øjeblikkelig står til i Danmark: vi have krig! men en krig, der føres af det hele begejstrede danske folk, en krig, hvor adelsbåren og bonde, fuld af sin retfærdige sag, stiller sig frivillig i slagrækken …

Det falske lys, hvori de partiførende slesvig-holstenere, i en række af år, gennem tyske blade, have sat os for det ærlige, dygtige tyske folk, den måde, hvorpå Prinsen af Noer har taget Rendsborg … har oprørt de danske, og som een mand har dette folk rejst sig; alt hverdagslivets småligheder forsvinder for store, ædle træk. Alt er i bevægelse, men med orden og enighed; pengebidrag i rigt mål strømmer til fra alle stænder og klasser, selv den fattige håndværkssvend og tjenestepigen bringer sin skærv… . Unge grever og baroner stille sig som menigmand i soldaternes række, og dette, at alle stå lige i kærlighed og forsvar for fædrelandet, begriber De, styrker soldatens mod og begejstring …

Herremanden og studenten, rige og fattige gå med, og det er med sang og jubel, som til en fest! Vor Konge er selv dragen til hærens hovedkvarter, dansk, ærlig i sind og villie for sin gode sag.

Hæren går rask sejrende fremad. … vi stå ved den holstenske grænse …

„Nationaliteterne deres ret, det dygtige og gode al fremgang!” Det er og må være Europas løsen, og ved dette ser jeg fortrøstende fremad. Tyskerne ere et ærligt, sandhedskærligt folk, de vil komme til klarhed om forholdene heroppe, og deres forbitrelse vil og må forvandle sig til højagtelse og venskab; gid denne tanke komme snart! Gud lade sit ansigt lyse over landene!”

Det er ikke let at forene disse udtalelser. Det er, som Andersen har to sind. Det ene: hans fredskærlighed, hans ængstelse for afgørelse med våben, hans følelse af taknemmelighed mod Tyskland; det andet: hans betagelse af den stærke bevægelse, der gik gennem folket, ånden fra 48. Det første havde mest bund i ham, det andet var kaldt til live ved den stemning, der over alt slog imod ham.

11. maj rejste Andersen bort fra København over til herregården Glorup på Fyn, indbudt af grev Gebhardt Moltke-Hvitfeldt (1764 —1851), for der at fuldføre romanen De to baronesser.

Den danske hær stod nu på Als og i Sundeved, H.C. Andersen var således her ligesom bagved fronten.

„Af de frivillige og officererne får jeg, i små portioner, et og andet om deres marcher og om slagene ved Slesvig og Flensborg… . Det er hele genre-billeder; snart var en halv snes mand indkvarteret i en lille bondestue, hvor de sov på gulvet og ovenpå de høje dragkister, hvis jernbeslag trængte dem ind i kødet, så de havde mærke deraf, når de vågnede; snart lå hele bataillonen på den åbne gade og sov med tornystret under hovedet, mens regnen skyllede ned og der blæste en storm hen over dem.” (20. maj til Henriette Wulff).

Så optaget var han af, hvad han så og hørte, at han tænkte på at tage over til Als; godslægen, dr. Winther (1811—77), havde været der og fortalte så meget.

„Dr. Winther var et lille svip på Als i forgårs og gav en levende skildring af Sønderborg: Næsten hvert andet hus var restauration og kaffehus. Batterierne så så nydelige ud, som et have-anlæg, dampskibe kom og gik, soldater bleve begravede, vogne kom med døde og sårede (2. juni til Edv. C.).

5. juni stod slaget ved Dybbøl, og d. 7. skriver Andersen i sin dagbog:

„Endelig fik jeg da efterretning fra krigsskuepladsen… . Ilde stemt over slaget, Valdemar [Drewsen] og Henrik Stampe er jeg gruelig angst for. Winther tilbød mig vogn til Nyborg.

Dagbogen 13. juni.

Sov slet ved tanken om at gå til Als. D. 14: Uvis om jeg skulde blive eller gå med, bestemt det til næste mandag. Søndag 18. Uvis om jeg vil gå til Sjælland eller Als imorgen. 19. En kedelig uvished med mig selv, Excellensen lod mig få vogn, hvorhen jeg vilde; jeg besluttede, at Winther skulde afgøre det, frøken Charlotte Raben^[32] sagde, det var frygt for fjenden, grevinden^[33] rådede halv til; jeg kørte, uvis endnu om hvad jeg vilde, Winther ikke hjemme; fru Winther skulde nu afgøre, hun sagde til Nyborg, og jeg lod kusken køre, men da vi var på vejen, led jeg formelig, jeg besluttede at var en mand den første jeg mødte vilde jeg vende om; det var en pige — jeg kørte, led, og havde jeg ikke skammet mig for kusken, havde jeg vendt om til Svendborg.”

Da han kom til Nyborg, gik han ombord og sejlede til Sjælland, dér var sikrest. —

Andersen var hjerteligt og menneskeligt med i begivenhederne:

„Jeg har en egen følelse for hver soldat, jeg ser, idet jeg tænker på de ham forestående tider, det blod, der endnu vil komme til at flyde, og jeg synes i hver at se en, der om kort tid falder for sit fædreland; jeg har en lyst til at trykke dem allesammen i hånden og gøre dem godt” (20. maj til Jette Wulff)

-og han var også med i den almindelige stemning ved krigssange, indsamlinger og ved at sende artikler til engelske blade.

Men hans grundstemning er stadig den samme:

fred, fred: „Jeg vil så gerne snart have ende på krigen, se menneskeliv frelst og igen tænke på enighed og kærlighed. — Ordsproget siger: „Krig har smukke blomster, men onde frugter”, jeg synes den har slet ingen blomster!” (2. juni til Edv. C.) — „Når kommer freden? Mit hjerte længes efter den! Hver dag lytter jeg efter kanontordenen; hver aften tænker jeg så inderlig bevæget på, hvor mange øjne der den dag have lukket sig, hvilke kære vi have mistet. Der ligger vel noget stort og smukt i således at falde; men de som leve og lide! Det at sønderlemmes er grueligt, er umenneskeligt! Krigen er et ret afskyeligt uhyre, der lever af blod og brændende byer”

(12. juni til Jette Wulff):

„al strid er dog en fjernelse fra Gud! Når forstå vi dog alle hverandre?” (13. sept. til samme).

Lige før det store sammenstød havde han, 16. marts, skrevet til Carl Alexander af Weimar:

„Alt er nu politik! Hvor krigsskarerne øve sig, kan ikke digteren, der kun er urtegårds-mand, binde og beskære sine ranker. Jeg ser imidlertid med ro mod fremtiden… . Gud holde sin hånd over det kære Tyskland, hvor jeg har så mange, jeg holder af! Gud være Danmark god, hvor jeg jo som blomsten er voxet fast med rod! Gid menneskene kendte og forstode hverandre, da var der mere kærlighed end had.”

Kort før våbenstilstanden skrev han til en tysk veninde, fru v. Eisendecher i Oldenburg (august):

„Tyskland har vist mig så meget godt, der er så mange mennesker der, jeg med taknemmelighed og kærlighed hænger fast ved, så jeg lider i mit hjerte under denne krig, lider som dansk ved at se den masse af usandheder, der siges som os; jeg er forvisset om, at Tyskland vil om ikke længe selv se det; thi sandheden vil sejre!”

18. december fejredes Det Kongelige Teaters 100 års fest. Som forspil opførtes Kunstens Dannevirke af H.C. Andersen.

To unge frivillige, digteren og billedhuggeren, taler sammen. Der siges:

det sandes sejr, skønheds store sejr!.. .
O, kunde jeg med sangens fulde toner
hvert bøjet hjerte løfte op til sejren,
En bygning, hellig som en kirke,
er bygget af det danske sprog,
den er vort åndens Dannevirke!

Gennem skjaldenes stærke harpetoner fornemmes sprogets magt. Ved videnskabens, ved al åndens færd er det bedste sværd smedet os. Videnskaben og kulturen er Danmarks sande Dannevirke.

„Min overbevisning sagde mig, at det ikke var i sværdet nu til dags vor styrke lå, men i åndens dygtighed.”

Vekslende stemninger (1849—1850)

Nederlaget i Eckernførde fjord gjorde et stærkt, knugende indtryk.

„I april, om aftenen, kom efterretningen om, at linieskibet Christian den Ottende var sprunget i luften med besætning, et sorgens ve genlød så rystende, så stort — det var en landesorg. — Jeg følte mig, som stod jeg på et synkende vrag”.

Den deprimerede sindsstemning holdt sig, „mit sind var sygt, jeg led åndeligt og legemligt”, og i maj rejste Andersen bort, til Sverige.

Når man læser hans smukke bog I Sverige, får man kun indtryk af hans glæde over alt det, han så, og af den venlighed, der vistes ham.

Men han havde to sind, bekymringen og ængstelsen for hans lands skæbne fulgte med ham.

Allerede dagen efter at han var kommet til Sverige, skrev han (20. maj til Jonas C.):

„Jeg kan ikke vende tanken fra begivenhederne hjemme, altid vender den om til disse, det er som havde jeg forladt en kær syg, jeg ikke vidste om levede eller døde!”

Tre dage senere sidder han på Vänern. Det samme:

„Jeg er læst, synes det, af hele rejseselskabet. Og dog, mellem venlige mennesker, i en stor natur, fik jeg endnu ikke min gamle rejselykke, mit frie sind, min livsglæde; begivenhederne hjemme rulle bestandig tilbage i tanken; jeg er ikke glad! „Hvor står det til hjemme?” spørger jeg altid. I Stockholm hører jeg først derom.” (Til Jette Wulff.)

Han kommer til Stockholm:

„De danske aviser sige mig, at sagerne hjemme stå endnu på samme punkt, som da jeg tog bort; når komme dog de bedre tider?” (29. maj til J. W.).

„Hvorledes står det til hjemme? Den tanke kommer altid!” (27. maj til Bournonville).

„Med en underlig sorg tænker jeg på den tid, jeg ser i møde hjemme”. (2. juli til J. W.).

I Stockholm udbragtes ved en fest en skål for Danmark, og taleren, mag. Bagge^[34], bad den danske gæst sige sine landsmænd, at det ikke var det svenske folk, som tøvede med at hjælpe, følelsen for det danske var dyb og stærk. — Men det var jo politisk skandinavisme!

„Da det politiske gebet ikke er mit og man her i Sverige ligesom hjemme trykker alt, drejede jeg ind på poesiens gebet og svarede, at . . ved skjalde hos begge nationer var man gensidig mere og mere kommet til at skatte det beslægtede og dygtige, vi vare komne hinanden nærmere.” (4. juni til Jonas C.).

Andersen var i audiens hos Oscar I, der også kom ind på politik, idet han beklagede, at våbenstilstanden var blevet hævet af os. Han fik det svar, at det var et karaktertræk, at når vi var forvissede om vor ret, holdt vi på den og opgav tanken, at vi var et lille folk. —

Budskabet om sejren ved Fredericia kom til Sverige, og Andersen fortæller om den begejstring, den vakte. Men han fortæller hverken i breve eller dagbogen noget om dens indvirken på hans sind, der er intet, der foreløbig tyder på lysere forhåbninger hos ham. —

I august var der stærkt udsigt til fred med Preussen. Andersen havde afbrudt forbindelsen med Carl Alexander, fordi han med et troppekorps havde deltaget i krigen. Nu skrev han befriet (18. august):

„Jeg så, at weimarske tropper, „Kontingentet”, var marscheret nord på, og endelig læste jeg, at De selv var gået til krigsskuepladsen; jeg begreb forholdene og har sørget dybt! Men nu klinger fredsbudskab over til mig, nu tør jeg følge mit hjerte og sende brev til vennen.”

Et par uger efter (17. september) svarede Carl Alexander^[35]. Han skriver om et møde, han havde haft i Slesvig:

„Ich hielt in Schleswig bei dem Bielkischen Palais an… . Ein ältlicher Herr mit zwei hübschen jungen Damen stand an der Gartenthür. Er frug mich, ob ich eintreten wollte. Als ich bejahend es that, redede er mich bekannt an. Es war der Herzog von Augusten-burg mit seinen Töchtern. Er führte mich in das Haus… . Die Herzogin empfing mich. Wir setzten uns in eine Fenstervertiefung. Ich erkundigte mich nach ihren Söhnen. Sie waren beide im Krieg. Die arme Frau, still weinend, klagte mir ihre Noth, wie ihre Söhne im Felde seien, sie selbst flüchtend, ihrer Besitzungen verlustig, ihrer Habe beraubt, am Ende einer glänzenden Vergangenheit, am Thor einer dunkeln Zukunft. — Diese Frau in Thränen, diese Familie von Geflüchteten, diese dunkeln, hohen, verwüsteten Zimmer, mit ihrer modernden, zerbrochenen Pracht… — nie in meinem Leben werde ich dies Bild vergessen. Ich bin nicht der Richter über das Thun und Lassen dieser geflüchteten Familie; das versichere ich aber, dass, wer sie in diesem Augenblicke sah, Mitleid mit ihr haben musste.”

Under dette sammentræf er også Andersen kommet på tale („Ich sprach von Ihnen in diesen Räumen”), og nærliggende er det at antage, at Louise Sophie, der jo var danskfødt, har bedt Arvestorhertugen om at prøve at bringe begyndelsen til en forsoning istand. Men Andersen var tavs, den hertugelige familie var afskrevet.

Den 5. marts 1850 stod der i Fædrelandet et digt af Andersen:

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går —

Man forstår, at han begynder med dette udbrud. Der var jo nogle i denne bevægede tid, der havde tvivlet noget på hans danske sindelag, fordi han følte sig så nær knyttet til så meget i Tyskland. Men de skulde vide, at de ikke havde ret. „Gud være Danmark god, hvor jeg jo som blomsten er voxet fast med rod”, havde han (16. marts 48) skrevet til en tysk ven (Carl Alexander). Nu siger han det til alle, straks, som et udbrud fra hjertet.

Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! — Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejlig som i bøgens fædreland?

Man synes godt, oldtidskæmpegrave kunde være undgået, de står der jo kun til pynt, for det, Andersen vil skildre, er nutidens Danmark, det smilende og frodige Ø-Danmark, som havde hans hjerte, og som passede til hans egen natur.

Du danske, friske strand,
hvor Danebrogen vajer, —
Gud gav os den, — Gud giv den bedste sejer!

Den bedste sejer?
Snart vilde der være sluttet fred, med det land, han kaldte broderlandet Tyskland, tilbage stod kampen med dem, han gerne vilde kalde vore tyske landsmænd — og vi lægger mærke til, at der ingensinde i disse kampens år, som ej heller i 1864, kommer bitre eller fjendske ord fra ham mod fjenden. Den bedste sejer, den kunde ikke vindes med våben, den bedste sejer, det var fred og forsoning mellem Kongens danske og Kongens tyske undersåtter, — og fællesskab, som der havde været tidligere.

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England, — nu du kaldes svag,
et lille land,

I ingen anden fædrelandssang får fortidens krigerske bedrifter en så karrig behandling som her, de er kun lige antydet og er der kun som indledning til omtalen af nutidens fredelige bedrifter:

og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.

Thorvaldsens mejselslag har vakt beundring for Danmark; og danskens sang? Er det Oehlenschläger? Næppe. Han har — med beskeden stolthed — tænkt på en anden digter. At nævne navnet er overflødigt.

Og Andersen gentager det og slutter med det — alle skulde forstå det:

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går ….
I grønne ø’r, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! — Danmark mit fædreland!

Af alle vore fædrelandssange er I Danmark er jeg født den mest fredelige, som Johannes Ewalds Kong Christian er den mest krigeriske.

Krigen mod tyskerne førtes nu på 3. år, den afgørende kamp mod dem stod for døren. Men fjenden omtales slet ikke. Det er, som krigen nu, der ellers fyldte alles sind, ikke eksisterer. Men alligevel er den baggrunden for digtet. Før havde Andersen følt det næsten, som om han havde to „fædrelande”, men nu vidste han så sikkert som aldrig før, hvor han havde rod, hvor han havde hjemme.

Midt i krigens larm blev det rolige, inderlige digt til Danmarks pris til.

Nu — det vidste han så sikkert — havde han kun eet land, der helt var hans. — Før kunde han skrive (Milano, 24. sept. 1833 til Edv. C.): „Jeg har ingen hjemve, snarere en slags ve, når jeg tænker på at jeg engang skal hjem, i de gamle forhold, hjem til mange bitre krænkelser; jeg føler mig hjemme overalt hvor jeg kommer, verden synes mig mit fædreland; … Danmark er et dejligt land, men koldt, tåget, og meget småt i selv dets store. … O Eduard havde jeg Dem, Deres og et par mennesker til her bag Alperne, hvor gerne blev jeg da ikke her, min natur er slet ikke nordisk.”

Det kunde han ikke skrive nu.

At digtet greb straks, kan ses af det brev, som Signe Læssøe^[36], hans „anden moder” fra ungdommen, skrev et par dage efter, at hun havde læst det (10. marts):

„Hvilken sprudlende enthusiasme for fædrelandet, hvilken dyb følelse, hvilken sammentrængen af det skønneste, det herligste, der han siges om vort lille, kære, kære land! Hvor dejligt er det ikke, da De nævner Dannebrog, at det så som et dybt hjertesuk strømmer ud: „Gud giv det sejer!” Og nu hele tredie strofe; hver linie i den er det dejligste, mest velsignede, man kan tænke sig. Det erindrer os om, at vi engang var herrer over det troløse røverland ved legemets kraft; at vi nu, tilsyneladende så små, skattes verden rundt ved vor ånds kraft. At bonden pløjer guldhorn op, var just som skrevet for mig, da deres tab bevirkede måske størst og længst sorg i mit ungdomshjem. Og nu den dejlige linie, der sætter kronen på det hele: „Gud, giv det fremtid, som du gav det minder!” O, Andersen, hele Danmark, alt, hvad der har sans og følelse, må takke og lovprise Dem for denne guddoms-tanke.” —

Året efter var sangen på alles læber, til Henrik Rungs melodi.

Efter at have gæstet Michael Drewsen i Silkeborg kom Andersen til Fredericia. Om dette sit første besøg i byen fortæller han i sin dagbog:

8. juni 1850. Jeg gik først til den danske kirkegård. I en lang række ligge de faldne, jeg læste alle navne… . gik til udfaldsporten og helt udenfor de yderste befæstninger, det er højst storartet. Gik så op på volden og så senere soldaterne komme ind fra øvelse… . Her i Frederits får jeg mod på krigen,^[37] jeg som følte mig angst langt fra Fredericia for, hvad der kunde ske igen, synes nu det var lyst at være med; jeg kan forstå at al frygt kan være borte. Man præsenterede for min orden, jeg syntes jeg var for ubetydelig til at hædres af.

På Glorup, som han var kommen til fra Fredericia, var han en tid i en irriteret stemning; man drillede ham:

20. juni: „Bare De er rigtig dansk”, siger jomfru Ibsen. — „Der har De jo et slesvi-holstensk tørklæde!” siger grevinde Sophie Scheel. „Deres nåde, det er Danebrog og Nordstjernen.” — „De skriver vel ikke til Hertugen af Weimar!” således går det idelig! Aldrig har jeg følt mig mere dansk, end under krigen, og mig tale de således til, medens mange udanske spiller danske herrer! Jeg bliver irriteret ved alt det sludder!

25. juni. Stor middag, 24 personer, udmærket beværtning …. Hr. Lindegaard^[38] var flov vittig på min bekostning … . Siden, da vi sad ene, som hører hjemme, kommer Grevinde Scheel med noget pjadder, at jeg havde sagt, at jeg ikke var modig i krig, men at jeg nok vilde gå med som troubadour! Jeg blev gal i hovedet over at pådutte mig sligt sludder og opponerede imod noget så unaturlig snak! „De er ikke så ganske godmodig!” sagde Kaptajn Høhling, da vi gik op. Jeg var irriteret, sad i skjorteærmer ved det åbne vindue, havde næsten lyst straks at tage bort, mit blod i stærk bevægelse.

5. juli skriver han (til Jette Wulff):

„Skoven er endnu så frisk, så ung! Jeg er det ikke ret; det er en dejlig tid, medens man endnu føler, man flyver fremad; jeg synes min flugt er standset; der ligger krudtdamp, der kører tunge materialvogne hen ad livets landevej, poesiens have brolægges, ja, ja, ja, jeg tvivler ikke på, at verden i det hele går fremad; men vore dage ere et overgangspunkt, altså hverken kød eller fisk, og derfor tunge at tære.”

Kampen med slesvig-holstenerne nærmede sig. 5. juli hedder det i dagbogen:

„I morges sagde Stockfleth farvel! [og] gik med brødrene Scheel op til Svindinge, hvor regimentet stod opstillet… . Jeg var ganske veemodig, da de drejede om vejen og forsvandt bag hækken. Hvo ved, tænkte jeg, om ikke de fleste gå døden imøde. Vi ses aldrig.”

Så var der også private ærgrelser; Erik Bøghs parodi Mer end nok eller Ole Lukøje:

„Følt mig blød bevæget og lidende over Bøghs bog, hvorlænge skal just jeg, nu der er så mange folk-, der kunde anderledes være grund til at tage fat på, være udset som den der skal hånes og les af.”

Men så, samme dag, skete det meget glædelige: …

„Jeg gik op af vejen, mørk og i ilde humør; da jeg slentrede tilbage, kom tjeneren løbende, sigende de søgte alle efter mig, der var kommet glædelige efterretninger, vi havde fred. Vandet trængte mig op i øjnene, jeg løb ind til Excellensen, så skillingsbladets meddelelse, sendt os fra Nyborg af Købmand Suhr.^[39] Det er ikke officielt, jeg tør ikke hengive mig til glæden; men min tanke var hos Hertugen af Weimar, var hos dem som faldt for os ved Fredericia. Imorgen er det den 6. juli, skal den dag bringe os de sikre efterretninger ? O min Gud! der lyser glæde gennem mit hjerte.”

Den næste dag er Andersen fyldt af den store glæde.

6. juli. Fredericiadagen, den fylder min tanke. Gik til Rygaard, syngende i solskin og blæst, tænkende på tyske venner, al min tanke og sang var på tysk. Glæde over Danmark, lyst til at rejse ud, pengeberegninger! Satte flaget ud i haven! I dag vilde jeg have skrevet til Weimar, men jeg havde ikke ro nok.

Nogle dage derefter (12. juli) sender han et jublende brev til Weimar:

„Fred — Fred med Tyskland!” klinger det gennem landet og gennem mit hjerte! Det er virkeligt som et solskin, som en søndagsfest, der gik op for mig … Nu kan jeg-gerne tænke på at komme til naboerne, brødrene hinsides Elben, landet, hvor Goethe sang, hvor Luther lærte, hvor kunst og videnskab har sendt så mange stråler ud over verden, landet, hvor jeg har modtaget så megen godhed. — Fred! fred med Tyskland! Erkendelse der, at dansken kun vil se sin ret! O, det gør mit hjerte så vel! Gid kun ikke blod endnu må flyde for Slesvig! Gid det fredens værk, der er begyndt, må trives i Gud!”

Nu samledes alle tankerne om de store begivenheder, der var ved at ske dernede i Slesvig.

20. juli læste Andersen „hele dagen” i Vedels Saxo; om aftenen læste han højt om Amleth og Uffe hin Spage.

23. juli: „Jeg læste dem Ingemanns Gervan af Gervansborg”, der lige var udkommet; Gervansborg dvs: Augustenborg:

På den gamle hertug, Gervan af Gervansborgs dødsleje lykkes det hans privatsekretær, jesuiten dr. Ignats, at få ham lokket til ubeset at underskrive et dokument, hvor hans arvekrav er fremstillet i en form, der er forfattet af jesuitten. Ved denne svig får Ignats bibragt den unge prins Emil en urokkelig tro på sin sags retfærdighed. Fyldt af denne mener han, at han har lov til at bruge falsk og svig for at nå sit mål. — Tidens Fylde kommer, og viser nu Prinsen i spidsen for fremmede blodbestænkede skarer, der har overvældet hans landsmænd, som tilsyneladende sejrherre rykke ind i en grænseby, hvor sproget og folkestammer er blandet.

Men fortællingen standser ikke med indtoget i Flensborg efter slaget ved Slesvig:

Efter at Ignats på sit dødsleje har åbenbaret bedraget, ser vi prins Emil i et temmelig dunkelt gemak. Det er ikke Gervansborg, det er nu Kronens, men et bjergslot i et fremmed land. På bordet ligger en mængde politiske tidsskrifter, og Prinsen mumler: „Drøm, løgn, som alt det andet.” Ved siden af ligger en liste med mange tusind navne, hvorover der står: døde og sårede. „Tusinders blod strømmer over mit hoved”, råber han, springer op og farer med rasende hyl mod væggen. Ved den voldsomme bevægelse falder den store kappe fra hans skuldre; han rører ikke en hånd for at tage den op — hans arme er sammenbundne på hans ryg i de lange ærmer af en — spændetrøje.

Andersen har valgt at læse netop denne fortælling højt her på Glorup. Det er andre toner end for en fem år siden, da Hertugen og hans familie var hans fornemme hjertensvenner. Hvis Andersen ikke havde delt Ingemanns følelser og ønsker, havde han vel ikke ønsket at læse den højt.

Da Preussen havde sluttet fred, overskred de danske og de slesvig-holstenske tropper Slesvigs grænser i nord og i syd. Andersen kunde følge vor fremrykning gennem efterretninger, fra Christian Wulff^[40] (1810—56), søofficer, men ansat hos den kommanderende general som maritim rådgiver. 21. juli skriver denne fra Flensborg:

„Er det ikke flinkt af mig som sømand at ride fra Kolding til Flensborg, det er dog 12 mil, rigtignok i 3 dage, men i den aller værste solhede, fordi vi om formiddagen havde kontorforretninger på det sted, vi gik ud fra, og vi skulde mødes kl. 6 eftm. en halv mil fra det sted, vi skulde til, med Generalen, for at ride ind i de store byer, Haderslev, Apenrade og Flensborg, i optog, og det blev også meget smukt. I Haderslev var der adskillige flag ude, og der var enkelte, som råbte hurra for os; i Apenrade stod alle skibs-tømmermændene og paraderede med deres økser og flag uden for byen tilligemed magistraten og de fornemste borgere og toge mod os med vældige hurraråb, men begge disse steder kunde man også se sure og vrede ansigter; men i Flensborg kendte jubelen ingen grænser; en masse flag og glade ansigter lode sig se, og det gik ikke alene med skingrende hurraråb igennem hele byen fra Nørregade til Generalens kvarter, men også med lommetørklæder, nikken med hovederne og hilsen med hænderne.

Nu har armeen havt et par dages rast efter den forcerede marsch. Den er passeret ned til 1 mil sønden for Flensborg, med forposter længere ned endnu, og nu tænker jeg snart, at vi angribe hele fjendens styrke, som står i og ved Slesvig, med General Willesens stab på Gottorp slot.”

25. juli mente de på Glorup at høre stærk kanonade.

„Jeg gik ud i skoven, lagde mig til jorden og lyttede, tænkte på alle dem, jeg kendte og ikke kendte, om de ikke måske da lukkede deres øjne for mig” (2. august til Ingemann).

Dagen efter hedder det i dagbogen:

26. juli: Kørt med Grevinden til Nyborg. Det danske flag var oppe på telegrafen, det lod mig ane noget godt; sejer. Nyborg opfyldt med rygter, at Slesvig var taget efter at vi havde mistet 1000 mand. Wrisberg, som fører dampskibet Slesvig fortalte, at der var kæmpet uhørt i 36 timer; en kammerjunkers frue gjorde alt til løgn. Jeg var i stor spænding Om aftenen meget nervøs og mat.

27. juli. I dag Kl. halvet kom Excellencen tilbage … med efterretningen, at vi havde taget Schleswig, at mange af vore var faldne, derimellem Læssøe; jeg blev bedrøvet, især for moderen, tænkte ret på ham, vor ungdomstid.

28. juli. Henimod Kl. 12 stærk tordenvejr. Uhyre begærlig og spændt efter aviserne, løb til forvalteren og tilbage; endelig kom de. Det er sandhed … Læsøe er faldet, man siger skudt af et fruentimmer. Jeg var afficeret; dr. Winther var lidt anmassende, jeg kunde ikke tåle det mindste, uhyre pirrelig, og da jeg kom på mit værelse og han besøgte mig, sagde jeg ham, at han ikke var net mod mig, han mente, det var en misforståelse. Da jeg var ene, græd jeg mig ud. Om aftenen sent skrev jeg brev til fru Læssøe, men lagde det inden i et brev til Ludvig Læssøe. Sove kunde jeg ikke, da jeg kom i seng, det gik ud på natten.

29. juli. Drev om i skoven og skrev så et digt over oberst Læssøe. Gud var dog enden med denne kamp, men vi vide ikke hvad der endnu er tilbage. Sendt digtet afsted til Ploug^[41]. Ved solnedgang en deilig regnbue … Gud, bring snart fred og ro!

Digtet, som han også sendte til Signe Læssøe, lyder:

På valpladsen faldt du for Danmarks sag,
der brast dit ildfulde hjerte.
Din ånd var klar som den lyse dag,
med „fremad!” den steg i det blodige slag,
så danskes seier og — smerte.

Græd, stakkels moder, nedbøjet tungt.
„Hans liv var så ungt!” — men evig ungt
står også hans eftermæle!

Så stor er Andersens sorg over tabet, at det er, som om han næsten ikke bemærker, at vi har sejret.

Han fortæller videre i dagbogen:

30. juli: Kl. ½ 5 eftermiddag kørte vi til Svendborg. Jeg sad hos kusken, det var lidt svimlende for mig. Et dampskib kom med to fartøjer på slæbetov, deri var sårede. Hørte nede hos byfogeden om Læssøes død … Kørte derpå hen til byfoged Jessen^[42]. Han kom denne morgen fra byen Schleswig og fortalte levende derom … Kanonkuglerne havde ligesom oppløjet agrene, hestene havde afædt havremarkerne; de levende hegn nedhuggede, skovpartier og enkelte huse afbrændte… . Vore var tre gange trængt igennem [en] tørvemose, synkende dybt i, beskudt med kardætscher, saa at de faldt som fluer, men tog dog vore fjenders position og forjog dem.”

Som i 1848 har Andersen også nu en voldsom lyst til at rejse over til krigsskuepladsen, 3 gange nævner han det i dagbogen, og han skriver (2. aug. til Ingemann):

„Gerne tog jeg derover nu, at se det liv og den virksomhed; det skal være smukt at se de hele soldaterbyer af grønt og græstørv, pyntede med hjelme og flag, rejste af soldaterne; jeg ved, jeg vilde se alt med hjertet; men jeg har ikke mod dertil. Jeg tror, det hele vilde ryste mig for dybt; al den nød og elendighed, der ses, kunde jeg ikke bære, og da jeg jo ikke kan være til nytte, så bliver jeg derfra.”

7. august skrev kaptajn Christian Wulff atter til ham, nu fra hovedkvarteret i Slesvig by:

„Tak for dine to sidste breve. Du tænker så smukt på alle herovre, så jeg er dig taknemlig derfor i alles navn, og for mange, som må udstå mange savn, er det en stor trøst at vide sig så påskønnet; for dem, der lider, takker jeg ikke, thi de stå over min tak, dem kan jeg ikke påtage mig at takke dig for. — Dit digt om Læssøe havde vi allerede havt i Fædrelandet; i min kreds havde det gjort en stor virkning, det var også så vidunderlig velgørende iblandt de mange højttravende floskler og lange avisvers, der var kommet ud både som sejersange og som smertensskrig; men det var det eneste, hvorved man kunde trække vejret — jeg kan ikke udtrykke mig anderledes — og du ved, hvor det er pinligt ikke at kunne trække vejret rigtigt. — Når vi læse et bryllupsvers eller geburtsdagsdigt om et menneske, vi ikke kende, så er det os jo i almindelighed ligegyldigt, om det er slet eller godt, enhver linie, enhver tøddel, der er skrevet om slaget ved Isted, en[ten] det var som jubel over sejren eller som smertens udråb over de tabte, greb vi med begærlighed, thi vi vare jo allesammen indviklede i katastrofen; så var det så meget pinligere, når vi måtte kaste bladet hen, fordi det aldeles ikke udtrykte det mindste af, hvad vi følte. Men så var det så meget des større trøst, da dine linier kom, da det var noget vi vare nødte til at fatte og til at føle.

For øjeblikket er her intet nyt. Så længe man ikke må gå ned i Holsten, vilde det jo være galskab at begynde på Rendsborg. Derimod forteficeres her i en meget stor målestok; Gottorp slot og Eckernførde bliver næsten fuldkomne fæstninger, og Danevirke vil rejse sig som en Phønix forynget af sin aske, for nutidens kunst forener sig med oldtidens kæmpeværk, for herefter at gøre det umuligt for de tyske horder at trænge ind i vort lille velsignede land, og jeg håber, det endnu i årtusinder vil komme til at svare til sit navn.

Nu farvel, kære broderlige ven, endnu engang tak for din deltagelse for alle her ved gamle Danevirke.”

Kampen om Frederiksstad fyldte ham med glæde og stolthed:

„Nu behøve vi ikke at vende tilbage til oldtiden for at nævne helte; vi have dem hos os i vor tid, i vort folk; den danske landsoldat er værdig at nævnes med Napoleons gamle garde! De ved ikke, hvor mageløst soldaterne have holdt ud ved Frederiksstad, nat og dag i kamp og under ildsluer, og det en hel uge igennem; de stoppede deres tornystre ind i brescherne; de bragte os atter sejren, æren, og siden, da de ulykkelige indvånere fra den ødelagte by dreve hungrige og elendige om, gave vore soldater dem af deres egen lønning.” (10/11 1850 til Jette W.)

Lige efter kampen skrev H.C. Andersen Til landsoldaten:

Vor tanke flyver til lejren,
til dig i kamp og på vagt;
Vor Herre give dig sejren,
du Danmark har hæder bragt.

Selv barnet i aftenbønnen
højt beder for dig en bøn,
moderen beder for sønnen,
du brave, du herlige søn!

For hvad du må prøve og døje,
i kamp, på vagt og i slud,
stå tårer i mangt et øje,
Gud signe dig! — Du holder ud!

I februar 1851 vendte soldaterne hjem. Andersen var betaget ved at modtage dem, „jeg går alle disse dage deroppe [dvs: i Ridehuset] med tårer i øjnene, ” skrev han (4. februar) i sin dagbog. 11. februar kom soldaterne fra Frederiksstad:

„Jeg var inde hos Reitzel og han forærede mig 30 visebøger til at uddele, alle lommerne fik jeg fulde. Jeg gav næsten alle invaliderne og så de karle maleren Simonsen^[43] udpegede som de raskeste; smådrengene og iøvrigt efter skøn … Der var flere der vilde gerne have, men jeg havde ikke fler. Det var en stor glæde at dele ud. En fortalte, at ved Frederiksstad blev et skansehjørne især beskudt, det stod belyst af den brændende stad og alle de soldater, som stege derop faldt straks, men så holdt de sidste deres tornystre for og skød ud mellem disse… . Der var ingen af talerne der huskede på, at det netop i dag var den 11. februar, Københavns belejring. Jeg sagde det tilsidst til en af komiteen, nålemager Hjort^[44], og han bad mig om jeg ikke vilde træde op og improvisere en skål, men det turde jeg ikke og havde også gråbrune bukser på.”

Sammenfattende kan der om Andersen i de tre første frihedsår, krigens tid, siges:

Den politiske frihed, nationen havde vundet, var og blev for vor digter luft og spindelvæv, den lå uden for hans verden.

I forholdet til tyskerne — og det gælder både preusserne og slesvig-holstenerne — mærker man ingensinde forbitrelse, endsige had, og de følelser har der sikkert heller ikke været i hans hjerte. Han har aldrig nogensinde udtrykt en fjendtlig følelse mod fjenden.

Den stemning, der er stærkest, er ønsket om fred, den er der fra først til sidst.

Sønderjylland som kampens pris har han endnu aldrig talt om med hjertets stemme.

I begyndelsen kunde han undertiden føle sig noget udenfor. Men den stemning, der fyldte soldater og folk, betog ham, så han — i hvert fald til tider — var med i den. Og han var besjælet af solidaritetsfølelse med sit folk.

Men den skønneste tid i disse år har ikke været sejrens dage, men de dage, da soldaterne vendte hjem. Da har han atter af hjertet ønsket

Gud giv den bedste sejer.

Mellem krigene

I 1845 havde Andersen skrevet Holger Danske:

Holger har i tidernes løb flere gange vist sig for det danske folk, nu sidder han i Kronborgs kælder. Men han nikker i drømme og siger: „Ja, husk kun på mig, I danske folk! behold mig i tanke! jeg kommer i nødens time!”

— Om nutid og fremtid intet aktuelt, det er sagnet, og kun det!

Da krigen var sluttet, skrev Andersen Svanereden:

„Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel Svanerede, og den kaldes Danmark; i den er født og fødes svaner, hvis navne aldrig skal dø.”

Ikke blot i gammel tid fløj svaner fra norden, også nu:

„Een lod sin vinge glide hen over guld-harpens strænge, og det klang over Norden. … Vi så en svane slå med vingen mod marmor-fjeldet, så det brast. … Vi så en tredie svane spinde tanketråden, der fæstes nu fra land til land, rundt om jorden.”

Og så fortsættes der:

„Vor Herre har kær den gamle svanerede mellem Østersø og Nordhav. Lad mægtige fugle kun komme gennem luften for at sønderive den: „Det skal ej ske.” Selv de dunløse unger stiller sig i kreds på redens kant, det have vi set, de lade sig hugge i det unge bryst, så deres blod flyder, de slå med næb og med klo.”

Her er vi helt inde i nutiden, „det har vi set”; og hvem de mægtige fugle er, kunne ingen være i tvivl om. „Det skal ej ske” er Frederik VII’s kongeord på Lerbæk mark, ingen deling af Slesvig, Eideren er Danmarks Riges grænse.

Der sluttes:

„Århundreder ville endnu gå hen, svaner flyve fra reden, ses og høres rundt om i verden, før den tid kommer, at det i ånd og sandhed skal kunne siges: det er den sidste svane, den sidste sang fra svanereden!”

Hverken før eller siden har Andersen nogensinde i eventyrene eller andetsted givet udtryk for sin stemning for land og folk som nu i tiden lige efter treårskrigen. Det er første gang, der er „næb og kløer” i, hvad han skriver om vort mellemværende med vor sydlige nabo.

Til Charles Dickens skrev han (sept. 1857):

„(Den nye roman At være eller ikke være) bliver i Danmark, der har jeg rod!”

Det var det, som krigen med Tyskland havde lært ham, og gang på gang måtte han slå det fast:

„Mere og mere føler jeg: hjemmet er dog bedst, og mit hjem er Danmark! Der gror mit digtertræ; der trives det” (12. september 1860 til H. P. Holst).

„Jeg er groet i den bund og er og vil blive erkendt altid, i den vide verden og hjemme med, engang, som den mest danske digter” (11. september 1860 til Jette Collin).

Andersen var ikke mere germaner eller kosmopolit, men dansk. Han var gået over fra en tidsalder til en anden.

Efter krigen ville Andersen gerne, som så ofte før, rejse til Tyskland. Men han vidste, hvordan stemningen dernede var mod Danmark. Hvordan ville han blive modtaget?

Han skrev så til sin ven, kammerherre Beaulieu^[45] i Weimar og spurgte.

Han fik følgende svar (af 29. maj 1851):

„Sie fragen mich, ob Sie in Juli hieher kommen sollen ? und zwar, weil Sie besorgt sind, mit Ihrem dänischen Sinn in Deutschland sich nicht heimisch fühlen zu können. Darauf könnte ich Ihnen eine recht lange Antwort geben, — allein kurz gefasst lautet sie: sind Sie so dänisch gesinnt, dass die Sympathie für Holstein Sie beleidigt und verletzt, — sind Sie so dänisch gesinnt, dass Sie nicht begreifen, wie man das dänische Casino Ministerium für ein Erzeugniss der Demokratie ansehen kann, — dass Sie sich ärgern, wenn man darüber spottet, dass vor jedem dänischen Beamten u. Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden muss, — sind Sie so dänisch gesinnt, dass Sie auf Seiten Dänemarks alles Recht, alle Treue, alle Vernunft — und auf Seiten Holsteins alles Entgegengesetzte finden, — dann, mein lieber Freund, kann ich Ihnen nur raten, kommen Sie jetzt nicht und kommen Sie nie wieder — denn Sie würden sich hier immer verletzt und beleidigt fühlen. Ist aber das nicht der Fall, so sein Sie überzeugt, dass man in Ihnen immer nur den lieben braven Poeten und Freund sehen wird, mit dem man eben nicht über Politik spricht.”

Andersen var ked af det brev. Det han havde ment at ville spørge om, skrev han til Edv. Collin (9. juni), var, om folk i almindelighed, massen, pøbelen, var fanatisk, „da det vel endnu ikke var klaret op for dem, hvor galt de så den danske sag.” At Beaulieu eller nogen anden dannet mand ikke ville såre hans danske følelse, havde han naturligvis antaget. Nu sendte han Collin Beaulieus brev og bad ham sige ham sin mening.

Collin var forbitret. Han skrev til Andersen (17. juni):

„Jeg betragter Beaulieus brev som en fuldstændig fornærmelse imod Dem. At han vil nu opdiske de forslidte avisteorier og anecdoter er dumt og smagløst; men at han vil byde Dem, ingensinde at komme til Weimar, dersom De ikke kan finde Dem i, at der spottes over de danske, det er råt; og at han i modsat tilfælde lover Dem en modtagelse som „ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht über Politik spricht”, det er hån, det er at behandle Dem som et legetøj. Dette „eben” ser jeg tydeligt sagt med hr. kammerherrens spotske smil. Skal De, Andersen, være tolereret mellem sådan hofpøbel.”

Nu har han skrevet en koncept til et svar, som han overlader Andersen brugen af.

[Koncept]

. .De vil nødig bryde med en mand, som har vist Dem opmærksomhed, og som, efter Deres skildring må være en dannet, åndrig mand, og en elskværdig familiefader; men De kan ikke være i tvivl om, at hans brev til Dem er fornærmende; det er kort sagt: et råt svar på et godmodigt spørgsmål. Deres spørgsmål var, som De meget rigtig bemærker, rettet derpå, om der var nogen antidansk ophidset stemning hos massen, hos den lavere udannede folkeklasse; det kunne ikke falde Dem ind: at spørge om, hvorvidt De havde noget at befrygte af dannede mennesker, som kammerherre Beaulieu og dennes omgang. Nu, ved himlen, jeg synes, De har fået et tydeligt svar på alt; thi når gæstfriheden hos de dannede skal vise sig således mod Dem, som hr. B. spår, med spot og hån, da kan De beregne, hvad De har at vente af massen.

Beaulieus forudsætninger, under hvilke De skal tage Dem iagt for nogensinde at komme til Weimar, ere efter det mig meddelte uddrag af hans skrivelse, at De er så dansksindet:

a. „dass Sie nicht begreifen, wie man das Dänische Casino-Ministerium für ein Erzeugnis der Demokratie ansehen kann.” — Det er højst naivt af et medlem af det store Tyskland, som har gjort sig berømt af sin leflen med demokratiet — til en afvexling med de tidligere presseforfølgelser, husundersøgelser, politiske fængslinger etc. — at, siger jeg, et sådant æret medlem vil bebrejde vort ministerium en demokratisk oprindelse. Det lader til, at hr. Beaulieu antager, at ministerskiftet i 1848 fandt sted hovedsagelig for, at folket skulle komme til magten; han ignorerer altså, hvad der bragte folket i harnisk, begivenhederne i Hertugdømmerne, disses udsendinge hertil, kort sagt, at folket rejste sig mod det tyske overmod. Thi, det sværger jeg, her, hvor det hele land rejste sig, besjælet af een følelse, der ville ikke een tusendedel have rejst sig for at formå Kongen til at afgive noget af sin magt. Ligesom den hele nuværende tyske bladlitteratur hænger fast ved et stående udtryk — Casino-ministeriet — som et skældsord … således har også hr. Beaulieu her fået det anbragt; det lader til, hvis han forøvrigt sigter til det nuværende ministerium, at han ikke ved eller ikke vil vide, at ingen af de såkaldte Casinomænd har nogen portefeuille nu.

b. „dass Sie sich ärgern, wenn man darüber spottet, dass vor jedem Dänischen Beamter und Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden muss.” — Dersom det også er sandt^[46], hvad jeg virkelig ikke ved (men i Tyskland ved man jo bedre besked om vore forhold) at en officer i Angeln for det lille af ham occuperede district havde udstedt hin latterlige befaling, da reduceres denne historie sig til et enkelt menneskes smagløshed og malconduite. Men fordi denne ene er en dansk, derfor gør denne historie så uhyre en lykke, at digteren H.C. Andersen skal risquere at blive spottet dermed i Göthes og Schillers by, det højtdannede Weimar! — Du gode Gud, skulle de tyskere, som i hundredevis besøge København og nyde gæstfrihed her, høre spot for alle de dumheder, (for ikke at sige noget værre) som tyskerne have begået, da — nå, det er ikke værd at blive bitrere end nødvendigt… .

Jeg overlader Dem at benytte dette brev som De vil, selv at sende det til hr. Beaulieu, til afbenyttelse for en fornem latter; kun turde det, med hensyn til min competence til at ytre mig således, være rigtigt dels at henvise til mit forhold til Dem, som berettiger mig til [at] tilbagevise den hån, der tiltænkes Dem, dels at gøre ham bekendt med, at dette brevs forfatter er en embedsmand af l’ancien regime, at jeg ikke er nogen ynder af, men allermindst nogen Erzeugniss der Demokratie.

Og jeg håber, at De vil refusere den ære at kunne spadsere uantastet mellem Weimars stormænd, som „ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht von Politik spricht.”

Disse to breve er gode tegn på den forbitrelse og uforsonlighed, der herskede i begge lejre.

Men Andersens reaktion var helt anderledes.

Da han, 18. juni, modtog Collins „koncept”, havde han allerede tilskrevet Beaulieu, men i en helt anden tone, og han håbede, at Collin vilde være tilfreds med hans „vistnok bløde svar”. Men han kendte jo Beaulieu som en mand med en dyb, stærk følelse, og denne kunne flamme op i lidenskab, og det havde den gjort her. „Vi ville glemme Beaulieus brev, gid jeg kunde give Dem i een sum de smukke erindringer jeg har om ham” og så sluttes der: „som jeg måske aldrig mere møder.”

Hertugen af Weimar havde jo stået i Slesvig, om end han ikke havde kæmpet, og Andersen drog konsekvensen:

„Jeg kommer ikke til Weimar! — Hvor smerteligt dette er mig, hvor mange følelser og tanker der krydse, ja det er til ingen nytte for Dem eller mig, her at sige. — At køre på jernbanen tæt forbi denne by, hvor jeg har nydt så meget godt, så meget venskab, men hvor hele min danske følelse — der nok kan måle sig mod enhvers hjemme — styrer min villie, vil bringe mig i en så tung stemning, at jeg heller ikke tager forbi! — Gerne tog jeg slet ikke til Tyskland … jeg forudser jeg vil føle mig smertelig berørt i dette land, men jeg har lovet Viggo denne lille udflugt.”

Så tog han da afsted mod Viggo Drewsen, „lille Viggo”. I 5 uger var han i Tyskland, men de rejste fra sted til sted; kun hos den fredelige fru Serre i Maxen var han længere tid (10 dage).

Også i de følgende år var han kortere eller længere tid dernede.

Efter sin første rejse (1851) mente han at kunne fastslå:

„Hos de fleste dernede fandt jeg sympati for Danmark. „Die Dänen haben Recht!” hed det almindeligt, eller hvor anskuelserne vare noget anderledes, sagde de dog altid: „Det danske folk har en villie, og det er et folk, som holder sammen!”

og alt i alt syntes han gennem årene ikke, at han stødte på fjendskab mod Danmark i sine kredse. Men han passede også selv voldsomt på at undgå stridsspørgsmål. I 1855 traf han i Wildbad Carl Alexander og grev Beust. De kom ind på politik, skriver han i sin dagbog, „Andersen er den største diplomat!” sagde grev Beust og Storhertugen bekræftede det.

Helt let har det ikke været at behandle dette brændende spørgsmål som tabu. 12. aug. 1851 hedder det i dagbogen om besøget hos fru Serre i Maxen:

„Disputeret med plejesønnen Carl, der har været slesvig-holstensk officer, om krigen.” Næste år er han i Weimar: „Besøgt overhofmesterinden, den lille Fritsch^[47], excellense er hun. „Hvorledes har dog Deres landsmænd handlet med de stakkels holstenere!” var noget af det første hun sagde, og jeg blev gal i hovedet på hende.”

I en enkelt situation er det, som han er en lille smule aggressiv.

28. august 1851 kører han nordpå fra Slesvig med deligencen:

„Der var to Alsinger-damer med, som syntes slesvig-holstenske …; fik dem imidlertid til at tale dansk, men da jeg fortalte dem, hvor god stemningen var for os i Tyskland, syntes de at komme i slet humør.” —

Trods sit sindelag og helt korrekte optræden undgik Andersen ikke kritik:

„Det er sørgeligt, at jeg, der er udenfor al politik, ikke tør se og tale med mennesker der kun vise mig, den danske, venlighed og hæder; De ved selv at jeg har kæmpet med at besøge selv venner som Serres der leve udenfor al politik; men desværre ved jeg hvorledes man snakker hjemme og glemmer aldrig Hr. Hages^[48] indvælten på mig i minister Fengers^[49] hus før min afrejse, med spørgsmål, hvilke „tyske førster jeg denne gang skulde besøge!” Jeg blev krænket, da jeg måske hører til de danske der i danskhed kunne stå i første geled. Har nogen dansk bidraget i udlandet til god stemning for Danmark, da er jeg een af disse. Men nok derom.” (16. aug. 1861 til Edv. C.)

Der var kun een tysk familie, H.C. Andersen afbrød forbindelsen med, men det gjorde han også grundigt. Det var Augustenborgerne, hans tidligere velyndere. Da han, 13. juli 1852, var kommet til Frankfurt, fik han besøg af den oldenborgske minister Eisendecher.

„De må nødvendigvis med os idag eller imorgen køre til Homburg”, sagde ministeren, „Hertugen af Augustenburg og Prinsesserne have pålagt os særdeles at føre Dem derud, når De kom!”

„Det er Deres spøg! Hvor kan jeg besøge Augustenborgerne?”

„Tør De ikke for Deres landsmænd?”

„Det har jeg ikke tænkt over; men jeg ved, det er aldeles mod min følelse at se den familie, der har bragt ulykke over mit fædreland! det: at møde den på gaden, vilde være mig pinligt; jeg kan det ikke, jeg gør det ikke!”

Og det gjorde det naturligvis ikke.”

Han fortsætter i brevet (14. juli 1852 til Mathilde Ørsted):

„De ser altså, at om jeg [end] har mange behageligheder fremfor andre landsmænd, har jeg fremfor de andre også øjeblikke, hvor jeg mere end disse tænker på at repræsentere, jeg er dansk … Mageløst forekommer det mig, at Hertuginden vil indbyde mig, kan udsætte sig for det meget naturlige afslag. Lad hende nu imidlertid sige, hvad hun vil!”

To år senere, da han besøgte Storhertugen af Weimar i Wilhelmstal, vil også denne, at han skulde besøge Hertuginden af Augustenborg, der opholdt sig i Gotha.

„Jeg sagde, at det kunde ikke være nogen glæde for hende, og jeg vidste, det var ingen for mig. Han mente, at man ikke måtte bære nag, og at damer var udenfor politik. Samtalen generede mig, men han mente det godt.” (Dagbogen 30. juni 1854.)

Den 12. august næste år var han på kurstedet Wildbad i Württemberg.

„Til min store ubehagelighed er her denne herskens Prins af Nøer, jeg så ham i dag på rygstykkerne.”

— Han mindedes måske det så lidet glædelige sammentræf i Hamborg i 1847 og tilføjer:

„Bare vi ikke mødes!” (12. august 1855 til J…   C.)

I 1844 var Andersen forarget på de Ribe-borgere over, at de kunde råbe: „Pereat den tyske statholder, Pereat grev Gert!”

Nu tænkte han selv åbenbart det samme om „denne herskens Prins af Nøer”!

Det eneste tilfælde i denne periode, hvor Andersen viste nogen interesse for forhandlinger i Rigsdagen, er karakteristisk nok, da han selv var part i sagen: 1859 var forhøjelse af hans digtergage fra 600 til 1000 rd. til debat. Tschernings modstand gik ham på nerverne:

„Al den friskhed jeg ved udrejsen følte til digtning, er ligesom kuldfrossen ved Tschernings tryk; men det går nok over.”

— Det gik over — da der tilstodes ham de 1000 rd., samme beløb som Hertz, Paludan-Müller og Chr. Winther.

Heller ikke Slesvig og Holstens forhold til Monarkiet, fællesforfatningen og det spændte forhold til Tyskland synes at have optaget ham; han har skubbet det fra sig. Fra Edvard og Jette Collin og navnlig fra Adolph Drewsen fik han på sine rejser ret udførlig besked om den efterhånden faretruende udvikling, men han svarede i reglen ikke med spørgsmål, end sige udtalte nogen egen mening; det højeste er korte udråb som:

„Hvorledes ser det ud hjemme; fred eller krig? Jeg håber på freden.” (Malaga 24. okt. 1862).

Men et udslag af stemningen er det vel, at han i de sidste år før 64 (i modsætning til tidligere) kun rejser lidt i Tyskland. 1861 varede hans rejse 4 måneder 17 dage, deraf kun 10 dage i Tyskland, 1862—63 8 måneder 6 dage, kun 11 dage i det, der før var „broderlandet Tyskland”. Til Weimar kom han ikke efter 1857; korrespondancen med Storhertugen standsede 1862.

Krigen nærmer sig

D. 13. november 1863 var novemberforfatningen blevet vedtaget, Danmarks Rige gik til Eideren.

Vi kan følge H.C. Andersen i de bevægede dage, der nu kom, gennem hans dagbog:

13. november. Følt mig ødelagt; smattet var det på gaden, jeg kunde ikke ret stå fast, havde en følelse at gå som en fordrukken, var i slet humeur.

13. november. Råt, gråt vejr. Foruroligende efterretninger om Kongens befindende. … I den tågede, våde rå luft syntes alt mig et sørgehus; ved børsen havde jeg en følelse af nu er Kongen død. Jeg var hos Henriques^[50] til middag, der var også stemningen trykket. Jeg gik derfra til Linds, fru Lind^[51] var så betaget, at hun ikke kunde indlade sig på at spille sangene af Rigoletto, som jeg idag havde fået fra Jastrau og medbragt. Da jeg gik, kom på trappen direktøren for den elektromagnetiske telegraf, Faber^[52] med telegram til Fenger, han lovede at sige mig, hvad der stod i, når han havde bragt Fenger det, man ventede det værste. Da han kom ned, sagde han, vi måtte vente det værste, jeg kunde tale med Fenger. Jeg gik derop, han sagde mig Kongen er død. Jeg brast i gråd. Fenger var meget betaget, sagde, det er i et forfærdeligt øjeblik; en execution står for døren!

16. november. I morgenstunden var det som tågen havde hævet sig, der kom nogle solstråler, men senere blev himlen igen grå. Klokken 11 var jeg på slotspladsen, den var opfyldt af mennesker med paraplyer… . Hall trådte ud på altanen og forkyndte Kongens død og den nye Konge …. Jeg var meget bedrøvet og forstemt. Hos Hornemanns^[53] skulde jeg læse for en del damer, de vare samlede … jeg sagde, jeg ikke fandt det passende eller for min stemning at læse og opgav det. Middag hos Edvards på grønkål, netop den samme mad jeg igår fik hos Henriques. Hele dagen har jeg drevet, ikke bestilt det mindste, følte mig syg, ødelagt, snart slukket ud. Stemningen i byen er ikke god.

17. november. Jeg var ør og skør i hoved og lemmer … Da jeg senere på aftenen gik fra Linds, var der mange mennesker i Amaliegade. Stemningen i byen er ikke god. Det er en uhyggelig, angstfuld tid.

18. november. Var hele dagen i stor spænding. Da jeg henimod fire gik fra fru Koch for at spise hos Ørsteds, kom over Marmorbroen etatsråd Liebe^[54] med general Bruun. Jeg var begærlig efter at vide hvad der var sket i rigsrådet, men spurgte ikke. Liebe standsede mig og sagde, at Kongen havde underskrevet. Jeg blev meget glad, gik tilbage til fru Koch^[55] og fortalte det. Hos Ørsteds vidste de det allerede. Der kom igen ro overpå den spænding jeg havde været i.

19. november. Indmeldte mig i studenterforeningen. Gik ud til ritmester Castenskiolds ^[56] for at vide om jeg kunde fremstille mig for Kongen. Jeg gik hjem i hans bolig på Amalienborg. Da hans frue hørte det var mig, bød hun mig ind… . Hun viste mig sine børn, talte så varmt om vor nye Konge og hans danske sind, men var pirrelig idet hun talte om den uhyggelige aften forud, da folk havde skreget på gaden… . Jeg gik i studenterforeningen… . Gik op til Jonas^[57], hørte at der havde været uroligheder i Kiel og skudt på studenterne.

20. november. Rygtet fra Kiel stadfæster sig ikke. På gadehjørnerne var opslået fra Rimestad^[58] og flere at korporationerne samledes med faner på slotspladsen. Der på Christiansborg modtog Kongen statsrådet [dvs: rigsrådet] og optogene gik ind^[59]. Jeg vidste imidlertid intet derom, gik til slotspladsen, men før jeg kom over Holmensbro mødte jeg [Plads til navnet] fra Bordeaux. Idet vi talte sammen rev fru Falbe^[60] mig i armen: hvad er det med studenterne, de kommer ikke med deres fane, derfor have vi syet på den; og jeg har stået i bazar! Hvad er det for mennesker! — Hvad mener De, frue, sagde jeg, jeg forstår Dem ikke, jeg ved ikke noget, jeg kommer lige hjemmefra, hvad er her ivejen! — De skal vide det, ikke komme hjemmefra! Hvorfor møder studenterne ikke. — Det ved jeg ikke! — Men det skal De. De skal gå op i studenterforeningen og tale! — Men hvorom, hvad er der på færde! — Det skal klares, det skal De svare på. — Men Gud bevare os; lad mig dog i ro og se og høre hvad her er! — Således slipper De [ikke] derfra! og nu strømmede der lidenskabelige ord fra konen. Jeg blev ganske overvældet. Jeg gik bort. — Da jeg kom tilbage, var Kongen trådt frem ved vinduet med kone og børn, havde talt og var stormende blevet tiljublet.

21. november. (Forsøg på audiens). Hos Lind var lille Ingeborg^[61] antipathisk i sin tale, ganske politisk, jeg blev ivrig derved.

22. november. Det faldt mig ind, at min tyske boghandler kunde begå den genistreg uden min opfordring at sende Hertugen af Weimar et exemplar af min ny bog^[62] og sende den i mit navn For at forhindre dette skrev jeg straks at kun fru Serre^[63], fru Roth^[64] og frk. Heincke^[65] skulde fra mig have exemplar.

23. november. Følt mig mat i fødderne, ganske som afskrællet.

Med stor anstrengelse gik jeg ideligt, ja selv ud i Rosenvænget og hjem igen. Sendt I Spanien til Kong Georg i Grækenland. Da jeg havde givet den til ritmester Kjær, … faldt det mig ind, har jeg bare ikke skrevet Otto^[66] i stedet for Georg, det blev en fix idé. Jette Collin, der havde læst mit skrevne, lo af mig. Jeg pintes, og det tabte sig først, da jeg ved at læse Fædrelandet og andre blade så hele landets fare og nød, så alt vrøvlet med mig var intet.

24. november. Vejret ret smukt, stemningen tung. Da magterne ikke havde hjulpet Polen, håber jeg heller ikke på dem. De slipper os! Gud, hold fast!

25. november. Hver dag går jeg i studenterforeningen, jeg lever i avislæsning og kan ikke ellers bestille noget.

21. november. I aften sidder jeg hjemme i min ensomhed. Jens^[67] er kaldet til krigstjeneste, hans kone i tårer.

28. november. Spist på restauration, der sagde en mand, at det vist var en lykke for os at Alexandra var svanger, Englænderne turde da ikke lade hende gå i angest og måtte tage sig af os, da hendes sorg kunde virke på det ufødte barn.^[68]

29. november. Drevet om.

30. november. Idag gik Jens i krig.

6. december. I nat kl. 3 stod jeg ved åbent vindue og hørte soldaterne drage bort… . De sang Den tapre landsoldat, Sølet vejr, klart for oven.

12. december. I aftes gik jeg tidlig i seng, sov urolig i onde drømme. Engang i nat ønskede jeg at drømme, hvad der forestod og jeg drømte jeg blev slæbt til retterstedet, en kårde var over min hals, men jeg havde en fornemmelse af, at når det hug til, vågnede jeg, og idet jeg tænkte det, vågnede jeg, før sværdet faldt. Idag stod jeg først op henmod 9, var mere vel end de andre dage, drev op i Foreningen og siden til Kochs. Det ser uendeligt mørkt ud. Det er som mod Danmarks sidste tider, jeg har kun tanke om krig eller oprør, mit sind er nedkuet; tomme politiske taler hører man. Jeg ser min smule sammensparede [kapital] vejret hen, ser jeg [dvs: mig] som tigger på min gamle alder… . Med Danmark er det forbi, og med min lykkes levetid. Nu kommer dødens nat. Jeg bort i stor sønderknu[s]else. Nu sidder jeg sløvet hjemme.

13. december. Mit humeur aldeles nedtrykt ved begivenhederne… Hele dagen sad jeg hjemme, som den der venter på sin død, slappet og gudløs, utaknemlig mod Vorherre, bitter selv mod ham. Hos Henriques var større selskab. Jeg vilde bort, de holdt mig tilbage. Jeg strømmede over af bitterhed mod alt det tomme, der blev sagt. Men denne udstrømmen bragte mig i ro. Bedre og roligere kom jeg hjem til Hartmanns^[69] hvor fru Hartmann var rar og god, talte mig i humør med Hartmann, det er som et tungt vejr var draget [forbi], nu sidder jeg i min stue. Det har sneet i aften, soldaterne synge på gaden. Jeg har igen en fornemmelse af — fremtid.

Til alt det andet kom nu også en hoven og uforstående optræden af den unge Jonas Collin, som Andersen havde sat så megen pris på. 14. december skrev han, såret ved et brev, han lige havde modtaget fra ham:

Jeg vidste ikke om han var gal, eller jeg var det … Jeg var betaget og min sympathi for Jonas blev had. Jeg følte alt ondt røre sig i mig.

15. december. Intet kan jeg bestille, al min tanke i det, Jonas må jeg opgive, han er min fjende, han har kun erindring om svaghed hos mig, ser og opfatter mig med ondt sind.

23. december rejste han til Basnæs.

24. december. Slet ikke julestemt.

„I går havde vi da juleaften med juletræ, men når ikke julelysene inde i os er tændt, da bliver det ikke festligt. Mere trist og tom har ingen juleaften været mig end denne, men det ligger hos mig selv. Jeg har i den sidste tid prøvet tunge dage, skuffelse, sorg, og dertil rulle de tunge tids-søer over Danmark og over os alle her. Derved er nu intet at gøre, man må holde ud eller knække over” (25. dec. til Mathilde Ørsted).

Foruden fra aviserne fik H.C. Andersen de alarmerende efterretninger fra Edv. Collin:

„I øjeblikket er en fuldstændig opløsning; ministeriet har indgivet sin dimission, men der er ingen udsigt til at få et nyt ministerium; uden ministre, der vil medunderskrive, kan rigsrådet ikke sammenkaldes. Alle potentater forlade os, hvad skal Kongen nu gøre? Jeg ser ingen anden udvej end krig. — Således højtideligholdes julen af christenheden, executionen er proclameret i Holsten”. (25. dec.).

Omtrent samtidig fik han brev fra J. P. E. Hartmann:

„Kære trofaste, i stykker slåede og som tepotte^[70] henkastede ven! Det var kærligt af dig, at du til trods for alle disse fataliteter har tænkt på at sende mig et brev. … Ja, vi ere alle ituslåede og mørbankede, gid det kun må blive i ånden. Hele vor juleglæde er bleven forstyrret i disse trængselens dage, som alle have følt dybt, og man måtte ønske at være på landet som du; så nær som vi ere ved efterretningernes udgangspunkt er man i evig spænding og opskræmt-hed, både over de telegramefterretninger, man får, og over dem man ikke får, fordi telegramtråden er afbrudt. En værre første juledag end denne mindes jeg ikke at have oplevet” (Kbhvn. 27. dec.).

Hartmann forsøger at smile, men han har tårer i øjnene.

26. december. Uden fromhed eller ro lægger jeg mig til sengs.

I mit Livs Eventyr sammenfatter han stemningen fra disse angstfyldte uger:

I hjerte og tanke boede sorg og angst. Krigens blodbølge skulde atter skylle hen over mit fædreland. Et kongerige og et kejserrige stod mod vort lille land. En digters vej er ikke politikens, han har sin mission i det skønnes tjeneste, men når jordbunden ryster under ham, så at alt truer med at styrte sammen, da har han kun tanke for dette; det er en livssag, en velfærdssag; han står ikke uden for begivenhederne, men kender tilfulde deres betydning og har sin alvorstanke derved. I sit fædreland er han plantet som træet, der sætter han sine blomster og sin frugt, og om de end sendes vidt ud i verden, træets rod bliver dog i hjemmets jordbund og fornemmer, hvad der ryster den, hvad der isner den til døde.

…. Endnu troede jeg på frelse fra Gud^[71], men tit slog angst og smerte ned i mit hjerte; aldrig har jeg inderligere følt, hvor fast jeg var groet til mit fædreland. Ikke glemte jeg hvormegen kærlighed, anerkendelse og venskab jeg havde modtaget i Tyskland, hvor kære mine mange venner og veninder vare mig, men nu var et draget sværd lagt imellem os. Jeg glemmer ikke velgerninger og venner, men mit fædreland er mig som min moder; hun er og bliver den første.

Hvor lå dog alt tungt på mit hjerte! jeg led og troede ikke, at jeg kunde bære det. Aldrig har julen stillet sig så mørk og tung som dette år.

Ved årets skifte, i nytårsnat, stod jeg angstfyldt for, hvad det nye år vilde bringe. Gud var den stormagt, jeg stolede på; han vilde ikke slippe Danmark.”

Nytårsaften er han stadig på Basnæs. Han havde læst for damerne, medens herrerne spillede billard. Nu var de alle borte.

„Klokken er henimod 12, jeg sidder ene på min stue, året ender; det ser kulsort ud, sørgeligt, blodigt, det ny år! Gud, hvad vil disse blade rumme, som her følge.”

Og han slutter, fortvivlet og splittet:

Gud, du stormagt; den eneste nu
som vi tør tro på hjælper ei du.
Da er forbi det med Danmarks rige!
Nye år, hvad har du os at sige?
Løgn er verden, ingen tør tros,
hvad er nu sandhed, og hvad er vor ros!
Også for mig med året det ender,
tak — ikke hjælper nu foldede hænder,
bønner og tårer, der sker hvad der skal;
næste år, menneske, er kun et tal.

Dannevirke — Dybbøl

Det nye år bringer ingen bedring i situationen og i hans sindstilstand:

1. januar (på Basnæs). Klar skinnende frostdag, 10 graders kulde i morgenstunden. Vore stakkels soldater ligge derovre i barakker. Frosten slår bro over vandene for fjenden; en hel folkestrøm vælter mod os, hvad vil dog ske! … Om aftenen fik vi æbleskiver og biskop. Jeg udbragte Kongens skål, han rejser i aften over til hæren i Slesvig.

15. januar (i København). Det er en skærende kold vind… . Det vrimler på gaden med de indkaldte forstærkningsmænd.

23. januar. Jeg føler mig trykket og forstemt, kan intet bestille. Ønsker en ende på alt.

29. januar. Gik i Casino og hørte folk juble for alt i Ved Danevirke. Tidsøjeblikket knugede mig, betaget og følende min forladthed så bitterligt gik jeg hjem.

Så var krigen der.

1. februar. Telegrammet i form. kl. ½ 12 melder at tyskerne ere gåede over Eideren, fjendtlighederne begyndt.

3. februar. I dag havde vi den første krigsefterretning om slag igår. Sejren for os.

5. februar. Igår kørte Conferentsråd Bang^[72] om og fortalte at Dannevirke linien var brudt, Slesvig taget. Han havde det fra et telegram til dronningen, dette lød at telegraflinien dvs: tråden var brudt itu. Der kom stor skræk over folk. Var hos Bramsen^[73] for at få nye tænder… . Dania kom med sårede og med kapt. Schous^[74] lig.

6. februar. I morges hos Minet^[75] hørte jeg onde rygter om, at Dannevirke skulde være opgivet, jeg skændte på, at man udbredte sligt; på gaden kom Wanscher, der havde hørt det samme og vilde nu i krigsministeriet. Jeg drev om den hele formiddag, det ene rygte krydsede det andet; i krigsministeriet fik man ikke besked, jeg talte med flere officerer, alle sagde de, at Dannevirke var opgivet, nogle efter en kamp på sex timer, andre, at man uden videre kamp havde forladt den. Folk samlede sig i grupper på gaderne. Vinhandler Münster kom og sagde, at det var løgn det hele. Nu lød rygtet at der var en depesche fra Napoleon og Engeland, at de tyske skulde trække sig tilbage og de danske ligeså. Ud på eftermiddagen fik jeg da besked på Dagbladets kontor. General Meza og hans omgivelse havde uden sværdslag forladt Dannevirke. Det er for mig, som om jeg drømte. Det jeg aldrig tænkte, er sket. Middag spiste jeg hos kammerherreinde Neergaard^[76] i Amaliegade. Da vi rejste os fra bordet, lød hurra og piben på gaden, en stor menneskemasse fyldte gaden; jeg gik ledsaget af tjeneren; hos Linds var stor forstemthed, hos Eduard en tørhed og indesluttethed. Jeg havde ingen ro; på gaden sang og skreg folkehoben. Hos Thieles^[77] forknøthed, hos Zinns en forfærdelig bitterhed. Jeg drev omkring. I theatret kunde jeg ikke gå, der var dertil en hylen på torvet. Nu hører jeg, husarer og garder ere ude. Kongen ventes kl. 11 i aften.

7. februar. Kongen kom ikke; i aftes er flere personer blevne sårede … I dag kl. 3 var jeg i studenterforeningen, der stod opslået, at senioratet var indbudt af Monrad at høre hans forklaring af sagen. Ploug kom og bragte efterretningen, at Monrad og Kongen havde været uvidende om at de opgav Dannevirkestillingen, at de først på samme tid som vi fik efterretning derom. Jeg gik til Ørsteds der blev glade ved at jeg i denne sorgens tid kom til dem; gik til Kochs; der er aldeles svensk sympati; de vilde ikke tro på, at Kongen var så ganske uvidende. — Henriques kom hjem fra rigsrådet og troede på Monrads erklæring. Jeg var trykket og forstemt. Alt synes roligt i gaderne. Idag skal man have spyttet ind i vognen til de små prinsesser. Kronprinsen var i kirken dødbleg. Overhofmesterinde fru Bille gik hjem, turde ikke køre.

8. februar. Nogen urolighed har der dog været i aftes, men det hjalp at der i Amaliegade blev sprøjtet på pøbelen …. Gik ud til fru Monrad^[78], hun fortalte, at nu først begyndte hun at tænke på sin søn i kampen, så betaget havde hun været. Der havde da i aftes været folkestimmel udenfor. Knippelsbro måtte trækkes op, bromanden tvang man at lade den gaae ned; men han kunde kun raade for den halve; ikke den paa den anden side… . De havde råbt „Leve forrædderne” ! og fru Monrad havde ikke kunnet lade være for sig selv at corrigere „dø” og ikke „leve”. Jeg kunde endnu til aften ikke gå i theatret og blev hjemme. Der var roligt i gaderne; besindelsen synes at ville komme.

Nogle dage senere, 13. februar (brev til fru Dorothea Melchior^[79] i Rom) er det først, som hans stemning er noget mere forhåbningsfuld:

„Nu løfter sig igen sind og hjerte, nu klarer det sig dag for dag, time for time, for hver især. Det har været rigtigt og klogt at opgive Dannevirkestillingen, da ellers vor brave, udmatte hær var bleven omringet, afskåren og ødelagt. Tilbagetoget har været særdeles hæderfuldt; soldaterne ere ved herligt mod uagtet alt, hvad de have døjet og holdt ud. Gud vil ikke slippe det lille Danmark — der er en åndens sundhed og friskhed i det gamle land — det må gro og trives, ihvor tunge søer der end ruller hen over det. Første regiment har på tilbagetoget glimrende udmærket sig, holdt ud som mænd, kæmpet som helte^[80]; Gud velsigne dem alle! Gid foråret snart komme, og, med Guds hjælp, når skovene grønnes, løfter den danske landsoldat den grønne sejersgren, uagtet fjendens fremvæltende overmagt er så stor …

Frelse og hjælp vil komme; jeg stoler på Gud og vore brave, udmærkede soldater. Kun om kampen, om dagenes tryk og smerte, kan jeg skrive; det fylder mig, det fylder os alle!

Men så fortsættes der, og nu er tonen en helt anden.

„De sidste ugers begivenheder føler jeg, have gjort mig gammel; det ungdomsfriske, Gud har lagt i mit sind, er som knækket og afsvedet; jeg kan intet arbejde bringe istand, aviserne ere min læsning, ro har jeg ikke i min stue, jeg må ud, afsted, tale med mennesker, høre, hvorledes det rører sig.”

Stemningen i begyndelsen af brevet søger han — forgæves — at kæmpe sig op til; slutningen af brevet det er hans grundstemning.

Det er også den, vi genfinder, når han sidder alene og taler med sin dagbog:

13. februar. Kan ikke bestille noget. Min mave opspændt og hård.

14. februar. Jeg er ikke oplagt til at arbeide.

21. februar. Tankerne ere altid i hæren. Her hjemme megen misstemning og meget med partier, det er især fruentimrene, som ere fanatiske.

28. februar, (i Casino). Da tæppet faldt, udbragtes et hurra for det første regiment. Jeg føler mig så ene og trist i hjemmet.

1. marts. Været hos Bramsen, forresten drevet, jeg kan intet bestille og er som sløvet; med små opblusninger.

2. marts. I theatret operaen Wilhelm Tell; kun musik kan jeg nyde, og dog var det kun en urolig hvile.

3. marts. I dag fik jeg hjem i æske fra Bramsen mine nye tænder. En ny indskrivelse i de gamle mænds rolle og med mine ungdommelige følelser derfor latterlige personlighed.

4. marts. Satte selv til morgen gebisset på… . Middag hos Kochs, Peder Koch er for mørk og ilde stemt i politisk retning. Jeg gik ikke i theatret men hjem i min varme stue og til dolce farniente.

10. marts. Jeg har fuldt op at bestille, men gider aldeles ikke gøre noget.

14. marts. Jeg kan ikke tage fat på arbejde.

18. marts. Vore kanonbåde har ladet preusserne sætte 600 mand i land på Femern og tage den, ikke gjort et skud, det er oprørende; et af vore krudtkamre er sprungen og mange dræbt, det går os ilde! Rygter vælde frem, Prætendenten^[81] skal være død, Victoria have abdiceret, alt løgn.

20. marts. Jeg led hele aftenen af stærk hovedpine, kan intet tage mig for, overvældet og betaget af tidsøjeblikket.

24. marts. Sagde idag Viggo^[82] levvel, vi mødtes hos Edvards, der var megen alvor i ham, mig kom tårer i øjnene.

25. marts. I morges kl. 7 gik Viggo som officersaspirant med 18 andre, de gik jernbanevejen til Korsør, hvorfra de skulde indskibes til Als… . Før 7 var jeg vågen, hørte soldaterne drage forbi, men troede ikke selv tidsnok at kunne komme i klæderne og derud, jeg blev og var med febril i tankerne; hele dagen har jeg tænkt på Viggo og fulgt ham.

28. marts. Op ad dagen kom telegram, at preusserne havde bestormet Dyppels skanser, men vi jaget fjenden tilbage og fanget 26 menige og to officerer.

1. april. Brev fra fru Serre, jeg er ikke glad ved disse tyske breve, jeg svarer ikke… . Det er afskeden med mit 58de leveår; i det nye som kommer, ender vist mit liv her. Dette sidste år havde megen prøvelse og alvor, først viste Jonas Collin^[83] sig lumpen mod mig, han er nu ude af mit hjerte, Kongen døde, krigen truer med Danmarks ødelæggelse. Gammel er jeg blevet, kunstige tænder har jeg fået, som pine mig. Jeg er ikke rask, det hælder mod graven og bortgangen… . Dovnet og drevet har jeg fra december; 3 maaneder ikke engang skrevet et brev, kun to smådigte^[84]. Gud have tak for alt det gode, det var af dig, svaghed var kun jeg.

3. april. I stor uro for Viggo.

6. april. Sønderborg brænder, fjenden har beskudt en åben by.

8. april. Jeg bestilte som sædvanlig intet.

9. april. I Berlingstidende læser jeg iaftes, at fjenden … står nu kun 800 alen fra vore soldater. Meget overvældet.

10. april. Jeg var betaget og overvældet af ulykke; mit nye sæt tænder generer mig, hosten vedbliver, tandpinen enerverer; idag har jeg gået betynget og forældet, døden var mig bedst.

11. april. Krigen derovre opfylder mig idelig.^[85]

14. april. I aftes fik jeg et meget venligt brev fra den unge engelske attaché Lytton Bulwer^[86], søn af digteren, at spise i dag hos ham… . Jeg måtte tale engelsk. Lytton taler godt tysk, men jeg kunde ikke i mit hjertes stemning tale dette sprog, fandt det udansk, og sagde derfor på dårligt engelsk: der er for øjeblikket i dette sprog for mig lyd af kanoner og skrig af fjender, jeg vil hellere tale dårligt engelsk.

16. april. Ingen ro, intet arbejd. … I dag har jeg ret lidt under det politiske tryk, jeg rives ind i; jeg føler hver velvillie man i Tyskland har vist mig, erkender venner der og føler som dansk at jeg nu aldeles må bryde med dem alle; de ere revne ud af mit hjerte, aldrig kunne vi oftere mødes, en dejlig fortid vil ikke fornys. Jeg er bedrøvet til døden.

18. april. Op af dagen kom budskab, at stormen på Dybbel skanser var begyndt; to timer efter lød det, at de vare tagne og mange af vore officerer faldne; jeg var åndelig og legemlig overvældet.

19. april. Idag kom Hultmann^[87] på gaden og talte om mit nye stykke og prøverne. Hvor kunde det interessere mig! Jeg skyndte mig fra ham … Jeg har ikke ro eller hvile, jeg drives fra hjemmet, søger til Edvards og Linds, der er feber i mit blod. Jeg inviterede mig selv til Hartmanns, var om aftenen lidt i studenterforeningen.

20. april. Mine fødder kunne ikke ret bære mig. Edvard fandt jeg betaget, udeltagende for mig. Jette traf jeg ikke, de flere gange jeg kom der. Jeg tror de ere kede af min forstemthed. Linds overløber jeg, de ere gode og venlige.

22. april (Store bededag). Jeg kørte ud gennem Nørreport, solen skinnede, træerne stode med store grønne knopper. I den stemning jeg var, syntes jeg at naturen var hjerteløs, den åndede liv og glæde, medens alt rundt om var død og sorg. Drewsen var alene, der kom et telegram, han blegnede, kunde næppe læse det^[88]… . Jeg var bitter stemt, jeg var gudløs, ønskede at få ende på det, kunde ikke bede. Satan rådede i mit bryst… . Uden for Holmens kirke mødte jeg den sårede gardeofficer Rosen; han havde været inde i kapellet ved sin broder souschefens lig. Da han fornam jeg kunde ønske at have set ham, førte han mig ind i kapellet. I kirken skinnede lys, der var nok bryllup. Vi stode i kapellet, hvor aftenlyset skinnede. Graveren løftede kistelåget; Rosen^[89] lå der så mild og stille, en sovende; han så mere livsglad og sund ud end broderen, der levede men nylig stået op fra sygesengen nu var hos mig… . Jeg brast i gråd og han takkede mig for min deltagelse. Jeg måtte hen at udtale mig og fortælle hos Edvard. Han var ikke som jeg trænger dertil; Jette er mild og god; Jonas kan jeg ikke mere hælde mig til, han var aldrig min ven. Jeg følte mig forladt af alt og af mig selv.

24. april. Der er kommet mere ligevægt i mit sind. Vejret smukt. Folk kører ud med sporvogn.

25. april. Middag hos fru Neergaard. Jeg havde fru Hammerich^[90] til bord. „Få vi snart noget nyt fra Dem?” sagde hun, „De afficeres vel ikke så af begivenhederne?” „Vil De fornærme mig!” råbte jeg i vrede og brusede ud. Hun glattede af, men jeg var dog senere således i bevægelse, at da jeg gik fra Jonas Collin, jeg havde besøgt, fik [jeg] ondt og måtte ty ind til Linds … Jeg er ellers nu kommet mere i de gamle folder, uagtet det knager og brager rundt om.

28. april. (i arbejderforeningen) Jeg blev modtaget og efter hver læsning beklappet. Da jeg i Svinedrengen kom til Ach, du lieber Augustin, generede det mig at læse tysk, og eventyrets slutning

Alles ist hin!

forekom mig som et ondt varsel. Jeg læste det med dæmpet stemme og kom afficeret og livsled hjem.

29. april. Nu er Fredericia rømmet.

30. april. Mit sind er tungt og trykket. Intet gider jeg bestille, jeg tom, dum og alene; forladt næsten.

1. maj. Jeg er ked af livet … mæt og træt af livet, som det nu er.

2. maj. Af aviserne drikker man mismod og angst. Jeg føler mig i dag som en dødsdømt, der venter på dødsdagen som vis, men afslebet, uden nerveusitet.

3. maj. (Fru Heiberg og jeg) talte om tiden; jeg sagde, hvor bitterlig jeg følte den, idet jeg var så ene. Og hun udtalte sin ensomhed siden Heibergs død.

4. maj. Sat mig i omnibus og kørt ud på den anden side af Frederiksberg og igen tilbage kl. 5.

6. maj. I dag var jeg ødelagt, træt og nerveus. Kørte første gang med sporvogn, holdt ved Frederiksberg have og vilde op til Hauch, men følte mig så nerveus at jeg vendte om; nu vilde jeg udenom haven gå til fru Boye^[91], men da jeg kom til landevejen, var jeg tung og trykket, vendte om.

9. maj. Jeg er træt og mat, nerveus og betaget.

11. maj. Denne sejr (ved Helgoland) kom som en solstråle i mørket, vi livedes op. Folk, som kun lidt kendte hinanden, talte sammen derom på gaderne.

14. maj. Tyske aviser gør vor sejr til en sejr, som de have vundet og rose de preussiske kanonbådes glimrende hurtighed (og denne bestod i at de flygtede).

D. 15. kom den sejrende eskadre til København. Andersen fortæller derom til Jonna Stampe^[92] dagen efter^[93].

„Mit sind er tungt, det vil ikke løfte sig! Som en forfriskende luftning fra havet kom dog efterretningen om vore søfolks sejr under Helgoland. Det var et fornøjeligt syn igår at se skibene komme; alle ræerne besattes med matroser, kanonerne rungede, hurra lød fra folkemassen på Langelinie og Toldboden. Jeg blev af hr. Prior indbudt ombord på „Flora”, vi gik helt ud om skibene, ja besøgte selv ude i Reeden „Danebrog”. Vejret var smukt, kysten så sommergrøn; I aftes klang så fornøjeligt søfolkenes muntre sang, idet de gik gennem gaderne.”

Men hans sind er ikke lettet: …

„De tunge alvorstider ere dog endnu ikke borte! Hvad vil ske! Var her kun ret hos alle sind og hjerte for det nationale!”

Våbenstilstand

12. maj sluttedes våbenstilstand, og konferencen i London tog sin begyndelse.

H.C. Andersen så stadig sort i sort.

14. maj. Gade traf jeg (hos Hartmann), han var igen politisk talende, og af en anden stemning end Hartmann og jeg, sagde i anledning af Flyvepostens^[94] artikler at man også skulde høre disse, at de var skrevne af dygtige mænd. Jeg sagde at i dette øjeblik var det ikke tiden til at kives, at man skulde holde sammen; han mente, at det nationale parti^[95] styrtede os i fortræd; jeg sagde at når vi slap nationaliteten var vi ikke længer nation. Forstemt kom jeg hjem.

16. maj. Jeg er svindel og har mathed i benene. Intet bestiller jeg. Spist på restauration, traf der en gammel hyler, der var bange for at vi ved vor søsejr havde irriteret fjenden.

17. maj. Sendt brev til frk. Heinke. Da det var afsendt, pinte det mig at jeg ikke havde antydet deri min bitterhed mod tyskerne, jeg syntes det var for tamt skrevet; jeg havde villet skånet hende og kunde synes mindre varm dansk om brevet blev trykt^[96]. Hele dagen mat i benene, svimmel og skørhoved.

19. maj. Altid forstemt ensom og fortrykt.

20. maj. Forstemt, trykket, drevet om, sat mig i omnibussen og kørt ud til Melchiors.

21. maj. Der var overfyldt til conserten^[97] og en trykkende varme, jeg var ved at falde om under første [op]læsning, Den lille pige med svovlstikkerne … Næppe vilde mine kræfter slå til, mine ben vaklede, vandet gik mig ud af alle porer.

22. maj. Gudløs, bitter på menneskene og uden fortrøstning til Gud. Kørte ud til Drevsens, middag hos Linds. Nerveus og mat var det mig en anstrengelse at gå til Casino.

23. maj. Mit humeur var løftet, hvor der dog er store svingninger i et menneskes sjæl.

24. maj. I Algemeine Zeitung … fortælles en løgnagtig historie om at pøbelen i København var trængt ind i kirken, havde revet klæderne af Dronningen, og hun skjult i en officerskappe var flygtet til slottet.^[98]

26. maj. Jeg driver endnu ubeskæftiget om, men i dag rørte sig trang og lyst til en ny lystspildigtning.

27. maj. Det er næsten sørgeligt, hvorledes jeg driver og dovner, intet bliver bestilt … Jeg ser dagen gå, ønsker at det var aften og jeg kom i seng. Intet glæder jeg mig til, intet fylder mig, hvad skal det føre til … Idag er der kommet en sløvheds følelse over mig for krigen, for øjeblikket, jeg har ikke kunnet bære det; nu er jeg i en overgang, til hensynken eller til nyt kraftigt liv.

28. maj. I dag er conferencedag om Slesvigs deling, formode vi.

29. maj. Tænkt meget på hvad efterretninger der vilde komme fra London om conferencen.

30. maj. I dag ventede vi en afgørelse fra conferencen i London, der kom ingen.

31. maj. Jonas Collin hjemme hos mig for at sige farvel, han rejser i morgen som menig ved Aarøes flyvende chor, til Fyen for det første. Jeg blev ham velstemt ved besøget … Hjemme lå brev fra en tysk digter Gerstenberg, der bor ved Dresden, han vilde have understøttelse af mig; nu, i denne tid, han ved nok ikke hvad der rører sig i verden.

3. juni. Halv to kom jeg til Basnæs; hvor jeg traf frøken Lützow fra Kjøbenhavn og frøken Castenskjold^[99], sad i dag og talte længe med dem. Gik så ud i haven. Der var forår, æbletræerne overdæn-gede af røde, hvide blomster, kodrivere blomstrede i græsset, foråret viste sig så livsfrisk, så uforandret, men tiden var ikke som da jeg sidst så det. Den kolde vintertid med al den sorg og ulykke der har overvældet os alle, havde ligesom udvisket forårets friskhed. Det er uforandret. Jeg har imidlertid set vennen, jeg holdt inderlig af, blive mig fjende, set vold og hørt løgn råde, måttet slippe mennesker, jeg havde kær, længtes selv efter døden som det sikreste og bedste, lidt og stridt, glemt at et forår kunde mere komme, uforandret, levende; med en egen vemod nød jeg spadseregangen i det varme solskin og hilsede på blomst og grønt som mindede om gamle dage og stod uforandret som dengang.

4. juni. Hen på eftermiddagen … da jeg træt efter en spadseretur blundede, bankede frk. Lützow på min dør og bragte mig Berlings Tidende for iaftes. Efterretninger for os løde glædelige. Gud være velsignet og takket, han slipper ikke vort kære Danmark … Der er et sollys for os i efterretningerne i dag. Gud lad det råde. Jeg tør ikke ret tro endnu på al den Guds nåde.

Men forhåbningerne kom ikke til at vare ret mange dage.

13. juni hedder det:

„Aviserne tyde på at krigen bryder ud om 14 dage”, og to dage senere skriver han (til fru Koch): „Gid det bliver godt! Men idet jeg håber og troer, farer ofte billedet af det sønderrevne Polen mig forbi; det er forunderligt, hvorledes jeg i den sidste tid svæver mellem forhåbning og stor sjæle-angst. Gud holde sin hånd over Danmark!”

18. juni. Uhyggelige drømme i nat.

20. juni. I dag er jeg forstemt… Jeg begyndte på en psalme i den angst jeg føler. Aviserne alle gode med russisk indvirkning herhjemme.

21. juni. I dag skrev jeg psalmen færdig.

Dagen efter sendte han salmen til Jette Collin:

Jeg har en angst som aldrig før,
som stod jeg foran dødens dør
og måtte ind og styrte ned
i mørke og i ensomhed.
Jeg rives frem med stormens hast,
o Herre, Herre, hold mig fast,

og han tilføjede i brevet:

„Avis-efterretningerne have i de sidste dage ret spændt og pint mig, nu er det snart den 26de, hvad er der sket, hvad skal der ske!”

24. juni. Jeg sagde igår: vejret bliver i morgen som vor skæbne bliver. Det glædede mig derfor, da solen ved middag brød frem, flere gange har den dog sejret over regn og mulm.

I breve mærker vi den samme stemning. 19. juni skriver han fra Basnæs til Jonna Stampe, født Drewsen:

„Vejret er sommerligt, jeg har det så godt, jeg kan have det udenom. Indeni vil det ikke klare op til ret i ro at bestille noget; under våbenhvilens havblik går i dybden en dønning, der tager hele min tanke.”

Fem dage derefter skriver han atter til sin unge veninde:

„Mit sind er i vedvarende svingninger, aviserne sætte det deri. Snart er våbenhvilen udløben, jeg kan endnu ikke tænke mig udfaldet for os.”

Andersen havde bebudet sit besøg hos de unge Stampes; han fortsætter:

„Elise^[100] glæder jeg mig til at tale med, hun kommer jo også til Christinelund. Vi have der alle en stor fælles sympatie, den for Danmark, for vor nationalitet, og i den følelse mødes vi; gid vi også i det religiøse gik de samme veje, dog også de mødes vel tilsidst! Du og hun ere lykkeligere end jeg! Hos mig gærer og bruser det, jeg erkender at indenfra udgår meget ondt, viljen strækker ikke til, og det kan være, det er min egen skyld.”

Nogle uger derefter var Andersen på Christinelund. Vi skal se, om der var den enighed mellem ham og Jonna Stampe, som han håbede der var.

Als

Om sin stemning her ved midsommertid siger Andersen i M. L. E.

„Jeg havde fornemmelsen af, at mit fædreland stykkevis vilde blive amputeret og forbløde, mit modersmål skylles hen og kun lyde som et echo fra Norges kyster. Selv vore gamle sange vilde ikke mere komme på læben, de klang som en skuffelse.”

Ved denne tid skrev Andersen et digt. Han kalder det „Trøst i tro”, men der er ikke meget trøst i det, og heller ikke megen tro:

Skal vi ej mere synge igen
„Danmark dejligst vang og vænge!”
Hjertet bløder, synger vi den,
vinterens storm har jaget den hen, —
kommer da ikke en eneste ven?
Ham har vi ventet så længe.

Sommeren blæser sin milde bor,
hvidtjørnen blomstrer og gøgen kukker,
alt er så smilende friskt som før,
fuglene kvidre i vante humeur,
hver en blomst har sin gode couleur,
kun menneskets hjerte sukker.

Ikke det hjælper, græd selv du blod,
jamre og klage ikke dig båder,
det, som skal ske, fra evighed stod
skrevet hos ham, som er alvis og god,
han, som aldrig sin skabning forlod,
Kongernes Konge, som råder.

Ikke endnu er vort fartøj et skrog,
alle mand være på dækket!
Stykker af rælingen søen tog,
søen slog, som den sjældent slog,
sprøjter sin fråde mod Dannebrog,
Gud, hold den uforkrænket!

Aldrig fortrøstningen helt vejrer hen,
før brister hjertet af sorgen.
Altid folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en ven,
holde vi fast, han holder igen,
og solen vil skinne i morgen.

„Men ingen solstråle skinnede.”

Digtet kom frem (i Illustreret tidende) den dag kampen begyndte igen, 26. juni, efter våbenstilstanden.

Samme dag kom også grevinde Holstein^[101] på besøg på Basnæs.

Hun fortalte Andersen: preussiske officerer har sagt, at når krigen begynder igen, vil det gå som i Italien: sæden blev afmejet, fæet drevet af byerne og solgt.

29. juni. Als er angrebet, fjenden er kommet derover, det ene uhyggelige telegram efter det andet, vi have lidt stort nederlag, men vist stor modstand. Efterretninger fra England er, at de og Frankrig blive neutrale, ingen hjælp; ved Helgoland vente de i dag slag mellem østrigsk-preussiske og danske skibe, det er en rædsom febril gørende dag, jeg er nerveus betaget. — Als tabt. Uendelig nedtrykt.

30. juni. Fjenden vil nu tage Fyen. Indvånerne flygte fra Middelfart. Det ender med at vi kommer under Tyskland. Jeg har en fornemmelse af at min stjerne er nede, ulykke eller død venter mig. Gudløs og derved ulykkelig.

„Det ender med, at vi kommer under Tyskland”

Den fuldstændige depression, den sorte fortvivlelse, der nu havde besat H.C. Andersen, kommer også til udtryk den næste dag.

1. juli. Fredag den første, og før jeg skriver den sidste — om jeg skriver den — hvad da? Gud har sluppet os, vi nå ham ikke, jeg går og venter som fangen på sin dødsdom … Leve, nyde det korte minut — forbi — forbi! — Gud har sluppet mig og os! — Hvor er jeg forladt, ingen venner, ensom med mig selv, i mig selv, og dagene som komme blive endnu værre, indtil det ender — ender i graven!

2. juli tog han ud til, flygtede han ud til Søllerød — efter indbydelse af fru Louise Neergaard.

„Det er et smukt, gammeldags landsted, ikke stort, og gæsteværelserne ligne små skibskahytter. Men her er hyggeligt, og man har alt hvad velstand og godt hjertelag kan skaffe her.” (15. juli til Mathilde Ørsted.)

Men hvad hjalp det! Dagen efter ankomsten skrev han (til Edv. Collin):

Skal jeg skrive eller ikke skrive! det var nok bedst at lade være, det var klogere, men jeg er ikke meget klog i denne tid. Det var et sløvende driveri jeg førte de to, tre dage inde i byen, der var ingen hvile uden i de minutter, jeg sad tøjret til avisen; og dog synes jeg nu herude at det var bedre inde i byen, end her hvor man først „imorgen” hører, hvad der er sket; det er her som om jeg i tordenvejr var krøbet ind i sandhullet til børnene for der ikke at se lynet eller høre bulderet, og dog er det ikke derfor jeg er her; det er grueligt, i tider som disse, at være som jeg ganske alene i sit hjem …

Skal vort smukke, rige sprog om et hundred år kun kendes gennem nordmændene? Der overvælder mig en sorg, og imellem griber mig dertil en menneskelig angest, den jeg troer ikke at kunne udholde …. Natten har været uhyggelig, idet nogen, ingen ved nu hvem, have lukket svigersønnens^[102] lille hund ind i værelset tæt ved mig og der har den hylet fra midnat til ud på morgenen … Får jeg brev fra Dem det vil gøre mig godt, men skriv ikke, når De ikke kan skrive noget trøsteligere end jeg skriver, betragt mig da heller som en syg, man ikke skal tale til, han kommer sig nok eller dør. Den slutning har man jo altid på historien. Et rygte siger at vi få fred og gå ind under Tyskland. Er det så? Ja det vil aviserne melde mig. Jeg gør mig ret umage for at samle i tanken al den nåde og velsignelse Gud har forundt mig, uforskyldt i dette Liv for at samle kraft til at tømme den kalk jeg skal tømme. For os ældre er den gode tid forbi; den unge slægt er elastisk, måske kan den gro.

Lige så dødsens fortvivlet er han i et brev til Mathilde Ørsted lidt senere (15. juli):

„I al den lange tid herude har jeg aldeles intet udrettet, ikke et ord er bragt på papiret, jeg kan ikke, bedre gik det dog på Basnæs. Nu, efter at Als er tabt, nu efter at alt bøjer mod undergang, føler jeg mig trykket og betaget, ventende kun på dødsstødet.”

En sag var der desuden, som i særlig grad pinte ham, nu da han mente, der var fare for, at vi kom under Tyskland:

17. februar havde et folkemøde i Lausanne vedtaget en udtalelse til støtte for den danske sag, og 14. april havde 34 fremstående danske besvaret denne i en ret udfordrende tone. Mellem de 34 var Andersen og Gade. Det var første gang, Andersen havde sat sit navn under en politisk udtalelse, og han blev betænkelig:

„Phantasien løb over med mig, jeg var på åndelig pinebænk, ødelagt.”

Collin beroligede ham. Men galt blev det, da Andersen havde talt med Gade.

„Sov ikke hele natten. Gades tale satte min phantasi i bevægelse, jeg så mig som politisk fange etc. — Jeg var i febril tilstand” (11. maj);

atter måtte Collin berolige.

Nu, da Andersen frygter, at tyskerne er på vej, skriver han i brevet til Collin (3. juli):

„Er De træt af at læse mit brev, så hold kun op, jeg fritager Dem derfor, og måske er det også mig selv bedst. De har nok der tynger Dem, hvorfor da høre på mig! det som mest berører mit personlige og som i stærke svingninger kommer tilbage, den meget musikalske Gade, ved De nok har for få uger siden stemt strengen, det regner De jo til fixe ideer, og De er vel endnu af samme mening?

Enten har man en fix idé eller man ser alt for klart, til dato er alt ondt jeg befrygtede indtruffet; gid jeg kunde bede Vorherre styrke mig, men jeg synes at der er langt vigtigere ting at bede ham om og som heller ikke opfyldes.”

Collin — det var jo nu tredie gang Andersen kom med sin nervøse ængstelse at blive ført til Tyskland som fange — svarer (5. juli): Hans ængstelse er noget galimatias. Ligesom den fangne løjtnant Anker bliver fejret af tyskerne, vilde også han blive feteret af vore sentimentale modstandere.

Men frygten blev ved at sidde i Andersen.

„Jeg fik igen min fixe idé” (11. juli).

„Der er en syg streng i min sjæl, der vil gå åringer før den læges og måske aldrig, ja måske er den en sandhedsstreng, min fixe idé forudsynlighed; jeg er vævet ind i maskinen og skal flænges itu” (13. juli).

„Til morgen igen plaget af den fixe „idé”. Jeg var i en sved af skræk” (30. juli). —

Desperationen vedvarer:

4. juli. Drevet om, ond og gudløs i hjertet.

3. juli. En rædsom søvnløs nat.

8. juli. Nu ved bordet kom efterretning om at ministeriet Monrad var gået af; stor misstemning og her ved bordet levende disput.

10. juli. Gik gennem skoven forstemt og bedrøvet. Hvad vil der ske? Angest og sorg fører mig ud på de dybe vande, løftes jeg der eller synker jeg der? Religionen er mit lys; min redning troen. Tror jeg at Gud og Jesus er eet som de troende ville det, da er Jomfru Maria den mest udkårne af menneskene, da, i vor ydmygelse for Gud, er det så nær at bede hende være mæglende for os. Hvilke tanker for mig! Herre min Gud! lys ind i mig, vær mig nådig, og, Gud jeg er ved at slippe dig, som jeg [i] barnetidens tro kunde holde mig til.

11. juli. Efter bordet kom etatsråd Trap^[103] over til mig for at sige mig om det nye ministerium, og at det nu tydede på en løsning af sagerne. Kongen havde første gang i lang tid været glad.

12. juli. Kørt kl. 9½ med fru Neergaard ned til Stranden ved Vedbæk (jeg drømte i nat at der i badehuset kom altid strømme af blod, det var fra sårede tætved).

13. juli. Dovnet på sofaen, drevet åndløs om i skoven, vegeterer kun.

Et par dage før (11. juli) havde han skrevet til Edv. Collin:

„Herude overvældes man af ængstende rygter, snart siges fjenden der, snart der, så har man hørt skud under Skagen; så frygter man landgang på Møen; jeg ved nu nok hvorledes phantasien råder i denne tid, men det er virkelig som gik der over bondens mark „en sludder-tråd” … Dagen er tung og pinlig, natten har fæle drømme, ventetid — selv på hvad ikke godt er — er lang, pinlig lang.

Kun tre dage derefter, 14. juli, skrev han atter til „hjemmet”, dennegang til Jette Collin:

„Jeg er mæt og træt nu af at være herude. Venlig omgang, et rigt bord, en smuk natur rundt om har jeg, hvad kan ønskes mere; det som ønskes kan ikke erholdes og jeg er bange: det aldrig erholdes. Det er underligt, jeg som har klamret mig fast til livet og jublet ved det, har daglig følelsen og tanken, „bedst er det for dig, om nu snart alt var forbi”. — Intet har jeg bestilt den lange tid herude, mere åndelig sundhed og røre var der under opholdet på Basnæs, men da var heller ikke det sidste store stykke af Slesvig, det smukke Als^[104], revet fra os. Forandringen i ministeriet håber jeg nu standser blodudgydelsen^[105], måske krigen ender, men hvilke betingelser? Hvad vil fordres af os!”

Kun to dage senere skrev han atter til Jette Collin, nervøst^[106]:

„I aviserne klinger endnu intet Davids harpespil til beroligelse i disse mørke tider. Også herude sejler man om mellem politiske partier og højst forskellige opfattelser af situationen. — Dog, om alt dette vil jeg ikke skrive, ikke tale; hvad er der sandt i, når man fortæller, at professor H. P. Holst skal være scene-instructeur ved det kongelige teater?^[107] … Går Casino overstyr? Hvo skal i stedet for geheimeråd Tillisch som styrende for det kongelige teater? Er det staldmesteren Danneskjold?^[108] Nu er vel Deres Louise rejst… Er Theodor stadig hjemme … Fru Augusta Collin er vel meget ængstelig for Edgar?^[109] … det bedrøvede mig at læse den unge Trepkas død; stakkels gamle fru Falbe! hendes hjerte, tror jeg, hænger fast ved hendes børn og børnebørn.^[110] Gid der dog snart kom våbenhvile, fred — men hvilken fred! —”

Otte-ni spørgsmål og udråb slynges ud, hulter til bulter, betydningsfuldt og ligegyldigt imellem hinanden. — Nervøst, Andersen er helt ude af ligevægt. —

Han søgte at arbejde på et syngestykke „Saul” og skrev 16. juli i sin dagbog:

„Jeg har en dæmonisk stemning til ret at udtale Sauls onde dæmon, skrevet flere strofer ned.”

Andersen flakker om

I Søllerød havde Andersen (11. juli) skrevet til Collin:

„Det er mig doppelt pinligt at drive om, jeg er halv vrag! råder De mig til at rejse op til Norge? Jeg har sagt Dem hvad der særligt holdt mig derfra; skal jeg imidlertid ud, for ikke at gå i stykker, og dette har noget [at] betyde i en tid som denne, da må jeg afsted meget snart ellers bliver jeg hernede.”

Mandag aften d. 18. juli kom han tilbage til sit hjem i Nyhavn. Byen gjorde et „trykkende indtryk” på ham. Han gik hen til Jette Collin — hun var ikke hjemme, men kom straks, sagde pigen.

„Jeg ventede i 3 kvarter, blev mere og mere nerveus og forstemt, gik hjem betaget og livsked. En lang og broget levedag var min levetid, nu er det mod natten, jeg ser intet fremad (føler mig så uhyggelig ene).”

Han havde bestemt om onsdagen at rejse til Norge, men om torsdagen ved han alligevel ikke, hvad han vil.

Tirsdag 19. juli: Lå længe til morgen … Jette Collin råder mig bestemt fra at gå til Sverige som nu ikke var velset hos os. Edvard vilde have mig til Norges ensomhed i bjergene, den havde han lyst til, men ikke jeg. Christiania og mennesker foretrak jeg, men glædede mig dog slet ikke dertil, halv opgav jeg allerede rejsen.

Derpå kører han med sporvogn til Tivoli, går så til Blågårdsvejen og besøger fru Læssøe;

„hun lå på sofaen, var syg og betaget over Danmarks nød, den gamle kone græd, jeg var overvældet”.

Han opgiver rejsen til Norge,

„alt ser så mørkt og tungt ud, mit sind er slet ikke til at flyve afsted, men i byen, hvor næsten alle mine venner ere borte, kunde jeg heller ikke sidde, jeg kastede mig derfor i en banevogn nordpå og for igår morges til Fredensborg”. (22. juli til Henriques.)

I Fredensborg besøger han Bournonvilles. De skulde på en stor sejl- og skovtur lige til midnat, den vilde han ikke med på. Han var så et besøg hos Paludan-Müller, og man kan gå ud fra, at de to har drøftet fredslutningen, der snart måtte komme, og Danmarks fremtid.

„Jeg gik i den hældende eftermiddag ind i den store, mennesketomme slotshave, hvor der er mageløse, dejlige træer, men en ensomhed, et tryk af sørgmod, så at jeg følte, at blev jeg her længe, endte det med, at jeg sprang i søen. Jeg besluttede da hellere at forlade haven og. endnu samme aften, Fredensborg, men da jeg kom ud på gaden og om ad landevejen til Frederiksborg, var der en dejlig duft af hø, jeg mødte fornøjede bønder … og sindet løftede sig da til at sove natten over i denne gode stad.” (Til Jette C. 23/7).

Næste dag, d. 24., tager han så over Helsingør til Marienlyst. — Dagen derefter læser han aviserne, de sætter ham i tungt humør. Han venter Scharff^[111] med toget, men han kommer ikke.

„Jeg føler mig ene og trist, aldrig mere skal jeg nyde livet, forbi! (25. juli).

Han sover dårligt om natten.

28. juli er han i byen igen.

Der er så trist.

30. juli: Bestemt at tilbringe dagen ude hos Henriques, tog paraply og begav mig afsted, men på Kongens Nytorv mødte jeg Delbanco^[112], der sagde mig, at Henriques i dag vare i Helsingør …Gik ud på Vesterbros teater og så det naturalske voxkabinet. Væmmelige fremstillinger dér af syphilis. Jeg følte mig træt og nerveus, det er trykkende varmt, spist på restauration. Gider ikke bestille noget. Fru Jette Collin skulde komme ind fra Rungsted, men kom ikke. Jeg spiste tidlig til aften, gjorde mig det mageligt for halv 10 at gå i seng, thi jeg gad ikke tænke eller læse.

31. juli: Jeg var meget forstemt, vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig selv. Edvard Collin og Theodor^[113] skulde komme med formiddagstoget, de kom ikke. I nat kl. 12 er våbenhvilen endt, endnu vide vi intet… Våbenhvilen forlænget til den 3. august kl. 1 om natten.”

To dage derefter vidste han besked,

„fredsbetingelser så slette de kunde være”, de tre hertugdømmer tabt. „Ikke vel, trykket humeur.”

Han pakkede straks sin kuffert, kunde ikke være ene, sejlede ned til Christinelund ved Præstø, til sin unge veninde og beundrer Jonna Drewsen (1827—78), der jo var gift med Henrik Stampe.

Trods hjertelig modtagelse er Andersen pirrelig.

3. august: Den lille Janina^[114] sluttede sig med stor inderlighed til mig, så jeg blev træt af den store vedhængenhed.

4. august: Sengen for kort, jeg lå dårligt, redede sengen om i mørke, sov portionsvis, i morgenstunden, en mølle lige under mig. Jeg er øm i alle lemmer, det var den første nat, frosset har jeg også. Gået i skoven … Meget koldt vejr.

6. august: Vækkedes i morges kl. 4, jeg tænkte, det var indbrud eller skorstensfejer, det var det sidste. Drømte som sædvanlig drøm på drøm, nu er jeg mæt af opholdet.

Overfor J. P. E. Hartmann åbnede han sit hjerte (6. august):

„Vejret er koldt og gråt, jeg tror sommeren er forbi; men freden kommer jo, freden, hvor vi ikke som sidst kun med jubel modtoge vore hjemdragende soldater, og dog have de lidt og stridt, dog have så mange givet deres unge liv hen for Danmark; jeg kunde græde, hjalp det kun noget. Søerne rulle hen over os, og er man bløddyr og ikke store skaldyr, da er det som lå man flået i salt-lage! Men nok derom, nok om det hele, nu er det så, nu bliver det så.”

Det var det store spørgsmål i disse måneder: Skulde freden accepteres? — eller skulde der kæmpes videre? I mangfoldige hjem drøftedes det hæftigt — også på Christinelund:

9. august: Ulyst til alt arbejde. Bad Jonna ikke at tale til mig om politik i dag, sagde, at jeg var pirrelig, kom let til at sige hvad jeg ikke ønskede at sige. Ved frokostbordet begyndte hun med et og Henrik i politik, jeg blev revet ind; med ham var jeg aldeles enig. Jonna overskyllende dansk, „holde ud til sidste mand”, „se hvad Herren vilde beskære os!” „have troen!” og alle disse taler! Jeg blev om ikke kaldt udansk, så henregnet til de reaktionære, de kongelige, mens hun erklærede Kongen for aldeles tysk. Jeg blev lidenskabelig, lå siden som en dvask klud. Styrtede ud på marken snakkede højt og var i vild lidenskab. Efter bordet kaldte Jonna mig ind i dagligstuen og sagde hjertelig og med tårer: „Jeg har uret, jeg forstod det først ret, da De sagde mig, hvad De havde opofret og givet hen,” talte og erkendte mit tidligere forhold til Tyskland, med hvilket jeg havde brudt! Efter den hjertelige udtalelse kyssede jeg hende på panden og var senere i godt humeur.^[115]

11. august kom han til fru Ingemann i Sorø. Der var to hjemsendte soldater i indkvartering. Modsætningen mellem nu og for 14 år siden slog ham:

„Forrige gang efter krigen kom soldaterne hjem med sang og jubel, æresporte havde vi da rejst med flag og faner; nu derimod [er] alt så stille, og dog havde soldaterne måske i denne krig mere end i den forrige holdt ud, lidt og stridt. Gud glæde og velsigne dem alle for, hvad de døjede” (17. aug. til Jonas Collin jun.).

Stadig forfølger den tanke ham, at hans tid er forbi. Til Jonas Collin, der jo stod ved Aarøes flyvende korps, skrev han videre:

„Kom frisk i sind og hjerte hjem til os og til åndelig virksomhed! Du har en fremtid … For mig er det, som om disse Danmarks store begivenheder afsluttede det hele; jeg fornemmer mig i geled til afmarsch og dog at have udrettet så lidet. Det sidste år, så godt som, har kun ligget tungt på mig, ikke frugtbringende; jeg har af det kun virkelighedens tunge bundfald. Gud ved, om nye ideer kunne løfte sig fra disse, om jeg får noget mere bestilt! Jeg er tung og træt som efter en dags-vandring over sand-mark i solhede.”

Fem dage på Conradineslyst ved Slagelse hos komtesse Thekla Moltke (1811—76), derfra, 18. august til provst Ortved i Roskilde.

Hos ham traf han general Ernst Wilster (1808—81). Denne havde stået ved Frederiksstad i februar og været mod opgivelsen af Dannevirke; havde været med Hegermann-Lindencrone under tilbagetoget gennem Jylland.

19. august. Wilster var så hjertelig mod mig, så bevæget, og i tårer sagde han til mig: Jeg har gjort hvad jeg kunde, men jeg kunde ikke strække mig videre, men der kommer vel en bedre tid. Da jeg fortalte om, hvor bitterlig det havde været mig at undlade at skrive frk. Heinke til, omfavnede han mig, kaldte mig en rigtig dansk mand.

20. august. Wilster fortalte om felttoget saa varmt, så blødt! Jeg har fået overordentlig hengivenhed for den fortræffelige mand, een samtale som denne, og han vinder hjertet. Vi talte om Dannevirke. „Ja, sagde han bevæget, jeg dømmer ikke, de andre have vist handlet rigtigt, men jeg havde ikke kunnet forlade stillingen!” og da tårer løb ham ned over kinderne, sagde han, idet han forlod stuen: Jeg er for blød, men vendte derpå om og sagde: Nej, det må ikke kaldes blødhed, men „svaghed”. Han udtalte, at jeg bestemt ikke var kriger, at min phantasi var stærk, at jeg var meget nerveus, men at sjælelig var jeg modig og vilde i farens øjeblik gøre min pligt; han nævnte exempler på erkendte krigsdygtige folk, der øjeblikkelig kunde blive betagne.

Dagen efter ankomsten til Roskilde gik de hen til „gamle Windings”, pårørende af Hartmann.^[116] Her var tonen helt anderledes:

„Konen er det magreste jeg har set; hun var lidenskabelig for, at soldaterne bedre skulde have forsvaret landet, ikke lade sig tage til fange. Der var ikke noget at sætte op mod hendes heftighed, og jeg indlod mig derfor ikke videre i disput.”

Næste dag (22. august) var Andersen i „Prinsen”, hvor de to skuespillere Kristian Mantzius og Døcker^[117] optrådte. Mantzius fremsagde det digt, Hostrup havde skrevet, Fred eller Krig.

Hører du det, lille Danmark?
han dig byder fred og venskab,
han, som tog det højre øje,
han, den stærke ravn, som suged
hælvten af dit hjærteblod.
Når du får hvad han har ranet…,
når du røgter hvad han byder,
vorder han dig huld og god.

Nej det kan, det vil du ikke …
Om du freden får, den bitre, d
u vil ikke fred og venskab, d
u vil mellem dig og fjenden —
hvorsom helst den end skal drages —
skære grænsen dyb og bred …

Krig, ja krig, og nu for alvor …
Krig mod ånden, løgnerånden …
Krig mod sproget, mordersproget…
Det er lagt i eders hænder —
hører det, I mænd og kvinder!
om I vil med fjenden have
halvvejs fred og halvvejs trætte,
eller krig på liv og død.

Her talte et sind og temperament, der i denne situation var så forskelligt fra Andersens som vel muligt:

„Et misgreb af Mantzius at fremsige Hostrups digt Fred eller krig, det gjorde et pinende indtryk og optoges med stor stilhed.”

23. august var han atter i Nyhavn.

„Jeg kom hjem til storm og skylregn, det har været kolde, mørke dage”, skrev han.

Den underlig tomme sommer — som Jette Collin kaldte den — var ved at være forbi.

Stadig depression

I København var Andersens stemning i de følgende måneder stort set den samme:

3. september: Drevet, bitter, ked af verden og mig selv. 4. september: Mit blod snurrer underligt.

7. september: Middag hos Ørsteds. Mathilde^[118] skændte på mig, fordi jeg ikke bøjede mig i Gud under sorg og prøvelse, sagde, at jeg i aften skulde to gange læse mit Fadervor for hvad jeg havde sagt i dag.

8. september. Mit humeur er borte, jeg ser ingen fremtid for mig.

9. september. Gik i Kongens teater og kom trist hjem. Jeg har ingen fremtid mer, intet at glæde mig til, ingen ideer, jeg skylles nu hen!

29. september. De to unge frk. Rørdam vakte ingen sympati hos mig, og for disses skyld nægtede jeg at læse eventyr som Jette Collin bad mig om, jeg blev endnu mere gnaven over mig selv og sad ærgerlig i theatret, kom bitter hjem med erindring om så meget falskt og dårligt. [Indbydelse fra fru Heiberg] Det satte lidt solskin i humøret; jeg er dog et underligt vejrglas!

3. oktober. Jeg stod fra 10 til 11½ for Bissen, der sagde at Vorherre havde givet sig tid til at skabe mit hoved aparte frem for de fleste andres.

3. oktober. Jeg var nerveus, som forsviret, svimmel og hæmoridalsk^[119], følte mig svimmel da jeg kørte med sporvogn, stod imidlertid for Bissen. Vejret særdeles smukt, men jeg ikke rigtig menneske.

24. oktober. Smukt solskinsvejr. Forstemt og trykket af den stemning, der er i folk og blade. — Dagene går, intet bestiller jeg, det er som var jeg på søen i dønning. Bladene ere vildt frihedsvillende og re[a]ktionære, der skylle op mod det personlige. Det er uhyggeligt at høre til offentlige personligheder. Til aften hjemme, men dovnende, hvad vil det føre til ?

26. oktober. Middag hos fru baronesse Güldencrone^[120]. Der var foruden mig kun een herre, baron Juul Rysensteen, skikkelig og god, men hvor var han reaktionær! „Det var bedre vi sluttede os til tyskerne, sagde han, de kan forsvare os; svensk er også et fremmed sprog, vi blive kun en provins af Sverrig etc.

27. oktober. Følt mig forstyrret og ødelagt. 29. oktober. Meget mat og trist.

30. oktober underskrev ministeriet fredsslutningen, og under indtryk af det (og Michael Wiehes død) klager Andersen:

31. oktober. Det dygtige går, det ene efter det andet, landet falder fra hinanden; jeg følte mig bitter og gudløs. I nat havde jeg igen min sædvanlige hæslige drøm om et levende barn, jeg lægger ind på mit varme bryst, denne gang var det dog kun i mit ærme, og det udåndede og blev et vådt skind kun. Satte mig i omnibus og kørte ud til Drevsens. Jeg er gnaven og forstemt, vred på så mange. Kun ulykke, nød, krænkelse, forglemmelse og død venter. —

I rigsrådet stod i disse dage en hæftig strid, om der skulde siges ja eller nej til freden på de hårde betingelser. Monrad og flere med ham mente, at det vilde betyde Danmarks dødsdom, andre som Hall og Lehmann troede på Danmarks fremtid, trods lemlæstelsen. Den samme diskussion førtes rundt om i hjemmene.

2. november. Intet bestiller jeg, intet holder mig oppe, partistrid i familierne; det er som livet intet mere havde at glæde sig til.

8. november. Endnu driver jeg.

10. november. Febersyg nat med gigtfornemmelser i ganen og øm i øret, hovedet som kløvet.

11. november. Smerter i fødderne, snue og hovedpine.

Den 9. november vedtoges freden af folketinget, og to dage senere af landstinget. „Jeg ved ikke endnu, om jeg vil være istand til at få dette afskyelige ja over mine læber”, havde en udtalt (A. Hage). Men når han og flertallet dog gjorde det, var det, fordi de, som stemningen var i folket, ikke mente, at den fortvivlelseskamp, som burde føres til den bitre ende, vilde blive udkæmpet af folket. „Nu er den danske folkeånd døende”, blev der sagt.

Under det knugende indtryk af disse begivenheder — var Danmarks saga ude? — skrev Andersen Folkesangens fugl, en stemning:

Den begravede Helt er steget op af kæmpehøjen, der er ingen til at mindes hans bedrifter. Da fremstår en skjald og lover ham liv.

Da er det, som fra hans harpe en lille fugl svinger sig ud, det er folkesangens fugl, der aldrig dør.

Det er vintertid, vinden er skarp som et dværgesmedet sværd; sneen fyger, — „den føg, synes os, i dage og uger og ligger som et uhyre snebjerg over den store stad”… .

„Livet vælder; vi fornemme det i toner, de bruse som fra kirkens orgel, gribe os som klang fra elverhøj, som ossianske sange, som valkyriens susende vingeslag. Hvilken samklang! den taler ind i vort hjerte, løfter vor tanke, det er folkesangens fugl, vi høre. Og i dette nu: Guds varme ånde puster fra oven, snebjerget slår revner, solen skinner derind, våren kommer, fuglene komme, ny slægter, med de hjemlige, samme toner. Hør årets drapa: Snestormens magt, vinternattens tunge drøm! alt løses, alt løfter sig i dejlig sang fra folkesangens fugl, der aldrig dør.”

Samme dag som han renskrev Folkesangens fugl, gik han hen til Paludan-Müller og læste den højt for ham.

Hvorfor? Nogen nær forbindelse mellem de to digtere er der ellers ikke.

Engang tidligere (måske da Andersen nys besøgte Paludan-Müller i Fredensborg) har de talt om, hvilken fremtid der ventede Danmark og hvad der burde gøres; og deres meninger, som deres temperamenter, har været så forskellig som vel muligt.

Paludan-Müller har hørt til de ivrige nej-mænd, han har villet en fortvivlelses kamp, en kamp trods alt. Nu var freden altså sluttet; men han har ikke kunnet slå sig til ro med den bitre og beskæmmende fred. Han har taget spørgsmålet op, hvad der nu burde være fremtidsmålet for den gamle moder, der lå brat af slaget rammet.

Digtet stod 13. november i Illustreret tidende. H.C. Andersen har sikkert — på den ene eller den anden måde — kendt det, da han dagen efter læste sit eventyr højt for Paludan-Müller. Man kan ikke godt tænke sig, at Fremtidsmålets digter har syntes om Folkesangens fugl, der er veg, skrevet uden vilje, ja næsten uden fremtidshåb og fremtidsmål. Det er næsten, som Andersen har tvunget sig ind i en tilsyneladende fortrøstningsfuld stemning.

Det er andre toner end i „Svanereden”.

I reglen er stemningen da også stadig den samme sorte.

20. november. Knuden i hånden troer jeg fører til en operation og jeg dør deraf, det er jo tiden snart, jeg må dø; og idet jeg tænker derpå, synes jeg slet ikke at have nydt livet, ikke grebet frugten Gud forundte mig. Med min lykke er det nu forbi, krigen har skilt mig ved mange venner, dem jeg nu aldrig kan møde, og herhjemme har jeg kun at vente på at komme i jorden.

25. november. Nerveus, tandpine; et stormende vejr ude, jeg kunde næsten ikke stå fast; føler at jeg bliver ældre, at jeg snart må afsted. Døser tiden hen.

2. december [om aftenen]. Gik hjem og har angst for at den dag imorgen ikke bliver bedre end den i dag.

6. december. Besøgt fru Læssøe. Hun er nu aldeles blind og overvældet af begivenhederne. Jeg læste for hende Folkesangsfuglen. Hun bad mig blive lidt længer, mente, at hun var borte, før jeg kom derud igen, hun græd bevæget og talte om det tabte Schleswig.

8. december. Mine ben ere svage. Gadens sten så smattede, at jeg har ondt ved at stå fast.

9. december. I dag har jeg længst følt mig nerveus og ødelagt. Tre gange gik jeg ud i morges, men vendte strax tilbage, mine ben kunde ikke bære mig… . Til Kochs, kørte så hjem og sidder nu, træt i benene, skørhoved og tykhoved. Skal det således ende?

12. december. Jeg skrev brev til fru Serre og frk. Heincke; Edvard Collin kunde ikke gå ind derpå, læste det ene, og da han begyndte på det andet, kastede han det ærgerlig hen og bad at han måtte være udenfor den sag, han billigede ikke at skrive de to til, de hørte dog til den tyske nation. Jeg følte mig ærgerlig og forstemt.

20. december. Meget nerveus og vaklende, det var en hel tortur at gå til Ørsteds, hvor jeg sagde levvel for iår.

Julen tilbragte han på Basnæs, hos fru Scavenius.

24. december. Henimod kl. 8 havde de fattige bønderbørn med deres mødre juletræ som sædvanligt her på gården, men denne gang juleaften. Forspiste, tause og forlegne stode de om træet, greb hvad der blev givet dem; ilden var gået ud i kakkelovnen, der var koldt, jeg frøs og listede mig bort. Fruen mente at forstemtheden lå i at der ikke som i fjor var klistrede dukker på træet, dem jeg lavede da. Efter te fik vi vort juletræ … siden fik vi puns og æbleskiver, men her var ikke tanke af juleglæde.

25. december. Hørt slidder og sladder om kærestevrøvl og gøren-kur mellem soldaterne her var og kammerjomfru, husholderske etc.

27. december. Drømte inat to uhyggelige drømme, den sidste var, at jeg blev fængslet og skudt, at jeg var uskyldig, hjalp ikke… . Ved læsningen af avisen politiske udbrud: hjemmetyskeri! De som holde med vore fjender undskyldes, de nationale — husa. — Ud på aftenen kom grev Otto Moltke^[121] fra Espe med sin unge kone født frk. Sehested Juul… . De udtalelser ere min følelse og opfattelse aldeles imod. Jeg var i slet humeur, da jeg gik til sengs og kunde derfor ikke sove.

30. december. Fru Scavenius forunderlig heftig, alt går ud over mig, intet kan jeg sige, uden at hun bliver heftig, et ulykkeligt lune, som jeg dog ikke længe vil tåle, så tager jeg heller bort.

„Sorgens året, ulykke-året” var nu gået. Den periode i Andersens liv, der var mest præget af depression og fortvivlelse, var ved at være forbi.

Eventyret kommer tilbage

Enkelte gange i de sidste måneder havde det været, som om Andersen var ved at overvinde sit mismod og sin passivitet.

18. september 1864 havde han i Studenterforeningen i norsk Illustreret tidendes sidste nummer læst en artikel om sig selv, han mente den var skrevet af Bjørnson. Der fremhævedes, siger han, især en tro på forsynet som det, der navnlig har givet ham popularitet.

„Jeg blev glad ved at læse det, men følte tillige i mig min hele synd i den formastelige fortvivlelse, gudløshed, djævelske barne-arrighed under overvældeisen af de seneste prøvelser; skammede mig og erkendte, erkender min uværdighed til Gud Herrens mageløse nåde mod mig.”

Han kunde engang imellem håbe:

27. november. Dette år er et ondt år, men jeg har det håb at får jeg det igennemstridt, da vil det næste bringe lykke og flere lyse dage, end dette år bragte mig.

Han havde også — foruden med Folkesangens fugl — forsøgt sig med et eventyr eller en historie:

28. september: Trangen til at bestille noget tager til, men jeg har ingen ideer.

29. september. Jeg har i dag følt mig såre vel og begyndte på historien om en humlestang, men da jeg hentede og læste historien om præsten Hans Madsen og så at hans hjælp var mod^[122] Christian II’s fjender, opgav jeg det. —

Nytårsaften havde han skrevet:

Det nye år kommer susende
hen over vandene;
er du rige fugl der brusende
kommer ind i landene,
glæde vinkende?
Er du fattige fugl der linkende
kommer med sorg og tunge kår?
Kan du bedrøve mer end det gamle år?
Kan du hugge i hjertet dybere sår?
Hvad skal vel nævnes som din bedrift
når du står omtalt i gammel skrift?
Du nye år, som Gud kun kender,
hvad mon vel Herren ved dig os sender?
Vor bøn kan os styrke i al vor ve,
men ikke forandre hvad der skal ske!

Spørgsmål efter spørgsmål! Usikkerhed og uro.

Dagen efter, nytårsmorgen, er sindet noget roligere:

De kørte her i huset alle i kirke i Holsteinsborg. Jeg blev hjemme, gik i haven, det er blikstille, svagt og klart solskin, der er en fred i naturen som var man i en kirke. Jeg bad til Gud give mig tro, i den ligger fred og lykke. Kirkestemt gik jeg gennem haven, jeg følte ingen angst for, hvad året vilde bringe, men heller ingen forhåbning, måske er det her det sidste år jeg lever. Vi få intet af os selv og vi kunne intet skabe for os, når Gud ikke vil!

9. juni sidste år havde han skitseret et lystspil. Nu, 1. januar, tog han fat på det igen.

„Tankerne havde igen fået elasticitet, jeg var sat i åndelig virksomhed, og sindet blev lettere” (M. L. E.).

„Det bebuder mig at min Musa ikke har forladt mig og at jeg i dette nye år, som jeg venter så meget godt og glædeligt af, ret skal blive virksom og ikke dovne hen som i fjor” (4. januar 1865 til Edv. C.).

Han fuldførte lystspillet Da spanierne var her.

Et tegn på, at livsånderne var ved at vågne, var det også, at rejselysten begyndte at komme tilbage. En indbydelse i forsommeren fra Jorge O’Neill (1817—1890), dansk generalkonsul i Lissabon om at besøge ham, satte ham i stærk bevægelse. Tiden fra 24. maj til 13. oktober var han dels rundt på danske herregårde, dels i Sverige —, og i begyndelsen af næste år tog han til Portugal.

Men eventyret vilde ikke komme til ham

Så, under et nyt ophold på Basnæs begyndte han at læse Heine (26.—30. maj 1865). Til Collin skrev han (31. maj):

Jeg læser i denne tid Heines Werke… . Heine er som et glimrende fyrværkeri, det slukkes og man står i den sorte nat. Han er en vittig sladderer; ugudelig og letfærdig og dog en virkelig poet; hans bøger er ellepiger i flor og silke, der mylrer af utøj, så man ikke kan lade dem frit løbe om i stuen hos påklædte mennesker.”

De næste dage (indtil d. 16. juni 1865) skrev han så eventyret Lygtemændene er i byen, sagde Mosekonen^[123].

Selve eventyret har i denne forbindelse ingen interesse, men indledningen er som et tilbageblik på den depressionsperiode, som han nu håbede var forbi:

Der var en mand, som engang vidste så mange ny eventyr, men nu vare de slupne for ham, sagde han; eventyret, der af sig selv gjorde visit, kom ikke mere og bankede på hans dør; og hvorfor kom det ikke? Ja, det er sandt nok, manden havde i år og dag ^[124] ikke tænkt på det, ikke ventet, at det skulde komme at banke på, men det havde vist heller ikke været her, thi udenfor var krig og indenfor sorg og nød, som krigen fører med sig.

Stork og svale kom fra deres lange rejse; de tænkte på ingen fare, og da de kom, var reden brændt, menneskenes huse brændte, ledet af lave, ja rent borte; fjendens heste trådte på de gamle grave. Det var hårde, mørke tider; men også de få ende.

Og nu havde de ende, sagde man, dog endnu bankede ikke eventyret på, eller lod høre fra sig.

„Det er vel dødt og borte med de mange andre,” sagde manden. Men eventyret dør aldrig!

Og der gik over et år, og han længtes så såre. „Mon dog ikke eventyret skulde komme igen og banke på!” Og han huskede det så levende i alle de mange skikkelser, det var kommet til ham …

Mon hun ikke mere skulde banke på! sagde manden og stirrede mod døren, så at der kom sorte pletter for øjnene, sorte pletter på gulvet; han vidste ikke, om det var blod eller sørgeflor fra de tunge, mørke dage.

Og som han sad, kom ham i tanke, om ikke eventyret havde skjult sig, ligesom prinsessen i de rigtige gamle eventyr, og vilde nu søges op… .

„Hvo ved! måske ligger hun skjult i det henkastede stråhalm, der vipper på brøndkanten. Forsigtig! forsigtig! måske har hun gemt sig i en vissen blomst, lagt ind i en af de store bøger på hylden.”

Og manden gik hen, åbnede en af de allernyeste til at få forstand af; men der lå ingen blomst, der stod at læse om Holger Danske; og manden læste, at hele den historie var opfunden … at Holger Danske slet ikke havde været og altså slet ikke kom igen, som vi havde sunget om og så gerne vilde troet på. Det var med Holger Danske, som med Vilhelm Tell, kun mundsvejr, ikke til at forlade sig på, og det stod i bogen skrevet sammen med stor lærdom.^[125]

„Ja, jeg tror nu, hvad jeg tror”, sagde manden, „der gror ikke vejbred, hvor ingen fod har trådt.”

Og han lukkede bogen, satte den på hylden og gik så hen til de friske blomster i vindueskarmen; der måske havde eventyret skjult sig i den røde tulipan med de guldgule kanter, eller i den friske rose, eller i den stærktfarvede kamelia. Solskinnet lå mellem bladene, men ikke eventyret.

„Blomsterne, her stode i sorgens tid, vare alle langt smukkere; men de bleve skårne af, hver een, bundne i kranse, lagte ned i kiste, og over den bredtes flaget. Måske med de blomster er eventyret jordet! Men derom måtte blomsterne have vidst, og kisten havde fornummet det, jorden havde fornummet det, hvert lille græsstrå, der skød frem, vilde have fortalt det. Eventyret dør aldrig!

Måske har det også været her og banket på, men hvo havde den gang øre for det, tanke for det! Man så mørk, tungsindig, næsten vred til forårets solskin, dets fuglekvidder, og alt det fornøjelige grønne; ja, tungen kunde ikke bære de gamle, folkefriske sange, de bleve skrinlagte med så meget, vort hjerte havde kært. Eventyret kan godt have banket på; men det er ikke hørt, ikke sagt velkommen, og så er det blevet borte.

Jeg vil gå at søge det op.

Ud på landet! ud i skoven ved den åbne strand! —

Derude ligger en gammel herregård med røde mure …

Nu var eventyret kommet til ham her på Basnæs; på Frijsenborg skrev han i samme måned I børnestuen og Guldskat, og 27. juni skrev han (til Jonna Stampe):

„Jeg vil næsten håbe og tro jeg til nytår kan levere et nyt hæfte „Eventyr og Historier”.”

Og det gjorde han.

Atter frygt og bæven (1870)

Engang senere skulde Andersen komme til at gennemgå en krise af lignende art som den 1863—65; men den var kortvarigere og ikke så voldsom. Det var i 1870 under den fransk-tyske krig.

16. juli. Krigen brudt ud mellem Frankrig og Preussen. —

17. juli. Henriques så allerede efter franske krigsskibe. —

18. juli. Idag rejse de tyske som ere på badeanstalten, hurtigst hjemad for krigen, fortalte barberen. —

2. august. Jeg føler mig ikke ganske vel og er krigerisk forstemt over, hvorledes landet stiller sig, udfaldet er umuligt at sige. —

6. august. Efterretning om at en del af marskalk Mac Mahons armé igår var slaget tilbage af preusserne. —

7. august. Efterretning at igår har Kronprinsen af Preussen fuldstændig slået Mahons armé. —

8. august. Indtrykket er stærkt af krigsbegivenhederne. —

12. august (til Jette Collin) Det var godt, at jeg fik endt „Lykke Per” før krigen brød ud; thi nu kunde jeg ikke have levet i den. Nu lever jeg kun i aviserne, det er jo en forfærdelig kamp, en rædsom blodsudgydelse! Hvilket kundskabens træ skal gro op deraf?” —

15. august. Forstemt, det er blodige krigsefterretninger. —

16. august. Jeg er gnaven, forstemt, kamp og blod læser man kun om. —

1. september. Så triste efterretninger fra krigen, at jeg ikke gad gå ind at læse Lykke-Peer for Emil Hartmann^[126].

Mens Andersen skrev det, var katastrofen sket:

3. september. Da jeg vilde i sporvognen, kom Brøndum først med efterretningen at hele Mahons armé var taget, at Napoleon havde overgivet sig i Kongen af Preussens hænder. I sporvognen talte alle om det som afgjort og op ad dagen kom fra Berlings trykkeri flyveseddel som bekræftigede det. Om 14 dage er vel krigen endt. Jeg er så opfyldt af begivenhederne, at jeg tror at drømme. —

4. september. Man går i en spænding! jeg kan ikke bestille noget. —

5. september. Efterretning om at man nu i Paris vidste krigsulykken, men vilde en republik. Skræddermester Lund var aldeles glad over, at nu vilde alt blive godt. Jeg forstod ikke hans glæde … Mit humeur forfærdelig trykket, ikke lyst til noget, alt ser sort ud. Her er ensomt og kedeligt herude i dag synes mig. —

9. september. De blodige, rystende efterretninger ikke til at udholde. Læste i dag om Kronprinsen, hvorledes han erfarede faderens overgivelse. Tårerne trængte mig ud af øjnene.

Hans medfølelse omfatter begge de stridende parter:

17. oktober. Mit sind er overvældet, jeg tænker idelig på de rædsler, det franske folk prøver, de døds-lidelser, den tyske soldat prøver.

Udtalelserne har ingensinde national farve, men de er — som undertiden i 1864 — præget af en nervøs ængstelse for egen sikkerhed.

4. oktober. Nerveus over den onde første, fordi den, som er skrevet for mange år tilbage, nu af nogen synes digtet til tidsøjeblikket^[128]. —

13. oktober. Tungt humeur, betaget af rædslerne i Frankrig, en forudfølelse af noget lignende herhjemme, eller at mig selv venter snart en stor ulykke. —

15. oktober. Krigen i Frankrig overvælder mig, fixe ideer pine mig, jeg kan blive gal, ideligt oprulle rædslerne i Frankrige for mig, som jeg skal genleve dem, se mig gennemboret af bajonetter, byen brænde, venner do, eller at jeg kastes i fængsel, som jeg drømmer derom. —

16. oktober. Da slaget ved Sédan hørtes og Napoleons fangenskab, var jeg så betaget, det var som en drøm, jeg ventede at vågne fra. Mange dage gik jeg i altid tryk og tanke om den forfærdelige krig, så fulgte en slaphed, men hvor ingen nye tanker løftede sig; endnu er jeg i den og i svingninger af rædsler og angst, jeg kan ikke lade være at læse aviserne, og jeg lever ind i hvad jeg læser, fornemmer mig midt deri, der kommer en angst over mig, en forfærdelse, krigens dræbende lokomotiv ruller frem også over os, jeg fornemmer, at der vil komme et sådant… . Jeg løb fra teatret straks i anden akt; hvad er sket idag eller skal foregå imorgen? Jeg har en forfærdelig betagelse. —

19. oktober. Hele natten lå jeg febril, først i morgenstunden sov jeg, følte mig syg … op ad dagen bedre. Krigen er ved at føre mig ind på vanvidet, jeg tør ikke udtale mig til et eneste menneske derom. —

20. Oktober. Jeg kan ikke bestille noget, læser lidt correctur og især aviserne. — 27. oktober. Forstemt, lidende, krigsbegivenhederne betage mig; i min livstid er ingen fremtid. —

31. oktober. Mit sind hele dagen uendelig trykket, lede for livet, mæt af dage. Satan hvisker mig ondt i øret. Krigen slår mig ihjel. — 4. november. Føler mig nerveus, rystende på hænderne… . Fik et anfald af fix idee, da jeg gik hjem. —

5. november. Jeg har en fornemmelse af at kunne blive gal.

Det er en formelig paroksysme.

Så oplever han højtideligheden i anledning af 100-årsdagen for Thorvaldsens fødsel:

19. november. „Med blottet hoved gik vi om graven, jeg var bevæget, men det sygelige mismod, det uendeligt nedtrykte, ja den opgivelse af mig selv, jeg [fik] fra krigens blodige, forfærdelige gang, kanonernes rådende Vorherre, der havde gjort mig idiot-forfærdet, gudløs, løftede sig; jeg var som vågnet kraftig og sund af en feberdrøm.”

Forklaringen på dette nye livsmod giver han derpå:

„Jeg tør ikke skjule på disse blade, som aldrig trykkes, at jeg følte så meget i mit liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige fødsel, vor kamp og vor store verdenserkendelse. Jeg er tilvisse så bekendt i verden som han, det vore landsmænd nu ikke se, men vist er det … Er det forfængelighed? Mon jeg engang skal vide det. Herre, Herre! Er udødelighed en forfængeligs drøm og vi kun legetøj for din almagt! Herre, Skaber, Fader, slip os ikke!”

Ganske vist kommer der også senere i dagbogen udtryk for sorg og ængstelse, men den rædsel, som krigens begivenheder hidtil havde sat ham i, var nu veget, veget ved tanken om, at hans navn — ligeså vel som Thorvaldsens — vil leve videre i den løbende tid;

— -— og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag,

det skulde også gælde ud i den fjerne fremtid.

„Poesi og kunst er nu vort Dannevirke”

Da Andersen i 1866 var på rejse, var han en tid lang gæst hos den danske konsul i Amsterdam A. L. Brandt (1820—82), der var „en glødende dansk og flammetalende christen” — vi vilde nok sige chauvinist og antisemit.

„Han er vistnok for hård i sin dom over hollænderne, for utilladelig stræng mod jøderne og ser København og københavnerne, som om der var højdepunktet for christendommen, i et for idealt lys.”

Andersen opponerer:

„Det slår jeg itu; selv i politik er han for drømmende, lever ind i phantasier og forhåbninger, disse sæbebobler ere hos mig knuste under det historiske ved Dannevirke og opgivelsen af Als, jeg troer ikke på „favre” ord, hvem der endog så siger dem, jeg troer først når jeg har en trevl af virkelighed i hænderne.”

Først da Heibergs Alferne i 1835 blev opført — fortæller Andersen videre — udtalte han en selvstændig mening om literære spørgsmål^[129]; først ved Oehlenschlægers fest i 1849 vovede han at optræde som taler. Og han fortsætter:

„Politik har indtil nu forekommet mig som et terra incognita, jeg vidste intet derom; men i vor bevægede tid, er som luft og lys, de politiske rørelser dog trængte mig ind i sjælen, og ved nu at høre Hr. Brandts opfattelse, udtalelse og slutninger, måtte jeg i stilhed først drøfte og overtænke, og jeg fornam at jeg også havde en opfattelse … den jeg til min forundring finder ord for at fremsætte.”

På dette brev (af 12. marts 1866) svarer Edv. Collin (21.marts):

„Det er underligt at vi to skulle komme til at tale om politik; men De bruger nogle udtryk, som om De vilde kæmpe imod „følelsespolitik”. Jeg kan forstå, at De har sat Dem op imod den Brandtske retning, som De meget rigtig betegner med den „drømmende politik”. Dette udtryk skulde indføres i sproget i stedet for hint dumme: „følelses-politik”; … at tildrømme sig store resultater blot ved sin varme følelse, det er sygeligt hos individet og upolitisk hos staten. Jeg kan ikke tro, at vi to egentlig kunne være uenige om dette og om dets anvendelse på vor sag — nemlig: at selv om vi tabte mer end Als o. s. v„ skal vi kæmpe til det yderste for vor nationalitet, når vi kun har valget mellem dette og at blive Tysklands slaver.”^[130]

På dette svarede Andersen slet ikke — sikkert med vilje. Lige fra krigens begyndelse havde han mistvivlet, været defaitist. Kampen med våben i hånd har han ikke troet på, troede han ikke på. Vor kultur var vort våben.^[131]

„Jeg glæder mig til at se Deres „Niels Ebbesen og Grev Gert”. Poesi og kunst ere nu vort Dannevirke … Gud bevare os Dem, som De jo virker til at bevare vort lands betydning!” (juli 1866 til Carl Bloch).

„Bergsøe er tilvisse en højtbegavet natur; han bygger med på vort Dannevirke, og det er kunst og videnskab” (23. dec. 1869 til Jonas Collin jun.).

Andersens håb om og tro på Danmarks fremtid var jo under krigen stærkt rystet, og blev ved med at være det lang tid efter.

7. oktober 1865 skriver han fra Sverige (til Edv. C.):

„Det er som om jeg skulde dø ude og ikke hjemme. Helst lagde jeg mit støv i Danmark, uagtet jeg har en fornemmelse af at det også snart har sin grav. Mit elskede, Danmark, min verden. Det gruer i mig, når jeg tænker, om der kom en tid at vort sprog kun taltes i Norge.”

4. januar 1866 sidder han på Basnæs sammen med frk. Brandis.^[132] Andersen har læst for hende, så talte de politik:

„Hun havde endnu forhåbninger for vort land, jeg ikke” ^[133] (Dagbogen).

I sine seneste år talte Andersen ikke om dette spørgsmål, Danmarks beståen; det er vist også sjældent, det har været fremme i hans tankegang, nu han havde fået choket fra 1863—64 på afstand, og der var jo så meget, der optog og fyldte ham. Men hans syn på Danmarks fremtid er vist ikke blevet lysere. 18. februar 1874 sad den gamle Andersen og arbejdede med at udsmykke et skærmbræt med billeder:

„Mit skærmbræt er af snedkeren så slet gjort, lærredet dårligt og ikke spændt… billederne slog folder og buler, det var ret som skulde [det] tyde på Danmark^[134], så jeg måtte rive det fra lærredet og flere billeder ødelagdes.” (Dagbogen.)

Efter at Andersen i brevet af 19/8 1849 — i krigens tid — havde fortalt Jonna Drewsen, at det i Paris i året 1843 af hans landsmænd var blevet „afhandlet og afgjort, at han aldeles ikke var nogen national dansk digter (s. 23), fortsætter han: „Underligt: næsten hele Europa siger nu, at jeg er så ægte dansk, så national, at jeg derved bliver vanskelig at oversætte; jeg tror det også og ved, der vil komme en tid da mine landsmænd ville forstå det samme og sige det. Frk. Bremer^[135] sagde en dag til mig: „Andersen, De er ganske typen på en ægte dansk,” og det var ikke i skrift men i personlighed. De fremmede se og forstå hvad mine nærmeste ikke begribe, det er — sælsomt. Jeg er dig ikke glødende nok i danskhed, kære Jonna; det kommer vel af, at jeg er så „retfærdig” mod alle; men denne retfærdighed, skulde den ikke være just blomsten af hvad jeg kalder ægte dansk og skatter hos min nation, nemlig ærlighed; det er denne som kommer frem hos mig i at være retfærdig. løvrigt om det er noget godt hos mig, regner jeg det ikke til fortjeneste; thi om jeg gør noget godt eller smukt, så er det, fordi jeg ikke kan anderledes, det er min natur og den er givet.”

Det kan nu siges, at Andersen har helt ret i denne bedømmelse af sig selv. Trods det at han i virkeligheden stadig stod fjern overfor den nationale bevægelse i samtiden, trods det at han i virkeligheden stadig var grebet eller besat af hvad-kan-det-nytte tanken, trods det at han var så forsigtig (eller diplomatisk) med hensyn til at udtale sig mod antidanske ytringer af tyskere i og uden for det danske monarki, var han alligevel så dansk i sind og tanke, i tale og ytringsform som få. Det kan ikke siges bedre, end han selv har sagt det:

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.

Andersen og det tabte Slesvig

Andersen havde vel nok haft interesse for bevarelsen af Slesvig som en del af Danmark, men selve Slesvig og danskhedens kamp dernede havde altid stået ham fjernt, og bortset fra korte    besøg på Flensborg kirkegård og ved Isted havde han dernede kun været på Augustenborg og „Gravensten”. Man mærker heller ikke nu efter 1864 nogen interesse for det tabte land og de landsmænds kamp, der boede dernede.

I september 1865, under det slesvigske besøg i København, kørte Andersen ud til Drewsen.

„3. september. Der var to slesvigske damer … Jeg kørte med dem, Drewsen og Einar^[136] til Thorvald-sens musæum … Der var aldeles fuldt i musæet. Snart mærkede jeg, at jeg blev lige så meget set på som al herligheden her. Jeg hørte mit navn nævne, og snart trykkede flere slesvigere min hånd. „Vi kende Deres skrifter,” „Jeg har læst Deres eventyr,” lød det. Jeg blev ganske forlegen og søgte at komme ud, og da jeg kom [ud] standsedes jeg af flere, jeg trykkede deres hånd og drev afsted.”

Det, der har interesseret Andersen, har været, hvor kendt han var også i denne kres. Nu var han sammen med to dernede fra (hans værtinde Madam Anholm havde også to slesvigske bønder boende); men deres kår nu under fremmedherredømmet har ikke optaget ham så meget, at han har brudt sig om at notere noget ned, ud over altså, at han selv var erkendt også her. Sønderjydernes kamp — også nu under fremmedherredømmet — har han ingen interesse haft for.

„Broderlandet Tyskland” er nu fjendeland

Da det trak op til den preussisk-østrigske krig, skrev Edv. Collin (20. maj 1866):

„Spørgsmålet: krig eller fred står endnu bestandig på dagsordenen. Det bliver vel det sidste; herhjemme ønske vist de fleste, at de kæltringer vilde æde hinanden op, så at der kun blev halen af een preusser tilbage.”

Bemærkninger af den art bruger Andersen aldrig; i hans dagbøger, breve og skrifter kan man vist intet sted finde udfald mod modstanderne fra 1864.

Men den modvilje, som havde været så stærk, holdt sig, og Andersen har de første år følt det som sin pligt som dansk at holde sig på afstand selv fra tyskere, der stod ham ret nær; med det officielle Tyskland kom han aldrig mere i forbindelse.

Fra Amsterdam skriver han (3. marts 1866 til Jette Collin):

„I tirsdags var særdeles stort selskab for min skyld, må jeg tro, hos Georg Brandt^[137], jeg skulde læse for dem, men jeg kunne jo kun læse dansk og det forstod der de færreste … Man anmode[de] mig om at læse på tysk, det forstod de fleste, men uagtet Georg Brandt og den fortræffelige fru Brandt bade mig gjorde jeg det ikke, det var min følelse imod, i så stort selskab, endnu så nær efter krigen, at give i fremmed land min danske digtning i et sprog, der ikke var mit modersmål. Siden vare hr. og fru Brandt glade ved at jeg havde holdt mig i så udstrakt selskab, kun til modersmålet; det vil vel Jonna og synes om. Hjemme i den lille familie kreds vilde jeg derimod med fornøjelse have læst på tysk, i den større kreds følte jeg at jeg var den danske digter! De smiler måske af mig. Sligt er jo en følelses sag^[138].

Kort forinden havde han skrevet (10. januar 1866 til Jette Collin):

Af fru Serres brev erfarer jeg at den fortræffelige, kære frk. Heinke er blevet lam … Fru Serre er meget nedbøjet og lidende, den ene af hendes gamle venner og veninder dø pludselig bort efter den anden … Frk. Heinke bad mig i sit seneste brev om jeg vilde lægge vejen over Dresden når jeg tog til udlandet, det vilde være et livs moment for fru Serre, men derpå var ikke at svare, endnu er såret hos mig for åbent, jeg kan og vil ikke være mellem tyskere.

… Jeg gør det ikke, men jeg lider dog en del derved, det er ikke at skjule. Jeg rejser ikke til Dresden.

Hans dagbog taler også om hans stemning:

8. februar 1867: Tænker meget på at flyve til Paris, neppe vil fru Serre få mig at se, det er uhyggeligt at komme til venner i Tyskland. —

2. maj 1867. Ærgrede mig over at se i „Figaro” at jeg var indtruffet i Paris efter et kort ophold i Hanover, jeg som just ikke vil opholde mig i Tyskland. —

23. marts 1868 (under Brahms’ og sangeren Stockhausens ophold i København) Eckardt havde bedet mig om at læse et par eventyr på tysk, det var min følelse imod, jeg sneg mig derfra. —

3. oktober 1869 (i Maxen): Føler mig ikke glad; jeg er generet ved den hele omgivelse, min fædrelandske følelse har ligesom for fine nærver. —

Fra Maxen tog han til Dresden, hvor han traf sin gamle ven fra Weimar, kammerherre Beaulieu:

„Efter en dags ophold skiltes vi, han vilde holde mig lidt endnu, men, ja det er en stemning, som på hele denne rejse har fulgt mig, jeg var trykket, jeg var uhjemlig i Tyskland, jeg tænkte så meget på „tunge prøvelsens dage”, følte ret jeg var „det danske barn”, som man nu ret hjemme erkendte mig for!” (18. oktober 1869 til Jette Collin).

— Og stemningen holdt sig:

„Imorgen om Gud vil, gå vi til München og blive to dage. Jeg besøger ingen der.” I et brev fra Nicolai Bøgh^[139] til Bloch^[139] står at aviserne hjemme fortælle, at jeg bliver særdeles feteret i Tyskland, det har jeg ikke mærket stort til, ikke andet end at ethvert dannet menneske der hører hvem jeg er, vise sig venlige og takker for mine skrifter (20. maj 1872 til Jette Collin).

Karakteristisk er følgende situation:

1. juni 1867. Ved Giesen opdagede jeg, at Storhertugen af Weimar var med i samme tog som jeg. Også hans kavaler kendte jeg, uden at huske navnet. Det var mig pinligt ikke at kunne flyve ud og trykke hans hånd. Jeg vidste ikke, hvorledes han vilde modtage mig, ikke hvorledes jeg selv vilde synes senere om at have fulgt min følelse. Jeg trak derfor gardinet til for vinduet, hver gang han gik forbi. Ved Hundershausen skiltes vi, — han kørte til Weimar; og en halv time efter nåede jeg Kassel^[140]. —

Juleaften 1869 var Andersen i Nizza, i internationalt selskab på hotellet. Han fortæller den lille 4—5 årige Marie Henriques derom (30. december):

„Jeg havde også et juletræ med lys og stads og der var så mange mennesker fra fremmede lande; der var også en lille pige, to år ældre end du og hun hedder også Marie^[141], ligesom du, hun kom med en stor krans og der var lange røde og hvide bånd, og det er de couleurer som vi danske holde så meget af, hun gav mig kransen og sagde at hun skulde hilse fra alle de små piger også fra drengene, i hele den vide verden og sige tak for de historier jeg fortalte og det var yndigt af hende!”

Men Andersen fortæller hende ikke, hvad der videre skete, det skrev han ned i dagbogen:

„Man bad mig om at læse, men da det måtte ske på tysk, følte jeg mig generet, at jeg for de forskellige nationer skulde her optræde tysk læsende og jeg undskyldte mig og lovede at læse for dem en dag i min stue.”

En måned før, d. 22. november, opholdt Andersen sig i Genève:

„Ved middagsbordet tyskere fra Rusland. De sagde at Dagmar nok hadede tyskerne, særlig preusserne, det gjorde nok alle danske. Jeg svarede: „hvad der er godt og smukt i Tyskland hædre vi.”

Her er Andersen diplomat. I det hele søgte han at være afdæmpet i sin form, selv om han følte sig noget stødt som dansk:

11. marts 1871. „Brev fra Baronesse Lillienkrone fød Tutein fra München, hun vilde at jeg skulde give håndskrifter^[142] og photographier af mig og fra andre „berømtheder”, til indtægt for sårede tyskere; hun sendte en trykt indbydelse med bekendte navne, f. ex. fru Liebig^[143], fru Kaulbach^[143] ; — havde disse sendt mig skrivelse, jeg vilde kunne forstå deres symphati og opfattelse af sagen, men at en dansk dame, der selv i sit brev søger at bekæmpe en følelse hun dog har, at der kunde komme en modsat dansk dom om denne barmhjertighedshandling, kunde skrive og sætte mig i en pinlig situation, er forunderlig.”

Hvad Andersen svarede, meddeler han ikke, men vi kan slutte os til det fra hans svar på en lignende opfordring, han fik nogle måneder senere.

Da fik han fra grevinde Maximilian Oriola, født v. Armin (1818 —1899), datter af hans gamle bekendte, forfatterinden Bettina v. Arnim, i Berlin en anmodning om bidrag til et belletristisk skrift; indtægten skulde gå til de preussiske krigsinvalider. 19. januar 1872.

„Blev ganske ilde ved denne anmodning, den jeg ikke kunde gå ind på og dog på det venligste besvarede, da hendes brev var så venligt og godt.”

Dette brev bad han Edv. Collin oversætte til tysk.

20. januar hørte han fra Collin: „han havde fundet mit brev for ydmygt, han ærgrede sig derover, og nu talte han sig ganske vred:

„disse grevinder med deres indsamling for preussiske invalider, de få jo milliarder fra Frankrig, som kunne anvendes. Og troer De, Andersen, at de bryder sig om Dem, det er kun Deres navn, de vil have, og det er uforskammet, at de henvender sig til Dem.”

Andersen svarede:

„Det er en dame, som hjerteligt og i høflighed har skrevet, næppe tænkt over forholdene, den naturlige stemning endnu i Danmark; jeg opfylder ikke hendes forlangende, men jeg vil give det (afslaget) på den høfligste og blødeste måde uden at berøre politik.”

Efter nederlaget og som følge af nederlaget var der i vide krese af det danske folk en stærk stemning for at trænge det tyske sprog og dets indflydelse herhjemme tilbage og i stedet begunstige fransk og engelsk. Det var dengang, Hostrup (i „Fred eller Krig?”) udtalte de kraftige ord:

Krig, ja krig, og nu for alvor! …
Krig mod sproget, mordersproget,
det som, trængt her ind om natten,
myrde vil den danske tunge.
Har vi selv det sat til højbords,
intet gæstevenskab mere!
det må ned og jages hjem.

13. marts 1869. Var kaldet til kl. 6 til møde i Studenterforeningen om at bringe det danske sprog og det norske i mere samklang med det svenske. Bille^[144] talte godt. Lehmann, efter at have bemærket at Rovsing ^[145] sagde et tysk vers, kom selv til at sige noget tysk. Jeg måtte tænke på den politiske kandestøbers collegium politicum.

Og dermed har Andersen sagt sin mening om de sprogreformistiske planer på et nationalt, antitysk grundlag.

Nogle venner, som fru Serre og frk. Heinke, fandt Andersen snart igen efter nederlaget; nogle nye kom til; han lod sig ogsaa noget fetere i tyske krese; med årene tabte vel også frygten for det store rige mod syd sig noget, levede måske kun et forborgent liv i hans sind. Men intet tyder på forsoning. Tyskland var og blev, må vi tro, for ham den farlige, truende nabo mod syd.

Politik i Andersens senere år

De første år efter krigen optoges jo her hjemme af striden om grundloven: skulde junigrundloven genindføres i sin fulde udstrækning, som venstre vilde det, eller skulde valgretten indskrænkes, som højre og de nationalliberale vilde det.

Ved nytårstid 1866 opholdt Andersen sig på Basnæs. Om fruen her, Henriette Scavenius, får vi et indtryk ved det, Andersen lige havde skrevet om hende (21. december):

„Der var i aftes stor disput om gammel og ny tid, efter at jeg havde læst Bispen på Børglum.^[146] Fru Scavenius kunde ikke lide den nye tid, var ganske for den gamle, især opfyldt af „Vehmgericht”, mange mænd havde givet hende ret, sagde hun.”

Men hendes veninde, frk. Brandis^[147], var som Andersen af modsat mening.

Andersen befandt sig ikke så godt i denne atmosfære:

„at derude, efter tidens store krigs-begivenheder, går stærke døninger i politiske meninger er lidt for pinligt.”

Det skrev han 4. januar. Dagen efter gik det løs:

„Til aften ene med fru Scavenius og frk. Brandes, de kom i politisk diskurs, frk. Brandes var liberal, fru Scavenius stærk kongelig og vilde ikke høre et ord … Frk. Brandes blev afficeret, de blev heftigere på begge sider, fru Scavenius vilde ikke være i stuen, frk. Brandes var i tårer. Jeg blev aldeles ilde betaget, men da jeg tilsidst fik dem i forsoning og de kyssede hinanden, kom jeg i gråd. Det var mig dog en behagelighed at bidrage til at mildne gemytterne, jeg læste nu et par eventyr ovenpå for at bringe andre tanker, og vi skiltes i ro.”

Andersen har åbenbart slet ikke deltaget i disputen om dette aktuelle emne — hvad der vel også var det klogeste — og griber til eventyret.

Nogle måneder tidligere, da han også var på Basnæs, fik han brev fra Edv. Collin med forskellige spørgsmål om politik. Han svarer (31. maj 1865):

„Jeg er nu slet ikke inde i de forhold og stemninger og kan altså kun sige hvad der siges af andre.”

Derpå følger nogle ret løse bemærkninger, og så dimitterer Andersen politiken: „De ender Deres skrivelse med:

„Var dette nu ikke et interessant brev?” Og jeg svarer jo, men De vilde ikke kunne give samme svar om jeg her kom med lignende spørgsmål, men det er fordi De vil høre af mig om valgrøret! Hvad jeg vistnok kan give beskueligere og med mere sandhed er natur-røret igår; medens valg-herrerne samledes og talte på Skelskør-torv, var her den hele dag og natten med et orkanagtigt vejr”

… og så går det for H.C. Andersen. —

I de sidste år er det, som om Andersen tager et noget mere afgjort standpunkt i politik. Hvor han stod med sin svage politiske mening, er der ingen tvivl om, han stod sammen med sine nationalliberale venner. Hans modvilje mod venstre stod måske også noget i forbindelse med hans beundring og hengivenhed for den kongelige familie, lige fra Christian IX til „den lille prins Valdemar”; han kom der og læste sine eventyr højt, og de besøgte ham, når han var syg. Venstre var for ham opsætsighed og uro. At han stammede fra et småkårshjem, har slet ikke haft nogen betydning for ham på dette punkt.

20. september 1872: Andersen vilde op i sin valgkreds (ottende) og stemme i denne uhyggelige bevægede tid.

„Skrækkelig strid i Casino, Bille måtte søge ud af vinduet. Om aftenen ventede man uroligheder, men det blev ved syngende skarer i gaderne.”

14. november 1873. Den store valgdag. Der er meget røre over hele landet. Stor almindelig deltagelse her i byen; hvor længtes jeg efter Berlingske Tidende til aften. Allerede hos fru Koch hvor jeg kørte hen til middag, hørte jeg at sagen stillede sig mindre godt for „Højre” og til aften viste det sig at „Venstre” havde flertallet. Det er især det sydlige Fyen og en del af Jylland, der har de værste venstremænd. På Østergade uden for Dagstelegrafens kontor hvor telegrammer om valgene strax blev udhængt var trængsel af mennesker, der hilsede alle Venstrenavnene med hyssen og de for Højre med bifaldsraab.”

Det kom så vidt, at den gamle og svage Andersen tænkte på at skrive et eventyr mod de radikale bevægelser i tiden:

5. november 1874. Vilde jeg, kunde [jeg] skrive et godt lille eventyr mod de religieuse og politiske rørelser her hjemme i mit kære Danmark.

14. november 1874. Aviserne meldte, at skolemester Berg og suite havde lidt et glimrende nederlag i deres overmodige, anmassende overgreb. Det satte mig i humeur. Jeg begyndte igen at leve ind i tankernes rige og vilde til at beskæftige mig med et eller andet arbejde.

Men der kom ikke „et lille godt eventyr mod de religieuse og politiske rørelser i mit kære Danmark”. Andersen var for svag, og nogle måneder senere var han død.

I Mit Livs Eventyr 1855 I (s. 255) fortæller Andersen om tiden omkring 1840:

„Det politiske liv var på den tid i Danmark i en højere udvikling med sine gode og sine slemme sider … Jeg følte ingen evner og ingen nødvendighed til at blande mig i sligt, ligesom jeg tror, at i vor tidsalder politiken er en stor ulykke for mange digtere. Fru Politica er den Venus, som lokker dem i sit bjerg, hvor de går til grunde. Det går med disse digteres sange som med døgnblade, de gribes, læses, opløftes og — glemmes. I vor tidsalder ville alle regere. Subjektiviteten gør sin magt gældende; men de fleste huske ikke på, at meget, der lader sig teoretisk tænke, lader sig derfor ikke praktisk udføre; man glemmer, at det ser anderledes ud set oppe fra træets top, end neden fra dets rod … Politik er ikke min sag, der kan jeg intet udrette; Gud har givet mig en anden opgave; jeg følte og føler det.”

Disse ord fra 1855, som han allerede havde skrevet til Mit eget Eventyr uden Digtning (1846), havde gyldighed for ham hele hans liv og til han sidste stund.

Efter at Andersen har fortalt om gode venner og beskyttere, Thor-valdsen, Danneskiold, Stampe, Moltke, hedder det (M. L. E. i s. 256):

„Hele denne leven ind i forskellige krese blev af stor indvirken på mig; hos fyrsterne, hos adelen og hos den fattigste i folket har jeg fundet det ædle menneskelige beslægtet; i det gode, i det bedste ligner vi alle hverandre.”

I Alt på sin rette Plads (1853) lader Andersen den unge huslærer sige:

„Det er tidens tone, og mange poeter slå naturligvis ind i den, at alt hvad adeligt er skal være dårligt og dumt, men hos den fattige, jo lavere man stiger ned, desmere glinser det. Det er ikke min mening, thi det er aldeles galt, aldeles falskt.”

Det er H.C. Andersens egen stemme, der her løfter sig mod „tidens tone”. Han lader den unge huslærer fortsætte:

„I de højere stænder findes mange gribende skønne træk … Min moder stod engang i stuen med en gammel højadelig herre; da så han, at der kom nede i gården en gammel kone på krykker; hver søndag kom denne og fik et par skilling. Der er den gamle stakkel, sagde herren, hun har så svært ved at gå! — og før min moder forstod det, var han ude af døren og nede af trapperne.”

Så siges det tydeligt, hvad meningen er:

„Det er jo kun et ringe træk, men som „enkens skærv” har den klang fra hjærtebunden, klang fra menneskenaturen; og derhen skal digteren pege, i vor tid just skal han synge derom, det gør godt, mildner og forsoner!”^[148]

Da tryllefløjten lyder og byder: alt på sin rette plads — da fløj papa, baronen, ud af gården og lige lukt ind i røgterhuset, og røgteren fløj op. I højsalen fløj datteren, den unge baronesse, op ved den øverste bordende, og den unge huslærer ved siden af. En gammel greve af landets ældste slægt blev urokket på sin hædersplads; „for fløjten var retfærdig, og det skal man være.” Den vittige kavaler, der var sine forældres barn, fløj på hovedet ind mellem hønsene. — En hel mil ud i landet lød fløjten. „En rig grossererfamilie, der kørte med fire, blæste aldeles ud af vognen og fik ikke engang plads bag på; to rige bønder, der i vor tid vare voksede over deres egen kornmark” (mon de ikke var venstremænd og havde sæde i rigsdagen?) „blæste ned i muddergrøften; det var en farlig fløjte!”

Den samme mening og indstilling havde Andersen også i sine senere og sidste år. Intetsteds er der nogen social tendens^[149].

Han havde engang besøg af Ploug; der faldt et karakteristisk replikskifte. Andersen fortæller i sin dagbog (4. december 1872):

„Da jeg talte om, hvor meget godt der var i alle mennesker i de forskellige samfundsklasser, sagde han: „Ja, den lykke er nu blevet Dem forundt at leve og blive stillet således imellem dem og få syn herfor.”

Også på dette punkt tilhørte Andersen helt den gamle tid.

 

Noter

1. 1. ^ Nicolaus Becker (1809—45). Hans samlede digte udkom i Køln 1841, men udover Die Wacht am Rhein var der intet af betydning deri.
   2. ^ H.C. Andersen: Romaner og rejseskildringer II (1943) s. 98.
   3. ^ Andersen henfører den i M. L. E. fejlagtig til 1837.
   4. ^ H.C. Andersen: Romaner og rejseskildringer VI (1944) s. 171, 139.
   5. ^ Conrad Rantzau-Breitenburg (1793—1845), rigsgreve, geheimestatsminister.
   6. ^ O. A. Timmermann (1798—1857), tingskriver i Tyrstrup herred, Haderslev.
   7. ^ J. C. dvs: Jonas Collin (den ældre), citeret efter H. C. A.s brevveksling med Jonas Collin den ældre I—III (1945— 48), udg. af H. Topsøe-Jensen. Edv. C. dvs: H. C. A.s brevveksling med Edvard og Henriette Collin I—VI (1933—37), udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. De fortræffelige kommentarer til disse to værker er ofte benyttet. Foruden Breve fra og til H. C. A., udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh I—III (1877—78), er adskillige utrykte benyttet, navnlig fra den Collinske samling i Det Kgl. Bibliotek.
   8. ^ Brev af 19/8 1849 til Jonna Stampe (H. C. A. og det Collinske hus, 1882, s. 428).
   9. ^ Om det følgende se „Interessante fund af H.C. Andersen manuskripter” af H. Topsøe Jensen (Berlingske Tidende, nov.-dec. 1935).
   10. ^ Prins Frederik af Nør var marts 1842 af Kongen blevet udnævnt til statholder og kommanderende general i Hertugdømmerne.
   11. ^ 23. september skriver Andersen til Jonas Collin: Forleden kørte jeg i vogn med Hertuginden og Prinsesserne og — ja De vil le af mig, det hele har jo ikke stort at sige, men da de fattige drenge i gaden stode og holdt deres huer i hånden for os, var tårerne mig i øjnene, jeg tænkte på min egen fattige barndom og — livets omvexling.
   12. ^ Stephan Tetens (1773—-1855), biskop over Als-Ærø stift. Andersen har ikke været ked af at konstatere sin overlegenhed her. Tetens var den stiftsprovst i Odense, der havde konfirmeret den fattige Hans Christian.
   13. ^ 22. september var Hertugens Ingomar blevet slået. „Das Ausgang dieses Rennen musste die Zuschauer überraschen, da die Leistun-gen des kleinen Factors zu Hamburg nicht zu solcher Erwartung berechtigten. Der Reiter des Ingomar erfuhr zu seinem Leidwesen, dass er offenbar den Factor zu gering geschätzt”. Men nu — ved 11. løb, for Kongens pris, — kom altså oprejsningen for Ingomar: „Er stellte sich vom Start rasch an der Spitze und führte fortwährend, wenngleich das Rennen von dem kleinen Factor lobent-werth beharrlich getrieben ward”. (Hippologische Blätter 1844, 2. okt., no. 569).
   14. ^ Pastor Lorenzen fra Adelby, ivrig slesvig-holstener.
   15. ^ Demonstrationer havde været ventet. 30. august skrev Statholderen til Kongen, at han ad forskellige veje var kommen under vejr med, at Lorenzen og venner forberedte en demonstration mod ham under opholdet på Gram, eller vel endog havde værre hensigter. Det tyske parti vilde imidlertid danne en vagt om ham „til at afværge enhver voldsomhed”. Dette tyske parti er jo det langt overlegne, men det danske kunde jo få hjælp fra Nørrejylland, siger han videre; han nævnede Ploug og Skau som ledere. For at sikre sig mod alt foreslår han at lade en eskadron ryttere drage til Haderslev under et eller andet påskud. Endelig råder han til hellere at gå fra Tønder til Åbenrå, og videre til søs. — Kongen svarede, at han stolede på nordslesvigernes sindelag mod Kongen (A. D. Jørgensen: Hist. afhandlinger III (1898) s. 368). — Efter besøget i Ribe d. 13. skrev Kongen i sin skrivekalender: „Folket modtog os med megen jubel. Borgerrepræsentanterne mødte ej alle, formodentlig forledede ved borgerrep. stænderdeputeret Møller, som er sletsindet. Om aftenen ved bortkørselen hujede nogle af pøbelen efter Statholderen, som slet ikke brød sig derom; dette skal imidlertid undersøges” (A. D. Jørgensen: Hist. afhandlinger III (1898) s. 368).
   16. ^ P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede. V, 1918, 170—71; VI 186—88.
   17. ^ Henriette Danneskiold-Samsøe (1806—58), gift med Prinsen af Nør.
   18. ^ Pastor Krog-Meyer, ansat i Ulkebøl 1832, fordrevet 1864.
   19. ^ Gebauer: Christian August, Herzog von Schleswig-Holstein, 1910, s. 154—55.
   20. ^ Fremhævet her.
   21. ^ A. D. Jørgensen: Hist. Afhandlinger (1899) IV, s. 398.
   22. ^ H. Topsøe-Jensen: Mit eget eventyr uden digtning, s. 30.
   23. ^ Hans ord har sikkert lydt: Wir bleiben ja Freunde.
   24. ^ H. C. A.s Briefwechsel mit dem Grossherzog Carl Alexander von Sachsen-Weimar-Eisenach, herausg. v. E. Jonas 1887.
   23. ^ H. C. dvs: Henriette (Jette) Collin (1813—84), g. m. Edvard Collin. —-
   26. ^ Fremhævet her.
   27. ^ Constantin Falkenstein (1801—55), overbibliotekar ved Det kgl. bibliotek i Dresden.
   28. ^ Fremhævet her.
   29. ^ Fremhævet her.
   30. ^ Henriette (Jette) Wulff (1804—58), datter af kontreadmiral P. F. W. og Henriette W., Andersens trofaste veninde lige fra den tidlige ungdom.
   31. ^ J. J. A. Worsaae (1821—85), arkæolog.
   32. ^ Charlotte Raben (1791—1873), datter af geheimekonferensråd Frederik R. til Beldringe.
   33. ^ Elise Moltke-Hvitfeldt (1811—92), svigerdatter af Grev Gebhardt M.-H.
   34. ^ Forlagsboghandler C. A. Bagge (1811—32).
   35. ^ Deutsche Rundschau, 1907, s. 68.
   36. ^ Signe Læssøe (1781—1870) var datter af litteraten Werner Abrahamson (1744—1812), kendt for sit retsind og sin varme fædrelandskærlighed. Gav i 1801 folkestemningen udtryk med sangen Vi alle dig elske, livsalige fred, og mindedigtet Være fred med eder alle.
   37. ^ Fremhævet her.
   38. ^ Otto Lindegaard († 1875) havde 1838 arvet Lykkesholm (8 km vest for Frørup) efter sin moder Johanne L. f. Colding, som Andersen så ofte havde besøgt i 1830erne.
   39. ^ Ole Behrend Suhr (1789— 1854), købmand, kgl. agent.
   40. ^ Broder til Jette Wulff.
   41. ^ Redaktør af Fædrelandet.
   42. ^ J. C. v. Jessen (1817—84), borgmester i Svendborg, indenrigsminister i Ministeriet Rotwitt.
   43. ^ Niels Simonsen (1807—85), genremaler, var i 3-årskrigen stærkt optaget som slagmaler.
   44. ^ F. C. Hjorth (1782—1865), nålemager, borgerrepræsentant.
   45. ^ Carl v. Beaulieu-Marcon-nay (1811—89), hofmarskalk hos storhertugen af Weimar.
   46. ^ Der sigtes til det berygtede hilsepåbud i Angel, som udnyttedes i høj grad af den danskfjendtlige agitation i Tyskland. Der herskede belejringstilstand i Sydslesvig indtil marts 1852; oberstløjtnant Claude du Plat, der 1864 som generalmajor faldt under stormen på Dybbøl, var kommandør for 2. forstærkningsbataljon og så det som sin opgave at håndhæve ro og orden i Angel. Et led heri var en bekendtgørelse om at vise militær og embedsmænd fornøden respekt; den foreligger i tre forskellige redaktioner, redigeret af hver sin underbefalingsmand; i den mest rigoristiske skikkelse var den udstedt 7. maj i Rydde (i Sottrup i Angel) af premierløjtnant F. W. Brackel, og det hedder heri, at man for enhver officer skal tage hatten eller huen af således, „at hovedbeklædningen ordentlig føres ned efter lænden”. Krigsministeren pålagde generalkommandoen at tilbagekalde de pågældende bekendtgørelser og beordrede du Plat afløst.
   47. ^ Constanze v. Fritsch (1786—1858), grevinde.
   48. ^ Hother Hage (1816—73), politiker og jurist.
   49. ^ C. E. Fenger (1814—84), politiker og læge.
   50. ^ Martin Henriques (1825—1912), vekselmægler.
   51. ^ Louise Lind, f. Collin (1813—98), gift med kontorchef W. Lind (1807—91).
   52. ^ Peter Faber (1810—77), mest kendt som forfatter til Den tapre landsoldat.
   33. ^ Emil Hornemann (1810—90), professor, dr. med., fætter til Edv. Collin.
   54. ^ Carl Liebe (1820—1900), sagfører og politiker, nationalliberal.
   55. ^ Ida Koch, f. Wulff (1806—76), søster til Jette og Christian Wulff, g. m. J. H. K. (1787—1860), hofbygmester.
   56. ^ Ludvig Castenskiold (1823—1905), ritmester. Havde udmærket sig i kampen ved Kolding 23/4 1849. Ved Christian IX’s tronbestigelse adjudant hos kongen. G. m. Ida Sofie Grevenkop-Casten-skiold (1833—1908).
   57. ^ Jonas Collin (1840—1905), søn af Edv. C., zoolog.
   58. ^ C. V. Rimestad (1816—79), politiker, redaktør. Spillede en stor rolle mellem studenterne, særlig i disse bevægede dage, da 900 meldte sig ind i studenterforeningen og dens små stuer fyldtes af ophidset diskuterende grupper.
   59. ^ Kl. 12 havde rigsrådet audiens for at takke kongen for underskriften på novemberforfatningen. Derefter rigsdagens formænd og viceformænd.
   60. ^ Vist fru Clara Falbe, f. Ipsen (1800—1877), g. m. kammerherre C. T. Falbe (1791—1849).
   61. ^ Ingeborg Lind (1841—1924), datter af W. L. og Louise Collin. 1874 g. m. Harald Drewsen.
   62. ^ I Spanien.
   63. ^ Friederike Serre, f. Hammerdörfer (1800—72), besidder af Maxen ved Pirna i Sachsen.
   64. ^ Hulda Roth, f. Bockmühl (1825—?), enke efter købmand Richard R., Düsseldorf.
   65. ^ Clara Heinke (1825—92), forfatter og portrætmalerske, Berlin.
   66. ^ Otto af Grækenland var blevet fordrevet kort forinden.
   67. ^ H.C. Andersens portner.
   68. ^ Alexandra var 10. marts 1863 blevet gift med Edvard, prins af Wales.
   69. ^ J. P. E. Hartmann (1805—1900), gift med Thora H., f. Jacobsen (1807—89).
   70. ^ Eventyret Theepotten var skrevet 1863 i Toledo.
   71. ^ Dette kom frem for eksempel i hans digt Fortrøstning (Dagbladet 7. december): „Ej nogen ved, hvad imorgen sker, alene Gud Herren det ved og ser; men når det for Danmark så mørkest ud, kom altid frelse og hjælp fra Gud”.
   72. ^ Ole Bang (1788—1877), læge, direktør på fødselsstiftelsen, konferentsråd 1848.
   73. ^ Lorentz Bramsen (1808—80), 1836 kirurgisk eksamen, tandlæge.
   74. ^ Kaptajn L. C. C. M. Schou var blevet såret ved Dybbøl 1848, havde mistet en arm ved Kolding 1849. Nu var han faldet ved angrebet på Mysunde 2. februar.
   75. ^ C. Minet (d. 1863), frisør.
   76. ^ Louise de Neergaard (1808—65), enke efter amtmand over Præstø amt, kammerherre J. F. de N.
   77. ^ Just Mathias Thiele (1795—1874), forfatter.
   78. ^ Emilie Nathalie Monrad f. Lütthans (1815—71), gift 1840 med D. G. M.
   79. ^ Dorothea Melchior (1823—85), søster til Martin Henriques, gift 1846 med M. G. M.
   80. ^ 1. regiment, der var københavnere, havde kort forinden kæmpet ved Sankelmark.
   81. ^ Hertug Frederik af Augustenborg (1829— 1901).
   82. ^ Viggo Drewsen (1830—88), søn af Adolph Dr. og Ingeborg Col-lin. („Lille Viggo, skal vi ride ranke…”).
   83. ^ Jonas Collin (1840—1905), søn af Edv. C. Han havde været Andersens gæst på rejsen i Spanien, men skaffede ham mange bekymringer ved sit stive og påståelige sind.
   84. ^ Det ene lille digt er det nys citerede Fortrøstning; det andet er: Forvisning (trykt 9. april): 1) Endnu er ej Danmark en kæmpegrav / med styrtede bautastene / det er et træ i det salte hav / med friske og sunde grene, / det tør ej fældes og kastes hen; / Gud kan ydmyge, men løfter igen! 2) Om kæmpefugle med voldsom klo / end søger det træ at flænge, / Vorherre vil dog, det i kraft skal gro I med blomster og frugter længe; / ej Danmark fældes og kastes hen, / Gud er vor hjælper, vor frelsende ven! 3) I natten lyse nu stjerneskud / af unge hjerter, som briste; / et lille folk i fortrøstning til Gud / og sin ret holder ud til det sidste; / i sammenhold, folkelig tanke og tro / Danmark skal sejre og blomstrende gro. — Men det er kun glimt af håb, det er atter den stemning, han søger at frem tvinge.
   85. ^ Ved denne tid — 5. april — skrev han til den unge løjtnant (og forfatter) Michael Gjörup (1830—19×5), der lå ved Dybbøl sammen med Viggo Drewsen: „De fyldes af såmeget stort og betydningsfuldt og er beredt på at give Deres varme hjerteblod for vort kære Danmark. Jeg er opfyldt, jeg er overvældet af hvad der sker – jeg føler mer end nogensinde hvor fast jeg er groet ind i mit fædreland; jeg kan intet bestille, hvert arbejde hviler, jeg læser kun aviser, løber i krigsministeriet for at høre „derovrefra”. De vil af aviser se, at jeg stadig kommer med nye dramatiske arbejder. Men hele den produktivitet er fra sidste sommer, da jeg forfrisket og forynget kom hjem fra Spanien. Jeg vilde skamme mig ved at kunne skrive med lune og lystighed i disse alvorens og prøvelsens dage; jeg skriver intet, kan ikke.
   86. ^ Edward Bulwer-Lutton (1831 —1891), 1863—64 legationssekretær i Kbhvn. Senere vicekonge i Indien.
   87. ^ Fritz Hultmann (1820—94), skuespiller ved Kgl. Teater.
   88. ^ Viggo lå såret efter stormen på Dybbøl 18. april.
   89. ^ Sigismund v. Rosen (1827— 64). Havde allerede udmærket sig under 3-årskrigen. Nu souschef under stabschefen H. Kauffmann. Han var hærens mest erfarne, mest arbejdsdygtige generalstabsofficer, almindelig kendt, afholdt og agtet.
   90. ^ Sikkert Anna Ma-thea H. f. Aagaard (1820—1904), g. m. skolebestyrer Martin H.
   91. ^ Maria Boye (1796—1880) f. Birckner, enke efter C. J. Boye, præst og digter.
   92. ^ Jonna Stampe (1827—78), datter af Adolph Drewsen og Ingeborg Collin, g. 1850 med Henrik Stampe (1821—92).
   93. ^ Brevene til Jonna Stampe findes i H.C. Andersens hus, Odense.
   94. ^ Det ledende organ for Højre.
   95. ^ De national-liberale.
   96. ^ Mellem Andersens papirer findes en kladde til et brev til Clara Heinke. Det er sikkert dette brev af 17. maj: „Es ging mir fieberhaft durch die Seele wenn milde sorgvolle Briefe von Ihnen oder der vortrefflichen Frau Serre an mich kamen, denn ich konnte nicht antworten, und dieses „nicht können” war mir ein peinlicher Qual; ihn zu mildern schrieb mein Freund Collin an Sie beide; er schrieb: „Andersen ist nicht krank, er gedenket oft seiner Freunde in Deutschland mit unveränderte Freundschaft und doch kann er nicht an diese Freunde schreiben, eben weil sie in Deutschland wohnen!” Um diese Hinzufügung zu erklären schreibt er ein längerer Brief und sagt: „Mit der ausdrücklichen Bemerkung dass Andersen mit dieser Erklärung nichts zu thun habe.” Eben las ich Collins Schreiben und wusste so nicht, theure Freuden, wie Sie mit Ihrem Verstände, und nachdem Sie mich so viele Jahre gekannt haben, ein Zweifel an meiner Dankbarheit für Ihre wahre schwesterliche Gesinnung haben können; und darum, in schwerem Kampf und Schmerz, muss ich heute schreiben. Sie haben keine Ahnung daran was ich leide in diesem unglücklichen Kriege, wo mein theures Vaterland und ich selbst verblute. Lebe ich noch, wenn Friede kommt, dann fliegen wieder treue und innige Briefe wie vorher an Sie. Machen Sie mir nicht mein Schmerz grösser als er ist”.
   97. ^ En privat velgørenhedskoncert, arrangeret af fru Neer-gaard, hvor A. læste fem eventyr.
   98. ^ I Augsburger-dagbladet Allgemeine Zeitung 20. maj har Andersen læst: „Die „Deutschen Blätter” bringen einen unsers Wissens nach noch nicht in deutsche Zeitungen übergangene Nachricht aus Kopenhagen, der zufolge nach der Aufgebung des Danewerke ihrer funfzenjährigen (17 järigen?) Tochter in einer Kirche der Hauptstadt vom Pöbel überfallen und fast aller ihrer Kleider beraubt worden sey (?), so dass sie nur unter dem Mantel eines Officiers ins Schloss zurückgebracht werden konnte. An der Prinzessin haben die rohen Massen mehrere ausgesuchte Bestialitäten verübt, indem sie ihr dir Kleider festbanden und beschmutzten, und das alles weil der regierende Pöbel nicht des Königs habhaft werden konnte”.
   99. ^ Frk. v. Lützou, datter af generalmajor Gotthard v. L. — Frederikke Ca-stenskiold (1831—1920), g. 1880 m. overpræsident Carl Benzon.
   100. ^ Elise Stampe (1824—76), søster til Henrik St., datter af Hendrik St. og Christine St. f. Dalgas.
   101. ^ Mimi Holstein- Holsteinborg, f. Zahrtmann (1830—76)g. 1850 m. lensgreve Ludvig H.-H.
   102. ^ Grev Fr. Ahlefeldt-Laurvigen (1834—88), g. 1860 m. Louise Neergaard (1840—1900).
   103. ^ I. P. Trap (1810—85), kabinetssekretær, udgiver af „Trap” I—V (1858—60).
   104. ^ Som jo Andersen kendte så godt af selvsyn.
   105. ^ 8. juli var Monrad trådt tilbage og det konservative ministerium Bluhme dannet.
   106. ^ I juli måned alene skrev han i sin pine til Edv. og Jette Collin ikke mindre end 7 breve (den 3., 5., 9., 11., 14., 16., 23. juli).
   107. ^ H. P. Holst havde 1863—64 været direktør for Casino. Det nævnte rygte var upålideligt.
   108. ^ Tillisch var 1. juli indtrådt som indenrigsminister i ministeriet Bluhme. Ikke Christian Danneskiold-Samsøe, men etatsråd Kranold konstitueredes 12. august som hans efterfølger.
   109. ^ Edgar Collin (1836—1906), søn af Gottlieb C. og Augusta, f. Petzholdt, han vilde være slesvigsk jurist, men da han ikke havde fået eksamen inden 1864, gled han over i journalistisk virksomhed. Fuldførte efter Overskous død „Den danske skueplads’ historie.
   110. ^ Kammerherreinde Clara Falbe (se note 60). Hendes svigersøn J. C. M. Trepka var faldet ved Øvre Stolk, 41 år gammel. Hans og Ida Falbes eneste søn, stud. jur. Chr. Trepka, var blevet hårdt såret på Als 29. juni og var død på Sandbjerg Lasaret 9. juli, 22 år gammel.
   111. ^ Harald Scharff (1836—1912), solodanser, senere skuespiller ved Det kgl. teater.
   112. ^ O. H. Delbanco (1821—90), udgiver af Illustreret tidende.
   113. ^ Theodor Collin (1815—1902), læge. —-
   114. ^ Jeanina Stampe (1861—1911), g. 1882 m. overpræsident Jonquieres.
   115. ^ 14. august skrev Andersen fra Conra-dineslyst til Jonna Stampe: „Af hvad jeg særligt skal gemme og påskønne under dette besøg er din hjertelige erkendelse af mit danske sind.” Jonna Stampe svarede: „De skal ret have tak fordi De optog min bøn om tilgivelse så kærligt, og straks og fuldeligt udviskede det ubehagelige indtryk af Deres sind.” I et lidt senere brev siger hun, at hun godt føler, der ikke hvilede nogen lykkelig stjerne over det sidste besøg: hendes mand var hele dagen ude at tilse arbejdet (avlskarlen var indkaldt), lutter kvinder var der tilbage i stuerne. „Jeg vil ikke nævne den bedrøvelige misforståelse, som en dag rejste sig imellem Dem og mig; den blev jo klaret og er fuldstændig tilgivet.” Hun håber, han kommer igen næste sommer.
   116. ^ A. F. Winding (1785—1868), sidst præst i Roskilde, g. m. Marie Annette Raaschou (1797—1865). Deres søn, komponisten August W., var for nylig (10. maj) blevet gift med Hartmanns datter Clara.
   117. ^ Kristian Mantzius (1819—79), skuespiller, oplæser, Hostrups skolekammerat. — Julius Døcker (1832—1905), operasanger, skuespiller.
   118. ^ Mathilde Ørsted (1824—1906), datter af H. C. Ø.
   119. ^ Selvlavet ord af hæmorroider.

¹²°) Isabella Güldencrone (1796—1873), enke efter Ove G. til Vilhelmsborg (f 1863).

121. ^ Otto Moltke (1828—68) til Espe, søn af Adam Gottlob M., g. 1864 m. Julie Sehested Juul (1845—99, datter af Chr. S. J.)
122. ^ Mod i st. f. for. — Hans Madsen brugte under flugten til Horne-land en humlestang i båden, derfra titelen.
123. ^ Udførelsen lettedes ved, at Andersen for nogle år siden, i 1856, havde haft planer til en eventyr-komedie Lygtemanden, med samme emne. Men det var kun blevet til et løst udkast.
124. ^ dvs: et helt år.
125. ^ Andersen havde 27. maj læst Pouline Worm Om Holger Danske sagnet.
126. ^ Emil Hartmann (1836—98), komponist, søn af J. P. E. H.
127. ^ På „Rolighed” hos Melchiors.
128. ^ Om Den onde fyrste skrev Andersen i 1845: „Det er et gammelt sagn og hører til de allertidligste af mine eventyr.” Som det her anvendes om Kong Wilhelm, fandt man under besættelsen heri allusioner på Hitler.
129. ^ Til Nic. Bøgh fortalte den gamle H.C. Andersen følgende: „Langt hen i mit liv turde jeg næsten aldrig sige min mening, før en anden, en stor mand, havde udtalt sin, da gentog jeg, hvad han havde sagt. Så gik Heibergs Alferne i 1835 sammen med et dårligt stykke af Vilh. Holst — det var i anledning af Kongens fødselsdag, ved en så højtidelig lejlighed måtte der ikke klappes. Jeg var begejstret over Alferne, og næste dag kom jeg så i dameselskab med fru Bülow (vistnok Augusta v. Bülow, f. Baronesse Güldencrone (1772—1852), enke efter stiftamtmand Christopher von Bü-low) og flere. „Nå, Andersen”, sagde fru Bülow, „hvad synes De om stykkerne i aftes?” — „Jo, det ene var dejligt.” — „Ja, ikke sandt, Holst har rigtig meget talent.” — „Nå-å, nej, det finder jeg nu dårligt — jeg mener Heibergs.” — „Heibergs! Det rædsomme stads — det er jo gyseligt; jeg kan sige Dem, at de ude hos Prins Christian finder det under al kritik!” -— Så blev jeg vred og svarede: „Er det rigtigt, så har de hos Prinds Christian ikke begreb om, hvad der er sand poesi.” — „Men du store Gud!” råbte damerne og slog hænderne sammen. — Snart forandrede stemningen sig, kritikken roste det, og jeg fik bod; jeg begyndte nu altid at sige min egen mening, og det så meget mere, som jeg mærkede, at den faldt sammen med deres, hvis dom jeg satte pris på, og at den efterhånden blev den almindelige”. (Ill. Tidende 1905, s. 380).
130. ^ Fremhævet her.
132. ^ Henriette Brandis (1819—74), forfatterinde.
133. ^ Fremhævet her.
134. ^ Fremhævet her.
135. ^ Fredrika Bremer (1801—65), svensk forfatterinde.
136. ^ Einar Drewsen (1833—73), søn af Adolph Dr., student, assistent i Nationalbanken.
137. ^ Georg Brandt (1830—1885), grosserer, broder til A. L. B. (s. 116).
138. ^ Findes kun i koncept. I brevet, han afsendte, er det allermeste udeladt af den forsigtige Andersen.
139. ^ Nicolai Bøgh (1843 —1905), forfatter, sammen med C. St. A. Bille udgiver af Breve til og fra H. C. A. I—III (1877—78). William Bloch (1845—1926), sceneinstruktør ved Det kgl. teater. De var begge til tider H. C. A.s ledsager på hans sidste udenlandsrejser.
140. ^ I april 1874 brød Storhertugen tavsheden ved at sende Andersen et telegram. 17. april 1874. Fik et telegram fra Storhertugen af Weimar; han ønskede at erfare om mit befindende. Det rørte mig meget; vi have ikke stået i brevveksling siden sidste tyske krig med Danmark; jeg har tit været bedrøvet over, at Alt var brudt mellem os, og kunde ikke blive enig med mig selv, om jeg dog ikke engang skulde skrive til ham. Nu er han så deltagende og god, at han er den, som først nærmer sig. Jeg skrev straks et telegram.” Dermed var forbindelsen atter knyttet, men noget besøg kom ikke i stand, Andersen var for svag.
141. ^ Marie Geibel (1863—1918), datter af boghandler Karl G., Leipzig.
142. ^ Vel autografer.
143. ^ Fru Liebig, g. m. Justus v. L. (1803—73), tysk kemiker, professor i München. — Josephine Kaul-back, f. Sutner (1810—96), g. m. kunstmaler Wilhelm v. K. (1805—74).
144. ^ C. St. A. Bille (1828—98), redaktør af Dagbladet.
145. ^ Kristen Rovsing (1812—89), skolemand.
146. ^ Bispen på Børglum og hans frænde (1865) skildrer Jens Globs hævn på Bisp Oluf i Børglum, som han dræber. Andersen slutter: Synk i graven, synk i nat og glemsel, uhyggelige minder fra gamle dage! — Velsignet være du nytid! … lad dine solstråler lyse ind i hjerter og tanker! på din strålende grund svæve forbi de mørke sagn fra de hårde, de strenge tider.
147. ^ Forfatterinden Henriette (Henny) Brandis (1819—74).
148. ^ Fremhævet her.
149. ^ Kommunard-rejsningen i Paris 1871 omtaler han slet ikke i sine breve, og militærets indhug på arbejderne på fælleden i København 1872 kun ganske flygtigt.