Den 9. december 1986 fejrede H.C. Andersen-Samfundet i København sit 50-års jubilæum. Begivenheden fandt sted i Københavns Universitets festsal på Frue Plads, og ved den lejlighed modtog forfatteren, pastor Johannes Møllehave, H.C. Andersen-prisen. Overrækkelsestalen, der bringes her, blev holdt af H.C. Andersen-Samfundets daværende formand, Niels Birger Wamberg.
Johannes Møllehave består af lutter ekspansion. I det sekund han begynder at tale, tager han fat på at udvide sit eget råderum. Hans forkyndelse ekspanderer af liv, fordi forkynderen altid henter sin hovednæring fra det levende ords overskudslagre. Helst er det glæde han fordeler på sine zigzag-turneer ind og ud af foredragsalene og ind og ud af det menneskelige hjerte, hele kornsække fulde af glæde, men af hensyn til den alvor af definitiv art, som han periodevis ikke kan undgå at blive stillet overfor i sin præstevirksomhed, så tvinges han til også at ihukomme sorgen, sin egen eller sine medmenneskers sorg, eller digternes, hvad enten det nu er Blicher eller det er Dostojevskij, der midt i dagsprogrammets henrykkelseskolonner af aftaler viser sig at have myndighed til at påminde ham om de skygger, der hører en ellers næsten selvlysende skæbneudfoldelse til. Glæden som et grundvilkår og så denne pludseligt ekspanderende sorg, der muligvis er mindre veltalende, men absolut lige så levende.
Et klassisk værk, har Johannes Møllehave sagt, det er et værk der handler om det altsammen; og hvis man fastholder den tanke, da er også Johannes Møllehave en klassiker, en elastisk klode, en ekspansion i lys og skygge, en lyslevende leverandør af det uendeligt små og det uendeligt store, et solskin, der bryder sig vej gennem en regnbyge, og som ved et mirakel står regnbuen der, en syvfarvet bro, der rækker fra Virum sognekald og helt ind i midten af Københavns Universitet.
Johannes Møllehave befinder sig fortrinsvis alle vegne, fordi han har appetit på det hele og smag for det meste, og dog kan man undertiden høre ham sukke med den formulering, som Kjærulff-Schmidt for mange år siden opfandt i rollen eller rotationen som Den Stundesløse: »Jeg kan ikke være mere end ti steder på én gang!«
Det er mit inderlige håb, at Universitetsts festsal denne aften ikke er endt med at være det elvte sted.
Sig mig: er pastor Johannes Møllehave til stede i salen?
Når jeg ser ham for mig, i hans iver eller endda lidenskab efter at tage hul på forkyndelsen og glædens guddomsmagt, så må jeg i sandhedens interesse indrømme, at Den Stundesløse hurtigt fortoner sig, Den Stundesløse, som jo er uden midtpunkt, Den Stundesløse, som kun har tumulter at byde på, men ingen helhed, ingen substans.
Til gengæld dukker Gudfar op, ikke Gud Fader, hvad der ville have været nærliggende, men Gudfar, denne uforlignelige fortæller og budbringer, denne ordets og fantasiens dynamo, Gudfar, det vil sige Fatter selv, eventyrets troldmester, sådan som vi husker ham fra H.C. Andersens virtuosfortælling I Børnestuen.
»Og nu begynder vi!« forkynder Gudfar. »Tæppet går op, vi har intet tæppe, men så er det oppe«.
Heller ikke Johannes Møllehave ville nogen sinde drømme om at lade sig standse af et tæppe, der oven i købet ikke eksisterer. Et flyvende tæppe, derimod, det ville lige være efter hans hoved, eller en flyvende kuffert, hvis bare den i en fart bragte ham til tyrkernes land, hvor mindst ti nye steder ventede ham på én gang.
Den passager, som H.C. Andersen sigter til i eventyret om Den flyvende Kuffert, han indkøber raketter, knaldperler og alt det fyrværkeri, der tænkes kan, og så lægger han det i sin kuffert og flyver med det op i luften.
»Rutsch, hvor det gik! Og hvor det futtede!«
Det er kun rimeligt, at alle tyrkerne hoppede i vejret ved det, så deres tøfler fløj dem om ørerne. Thi »sådant et luftsyn havde de aldrig set før«. Og den ene af tyrkerne, han kunne endda melde, at han havde set guden selv:
»Han havde øjne som skinnende stjerner og et skæg som skummende vande!«.
»Han fløj i en ildkåbe,« sagde en anden. »De dejligste englebørn tittede frem fra folderne!«.
Nej, der kan ikke herske nogen tvivl om, at Johannes Møllehave virkelig har været på besøg. Det skummende skæg, ildkåben og så disse englebørn, der ligesom guden selv er sendt ned til os fra himlen.
Johannes Møllehave færdes almindeligvis i et tempo, der går over stok og sten. Man kan gribe ham i at slå om sig med den ene digter og Filosof efter den anden, og for at gøre sig det bekvemt, så transporterer han dette Tordenskjold-kompagni med sig overalt og alle vegne, de er til rådighed dag og nat og juleaften og på skuddagen, og det ville være synd at sige, at der undes rekrutterne nogen hvile. Bestandig sendes de på stroppetur hen over evangeliernes eksercerplads, én, to, én, to, nu Dostojevskij, der allerede længes tilbage til straffekolonien, nu Sophus Claussen, der troede han kunne gemme sig i fred nede på Lolland, men han må sandelig tro om igen, og nu Benny Andersen, der dårligt nok når at skravle ind i geleddet, førend Møllehave på ny kommanderer ham frem i lyset og kører en undersøgende pegefinger rundt i hans tandsæt.
Med H.C. Andersen er det anderledes. Møllehave, den over stok og sten tumlende, standser pludselig op og giver sig tid. Med stokken vender han forsigtigt hver eneste sten. Med snippen af sit lommetørklæde piller han glasskårene fra troldspejlet ud af øjnene på de fortabte. Han falder til hvile i det Andersenske landskab, indånder den klare luft, lytter til fuglene, træerne, hørrens spindevise, potteskåret. Og når Johannes Møllehave drager ånde i dette uendelighedsrige, der på én gang er et glædens og et sorgens land, et Arkadien og et Dødens territorium, så føles det, som om også vi andre iltes derved. Og trods den tone af overtalelse, der altid høres gennem Møllehaves modulationer, så nærer han intet som helst ønske om at hale H.C. Andersen indenfor i sit private magnetfelt. Andersen presses ikke for mere, end værkerne byder på. Det er til gengæld alt.
Når Johannes Møllehave udvælger sig H.C. Andersen til forkyndelsesbroder, så er der tale om, hvad Goethe kaldte et valgslægtskab. Møllehave opsøger Andersen, og Andersen opsøger Møllehave. Andersen indgår i hans blodomløb, fordi det er ham en umulighed at omgås en digter, hvis ikke han med det samme kan tage ham eksistentielt ind til sig. Det lyder Kierkegaardsk, og det er da lige netop også min mening. Selv når Møllehave indlader sig på noget så dristigt som et parallelløb med H.C. Andersen, så er han Kierkegaardsk i selve sin anskuelse af det eksistentielle. Han fastholder Andersen i hans tro, som rakte langt ud over den verden, digteren beherskede i så fænomenal en grad. Han påviser, at hans humor er et eksistentielt udtryk, et syn på livet, der forsoner med de jordiske plagerier, en smidighedsholdning, hvormed digteren distancerer sig fra den sentimentalitet, der lige så vel som en splint af troldspejlet forvandler tilværelsen til et vrængbillede.
En åndelig gén-splejsning mellem H.C. Andersen og Johannes Møllehave, det lader sig høre. Begge stiller de deres magi til skue i sproget: det levende ord, den mundtligt tilpassede ekvilibrisme. Begge afprøver de deres fortællekunst på et publikum. Begge vil de gerne tage kegler og hente pointerne hjem. Begge er de hurtige på tæerne og foretrækker allegro frem for adagio. Begge har de deres oppakning proppet med historier. Begge ejer de evnen til at le ad denne verdens narre og spradebasser. Begge har de fortrolighed med de himmelske såvel som med de jordiske landskaber.
Begrebet »fortolkning«, det er i Johannes Møllehaves univers ensbetydende med sansning, medleven, følgeskab med et værk, fællesskab med den digterånd, han lader sig inspirere af til sin eksistentielle forkyndelse. Møllehave breder H.C. Andersens humor ud for vore øjne, så vi næsten lammes af digterens mangfoldighed og finesse. Endvidere kvalificerer han os til at se, at Andersen via denne mangefarvede humor, der aldrig slipper sorgen af syne, leder sin digtning bag om det fysiske og ind i en dimension af uendelighed.
»Det vi søger, finder os,« sagde Sam Besekow engang. Det vi søger, finder os. Og med eventyrenes samlede udsagn, som er langt mere end et genialt produkt af givne størrelser, og som derfor ikke på nogen måde kan gøres op i et antal af anekdoter eller idyller eller intriger eller morallove, dér søger Andersen hen mod den verdensforklaring, som han véd han ikke kan tiltuske sig en opskrift på, men som han ikke desto mindre – ad metafysisk, ad oversanselig vej – ønsker at omfatte ved hjælp af lignelsernes eller sindbilledernes præcise form for åbenbaring.
Bestræbelsen er i sig selv absurd, hvad han er ganske klar over, skønt netop denne bestræbelse, dette tilløb til et håb, er det eneste undervejs på hans digterflugt, der forekommer ham at rumme et genskær af mening. Derfor sætter han sig ud over absurditeten, eller man kan sige, at han giver sig absurditeten i vold. Som en trækfugl søger han hen mod sit overordnede mål, han etablerer gennem sine forhåbninger en kontakt med det kommende og med det til sin tid afsluttende og definitive, han udfører et fantasiens profetarbejde, men uden at stille betingelser, han bærer sig ad ligesom Kierkegaard, der ikke sondrede mellem tro og tvivl, for han syntes ikke at det var dér dilemmaet lå, men som i stedet gav sig til at sondre mellem tro og fortvivlelse. Dette var i eksistentiel forstår hans enten-eller, og eftersom H.C. Andersens indsigt i tilværensens grundvilkår ikke er mindre bæredygtig end Kierkegaards, så vidste han, at hvis han lod sig dominere af sin fortvivlelse, da ville de dæmoner, han havde sat i verden i Skyggen og i Snedronningen, da ville de have frit spil. De ville skære hans seende øjne ud, og de ville rende med hans sjæl.
Den H.C. Andersen, der fra detalje til detalje og langt ind i helhedens strukturer og støbningens uigenkaldelighed er den klarest kalkulerende, den mest drevne konkretist vi ejer, denne fromme og gudløse mand, der aldrig glemte sig selv og sit væsen, han følte sig gennem sine eventyr i et forbundsfællesskab med en substans af uendelighed, og til denne metafysik, som han regnede for guddommelig, overgav han sig betingelsesløst, ikke på tværs af sine instinkter, men som en konsekvens af, hvad disse eminente instinkter bestandig hviskede til ham.
H.C. Andersen skrev med forkærlighed om den udvalgte – og om den oversete. Af og til lader han dem følges ad – som i Klokken, hvorved den oversete kommer til ære og værdighed. Eller han lader allerede fra begyndelsen – som fx i Nattergalen – den oversete være identisk med den udvalgte. Fælles for disse gestalter og deres funktion som lysbringere, det er deres forvisning om, at de tilhører noget, der er større end dem selv. Det eksempel de giver, eller den tryllemagt de udøver, eller den livsrute de gennemløber, det er ikke noget de selv behersker, hvor kongeligt sejrende eller hvor enfoldigt lykkelige de end tager sig ud.
Andersen og Møllehave, de har – som Storm P. sagde: samme Vorherre. Begge kan de, trods al applaus, undertiden føle sig kasseret eller sat udenfor, ligesom den lille pige i Hjertesorg. Og begge har de en overbevisning om, en tro på, at de i den sidste ende og tværs gennem mylderet af dæmoner tages til nåde af andre og mere omfattende magter end dem, der i den rent øjeblikkelige sammenhæng har udnævnt sig selv til dommere og afstraffere.
I bogen om Andersen som rejsende: Det er liv at rejse (fra 1984) og især i bogen om H.C. Andersens Salt (fra 1985) viser Møllehave, hvor skikket han er til at pleje sit valgslægtskab med Andersen. »Humoren er Saltet i mine Eventyr,« sagde Andersen, der kogte af raseri, hvis man forsøgte at stække ham i spændvidden og udnævne ham til infantil sentimentalist i senromantisk indramning. Humoren var Andersens måde at skaffe sig frihed på. Humoren var ham både en distance og en inderliggørelse. Humoren var eventyrenes bevarende og foruroligende kraft. Humoren åbenbarer sig desuden som en særlig dimension, der tillader de menneskelige fataliteter at beholde deres ufuldkommenhed, samtidig med at det metafysiske eller det guddommelige opretholder sin overordnede status, sin samlede majestæt. Det er humoren, der sørger for, at hvert enkelt eventyr, plus den totale eventyrskat, forefindes i én gydning.
Gennem sin læsning af Andersen har Johannes Møllehave skærpet vores opmærksomhed over for det fænomen, at humoren ikke blot er en fernis, men en åndsform, en fantastisk dimension, der hverken undsiger det jævneste eller det højeste. Derved giver han fabulanten Andersen tilbage til Andersen selv. Endog det uansélige, eller måske netop det uansélige, er hos Andersen af uendelig værdi og hører det overordnede til. Andersen, den nådeløse gennemskuer, den dæmoniske fortæller, han vidste frem for nogen, at intet af hvad der er til, har magten til at være til i sig selv. De fleste af os lever på en illusion om, at vi behersker vores liv. Men Andersen, der levede af at skabe illusioner, han gennemskuede det stof, som illusionerne var gjort af, og det er et under, at han ikke blev desillusioneret.
Med dette under begynder og ender Johannes Møllehave. Måske han slipper sit tema, nemlig humoren, hen mod slutningen af bogen om Andersens salt. Til gengæld slipper han ikke Andersen, og han slipper endda helskindet fra at gøre digteren evangelisk i udogmatisk forstand og sidestille de vældigste af eventyrene med Bibelens lignelser. Men også humor er et evangelium, og et evangelium uden humor har tabt sin kraft. Således går alting op i op.
Johannes Møllehave har i enhver sammenhæng og fra bog til bog fortjent sin H.C. Andersen-pris. Andersen begyndte altid med det nære, det lokale, det velkendte, og arbejdede sig dernæst udefter. Møllehave griber sit eksistentielle ærinde an på samme anskuelige måde: han vender og drejer detaljerne, går raketternes fugtighedsgrad efter, linder på æsken med knaldperler og indskiber sig derefter i sin flyvende kuffert.
Andersen skrev eventyret om Det Utroligste. Jamen De er selv det utroligste, sagde man til ham. Tillad mig at overføre karakteristikken på Johannes Møllehave. Jeg synes han er et eventyr af utrolighed. Men samtidig er han jo, hvad H.C. Andersen kaldte »en virkelig historie«.
Jeg håber for ham, at det salt, der udgør en så væsenlig del af hans kemi og hans metafysik, at dette salt må bevare sin kraft.
