I en enkelt sæson, 1855-56, virkede August Bournonville som balletmester i Wien, ved Kärntnertortheater, forgængeren for den store Hofoper. Blandt dem, han brevvekslede med dernedefra, var – helt naturligt – H.C. Andersen, der var en kender af Wiens scener og ydermere en altid interesseret modtager af teaternyt, dertilhørende sladder iberegnet. Selv forsynede han vennen med alskens nyheder fra den hjemlige skueplads, også den i overført betydning, spændende fra Kierkegaards begravelse til den forestående åbning af jernbanestrækningen København-Korsør[1]. De stedse betydelige egne anliggender blev selvsagt heller ikke forbigået, og i et af brevene, af 14. marts 1856, bad han desuden Bournonville om en lille tjeneste[2]:
„For nogle Aar siden,“ skrev han, „udkom i Wien en ’Taschenbuch’, Navnet husker jeg ikke; men foran i Bogen stod af en Dame en Novelle, hvortil der var to qvindelige Portraiter. Jeg troer, det ene af disse hed ’Rosa Bianca’; men Novellens Helt var ’den danske Eventyrdigter’; det var mig, der red paa en vild Hest over Jyllands Heder og talte med Zigeunersker, havde Kjærlighedsforhold med en adelig Dame og endeligt elskede en Fiskerpige fra Føhr, kort: det var en for mig løierlig Digtning; jeg gad nok eie Bogen; men da jeg ikke kan opgive ’Das Taschenbuch’s Navn, heller ikke Aaret, den udkom, er det mig vanskeligt at faa Fingre i den; kan du, da skaf mig den, jeg skal da nok ved Modtagelsen erstatte Udlægget.“
Man kan godt forstå Andersens ønske om at „få fingre i“ bogen, men det lader ikke til, at han fik det opfyldt. Den unavngivne Taschenbuch er i hvert fald ikke sporet til digterens boghylde, og denne har jo været genstand for minutiøst forsker- og detektivarbejde ved Estrid og dr.phil. Erik Dal[3]. Sandsynligheden taler for, at Bournonville slet ikke gjorde noget forsøg på at gå på jagt i Wiens boglader. Han var mere end rigeligt optaget af sit krævende arbejde under nye og alt andet end bekvemme forhold, og i det hele taget var han næppe tilbøjelig til at ulejlige sig for noget, som i hans øjne nok skulle henregnes til kapitlet „Andersens forfængelighed“[4]. Forøvrigt måtte han anse en sådan bogjagt for ørkesløs selv med Andersens ganske vist detailrige, men trods alt temmelig vage signalement i hånden. Årbøger og almanakker — for det var jo en sådan, det drejede sig om — er hurtigt glemt og bortgemt, omend tidligere tiders Taschenbücher ikke havde meget tilfælles med vore dages lommekalendere eller for den sags skyld billigbøger, paperbacks (der på nu-tysk ligeledes hedder Taschenbücher).
Almanakkerne startede som højlitterære udgivelser, og i det tyske sprogområde var Schillers Musenalmanach en af den mest celebre[5]. I biedermeier-tiden var mange af slagsen blevet til rigtige, smukt trykte bøger, ofte forsynet med sirlige kobberstik og altid med originale litterære bidrag både i vers og i prosa, tildels stadig af tidens bedste penne, men efterhånden også af brave husflidsleverandører.
De samtidige danske udgivelser bragte ligeledes digterbidrag, og som bekendt udkom flere af H.C. Andersens eventyr og historier først på tryk i P.L. Møllers „æsthetische Aarbog“ Gæa[6] og i henholdsvis Dansk Folkekalender[7] og Folkekalender for Danmark[8]. Således kunne Den lille Pige med Svovlstikkerne læses i Dansk Folkekalender for 1846, et par år før den kom med i Nye Eventyr. 2. Bind. 2. Samling. På det tidspunkt var det lille eventyr imidlertid allerede tilgængeligt på tysk, og det just i en wiener-almanak med det kælent-galante navn Huldigung der Frauen. Udgiveren var Andersens gode ven fra det første Wien-besøg i 1834, digteren Ignaz F. Castelli[9].
H.C. Andersen skrev, som vi ved, historien om den lille pige med svovlstikkerne på Gråsten slot i november 1845, på den første etape af sin store „triumfrejse“ 1845-46. Endnu fra Gråsten sendte han renskriften hjem til trykning, men kladden synes han at have haft med i bagagen på sin videre færd. I Wien var han i marts 1846 igen flere gange sammen med Castelli, og hans dagbog fortæller, at de den 13. marts i fællesskab „oversatte Pigen med Svovlstikkerne“[10]. Historien kom med i Huldigung der Frauen for 1847, den femogtyvende og forøvrigt næstsidste årgang af almanakken[11]. Den findes nævnt i fodnoter og kommentarer hist og her i H.C. Andersen-litteraturen. Sten, hvorunder der gemmer sig, eller kan tænkes at gemme sig, noget vedrørende Andersen, er jo efterhånden næsten alle blevet vendt (og endevendt).
For den, der har syslet med at kortlægge digterens færden i Østrig, og i særdeleshed i Wien[12], var det alligevel fristende at gøre et forsøg på at finde frem til den af ham selv efterlyste almanak. Nationalbiblioteket i Wien måtte formodes at være det rimeligste fundsted.
Andersens plastiske erindring om to illustrerende dameportrætter tyder på, at han har holdt bogen i hånden og i hvert fald har diagonallæst historien, antagelig under sit – forholdsvis korte – besøg i Wien i 1854[13]. At han nævner Föhr tillader den slutning, at Taschenbuch’en måtte være fra senere end 1844 – den eneste gang, Andersen gæstede vesterhavsøen[14] -, rimeligvis endog yngre end fra 1847-48, da hans samlede værker begyndte at udkomme på tysk og han desuden udsendte romanen De to Baronesser, hvori han har benyttet sine indtryk fra Föhr. Det gjaldt med andre ord om at granske samtlige almanakker og Taschenbücher, der er udkommet i Wien i tiåret 1845-55 (for en sikkerheds skyld), og det viste sig at være betydelig flere end ventet. Almanakker var på mode. Det var en overgang også på mode at give dem navne taget fra diverse mytologier, såsom Aglaia, Aurora, Iduna, jfr. den hjemlige Gæa. At det drejede sig om lutter gudinder, og at den kvindekære Castelli udgav en „Hyldest til kvinderne“ bør dog ikke forlede til den tro, at almanakkerne overvejende henvendte sig til den „dannede“ dameverden, selv om de var særdeles velegnede til gavebrug, ikke mindst takket være deres nydelige udstyr. Hvor der var kobberstik med, for det meste hele seks pr. bind, var det overvejende portrætter af smukke damer, der skulle anskueliggøre novellernes heltinder. Det var meget frustrerende ved gennemgang af Nationalbibliotekets Taschenbuch-stakke at møde en Rosalinde og en Rosamunde, en enkelt simpel Rosa og lignende floristisk blandt portrætdamerne, men netop ikke den Rosabianca, som skulle lede på sporet af H.C. Andersen som novellehelt.
Faktisk hed hun slet ikke Rosabianca, og tilfældigvis blev hun heller ikke fundet i Østrigs Nationalbibliotek, om hvis store sal Andersen noterede i 1841, at den var „som en italiensk Kirke, med Fresko i Kuppelen“[15]. Takket være generøs bistand fra en kyndig skribentkollega[16], som var blevet forsynet med en oversættelse af Andersens brevbøn, kunne hun tilsidst graves frem i Wiener Stadtbibliothek, et forsknings- og specialbibliotek der har til huse i byens kæmpestore nygotiske rådhus. Det var mellem jul og nytår 82/83, så det føltes som en julegave.
I grunden er det pudsigt, at H.C. Andersen ikke har husket navnet på almanakken, der såmænd viste sig at hedde Gedenke mein!: Husk på mig, tænk på mig. Det drejede sig om årgang 20, udkommet i 1851 hos Pfautsch 8c Voss i Wien. Hvad Andersen huskede rigtigt er, at novellen, på hele 101 ganske vist små sider, indleder almanakken og er skrevet „af en Dame“. Hun hedder, eller rettere: kaldte sig Martha von der Höhe. Hendes antagelig rigtige navn er tilføjet i parentes som Clara von Massow, men hverken under dette navn eller under pseudonymet har hun foreløbig kunnet opspores. Navnet lyder ikke østrigsk og peger snarere mod det nordøstlige hjørne af Tyskland. Andersen-novellen var ikke hendes eneste bidrag til Gedenke mein, hvor hun ellers befandt sig i udmærket selskab med flere — østrigske – digtere, som Anastasius Grün, Adalbert Stifter, Johann Gabriel Seidl, Friedrich Halm og vor ven, den megetskrivende Castelli (Andersen kendte foruden ham også Seidl og Halm)[17]. Fra og med 1846 indeholdt almanakken hvert år en lang novelle af Martha von der Höhe. En af dem, med England som skueplads, har titelen Rosabella, og samme navn, blot forvandlet til „Bellarosa”, står under det ene af de to kvindeportrætter, der, sådan som beskrevet af Andersen, er anbragt forrest i Taschenbuch’en for 1851 (sammen med en „Viola“). Digterens fejlerindring skal der ikke ankes over, hans Rosa Bianca lyder lige så romantisk italiensk som Bellarosa. Visse erindringsforskydninger med hensyn til selve indholdet kan derimod nok bedst forklares med, at den jævnaldrende Bournonville hørte til dem, H.C. Andersen yndede at skrive til i en på én gang selvironisk og burschikos tone, der skulle tage brodden af hvad der kunne opfattes som pral og forfængelighed.
Novellen hedder Der Ansiedler (tilflytteren) auf den Halligen, og denne titelfigur er ikke Andersen. Men han er umiskendeligt historiens sande og egentlige helt, blot på en lidt anden måde end man skulle tro efter hans egen beskrivelse i brevet. Han rider ikke på en „vild“ hest, men på en temmelig træt sådan over den jydske hede, taler kun med en enkelt zigeunerske som til gengæld har fået tildelt en meget vigtig rolle i historien, og hans „Kjærlighedsforhold med en adelig Dame“ skal selvsagt ikke opfattes på vor tids groft håndfaste måde. Damen, selveste Bellarosa, der af læseren skal ses som hans store og ulykkelige ungdomskærlighed på Fyn, er desuden lige så lidt adelig som Riborg Voigt var det i det virkelige liv. Til gengæld udmærker hun sig ved en sjælens adel, og det gør alle optrædende med undtagelse af en enkelt næsten-skurk (som dømmes til druknedød af skribentinden — i delvis fynske sammenhænge må det være tilladt med denne betegnelse at mindes Andersens søsterlige veninde Henriette Hanck[18]). En slags „fiskerpige“, recte skipperdatter, forekommer i novellen, men hverken elsker Andersen hende eller hun vor digter. Pigen, som hedder Maria, er derimod ulykkeligt forelsket i titelfiguren, den ensomme tilflytter på Halligerne, der for sit vedkommende elsker – indtil videre ligeledes ulykkeligt og på afstand – den yndige Viola (kobberstik nr. 2). De forenes naturligvis tilsidst, og i og for sig ville der ikke være nogen som helst anledning til at beskæftige sig med denne sirupsøde almanakhistorie, hvis den ikke viste sig at være skrevet for tillige, ja fremfor alt for at portrættere H.C. Andersen.
Skønt han ikke optræder under sit fulde navn, men „kun“ kaldes Hans Christian i fortællingen, er det nemlig ikke svært at dokumentere, at han er forfatterindens egentlige ærinde. Det skulle ydermere fremgå af det følgende, at hun ikke blot selv har nærlæst ham, men også trygt har regnet med, at læseren véd besked, og det er det mest spændende ved sagen. „Siig… mig om De ikke nok mærker lidt til min Berømthed, jeg troer de fleste dannede Mennesker kjender Deres Ven“, skrev Andersen i 1846 til Jette Collin, som på det tidspunkt netop befandt sig i Wien[19]. Han havde ret. Han var virkelig, hvad samme Jette Collin kunne konstatere under et – meget senere – kurophold i Tyskland: „gruelig berømt“[20]. Det er da også forklaringen på, at en habil novellestrikkerske omkring 1850 kunne finde på at bygge en hel lang novelle op om og omkring ham.
Egentlig er der tale om to noveller eller, mere præcist, om en rigtig almanakhistorie inden i novellen, ramme- og æskeprincip. Titelen, Der Ansiedler auf den Halligen, dækker kun denne historie og røber ikke på forhånd noget om vor digter, der ikke desto mindre også optræder deri: som katalysator, rådgiver, formidler, alles „sjæleven“ samt i høj grad sig selv, endog i sin egenskab af entertainer og maître de plaisir på danske herregårde. „Hans Christian“ er forsynet med så mange træk fra den virkelige Andersens liv og væsen, at det ikke altid er helt let at se, hvor novellens Hans Christian træder uden for den virkelige H.C. Andersen.
Der er i det hele taget gjort brug af ham på flerfoldig vis, i så at sige flere lag, og slet ikke ufikst:
Ud over Hans Christian, novellens digterskikkelse, møder man den rigtige, den litterært etablerede Andersen, idet han citeres og, helt korrekt, under de citerede steder står opført som forfatteren, H.Ch. [sic] Andersen. Men samme rigtige Andersen forekommer også skjult og anonymt, dér nemlig, hvor forfatterinden slet og ret har hugget en hel særpræget landskabsbeskrivelse fra ham – praktisk taget ordret, med alle detaljerne.
Det må være naturligst nogenlunde at følge novellens forløb for at dokumentere alt dette. Med enkelte af citaterne på tysk, hvor det er rimeligt at stille dem over for tilsvarende steder hos Andersen, og ellers i (min) danske oversættelse, når det udelukkende drejer sig om Martha von der Höhes egne ord.
Optakten til novellen er kuriøs, men sidenhen bliver det tydeligt, at forfatterinden allerede her afslører sit ærinde:
„Hvad synes De om den bog?“ hørte jeg fornylig nogen spørge. Den adspurgte lagde bogen og svarede med en gaben: „Å, det er blot historien om et lille barn, der bliver stor.“
Deri lå en lammende kritik, og i samme nu satte jeg mig for aldrig at begynde en fortælling på lignende måde. Således kommer det sig, at skønt også jeg vil og skal fortælle mine læsere om et barn „der bliver stor“, agter jeg at gøre dette varsomt og så kort som muligt; jeg bør derfor ikke oprulle et billede af barndommens paradishave, men tværtimod et mere dystert billede, uden blomster og glans; dog hentyder jeg derved Gud ske lov snarere til skuepladsen, hvorhen jeg beder mine læsere venligst følge mig, end til personerne, som vi skal møde her.“ Skuepladsen er, det fremgår straks af næste linje, den jydske hede („Jütländer Heide“), præsenteret således:
„Rings um uns eine unendliche öde, braune Fläche; stille, grossartige Einsamkeit; nur zuweilen unterbrochen durch den jähen Aufflug eines Vogels, der … mit Tönen, die wie Klagelaute aus seiner kleinen Kehle dringen, emporflattert …“[21]
„…et storartet eensomt Liv mellem begge disse Naturer den uendelige brune Lynghede, med sine vandrende Tatere, sine klynkende Fugle, sin stille Eensomhed…“
Den mere ordrige tyske beskrivelse er ikke identisk med den knappe danske, men nøgleordene (her kursiveret), de der anslår stemningen og giver klang og farve, er som det ses de samme. De findes i H.C. Andersens skildring af hans første møde med Jylland i 1830, Riborg Voigt-sommeren, og denne skildring står ganske vist ikke (mere) i Mit Livs Eventyr, men derimod i hans første store officielle selvbiografi, Mit eget Eventyr uden Digtning[22].
Andersen havde som bekendt forpligtet sig til at skrive en selvbiografi som introduktion til sine Gesammelte Werke, da han undertegnede kontrakten derom med Carl B. Lorck i Leipzig den 19. februar 1846[23]. Den udkom også planmæssigt i 1847 som bind 1 og 2 af – i første omgang – otteogtyve under titelen Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung og der er et væld af vidnesbyrd om, at den udløste en ny flodbølge af interesse og sympati for „Andersen“ ud over hele Europa.
Det er ham, vi nu skal møde på heden ovre i Jylland, omend i en ikke ligefrem andersensk situation: på hesteryg, ensom og helt alene. Vi skriver 1845 – hvilket fremgår af en senere oplysning -, og det er efterår, i mørkningstimen. I den dybe stilhed „længes vi efter levende væsener, klangen af en menneskelig stemme“, denne „sjælens æolsharpe“. I det samme høres da en vise, og så kommer den første overraskelse, for os, her og nu: Hvad den ensomme rytter synger med sin „smukke, dybe og bløde røst“ er ikke andet end To brune øjne jeg nylig så, alle fire linjer i nydelig oversættelse, sådan som de står i den „tyske“ selvbiografi ved omtalen af Riborg Voigt, som diskret jo ikke er navngivet. (Både digtet og omtalen er overført til Mit Livs Eventyr fra 1855)[24].
Rytterens stemme „med sin velklang, sin dybe følelse vækker vor opmærksomhed, ja vor deltagelse for dens ejer“, og vi får lov at
„se nærmere på ham. Han er en mand . . . mellem tredive fyrre år; en høj, slank skikkelse, hovedet en kende foroverbøjet, et ansigt, hvis naturlige bleghed fremhæves af det mørke hår, der lægger sig glat og silkeblødt om panden; og træk, som i al fald må betegnes som interessante. Hans øjne – jeg ville ikke kunne sige deres farve, men det kommer det heller ikke an på – var i dette øjeblik skygget lidt dybere af de tunge øjenlåg og vipperne end man almindeligvis ville synes var kønt; imidlertid fik ansigtet derved et let drømmende udtryk, som hørte til netop dette ansigt. Omkring munden svævede en ubeskrivelig mildhed, som i det hele taget var karakteristisk for hans fremtoning, men ved siden af denne mildhed også en vis vemodig alvor, en umiskendelig og uudslukkelig efterklang af en kummerligt henlevet ungdom. Hans pande – og herved er jeg nået til ansigtets største pryd – er ubestrideligt en trone for ædle og ophøjede tanker – en ægte digterpande! Og dette bedrog ikke, thi foran os ser vi faktisk en digter, og tilmed en af Nordens for tiden mest afholdte, som gennem oversættelser jo også er blevet vor digter!… Har jeg lov at nævne hans navn? Det har jeg nok ikke! Så lad os indhylle ham i det hemmelighedsfuldes trylleri. Lad os nøjes med at give vor helt ude på heden den enkle og lidet poetiske betegnelse Hans Christian, en betegnelse, som imidlertid gennem sin bærer får al den poesi den har brug for. Og over for den af mine kære læsere, som i løbet af denne fortælling ikke gætter sig til hans fulde navn, må jeg heller ikke nævne det ved fortællingens slutning.“
Skummes det ha-stemte fra, så bliver et slet ikke ueffent billede af H.C. Andersen tilbage. Omtrent sådan som her beskrevet ser han nemlig ud på titelbilledet til Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, stålstikket efter det portræt, August Grahl i Dresden malede kun et par uger efter at Andersen havde undertegnet kontrakten med sin danske forlægger i Leipzig. Det var, i forbigående sagt, Andersen selv, som energisk og gentagne gange opfordrede Lorck til at bruge netop dette billede til sin „Gesamt-Ausgabe“. Han fandt det „genialt udført“ og både „liigt og aandfuldt“[25], og i et brev til den „kjære, kjære Jette Collin“ fortalte han begejstret, at det fortræffelige portræt lignede ham „saaledes som jeg vil see ud“[26]. Han havde ikke noget imod at få fremhævet den ægte digterpande. –
Adskillige steder i breve, i dagbøgerne og i selvbiografierne vidner om, at zigeunere havde en særlig fascination for H.C. Andersen. Han så i dem et spændende, romantisk, ja poetisk folkefærd, og de dukker da også op i hans forfatterskab, således i O. T. og i succesromanen – navnlig blandt de tyske læsere – Kun en Spillemand. Det er derfor meget passende, at novellens Hans Christian, ridende over heden („med de vandrende Tatere“), næsten snubler over en zigeunerske:
„Vor digter stod længe og betragtede den sovende kvinde, hvis skæbne han altid havde næret en vis vemodig interesse for, ligesom for hendes racefællers skæbne; for ham lå rig poesi i dette rastløse folk uden hjemstavn.“
Forfatterinden har, det er åbenbart, været en opmærksom Andersen-læser, selv om hun ikke kunne kende Levnedsbogen med den impulsive oplysning, at digteren ved synet af sine første tatere, netop ovre i Jylland, blev „ganske lyksalig; det er et sandt poetisk Folk i vort Danmark“[27]. Martha von der Höhe må dog nok siges at være dumpet i overdrivelsens grøft med sin Zenobia, som hun kalder den sovende zigeunerske. Gamle Zenobia nøjes ikke med at være ædel og god, næsten en det godes himmelske budbringerske, en aktivt medlevende og medfølende sjæl (det er vanskeligt at tænke sig en større modsætning til den fæle Sidsel i O.T.). Hun er tilmed, og det er ganske forbavsende,
„den med hvem den lille Hans Christian før i tiden var draget syngende, eller lyttende til hendes eventyr og sagn, gennem skov og mark, når hun lejlighedsvis kom til Odense for i de riges hjem at bede om gaver til de små og de syge i sin flok.“
Hun er ligefrem den, som har tændt „poesiens gnist“ i lille Hans Christians bryst „gennem poesien i de fattige zigeuneres skæbne“, og det er gennem hende og hendes viser „i den friske grønne skov“, drengen er nået til klarhed over „mangt uforståeligt og ubegribeligt“ i sit eget sind.
Den prægtige Zenobia har naturligvis kendt Hans Christians far og har „altid haft ondt af ham: han var heller ikke på sin rette plads ved læsten, hvor skæbnen havde sat ham. Den aldrig tilfredsstillede stræben efter noget højere her i livet gav ham noget sørgmodigt, som man kunne føle smerte ved“. Og det er selvsagt hende, som til glæde for mor og farmor („Grossmutter“ hedder det jo blot på tysk) har læst i drengens „skæbnestjerner“, at han engang ville blive „til noget stort“.
Her er Dichtung og Wahrheit let nok at skelne fra hinanden. Er Zenobia opdigtet og desuden vældig overdimensioneret, så er det til gengæld morsomt at genfinde spådommen – selv om den mangler illuminationen af „Odenseby“[28] – og fremfor alt billedet af faderen. Det hedder i Mit eget Eventyr, at drengen kun så ham smile, når han læste „for af Holbergs Comedier og tusind og en Nat… thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig“[29]. Det er givet, at Martha von der Höhe har haft Das Märchen meines Lebens tæt ved hånden, mens hun sad og skrev på sin novelle, men hun har ikke derfor lagt bånd på sin fantasi. Hendes Zenobia har også set den unge Hans Christian – ikke længere drengen – „le og græde, elske og lide“, og hun har tilmed været tilstede, da han tog afsked fra „sin Rose“ (= Bellarosa) og troede, at det var „en afsked med livet og al lykke“.
Hele denne forhistorie rekapituleres i en livlig gensynssamtale mellem digteren og den gamle taterkvinde. De har meget at fortælle hinanden, for Hans Christian har været ude i den store verden længe:
„Italien holdt mig fast, Zenobia, selv om jeg ikke hele tiden befandt mig vel dernede. Og så har jeg også været i det fjerne Asien [!] og tænkt på dig dér, hvor din æt stammer fra.“
Zenobia har heller ikke følt sig stavnsbundet i mellemtiden, at vandre hører for hende livet til, og „velsignet være vandrelivet“, men dertil svarer digteren „blidt“, at
„når man har vandret længe, så vågner den almægtige hjemvé, og – derfor har jeg altid haft så ondt af dig, fordi du ikke har noget hjem – jeg holder så meget af mit.“ [Heimat er her oversat med „hjem“ i den andersenske betydning.]
„Hele verden er hjem for mig og mine,“ sagde zigeunersken stolt. „Men, min kære dreng, i virkeligheden ville du jo gerne vide, om jeg har været på Fyn og måske har set hende, der for en kort tid forvandlede hjemmet – som jo forøvrigt heller ikke altid har budt på roser til dig – til en lille paradisets have, hvorfra skæbnen så har fordrevet dig uden videre omstændigheder.“
Hun har været på Fyn, endog ganske fornylig, og hun har oven i købet været der hvor Bellarosa bor, på Rosendale. Sådan står der, og eftersom novellens anden herregård, beliggende uvist hvor i Danmarks Rige, hedder Wyrondale, med samme u-danske slut-e, må det være tilladt at gå ud fra, at vor digterinde aldrig har gæstet nogen dansk herregård og heller ikke har stiftet nærmere bekendtskab med det danske sprog. Men ved et par steder i novellen kan man strejfes af den tanke, at hun måske har oplevet H.C. Andersen i et selskab et eller andet sted i Tyskland, hvor han fra midten af 1840erne var „løve“, som han selv udtrykte det[30], eller at hun har hørt en skribent, måske en digterveninde, referere stærke og personlige indtryk af Andersen.
Zenobia: „Din Rose med stjernerne, hvori du engang mente at læse liv eller død for dig. . . , hun blomstrer stadig lige så smuk som under dit sidste besøg på Rosendale, og hendes to småroser blomstrer yndigt omkring hende, og de er hendes herre og gemals fryd og stolthed.“
Hans Christian løftede ubevidst øjnene op mod den mørke himmel… Der lå en tak i dette blik, en inderlig tak og en usigelig rørende, uselvisk tilfredshed, og derved fik det et vidunderlig smukt udtryk. Det var genskæret af en ædel sjæl, af den reneste kærlighed, af storhjertet glæde over fremmed lykke . . . „Jeg takker dig, Fader, for hendes lykke og fred, som din kærlighed har givet varighed – og gid de måtte vare fremdeles,“ sagde han hen for sig.“
Inspirationen til dette kan læses i Mit eget Eventyr, umiddelbart efter To brune Øine, i ganske vist enklere ord[31]:
„Hun [Riborgl giftede ham; først mange Aar efter har jeg erkendt og følt, at ogsaa her skete det Bedste for hende … Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, en lykkelig Moder. Guds Velsignelse over dem!“ Det er menneskeligt, at Hans Christian brændende gerne vil vide, hvad Rose = Bellarosa har sagt om ham til Zenobia (der under en sygdom er blevet kærligt plejet på Rosendale):
„Om og hvorledes hun talte om dig? . . . Først vidste hun ikke rigtigt, om og hvordan hun skulle begynde; men jeg læste i hendes pligttro hjerte, som alligevel er fyldt af et saligt minde fra ungdomstiden, og så blev det mig, der talte først om dig: om din digterlykke, din berømmelse, der giver genklang langt ud over fædrelandets grænser, ja derude klinger langt højere og mere hjerteligt end hjemme, hvor man først gennem fremmede fik lært at erkende og værdsætte sin egen digter [!]. Men hun har erkendt dig, Hans Christian, og kunne du bare have set hende – hvor glæden, lykkesfølelsen over at vide dig erkendt af verden gav hendes dejlige ansigt et forklarelsens skær, og hvor hun fortalte mig, at det første budskab om din anerkendelse og dit navn som digter havde været for hende som en klokkeklang, der bevægede hendes hjerte til søde jordiske tårer og tak mod Gud.“. . .
„Min Rose“ var alt hvad digteren sagde. Men i de to ord lå på samme tid en elegi og en lovsang om lykken, og i det hele taget var det i mindre grad de talte ord selv end den måde, han sagde dem på – ånden, sjælen, som løftede selv de mindste ord op til at være betydelige -, der gjorde at man så gerne lyttede til ham; på samme måde som der i hans mindste digte og eventyr ofte ligger en tankernes storhed, der får ens egne tanker til gladeligt at ranke sig op ad dem uden nogensinde at nå dem i deres højde.“
Heller ikke hos den unge generation skorter det på Erkjendelse. Det er en selvfølge, at de to „små roser“, Bellarosa nr. 2 og Johanna, kender og elsker Hans Christians eventyr samt hans „måneskinsbilleder“, og Zenobia kan fortælle om den lille Johanna, der, beklemt over at have forstyrret en fuglerede med unger, har sagt til hende:
„O, nu har jeg forskrækket dem og gjort dem bange! Tror du, Månen fortæller også det til vores Hans Christian? Han holder jo så meget af alle børn, og han ville være ked af det, hvis han skulle tro, at Johanna ikke var sød.“
Storesøster Bellarosa yder sit bidrag til læserens H.C. Andersen-kundskab på en mere litterær måde ved for Zenobia – det er stadig hende der refererer – at fremsige alle tre strofer af „vores Hans Christians smukke digt om den rejsende og hedeboeren“ — her den første strofe:
Keine Berge, keine Meere
Hat der Himmel Euch verlieh’n,
Sand und Tannen nur und leere
Flächen, wo nicht Blumen blüh’n,
Gibt’s so weit des Auge schaut
Und der Himmel Brücken baut.
Ingen Bjerge, intet Hav
Himlen disse Egne gav,
Kun den lyngbegroede Slette,
Sand og Graner, ja kun dette
Stort og vidt mit Øie skuer,
Til hvor Horisonten buer.
Forfatterinden har kigget i mere end selvbiografien, eventyrene og Bilderbuch ohne Bilder, „måneskinsbillederne“. Den lyngbegroede slette ligger ikke i Jylland, her er der tale om Lüneburger Heide, og digtet står i Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831, efter at digteren har konstateret, at heden ikke var „saa slem endnu paa denne Side Lyneborg! De unge Grantræer stode med friske, hvidgrønne Skud; den hele Skov saae ud, som en Vrimmel af juletræer med Smaa-Lys, kun Presenterne manglede. Vi rullede fort, mellem Sand og Graner.“[32]
Skyggebilleder, af Andersen forinden „saaledes beklippet, at kun den poetiske Blomst er blevet tilbage“[33], kom med i Gesammelte Werke straks i 1847 som bind 17, titelen lidt besynderligt oversat: Reiseschatten [Rejseskygger!] von einem Ausfluge nach dem Harz, der sächsischen Schweiz im Sommer 1831. Herfra har Martha von der Höhe ikke blot hentet digtet om Lüneburger Heide, men også to mottoer til to af novellens kapitler. Sådanne mottoer var en tid lang mode – H.C. Andersen har selv brugt dem i rigt mål i O. T. og i Kun en Spillemand. Det morsomme er imidlertid, at mens hede-digtet har novellens i „hemmelighedens trylleri“ hyllede Hans Christian uden efternavn som forfatter, thi vi læsere skal jo lege med i denne leg, ser mottoerne, ovenover henholdsvis 2. og 5. kapitel, således ud:
Die Liebe ist auch eine Tiefe, wie das Meer, auf dessen Grund Leben und Tod wohnen.
Kjærlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Døden bygger.[34]
(H.Ch. Andersen.)
Die Welt ist doch schön! Welche unendliche Herrlichkeit von der kleinsten Blume mit ihrem Duft bis zu einem [!] Herzen mit seinen flemmenden Gedanken.
Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed fra den mindste Blomst med sin Duft til mit [!] Hjerte med dets flammende Tanker.[35]
(H. Ch. Andersen.)
Som det ses, har forfatterinden i motto nr. 2 forvandlet H.C. Andersens personlige „til mit Hjerte“ til det generelle „zu einem Herzen“, en fornuftig og derfor — mener jeg — tilladelig adaption. Iøvrigt har hun, bortset fra helt minimale afvigelser, overvejende i tegnsætning og brug eller ikke-brug af apostroffer, såre trofast holdt sig til de i den Lorckske udgave benyttede oversættelser: for Skyggebilleder den af Karl Ludwig Kannegiesser[36] og for Mit eget Eventyr uden Digtning den af Julius Reuscher, som Andersen først roste, men siden var misfornøjet med[37].
Givetvis har Martha von der Höhe også kendt De to Baronesser, der udkom hos Lorck i november 1848 praktisk taget samtidig med den danske udgave. Det har ikke været mig muligt at opdage skjulte citater fra romanen, men selve historien i novellen, den om tilflytteren på Halligerne, peger i allerhøjeste grad hen mod den, alene ved valget af vadehavsøerne som hovedskueplads. De præsenteres i kapitel 2 af novellen ved hjælp af en lang fodnote, hvori H.C. Andersens Märchen meines Lebens korrekt opgives som kilde:
*) Die Halligen (so beschreibt sie uns H.Ch. Andersen in seinem „Märchen meines Lebens“) sind gleichsam Gras-Runen im Meer, die von einem untergesunkenen Lande zeugen. Die grossen Wellen haben das Festland in Inseln verwandelt, diese wieder zerrissen und Menschen und Dörfer begraben; Jahr für Jahr werden neue Stücke fortgerissen und nach einem halben Jahrhundert wird hier nur Meer sein. Die Halligen sind jetzt nur flache Inselchen, mit einer dunklen Rasendecke, wo einige Schafheerden grasen; steigt das Meer, so werden diese auf den Boden des Hauses hinaufgetrieben und die Wogen wälzen sich über das kleine Land, welches meilenweit von der Küste entfernt liegt. Oland, eine der grössten dieser Inselchen, enthält eine kleine Stadt, die Häuser dicht beisammen, als wollten auch diese sich in der Noth an einander schliessen; sie sind alle auf einer Balkenlage errichtet und haben kleine Fenster, wie in einer Schiffskajüte. Hier leben die Insulaner einsam; sie spinnen, lesen, (man findet hier dänische, deutsche, friesische Bücher), beten [verbet bede er ikke med i den danske originaltekst]; und das Meer steigt rings um das Haus, welches zuweilen einem Wracke gleich in der See liegt; oft treibt ein Schiff in der Nacht dorthin, glaubt das Licht von einem andern Fahrzeuge zu erblicken und strandet. Die Sturmflut im Jahr 1825 spülte Häuser und Menschen fort; halbnackt sassen sie Nächte und Tage lang auf den Dächern, bis diese versanken; (von Föhr, oder dem Festlande konnte ihnen keine Hilfe gebracht werden); der Kirchhof ist halb weggespült, Särge und Leichen sind durch die Brandung von der Erde entblösst worden, es war ein erschütternder Anblick! – Und doch lieben die Halligenbewohner ihre kleine Heimat; sie können es auf dem Festlande nicht aus-halten, sondern werden von Heimweh zurückgetrieben.
Jeg gjorde … Touren med til den største af Haligerne; disse græs Runer i Havet, der mælder om et sjunket Land; de stærke Bølger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer, Aar for Aar rives Stykker bort og vist er det at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. – Haligerne ere nu flade Holme, med en mørk, skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten. Oland, som vi besøgte har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig til hinanden, de ere alle rejst paa et Bjelkelag, have smaae Vinduer, som i Skibskahytter, her i den lille panelede Stue, ved deres Spinderok sidder det halve Aar eensomt Koner og Døttre; der er altid en lille Bogsamling, jeg fandt tydske, danske og frisiske Bøger; de læse, de arbeide og Havet stiger rundt om Husene, der ligge som Vrag i Søen, stundom driver et Skib i Natten herhen troer at see Lys fra et andet Fartøi og det er inde fra Huset, mod hvis Muur Skibet støder og strander. I Stormfloden 1825 bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank, Ingen fra Föhr eller Fastlandet kunde bringe Hjælp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke ud i Brændingen, det er et rystende Syn og dog elske Halligbeboerne deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives til bage af Hjem vee…
(Mit eget Eventyr uden Digtning)[38]
Med Halligerne er vi så ved selve almanak-fortællingen:
Et skibsforlis i stormflodsåret 1825 har gjort Viola forældreløs, og hun vokser op i et skipperhjem på Oland. Her har man lov at sende en parentetisk tanke til Elisabeth, „hittebarnet“ i De to Baronesser, som ligeledes tilbringer en del af sin barndom på Oland[39]. Hun må dog nøjes med at blive baronesse, medens Viola, yndig og guldhåret – trods kobberstikket, hvor hun synes en mørk, meget spansk skønhed – tilsidst får sin greve, oven i købet den rette. Fra det olandske skipperhjem er hun kommet som plejebarn til det grevelige Wyrondale. Husets sønner, den smukke grev Paul og den mindre smukke, men desto ædlere grev Friedrich, forelsker sig begge i „solskinspigen“. Da hun jo ikke kan parteres og heller ikke bliver spurgt om sine egne følelser, sendes sønnerne afsted, den ene mod Øst, den anden mod Vest. Efter en tid kommer der meddelelse om, at Friedrich, den gode broder, er død i det fjerne. Det var ham Viola elskede i løndom, og nu sygner hun hen til det gamle grevepars store sorg. End ikke et nostalgisk ophold i det gamle skipperhjem på Oland hjælper, og senere endnu mindre en modstræbende forlovelse med den hjemvendte smukke Paul. Imidlertid er Friedrich slet ikke død. De to brødre er tilfældigt løbet på hinanden ude i verden, og Friedrich – som den ædle – har lovet den anden at holde sig borte fra Wyrondale (og Viola) for stedse, ja at lade sig melde død. Men for dog at kunne ånde samme luft som den elskede (i hendes barndom) slår han sig ned på Oland længst borte fra al bebyggelse, som eneboer og naturligvis strengt inkognito, og så hænder det, at Violas plejesøster Maria – fra skipperhjemmet – drages mod ham uden at ane hvem han er. Det gør til gengæld Paul, den næsten onde, som opdager broderens tilstedeværelse på Halligerne og rasende kræver, at han skal helt forsvinde, udvandre til Amerika. I stedet bliver det Paul selv som forsvinder: i en flodbølge på tilbagevejen til Föhr fra „kanin-øen“ Amrom, hvor opgøret har fundet sted. Dette åbner vejen for en lykkelig slutning, og at den faktisk betrædes er – hvor kunne det være anderledes – dels Hans Christians og dels Zenobias fortjeneste – begge kender de også Wyrondale og alle denne herregårds beboere.
Da zigeunersken ude på heden har sat Hans Christian ind i, hvordan det står til på Wyrondale, begiver han sig energisk til Oland for at hente den sørgende Viola hjem til det bedrøvede grevepar (Paul er på det tidspunkt endnu ikke vendt tilbage). H.C. Andersen – den rigtige – ville nok ikke have brudt sig om, hvad Hans Christian kommer ud for på denne menneskekærlige mission: at kæntre i storm på vej til Oland, skulle klamre sig til båden i det kolde vand og tilsidst blive fisket bevidstløs op. Til gengæld ville han have kunnet nikke genkendende til nogle vinteruger tilbragt på Wyrondale, „dette sæde for ægte, i sandhed patriarkalsk gæstfrihed“. Hans Christian har her lejlighed til at udfolde sig som „alles fortrolige, alles sjæleven“ og hjælpe „Wyrondales beboere, der var ham så kære, klare sig gennem både den ydre og den indre vinters mørke tid så blidt som muligt“.
Men foråret kommer, og det trækker ham med magt „bort fra venskabets tempel, hen til hans kærligheds paradishave, det dejlige Rosendale“.
En søndagmorgen står Hans Christian på en „grøn, dugfrisk“ bakke på Fyn og kigger vemodigt ned til „et hvidt hus med åbne søjlehaller“, der også er et „tempel“, nemlig „i enhver henseende fredens, lykkens og den sande fromheds“. Det hele billede er fromt: I landsbyen nærved peger tårnet på den lille kirke op „mod den sande hjemstavn“. Idyllen suppleres med et sirligt dækket morgenbord under husets søjler, og her samles efterhånden: Rosendales husbond, „ikke længere ung“ og heller ikke udmærket ved skønhed, men „den sande type på hvad man forstår ved en honnet, trofast og kærlig husfader“, de to yndige pigebørn, Bellarosa II og Johanna, beskrevet som „rigtige små luftskikkelser“, og endelig husets frue i enkel men klædelig morgenkjole, Bellarosa selv!
Som sine døtre er også hun „et yndlingsbarn af skønhedens gudinde og gratierne“, men det smukkeste er, at „ingen kan bære så mange fortrin med mere ynde og beskedenhed end hun“, idet nemlig „også sagtmodighedens, hengivelsens og fromhedens engle har bredt deres stilfærdigt velsignende vinger over hendes vugge“. Disse „vidunderdejlige brune øjne“ kan sagtens kigge „strålende mildt og lykkelige ud i den lyse morgen“, men hvem vil undre sig over, at Hans Christian har „vemodets tårer i hjertet“ (omend glædestårer i øjet), da han efter en stund dukker frem blandt roserne i Rosendales have og straks omfavnes af de to henrykte små piger. „Nu fortæller du os da igen dine dejlige eventyr, ikke nok, Hans Christian?“ trygler de. „Det er noget helt andet og bedre end når man kun læser dem, eller hører dem læst af andre. Selv mor kan ikke gøre det så godt som du, og hun kan da ellers virkelig fortælle dejligt.“
De jubler, da han lover at fortælle dem „brudstykker fra mit livs eventyr“, og lidt senere konstaterer forfatterinden:
„Hvor elskelig han var, når han sammen med børnene gjorde sig selv til barn igen.“
Men mødet mellem Bellarosa selv og Hans Christian er naturligvis skildret med sentimentaliteten dryppende fra pennen:
„Uden skælven, med et dybt og ærbart venskabs ro og varme rakte hun sin lille hånd frem til velkommen for den mand, om hvem hun vidste, hvor gerne han engang havde kaldt denne hånd sin for livet! Men års sjælekampe og sejr lå mellem dengang og dette øjeblik – vi ser resultatet deraf i det rolige, inderlige møde mellem disse to mennesker, og vi føler dybt inde: Den sande og rene kærlighed er lykkelig selv i sin given afkald.“
Derfor kan det også lade sig gøre, at de følgende dage, „ja uger“, som Hans Christian tilbringer på Rosendale, er „rentud salige“ for alle parter, og at han derefter får hele familien til at tage med sig til badestedet Wyk på Föhr. Her bliver han bindeled mellem Rosendalerne og Wyrondalerne, der ligeledes ferierer på øen: det gamle grevepar, den hjemvendte søn Paul og den yndige men melankolske Viola, som har svært ved at skjule, at hun er alt andet end henrykt over at være forlovet med den unge mand. Det er naturligt, at hun slutter sig til Bellarosa. Og Bellarosa afslører i en medsøsterlig samtale, at hun for år tilbage – dengang hun mødte Hans Christian – havde bedt sin daværende forlovede og nuværende ægtemand om at løse hende fra sit løfte. Det afslog herren på Rosendale:
„Han så for mig ind i fremtiden og forstod for mig og den elskede, at vi vel kunne blive lykkelige i vor kærlighed, men kun måske ville blive det i et ægteskab. Vi var begge unge og fattige, og desuden burde man aldrig hænge dagligdagens blyvægt på geniets vinger. De knækker under vægten, eller lammes og trækker geniet til jorden, hvorfra det aldrig mere frit og lysende flyver op mod solen. Således,“ sagde Bellarosa, „tænkte og handlede min gemal dengang fuld af verdensklogskab og godhed for mig og min elskede, til min og hans lykke.“
Man har svært ved at forestille sig, at Riborg Voigts forlovede og senere mand, P.J. Bøving[40], ville have tænkt og udtrykt sig på denne måde, men det er klogt sagt – fra forfatterindens side.
Hendes – forfatterindens – problem på dette stadium af fortællingen er at blive af med grev Paul, så Viola alligevel kan følge sit hjerte og blive forenet med Friedrich, hvis eksistens blandt de levende endnu ingen aner undtagen hans intrigante bror. Løsningen af problemet kommer på en udflugt til den lille vadehavsø Amrom, med deltagelse af kun mandlige badegæster, fordi det drejer sig om en „storstilet kaninjagt“. Blandt deltagerne er Paul, hans far og vor digter, Hans Christian.
Da H.C. Andersen i 1844 var kongeparrets gæst på Föhr, blev der ligeledes og til det samme formål arrangeret en sådan udflugt til Amrom, idet „Kongen tog paa jagt efter Kaniner; for flere Aar siden strandede her et Skib med to Kaniner og fra disse ’Adam og Eva’ er nu i tusindviis Amrom opfyldt med deres Afkom.“ Sådan står det i Mit eget Eventyr[41], og i Mit Livs Eventyr[42] er det varieret til „Jagt efter Kaniner, der i tusindviis opfylde Øen, og det kun nogle Aaringer efter at denne Slægts Adam og Eva kom her, de to eneste fra et strandet Skib“. Das Märchen meines Lebens i Reuschers oversættelse for Lorck bringer naturligvis stedet[43], men har ikke kaninernes Adam og Eva med. Det er ikke til at vide, om oversætteren fandt billedet frivolt og tillod sig at erstatte Adam og Eva med et nøgternt „Paar“, eller om det var Edvard Collin, som under afskrivning af Andersens manuskript – en vennetjeneste – anså det for rigtigt her at rette stil[44].
Martha von der Höhe, der altid pænt holder sig til de foreliggende oversættelser, kan ikke have H.C. Andersens lystige billede, eftersom hun ikke kendte det. Men hun har sandelig og næsten ordret hans udførlige beskrivelse af den særprægede lille ø, som hun oven i købet har gjort til skueplads for hele fortællingens mest dramatiske begivenheder, det uventede møde og opgøret mellem de to unge grever, og Pauls uhyggelige druknedød.
Novellen:
Zur Ebbezeit zieht sich das Meer zwischen Föhr und Amrom ganz zurück, so dass man mit Wagen von der einen Insel zur anderen fährt; doch wehe Allen, welche die Zeit nicht abpassen und die Richtung nicht hinlänglich kennen, denn kommt die Flut, so sind die Fahrenden ohne Rettung verloren: wenige Minuten nur und wo eben noch trockenes Land war, da können grosse Schiffe segeln…
Mit eget Eventyr uden Digtning[45]:
I Ebbetiden gaaer Havet ganske bort mellem Amrom og Föhr, da kjører man fra den ene Øe til den anden, men Tiden maa vel iagttages, Retningen vel kjendes, thi kommer Floden, da er de Kjørende uden Rædning fortabte; faae Minutter kun og hvor der var tørt Land kunne de største Skibe seile…
Men novellens forfatterinde kan ikke nøjes med naturskildringen. Hun må oplyse, at ikke alle de deltagende i udflugten er passionerede jægere, „vor digter f.eks. slet ikke og den unge grev Paul heller ikke … Førstnævnte ser vi foretage et ensomt strejftog gennem øen; hvor fattig den end er, har den for ham alligevel sin egen poetiske charme“:
Er denkt bei der Wanderung über die Vorgebirge [!] an den Aschenkegel des Vesuv; wie dort sinkt man auch hier bei jedem Schritt tief ein; das steife Moorgras kann die lose Erdschichte nicht zusammen halten; auch die Sonne brannte wahrhaft italienisch und der Sand war von ihr so durchglüht, dass der Wanderer sich ohne grosse Beihilfe der Phantasie in die Wüsten Afrikas versetzt glauben konnte … An anderen Stellen wieder gab es durchaus keine Vegetation. Auf einem der höchsten Punkte ruhte der Dichter aus: er blickte auf die Nordsee hinaus, die über eine Meile zurückgetreten war; die Wogen hatten ihren Abdruck in dem nassen Sande hinterlassen, der wie mit seltsamer Runenschrift [Reuscher har oversat: Hieroglyphen] bezeichnet schien. Einige Schiffe lagen todt und still auf dem Sande und erwarteten die Flut. Matrosen, welche herabgestiegen waren, erschienen in der Ferne wie kleine schwarze Punkte, die sich auf der weissen Sandfläche bewegten. Deutlich erkannte der Dichter am fernsten Ende des jetzt vom Meer freigegebenen Erd reichs eine lange Sandbank, den Schrecken der Seefahrer, weil auf ihr so viele Strandungen vorkommen. Beruhigend und wohltuend wirkte gleichzeitig auf ihn der Anblick der hier errichteten hohen Balken-thürme ein, dieser sprechenden Zeugen vorsorglichen menschlichen Erbarmens! denn in ihnen wird stets eine Tonne mit Wasser, ein Korb mit Brot und Branntwein aufbewahrt; und die Unglücklichen, welche hier stranden, können an diesem Ort, mitten in der schwellenden See einige Tage ihr Leben fristen, bis es möglich wird, ihnen Hilfe zu bringen.
Ved Klitterne kommer man til at tænke paa Vesuvs Asketop, ogsaa her synker man ved hvert Skridt, det stride Marehalm kan ikke holde de løse Lag sammen. – Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Africas Sand…
.. .andre Steder var aldeles ingen Vegetation kun det vaade Sand, som Bølgerne havde efterladt Aftryk i; Havet havde skrevet ved sin Bortgang sælsomme Hjeroglypher; fra een af de høie Klitter saae jeg ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over een Miil endnu længer ud og Skibene laae, som døde Fiske paa Sandet og ventede paa Floden; enkelte Matroser var stegne ned paa Sandbunden og bevægede sig der langt ude, som sorte Punkter; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en lang Banke, som i Flodtiden er skjult, men paa hvilken mange Strandinger skee, jeg saae de her opreiste høie Bjælketaarne, der hænger en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, de Ulykkelige, som strande her kunne da her midt i den svulmende Søe friste Livet nogle Dage til det bliver mueligt at bringe dem Hjælp.
Her taler ikke „Hans Christian“, selv om han er tilstede, og her citeres heller ikke „H.Ch. Andersen“, sådan som i mottoerne og i den lange fodnote. Her griber vi forfatterinden in flagranti i at stjæle. Det sker dog i den bedste hensigt, så det må være hende tilgivet, ligesom hendes sprog, der ind imellem kan få én til at krumme tæer. „En for mig løierlig Historie“, skrev H.C. Andersen til Bournonville. Det kan siges. Men samtidig med, at Martha von der Höhe, som vi ikke kender noget som helst til ud over navnet, har fortalt en melodramatisk almanakhistorie, er det lykkedes hende deri at få integreret forbløffende meget om – og af – den virkelige H.C. Andersen. Og det har hun gjort i 1850!
Som hun bebuder det i begyndelsen af historien, røber forfatterinden heller ikke tilsidst navnet – det fulde navn – på digteren, på „barnet der bliver stor“. Til gengæld helliger hun ham de sidste linjer efter at have forenet Viola med sin greve og have konstateret, at der fremdeles hersker glæde, fred og lykke på Rosendale:
„Men vor digter? Oh, Gud være lovet, hans stjerne lyser! Måtte den lyse længe! Måtte den til sin tid lyse endnu over hans grav!“
Det fromme ønske må jo siges at være gået i opfyldelse.
Mere end ét år efter opsporing af novellen om H.C. Andersen i Wiener Stadt-Bibliothek og efter aflevering og sætning af ovenstående artikel førte tilfældet til den – for undertegnede overraskende og på en måde nedslående – opdagelse, at det ville have været muligt at finde frem til novellen uden indviklede deduktioner og diverse biblioteksbesøg. Ved gennemgang (i helt anden forbindelse) af H.C. Andersens Briefwechsel mit Sr. Königlichen Hoheit dem Grossherzog Carl Alexander von Sachsen-Weimar-Eisenach und anderen Zeitgenossen, udg. af Emil Jonas, Leipzig 1887, fandt jeg s. 115 følgende passus i et brev fra H.C. Andersen, dateret København d. 21. december 1850, til storhertugen:
„In einem Wiener Taschenbuch: „Gedenke mein“ 1851 steht eine Novelle: „Der Ansiedler auf den Halligen“ von Clara von Massow, aber der Held dieser Novelle bin ich, Hans Christian Andersen; es ist etwas sehr dreist, mich so darzustellen, denn ich lebe noch; lesen Sie, mein hoher Freund, doch diese eigenthümliche Geschichte.“
(I en Wiener Taschenbuch „Gedenke mein“ 1851 står der en novelle „Der Ansiedler auf den Halligen“ af Clara von Massow, men helten i denne novelle er mig, H.C. Andersen; det er lovlig dristigt at fremstille mig på denne måde, eftersom jeg endnu er i live. Men læs alligevel, høje ven, denne ejendommelige historie.)
Det fremgår af dateringen, at H.C. Andersen ved juletid i 1850 rimeligvis havde set og læst den netop udkomne Taschenbuch 1851, eller i al fald havde fået historien refereret, men det er heller ikke utænkeligt, at han havde fået tilsendt et eksemplar af den. Det fremgår dog lige så klart af det i artiklen citerede brev til Bournonville, at han i 1856 ikke (længere?) ejede et eksemplar af almanakken. Han havde i den mellemliggende tid glemt alle konkrete data (navn, titel, årstal) til identificering. Og vel huskede han det omtrentlige indhold, ikke mindst nogle af dets absurditeter, men ellers huskede han nu kun, at almanakken var udkommet i Wien, at forfatteren var kvinde og at det ene af de til historien hørende dameportrætter havde et italiensk lydende navn.
København, 25. januar 1984
Lotte Eskelund
