Da H.C. Andersen mandag den 6. september 1819 vandrede ind i København gennem Vesterport, kendte han ingen i denne by. Hans eneste holdepunkt var en anbefalingsskrivelse til solodanserinden Anna Margrethe Schall.[1] Den havde han fået bogtrykker Iversen hjemme i Odense til at skrive. Andersen var nemlig fast besluttet på at blive berømt i hovedstaden, og berømmelse det fik man på teatret. Da han under de kongelige kunstneres gæstespil i Odense i sommeren 1818 havde hørt balletten og især Madam Schall omtalt som noget ganske særligt, ja, så var der ikke tvivl i hans sjæl, hun skulle hjælpe ham ind på teatret. Men heldet var ikke med ham, hun viste ham bort.
Andersen styrede herefter sine skridt lige ned til teaterchefen på Det kongelige Teater, kammerherre Frederik von Holstein,[2] for at søge ansættelse. Men også han sendte Andersen bort, ovenikøbet med den bemærkning, at man kun engagerede personer med dannelse.
I løbet af ganske få dage blev situationen alvorlig for den unge Hans Christian. Han havde ikke flere penge, og ingen han kunne hælde sit hoved til. Da kom han i tanker om, at han i Odense i avisen havde læst om en italiener, Siboni,[3] der var blevet direktør for Det kongelige Conservatorium. Ham måtte Andersen opsøge, han måtte bestemt kunne finde anvendelse for den gode stemme, Andersen havde. Og det kunne han. Gennem Siboni lærte Andersen en række betydende mennesker i København at kende, som dels bibragte ham nogen dannelse, dels lettede ham vejen til Det kongelige Teaters danseskole og til Sibonis syngeskole.
Men Andersen ville mere end optræde, han ville også være dramatiker. Hos professor Frederik Høegh-Guldberg,[4] der hjalp ham med skolekundskaber, havde han som dansk stil skrevet en tragedie, »Skovkapellet«, efter en tysk fortælling. Teatrets direktør Hans Olsen[5] havde læst den og mente, den burde indleveres til opførelse, men det forbød Guldberg fornuftigvis Andersen.[6] Herover blev han så såret, at han i al hemmelighed på 14 dage skrev en ny tragedie, »Røverne i Vissenberg«, som han anonymt sendte til teatret den 19. marts 1822. Den 16. juni fik han stykket tilbage med den besked, at det var aldeles uskikket for skuepladsen, da det udviste fuldkommen mangel på elementær dannelse og alle uundværlige forkundskaber.[7]
Det blev ikke det eneste slag, Andersen modtog den sommer. 29. juni blev han afskediget både fra syngeskolen og fra danseskolen, og nok engang stod han uden håb for fremtiden.
Her vil det nok være på sin plads at gøre rede for, hvordan Det kongelige Teaters direktion var sammensat. I spidsen stod teaterchefen, Frederik von Holstein.[8] Herudover var der tre direktører. I begyndelsen af 20’erne var det notarius publicus Gottsche Hans Olsen,[9] kritikeren Knud Lyne Rahbek[10] og – embedsmanden Jonas Collin.[11] I »Mit Livs Eventyr« skriver H.C. Andersen: »Enhver sagde mig, at var jeg saa lykkelig at vinde denne Mands Interesse, da vilde der blive gjort Noget for mig.«[12] Derfor besluttede Andersen i sin nød at aflægge en visit i den Collinske Gaard i Norgesgade. Men Andersen vandt ikke Collins interesse ved dette besøg.
Som en sidste udvej skrev H.C. Andersen endnu en tragedie, »Alfsol«, som han fik Holmens provst, F. C. Gutfeldt[13] til i sommerens løb at indlevere med sin anbefaling til Rahbek. Tragedien blev ikke antaget, men den blev rent faktisk nøglen til Andersens fremtid. For Andersen blev nemlig kaldt op i direktionen, hvor han godt nok fik leveret »Alfsol« tilbage, men hvor han samtidig fik at vide, at Jonas Collin hos Frederik den Sjette havde fået udvirket en sum penge, der skulle sætte Andersen i stand til at få undervisning i de nødvendige skolekundskaber. Videnskabeligt dannet mente man, at Andersen ville kunne blive en nyttig borger, som direktionen udtrykte det i den officielle ansøgning til Fonden ad usus publicos.[14] Fondens sekretær var – Jonas Collin.
Således udrustet rejste H.C. Andersen til Slagelse og var i dramatisk henseende ude af billedet, indtil han fik sin studentereksamen i 1828. Lad os derfor, mens Andersen bibringes kundskaber af rektor Meisling, se, hvem denne Jonas Collin var.
Han blev født i København den 6. januar 1776 som eneste søn af lotterikontrollør Niels Collin og hustruen Ingeborg, født Bolten. Collin lærte tidligt at læse, skrive og regne, og 16 år gammel blev han student. Som 19-årig bestod han den juridisk/latinske embedseksamen, og spørgsmålet var nu, hvad han skulle bruge al sin viden til. Der stod bestemt ingen steder skrevet, at han skulle have noget med teater at gøre. Collin havde lyst til juraen, men moderen, der havde set at lotteriet kunne skabe et godt og sikkert udkomme, sørgede for, at han blev medhjælperbetjent hos sin far. Dette tilfredsstillede ikke den begavede unge mand. Så i de to år, han arbejdede på faderens kontor – »indtil hans Død bragte mig ud af Lotteribanen« – læste han matematik, fysik, botanik, filosofi og italiensk. Det var således et meget alsidigt orienteret menneske, som efter faderens død begyndte en karriere i statsadministrationen. Ikke alene avancerede Collin hastigt, men han blev også hentet til en lang række tillidsposter i råd og kommissioner, hvorved han efterhånden fik berøringsflade til stort set hele det danske ånds- og samfundsliv.
Jonas Collin blev ofte hidkaldt til foretagender, hvis økonomiske forhold trængte til at blive bragt i orden. Det var også tilfældet, da Frederik den Sjette den 1. februar 1821 anmodede om at få Collin tilforordnet Det kongelige Teaters direktion med det opdrag »at vaage over Theatrets Oekonomie og Pengeudgifternes muligste Indskrænkning.«[15] Denne side af arbejdet opfyldte Collin til fuld tilfredshed, men derudover påtog han sig, til stor fortrydelse for Rahbek, rollen som dramaturg, antagelig for at fremskynde resultater af direktionens ofte endeløse diskussioner. I en strid med Rahbek om vaudevillens indførelse på den danske skueplads fastslog Jonas Collin sin embedspligt således:
»Jeg holder det under min Værdighed, som Directeur at agte paa, hvad der paa Kaffehuse bliver sagt imod Stykker, som man ikke endnu kjender; derimod holder jeg fast ved, hvad der er mig, som oekonomisk Directeur, en af Hs. Maj. paalagt Pligt, og dertil hører, at jeg fremmer Opførelsen af saadanne Stykker, som kunde ventes at ville give bedst Huus, naar intet i dem indeholdes, der strider imod den Ærefrygt, som skyldes Gud, Kongen, Lovene, Sømmelighed og god Smag….«[16]
Jonas Collin var direktør på Det kongelige Teater i to perioder, fra 1821-29 og igen fra 1842-49. Men dermed være ikke sagt, at Collin ikke beskæftigede sig med teatrets virksomhed i den mellemliggende periode. Tværtimod synes han netop i dette tidsrum at have været til stor nytte for Andersen i hans kamp mod en af teatrets censorer, sprogforskeren og litteraturhistorikeren Christian Molbech.[17]
Lad os nu vende tilbage til H.C. Andersen, som i 1829 efter vel overstået studentereksamen havde indleveret et nyt arbejde til teatret. Og lad os prøve at se, i hvilket omfang Jonas Collin synes at have fået indflydelse på de dramatiske værker, Andersen indsendte til Det kongelige Teater.
I den tidlige embedsperiode nåede Collin at være med til at antage Andersens først opførte dramatiske arbejde, den heroiske vaudeville »Kiærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret?« I sin ungdommelige glædesrus havde Andersen udtænkt en parodi på de tidligere så yndede ridderdramaer. Og hvad var vel mere naturligt, end at lade den foregå på Nicolai Taarn, som han havde for øje lige uden for vinduet i enkefru Schwartz’ tagkammer i Viingaardsstræde. Vaudevillens idé er meget fornøjelig. På Nicolai Taarn bor Ole Vægter med sin datter Ellen. Hun er forelsket i skræddersvenden Søren Pind. Men mens han er i udlandet, giver Ole Vægter sin datter bort til vægteren på Petri Kirketaarn, Peer Hansen. Søren Pind vender dog hjem lige i det rette øjeblik, og nede i Nicolai Strædet beslutter Søren og Ellen at flygte over Knippelsbro til skrædderens kro på Christianshavn. Mange genvordigheder venter dem. Og om de får hinanden – det ved vi ikke. Den afgørelse overlod Andersen hver aften til parterret.
Rahbek ville have stykket afvist, fordi han fandt, at parodien i for høj grad gjorde grin med Oehlenschlägers dramatik. Hertil kom, at vaudevilleformen var en genre, han ikke brød sig om at se på teatret. Hans Olsen fandt stykket antageligt, og det samme gjorde Collin, sandsynligvis ud fra den antagelse, at vaudevillen ville give penge i kassen. »Kiærlighed paa Nicolai Taarn« blev antaget, men fik en blandet modtagelse, både fordi det bedre selskab også følte, at Andersen trampede på Oenlenschläger, og ikke mindst fordi man havde begået den fejltagelse at lade teatrets førende tragedieskuespillerinde, Anna Wexschall, parodiere sin egen genre. Hun frasagde sig rollen efter første opførelse, og da der gik knapt en måned, før en anden skuespillerinde var klar til at overtage Ellens rolle, så nåede forestillingen kun tre opførelser i sæsonen. Til gengæld blev stykket trækplaster på omrejsende selskabers repertoire.
Uden at være belastet af fortidens Oehlenschläger-dyrkelse, men dog med blik for Andersens lån fra Oehlenschläger og fra andre af samtidens forfattere, er det min opfattelse, at vi i »Kiærlighed paa Nicolai Taarn« finder de første glimt af den sprudlende fantasi, der senere kom til udtryk i H.C. Andersens eventyr.
Med udgangen af sæsonen 1828-29 forlod Jonas Collin sin direktørpost. I foråret 1830 døde Rahbek og efterfulgtes af sekretær på Det kongelige Bibliotek, Christian Molbech; om sommeren samme år tog Andersen på rejse i Danmark, året efter i Tyskland. Verden udvidede sig forunderligt for hans øjne. Men da han kom hjem, måtte han til at tjene penge. Derfor begyndte han at oversætte stykker til teatret. Den slags arbejde var nemlig ganske godt betalt. Der var også penge at tjene for den, der kunne skrive operatekster, så i de følgende år forsøgte Andersen sig tillige i dén genre.
Først skrev han – som han siger[18] – til en aldeles ubekendt ung komponist teksten til en opera ved navn »Ravnen«. Forlægget hentede han i den italienske forfatter Gozzi’s maskekomedie »Il Corvo«, og den unge komponist, som slet ikke var så ukendt endda, hed J. P. E. Hartmann. Herefter udarbejdede Andersen en operatekst over Walter Scotts roman »Bruden fra Lammermoor«. Den satte Ivar Bredal i musik. Og endelig skrev han på opfordring fra komponisten C. E. F. Weyse en tekst over en anden af Walter Scotts romaner »Kenilworth«.
Det blev nu ikke den store glæde, Andersen fik ud af sine tidlige tekstarbejder. »Skibet« og »Dronning paa 16 aar« – to oversættelsesarbejder – blev hver kun opført 1 gang. Bedre gik det for »Ravnen« og »Bruden fra Lammermoor«, hvorimod »Festen på Kenilworth« blev tilbagesendt med blandt andet følgende kritik af Molbech:
»Hvis jeg skal dømme efter Indtrykket, som dette nye Andersenske Product har gjort paa mig under Læsningen, vil det interessere mig fuldt saa lidet og kjede mig nok saa meget at see opført, som bemeldte BRUD. Men da denne imidlertid ikke manglede at gjøre et Slags Lykke ved Opførelsen, da Publicum tog tiltakke med alt det Skjødesløse, Raae og uden forarbeidende Talent Sammensatte og Sammenkludrede i hint Syngestykke, vil jeg hverken staae Hr. Andersen eller Hr. Weyse ivein for den Lykke, de muligen ogsaa kunne gjøre med dette Smøreri, der vel heller ikke ganske mangler Motiver for en saa genial Componist, som det maaskee kan lykkes bedre endnu end Hr. Bredahl at dække endeel af de svage Sider hos Textens Forfatter.«[19]
Det var ikke første gang, Andersen blev ramt af Molbechs bidende kritik. Og langt fra den sidste. Molbech havde i 1831 sluttet sin omtale af »Skyggebilleder af en Reise til Harzen« således:
»Naar vil dog en saa frugtbar og allerede i sit Fædreland saa bekjendt Forfatter lære at skrive sit Modersmaal rigtigt? Naar vil han ophøre med at skrive hastigere end han tænker, og at lade trykke lige saa hurtigt som han skriver.«[20]
I de nærmeste år blev tonen kun endnu skarpere. Om det fædrelandske syngespil »Den anden April« skrev Molbech, at »Stykkets eneste Dyd er den, at det er meget kort«, hvorefter det blev returneret til – konferensråd Collin.[21] Overfor de to originale vaudeviller »Spanierne i Odense« og »Fem og tyve Aar derefter« var han helt nådesløs:
»At Hr. Andersen mener at kunne smøre – eller om man vil et finere Ord – fabriqvere en Vaudeville med den samme daarlige, neppe halvudvoxne, kludderagtigt tilskaarne Gaasefjeder, hvormed han sammenskriver sine Operatexter, har jeg nu lært af dette Vaudeville-Par, af hvilke den Ene virkelig ikke skal lade den Anden høre det mindste.
. . . . . at dette Hr. Andersens første originale dramatiske Arbeide, som jeg har læst. . . , er saa vandet, upoetisk og smagløst, saa skjødesløst, man kunde vel sige saa lapset og drengeagtigt behandlet, at jeg ligesaalidt vilde give min Stemme til dets Opførelse, som jeg nogensinde vilde see een eneste Scene deraf, ifald det lod sig opføre. Dette er et kort Begreb af den kritiske Dom, jeg skulde afsige over et Arbeide, som jeg kan sige næsten har opbragt mig mod Forfatteren. Thi at anonyme fuskere uden Prætension skrive og indsende Fuskerarbeider hører til Naturens Orden; men at en Poet (og dette vil Hr. A. jo dog engang passere for) med alle de Prætensioner han har og skriver med, kan ville byde sit renommée og det danske Theater et saa umodent, ubearbeidet, i Charakter usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product som dette, kan opbringe mig ligesaa meget som at en Cand. phil. paa 30 Aar, eller da henved, som hvert Fjerdingaar eller Halvaar vil hjemsøge Theatret med sine knap halv fuldbaarne Fostre eller Misfostre, aldrig vil lære at skrive sit Modermaal.«[22]
Da afslaget på de ovenfor nævnte vaudeviller kom i begyndelsen af april 1833, var H.C. Andersen på vej ud af landet. Allerede i december 1832 havde Jonas Collin hjulpet ham til et rejsestipendium. Men før han rejste, havde han bedt Collin forsøge at få de to vaudeviller til fornyet bedømmelse. Collin var ikke synderlig begejstret for dette hverv, men han skrev dog endelig i november til Molbech for at forhøre sig om årsagen til afslaget, og om hvad der muligen kunne gøres til stykkernes forbedring. Molbech redegjorde for sine indvendinger og foreslog, at Collin henvendte sig til Johan Ludvig Heiberg for at høre ham, om han troede, at der kunne gøres noget. For som Molbech forsikrede konferensråden »saa meget jeg endog har mod Andersen som digter, saa lidt har jeg, eller kan have det mindste imod, at han opnaaer enhver Frugt af sine Arbeider, som han kan opnaae…«[23] Denne udtalelse er nok værd at have i erindring, når vi skal se, hvorledes det videre gik Andersens dramatiske arbejder.
Jonas Collin gik som foreslået til Heiberg, der var af den formening, at vaudevillerne med modifikationer og forandringer ville kunne blive ret behagelige. Dét skrev Collin til Andersen i Rom, og denne svarede tilbage, at han ville omarbejde dem, når han kom hjem. Det gjorde han under en ny fællestitel. Omskrevet til én vaudeville i to afdelinger blev »Skilles og mødes« antaget, men Molbech var stadig ikke tilfreds. Nu krævede han, at de skulle opføres på samme aften som to selvstændige vaudeviller uden fælles titel. Andersen derimod mente, at idéen da gik tabt. Enden på den disput blev, at Andersen sejrede – dog med den modifikation, at der imellem de to vaudeviller blev indlagt en ballet, der – som teaterchef Holstein udtrykte det – skulle bruges til nødvendig forandring af maskering og dragt. Stykket opnåede kun 3 opførelser i april/maj 1836.[24]
Fra 1835 til 1838 sendte Andersen ustandselig arbejder til teatret; de blev næsten alle forkastede. Men Andersen manglede penge, og hvis han blot kunne få antaget noget af det, han skrev, så var der mulighed for at dække de mest pågående kreditorer. I disse år er det svært at få øje på Collins direkte indflydelse på Andersens dramatik, men vi kan gennem brevvekslingen mellem Andersen og Collinerne følge den indirekte hjælp, han får i form af gode råd, opmuntring og ikke mindst økonomisk hjælp f. eks. til renskrivning af manuskripter.
Lad os engang se, hvordan det gik nogle af de stykker, Andersen indsendte i disse 3 år.
30. januar 1835 indleverede han syngestykket »Liden Kirsten«. Molbech skrev:
»Hvad Texten angaar maa jeg iøvrigt kun tilføie, at den – i Sammenligning med ældre Sager af denne Forfatter – lider mindre af egentlig Smagløshed, men derimod endnu meer af Tomhed, Magerhed og dramatisk Fattigdom.«[25]
Stykket kom først til opførelse i 1846 i omarbejdet form.
I maj samme år fik han den dramatiske situation »En eneste Soldat« forkastet som en flov bagatel. I april 1836 indsendte han den igen i en omarbejdet version under titlen » En rigtig Soldat«. Molbech skrev:
»Det forekom mig, efter at have læst dette dramatiske Versemager-Product, som om Forfatteren nu vel kunde have naaet den yderste Grændse i de Fordringer, hans Smagløshed og Aandløshed som Dramatiker gjør paa Publicums, Theatrets og Theater-bestyrelsens Taalmodighed.«[26]
I 1836 tilbagesendtes »En urolig Aften«, en bearbejdelse fra tysk; og kort eter forkastedes syngestykket »Renzos Bryllup«. I 1837 afviste man vaudevillen »Soufflørens Benefice« og i 1838 en bearbejdelse af Raimunds folkekomedie »En Ødeland«. Der er ikke noget at sige til, at Andersen i »Mit Livs Eventyr« bittert skriver, at Molbech brød staven over alt, hvad han frembragte. [27] Det havde han fået god grund til at notere, for i 1844, da Collin var vendt tilbage til teatret, fik Andersen lejlighed til at læse censurprotokollerne.[28] Måske på denne baggrund skriver han videre i »Mit Livs Eventyr«
.. at i Tidens Løb (vil) de skrevne Censur-Bøger, som Theatret opbevarer, og hvori Molbech har udtalt sig over forkastede og antagne Stykker, give den mærkeligste Characteristik, og læser man saa, hvad han senere skrev og lod trykke, da han ikke længer var Theaterdirecteur, og Heiberg forkastede et Arbeide af hans Søn, hans Yttringer der om Pligter mod det unge Talent, saa har man den Stemme, der i høieste Grad kunde og burde have lydt til ham selv, i hans Vilkaarligheds Dage.«[29]
Andersen måtte forsøge at finde en anden udvej for at få sine stykker på scenen. I 1839 skænkede han derfor en dramatisk spøg til teatrets sommerspil. Herfra syntes det nemlig at være nemmere at få dem overført til det ordinære repertoire. Og selv om Molbech i sin recension af stykket »Jaleo di Xeres« eller »Den Usynlige paa Sprogø« udtrykkelig skriver, at han ikke ville kunne give det sin stemme til opførelser ud over sommerforestillingen, så blev det dog overført til repertoiret, da »Hr. Foersom har givet Hovedrollen med en saadan Originalitet og saa comisk, at Publicum har været i latter fra Begyndelsen til Enden.«[30]
På titelbladet til »Den Usynlige paa Sprogø« står: »Scenen er på Sprogø en streng vinter.« Kuriøst, fordi de fleste vaudeviller plejer at foregå i blomstrende haver ved sommertide. Og man kan så spørge, hvorfor Andersen valgte netop denne årstid? Han giver selv svaret i sine erindringer: »Til en Decoration, malet til Hertz’ Vaudeville »Flugten til Sprogø«, som ikke gjorde Lykke, skrev jeg i Sommeren 1839 Vaudevillen »Den Usynlige på Sprogø«.[31] Man behøver ikke altid søge de mest indviklede fortolkninger.
Denne vaudeville handler om agent Blomme, som med Madammen i kåbe og datteren Ingeborg i pels og boa på ottende dag på grund af drivis er strandet på Sprogø under en rejse fra København til Løgstør. Det samme er Andreas Meier, en ung læge, forelsket i Ingeborg. De unge må selvfølgelig ikke få hinanden. Men den ligeledes strandede Theodor Granner beslutter at hjælpe. Han bilder Blomme ind, at der er et komplot igang omkring ham, men at han – Granner – kender et middel, som kan afsløre, hvad der foregår. 3 dråber af en bestemt essens i et glas vand samt fremsigelse af et lille vers, så bliver man usynlig. Blomme overvejer – skal han, eller skal han ikke?
Vaudevillen gik første gang på det ordinære repertoire den 4. oktober 1839. På dette tidspunkt havde Andersen imidlertid allerede fået antaget sit næste stykke »Mulatten«. Hvad var der dog sket? Var han pludselig blevet bedre til at skrive? Nej, det var han for såvidt ikke, men der var på teatret passeret noget af ikke ringe betydning.
Ved årsskiftet 1838/39 havde man dér fået en ny direktør, etatsråd Johan Adler,[32] en mand af smag og billighed, som H.C. Andersen skrev,[33] og som desuden var en god bekendt af Collin. I hans lod faldt det at vende Molbechs lange og afvisende censur af »Mulatten« til en antagelse af stykket. Adler mente nemlig, »at dette Arbejde havde betydelige Fortrin for hans tidligere og vidnede om et Fremskridt, der vel kunne anbefale ham til nogen Opmuntring…«[34] Denne gang havde Andersen nu også for en sikkerheds skyld gjort et godt forarbejde. Dels havde han læst højt for sine bekendte, hver gang en akt var færdig, dels havde han i et brev til Collin anmodet om hans råd for, »hvorledes jeg skal faae Directionen til at bedømme det paa nogle Dage.«[35] Stykkets første opførelse blev fastsat til den 3. december 1839, og alt tegnede lykkeligt.
Men i sidste øjeblik var uheldet alligevel ude. Om morgenen den 3. december døde Frederik d. 6, og der erklæredes landesorg i 2 måneder. Teatret lukkede, og Andersen måtte nu vente til den 3. februar, før han fik vished for, at stykket med fru Heiberg i hovedrollen var blevet en succes hos publikum. »Mulatten« opnåede 11 fint besøgte huse i den sæson.
Men malurt kom der i bægeret, for det var ikke et originalt værk, således som Andersen havde kaldt det. Han havde jo lånt stoffet fra den franske novelle »Les epaves«. Det hviskedes der om ude i byen, og Andersen blev så vred, at han besluttede at skrive et nyt dramatisk arbejde, der helt og fuldt skulle være han eget. Den 18. august 1840 lå »Maurerpigen« på teaterchefens bord.
Netop på dette tidspunkt havde Jonas Collin for en kort periode overtaget ledelsen af teatret, idet den nyligt udnævnte chef, kammerherre Joachim von Levetzau,[36] havde fået ordre til at ledsage den nye konge på en rundrejse i landet. Fik det nogen betydning for »Maurerpigen«s skæbne? Ja, det må man vist sige, det gjorde.
»Maurerpigen« blev officielt indsendt til teatret den 18. august, men allerede den 16. august sendte Heiberg, der var blevet ansat som censor i 1839, sin forhåndsvurdering af stykket til Collin i et brev.[37] Han var absolut ikke begejstret for det og talte meget om, at han fandt, det bar præg af hastværk, især mod slutningen. (Andersen vidste meget vel, at Collins embedsperiode var begrænset til nogle få uger, så gjaldt det om at få det bedømt, inden Levetzau vendte tilbage). Molbechs censur den 27. august var en ikke afvisende, men langt fra venlig recension. Så kom Collins. Han forudså, at »Maurerpigen« ville kunne blive samme kassesuccés som »Mulatten«, hvorfor hans korte, klare resultat var, »at Stykket antages til Opførelse.«[38]
Men han havde glemt at gøre regning på fru Heiberg, »Mulatten«s trækplaster. Denne gang nægtede hun ganske enkelt at spille titelrollen, fordi kun ikke følte mindste sympati for figuren. Andersen blev overordentlig bitter, og rejste ud i Europa, inden forestillingen kom til opførelse. I Rom blev han underrettet om stykkets skæbne:
»Lidende af Gigt i Hals og Tænder fik jeg Brev fra Collin, at »Maurerpigen« ei tog sig ud paa Theatret, ei godt Huus, og vilde rimeligvis efter tredie Forestilling bleve henlagt.«[39]
Det blev kun til 3 opførelser.
Fra begyndelsen af sæsonen 1842 var Jonas Collin atter tilbage som direktør på Det kongelige Teater. Til dét års sommerforestillinger havde Andersen indleveret vaudevillen »Fuglen i Pæretræet«, en dramatisk spøg i én akt. Stykket fik så god en modtagelse, at direktionen lod det overgå til vinterforestillingerne, hvor fru Heiberg indvilgede i at spille Henriette, stykkets unge pige.
Men Andersen havde modstandere i byen, og en klike af disse foranstaltede ved en af de første opførelser en pibekoncert, som gentog sig, så stykket måtte tages af plakaten. Hvorfor, spurgte Andersen. Fordi den bagatel gjorde for megen lykke, blev der svaret; Andersen fik for meget mod. Flere aviser latterliggjorde »Fuglen i Pæretræet«, og Heiberg skrev i sine Intelligensblade, at den hørte til den art af småkreaturer, hvis indlemmelse i vort teaterbur det ville være pedantisk at modsætte sig, thi man kan sige om den, at gør den ikke godt, så gør den heller ikke ondt, dertil er den for lille, for ubetydelig og for uskyldig.[40] »Han er for stor og for aparte, sagde anden, som bed, og så skal han nøfles« Således skrev Andersen kort efter i eventyret »Den grimme Ælling«.
1. januar 1843 udtrådte Molbech af Det kongelige Teaters direktion, og man kunne forvente, at Andersen nu så fremtiden roligt imøde. Men noget må have fået ham til at fare med lempe.
»Tidt gjorde jeg mig det Spørgsmaal, er det mine dramatiske Arbeiders særdeles Svaghed, eller er det, fordi jeg er Forfatter til dem, at de bedømmes saa haardt og angribes ved hver Leilighed; for at komme efter dette, kunde jeg jo indlevere anonymt et Arbeide og lade dette gaae sin egen Gang.«[41]
Og som sagt så gjort. Andersen indsendte dramaet »Kongen drømmer« under mærke, og kun Collin vidste om det. Heiberg var begejstret for stykket og skrev følgende, da han videregav det til Jonas Collin:
»Det er et Arbeide, som ved sin Originalitet og sin Dristighed i Opfindelsen i høi Grad anbefaler sig til at berige vort Repertoire med en virkelig og eiendommelig Production.«[42]
I september 1842 havde Andersen indleveret en dramatisering af sit digt fra 1834 »Agnete og Havmanden«. Molbechs recension i 1842 var ligeså ublid, som hans kritik havde været i 1834; men i censurprotokollen skrev Collin »Antaget«. Thomas Overskou beretter i »Den danske Skueplads«, at stykket »blev saa kjedsommeligt, at (N. W.) Gades poetiske Musik og en i det Hele god Udførelse fra de Spillendes Side ikke kunde afværge Mishag.« »Agnete og Havmanden« fik kun 2 opførelser.
Andersen var lykkelig og ønskede ligeledes at indlevere sit næste stykke »Lykkens Blomst«, den første eventyrkomedie, under mærke. Men det må Collin have fået ham fra, for da stykket blev forkastet af Heiberg blandt andet med en udtalelse om, at det ville »være under det Kongelige Theaters Værdighed, om det ikke paa det bestemteste afviste saadan Galimatias«, da skrev Andersen til Collin:
»… Ved indleverelsen yttrede jeg for Dem, at det var mit Ønske, at det indsendtes under det forrige Mærke, eftersom Heiberg da, om han endogsaa var forvisset om at jeg var Forfatteren, dog, efter sin seneste Bedømmelse af mit Talent, vilde af Klogskab ikke ganske forkaste, hvad der ikke var forkasteligt …. De sagde da, at om Heiberg forkastede dette Arbeide, vilde det alligevel meget godt kunde blive opført, det var skeet med flere Stykker. Denne Yttring bestemte mig at indlevere det uden Navn og Mærke, jeg udtalte det tydeligt, og De vil erindre det.
Nu er Stykket forkastet af Heiberg og af Deres Ord i Aften var det mig klart at jeg kunde betragte det som almindeligt forkastet! Det har overrasket mig!«[43]
Andersen fandt ikke sit stykke forkasteligt; og selvom han var vred, søgte han dog råd hos Collin, på hvis anbefaling han henvendte sig til Heiberg, med hvem han kom til en form for forståelse. Stykket kom til opførelse den 16. februar 1845 og gik ialt 6 gange.
Andersen indleverede herefter atter et par stykker anonymt: »Den nye Barselstue« og »Hr. Rasmussen«. Selvom Heiberg nu havde gennemskuet, hvem der var forfatteren, og havde meddelt, at han ikke troede på stykkernes sceneheld, kom de dog på repertoiret. »Hr. Ramussen« gik det helt ilde. Nogle af skuespillerne frasagde sig deres roller, hvad der fik Andersen til at skrive hjem fra Berlin til Edvard Collin: »Bed Deres Fader besætte Stykket, som han og som De troer det bedst«.[44] Men det var åbenbart ikke nok til at redde det. Ved premieren i marts 1846 blev det helt pebet ud.
Det oplevede H.C. Andersen ikke. I oktober 1845 havde han atter forladt Danmark for at rejse til Italien. I de nærmeste år skrev han ikke dramatik. Og da han genoptog sit skriveri omkring 1848, var der sket noget i København, der skulle få den største betydning for Andersen.
Byens forlystelsesråd, Tivolis skaber, Georg Carstensen, var kuldsejlet med sit store Casino-etablissement i Amaliegade, og stedet var i efteråret 1848 ved at blive omdannet til et teater, det første i København udenfor Det kongelige Teater. Det år havde Andersen ved juletid indleveret en lille vaudeville »En Nat i Roskilde« til Det kongelige Teater. Han havde frit bearbejdet den efter et fransk forlæg. Heiberg brød sig ikke om den. Han skrev:
»I en vel simpel Smag, meest passende ved en Privatforestilling«,[45]
og så blev den afgivet til næste års sommerforestillinger. Men her blev den aldrig opført, for dén sommer fandt Andersen dét teater, hvor han skulle komme til at fejre sine dramatiske triumfer: Casino Teatret.
Casinos driftige direktør Hans Vilhelm Lange spurgte, om Andersen ville skrive for teatret, og svaret blev indsendelsen af »En Nat i Roskilde«, der fik premiere den 14. september 1849. Succes’en var uomtvistelig.
Stykkets idé minder om en af de gåder, der i tidligere tider cirkulerede blandt skoleelever: hvem er min kones mand. Det er faktisk ham, »En Nat i Roskilde« handler om. Eller dem rettere sagt, for pointen er, at de er to om spækhøkerenken Amalie Pedersen: urtekræmmer Rummel, som på postgården i Roskilde venter madammens ankomst med postvognen fra Odense, og Graah, som for år tilbage stak af til Amerika fra samme Amalie, efterladende alt sit tøj ved Kalvebod Strand. I en sen nattetime indlogeres de to i samme værelse på postgården. Da Graah erfarer, at det er hans Amalie, der er under opsejling, vil han væk. Men Rummel, der er godt træt af sin Xantippe, gør Graah opmærksom på, at hun jo i virkeligheden var hans kone, før hun blev Rummels, så han har førsteretten til hende. Mens de ordveksler, kommer postvognen – ikke med madammen, med med et brev om, at hun er død i Odense og har testamenteret hele sin rørlige formue til sin efterlevende lovlige mand. Og hvem mon det nu er?
Under indtryk af dette stykkes gunstige modtagelse havde Casino allerede den 3. oktober Andersens næste arbejde parat, »Meer end Perler og Guld«, en eventyrkomedie, der som Andersen skriver: »bragte CasinoTheatret i Credit, alle Classer, fra de Fornemste til Fattigste kom at see det, 2.500 Mennesker rummedes i Casino, og i en Række Forestillinger den ene straks efter den anden vare alle Billetter udsolgte.«[46]
I marts 1850 kom »Ole Lukøje«, Andersens største succes overhovedet, og i december 1851 hans mest fantasifulde, »Hyldemor«; begge var dramatiseringer inspireret af hans egne eventyr. »Hyldemor« havde publikum vanskeligt ved at forstå. Det kneb at følge med, når Andersens fantasi blev alt for flyvsk. Berlingske Tidende mente, at stykket manglede næsten alle betingelser for at kunne betegnes som drama. Det begrundede man blandt andet med, at Andersen havde været nødt til at binde handlingens enkeltdele sammen af figuren Phantasus. Andersen skriver i »Mit Livs Eventyr«:
».. jeg kom ved denne Leilighed til den Overbeviisning, at mine fleste Landsmænd ikke havde stor Sands for det Phantastiske, de ville ikke stige for høit, men blive paa Jorden og ernære sig redelig ved tarvelige dramatiske Retter, lige efter Kogebogen.«[47]
Og mon Andersen egentlig ikke havde så evigt ret i dette.
»Hyldemor« er en overmåde spændende og fantasifuld historie, som han lader Phantasus fremtrylle for vore øjne. I fuldmånens skær dukker jordens elementer op i skikkelse af en havmand, en muldvarp, en sommerfugl og en lygtemand. Sommerfuglen havde fundet en dejlig pige, og straks beslutter alle fire at iklæde sig menneskeskikkelser og dukke op hos barbermester Bynke i København for at beundre hans datter Maria; for hende er det, sommerfuglen hentyder til.
I Bynkes have er Maria ved at tage afsked med sin barndomskammerat Peter Nicolaisen, som vil en tur ud i verden. Forinden han rejser, må Maria dog love at opfylde en bøn. Der må ikke ske noget med det gamle hyldetræ, mens han er borte. Når træet har blomster igen, så er han tilbage. Men så langt når han slet ikke, for han røber, at han er forelsket i Maria, og hun forstår nu pludselig, at hun også er forelsket i Peter, og under det gamle hyldetræ forlover de sig, og Peter beslutter at blive hjemme.
Men nu kommer vore fire venner fra før. De vil også giftes med Maria og under den almindelige forvirring forsvinder hun. Der ledes højt og lavt, men borte er hun. Nu åbner hyldetræets krone sig, og hyldemor kommer tilsyne. Fordi Peter gik i forbøn for træet, skænker hyldemor ham en tryllekvist, som skal frelse Maria.
Kvisten fører Peter ned i jorden til muldvarpens slot – for ham er det, der i forvirringen har bortført Maria og ladet hende drikke af glemselens kilde. Men kærligheden overvinder jo som bekendt alt; Peter finder sin Maria, som han bringer tilbage til jorden, og på bedste eventyrvis kommer sommerfuglen, havmanden og lygtemanden med gode gaver til de elskende.
Da åbner hyldetræet atter sin krone, og hyldemor siger:
Det gamle Træ, o, lad det staae,
De maae I ikke fælde.
De Ord af Dig jeg husker paa,
Og I har set min Vælde.
Erindrings-Magten er saa stor Den bedste Skat herneden.
Du skjærmed’ gamle Hyldemoer,
Hun skjærmer Kjærligheden.[48]
Johan Ludvig Heiberg kunne godt lide »Hyldemor«. Han skriver følgende i et brev den 15. december 1851 til Andersen.
»Kjære Hr. Professor!
Det er utilgiveligt, at jeg ikke allerede for flere Dage siden har takket Dem for Deres venlige Gave, Deres »Hyldemoer«. Jeg har læst Deres lille digtning med megen fornøielse, idet jeg i den har gjenfundet den samme oplivende Phantasie, hvormed De saa ofte har glædet os i Deres Eventyr. Især Alt, hvad der angaaer Hyldetræet og Hyldemoer, finder jeg særdeles smukt, endog rørende. Visen: »det gamle Træ, o lad det staae« – er et nydeligt Moment, ligesom den følgende: »Mellem Havens Buske«, og begge gjøre ypperlig Virkning ved den Maade, hvorpaa de vende tilbage. Dette er ikke blot i sig selv poetisk skjønt, men ogsaa dramatisk. Om derimod de fire Elementer, som komme paa Barbeerstuen, og visse andre Opfindelser ikke altfor meget trodse den dramatiske Oekonomi, endskjøndt de i en Fortælling kunne tage sig meget godt ud, vil jeg ikke afgjøre.«[49]
Med »Ole Lukøie« og »Hyldemor« når Andersen det ypperste i dramatisk henseende. Endnu i 1860’erne skrev han dramatiske værker, men ingen der kom på højde med hans eventyrkomedier. I dem fandt Andersen sit rette element, og i Casino fandt han det teater, de passede for, og det publikum, som kom til at elske dem.
Hvor stor andel havde Jonas Collin i Andersens fremgang i 1840’erne? Den kan ikke siges at have været af overvældende betydning. Det skal nok også sammenholdes med, at Collins sidste periode på teatret ikke var den lykkeligste. Hans forhold til teatrets chef, kammerherre von Levetzau, var blevet mere og mere anstrengt, og det berørte Collin dybt, at der blandt skuespillerpersonalet dannedes kliker for eller imod de to chefer. Collins væsentligste hjælp til Andersen på denne tid bestod nok i gode faderlige råd. Det kan i hvert fald ikke aflæses, at han skulle have grebet direkte ind til fordel for Andersen, således som vi har tydelige beviser for det i årene fra 1829-40.
H.C. Andersen skrev dramatiske værker hele sit liv. I ungdommen for at fastholde en tilknytning til det teater, han ikke kunne leve foruden; i sine modne år for at tjene penge; og i sin begyndende alderdom, fordi han var blevet anerkendt.
Jonas Collin understøttede H.C. Andersen hele hans liv. Han sørgede for, at Andersen fik en god uddannelse, han var hans opdrager, rådgiver, iværksætter og et langt stykke af vejen den direkte eller indirekte financielle baggrund for hans værker.
Collin åbnede sit hjem for dette sære væsen, og Andersen følte sig som en søn af huset. Her fik han den familie, havde havde behov for at støtte sig til. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at Collin også varetog Andersens interesser, når det gjaldt hans dramatiske produktion.
Men man kan måske nok mene, at det ville have gavnet Andersen bedre, hvis hans arbejder på et tidligt tidspunkt havde mødt en positiv kritik, således som Heiberg senere forsøgte det.
»Han har for tidligt tiltroet sin Muses lyriske Talent for meget, han har for længe ladet sig skuffe af det let erhvervede Bifald, som ungdommelige og umodne Poesier, der ikke er uden Phantasie og følelse, let kunde vinde i en ung Digters Omgangskreds, hvor man kun tænker paa den øieblikkelige Virkning af Enkeltheder. Naturen har ikke været karrig mod denne Forfatter; men han har tidligt ødslet med sit Pund, og ikke givet nogen Evne Tid til at modnes.«[50]
Således skrev Molbech i sin anmeldelse af »Aarets tolv Maaneder« og »Samlede Digte«, der udkom i 1833. Og han har da fuldstændig ret, Molbech. For de dramatiske værkers vedkommende var det sagen i en nøddeskal. Men hvorfor vejledte Molbech ikke Andersen i stedet for at hamre løs på ham? Jonas Collin magtede ikke at yde dramaturgisk hjælp. Når han alligevel påtog sig dramaturgens rolle, kan det hænge sammen med, at han opfattede Molbechs censurer som udtryk for personlig forfølgelse mod Andersen. En forfølgelse, han følte det som sin pligt at modarbejde.
Andersen kastede sig med dødsforagt ud i alle dramatiske genrer: tragedier, komedier, syngespil, lystspil, operatekster, vaudeviller, eventyrkomedier og såmænd også en enkelt balletlibreto. Det blev – ikke overraskende – med eventyrkomedierne., han sejrede. Den, der mere end 100 år efter Andersens død vil stifte bekendskab med hans dramatik, bør nok tage fat på vaudevillerne og eventyrkomedierne. Som eventyrene bobler de af fantasi, af pudsige situationer, af humør og af glæde.
Det er rigtigt, at H.C. Andersen ikke blev den store dramatiker, men det gavnede måske hans eventyr, at han allerede fra sine unge år fik lov at rase ud i denne genre. Det, tror jeg, både vi og Andersen kan takke Jonas Collin for.
P. Ingerslev-Jensen: Statist Andersen. Anderseniana 1971.
H.C. Andersens Samlede Skrifter, Anden Udgave, Kbh. 1876-80.
H.C. Andersen og Det Collinske Huus af E. Collin. Kbh. 1882.
Thomas Overskou: Den danske Skueplads, Kbh. 1854-76.
H.C. Andersen. Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af Det Collinske Hus I-III, v/H. Topsøe-Jensen, Kbh. 1945-48.
H.C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning v/H. Topsøe-Jensen, Kbh. 1942.
H.C. Andersens Dagbøger, bd. I og II v/Helga Vang Lauridsen Kbh. 1971 og 1973.
Bo Grønbech: Om »Mulatten« og dens franske forlæg.
Anderseniana 1978-79.
Rigsarkivet: Det kongelige Teaters censurprotokoller nr. 365-368.
