H.C. Andersen vidste god besked med det kinesiske kejserrige fra sin barndom. I Mit Livs Eventyr fortæller han:
„Jeg havde hørt af en gammel Kone, der skyllede Tøi i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense-Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge, og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot…”
Fra årene 1840-50 træffer vi på kinesiske sager mange steder i hans skrifter, og det har sin rimelighed, at det netop var i disse år, for da var Kina på tapetet. Den traditionelle kinesiske isolationspolitik var ved at bryde sammen under trykket fra de expanderende europæiske stormagter. Det aktuelle problem var englændernes smugler-import af opium, der var forbudt efter de kinesiske love. I begyndelsen af 1840 stod der i Magasin for Natur og Menneskekundskab:
„Det sidste bekjendte Forsøg, den chinesiske Regjering gjorde for at udrydde dette Onde med Roden, truer med høist vigtige Følger, dersom ikke andre Grunde end Handelspolitikens tvetydige Moral foranledige England til at lade det himmelske Rige roligt vegetere endnu en Tidlang.”
Andre grunde fremkom som bekendt ikke. Den 19. marts 1840 skrev Fædrelandet:
„De chinesiske Havne ere nu aldeles spærrede for Englænderne og en kejserlig Proklamation er udgaaet, hvorefter den engelske Nations Handel paa China for stedste skal være ophørt. Desaarsag har Generalgouverneuren i Ostindien, Lord Auckland, i den engelske Regjerings Navn erklæret China formelig Krig…”
Det var opiumkrigen, hvis store perspektiver optog de følsomme sind, og som endte med åbningen af en række kinesiske havnebyer for de fremmede i 1842.
I 30’erne og 40’erne kulminerede i Europa den bevægelse nogle kalder den orientalske renæssance. Studiet af Østens sprog og litteratur var i fuld blomstring, lærestole oprettedes ved universiteterne i de store lande, og talrige oversættelser af den seriøse og den mindre seriøse litteratur fra Indien og Kina så lyset i Frankrig, England og Tyskland. I Paris oversatte den første professor i kinesisk sprog A. Remusat og hans efterfølger S. Julien en række kinesiske romaner og skuespil. På Det kongelige Teater i København opførtes i 1836 „Den chinesiske Prinds”, en trylle-opera af Auber med tekst af Scribe, et smart par. Den var meget yndet, opførtes seks gange i 1836, og holdt sig på repertoiret i flere år. Andersen kendte den ud og ind.
I Billedbog uden Billeder, den 27. aften, er vi i Kina:
„Igaar Nat saae jeg ned paa en Stad i China,” sagde Maanen, „mine Straaler beskinnede de lange, nøgne Mure, som danne Gaderne; hist og her er der vel en Dør, men den er tillukket, thi Verden udenom hvad vedkommer den Chineseren.” – Kina er det lukkede land, og indeni er der igen lukkede rum som i en rigtig kinesisk æske. I et af dem, et Buddha-tempel, sidder den unge munk Soui-houng. Hans tanker flyver bort fra guddommen i det dunkle rum til „den yndige Pe med de smalle skjelmske Øine, de fyldige Læber og den mindste Fod.” Hun sidder et andet sted i byen, bag taghavens porcellænsrækværk, og leger i måneskinnet med de indespærrede guldfisk i en glasskål, mens hun tænker på Soui-houng. -„Den stakkels Pe! Den stakkels Soui-houng!”
Chinas ånd taler til os i det store digt Ahasverus, hvor Andersen ville skildre Menneskeslægtens Fremadskriden mod Fuldkommenhed og Erkjendelse. Det er det gamle Kinas taoistiske ånd, der lovsynger uforanderligheden og den passive acceptering af tidernes skiften:
„Intet ville, intet gjøre,
Tabe sig i Verdens-Aanden,
Det er kun Lyksalighed.
Ding dang, ding dang!
Eens Klang, eens Klang.”
Den svares af Grækenlands aktive Genius: „Aandige Magter betvang dristigt den vilde Natur.”
Et broget kineseri ser vi på scenen i tredje akt af eventyrkomedien Ole Lukøie, der mishagede Casinos premierepublikum så voldsomt. („Det er Vrøvl det hele,” sagde de oppe i Klubben, „Nu er han for Øieblikket i China! Gud veed, hvor hans Phantasie fører videre!”) Den rige Christians venner søger at opmuntre ham ved at arrangere en kinesisk soiré med „Sang i Huset, Viin i Kruset”. Vi ser dem i prægtige kinesiske dragter, danserinden Gabriele er forvandlet til den yndige Pe, der leger med guldfisk, og alle forsøger at være glade. Det er Kina på europæisk, som munter dekoration:
„Livets Blomst er Ungdomsalder,
Gjør ikke den Fortræd,
Tage Verden som den falder…”
Den sidste linie har Andersen skrevet ud af Scribe’s operatekst. Pigenavnet Pe har han måske også herfra, hvor heltinden hedder Pe-ki.
Men allermest kinesisk er naturligvis Nattergalen, eventyret om det ægte og det uægte, men også om musikkens helbredende kraft, om den rigtige nattergal, der får medlidenhed med den stakkels syge kejser og synger for ham, så han falder i en sød søvn og vågner styrket og sund. Det eventyr kender jo hvert barn, der hørte vi første gang om det kinesiske rige med porcellænstårne og sølvklokker, den fattige fisker, der ligger stille med sin båd og lytter til fuglens sang inde fra skoven, og det stupide hoffolk, der forvirrer kejserens tanker, så han ikke kan kende det ægte fra simili. I hele verden er Nattergalen’s Kina det rigtige gamle Kina.
Og i Nattergalen taler man kinesisk! „Tsing-pe!”, svarer Cavalleren den utålmodige kejser, der truer hele hoffet med mavedunk, hvis de ikke snart finder fuglen til ham. – I den store kinesiske udgave af eventyrene, der er trykt i det Nye Kina i 1954, står der to tegn, der udtales Ch’in[1] P’ei4 og betyder „Som De behager”. I en fodnote forklares: „Her bruger Andersen et kinesisk udtryk i transskription. I den danske tekst står der „Tsing-pe””. – Ja, mere til. Det er den samme Cavaller der er så fornem, at når nogen, der er ringere end han, vover at tale til ham eller spørge ham om noget, så svarer han ikke andet end „P!”, og det har ikke noget at betyde. – I den kinesiske oversættelse står der et tegn, der udtales omtrent ligesådan. „P’ei1!”, siger den fine herre der. I ordbøgerne står: „P’ei1: et foragteligt snøft,” og i Kina hører man ofte dette snøft, der svarer til vores Føj eller Pøj.
Er det virkelig kinesisk? Hvor havde Andersen det fra? Der var vist ingen i Danmark, der kunne kinesisk i 1840’erne, men han traf jo så mange mærkelige mennesker på sine rejser, og en eller anden kan have foræret ham disse gloser. Måske er det dog bare kineserier. Måske kan Andersen have taget ordene fra S. Julien’s oversættelse af L’Orphelin de la Chine (1834), hvor hittebarnet hedder Tching-Pei. Måske er udtrykket lavet fra Scribe’s rolleliste, hvor faderen hedder Tsing-sing og datteren Pe-ki. Så er det nu alligevel løjerligt, at der faktisk findes et kinesisk udtryk, der passer så godt. Og hvad så med „P!”?
(Både Tsing-pe og P forekommer iøvrigt andre steder, i skuespillet Ole Lukøie og i eventyret I Andegaarden).
Også andetsteds i skrifterne fra 40’erne ser vi glimt af det gamle Kina. I Paradisets Have er Østenvinden klædt som kineser, og fortæller om embedsmændene fra første til niende grad, som han har set få stokkeprygl, i eventyret Ole Lukøie ser den smukkeste paraply ud som en stor kinesisk skål med blå træer og spidse broer med små kinesere på, og i Hyrdinden og Skorsteensfeieren våger den gamle kinesiske nikkedukke forgæves over den lille hyrdindes dyd – igen et træk fra „Den chinesiske Prinds”. Men det mærkeligste sted er nok i Det nye Aarhundredes Musa, som først er fra 1861.
I denne forunderlige profeti taler Andersen om de nye tider, han aner, om den kommende sammensmeltning af alle folkeslagene til een familie, og her ser han for sig et nyt, åbent Kina forene sig med Europa:
„Snart falder den chinesiske Muur; Europas Jernbaner naae Asiens aflukkede Culturarchiv, – de to Culturstrømme mødes! da bruser maaske Fossen med sin dybe Klang, vi Nutids Gamle ville skjælve ved de stærke Toner og fornemme deri et Ragnarok, de gamle Guders Fald, glemme, at hernede maae Tider og Folkeslægter forsvinde, og kun et lille Billede af hver, indesluttet i Ordets Kapsel, svømmer paa Evighedens Strøm som Lotusblomst, og siger os, at de Alle ere og vare Kjød af vort Kjød, i forskjellig Klædning.”
Til allersidst er der et smukt billede i Et Besøg i Portugal 1866, hvor digteren endnu en gang lader sin tanke flyve til det langtbortliggende Kina.
Han står ved stranden udenfor havnebyen Setubal og betragter stenbunkerne, som er „blevne til af Ballast fra Skibe, som her i Bugten havde hentet deres Ladning Salt. Her laae saaledes smaa og store Stene fra alle Verdens Lande, fra Danmark og fra Sverrig, fra Rusland, som fra China, der kunde skrives et helt Eventyr herom.”
