1955 officielt – men 1954 ifølge udgivelsesdatoen – udkom H.C. Andersen. Eventyr og Historier for at markere digterens 150 årsdag. Jespersen og Pios forlag samt Rasmus Navers forlag lagde navn til bogen, og vores førende H.C. Andersen-forsker dr.phil. H. Topsøe-Jensen havde udvalgt de 52 eventyr og/-eller historier, som blev bragt. Han stod også for forordet. Helt usædvanligt tilføjede værkets illustrator, tegneren Herluf Jensenius, en efterskrift. Denne omtaler egenskaber, en H.C. Andersen-eventyr illustrator bør afsløre i sine illustrationer. Han skal være dansk i sin fremstilling og gemytlig humorist. Og Jensenius fortsætter: “Gør vi nu springet til nærværende udgave af 1954, som foreligger 95 år efter Vilhelm Pedersens død, kan man spørge: Er disse to hovedkrav til en H.C. Andersen-illustrator blevet honoreret her? Og hertil må “gerningsmanden” uden at være alt for beskeden svare: “Ja! Jeg er i udpræget grad dansk og kan ikke nægte, at jeg er en gemytlig humorist! Det sidste måske så meget, at det i nogen grad er gået ud over det mere alvorlige i nogen af eventyrene”. Og lidt længere nede i teksten udtaler Jensenius: “Og vil man endelig spørge: Hvorfor har tegneren egentlig ikke kunnet lade Andersen i fred? må tegneren svare: Fordi Andersen aldrig har ladet mig i fred! Gennem årene er han igen og igen kommet til mig og med små venlige vink og puf hvisket til mig: “Her er lige noget for dig, tegn det!””.
Puffene virkede, og Jensenius blev i stigende grad Andersens illustrator. Topsøe-Jensen fik øje for hans evner, ikke mindst da han i 1932 illustrerede “Klokken”, hvortil professor Vilhelm Andersen havde leveret en efterskrift. I 1935 udførte Jensenius illustrationerne til eventyret “Skyggen”, der udkom på Rasmus Navers forlag med forord af professor Hans Brix. Denne udgivelse blev præmieret som en af dette års ti bedste arbejder, og Jensenius selv tildeltes Eckersberg-medaljen efter en udstilling af bogens tegninger på “Grønningen”.
I 1942 bad Topsøe-Jensen Jensenius om at illustrere den udgave af H.C. Andersen første store selvbiografis danske grundtekst (Mit Livs Eventyr uden Digtning) der dannede hovedindholdet af Topsøe-Jensens doktordisputats i 1940. Selvbiografien var udkommet på tysk 1847 som bind 1 og 2 i Andersens samlede værker. Man må vel sige, at Topsøe-Jensen hermed gav Jensenius et ærefuldt stempel som H.C. Andersen-illustrator. Jeg vil tro, at Topsøe-Jensen også har motiveret Jensenius til at skrive sine to indlæg i Anderseniana, 2.rk.I,l [1947] og i 2. rk. 11,3 [1953] med henholdsvis titlerne: “Om at illustrere, især H.C. Andersen” – og: “Hvordan så H.C. Andersen ud”.
Et tilfælde ville, at undertegnede i sommeren 2009 kom til at interessere sig særligt for Jensenius, – en af min barndoms og ungdoms vittighedstegnere. Jeg husker ham i den forbindelse især som “Ærbødigst”’s faste tegner gennem en årrække og bemærkede mig, at han gjorde sig gældende i flere sammenhæng af vidt forskellig art, blandt andet som medlem af “Blæksprutten”s redaktion, hvor han endte med at sidde for bordenden.
Ovennævnte “tilfælde” drejede sig om et køb i et antikvariat. Jeg havde bedt min søster, litterær konsulent Ebon Borg, trods sine 83 år være på udkig efter Gyldendals 5 binds-udgave fra 1919 af H.C. Andersens eventyr (med tilføjelsen: “Ny kritisk Udgave med kommentar af Hans Brix og Anker Jensen”).
Disse bind stod i vort barndomshjem, men min søster arvede dem – og jeg ville gerne – af ren nostalgi – blade i netop den udgave, jeg først mødte H.C. Andersens eventyr og historier i – tilmed illustreret af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich. Hun skaffede mig udgaven, men så nu til sin store overraskelse, at bindene alle indeholdt Herluf Jensenius’s ex libris, og at Topsøe-Jensens navn var anført med håndskrift ved indholdsfortegnelsen til bind I. Ved indholdsfortegnelsen var også i alle bindene anført forslag til de eventyr og historier, der skulle medtages i jubilæumsudgaven, dog med muligheder for ændringer antydet, vel af hensyn til mulighederne for at få sidetallet til at gå op trods teksternes skiftende længde og de illustrationsforslag, der efterhånden måtte dukke op. Disse kan for øvrigt også spores ved nogle af de enkelte eventyr og historiers tekst, hvor betegnelsen “vignet” nu og da er anbragt. At Jensenius har brugt 5-bindsudgaven fra 1919 ved oplæsninger og andre opgaver som illustrator senere hen er sandsynligt og kan forvirre billedet af, hvorledes de fem bind mere præcist er anvendt i planlægningen af jubilæumsudgaven fra 1954. Måske er de overladt Jensenius til arbejdsbrug af Topsøe-Jensen.
Da man ville anvende samme tegner til hele jubilæumsudgaven, har det naturligvis også betydet noget for valget af de bragte eventyr og historier, at Jensenius’s tegninger fra tidligere udgivelser her kunnet anvendes. Som allerede nævnt var det ikke få, der allerede i 30’erne og 40’erne havde set dagens lys.
Jeg tillader mig at kalde Jensenius kongenial i sine illustrationer med H.C. Andersen. Som tidligere citeret fra Jensenius’s egen efterskrift til jubilæumsudgaven fra 1954 anså han sig selv for “i udpræget grad dansk og gemytlig humorist”. Desuden afslører hans tegninger ofte en dyb forståelse af pointen og/eller hovedpersonernes særpræg – og i den forbindelse H.C. Andersens egen oplevelse af disse hovedpersoner. Nu og da er Andersen selv – som bekendt – direkte eller “mellem linjerne” en af hovedpersonerne og optræder i nogle af disse tilfælde på Jensenius’s billeder i egen skikkelse (her tænker jeg på “Den lille Idas blomster”, – “Den uartige dreng”, – “Kærestefolkene”[1] – “Hjertesorg” (to billeder af Andersen), “Sommerfuglen” (H.C. Andersen som ældre pebersvend med underteksten, udtalt af krusemynten, den sidste, sommerfuglen friede til: “Nej, lad os bare ikke gøre os til nar i vor høje alder”), – “Lygte-mændene er i byen” (fire billeder af H.C. Andersen), – “I børnestuen” (Andersen på to billeder), – “Laserne” (måske et billede af Andersen) og “Tante Tandpine” (ét billede af Andersen).
Det falder i øjnene, at Andersen ikke hos Jensenius optræder i egen skikkelse i “Skyggen”. Måske vil Jensenius hermed sætte grænser for sin fortolkningsiver med henblik på at tillægge detaljer i Andersens eventyr selvbiografisk værdi, en tilbageholdenhed, der ellers ikke præger H.C. Andersen-litteraturen, regnet over en bred kam.
Et forhold, der gør Jensenius egnet til at leve sig ind i Andersens oplevelse af sin situation, både som den var i medgang og modgang, er Jensenius’s tætte forhold til såvel helt jævne personer som overklassemennesker. Her mødte verden ham i mange henseender, som den mødte Andersen. Hans erindringsbog: Lige ud ad landevejen [1958] viser dette tydeligt.
Herluf blev født i 1888. Faderen var tømrer og konduktør hos sin morbroder, der var en stor mester. I øvrigt havde faderen været på valsen som svend i udlandet, nogle hårde og delvis helbredsbelastende år. Han chokerede dele af familien ved at være socialdemokrat og aktiv i fagforeningsarbejdet.
Skismaet mellem under- og overklasse skyldtes, at faderen var præstesøn og farmoderen en præstefrue med overklassebetragtninger på tilværelsen. Dette gav Herluf Jensenius’s fader problemer, da han giftede sig med en tømrer-kollegas datter, idet hendes forældre på det nærmeste relaterede sig til arbejderklassen, men var hjertevarme mennesker, der åbnede deres hjem for Herluf, da faderen døde, og den hjemmeboende moster besluttede at tage sig af drengen, medens søsteren flyttede på værelse i byen og tog en læreruddannelse. Mosteren havde systue i hjemmet. En yngre broder var død som lille af en børnesygdom og en ny lillebroder mistede livet af samme grund, så livet tegnede sig mørkt for den endnu lille Herluf.
Farmoderen lærte Herluf bordskik og andre gode manerer og læste H.C. Andersen for ham. Hos mormoderen blev der sjældent rettet på ham. Efter en ferie hos farmoderen s familie (en søn, der var læge, og bl.a. en broder til hende, som var fabrikant) skriver Herluf om hjemkomsten til morforældrene: “Dog mindes jeg ikke, at jeg nogensinde ved tilbagekomsten til det lille småkårshjem har været trykket af, at der hverken var velstands dannelse eller fine manerer. Tværtimod følte jeg så hyggeligt og varmende, at nu var jeg kommet hjem igen – fra en anden verden” (s. 44).
Da moderen var alene med sine drenge, kom Herluf i Det kgl. Opfostringshus’ skole. Her opdagede og værdsatte klasselæreren hans tegnetalent, men døde tidligt og efterfulgtes af en lærer, der på urimelig måde forlangte, at hans tegning af en person skulle ligne denne, hvilket på dette tidspunkt var et alt for stort krav at stille til drengen.
Moderen tog sin lærereksamen og flyttede nu med sin dreng til Amager, hvilket gav ham en meget lang skolevej, Da hun til sidst fik fastansættelse i Københavns kommune, kom han på et treårigt præliminærkursus og genvandt sit helbred og i forhold til skolen: sin selvtillid. Drengen overvejede herefter at gå digter- eller skuespillervejen (ikke helt ulig Andersen), men moderen overtalte ham til at blive lærer, hvorpå fulgte en række gode år på Gasværksvejens Skole i København, indtil han som 32-årig valgte at hellige sig en ret beskedent aflønnet, voksende virksomhed som bl.a. bladtegner. Han startede ved Hjemmet, men leverede bl.a. også stof til Klods Hans samt Verden og Vi. Fra 1920 tegnede han til “Ærbødigst” (Viggo Barfoed) og fulgte med denne senere til Dagens nyheder og senest til Morgenberlingeren. (Egentlig fulgte de to redaktør Gunnar Helweg-Larsen, en af besættelsestidens uforfærdede redaktører, som tyskerne havde kig på og tvang ud af hans redaktørstol.)
Under en amatørkomedie ved et ungdomsarbejde på opfostringshuset blev Herluf opfordret til at spille elskerrollen og tog herefter den attråede med over i det rigtige ægteskab, der resulterede i fire børn. Familien boede mange år på Nytorv (Rådhusstræde 1) bl.a. ved besættelsens ophør.
Som man ser, oplevede Herluf Jensenius sig selv som delt mellem under- og overklasse, – netop H.C. Andersens situation på længere sigt – og havde med sans for humor (som Andersen) blik for begge miljøers pudsigheder og fordomme om hinanden. Hans selvusikkerhed i forhold til det undervurderede talent i barndommen og ungdommen ramte også forbigående Andersen om end denne inderst inde stolede mere på sine evner end Jensenius.
Jensenius fremhæver meget stærkt, hvilken betydning Eventyret “Klokken” på et tidligt tidspunkt i hans liv fik for ham. Han betragtede det på det nærmeste som “sit evangelium” og tænker måske her på den mulige forening af over- og underklassen, der i eventyrets slutning opleves af de to unge mænd ved bredden af havet. Det religiøse element i eventyret kan også have talt til Herluf, der jo havde mistet både fader og brødre. Den tidligt faderløse søn valgte sig for øvrigt tidligt i livet – “i frygt for farer, i tvivl om vej en faderhånd at holde sig til”. Og han understreger: “Dette valg blev min livskunst”. H.C. Andersens jævnlige opfattelse af Gud som faderen, man altid kan henvende sig til, ligger ikke langt fra denne tankegang.
Jensenius’s tidligere nævnte artikel fra 1947 i Anderseniana: “Om at illustrere, især H.C. Andersen” er medtaget i hans bog fra 1948: “En tegner skriver” (Rasmus Navers forlag). Han skriver her bl.a.: “Hvis H.C. Andersen ville spørge om, hvem der skulle illustrere hans eventyr, ville Jensenius sige: “Dem selv”. For han var jo i virkeligheden en storartet tegner. Den sidste udgave af Improvisatoren med digterens egne italienstegninger vidner højt herom. Han virker helt moderne. Med sin klare djærve streg rammer han straks det væsentlige i det han vil udtrykke, fortaber sig ikke som mange af hans samtidige tegnere ofte gjorde det, i akademisk pertent lighed.”
Det kan for øvrigt godt undre, at H.C. Andersen har udtalt sig forholdsvis lidt om sine mulige evner som tegner og maler, men det skal nok her erindres, at kravene til lighed og teknisk kunnen var meget store til de professionelle billedkunstnere på hans tid, hvortil kommer, at Andersens egne bekendte på området var talenter i den fine ende af skalaen med stramme krav til både sig selv og andre.
H.C. Andersen var glad for Vilhelm Pedersens tegninger, men ikke helt uden forbehold over for Frølichs, skønt han beundrede ham som kunstner. Frølich var dog, da han overtog illustrationsarbejdet efter Vilhelm Pedersens død, allerede så anerkendt og internationalt berømt, at han ikke havde nødig at skilte med sit samarbejde med Andersen – eller en tilstræbt enighed med denne. Jensenius mente, at illustratoren skulle være som accompagnatøren til den skabende kunstner, der jo står for udformningen af kunstværket. Her er Jensenius klart en mester og derigennem en illustrator, der helt lader H.C. Andersens intentioner komme til deres ret. Og samarbejdet er efter min mening præget af kongenialiteten! herunder et kraftigt mål af åndsbeslægtethed.
Hertil kommer juibilæumsudgaven, egentlig udgivet som 10 hæfter i perioden 1953-55: Eventyr og Historier udvalgt og indledet af H. Topsøe-Jensen, 1955 (1954).
