For mange i vor tid eksisterer H.C. Andersen kun som eventyrdigteren. Man ved vel, at han har skrevet andet, men det er eventyrene, man stadig læser og mindes ham for, de er hans adkomst til udødeligheden, har ført hans navn viden om, gjort ham elsket og berømmet også af eskimoer og malajer, som ethvert barn ved. Barnet på det lidt højere alderstrin ved vel endda, at digteren virkeliggjorde eventyret i dobbelt forstand; for andre i sine fortællinger, for sig selv i sit liv. Han kaldte fromt den lange beretning om sit levned Mit Livs Eventyr. Det skulle ikke blot være en behændig titel, det var en sandhed, følte han, som hans bog skulle bevise: Mit liv er et smukt eventyr, så rigt og lyksaligt!
Fordyber man sig i denne digre beretning, ses det let, at den for digterens part ikke rummer lutter rigdom og lyksalighed i gængs forstand. Den har adskilligt at melde om mindre eventyrlige ting, som timedes dens helt. Også han måtte bære sin part af hverdagenes tarvelige prosa, så ilde den end bekom ham, og bære den til sine dages ende. Kender man yderligere lidt til det væld af breve, dagbøger og optegnelser, han har efterladt sig, tør man nok spørge, om der overhovedet har levet et ulykkeligere menneske end denne digter, som døjede de elementæreste savn og dog priser sig lykkelig over sin skæbne.
Selvmodsigelsen eksisterede ikke for H.C. Andersen; for ham var et levnedsløb, der bevægede sig gennem fattigdom, savn, modgang og miskendelse, et virkeligt eventyr, om det bare endte i triumf. Og det gjorde hans eget. Han triumferede som kunstner med sine eventyr over en hel verden; berømmelsen, den forskrækkelige navnkundighed også hos bemeldte naturfolk, var hans rigdom og lykke.
Dette ry, der var ham så attråværdigt og siden har været i stadig vækst, grundlagde H.C. Andersen egentlig med sine romaner. Den første af dem, „Improvisatoren”, udkom 1835. Det blev en oplagt sejr, et gennembrud efter kritiske år, hvor intet ret ville lykkes for den arme digter. Bogen er en frugt af hans store udenlandsfærd 1833-1834, hvor navnlig opholdet i Italien blev ham en vældig inspiration, en ny indvielse både til livet og kunsten. Han var betaget, henrykt, mægtigt bevæget ved, hvad han så. Ikke alt greb ham lige stærkt, og under opholdet nåede de sørgeligste tidender ham hjemmefra. Han modtog budskabet om moderens død og det endnu frygteligere, at hans nyeste digtning, smertensbarnet „Agnete og Havmanden”, for hvilket han havde håbet at vinde fædrelandets gunst, var blevet en ubodelig fiasko. Forlæggeren ville simpelthen ikke udgive det, og vennerne dømte det hårdt. Det forbitrede ham glæden i månedsvis.
Og dog vandt han her i Italien en art usårlighed. Her følte han sig hjemme, forvissedes om sit kald og evnernes vækst, en verden af indtryk svulmede i hans sind, det skulle ud igen, og han anede, at kræfterne slog til, han havde ord og rytmer at forløse al denne rigdom i. En jublende følelse af, at magt og evne var nedlagt i ham til selv at skabe, går hånd i hånd med begejstringen over Italiens kunst, natur og folkeliv. Måske det dog skulle lykkes ham at smelte de frosne sind.
Og det lykkedes over al forventning. „Improvisatoren” har fået et langt liv, længere end de fleste af datidens romaner. Ikke egentlig, fordi den var en så ypperlig roman, målt med senere tiders tekniske alen, som jo heller ikke er den rimeligste at måle den med. Det tekniske i romanen, i vor forstand, var ikke Andersens sag, næppe heller tidsalderens, og blev aldrig hans fornemste bekymring, skønt de to store romaner fra hans senere år voldte ham kvaler nok i den retning. Foreløbig gav han en god dag i al nidkær plan og beregning, når ellers han kunne fylde sine romaner med liv, fart, spænding og farve. Og liv og farve har især de tre ungdomsromaner. Han karakteriserer nedsættende sit forbillede madame de Staëls „Corinna”, som „en guide, svøbt ind i almindelig romansnak og meget fornuftige afhandlinger”, en „dårlig sammenæltning af en guide og en kærlighedshistorie.”
Men ellers var det de samme ingredienser, han brugte i sin bog. „Improvisatoren” er en blanding af en roman og en rejsebog. Skuepladsen er som i „Corinna” Italien, først og fremmest Rom og Neapel. Fiktionsstoffet har Andersen hovedsagelig hentet fra sig selv; handlingen er hans eget ungdomsliv, omplantet til et fremmed milieu, og frisket op med de efter tidens smag fornødne romaneffekter. Hovedpersonen Antonio er ham selv, en vordende digter, et fattigmandsbarn, som tidlig står alene i verden, henvist til andres hjælp og formynderskab. Overalt vrimler det af selvbiografiske træk og lån fra hjemlig virkelighed. Om de optrædende sagde H.C. Andersen stolt, at hver karakter var hentet fra livet: „ikke een er digtet, jeg kender og har kendt dem alle”. Det var især de mindre elskede af formynder- og opdragerskaren, han lod gå igen her. De er ikke alle lige let genkendelige, ligheden beror ofte kun på et enkelt træk, nogle er endda opstået i forskønnet skikkelse, som fru Meisling, forbilledet for den heftige Santa, der nær gør det af med Antonios dyd.
Frisk og vederkvægende den dag i dag er meget af romanens staffage: folkelivsscenerne, udfoldelsen af gejstlige og verdslige ceremonier, og først og fremmest da landskabsbilledet, som glimrer ved rent ud blændende beskrivelser. Ellers turde romanens største fortjeneste ligge i selve prosastilen og fortællemåden, som fremhævet af Paul V. Rubow: „Denne skrivemåde, der appellerer til alle sanser og springer fra billede til billede uden mellemled, var ny.”
Året efter „Improvisatoren”s udgivelse forfulgte H.C. Andersen sukcesen med en ny roman, „O.T.”, 1836. Om den siger digteren, at den blev til i en tid vekslende mellem mismod og lune. Mismodet var så stærkt, at det lagde en mere dyster kolorit over dele af bogen, end vi er vant til hos Andersen. Men lunet fattes ikke heller.
Egentlig havde han tænkt sig at give bogen den dårlige titel, „De to studenter eller København og provinserne”, men opgav det til sidst. Allerede af den påtænkte titel fremgår, hvor nær H.C. Andersens nye roman i sit skema kom til at ligge op ad „Improvisatoren”, som var et forsøg på inden for rammerne af en roman at forene en psykologisk handling med en livligt omflakkende rejse-og landskabsbeskrivelse. Ved at lade begivenhederne i den nye bog udspille sig inden for landets egne grænser gav Andersen afkald på et element, som for mange havde givet hans første roman en øget interesse. Andersen har selv været klar over dette forhold og indset, at det tvang ham til visse ændringer i bogens opbygning. Den tryllemagt, han havde udøvet over sindene som vejviser i Italiens romantiske landskaber og folkeliv, søgte han her at bevare ved at forsøge sig som vejviser i sjælelivets romantiske mysterier. Mange steder fremhæver Andersen netop dette, at „O. T.” søger sin styrke i karakterskildringen. Når forskellen på de to bøger alligevel ikke forekommer os så stor, ligger det måske i, at det værdifuldeste i „O. T.” atter beror på det rent deskriptive i Andersens geni, ikke på sjæleskildringen, som netop i de personer, den særlig samler sig om, virker summarisk og uden indre konsekvens.
Det er ikke i psykologien eller i fremstillingens almindelige art, men ved sit indenlandske stof og bitterheden i det personlige hovedmotiv, at „O. T.” danner en iøjnefaldende kontrast til „Improvisatoren”. Som i næsten alt, hvad Andersen skrev, tog han også i denne bog sit udgangspunkt i personlige oplevelser. Til den ramme af vekslende milieuer og naturscenerier, han agtede at lægge om sin fortælling, hentede han hele stoffet i sit store forråd af hjemlige rejseindtryk.
Hvor skuepladsen forbigående flyttes uden for landet, benytter han erindringer fra sin store udenlandsrejse. Med særlig forkærlighed dvæler han på steder, som har en mindeværdig tilknytning til hans egen person. Hovedstationerne i bogen svarer nogenlunde til dem, der sætter skel mellem de første stadier i Andersens livshistorie: Odense, København, egnen omkring Slagelse og de østfynske herregårde, hvor Andersen tidlig havde vundet indpas. I romanen passerer vi blot disse lokaliteter i en anden rækkefølge end i Andersens liv. Gerne fører han sine personer ud i egne eller optrin, som kan blive ham et påskud til at udfolde sig i malerisk beskrivelse. Vi føres ud i Dyrehaven for at overvære det muntre røre omkring kilderejserne, vi overværer et slågilde på baron Vilhelms gård og St. Knuds marked i Odense. Scenerne skifter hastigt og hyppigt; H.C. Andersen, for hvem kedsomheden var den værste af alle plager, ville fremfor alt ikke kede sine læsere. Nødvendigheden af det hyppige sceneskifte mente han at kunne forsvare med den motivering, at hans bog skulle rumme et helt lille Danmarksbillede. Det realistiske samfundsbillede blev da også bogens egentlige fundament. Det begynder med skildringen af det glade studenterliv i bogens første kapitel, hvor Andersen har givet udtryk for den mægtige befrielse, han i sin tid følte, da han endelig i en alder af 23 år blev student. Det fortsætter med skildringen af borgerskabets søndagsglæder i Dyrehaven, af hverdagslivet i københavnske hjem og på herregårdene, og det kulminerer i den lystige karikatur af selskabskultur i Lemvig. Men Andersen bevæger sig ofte ved siden af denne springende hverdagshistorie; han trives ikke vel i den borgerlige luft og griber villigt enhver lejlighed til at fortabe sig i mere pittoreske materier. Hverken om det højere eller lavere selskabsliv synes Andersen på denne tid at have gjort sig synderlig høje Tanker. Da Otto Thostrup forlader Lemvig, henfalder han under køreturen i meget melankolske reflektioner over det lille provinssamfund, han lige har forladt. Hvad disse mennesker, med deres komiske tragten efter anstand og sirlighed i levemåde, har at sige ham, forekommer ham pludselig påfaldende ligegyldigt. Og når han tænker på København, finder han, at det ikke er stort bedre bevendt der. Også over Andersens skildring af hovedstadens selskabelighed hviler et skær af mild, men tydelig ironi.
For H.C. Andersen var der ikke noget tillokkende ved en hverdagshistorie, som kun holdt sig til en mere eller mindre realistisk beskrivelse af tidsalderens mennesker og sæder. Den måtte i mangt og meget oplives af det usædvanlige, det interessante, det originale. Overalt, hvor det er muligt, ser vi, hvordan han skaffer sig anledning til at stille den borgerlige handling i bero for at hengive sig til en snørklet romantik i det landskabelige eller det psykologiske. Han lægger med flid vejen om ad sådanne middelalderlige rariteter som Hellig Anders’ kors og finder herunder naturligt påskud til at indflette det maleriske sagn om den gamle folkehelgen i sin beretning. Ikke mindst, hvor han befinder sig i en så forholdsvis triviel egn som Slagelse, er det ham magtpåliggende at bringe nye elementer ind i fortællingen. Med velbehag skildrer han de gamle fynske herregårdsbygninger og hvad de rummer af historiske fortidsminder. Vel bevandret i den fynske almues overtro, som han inddrak i barndomshjemmet, og godt belæst i Thieles Danske folkesagn, indlægger han, når handlingen bevæger sig hen mod et nyt sted, et sagn, der har en passende tilknytning til egnen. Særlig stærkt florerer denne folkloristiske romantik i kapitlerne om Odense i bogens anden del, hvor Andersen med rigelig benyttelse af sine barndomserindringer har skabt et broget bybillede af næsten middelalderlig karakter.
I det psykologiske mærkes Andersens trang til at imødekomme tidsalderens smag for det interessante eller det originale særlig tydeligt i udkastet til Otto Thostrups karakter og i tegningen af en række vigtige bipersoner. Kærligheden til det originale, der røber sig i Andersens bipersoner, vidner tillige om hans flittige læsning af Walter Scott. Sit stærke sværmeri for zigeunerne har han ikke oprindelig fra Blicher, men fra Walter Scott. For Andersen stod dette farende folk, der levede sit liv uden for samfundets vedtægter, omgivet af en hemmelighedsfuld poesi, og da han fik nys om, at vi havde så poetiske skabninger gående i Jylland, var det altid hans levende ønske at få dem at se. Af dette poetiske folk indsatte H.C. Andersen to i sin bog, Tyske Heinrich og Sidsel. De hører til bipersonerne og er ofte i længere tid ude af syne, men i heltens liv og bogens dunkle symbolik indtager de begge en central plads. Om Sidsel siger Andersen i et brev til Henriette Hanck, at hun er „det onde princip i det kvindelige personale”. Nær knyttet til Sidsel er den meget romanagtige skurk Heinrich, som dukker op i alle landsdele med sine gøglerkunster og udgør en stadig trusel mod den unge helt. I figurer som Peer Krøbling og fiskerkonen fra Lemvig skatter Andersen også til tidsalderens smag for det fremmedartede. Ellers nøjes han i reglen med en enkelt karikeret egenskab i bifigurernes karakteristik. Påfaldende mange af hans personer er rene karikaturer. Det gælder hele borgerskabet i Lemvig, som egentlig er det Slagelse, H.C. Andersen lærte at kende til gavns under sin skoletid, det gælder de åndrige borgerdøtre i København, jomfruen med syæsken, kammerjunkerens søster, og ikke mindst kammerjunkeren selv, som til stadighed er udsat for Andersens ironi.
Hovedpersonen Otto Thostrup er et nyt idealiseret selvportræt. Han virker på os som en litterær figur, en ætling af tidens tragiske romanhelte, men for sin digter symboliserer han et personligt problem. Hans stolthed og trods er udtryk for Andersens trang til selvhævdelse. Sit hemmeligste broderskab med figuren røber H.C. Andersen i fortællingen om det frygtelige mærke, Otto Thostrup bærer indbrændt på sin skulder. Det er de to bogstaver O.T., som betegner hans navn, men også kan betyde Odense Tugthus, hvor han viser sig at være født. Her digter Andersen dristigt om sin egen slægtsskam, om angsten for socialt set at være en brændemærket i kraft af sin proletariske herkomst og dystre uopklarede gåder i slægten.
„Kun en Spillemand” er skrevet i umiddelbar fortsættelse af „O. T.” og udkom 1837. Andersen var nu virkelig blevet varm på romanen. „Jeg vil være den første romandigter i Danmark!” skriver han til Henriette Hanck.
Atter her er hovedpersonen, skræddersønnen Christian, en udgave af Andersen selv, dog, som det viser sig, med en sløjere udrustning. Christian er musikbegavet og vil være berømt, men bliver kun en sølle spillemand, og synes ikke at have fortjent andet.
I første del af „Kun en Spillemand” er skuepladsen væsentlig henlagt til Sydfyn. I Svendborg, hvor Christian har sit hjem, foregår de første kapitler. Herfra gøres der kortere eller længere udflugter til forskellige punkter i omegnen; af disse afstikkere er nogle naturligt motiveret i handlingens gang, medens andre tjener et rent turistmæssigt formål. Vi ledsager Christian og gudfaderen til Taa-singe, for den ene er det en opdagelsesrejse, for den anden en smuglerfart. På vej til kildemarkedet ved Frørup gøres der holdt ved herregården Broholm; under uvejrsnatten ved kilden søger den sindssyge Luzie ly på herregården Ørbæklunde, som Andersen i „O.T” havde skildret som kammerjunkerens gård. Efter budskabet om faderens død i krigen forlægges scenen til Ørbæk, hvor Christian og hans moder får deres andet hjem. Under drengens flugt hjemmefra får Andersen igen brug for et romantisk sceneri og benytter hertil herresædet Glorup, i hvis park drengen i den månelyse nat vandrer om som i en fortryllet have. Da han om morgenen ser gudfaderens lig hænge i træet over sit hoved, ligger hele hans barneverden i ruiner. Hans fader er død, hans legesøster forlængst ude af hans tilværelse, hans moder er blevet en andens brud og kan ikke længer ødsle sin ømhed på sønnen. Den kæreste af hans ejendele, gudfaderens violin, har man berøvet ham; den dyrebare nodebog er gået al kødets gang; den ondskabsfulde Niels rev den itu og gjorde en drage af den; den endte symbolsk sin himmelfart i en tørvemose. Tomhændet og med det hæslige skræmmebillede af gudfaderens lig i sine tanker står han igen ved sit udgangspunkt, men på skibsbroen i Svendborg møder han i den gemytlige Peter Wik et nyt faderligt forsyn. Hermed er i virkeligheden bogens første del, som handler om barndomspoesien, forbi; her kunne anden del, bogen om Christians vandre- og læreår, være begyndt. Men Andersen bekymrer sig ikke stort om den logiske deling af fortællingen og fortsætter endnu et godt stykke i første del. Hidtil har det lyriske element været det stærkeste i bogen. I de første kapitler opbyder digteren al sin lyriske stilkunst for at skildre barnets opdagelse af verden som et forunderligt eventyr. Christian oplever verden som den rene poesi. Herlighederne i jødens have er ham et jordisk paradis, ikke mindre virkeligt end det bibelske i menneskehedens uskyldighedstilstand. Haven er den fuldkomne idyl, men den står ham kun åben en kort tid. Linjen i fortællingen er i det følgende at vise, hvordan idyllen lidt efter lidt taber terræn under de mange ulykker, som rammer den lille skrædderfamilie. Da målet omsider er fuldt, og Christian intet har tilbage, foresvæver der ham måske den mulighed, at det tabte land og den tabte lykke i barndommens have engang kan erobres tilbage i illusionernes verden, den magiske kunst. Når han lyttede til gudfaderens violinspil, åbnede døren til denne verden sig på klem for ham, og han følte en hemmelig dragning til engang at udøve kunstnerens kald.
Christians flugt fra hjemmet er imidlertid ikke forbundet med noget klart ønske om at drage ud for at lære denne kunst. Hans flugt kommer nærmest i stand ved en ren tilfældighed. Han har døjet megen fortræd af den giftige Niels og søger ud i ensomheden for at svale sig i efterårets stemninger. Da han opdager, at han har forvildet sig så langt bort, at han ikke kan nå hjem inden aften, bliver han godt forskrækket. Det er, når man vil sammenligne ham med H.C. Andersen, det første punkt i hans karriere, hvor han viser et mindre beslutsomt mod end sin digter.
I sin hjælpeløse og forladte tilstand får Christian i Peter Wik en art ny fader. Med introduktionen af denne overdådige figur ledes beretningen ind i et nyt leje. Hidtil var der en stærk tilbøjelighed til at favorisere de „tragiske” karakterer; Christian, faderen, Luzie, gudfaderen og Maria hører alle til denne kategori. De har alle en egenskab eller en oplevelse i fortiden, som stiller dem udenfor eller over hverdagslivets almindelige skæbner. Med Peter Wik holder den humoristiske hverdag sit indtog i romanen. Hans nøgterne forstand og gode humør bliver en gavnlig modvægt mod den utøjlede fantasi i bogens optakt. Under hans joviale formynderskab skal Christian gøre de første skridt for at tilpasse sin drømmernatur til en mere prosaisk virkelighed. Vendingen bort fra den tragiske idyl markeres stærkt, idet Andersen til den forestående sejltur til København har hentet et par festlige figurer ud af „Hverdagslivets lavkomiske virkelighed” og anbragt dem om bord på Peter Wiks skude. Det er krigsråden og den halvgamle gouvernante, der engang i sin ungdom var knyttet til Grev Trampes skuespillertrup i Odense, men forlod den formedelst sine moralske anskuelser. I skildringen af denne sejltur til København er Andersens lune på sit allerhøjeste. Her fornemmes ligefrem den usædvanlige veloplagthed under udarbejdelsen. I krigsråden har vi en ny karikatur af den i samtiden for sin overvættes gnavenhed berygtede Chr. Molbech. Han præsenteres straks ved denne egenskab, idet det hedder, at krigsråden, allerede før skibet var under Ærø, med en veltalende gnavenhed havde udviklet sine glæder og lidelser for gouvernanten.
De sidste kapitler af første del foregår i København. Peter Wiks skude ankrer op i Nyhavn, og her om bord har Christian sit logi under opholdet i hovedstaden. Det milieu og de lokaliteter, der særlig dvæles ved, er de samme, som Andersen under sit første ophold i København havde lært at kende. Det har sit centrum i Kongens Nytorv med rytterstatuen, som imponerer helten, og teatret, i hvis indre en ny verden åbenbarer sig for ham; dets udløbere ligger dels ned ad Nyhavn med kanalen og Den botaniske Have bag Charlottenborg, dels hinsides pladsen, med et glimt af Østergade og et grundigt indblik i dagliglivet, som det dengang levedes i mistænkelige hjem og værtshuse i kvarteret omkring Ulkegade. I disse ydmyge boliger havde digteren engang selv haft til huse. Den mistænkelige atmosfære i kvarteret genkendes fra digterens skildring i Levnedsbogen. Herfra genkender man også den mærkelige naivitet, hvormed digteren færdes i de lastefulde omgivelser. Med et vemodigt blik ind i det rige borgerskabs verden, set fra mastetoppen af Peter Wiks fartøj, og et besøg i Det kgl. Teater slutter romanens første del.
Anden del indledes med den navnkundige skildring af vandringen over det islagte Øresund. Natten før Peter Wik atter skal stikke til søs, omgås Christian med flugtplaner. Han føler, at han må blive i København, den er mulighedernes by: „her kom dog vist engang lykken ham imøde”. Han tror ved at vove dette spring ud i det uvisse, at hans dristighed skal belønnes, og at hans vovemod vil skaffe ham en velynder i den rige greve. Den anden grund, hvormed han for sig selv afstiver sit kranke mod, ligner Andersens, da han var i samme situation, og går ud på, at Vorherre simpelthen ikke kan forsvare at lade ham gå til grunde. I det afgørende øjeblik falder han alligevel til føje, og Christian gør hverken nu eller senere springet ud i det uvisse. Hans stedfader har forlængst gennemskuet hans uduelighed til søen og anbringer ham i stedet som musikelev hos den ekscentriske familie Knepus i Odense.
I familien Knepus’ hjem har Andersen skildret sine minder fra det Meislingske hus. Rektoren er ikke så let at genkende som fruen, der til gengæld er meget nærgående kopieret. I „Improvisatoren” havde han tegnet den yppige rektorfrue i sydlandsk forklædning, her er hun anbragt i et forvirret hus i Odense, der meget ligner hendes eget i Slagelse og Helsingør. Fra Odense forlægges scenen til grevens gård, som ligger en dagsrejse fra byen. Herfra kommer vi atter til København, ved et lykkeligt træf under de samme jødeoptøjer og omtrent på den samme dato, som digteren i sin tid for første gang holdt sit indtog i hovedstaden. I anden dels sidste kapitel rejser romanens anden hovedperson, hans barndoms stolte og lidenskabelige legekammerat, Naomi, forklædt som mand ud i verden for at blive cirkusrytteren Ladislaus elskerinde. Digteren følger med, og dermed begynder en helt ny roman med nye mennesker og nye eventyr i mærkelige egne. I tredie del har Andersen helt opgivet at holde sammen på sin fortælling; den strejfer om på egen hånd gennem Europas forskellige hovedstæder og synes helt at have tabt sit udgangspunkt af syne. Christians historie interesserer ikke digteren længer, og hans skikkelse, som mere og mere falder i det blege og udviskede, dukker fra nu af kun rent episodisk op af glemselen.
Romanen har tilsyneladende en idé, en genilære, som var Andersens private („Geniet er et æg, der trænger til varme, til lykkens befrugtelse, eller det bliver et vindæg”), men den virker løs og påklistret, er ikke indarbejdet i bogen. Søren Kierkegård havde derfor let spil, da han hånede den i sin afhandling „Af en endnu Levendes Papirer”. Ulykken for Andersen var, at han ingen planer havde lagt for kompositionen. Han havde ikke brudt sit hoved med, hvorledes personer og handling skulle udvikle sig, eller genilæren demonstreres. Han lod Vorherre sørge for det hele, indrømmer han i et brev, men Vorherre har glemt at stå ham bi; og det var skade, for bogen har en rigdom af ypperlige scener og livagtige figurer, en poesi og varme i følelse og sprog, som næppe nogen af hans øvrige romaner. Man tør om den nok bruge Goldschmidts ord om „De to Baronesser”, at Andersens fejl som romanforfatter ikke er fattigdom, men mangel på skønsomhed til at benytte sin rigdom.
Efter „Kun en Spillemand” lagde H.C. Andersen romanen hen i længere tid. Der gik elleve år, før han optrådte med en ny. „De to Baronesser” udkom 1848, og hans sidste store roman „At være eller ikke være”, fulgte først 1857. Til rækken regnes endvidere „Lykke-Peer”, 1870, snarere en lang fortælling end en egentlig roman.
„De to Baronesser” er for så vidt en mindre subjektiv bog end de tre ungdomsromaner, som Andersen her for første gang undlader at bringe sig selv på skuepladsen som romanens helt. Kampen for tilværelsen, både som digter og menneske, af hvilken hver af de tre første romaner viste en face, var nu forbi. Han var ude over sentimentalitetens og den værste selvmedlidenheds dage. Han har nu råd og sindro nok til at indsætte sig selv som en lille komisk bifigur i ensemblet (kammerjunkeren). Overhovedet er bogen nok skrevet med en mere moden og behersket kunst. Men i sit anlæg er den ungdomsromanerne meget lig. Koncentrationen er ikke blevet større, her er ikke tale om at overholde nogen tidens eller stedets, endsige da handlingens enhed. Andersen behøver i romanen fremdeles et bredt spand af tid at tumle sig på, en menneskealder helst, uden dog at kunne præstere en egentlig udviklingsroman, han behøver mange personer, mange og vekslende milieuer, og helst mange fremmedartede og „uopdagede” lokaliteter at forevise for at holde interessen fangen. Den prisværdige trang til ikke at kede romanlæseren ligger ham stadig i blodet.
„De to Baronesser” har en rask optakt. Tre studenter, grev Frederik, baron Holger og den søsyge baron Herman kommer i åben båd sejlende fra Skovshoved til Fyn og lander i ondt vejr et sted mellem Svendborg og Fåborg. Den fjerde i selskabet, „den eneste borgerlige i dette kammeratskab”, er holsteneren Moritz, studenternes manuduktør. Efter landstigningen søger de forkomne venner ly i en øde og forfalden herregård, som tilhører Frederiks fader. De holder her et muntert natligt kalas, hvorunder Andersen foretager den djærve præsentation af de to baronesser. Den gamle er Hermans bedstemoder og omtales af studenterne som en stor original, en dame med drastiske særheder, bl.a. velsigner hun de fattige, sidder med alle sine piger og syr klæder til dem.
Forklaringen på denne særhed får vi i andet kapitel, som er et indskudt referat. Den fornemme frue viser sig at være af beskeden byrd. Hun er datter af lange Rasmus, en fæstebonde fra stavnsbåndets dage under „en af den tids barbariske herremænd”. Denne har tilmed været en rent gudsforgåen krabat, og får et endeligt derefter. Han har i kirken ladet opstille sin prægtige marmorsarkofag, i den slutter han sin sidste fordrukne spas: „I et vildt, lystigt lune gik han og drikkebrødrene over i kirken, og der satte han sig midt i sin kiste og drak sin skål, kammeraternes skål og til sidst fandens, og så sad han død i kisten. Nogle sagde, at han havde fået et apoplektisk tilfælde, men de fleste vidste det bedre, — det var fanden, der havde drejet halsen om på ham.”
Forinden har han jo nået at plage lange Rasmus på god gammel herremandsvis. Han har sat ham i hundehullet, fordrevet ham fra een ussel gård til en endnu uslere. Da Rasmus knyr, får han lov at ride på træhesten. Og denne scene maler Andersen med alle oprørende detailler, medens hele den øvrige forhistorie er holdt i almindeligt referat. Scenen er ham vigtig og symbolsk:
Medens Rasmus sidder på træhesten med de tunge mursten bundet til fødderne, kryber en lille treårs pige i græsset, nærmer sig faderen og skyder sagte en sten ind under hans ene fod for at støtte den. Hun tager en ny sten til den anden fod, da står herremanden i porten med sin ridepisk: „og pisken knaldede hen over det stakkels barn, der udstødte et smerteligt skrig ved slaget; moderen styrtede sig hen imellem dem, men baronen sparkede den frugtsommelige kone, der styrtede om på brostenene.”
Dette barn, som herremanden slog, bliver siden hans sønnekone, og er ingen anden end den gamle baronesse.
Den unge, bogens anden heltinde, er et barn af endnu jammerligere nød. Man mener, at de nye russere med den sociale pathos har eneret på at lade unge kvinder føde i plovfurer, på ladegulve eller de mest gudsforladte agitatoriske steder; men Andersen var i meget forud for sin tid. Han lader liremandens kone føde sit barn på et primitivt leje af ærteris og lidt afrevet vægtapet lige inden for døren i en skummel afkrog på gården, hvor hun samme aften som studenterne i sin nød har søgt ly.
I tidens løb bliver dette barn den unge baronesse, Hermans brud.
Men det er ikke social harme, bogen præker. Foruden sin humane lære, at adel ikke beror på fødsel, men på ånd og hjerte, har romanen tilløb til en mere personlig religiøs bekendelse, hvori Biblen og naturen smelter sammen og bliver det store fælles ophav til menneskelig fromhed og gudsfrygt. Dette religiøse tema, som her kun behandles episodisk under omtalen af Elisabeths opvækst hos præsten Moritz på den frisiske Vesterhavsø, optager H.C. Andersen i sin store roman „At være eller ikke være”.
Det er Andersens alvorligste forsøg på at skrive en idéroman. Den handler om kampen mellem tro og viden, er tænkt som en imødegåelse af tidens fremtrængende materialisme i filosofi og naturvidenskab. Digteren så i denne materialistiske verdensforklaring en alvorlig trusel mod religionen: „Udødelighed — Gud selv — forsvinder; det er grueligt!” skriver han til HenrietteWulff.
Han havde forberedt sig grundigt til dette slag mod vantroen, mente han selv. „Jeg gjorde mange forstudier, alt for mange, læste en stor del af, hvad der er skrevet om materialismen”, siger han i selvbiografien. Der værger han sig også mod Sibberns indvending, at emnet ikke lå for hans digternatur, fordi religiøse anfægtelser måtte være ham fremmede: „Jeg var ikke … et fromt drømmende barnesind; mangen religiøs kamp havde jeg i mig selv mellem tro og viden i mit lønkammer.”
Og det havde han utvivlsomt; men trods dette og de energiske forberedelser mislykkedes forsøget. Bogen er hverken et godt kampskrift eller en god roman. Samtidens kritikere gik hårdt i rette med Andersen for hans filosofiske uforstand. Han opfattede kritikken som uretfærdig. Særlig fortørnedes han over Clemens Petersens anmeldelse i „Fædrelandet”: „Jeg har med den bitreste følelse fornummet „Fædrelandet”s våde klud om min hals”. Rent bortset fra den sårede forfængelighed og ærgrelsen over den spildte møje måtte det pine Andersen, at man tilsyneladende ikke havde øre for, at den hele sag var ham et dybt personligt anliggende, ja bogstaveligt en livssag. I den retning har eftertiden dømt rigtigere. Bogen er et vigtigt bekendelsesskrift, rummer næsten alle elementerne i H.C. Andersens ejendommelige religiøsitet. Men den forsoning mellem religion og videnskab, som var ham hovedsagen og som bringes i stand ved Niels Brydes frafald fra troen og sluttelige omvendelse til Gud og udødelighedstroen, er både lemfældig og fad, har ingen almen gyldighed og ingen overbevisende kraft.
Når bogen trods sin fiasko som romanhelhed og religiøs traktat alligevel hævder sig som et levende digterværk, skyldes det, som så ofte i Andersens romaner, at den har en fylde af andre og til dels dybsindigere udførte motiver, en træfsikkerhed i karakteristiken af bipersoner og en vidunderlig poetisk opfattelse af virkeligheden, som griber og bevæger den dag i dag.
