Eventyret om Den grimme Ælling er det af H.C. Andersens 156 eventyr og historier, der mest direkte er blevet forbundet med Andersens eget liv. Eventyret er en kunstnerisk omskrivning af kunstnerens liv, hedder det. Den grimme ælling er Andersen selv, der måtte gå så grueligt meget igennem, før han blev en berømt digter, eller som i eventyret, en smuk svane. Det underlige er, at eventyret slet ikke kan tages til indtægt for en sådan symbolsk omskrivning af Andersens liv. Hvis man læser eventyret som litteratur, ja som et digt for eksempel, vil man se, at der er noget helt andet på færde i Den Grimme Ælling.
Litteratur er noget underligt noget. Vi kan henrives af en god historie. De første historier, vi hører, eller de første bøger, vi læser, kan ligge dybt i os resten af livet. Men hvorfor de egentlig gør det, eller hvorfor det lige er den eller den historie, der dukker op igen og igen, er svært at blive klog på. I de fleste tilfælde får sådanne barndomsmyter lov til at ligge i fred i vores bevidsthed, sådan at vi kan bruge af deres kraft, når vi skal forestille os noget stort og forunderligt eller prøve at forstå et eller andet uforståeligt. Men i de tilfælde, hvor vores historie bliver kanoniseret, – bliver til uundværlige dele af vores kulturarv -, får vi ikke lov til at bevare vores mangesidede barndomsmyter i deres diffuse former. Så skal myterne nemlig bruges til at underbygge eller illustrere vore nationale myter.
Den myte, som H.C. Andersen som person bedre end andre danskere fra sidste århundrede har kunnet illustrere, er den om den enkeltes muligheder i vores nye industrialiserede samfund. Han er i denne sammenhæng faktisk vores hjemlige Onkel Joakim, der begyndte på bunden, men som på grund af en flittig og initiativrig indstilling til tilværelsen, endte op på samfundets tinder. Danmark er så langt fra Amerika og liberalismens Mekka, at en onkel Joakim slet ikke ville gøre sig uden for seriehæfterne; men myten om den sociale opstigning som mulighed har skullet illustreres alligevel, og her har kunstens symbolske onkel Joakim været meget anvendelig. Og sammenligningen er ikke så dum endda. Andersen havde særheder som pengeanden. Han var forfængelig, havde store fødder, dansede klodset, troede at hans venstre profil var smukkere end den højre, var bange for at dø, og havde altid et svært tov med sig på sine rejser, så at han kunne fire sig ud af hotelvinduet, hvis der opstod brand, og endelig var han også millionær i vore penge dog uden at vide det selv.
Historien om Hans Christian, der fjorten år gammel tager med postvognen fra Odense til København, har det slemt i en årrække for til sidst at blive berømt og sidde til bords med konger og prinsesser, er en historie, der som myte i al fald, er bedre end de fleste af Andersens skrevne eventyr. Og denne historie er velkendt og kan fortælles med mange detaljer. Der er vistnok kun nogle få dage af hans voksne liv, som vi nu ikke kender indholdet af. Det er endog muligt at korrigere Andersen selv, når han skriver sine dagbøger, – Nej, gode Andersen, der huskede du forkert, det var først om torsdagen, du var til middag hos Heibergs.
Men nu til eventyret om Den Grimme Ælling. Ællingen er slet ikke en ælling, men en svaneunge, der er udklækket i den forkerte rede, og som først bliver klar over dette, da den skifter ham, d.v.s. da den bliver voksen. Lad os se lidt nærmere på hvad der egentligt sker i eventyret. I et godt folkeligt eventyr sendes helten hjemmefra, gennemgår tre prøver og får derefter prinsessen og det halve kongerige. Tallet tre er vigtigt, både fordi spændingen stiger for hver gang, og fordi helten kan vise, at han ikke er nogen helt almindelig helt, men én, der kan overvinde forhindringer i det uendelige. Tre er nemlig mange, to gange er stadig kun held, men tre er i eventyrene det samme som i al evighed. Andersen skriver rigtige eventyr, og selvfølgelig skal ællingen gennemgå tre tests for at bevise sin duelighed. Men Andersen kan ikke lade sig nøje med det. For at gøre det endnu sværere og endnu forunderligere, at svaneungen overvinder alle forhindringerne ganger Andersen op med tre, så vi får ni prøver, dog stadig samlet i tre prøvesæt, eller om man vil, tre delprøver indenfor tre eksamensfag. Men ikke nok med det. Den allerførste prøve, der så at sige består inden ællingen overhovedet er født, gentages i eventyrets udgang tre gange. Ællingen må altså igennem fire gange tre lig tolv prøver, før eventyret finder det forsvarligt at lade den være en rigtig svane.
Det første problem svaneungen møder er overhovedet at blive født. Det store svaneæg vil ikke udruges, og ællingemoderen får da også det råd at opgive hele miséren, men „har jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyrehavstiden med“, resignerer anden. Ved hjælp af andemoderens afslappede forhold til tunge arbejdsbyrder passerer svaneungen den første test, at komme til verden. Næste problem er, om svaneungen kan begå sig i en andeverden, hvilket vil sige om den kan svømme. Den samme and, der foreslog moderen at lade det sidste store æg ligge, har nemlig foreslået, at det kunne være et kalkunæg, og på dette tidspunkt i eventyret, holder alle derfor vejret, indtil kalkunhypotesen kan tages af bordet. Men svaneungen består svømmeprøven med glans. Svanen er ikke en kalkun, men kan gå an som and. Hermed er den allerede godt på vej til at bestå den tredje eksamen i andeverdenen, nemlig at vinde en moders beskyttende kærlighed – at kunne krybe ind under en udbredt vinge, hvis det er helt galt. Det, at svanen kan svømme, får allerede så småt moderen til at ændre sin opfattelse af dens styghed, og da hun står til inspektion med sit nye kuld unger hos autoriteten i andegården, den gamle spanske and, forsvarer hun da også sin grimme ælling. Den spanske and mener, at han er så umulig, at han må gøres om igen, men ællingemoderen indvender: „Det gaar ikke, Deres Naade! han er ikke kjøn, men han er et inderligt godt Gemyt, og svømmer saa dejligt, som nogen af de Andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker, han voxer sig kjøn, eller han med Tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i Ægget, og derfor han han ikke faaet den rette Skikkelse!“ og saa pillede hun ham i Nakken og glattede paa Personen. „Han er desuden en Andrik“, sagde hun, „og saa gjør det ikke saa Meget! Jeg troer han faaer gode Kræfter, han slaaer sig nok igjennem!““
Svaneungen har hermed bestået de tre obligatoriske prøver i et folkeeventyr, og dermed skulle dens lykke være gjort, men nu går det først rigtig galt! Og hermed har vi allerede så småt fat i eventyrets morale: man kan ikke opnå lykken, eller for den sags skyld opnå noget som helst, ved at bestå prøver eller eksaminer. Svaneungen bliver kanøflet af alle i andegården og springer eller halvflyver til sidst ud i den vide verden.
Andersen lægger sig tæt op af en folkeeventyrfortæller, men vender alligevel det hele på hovedet. De tre ting, som svaneungen lige har bevist sig i stand til at mestre, tages fra den, før den kan nå at tælle til – tre. Den viste at den kunne leve – og straks ønsker alle at den må dø – „Bare Katten vilde tage Dig, Du fæle Spectakel!“ Den viste sig som en fuldendt svømmer, og straks må den slåes af marken, hvad angår de maritime færdigheder. Den kalkunske hane får tildelt denne rolle og udfører den med bravour. Den „pustede sig op som et Fartøi for fulde Seil, gik lige ind paa ham og saa pluddrede den og blev ganske rød i Hovedet“. Overfor et sådant opbud af symbolsk viderværdighed „til søs“, forstår vi, at svaneungen, i hvert fald for en tid, opgiver sine sø-eventyr. Sidst viste den sig værdig til en moders kærlighed, og eventyret må så straks sørge for, at moderen igen vender den ryggen, „gid Du bare var langt borte!“, vrisser hun af ham sammen med ænderne, hønsene og hønsepigen. Den bestod alle prøverne og overkom alle hindringerne, men så var det slet ikke det, det drejede sig om. Hvad er det for et eventyr Andersen vil fortælle os her?
Ude i den vide verden falder svaneungen ned i et nyt minefelt af forhindringer. Først møder den de små fugle i buskene. De farer forskrækket i vejret, da den dumper ned i deres midte, og ællingen ser heri fejlagtigt en bekræftelse af dens styghed, der sendte den ud af andegården. Småfuglene hører vi ikke mere til, men derfor er de lige vigtige indenfor eventyrets stramme økonomi. De betegner nemlig første fase i det tre-spring, som svaneungen nu er midt i, hvor vildænder og vildgæs repræsenterer henholdsvis anden og tredje fase af springet. Småfuglene er de mindste og undseeligste af alle fugle, og dem kan svaneungen da også blot lukke øjnene for, idet den skynder sig videre. Vildænderne er nummer to på rangstigen og disse må svaneungen ofre mere opmærksomhed. Så megen at temaet for dette nye testbatteri åbenbares for den og dermed for læseren: Seksualitetens farer og genvordigheder. Her midt i tre-springet opfattes svaneungen imidlertid stadig som ud over alle grænser styg; „men det kan da være det Samme, naar Du ikke gifter Dig ind i vor Familie!“ formaner vildænderne. Eventyret lader her i dets anden prøvefase teksten slå takten på to forskellige måder. Den ene taktstok slår stor, større, størst, – småfugl, and, gase, mens den anden markerer, at svaneungen kommer nærmere og nærmere til seksualiteten, og hvad der hører denne til.
Vildgaserne pakker ikke deres ærinde ind i ægteskabs- og giftermålssnak. De kender et par smækre vildgæs et par moser derfra og vil have svaneungen med på pigesjov. „Du er istand til at gjøre din Lykke, saa styg er Du!“ Begge sætninger i vildgasernes ytring betegner vendepunkter i eventyrets måde at beskrive svaneungens genvordigheder på. Hvis nemlig eventyret havde drejet sig om seksualitetens muligheder, kunne vi have stoppet op her. Længere væk fra den frygtelige andegård behøvede vi ikke at komme, før lykken var til at samle op fra et mosehul. Og så det forunderligste af det hele: i det mulighedsrum, svaneungen afprøver i øjeblikket, er dens indtil nu mest fatale skavank, dens styghed, vendt på hovedet, og er blevet til dens største aktiv.
Men desværre – eventyret handler ikke om de muligheder, der findes i seksualitetens område, moserne i eventyret, og svaneungen får dette at vide på eftertrykkelig vis: „Pif! paf!“ lød i det Samme ovenover, og begge Vildgaserne faldt døde ned i Sivene, og Vandet blev blodrødt“. Eventyret er ikke til at spøge med i dette spørgsmål. Seksualiteten fører lige lukt i døden. Svaneungen har bestået endnu en prøve: Hvis du bliver hængende i seksualitetens dynd er du dødsens, og for at lade den vide, at det kun var på et hængende hår, sætter eventyret et kraftigt punktum for dette afsnit af svaneungens prøvelser. Efter skuddene sættes jagthundene ind, og en af dem finder den forskrækkede svaneunge, der forgæves forsøger at efterprøve en af deldisciplinerne fra første eksamensdag, trygheden: „Den dreiede Hovedet om for at faae det under Vingen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor Hund, Tungen hang ham langt ud af Halsen, og Øinene skinnede grueligt fælt; han satte sit Gab lige ned imod Ællingen, viste de skarpe Tænder – og pladsk! gik han igjen uden at tage den“. Vi får ikke nogen forklaring på, hvorfor hunden pladsker videre. Jeg kender ikke en hund, der kunne have gjort den kunststykket efter. Ællingen er heller ikke klar over, hvad der sker, og prøver at gøre sig sit held forståeligt ved hjælp af logikken fra første eksamensdag: „Jeg er saa styg at selv Hunden ikke gider bide mig.“ Men denne logik har ikke forklaringskraft i moselandet, hvor vi jo netop lige har hørt, at styghed er en af de mest værdsatte egenskaber. Svaneungen må resignere og notere sig, at den igen har bestået en eksamen uden at have læst en eneste linje.
Efter at have været oppe i seksualitet er „sociale fag“ næst. Igen består svaneungen med glans, fordi den netop ikke har åbnet en bog og møder fuldstændig uforberedt op. Eksamenslokalet er et lille, fattigt bondehus. Svaneungen bliver her antagen på prøve i tre uger, fordi den svagtseende bondekone tror, den er en fed and, der kan lægge æg. Der kommer imidlertid ingen æg, hvilket ikke synes at antaste hverken bondekone eller eventyr. Andersen skal kun bruge folkeeventyrets skelet, resten må det godt have for sig selv. Første socialitetsprøve er overstået, og ællingen er dumpet, men det viser sig i „bondehussprog“ netop at betyde bestået. I dette eventyr drejer det sig hverken om at seksualiseres eller at socialiseres. Anden prøve i tredje prøvesæt hedder samlet: at lægge æg, skyde ryg, spinde og gnistre, og her dumper svaneungen ligeledes med udmærkelse. Svaneungen drømmer i denne del af eventyret om sin endelige og egentlige identitet, svanen. Nu ser vi imidlertid ikke vandbeherskelsen udtrykt ved barnlige, hektiske svømmetag som på første prøvedag i andegården, men vi ser en markering af de rolige, modne pauser mellem svømmetagene, „Den fik saadan en forunderlig Lyst til at flyde paa Vandet“. Men vi har stadig kun med en drøm at gøre.
Sidst skal svaneungen op i et underligt fag, der hedder „at have samme Mening“. Hvis man vil være social og kunne begå sig iblandt folk er det nødvendigt at kunne dette specielle „at have samme Mening“. Hønen gør sig de ihærdigste anstrengelser for i det mindste at banke grundbegreberne for social adfærd ind i hovedet på den tungnemme ælling, men forgæves. Ællingen vil ikke høre. Den tænker kun på at flyde på vandet, og for at lade os vide, at eventyret har et sigte med sin brug af symboler, får vi nu tilføjet: at dykke. I drømme er ællingen lige på nippet til at beherske det våde element fuldt og helt.
Det bliver da også dette våde element i dets forskellige former, is, sne og „bugtede Canaler“, der skal gøre det ud for kulisser i sidste akt af eventyret. Ællingen har forladt forrige eksamenslokale på samme tilfældige måde som tidligere: „„Jeg troer, jeg vil gaae ud i den vide Verden!“ sagde Ællingen. „Ja gjør Du det!“ sagde Hønen. Og saa gik Ællingen“. Eventyret lader som om, der ikke er sket de store ting. Ællingen har boet et stykke tid i et bondehus, og derefter tager den så videre igen. Men i virkeligheden har ællingen lige gjort op med et stort og ømfindtligt område af livet: at være sig selv midt imellem en hel masse andre.
Eventyrets slutning gentager temaet for ællingens allerførste test: at blive født og forblive i live. Tre gange lader eventyret ællingen opleve området mellem liv og død. Vi er i vandet og det er vinter, og vandet fryser til. Ællingen er næsten død en morgen, men heldigvis finder en bondemand den og tager den hjem til sin kone. „Den blev livet op“. Faktisk allerede i dødens rige, men det skal blive meget værre. Ællingen farer i forvildelse ud af det livgivende hus og lander i sneen, hvor den andensidste delprøve foregår, den værste af dem alle. Og for første gang dukker eventyrfortælleren i egen høje person frem fra kulisserne for at indskyde: „Men det vilde blive altfor bedrøveligt at fortælle al den Nød og Elendighed, den maatte prøve i den haarde Vinter -“. Den anden død-og-derefter-i-live prøve er noget ud over det sædvanlige, eventyret må holde en pause, for hvis ællingen var lige ved at fryse ihjel i første delprøve, så må det være noget uudsigeligt slemt, der fordrer tavshed omkring anden delprøve.
På trods af tavsheden har ællingen altså gjort det gennem vinteren, og nu er det forår. Svaneungen flyver til en dejlig have med duftende syrener og bugtede kanaler, hvori tre dejlige, hvide svaner „fløde saa let paa Vandet“. Andersens geniale trick er nu, at han lader den tredje og sidste delprøve i dødens domæne gå op i en højere enhed med eventyrets „opklaring“. „Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige Fugle! og de vil hugge mig ihjel“. . . „„Dræb mig kun!“ sagde det stakkels Dyr“. For tredje gang i eventyrets sidste fase ser den døden i øjnene og for tredje gang vækkes den på mirakuløs vis til live. Og denne sidste gang er miraklet endnu mere forunderligt. Nu har vi ikke længere med en svaneunge eller en ælling at gøre, men en svane og det endda den smukkeste af dem alle. Ælling den ene dag og svane den næste, og det uden selv at have gjort det allermindste.
Det er præcis i dette punkt, at modsigelsen mellem Andersens liv og hans eventyr viser sig. Andersen fik ikke noget forærende. Han bestod ikke en eneste eksamen uden at have læst øjnene ud af hovedet. Hans eventyr blev ikke rystet ud af ærmerne, men blev skabt ved hjælp af hårdt slid med ord, deres rækkefølge og deres små men vigtige betydningsforskelle. Ganske vist var Andersen religiøs, og skrev tit i dagbøger og breve, at den gode gud havde været ham mild, men den gud eller alvidende fortæller, der holder hånden over ællingen i eventyret, udfører mirakler, der ikke blev set i 1800-tallets København. Når denne misopfattelse af Den Grimme Ælling har vist sig så standhaftig, vidner det samtidig om, hvor godt eventyrene hænger sammen. Det ser ud som om Andersen skrev dem lige så let som at klø sig i nakken. Derfor har vi aldrig tvivlet på, at Andersen måtte opfatte sig selv som en svaneunge, der uden egen indsats endte som den ypperste i herregårdens have. Den måde at læse Andersens eventyr på, som har været gængs faktisk lige siden de blev skrevet, og som de fleste har lært i skolen, skjuler de vigtigste og også de bedste ting i eventyrene. Vi kan interessere os så meget for forfatteren, at vi glemmer at høre efter, hvad det egentlig er, han fortæller.
