Blandt de noget uanselige men dog meget glædelige overraskelser, som kom for dagens lys i forbindelse med undersøgelserne fra I. Vilh. Werners Plads, var en række fund af kerner fra figner og vindruer (fig. 1 og fig. 2). De små planterester blev afsløret ved hjælp af mikroskopundersøgelser af jord fra affald og formuldede rester af menneskelig afføring og dukkede især op i fyldlag i latriner, brønde og møddinger, som kunne dateres til perioden fra 1300-tallet og fremad i tid.1
Selv om der efterhånden findes flere danske fund af figen og vindrue, dateret til dansk middelalder, er denne type plantefund – og her især fund af vindrue – dog stadig relativt sjældne.2 Selv om både figner og vindruer i dag kan dyrkes herhjemme, er de to arter ikke hjemmehørende på vores breddegrader. Derfor repræsenterer de fleste figen- og vindruefund fra middelalderen sandsynligvis importerede luksusvarer af f.eks. tørrede figner og rosiner sydfra.3 Det vides fra historiske kilder, at tørrede figner og rosiner især fra planter dyrket i Middelhavsområdet ofte blev importeret til Danmark med de tyske og andre nordeuropæiske hansestæder som mellemhandlere.4 Et sandsynligt bud kunne derfor være, at de odenseanske middelalderfund afspejler rosiner og tørrede figner, der oprindeligt var formidlet via det hanseatiske marked syd for os.
Mens denne type madvarer tilsyneladende var relativt almindelig f.eks. i de tyske hansestæder, var de noget mere ualmindelige i Danmark, hvor de efter al sandsynlighed har været en spise, der var forbeholdt de velstående.5 De fundne kerner fra figen og vindrue i Odense er således med til at tegne et billede af området ved I. Vilh. Werners Plads som en velhavende del af byen. Herudover er de diminutive fund en indikation på Odenses sydligt orienterede handelsforbindelser i middelalderen.
Blandt de mange fund af bearbejdede stykker af knogle og gevir, fundet i forbindelse med udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade, var der et stykke, der ikke umiddelbart lod sig bestemme. Ved hjælp af en ny analyse kaldet ZooMS, hvor man ud fra en lille prøve fra materialet kan bestemme dyrearten via dets proteinsignatur, lykkedes det at identificere stykket som stødtand fra hvalros (se opslagsbilledet og fig. 3).6 I middelalderen forarbejdede man knogle, horn og gevir til en række brugsgenstande. Det kunne være kamme, knapper, pyntebeslag, spillebrikker, håndtag til bestik og værktøj. Resterne efter denne produktion findes ofte ved arkæologiske udgravninger i vore byer og i særdeleshed også i Odense. Til finere sager som skrin, relieffer og andre pyntegenstande til kirken eller eliten i samfundet blev der brugt elfenben eller tand fra hvalros og narhval.7
Hvordan er et stykke hvalrostand endt i Odense? Der er flere muligheder, men to af dem er de mest sandsynlige. Hvalrossen er en sjælden gæst i Danmark, men det sker, at enkelte dyr forvilder sig herned. I nyere tid er der således rapporteret flere besøg af hvalros.8 Tanden fra Odense kan være fra en sådan hvalros. En anden og sikkert mere sandsynlig mulighed er, at hvalrostanden er importeret fra det nordatlantiske område. I middelalderen var stødtænder fra hvalros stærkt efterspurgte til forarbejdning af luksusvarer. Hvalrostænder blev handlet til hele Europa fra Island og især fra Grønland.9 Vi har kilder, der beskriver denne handel så tidligt som begyndelsen af 1200-tallet.10 Vi ved, at nordboerne, der havde bosat sig på den syd-vestlige kyst af Grønland i perioden fra ca. år 1000 til begyndelsen af 1400-tallet, betalte en del af deres kirkeskat (tiende) til den norske konge i hvalrostænder (fig. 3.).11 Nordboerne foretog i sommerperioden fangstekspeditioner efter hvalros længere nordpå langs kysten.12 Fund af hovedsageligt kraniefragmenter på nordboernes gårde viser, at de sikkert nøjedes med at tage kranierne med tænderne med hjem og sikkert også skindene, der var meget efterspurgte til bl.a. fremstilling af reb.13 Hvad dette stykke hvalrostand har været forarbejdet til i Odense, må dog stå hen i det uvisse.
