Når man indenfor dansk billedkunst behandler et egentligt nybrud i det 20. århundrede, da nævnes ofte malerne Ejler Bille, Vilhelm Bjerke Petersen, Richard Mortensen og Henry Heerup som foregangsmænd. Det er også rimeligt, hvis man dermed mener deres kunstneriske manifestationer omkring udstillingen »linien« på Charlottenborg og udgivelsen af tidsskriftet af samme navn i januar 1934. Allerede i begyndelsen af 1920’erne havde Franciska Clausen i Berlin og lidt senere i Paris dog markeret sig i internationale sammenhænge med et billedkunstnerisk formsprog, der tog udgangspunkt i billedets egne formelle egenskaber, nemlig farve og form.
Kubismens foregangsmænd i internationale sammenhænge: Georges Braque, Juan Gris og ikke mindst Pablo Picasso havde i årene 1906-07 banet vejen for den kubisme, der brød definitivt med dels centralperspektivet og dels den genkendelige nøgternt registrerende ydre virkelighed.
I Danmark kunne man i november 1918 på Kunstnernes Efterårsudstilling se en række billeder af Vilhelm Lundstrøm. Billederne, der var sat sammen af småstykker af simple trækasser, blev benævnt »pakkassebilleder«, f.eks. Det 2. bud fra 1918, jf. fig. 1, skabte en voldsom debat. Den offentlige kunstverden deltes i tilhængere og modstandere. En stærk lille gruppe kunstnere fra den nyoprettede – fra 1915 – kunstnersammenslutning Grønningen og kulturradikale med tilknytning til tidsskriftet Klingen – oprettet 1917 – støttede det nye billedsyn. Mens dagbladskritikken var stærkt angribende. Mest bemærkelsesværdigt var det dog, at den højt agtede forsker indenfor bakteriologi, den medicinske professor Carl Jul. Salomonsen, offentligt erklærede i et foredrag, senere trykt som pjece, at alle de moderne kunstretninger var et udslag af smitsom sindsyge, som han betegnede Dysmorphisme (af græsk: vanskabt, hæslig).
I virkeligheden var de nævnte kunstneriske manifestationer led i en udvikling. Fra impressionismen o. 1870 og frem med malere som Claude Monet og Pierre Auguste Renoir var det farven i genstandenes skyggepartier, der formelt understregede det personlige synsindtryk og oplevelsen af omverdenen. I slutningen af 1800-tallet og ved vort århundredes begyndelse arbejdede en række billedkunstnere med det, vi i dag opfatter som begyndelsen til den moderne billedkunst. Selvfølgelig har det tillige været en personlig kamp for den enkelte kunstner. Kunstnere som Paul Cézanne, Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Henri Matisse forlod aldrig helt det figurative billedsprog, men for alle fire var det figurative underordnet. Det afgørende var i langt højere grad organiseringen af billedfladen, medens man bibeholdt stærke følelsesmæssige indtryk af de udefra kommende impulser (genstanden eller det fremmedartede miljø som helhed).
Her er det, at maleren Harald Giersing er et spændende fænomen i dansk billedkunst. Skønt Harald Giersing dør som 45-årig (1881-1927), så når han at meddele sig overbevisende gennem sine billeder såvel som via sin skribentvirksomhed, ligesom hans medvirken til oprettelsen af sammenslutningen Grønningen får stor betydning for dansk billedkunst som helhed.
Harald Giersing blev født i København som søn af et velsitueret grossererægtepar. Fra 12-13 års alderen tegnede drengen portrætter af sine søstre, og hans tidligst daterede oliemaleri fra 1894 viser et landskab. Som skolebarn holdt Giersing mest af tegning og musik og var i følge udtalelser fra folk, der kendte ham godt, meget musikalsk og en særdeles god klaverspiller.
Han var, efter bestået studentereksamen, et halvt år elev på Teknisk Skole som forberedelse til optagelse på Akademiet. Her blev han optaget i 1900 og havde Frants Henningsen og August Jerndorff som lærere. Men i følge Giersings egne udtalelser var det en befrielse, da han i 1904 forlod akademiet og blev optaget på Zahrtmanns skole, hvor han, som han selv udtrykte det i 1913: »… fik lov at eksperimentere … hvor man lærte at arbejde radikalt, at foragte det letkøbte, og at kæmpe for det væsentlige«.
Efter to år på Zahrtmanns skole rejste Giersing i oktober 1906 til Paris, hvor han blev frem til slutningen af maj 1907. Dette ophold fik uhyre stor betydning for ham.
Giersing kendte til nyere fransk kunst fra besøg hos Mette Gauguin og Edvard Brandes i København, men han oplever nu i Paris den ene store udstilling efter den anden af nogle af tidens mest spændende malere. Umiddelbart efter ankomsten skriver han med begejstring om en stor retrospektiv udstilling af Paul Gauguin.[1] Han udfører billeder inspireret heraf, men lidt senere, nemlig i januar 1907 besøger han en anden udstilling, denne gang var det pointillistens Paul Signacs »punktteknik« der gjorde et så stærkt indtryk, at man i flere af Giersings værker udført omkring 1907 kan se en bearbejdning af denne teknik. Det gælder ikke mindst et fint lille selvportræt jf. fig. 2, hvor det fremgår at Giersing ikke direkte har anvendt en punktteknik, dvs. farveprik sat ved farveprik, men i stedet løseligt har anbragt farveplet ved farveplet. De grønblå farver i baggrunden spejler sig i ansigtets gul-røde nuancer.
At Giersing også har set indgående på Henri Matisses værker i Paris og senere har bearbejdet indtrykkene, opleves når man iagttager en række værker fra perioden 1908-12. Efter hjemkomsten fra Paris midt på året 1907 fik Giersing mange andre indtryk. I marts 1908 blev der i København hos kunsthandleren Valdemar Kleis vist billeder af bl.a. tyskerne Ernst Ludwig Kirchner, Max Pechstein og Karl Schmidt-Rottluff, dvs. medlemmer af den tyske kunstnergruppe Die Brücke. Det er ret sandsynligt, at Harald Giersing har set denne udstilling, velorienteret som han var.
Når man ser på hans værker fra 1908 og frem, så findes der elementer fra Matisses farve-forenklinger og markerede mørke konturer, jf. fig. 3 Siddende dame med sort hat fra 1912. Her ses at dybblå og sorte farver dominerer i den siddende kvindefigur, mens baggrunden er lysgrøn. Ansigtets og hændernes rødlige farve blandes både reelt og visuelt med de grønlige baggrunds-nuancer. Man mere end aner Matisses farver.
Imidlertid kan man i billedet Dameportræt, der er blevet til omkring 1909 se et billedsprog, der vidner om langt mere komplicerede overvejelser, jf. fig. 4. Billedet forestiller en siddende dame, man må formode, at hun sidder på en stol, skønt det virker som om personen svæver. Hun ses en face og i helfigur med et sytøj og har fødderne krydsede. Kjolens farve er sortgrøn. Personen befinder sig i et rum, der er besynderligt foruroligende. Billedrummet virker på samme tid konkavt (indadhvælvet) og konvekst (udadbuet), og dog er det bygget op af farveflader. Alt dette kan relateres til Henri Matisses billedverden, men samtidig er der elementer af kubistisk bevidsthed, dvs. dybde fremkaldt gennem flader, kubus-udsnit og farver således som Cézanne skabte billedrum. Ser man specifikt på kvindeskikkelsen og hendes sytøj er der en stærk markering af uro og opløsning. I dette sidste er der en reference til den tyske ekspressionisme. Man kan således hævde at Giersings billedsprog kan have elementer af både den mere forfinede franske ekspressionisme, oftest benævnt fauvisme, og af den mere urolige og krasse tyske ekspressionisme. Giersing var i året 1909 meget aktiv, rejste til bl.a. Berlin og Prag og udstillede både på Kunstnernes Efterårsudstilling med ét billede antaget ud af 10 indsendte og på Berliner Sezession.
Som det allerede er blevet påvist i flere sammenhænge[2] har sidstnævnte billede en interessant påmalet bagside, jf. fig. 5 med et motiv, der meget vel kan være et forstudie til billedet Modeller 1908, jf. fig. 6. Her dominerer de store former. Giersing malede fra o. 1907 stort set alle sine figurbilleder på plader af en art krydsfinér, benævnt compoboard. Hvis han af en eller anden årsag var på rejse, og disse plader selvfølgelig var upraktiske, da kunne han vælge lærred.
På samme træplade, for- og bagside, har Giersing altså her eksperimenteret med de store former i lighed med Matisses billedsprog og med sine egne blandede kompositioner.
Den baggrundsbehandling, der sås i Dameportræt (1909) er tillige interessant at sammenligne med det noget senere Selvportræt, halvfigur, blå jakke fra 1915, jf. fig. 7. Baggrunden i sidstnævnte billede er langt mere disciplineret bearbejdet sammenlignet med baggrunden i nævnte Dameportræt. I dette selvportræt er baggrunden næsten kubistisk, bestående af rene farveflader og markante linjer. Selve figuren (personen) »holdes på plads« af et sortgrønt lodret-orienteret bredt bånd bag personens hoved.
Formelt fører sidstnævnte billede os videre til Danserinde på gul baggrund fra 1920, jf. fig. 8. Værket er malet efter et fotografi af danserinden Vera Fokina i en stilling fra Fokins ballet Salomes Dans, som blev danset under Fokin og Fokinas gæstespil på Det kongelige Teater den 12. og 14. maj 1918.[3] Der findes talrige andre eksempler på Giersings anvendelse af fotografiske forlæg, f.eks. Fodboldspillere. Sophus header (Aarhus Kunstmuseum) fra 1917.
I Danserinde på gul baggrund er figuren helt renset for unødige detaljer.
Danserinden er fastlåst i en raffineret positur, og ansigtets og kroppens lysende røde farve træder markant frem på den klare lidt skrigende mørkegule baggrund. Danserindens sorte kjole og hovedbeklædning, der har hvide bånd, understreger den formelle billedeoplevelse af den lige linje og buen, et kubistisk formelt koncentrat, der kan ses i talrige værker af Pablo Picasso og Georges Braque, f.eks. sidstnævntes: Mand med guitar fra 1914, jf. fig. 9. Hos Giersing er der tillige tale om en fastfrysning af en bevægelse, beslægtet med det billedsprog der blev skabt af de italienske futurister fra 1910-20. Det viser, at Giersing forholdt sig søgende og bearbejdende til samtidens »ismer«.
Harald Giersing underviste på en malerskole, som han selv havde oprettet, og Vilhelm Bjerke Petersen var elev på denne malerskole i 1926 og frem til Giersings død i januar 1927. Alt tyder på, at det må have været en inspirerende lærer. Man kan diskutere Vilhelm Bjerke Petersens billedsprogs kvalitet, men det er hævet over enhver tvivl at han var opmærksom på den nye kunst og tillige ivrig efter at få den præsenteret.
Lad os sluttelig se på et af de mest indtagende portrætbilleder, som Giersing har malet: Ung pige der læser i en bog fra 1914, fig. 10. Billedet, der ifølge kunstneren selv[4] helst skal have lys fra beskuerens højre side og ikke for stærkt, da det er malet i ret dæmpet belysning, hører måske ikke til malerens mest avancerede billeder. Men det er fyldt med poesi og farvemusikalitet. Den unge piges gyldne hår og lysende teint understreges af den hvide kjole, der i sig optager omgivelsernes mange grøn- og blålige nuancer. Uafhængigt af eventuelle relationer til forskellige ismer er dette maleri et eksempel på Giersings farvemæssige musikalitet. Det figurative træder i baggrunden mens farverne får lov til at leve deres eget liv. Det er et af de mange Harald Giersing-billeder, som man kan glæde sig over på Fyns Kunstmuseum.
Harald Giersing havde iøvrigt en særlig tilknytning til Fyn. I 1917 giftede han sig med Besse Syberg, en datter af maleren Fritz Syberg. Fra 1919 til og med 1925 var Besse og Harald Giersing regelmæssigt på sommerophold i Svanninge, hvor de opholdt sig i deres sommerbolig Poppelhuset, en bryllupsgave fra Fritz Syberg.
