I forbindelse med bygningen af den gamle bro over Lillebælt blev 2 færdselsårer ført over det tidligere stamhus Hindsgavls marker; nemlig jernbanen og den nuværende Brovej. Arbejdet med jernbanen begyndte i 1926, og hvor meget underjordisk forhistorie der blev tilintetgjort ved denne lejlighed vides ikke, men det var almindelig kendt, at der ofte blev fundet potteskår.
Anderledes gik det, da man anlagde Brovej i 1930. På generalforsamlingen i »Museumsforeningen for Middelfart og Omegn« d. 14. november samme år kunne daværende viceinspektør Bygbjerg fortælle, at vejen skulle gennemskære et højdedrag på Hindsgavls mark kendt under navnet »Tvillingehøj«. Da det antagelig drejede sig om en eller flere gravhøje, besluttede bestyrelsen at tage sig af sagen. Daværende branddirektør i Middelfart, Chr. Behrendt, påtog sig herefter at følge vejarbejdet og eventuelt udgrave højdedraget.
Allerede dagen efter underretter Behrendt Nationalmuseet om museumsforeningens hensigt, og fra d. 17. november foreligger et brev, hvori han beskriver situationen. Det er nu helt klart, at det drejer sig om gravhøje. Behrendt arbejder om kap med tiden og entreprenørens gravemaskiner; en vedlagt skitse viser højene, og en truende pil angiver, hvor langt gravemaskinen var kommet. På traditionel vis gravede Behrendt sig ned i højtoppen, og nåede ved dagens slutning et stenlag i 2,5 alens dybde. Da dette meget vel kunne være en grav, lover Behrendt i slutningen af brevet at telefonere næste dag, hvis formodningen holder stik. Et notat fra den senere rigsantikvar Johs. Brøndsteds hånd fortæller, at formodningen var korrekt; man var stødt på en bronzealdergrav i Middelfart.
Nu standses anlægsarbejdet en kort tid på dette sted, og d. 21. november besigtiger Brøndsted udgravningen. Det aftales, at Behrendt skal fortsætte arbejdet, og selv kunne Brøndsted rejse hjem til Nationalmuseet med et rigt gravfund fra ældre bronzealder i bagagen.
Skarpt forfulgt af gravemaskinen, der, som Behrendt tydelig imponeret skriver, kunne tage 1 m3 ad gangen, og det i hurtigt tempo, fortsættes gravningen. Der afdækkes et nyt højanlæg, og navnet Tvillingehøj havde hermed fået dækning på indholdssiden. Den 2. december indstilledes undersøgelsen, der da effektivt havde varet i 4 dage.
Det er let nok at være bagklog og kritisere ældre tiders arkæologiske arbejder, og der er da også efter vore dages standard væsentlige mangler i Behrendts procedure og beretning. Tænker man derimod på, at Behrendt var en uskolet amatør uden videre erfaring i arkæologisk teknik, det sene tidspunkt på året og tidspresset han arbejdede under, så blev der i virkeligheden udført et ganske godt stykke arbejde. I lighed med vore dages nødudgravninger blev entreprenørteknikkens hestekræfter også sluppet løs på Tvillingehøj, men maskineriet var ikke så fint justerbart som nutidens rendegravere, jordsluffer og hvad de nu allesammen hedder. Endvidere havde man ikke den erfaring med maskinel udgravning, som vi besidder i dag; muligvis er det første gang overhovedet, at man anvender maskinkraft ved en arkæologisk udgravning. Selv er Behrendt den første til at beklage, at tiden ikke tillod en finudgravning med håndkraft, men entreprenørens tidsplan havde ikke plads til en mere langsommelig procedure, og derved gik en del vigtige iagttagelser tabt.
Følgende tolkning af Tvillingehøjs historie, der i tid spænder fra yngre stenalder til 1931, er stykket sammen af Chr. Behrendts og Johs. Brøndsteds beretninger samt nyfundne oplysninger.[1]
Tvillingehøj er en del af et højsystem, der tidligere strakte sig over Hindsgavlhalvøen i et større tal, end det nu lader sig gøre at konstatere. Der findes i dag 3 fredede høje i området; nemlig 2 i Øxenrade skov og 1 i Krybeskov. Hertil kommer så 3 genfundne, et tal der muligvis øges efterhånden som skovene på halvøen gennemsøges. En opmåling af godset Hindsgavls jorder fra 1791 giver, foruden det eneste eksisterende billede af Tvillingehøj i form af højdekoter, den interessante oplysning, at navnet måske burde have været trillingehøj, idet man ser markeret 3 høje i tæt rækkefølge. Denne ekstrahøj er senere sporet og er antagelig identisk med en iagttagelse i Brøndsteds beretning fra 1930.
Endelig nævnes adskillige høje og stengrave i Pontoppidans beskrivelse af Hindsgavl fra 1767, hvilket i en vis udstrækning er blevet bekræftet gennem de udgravninger, amatørerne fra »Harja« har foretaget på Hindsgavl mark.[2] Der kan da foreløbig noteres et kompleks på 9 høje fordelt på et begrænset område indenfor stamhuset Hindsgavls gamle enemærker.
Tvillingehøj lå på den del af stamhusets jorder, der på matrikelkort fra 1850 kaldes »bagerste gårdsmark«. Mere nøjagtig ca. 40 m nord for Øxenrade skovs nordlige bryn på områdets højeste kote. Ved arbejdets begyndelse i 1930 beskrives højen som en langlig, overpløjet høj ca. 40 m lang i øst-vestlig retning, 20 m bred og ca. 1,75 m høj. To svage toppe i nordvest og sydøst med et mellemliggende svaj antyder, at der er tale om 2 sammenpløjede høje, hvilket også understreges af det lokale navn.
Udgravningen indledtes ved at grave et hul på 2,5 × 1,9 m i midten af den østligste højtop. Fylden bestod af sandblandet muld, og i en dybde på 1,4 m ramte man et stenlag, sat af flade, håndstore sten. Frilagt målte det 2,75 × 0,80 m og var orienteret øst-vest. Det viste sig at være lejet til en forsvundet egekiste; spor af denne sad endnu på stenenes overflade som et sort, fedtet lag. Midt på lejet med odden i øst lå et bronzesværd; midt under dette med odden i nord en dolk af bronze, og i østenden stod et næsten helt intakt lerkar. Stenlejet var rektangulært og manglede både støttesten og dækkende stendynge. Det hvilede på gammel markoverflade, hvis niveau nu lå 1,50 m under højens top.
Resten af den østlige høj blev fjernet og afslørede følgende billede. Foruden stenlægning H med sværdet fandtes 3 lignende stenlægninger D, F og G, som antagelig repræsenterer 3 andre bisættelser; disse var imidlertid fundtomme. Øst for gravene lå 2 bueudsnit — A og B — af den randstenskæde, der oprindelig indcirklede højen.
Sværdet, der blev taget op i 3 stykker, bestod oprindelig af 3 dele: fæste-knap og klinge af bronze samt hæfte af forgængeligt materiale – antagelig træ. Klingen der måler 60 × 5 cm afsluttes i grebenden af en bue med 5 symmetrisk anbragte nagler, og i klingens længderetning løber en 1 cm bred, fladt hvælvet midtribbe. Hæfteknappen, 4×5 cm, består af dølle med isiddende nagle til fastgørelse, tilnærmelsesvis cirkulær flade og midttap. Døllen er ornamenteret med 2 omkringløbende stregbundter og pladen med trekanter, perlebånd og spiraler. Endvidere var sværdet anbragt i en træskede, hvoraf der sås rester i den påsiddende bronzeoxyd.
Dolken, af hvilken kun bladet var tilbage, måler 12×3cm og er forsynet med en kraftig 1 cm bred midtribbe.
Lerkarret er 10 cm højt, 12,5 cm i diameter og opbygget af et groft materiale af sortgrå farve. Under randen omkredsen rundt ses 6 vulster anbragt horizontalt. Behrendt beretter, at karret blev medtaget til Nationalmuseet med indhold til analyse, men desværre foreligger der ikke resultater af en sådan. Imidlertid har man nok lov til at antage, at karret har indeholdt en berusende drik, hvilket ikke var ualmindeligt.
Fundet daterer gravlæggelsen til ældre bronzealder periode 2 og dermed formentlig også højens konstruktion. Da både stenlejet og resterne af randstenskæden hviler på gammel overflade, altså samme niveau, er der god grund til at antage en samtidighed. Om de øvrige grave også blev anlagt med højen, kan ikke siges med sikkerhed, da oplysningerne indskrænker sig til dimensionerne. Dog kan der næppe tvivles om, at de hidrører fra ældre bronzealder.[3]
Hvorledes den vestlige høj blev gravet, foreligger der ikke noget skriftligt om, men visse ting tyder på, at gravemaskinen nu var mere aktiv end skovl og ske. Plantegningen viser et ejendommeligt fravær af sten og anlæg i den vestlige del af højen og samtidig en så regelmæssig afbrydelse, der nok kun kan skyldes, at gravemaskinen allerede havde fjernet halvdelen af højen. Endvidere beklager Behrendt et sted, at man ikke fik bedre overblik over stensætningerne, hvilket sikkert forklarer den noget lang-ovale figur, den indre randstenskæde har fået på planen. Afdækket adskiller denne høj sig fra den østlige ved bl.a. at rumme gravanlæg fra forskellige kulturer.
Foruden resterne af 2 koncentriske randstenskæder dækkede højen over 3 gravanlæg, hvoraf det ene var en velbevaret hellekiste, medens de 2 andre var stærkt forstyrrede. Hellekisten P var sat af svære sten ca. 1,20 m høje og funderet ca. 0,50 m i dybden. Kammerets indre sider var regelmæssige og plane, og åbningerne mellem sidestenene var endvidere udfyldt med mindre sten og klinet til med ler. Kistens gulv bestod af et lag mindre sten, hvorpå der hvilede et skelet i udstrakt rygleje med hovedet i vest. Dækstenene manglede alle på nær én, der sad på plads over kistens fodende. Den velbyggede, rektangulære hellekiste var af den lukkede type og målte 2,3 m i længden, 1,10 m i bredden og 0,90 m i højden. Som dødeudstyr var medgivet en flintdolk, men beretningen melder intet om dennes placering i graven.
I forlængelse af grav P og sammenbygget med denne lå grav O, også en hellekiste, men ikke særligt velbevaret, og beretningen levner den ikke mange ord. Gravens sider var sat af mindre sten end P og ikke lige så omhyggeligt udført. Efter plantegningen har dens dimensioner været 1,5 × 0,90 m. Til gengæld indeholdt den resterne af 4 voksne individer af normal legemsbygning, men intet gravgods.
I rummet mellem K og L sås resterne af en stenlægning N, som antagelig har været fundamentet til en egekistebegravelse, der er blevet forstyrret ved en tidligere gravning. Til støtte for denne tanke anfører Behrendt, at den lokale tradition vil vide, at der blev gravet i højen omkring 1870. Endvidere blev der i fylden mellem K og L fundet et fragment af en bronzeklinge, en flintdolk og en benpren som må stamme fra en ødelagt grav.
Dolken i grav P, der måler 19 × 4 cm, er et meget opskærpet eksemplar, men kan alligevel henføres til type 1, der er den ældste i udviklingsrækken af flintdolke.[4] Dermed er kisten at datere til begyndelsen af dolktid eller sen-neolitikum afsnit A. De ældste hellekister optræder ret sparsomt og fordeler sig fortrinsvis på Limfjordsområdet og den nordlige del af Fyn og Sjælland. På Fyn kendes i forvejen kun 1 hellekiste med en type 1 dolk, og i det hele taget er sen-neolitiske stenkister et sjældent fænomen på øen. Kisten fra Juelsberg ved Nyborg er af den såkaldte sjællandske type med indgang i øst, medens Hindsgavlskisten danner et lukket rum.[5]
Grav O er vanskeligere at behandle, da der kun oplyses, at den er opbygget af mindre sten end P og dårligt bevaret. Der oplyses intet andet om skeletterne end antal og normaltype. Dog må det anses for rimeligt at datere graven til sen-neolitikum.
De løsfundne genstande fra fylden mellem K og L stammer fra en ødelagt grav og da antagelig grav N. Flintdolken er en type VI, der tilhører det seneste trin i udviklingsrækken. I lighed med dolken fra grav P er dette eksemplar også meget opskærpet, men har endvidere en stærk butslidning på enden af skæftet. Type VI dolken dateres til ældre bronzealder, hvor den optræder hyppigt i periode I og i mindre tal i periode II p.g.a. øget metalrigelighed. Dolken måler 16 cm i længden og 3 cm i bredden.[6]
Benprenen, der måler 11 x 2,5 cm, er meget lidt tildannet. Den består stort set af den øverste del af en marvspaltet, større lemmeknogle med en tilspidsning glattet og ridset af brug. Den kluntede og rå form tyder mere på bronzealder end sen-neolitikum, hvor stykkerne var betydeligt mere velforarbejdede.[7]
Klingefragmentet måler 9 cm i længden og 3 cm på bredeste sted. Stykkets øverste ende er brudt af ved overgangen til hæftet, hvor der ses halvdelen af et naglehul, der kunne tage en nagle på ca. 6 mm. Klingen var forsynet med en fladt hvælvet midtribbe, der 4,5 cm under naglehullet er sidemarkeret med 2 furer, der parallelt med ægpartierne svajer ud mod klingens afslutning ved grebenden. Fragmentet synes at stamme fra et grebtungesværd og vil da kunne dateres til periode II i ældre bronzealder.[8]
Holder disse overvejelser stik, må den vestlige højs historie kort have været som følger:
Hermed er historien dog ikke slut. På opmålingen fra 1791 sås 3 høje i tæt rækkefølge, men i 1930 blev kun 2 høje udgravet. Hvad blev der da af den 3. høj? I Brøndsteds beretning fra 1930 findes et notat, der fortæller, at ca. 30 m øst for Tvillingehøj findes en rund høj, stærkt overpløjet, men stadig synlig. Den hvælver sig ca. 1 m og har en diameter på 20 m. Da den ikke berøres af anlægsarbejdet, bliver der ikke gjort noget ved den. Der er næppe nogen tvivl om, at højen Brøndsted beskriver er identisk med den 3. høj på den gamle opmåling. Den er aldrig blevet udgravet, men nu og da har den givet fund fra sig. Højens overflade har i mange år stået som have med træer, græsplæne og blomsterbede, og det er netop ved havearbejde, at de følgende fund er fremkommet.
Ialt 5 urner, alle fra yngre bronzealder, er kommet for dagen siden 1943. En rundet stenrække mod øst og vest, som kun kan være dele af højens randstenskæde, blev gravet frem i 1962. Stenene var ca. 0,50 m store, og randstenskæden har haft en diam. på ca. 12 m. Fra en sakral funktion er stenene nu overgået til en dekorativ, idet de blev fjernet og samlet i en smuk stenhøj, der pryder indkørslen til grundstykket.[10]
De 2 første urner kom frem i 1943, men kun een er bevaret, idet den anden blev hugget i stykker, inden kyndige folk nåede frem. I fundfortegnelsen over den nu afdøde gasværksbestyrer Løhde Møllers samling kan man læse, at den var stensat og indeholdt brændte ben samt stod ca. 25 cm under markoverfladen. Intet af denne urne er bevaret.
Urne 2 stod 30 cm under markoverflade og var stensat med 103 større og mindre sten. Urnens munding var dækket med en nu forsvunden skål, og indholdet bestod af brændte ben samt 3 stk. bronze og et stykke tildannet flint.
En tegning viser en omhyggeligt udført stenkreds, hvori urnen stod, og tangerende denne endnu en stenkreds, men uden kar. Formentlig har der været en dobbelt bisættelse, da man næppe har gjort plads til 2 urner uden at sætte dem begge ned. Pontoppidan nævner, at der ofte er fundet urner i markens høje, så den mulighed foreligger, at den er blevet fjernet ved en tidligere lejlighed.
Den bevarede urne, der er stærkt restaureret af finderen, måler 36 cm i højden og har en randdiameter på 23 cm. Godset har en glat, gråbrun overflade, og selve urnens omrids er spandformet med kort afsat hals; en form der er almindelig i begyndelsen af yngre bronzealder.
Tre genstande af bronze var medgivet som dødegave; nemlig en 8 cm lang ragekniv med krummet blad og svanehalsformet skaft, en 3,5 cm lang toiletkniv med øskenformet skaft og endelig et fragment af en nål på 3,2 cm i længden.
Det tildannede flintstykke er mere problematisk. Det måler 4,5 cm i længden, er 1 cm bredt og trekantet tilhugget med et regelmæssigt, ligesidet tværsnit; endvidere er stykket afbrudt i begge ender. Paralleller i bronzealderens flintarbejder findes ikke, dertil er forarbejdningen for omhyggelig, men herkomsten skal nok søges i yngre stenalder. Muligvis er stykket et fragment af en skafttungepil type C fra grubekeramisk kultur eller af en type D fra ødansk enkeltgravskultur. Med andre ord en »antikvitet«, der, trods sin beskedenhed, er fundet værdig til at ledsage den døde på den sidste rejse.[11]
Bronzesagerne daterer gravlæggelsen til at have fundet sted i begyndelsen af yngre bronzealder i periode IV.[12]
En 3. urne blev optaget, stærkt itubrudt, af Fyns Stiftsmuseum i 1949, og senere fandt grundejeren en 4. mindre urne nedsat uden dækkende stenpakning. Det drejede sig om en urne med cylinderformet hals, bredt rundet bugparti oventil afgrænset af en omkringløbende fingerbred fure og forsynet med en tvedelt knop. Urnen er 23,5 cm høj med en randdiameter på 14,7 cm og en gråbrun glat overflade. Urnen var dækket af en flad sten og indeholdt kun brændte ben.
Denne kartype forekommer regelmæssigt gennem hele yngre bronzealder, dog med mindre ændringer undervejs. I periode IV er større former med ru overflade hyppigere, medens de bliver mindre og glatte i periode V og VI. Ovenstående urne er da antagelig nedsat senere end periode IV.[13]
I 1977 blev den foreløbig sidste urne gravet ud af Fyns Stiftsmuseum. Den stod 1 m under markoverfladen beskyttet af en stenpakning og dækket af en flad sten. Urnen indeholdt brændte ben og et enkelt lille fragment af bronze.
Urnen var et dobbeltkonisk kar, 28 cm i højden og med en randdiameter på 14 cm. Halspartiet er glat afstrøget, bugpartiet vulstagtigt og dekoreret med 2 omkringløbende furer samt 2 modsat stillede ører, medens underdelen er ru med en sandet overflade. De fleste daterende fund af denne kartype hører hjemme i midten af yngre bronzealder i periode V.[14]
De ovenfor gennemgåede fund peger alle hen på en benyttelse af højen i yngre bronzealder, men blev selve højen også bygget på den tid? Sandsynligvis. I begyndelsen af yngre bronzealder træffer man sporadisk småhøje med en eller flere stenkredse og urnebegravelser. De kendes også i periode V, men hovedparten hører hjemme i periode VI. De findes over hele landet, og på Fyn især ved Oure og Hesselager, hvor F. Sehested i årene mellem 1875 og 1881 udgravede 45 høje. Den her behandlede høj havde en diameter på 12 m, og 5 urner nedgravet i undergrunden indenfor randstenskædens omkreds. På baggrund heraf er det rimeligt at antage, at det drejer sig om en sådan småhøj og det endda en af de ældste.[15]
Højene på Hindsgavls mark vidner om bosættelse på stedet gennem det meste af bronzealderen. Andre fund fortæller, at folk i sten- og jernalder også slog sig ned i området. Det kan ikke undre, at den geografiske position har tiltrukket. Herfra gik den korteste søvej til Jylland, og allerede i oldtiden må Hindsgavlhalvøen have haft betydning som overfartssted. Imidlertid er denne postulerede betydning ikke rigtigt genspejlet i fundsummen fra området. De rigeste fund af bronze fra halvøen udgøres af ovennævnte grav med sværd og dolk samt et depotfund fra Fænø,[16] endvidere beretter Pontoppidan om et bronzeskjold, som ikke længere kan spores. Årsagerne til denne lakune kan ligge i, at Hindsgavls ejere aldrig har været arkæologisk interesserede, som tilfældet var på andre godser. De mange høje og stengrave i området blev fjernet uden regulære udgravninger og beskrivelser, og selvom Frederik d. 7. vides at have været gæst på Hindsgavl, har han tilsyneladende ikke foretaget udgravninger under disse ophold. Heller ikke senere har den arkæologiske virksomhed været overvældende, men da det jo ofte er tilfældighedens lov, der er gældende i arkæologien, kan der i fremtiden komme fund, der vender op og ned på det i øjeblikket gældende billede.
Historien om Tvillingehøj finder sin endelige og værdige afslutning i 1931. På et forslag fra museumsforeningen vedtog Middelfart byråd at bekoste en flytning og nyopstilling af den sen-neolitiske hellekiste. Man valgte at anbringe graven i det nordlige bryn af Øxenrade skov på det sted, hvor alleeen til Hindsgavl og Brovej mødes. Kisten blev opstillet efter Behrendts tegninger og dækket af en kuplet høj. Her står hellekisten nu som minde om fortidens folk på Hindsgavl og som vidnesbyrd om, hvad en aktiv museumsforening og en vågen kommune formår, når de enes i omsorg for et områdes fortidsminder.
