Den 22. juli 1992 var en sorgens dag i H.C. Andersens Hus, også selvom den gav anledning til årtiets største medieomtale af museet. Det var nemlig den morgen, da rengøringsassistent Lena Larsen som den første konstaterede, at der havde været natligt museumsbesøg, hvor gæsterne – uden at betale entré – havde fjernet en række af museets største klenodier, bl.a. originalmanuskripterne til »Den lille Havfrue« og »Kejserens nye Klæder« samt én af de billedbøger, som H.C. Andersen lavede til den lille Agnete Lind, datterdatter af hans vigtigste velgører, Jonas Collin. Denne begivenhed betød bl.a., at museet for første gang i mange år skulle til at prissætte dele af museets samling. Det var nemlig længe siden, at der havde været brug for at gøre H.C. Andersen op i penge, idet tilgangen af de museumsgenstande, der den dag i dag udgør grundstammen i museet, daterede sig tilbage til de første år af museets eksistens, og for en stor dels vedkommende doneredes af mennesker, som selv havde modtaget løsøre, personlige genstande, manuskripter og bøger som testamentariske gaver efter H.C. Andersen eller efter hans hovedarving, Edvard Collin. Naturligvis blev der i disse år også brugt penge på at erhverve genstande med tilknytning til digteren – dét, der under ét kaldes for »anderseniana« – hvoraf det vigtigste vel var H.C. Andersens såkaldte tegningsalbum, som indeholdt alle de mere end 200 tegninger, H.C. Andersen havde tegnet især under sine mange udlandsrejser, og som han havde klæbet ind i et album. Desuden indkøbtes over 100 af de originaltegninger, som Vilhelm Pedersen udførte til den første samlede – tyske – udgivelse af eventyr i 1848. Prisen for H.C. Andersens mange tegninger var den gang i 1906 kr. 1.500, mens Vilhelm Pedersens »rigtige« og »kunstneriske« tegninger skulle koste ialt kr. 2.000. Men en anden perle, som stadig rager højt op i samlingen, er C.A. Jensens første portræt af H.C. Andersen fra 1836 og overdroges museet i 1909 som gave!
Efter denne første fase i H.C. Andersen-museets levetid varede det længe, inden der igen blev brug for den store pung m.h.p. erhvervelser: i 1952 blev museet tilbudt den såkaldte Rigmor Stampes Billedbog, men den forlangte pris, kr. 27.500, ansås for at ligge langt uden for museets muligheder. Ligeså gik det i 1958, da der ved Arne Bruun Rasmussens auktion over redaktør m.m.m. Henry Hellsens store samling udbødes lillesøsteren, Astrid Stampes Billedbog til salg. Ved auktionen sikrede museet sig flere fornemme ting, bl.a. Det kgl. Teaters afskedsskrivelse fra oktober 1821 til H.C. Andersen og manuskriptet til eventyret, »De små grønne«, men kunne blot se til, at Astrid Stampes Billedbog blev købt af en dansk privatperson for kr. 22.900. Tre år senere havde museet dog samlet kræfter til et virkeligt kup, idet C.A. Jensens senere portræt af H.C. Andersen fra 1847 blev tilbudt museet af en privat sælger. Man enedes om køb trods den enorme sum på kr. 50.000!
Naturligvis har der aldrig hersket tvivl om, at museet havde at gøre med omfattende værdier, og igennem årene var der fundet et fornuftigt leje bl.a. m.h.t. forsikringssummer, når enkelte genstande lejlighedsvis blev lånt ud til andre museer eller udstillinger, men alligevel var det ikke helt ligetil at fastsætte værdien, da de omtalte klenodier forsvandt ved det opsigtsvækkende tyveri i 1992. Sammenligningsgrundlaget var nemlig dårligt, al den stund at sådanne genstande kun sjældent kom på auktion og således ikke kunne give et realistisk billede af markedsværdien anno 1992, og selvom der naturligvis igennem årene havde været handlet »anderseniana«, så kunne disse kun dårligt sammenlignes med de genstande, der nu var forsvundet. Den samlede forsikringssum blev ansat til ca. kr. 4 mio., hvilket af alle – såmænd også forsikringsselskabet – ansås for rimeligt. Det var naturligvis håbet, at de stjålne genstande måtte dukke op, men hvis det som frygtet ikke skete – og stadig ikke er sket -, skulle forsikringssummen medgå til at erhverve en passende erstatning herfor, nårsomhelst lejlighed bød sig. Den bød sig imidlertid ikke lige med det samme.
Store H.C. Andersen-samlinger befinder sig foruden i H.C. Andersens Hus tillige i Det kgl. Bibliotek, hvor man bl.a. kan finde den allerstørste del af digterens originale dagbøger, adskillige manuskripter både til eventyr, romaner og skuespil, ligesom man her finder den vidunderlige stambog, hvori H.C. Andersen har samlet en mængde papirer og dokumenter, som har haft betydning for ham, bl.a. det rejsepas, som med Odense politimesters tilladelse gav den 14-årige Hans Christian lov til at forlade fødebyen og rejse til København. Bogen rummer endvidere hilsener fra en lang række af samtidens væsentligste skikkelser i Danmark såvel som i Europa, bl.a. H.C. Ørsted, I.P.E. Hartmann, Weyse, Dickens og Mendelssohn. Desuden befinder en fornem samling af »anderseniana« sig i Library of Congress i Washington, hvortil den dansk-amerikanske samler, Jean Hersholt, donerede sin samling i begyndelsen af 1950’erne. Her ligger bl.a. Jonas Drewsens Billedbog, som H.C. Andersen lavede sammen med Jonas’ morfar, Adolph Drewsen, i 1862, som den sidste af en lille serie, som Drewsen og H.C. Andersen lavede i fællesskab.
Det betyder, at langt størstedelen af de H.C. Andersen-genstande, som kunne have meget stor interesse for formidlingen af digteren i hans eget museum, allerede befinder sig i båndlagte samlinger, men naturligvis er der stadig væsentligt »anderseniana« i privat besiddelse, som man med tiden kunne håbe vil blive tilbudt museet. Nu er det jo ikke således, at H.C. Andersens Hus for enhver pris skal støvsuge hele markedet og søge så at sige at monopolisere samlinger i tilknytning til digteren, men museet føler en forpligtelse til at gøre samlingen så spændende som muligt, fordi museet nu en gang er stedet, hvortil alle, der holder af H.C. Andersen, kommer for at udvide deres kendskab til digterens univers – både det litterære og det personlige. Som statsanerkendt museum er vi i øvrigt i henhold til museumsloven forpligtet til at søge samlingerne udvidet, og så må det også erindres, at tyveriet i 1992 stadig efterlader nogle mærkbare huller, som man under alle omstændigheder bør søge at lukke eller – mere realistisk – erstatte.
I 1997 fik H.C. Andersens Hus imidlertid hele tre muligheder for at gøre samlingen mere spændende. Museets portrætter af digteren er allerede den fornemste repræsentation heraf nogetsteds. Som tidligere omtalt omfatter samlingen C.A. Jensens portræt fra 1836, hertil samme malers andet portræt fra 1847, samt to spændende portrætter af hhv. den tyske maler August Grahl og H.C. Andersens fynske landsmand, Frederik Ludvig Storch, der malede digteren i 1852. Men der findes yderligere et kendt portræt, malet i 1869 af Carl Bloch, som ofte har været anvendt både reproduceret og som grundlag for grafiske gengivelser og derfor vil blive genkendt af langt de fleste H.C. Andersen-læsere. Museet ejer en malet kopi heraf, som er udstillet, men i et museum kan kopier aldrig konkurrere med originalen. Derfor var museet naturligvis særdeles interesseret, da billedet kom på auktion i september 1997. Auktionshusets vurdering lød på kr. 125-145.000, hvilket umiddelbart forekom højt sat, eftersom Carl Bloch normalt kan erhverves for max. ca. kr. 50.000. Men motivet – H.C. Andersen – betød naturligvis en vis værdiforøgelse, dog ikke mere, end at ét af vore anerkendte auktionshuse tidligere havde vurderet portrættet til ca. kr. 75.000.
Umiddelbart turde billedet ikke have voldsom interesse for andre, idet der i tilfælde af salg til udlandet forventeligt ville blive nedlagt eksportforbud, og den risiko forventedes det ikke, at nogen udenlandsk køber ville løbe. Den danske lovgivning vedr. såkaldte kulturværdier påbyder, at ejeren skal indhente tilladelse til at udføre danske kulturværdi-genstande, der har en værdi over kr. 100.000 og er mere end 100 år gamle, og begge disse kriterier opfyldte Carl Bloch-billedet. Vi var derfor nogenlunde sikre i vor sag, da vi drog til auktion. Vi havde planlagt at ville byde maksimalt kr. 150.000 – eller »måske lidt mere«. Fra starten gik det da også planmæssigt: en privatperson i salen startede med at byde kr. 100.000, men stod efter ca. et minut af ved vores bud på kr. 150.000. Ikke så snart havde dette beløb lydt, før den berømte »dark horse« meldte sig via bud på en mobiltelefon: kr. 155.000. Vi bød 160.000, hvilket straks blev fulgt op af 165.000 – vi forsøgte os med kr. 170.000, men blev uden tøven overbudt med kr. 175.000. Hermed var grænsen nået for vores »måske lidt mere«. Naturligvis sidder man i sådanne situationer tilbage og tænker på, om man skulle have budt højere, men dels havde vi så at sige truffet vor beslutning hjemmefra, og dels lå det i luften, at det fremmede bud var magtfuldt, al den stund vedkommende først begyndte at byde på den anden side af vurderingen. Det har efterfølgende da også vist sig, at vi var oppe mod stærke kræfter, idet billedet blev erhvervet af den samme schweiziske samler, som i april 1998 erhvervede Eckersbergs parisiske prospekt fra Aqueduc de la Vanne for den hidtil højeste pris for noget dansk maleri: 4,1 mio. – plus salær forstås!
Der blev imidlertid nedlagt forbud mod eksport af Carl Bloch-billedet, hvilket betyder, at Kulturværdiudvalget skal tilbyde at købe billedet for markedsprisen – som efter en auktion jo ligger lige for, men den nye ejer ville ikke sælge! Derfor er billedet stadig i Danmark, men uden nogen umiddelbar mulighed for at billedet vil kunne ses af offentligheden. Der vil dog sikkert i de nærmeste år blive gjort forsøg på at købe billedet af dets ejer eller i det mindste få det deponeret i en offentlig samling, f.eks. i H.C. Andersens Hus.
Næppe var denne skuffelse forvundet, før en endnu større sag opstod, hvor der for alvor ville være mulighed for at erhverve en H.C. Andersen-genstand, der kunne tjene som erstatning for i det mindste nogle af de ting, som blev stjålet. Denne gang drejede det sig om Rigmor Stampes Billedbog, hvis norske ejere havde sat den til salg på Sotheby’s auktioner i London. Nyheden herom indløb til museet af »sædvanligvis velunderrettede kanaler«, idet en kollega via sin mor kunne fortælle, at Berlingske Tidende havde nyheden på sin bagside. Nå, to dage senere lå Sotheby’s katalogtekst nu alligevel på bordet, hvoraf det bl.a. fremgik, at billedbogen var vurderet til 40-60.000 engelske pund, hvilket med gældende valutakurser og inkl. gældende salærsatser ville svare til ca. kr. 600-800.000. Rigmor Stampes Billedbog var i høj grad kendt af museet, som bl.a har en fuldstændig affotografering af bogen – dog kun i sort/hvid – og bogen havde været udlånt til den særudstilling af »H.C. Andersens billedkunst«, som efter at have været vist først på Fyns Kunstmuseum bl.a. vistes på Charlottenborg i januar 1997. Bogen havde ikke været handlet siden 1952, hvor museet som nævnt ikke mente at kunne få råd til den, og hvor den i stedet blev købt af den norsk-danske hotelmand Waldemar Jensen, som herefter lod den udstille i restaurant Viking i Palace Hotel i København. I et radiointerview fra 1959 erklærede Waldemar Jensen, at det var hans hensigt, at den senere skulle havne på et dansk museum, men det må han have glemt at sige til sine arvinger, for nu i oktober 1997 lå den til salg for højstbydende i London.
Denne bog måtte museet sætte alt ind på at erhverve. Der blev nedsat en »generalstab«, som skulle planlægge købet og finansieringen. Det stod hurtigt klart, at vi ville tage kampen op med hvem som helst, og vi mente nok at kunne matche de fleste interesserede, idet museets finansiering ville være forsikringssummen fra 1992 på de ca. 4 mio, og så høj en pris kunne man dog dårligt tænke sig, vurderingen taget i betragtning – håbede vi! Det var indlysende, at billedbogen ville tiltrække sig opmærksomhed fra mange sider, både fordi H.C. Andersen i stigende grad havde påkaldt sig udenlansk bevågenhed, hvilket bl.a. blev dokumenteret ved salget af Carl Bloch-billedet, og fordi Sotheby’s folk er dygtige og har kontakter til mange forskellige miljøer. Vi var dog fortrøstningsfulde, da afdelingschef Hanne Plechinger og jeg i slutningen af oktober drog til auktion i London – en dag før selve auktionen, hvor vi bl.a. skulle bruge tiden til at studere bogen, idet ingen af museets nuværende ansatte nogensinde havde haft lejlighed til at gennemgå den, og også til at planlægge den forventede hjemtransport. Desuden brugte vi noget af dagen på en anden auktion over kunst inspireret af eventyr og børnefortællinger. Den indbragte pæne priser, ofte noget over vurderingen – højeste pris indbragte i øvrigt en original-illustration af Edmund Dulac til H.C. Andersens »Nattergalen«, men dog »kun« ca. 70% over vurderingen, 135.000 pund mod vurderet 80.000. Det bestyrkede os kun i troen på, at vi nok skulle få bogen med hjem, for hvem – ud over os selv – ville dog være villige til at betale op til 5 gange vurderingen?!
Selve auktionen havde som titel »Eventyr- og børnebøger« og bestod mest af engelske titler og forfattere, som formentlig kun vil være samlere bekendte – i hvert fald uden for England. Fra fjernsynsbilleder kan man ofte få indtryk af, at sådanne auktioner foregår i fashionable omgivelser, men denne auktion fandt nu sted i et ganske ydmygt lokale, hvor man fik lov at sidde på klapstole af plastik. Rigmor Stampes Billedbog var vurderet næsten så højt som resten af kataloget tilsammen, så der var ingen tvivl om, hvad der var hovedsagen. Den havde auktionsnummer 181, og det ville således vare ca. halvanden time, inden turen kom til den. Vi brugte den første halve time til at følge slagets gang og danne os et indtryk af de tilstedeværendes købelyst og -evne, hvilket ikke gav os grund til uro. Størst opmærksomhed vakte en lille serie af engelske science-fiction hæfter fra 1950’eme, hvor det første nummer løb op i 2,5 gange vurderingen, hvilket svarede til 2.300 pund, men da dette nummer først var solgt, faldt prisen på resten af serien ganske betragteligt. Vi holdt en lille pause i auktionen, hvor vi hentede lidt kaffe, men så var tiden også ved at være inde: vi mente ikke at have konkurrenter i salen, men frygtede naturligvis for, hvad der måtte indløbe telefonisk. Vi havde besluttet at starte med at byde ved 30.000 pund – det kunne jo være, at de andre interesserede slet ikke havde sådanne penge: man skulle dog være meget interesseret i den danske digter for at ville give samme pris som for en splinterny BMW i England. Men pludselig stod en ældre herre på første række på: ved auktionarius’ opkald på 35.000 pund slog han til, og så var der ikke andet for os at gøre end at byde med. Det gik ganske langsomt i starten: 2.000 pund og 5.000 pund (hvad i parentes bemærket svarer til kr. 25.000 og 60.000 ad gangen, men i denne sammenhæng ikke så meget). Da vi nåede 100.000 pund blev buddene på 5.000 og 10.000 pund(!), og da vi nåede 150.000 pund måtte vi erkende, at vor modstander ikke blot var en ambitiøs, lokal samler, men at han mente det alvorligt, og virkelig satsede på at få bogen med hjem. Dét gjorde vi jo også, så der var ikke andet at gøre end at fortsætte deropad. Vi nåede 200.000 pund, 250.000 og 300.000, hvor vi hjemmefra havde besluttet os for at standse, men vi mente dog at have en lille reserve, så vi forsøgte os med 310.000 pund, for blot at blive overbudt med yderligere 10.000 pund. Så kunne vi ikke mere, og måtte erkende, at Rigmor Stampes Billedbog heller ikke denne gang havnede i H.C. Andersens Hus. 320.000 pund svarer inkl. salær til ca. kr. 4.065.000 – fire millioner og femogtrestusinde!
Forgæves forsøgte vi at få fat i den heldige herre oppe foran, men i stedet blev vi kontaktet af de norske sælgere. Men hvad siger man i en sådan situation: de hævdede, at de havde håbet på, at bogen ville komme til Odense, men at de naturligvis var glade for auktionens forløb, og dét forstår man jo sådan set godt. De kom hjem med ca. kr. 2,5 mio. mere, end de strengt taget havde kunnet håbe på. Ingen kunne forudsige en så dramatisk udvikling – aldrig var der betalt så meget for H.C. Andersen, og faktisk havde han som kulturhistorisk personlighed lagt sig ind i danske kulturværdigenstandes superliga, hvor billedbogen med sit hammerslag på tæt ved 3,7 mio. kr. lige nøjagtigt havde slået den hidtidige »rekord« på ca. 3,5 mio., som tilhørte salget af Jens Juels »Dansebakken ved Sorgenfri« på Bruun Rasmussens auktioner i 1994. Sotheby’s kunne afsløre, at køberen var en amerikansk antikvarboghandler, hvis navn er museet særdeles bekendt, fordi han igennem snart mange år har været køber til meget anderseniana. Det har siden vist sig, at han fungerede som mellemhandler, og at bogens nye ejere er en amerikansk fond, der med hovedsæde i Californien støtter forskning i børne- og ungdomslitteratur. Vi håber, de må få glæde af den, og at de vil give så mange mennesker som muligt lejlighed til at beskæftige sig med den. Den fortjener det.
Det kan ikke nægtes at den efterfølgende tid var præget af en vis skuffelse. Rigmor Stampes Billedbog var – så vidt vi vidste – den sidste af de store billedbøger, som var i fri, international handel. Lillesøsteren Christine Stampes Billedbog var forlængst doneret til Silkeborg Museum, hvor den kan ses i dag – familien Stampes efterkommere havde testamentarisk gjort denne bestemmelse p.g.a. den ene af bogens ophavsmænd, Adolph Drewsens tilknytning til Silkeborg. Og den anden, Astrid Stampes, var på danske privathænder og ikke til salg. Rigmors billedbog var altså tilsyneladende den eneste chance i en overskuelig fremtid for at erhverve »noget indiskutabelt væsentligt«. Men så… Få dage før jul blev museet ringet op fra Sotheby’s af den person, som havde været ansvarlig for auktionen i oktober.
Hun spurgte til, om vi havde brugt alle vore penge på julegaver, for i modsat fald havde hun et godt forslag til os. Hun kunne imidlertid ikke med det samme afsløre, hvad det gik ud på – kun at det var noget tilsvarende Rigmor Stampes Billedbog, og at den private sælger havde udtrykt ønske om, at H.C. Andersens Hus/Odense Bys Museer fik tilbudt køb inden et evt. auktionssalg. Sotheby’s ville vende tilbage straks efter nytår.
Naturligvis brød vi vore hjerner med, hvad det dog kunne være. Alligevel blev vi vel ikke så overraskede, da vi mod slutningen af januar modtog et egentligt salgsprospekt fra Sotheby’s på: Astrid Stampes Billedbog! Baggrunden for salget var naturligvis det opsigtsvækkende salg af Rigmors billedbog. De danske ejere af Astrid Stampes Billedbog, som altså selv havde erhvervet den på auktion i 1958, havde ikke overraskende ladet sig inspirere af det første salg, og eftersom et salg havde været påtænkt i mange år, havde de ladet bogen opbevare i udlandet siden midten af 1980’erne.
Nu var tiden inde, både fordi prisniveauet var blevet interessant, og fordi vi i Odense stod mærkbart tomhændede tilbage. Vi kendte imidlertid ikke Astrid Stampes Billedbog, for i modsætning til Rigmors var den ikke affotograferet, og det var længe siden, at nogen fagmand havde haft den i hænderne, hvorfor der kun eksisterede omtaler af den af ældre oprindelse. Vi vidste, at den sidst var handlet hos Bruun Rasmussen i 1958, men kataloget fra den gang gav også kun dårligt indtryk af den. Men af de fotografier, som Sotheby’s havde fremsendt – og som kun repræsenterede ca. en tiendedel af bogen – fremgik det dog tydeligt, at vi her havde med noget helt usædvanligt at gøre.
Kort efter fik vi lejlighed til at studere bogen i London, og der var ingen tvivl: den bog var museet ligefrem forpligtet til at købe. Prismæssigt var den naturligvis i samme klasse som Rigmor Stampes Billedbog, men den blev dog alligevel noget billigere.
Både Rigmor Stampes og Astrid Stampes Billedbog består af 150 ark papir i fin kvalitet, indbundet i læder, men Rigmors har de største antal sider med opklæbede billeder – henved 200 sider i alt – mens tallet i Astrids er ca. 150. Den første rummer ca. 160 små, håndskrevne digte af H.C. Andersen, mens der i Astrids »kun« er 125. Men det i er mængden af originale H.C. Andersen-klip, at den store forskel viser sig: Rigmor Stampes Billedbog har seks store klip – ligesom i øvrigt også den tredje billedbog, Christine Stampes – mens Astrids har i alt 16 store og hele 60 små klip, hvoraf de fleste både er morsomme og meget originale. Netop mængden af små klip gør Astrids billedbog til noget særligt, fordi de dokumenterer H.C. Andersens indsats.
I Rigmors og Christines bøger er der stor sandsynlighed for, at Adolph Drewsen selv har klæbet sin vens klip ind, og at digteren først derefter har tilskrevet den store mængde vers. Det kan ikke være tilfældet i Astrids, eftersom alene det store antal små klip gør det usandsynligt, at Drewsen skulle have »administreret« dem. Bogen bærer således i højeste grad præg af, at de to har haft et tæt samarbejde om tilblivelsen, som i øvrigt har varet mindst et halvt års tid – nemlig fra den lille Astrids 1-års fødselsdag i december 1853 og til en gang hen mod den følgende sommer, måske endda endnu længere. Der er fortsat blanke sider i bogen, så måske er den i grunden aldrig blevet helt færdig.
Hvis man på de foregående sider sporer lidt modsatrettede følelser i forhold til at prissætte H.C. Andersen, så har beskrivelsen ramt noget centralt. Konflikten består i en sondring mellem pris og værdi, forstået således at f.eks. Astrid Stampes Billedbog har samme værdi, uanset hvor meget den har kostet. Havde museet fået den doneret, ville den selvsagt få samme placering i museet – og i vor bevidsthed – som den nu har fået. Derfor har der da også igennem årene været talrige tilfælde, hvor museet har betalt penge for en genstand, mens andre tilsvarende er blevet donerede – det gælder ikke mindst m.h.t. klip. Men under alle omstændigheder har disse opsigtsvækkende priser været med til at skærpe opmærksomheden omkring den eksisterende samling og rent ud sagt lære os allesammen at sætte pris på – i overført forstand! – dét, som er hele baggrunden for samlingen: H.C. Andersens kunst. Han koster nemlig først og fremmest vor opmærksomhed, men det er en investering, som de fleste er enige om, kommer rigeligt tilbage, og en investering, som ret beset kun koster lidt tid. De samlede H.C. Andersen-eventyr omfatter 156, og mange af dem kan man læse på under en halv time. Heri ligger hele problemstillingen: kan man sammenligne en halv times læseoplevelse med synet af en fornem genstand i museets samling? Og hvis man kan, hvilken af de to vil man foretrække? Jeg vil foreslå, at man ikke vælger, men derimod lader de to oplevelser inspirere hinanden og i fællesskab inspirere os alle sammen – så kunne vi måske overveje at prissætte læsningen af f.eks. »Lykken kan ligge i en pind«. Pris? et slag på tasken: fire millioner og femogtrestusinde kroner.
